|
Dagsordens punkt 75-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
7. mødedag, onsdag den 3. oktober 2001
Godmand Rasmussen (A)
I medfør af § 36 i forretningsorden for Grønlands Landsting, skal jeg hermed fremsætte følgende spørgsmål til landsstyret: Hvilke tiltag agter landsstyret at sætte i værk med henblik på at muliggøre at grønlandske handicappede kan tilbydes anbringelse i handicapinstitutioner i Grønland fremfor i Danmark.
Jeg har som bekendt foreslået Kangerlussuaq som center for handicappede i Grønland, da landstinget under forårssamlingen behandlede forslaget om hjemsendelse af de handicappede grønlændere fra Danmark. Jeg fik dog ingen klar opbakning fra de andre partier, men som jeg sagde under debatten under forårssamlingen, så sagde jeg at jeg fortsat ville forfølge spørgsmålet, hvorfor jeg genfremsætter mit forslag i håb om en mere positiv forståelse og modtagelse.
Lad mig som forslagsstiller allerede nu bemærke, at jeg på flere punkter er enig i den redegørelse som undersøgelsen har resulteret i, men jeg vil henvise til flere ting dog uden at gøre nærmere rede for de ting, der er fastsæt i bekendtgørelsen.
Under forårssamling i år sagde jeg at de vidtgående handicappede passes langt væk fra Grønland under helt andre levevilkår. Ligeledes langt væk fra familie, hvorfor der var meget begrænsede mulighed for at se familien, ligesom det også er dyrt at rejse. Vi ved, at Kangerlussuaq ligger meget central trafikalt med mange mennesker på gennemrejse, og vil kunne åbne op for familiernes muligheder for at se de handicappede noget oftere, selvom de ikke kan være der hele tiden.
Jeg ønsker dog ikke at samtlige handicappede placeres her, da man skal prioritere deres behov, ligesom det i redegørelsen nævnes, at der nu findes flere pladser og bedre behandlingsmuligheder. Det er allerede bekendt, at Landstinget i 1999 tog en principbeslutning om at hjemtage de handicappede til Grønland, og der blev fra Landsstyremedlemmets side sagt, at der er stor mangel på personale indenfor handicapområdet. Imidlertid har man slet ikke været inde på, at man ikke har annonceret efter uddannet personale, fordi det at planlægge før man har skaffet sig arbejdskraft er at lyve for sig selv.
Da tanken om, at hjemtage de handicappede dukkede op har indtil dato altid vurderet det som et godt initiativ. Men man siger hele tiden, at man ikke er klar med det nødvendig personale, og såfremt dette er en alvorlig hindring, hvad skal vi så bare vente på, at der sker et under uden selv at gøre noget ?
Hvem har så forpligtigelsen ? Det er os Landstinget, der skal handle, hvilket jeg meget genre vil have forståelse for. I landstingsforordningen er der i paragraffen 5-7 samt 21 fastsat følgende bestemmelser om, at bor de handicappede uden for Grønland, så skal Socialudvalget i den handicappede hjemkommune mindst 1 gang om året undersøge om der er mulighed for at hjemtage den handicappede.
Derfor er jeg bange for, at man i vurderingen i de enkelte kommuner anser pladsmangel som en hindring selvom tanken er nok så god. I bekendtgørelsen nævnes det, at selv svagtseende anbringes i Danmark. Det står eller i landstingsforordningen paragraf 44, at der først skal ydes hjælp til behandling udenfor Grønland, når alle muligheder for behandling i Grønland er udtømt.
Derfor når man kikker på paragraf 44, får man lyst til at spørge, hvorfor det ikke kan lade sig gøre, at hjemtage de svagtseende. Men selvfølgelig respekterer jeg også de enkelte frie valg til at bestemme, hvor pågældende skal bo. I 1983 var der omkring 150 vidtgående handicappede, i 1988 ca. 140, i 1995 130 og i 2001 første 3 måneder 118. Der synes derfor, at være mulighed for på en eller anden måde, at tilpasse de forskellige lokaliteter i Grønland, og det er klart, at man ikke kan komme udenom Kangerlussuaq i sådanne tilpasningsinitiativer, hvilket jeg også på et tidligere tidspunkt har været inde på, ligesom stedet også er velegnet til andre handicappede, hvorfor jeg kræver, at relevante instanser foretager yderligere analyser og vurderinger i spørgsmålet.
I 1999 oplyste Finansudvalget, at en hjemtagelse af de handicappede vil skabe mange arbejdspladser. Landsstyremedlemmet var også i forbindelse med sin besvarelse under forårssamlingen også inde på en af fordelene, nemlig at vi også skal prioritere til dem, såfremt vi skal hjemtage de handicappede. Dette skal selvfølgelig også medtages i planlægningen.
Det blev også nævnt at institutionen Ivaaraq i Qaqortoq har alvorlige problemer, og at der må gøres noget alvorligt ved dette. Landstingets beslutning vil ikke kunne blive en realitet, såfremt man ikke gør noget, ligesom undersøgelser har vist ar den foreliggende bygningsmasse ikke er velegnet.
Der er blevet peget på flere muligheder blandt andet Gertrud Rask minde, og sådanne institutioner som er velegnet bør undersøges nøjere. Derfor foreslår jeg, at man undersøger disse forhold nøjere, og efterfølgende tager det op til debat. Udsætter man opgaverne hele tiden opnår man jo ikke noget som helst.
Jeg siger tak til forslagsstilleren Godmand Jensen. Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked med et svarnotat.
Ole Dorph, Landsstyremedlem for Social Anliggender og
Arbejdsmarked.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen har fremsat en forespørgsel om hvilke tiltag Landsstyret agter at sætte i værk med henblik på at undersøge, at de grønlandske handicappede kan tilbydes anbringelse på handicapinstitutioner i Grønland frem for i Danmark. Forespørgslen er af Formandsskabet henvist til mundtligt forhandling.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen henviser i sin forespørgsel dels til sin fremsættelse af sit beslutningsforslag under forårssamlingen i år om oprettelse af en handicapinstitution i Kangerlussuaq dels til redegørelse om undersøgelse af mulighederne for hjemtagelse af vidtgående handicappede, der blev fremsendt til Landstingets medlemmer primo juni i å.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen afslutter sin forespørgsel med at foreslå, at man undersøger muligheder for udnyttelse, at de eksisterende institutioner, og for bygning af nye institutioner nøjere, og efterfølgende tager det op til debat.
Landsstyret arbejder tilstadighed med spørgsmålet om at forbedre forholdene for de handicappede her i landet, herunder at der så vidt muligt ikke sker yderligere nedsendelse til Danmark. De aktuelle planer for udbygning af institutionerne fremgår af ovennævnte redegørelse. Er der enkelte medlemmer der ikke har redegørelsen, så kan den fås i henvendelse i direktoratet for Sociale Anliggender og arbejdsmarked.
Det skal også nævnes, at der under debatten af Godmand Rasmussens forslag på forårssamlingen fremkom forslag om Kangerlussuaq om sommeren kunne anvendes som aflastningssted for handicappede og deres familier. Selvom det kun vil være en anvendelse en del af året vil det kræve, at der er tilstrækkelig med personalemæssige ressourcer til stede, og at de øvrige rammer er udfyldt for at gøre det attraktivt. Herved skal det især sikres, at de sundhedsmæssige forhold er optimale, og at der er sundhedspersonale til stede samt at der skaffes boliger til familierne og personalet.
En sikring af ovennævnte forudsætninger kræver tilførsel af yderligere midler til området, da der er tale om aktivtetsudvidelser, der ikke kan dækkes indenfor landsstyreområdets eksisterende ramme.
Kangerlussuaq bliver som bekendt om ganske kort tid en bygd under Sisimiut kommune, hvorfor det er Landsstyrets opfattelse, at de videre planer om en eventuelt etablering af en institution eller aflastningshjem skal drøftes nøjere med kommunen.
Godmand Rasmussen kommer i sin forespørgsel ind på, at manglen på kvalificeret personale bruges som begrundelse for manglende oprettelse af nye institutioner, og spørger om man så bare skal vente på, at der sker et under, eller om Landstinget vil gøre noget ved sagen. Naturligvis bør der sker tiltag på området, da det er forudsætning for, at der sker forandringer, og Landsstyret har da også allerede iværksat de nødvendige tiltag.
Efter beslutning på Landstingets forårssamling år er der iværksat en undersøgelse af arbejdsforholdene indenfor den sociale sektor. Der er nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de faglige organisationer og arbejdsgiverparterne, herunder KANUKOKA. Arbejdsgruppen har afholdt sit første møde, og regner med at sin undersøgelse afsluttes i juni år 2002. Og herefter vil der skulle tage stilling til, hvilke tiltag der skal gøres for at fremme rekrutteringen og fastholdelsen af de nødvendige medarbejdere.
Allerede forud for beslutningen om denne undersøgelse havde Landsstyret iværksat en undersøgelse af de forhold, der ligger til grund for den store gennemstrømning af socialpædagogisk personale som en række daginstitutioner har oplevet, og til stadighed oplever. Som jeg nævnte under debatten af Landsstyreformandens åbningstale fremgår det af konklusionen af undersøgelsen, at en gennemgående forklaring på, at mange socialpædagoger opsiger deres stilling er, at de bliver slidt op. En del af problemerne kan løses med en forbedring af personalenormeringerne, og der er tilstrækkelig med uddannede socialpædagoger til, at gå ind i de nye stillinger.
Det angives endvidere, at den relative lave løn er en faktor der er med til at reducere pædagogernes arbejdsglæde. Det er endvidere en udbredt opfattelse, at de fysiske rammer for institutionerne burde være væsentlige bedre, da dette vil fremme arbejdsglæden for personalet, og bedre opvækstbetingelser for børnene på institutionerne.
Undersøgelsen er i disse dage vil at blive endelig korrekturlæst og annonymiseret, hvorefter den vil blive offentliggjort.
Med disse bemærkninger overgiver Landsstyret forespørgsel til Landstingets velvillige behandling.
Jeg siger tak til Landsstyremedlemmet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked. jeg skal dertil sige, at der er tale om en forespørgselsdebat som ikke skal forhandles, men jeg vil give forslagsstilleren lejlighed til, at fremkomme med yderligere bemærkninger.
Godmand Rasmussen, forslagsstiller, Atassut.
Jeg skal indledningsvis udtale, at der har været en fejl i svarnotatet, så skal jeg sige, at jeg er glad for Landsstyrets svarnotat, da jeg under forårssamlingen ikke havde været tilfreds med svaret, men det svar jeg nu får er langt mere lyst end der tidligere er blevet givet udtryk for.
Det fremgår af Landsstyrets svarnotat, så er der flere lyspunkter, og det er jeg selvfølgelig glad for.
Landsstyremedlemmet udtalte ligeledes, at der er blevet nedsat en arbejdsgruppe, og at arbejdsgruppen har holdt deres første møde, og regner med at deres undersøgelse bliver offentligt i 2002.
Uden yderligere bemærkninger skal jeg udtale, at jeg er meget glad for svarnotatet og tager det til efterretning.
Således er vi færdige med behandlingen af punkt 75.