|
Dagsordenes punkt 61-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Torsdag
den 15. oktober 1998
Lars Karl Jensen, forslagsstiller.
Jeg skal anmode, om at forkorte mit forslag. Mit forslag tager udgangspunkt i arbejdskraft udefra med specialuddannelse og med rekrutteringen af disse og med den procedure der har været hidtil, der mener jeg, at proceduren der blev benyttet under de store statsvirksomheder, KGH og GTO til stadighed bliver benyttet, og der som følge heraf er nogle forhold der skal rettes op på.
Vi ved, at vi har brug for sådanne eksperter, og vil have behov for det. En af de ting der gør rekrutteringen stift, at vi altid stiller krav til de der søger, at de flytter midlertid her til Grønland, og så vidt jeg er orienteret indgår man en aftale for en 3-årig periode, og jeg mener, at familier der er rekrutteret fra Danmark til at arbejde i Grønland, så bebyrder vi dem sommetider i deres vilkår, de er nødt til at rejse helt væk fra de vante omgivelser, rejser væk fra deres egen bolig og somme tider nødt til at sælge deres egen bolig for at undgå, at skulle betale husleje 2 steder.
Og jeg vil her i dette oplæg jeg har gøre opmærksom på, at jeg respektere de aftaler der er indgået mellem forskellige organisationer og det offentlige, og jeg ønsker ikke på nogen måde, at det bliver ændret her ved mit forslag.
Jeg vil at partierne og Kandidatforbundet selv skal tage stilling til disse ting ud fra mit forslag. I mit forlag nævnte jeg, at jeg efterlyser at borgeres uændrede rettigheder, det er det jeg efterlyser. Som sagt flytter de ikke permanent her til Grønland, men skal arbejder her i en 3-årig periode, ikke desto mindre medfører det store ændringer i deres dagligdag og økonomiske byrder.
Især når de får arbejde, så har vi forpligtigelse til at skaffe bolig og eventuelt pladser i daginstitutionerne til deres børn og i de fleste tilfælde og selvom vedkommende er enlig, altså kun den ene ansat, så kræver man i visse tilfælde at ægtefællen også får arbejde.
Jeg håber de ting jeg har fremlagt her giver anledning til en debat og jeg glæder mig til at høre partiernes ordførerindlæg, og det bliver så mit forslag i forkortet udgave.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger, der kommer med svarnotatet.
Hr. Lars Karl Jensens forslag vedrører efter Landsstyrets opfattelse 2 forhold:
For det første berører det et område som er et anliggende for arbejdsgiverne og de faglige organisationer i Grønland.
For det andet vedrører det forskellen på rettigheder til sociale ydelser i henholdsvis Danmark og Grønland, og dette må gøres til genstand i drøftelse mellem parterne i Rigsfællesskabet, såfremt man vælger, at søge løsning af rekrutteringsvanskelighederne ved at aflaste levevilkårene især for den faglærte arbejdskraft, der opholder sig midlertidigt i Grønland.
Jeg vil starte med at knytte nogle bemærkninger til det sidste. Landsstyret finder ikke, at rekrutteringsvanskelighederne skal løses ved at aflast levevilkårene alene for den faglærte arbejdskraft med familie, der opholder sig midlertidigt i Grønland.
Det vil stride med lighedsgrundsætningen, såfremt Grønlands Hjemmestyre som offentlig myndighed og offentlig arbejdsgiver forfordeler en bestemt gruppe borgere og ansatte ud fra et kriterium, der tager udgangspunkt i, hvor borgeren og arbejdskraften er født inden for
Rigsfællesskabet.
Endvidere berører hr. Lars Karl Jensens forslag et område, som er et anliggende for arbejdsgiverne og de faglige organisationer i Grønland. Det er overenskomstparterne der gennem forhandling har ansvaret for at fastsætte løn- og ansættelsesvilkårene, herunder ansvaret for at iværksætte tiltag, der kan fremme rekrutteringen og fastholdelsen af arbejdskraften.
Siden Grønlands Hjemmestyre overtog forhandlingsretten for de offentlige ansatte inden for Hjemmestyret og kommunerne i 1991 har Grønlands landsstyre gjort en stor indsats for og opnået afskaffelsen af de uligheder, der fulgt med det gamle fødestedskriterium.
Ved aftale om overenskomstforhandlingerne i 1991 blev de væsentlige elementer af fødestedskriteriummet afviklet. dette indebar, at såvel hjemmehørende som tilkaldt arbejdskraft med samme uddannelsesmæssige forudsætninger og arbejdsopgaver blev sikret fuld ligestilling, herunder retten til feriefrirejse og retten til bohaveflytning for såvel hjemmehørende som tilkaldte.
Dog således, at betingelserne for at få disse rettigheder først indtræder efter 3 åres ansættelse og ikke efter 2 års ansættelse som tidligere.
Ud fra disse rettigheder kun skulle få virkning for nye ansatte efter 1. april 1991 blev der opnået besparelser på afskaffelsen af de tidligere rettigheder for tilkaldte ved aftaler og overenskomstforhandlingerne i 1991. Disse besparelser er anvendt til de udgifter, der var forbundet med at hjemmehørende kunne få de tilsvarende rettigheder som de tilkaldte.
Ved aftale- og overenskomstforhandlingerne i 1991 opnåede Grønlands Landsstyre, således ønsket om, at udvide disse rettigheder, sådan at de også omfatter de hjemmehørende.
Endvidere er Landsstyrets overordnede mål med løn- og ansættelsespolitikken på det offentlige område, at det offentlige på såvel kort som langt sigt kan rekruttere, fastholde og udvikle den fornødne arbejdskraft til løsning af det offentliges opgaver, og at prisen for denne arbejdskraft er tilpasset landets økonomiske bæreevne og samtidigt opleves som retfærdigt.
Ud fra disse overordnede mål med løn- og ansættelsespolitikken har Landsstyret under overenskomstforhandlingerne 1997 iværksat en række tiltag for at fremme rekruttering og fastholdelse af den fornødne arbejdskraft.
Der er således indført efter- og videereuddannelsesordninger, samt særlige ordninger for visse personalekatagorier og geografiske områder, der er særlig ramt af rekrutteringsvanskeligheder. Jeg skal imidlertid gøres opmærksom på, at der bør skelnes mellem rekrutterings- og fastholdelsesproblemer, idet der er forskellige årsager til disse problemer.
Jeg vil begrænse mig til at nævne to væsentlige årsager. Der er for det første arbejdsmarkedssituationen i Danmark, hvor der er høj beskæftigelse p.g.a. højkonjunkturen og hvor der også er stor efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Dette indebærer at der er større vanskeligheder med at rekruttere udefrakommende faglært arbejdskraft til Grønland og at der iøvrigt er tale om et område, vi ikke har indflydelse på.
Jeg vil for det andet gerne give hr. Lars Karl Jensen ret i, at vanskelighederne for at rekruttere og fastholde den faglærte arbejdskraft kan skyldes boligsituationen i Grønland, og manglen på institutionspladser til børn som iøvrigt rammer alle, såvel den udefrakommende arbejdskraft som den hjemmehørende arbejdskraft. Dette problem kan kun løses ved at bygge flere boliger og institutioner.
Landsstyret ligger som bekendt meget stor vægt på, at afhjælpe boligproblemerne i Grønland og Landsstyret er opmærksom på, at lange ventetider på personaleboliger gør det vanskeligere at tiltrække faglært og andet kvalificeret arbejdskraft.
Netop med henblik på, at løse disse problemer har Landsstyret fremlagt et forordningsforslag om boligfinansiering under denne samling, som blev 1. behandlet den 23. september 1998.
Forordningsforslaget indebærer blandt andet, at privatejede- og offentligtejede selskaber får adgang til gunstige muligheder for at optage lån til finansiering af personaleboliger. En vedtagelse af forordninger sier på, at lette presset på de offentligtejede udlejningsboliger, ligesom det på sigt vil afhjælpe det offentliges drift og vedligeholdelsesforpligtigelser.
Endvidere har Landsstyret fremsat et forslag om ændringen af forordningen om udlejning af offentligtejede boliger, således at den hidtid gældende fordelingsnøgle mellem personaleboliger og øvrige boliger ophæves.
Forslaget ligger op til, at Landsstyret istedet kan fastsætte nærmere regler for anvisning og udlejning af Hjemmestyret og kommunernes udlejningsboliger, herunder regler om indgåelse af særlige aftaler om fordeling af personaleboliger i kommunal regi.
Som det fremgår har Landsstyret intensiveret bestræbelserne på, at fremme rekrutteringen og fastholdelsen af den faglærte arbejdskraft, hvad enten denne er tilkaldt eller hjemmehørende.
Set fra Landsstyrets side kan vanskelighederne ikke løses ved blot, at aflaste vilkårene alene for den nødvendige arbejdskraft, der opholder sig midlertidigt i Grønland Tak.
Vi går over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere.
Ruth Heilmann, Siumut.
Tak. I Siumut finder vi forståelse for, at dette spørgsmål rejses af landstingsmedlem Lars Karl Jensen, Siumut, da vi som i Siumut også er bekendt med den mangel på specialister vi har i Grønland, hvilket bare kan bekræftes ved at se på den store lægemangel der eksisterer.
I Siumut mener vi dog også, at såfremt man på den måde, ønsker at rejse til et andet land for at arbejde, at man samtidig også bør gøre sig bekendt med de forhold der eksisterer i det pågældende land.
Vi er jo også bekendt med, at vi i højere grad, er begyndt at tiltrække folk der lokalt er behov for, hvilket er en meget positivt udvikling. Danmark og Grønland indgår i Rigsfællesskab med den samme grundlov som er ligestilet begge lande.
Men efter Hjemmestyrets indførelse i 1979 indførte vi også muligheden for, at selv at tilrettelægge en del af lovgivningen, hvilket bl.a. gælder inden for social-, undervisnings- og sundhedsområdet, hvor vi dels har overtaget ansvaret og dels har lavet en lovgivning der i baggrund i disse skal gælde ens for alle i Grønland.
Det er også Siumuts målsætning, at virksomhederne i Grønkland også bør styres af de hjemmehørende. der bør tilkaldes kun absolut fornøden arbejdskraft og bør kun ske når der er for få uddannede hjemmehørende m.v. og bør iøvrigt tilrettelægges i samrå og i forhandling med de faglige organisationer.
Vi er enige med landsstyret i det i svarnotatet anførte, at de respektive faglige organisationer selv fremsætter krav og igennem forhandling om løn- og ansættelsesvilkår også kan iværksætte tiltag til forbedring af vilkårene uden at der skal ske en større politisk indblanding. Selvfølgelig har enhver i Landstinget ret til at kunne fremsætte en opfordring til Landsstyret om forbedringer af vilkår, og således også fremsætte forslag, men i selve forhandlingerne indgår også de økonomiske prioriteringer og fordelinger.
F.eks. har man således den dag idag endnu ikke opnået en tidligere fremsat opfordring til at lærerne i Tasiilak skal kunne ydes en årlige feriefrirejse, for på den måde afhjælpe lærermanglen i det pågældende distrikt.
Derfor kan vi heler ikke i forbindelse med nærværende forespørgsel forvente, at vi finder frem til en konkret løsning, selvom dette kunne være nok så ønskeligt, for det er jo flere andre tilstødende forhold der i samme åndedrag må tages med i betragtning.
I Siumut har vi også det som en glædelig erindring, at fødestedskriteriet blev afviklet i 1991, således der efterfølgende kunne skabes grundlag for at yde same løn for samme arbejde, hvilket også medførte, at der skabtes en bedre samarbejdsånd på de forskellige arbejdspladser.
Og så sen som i går fik vi også den glædelige meddelelse, at 2 lærerorganisationer nu endelig er samlet i en og samme organisation, hvilket også bør være et forbillede for andre, hvorfor vi i samme anledning vil lykønske alle lærerne i Grønland med hvad de har opnået, og vil samtidigt IMAK for deres hilsen i går, og det med et håb om et fortsat godt samarbejde fremover.
Vi er enige i Landsstyret i, at man alene fra en skabelse for bedre betingelser for den gruppe, der midlertidig tager arbejde i Grønland ikke vil kunne løse problemer, for dette kunne også være aktuelt for alle dem vi i årevis har haft som stabile medarbejdere.
Landsstyret har tidligere tilkendegivet, at arbejde for at skabe grundlag for udvekslingsordninger med de offentlige forvaltninger i Danmark, dette initiativ støtter vi fra Siumut og vil desuden opfordre kommunerne til at søge sådanne ordninger iværksat med deres respektive venskabsbyer i Danmark.
Til slut vil vi fra Siumut fremsætte et ønske om, at undersøge forholdene inden loven eftersom man utvivlsomt vil kunne lære af andres erfaringer, og skal derudover komme med den opfordring at se på forholdene m.h.t. hvilke ordninger man til midlertidige ansættelser i ulandene anvender, således at der på den måde også kan skabes grundlag for en mere uddybende viden om sådanne ordninger.
Således er vurderinger fra Siumut, de godt nok er i forståelse med forslagsstilleren også understreger de problemstillinger, der er om sådanne ordninger kan opstå foruden vi har påpeget et par løsningsforslag.
Otto Steenholdt, Atassut.
I disse år, hvor mange virksomheder har stort behov for veluddannede eller specialister inden for deres fag har vi helt salen drøftet og debatteret for at lette behovet, og vi finder det heller ikke mærkeligt, at landstingsmedlem Lars Karl Jensen også har vendt op og ned på problemet for at komme det til livs.
Og vi skal heller ikke fra Atassut benægte, at forslagsstillerens argumenter ved fremlæggelsen er genkendelige for os, fordi vi også tidligere har sagt tingene, her fra talerstolen. Vi har også opfordret til, at de stillinger som vi ikke slev kan besætte med egen arbejdskraft, at man så vidt muligt ansætter folk udefra til stillingerne, hvor lønnen ikke bare er attraktiv, men også at forholdene for familien også er tilfredsstillende.
Men det hele kan ikke lade sig gøre, set i lyset af landets økonomiske situation, den store boligmangel, mangel på institutionspladser, og ikke mindst når snakken i krogene rettes mod hende eller ham der sprang arbejdsløshedskøen over, fordi vedkommende tilfældigvis er gift med en veluddannet eller specialist som vi har så hårdt brug for.
Det er også det, at der i visse folkeskoler i Grønland i forhold til de tilkaldtes børn, hvor niveauet eller standarden ikke er på højde med, hvor de kommer fra. Alle forældre med børn i den skolesøgende alder, har den grundholdning, at undervisningen for dem i folkeskolen er så godt som muligt, så de er godt rustet til fremtiden, uanset hvor godt man bor og hvor vellønnet man er i sin arbejdsplads er der alligevel mange tilkaldte, der ved første lejlighed vender næsen hjemad, om de så skal betale for hjemrejser, hvis deres børn ikke får den nødvendige undervisning og det er nok disse problemstillinger som forslagsstilleren har taget udgangspunkt i sit forslag.
Ansættelsesproceduren som vi altid skal følge er, ansættelser ved forhandling af overenskomster. Dette har ikke kun udgangspunkt i landets økonomiske situation, men også den store boligmangel, risiko for at ægtefællen mister sit job eller er ledig i længere tid er betingelser for de tilkaldte som er uholdbart, for hvem vil gå efter forringelser af ens egen økonomi.
Det er rigtigt som det fremgår af svaret, at det er svært at rekruttere den nødvendige arbejdskraft som er veluddannet til landet, fordi det også på nuværende tidspunkt er meget efterspurgte i Danmark.
Danske virksomheder betaler godt for deres dygtige medarbejdere for at fastholde dem, og med bedre boligforhold sammenlignet med vores er det meget svært at konkurrere. Som det fremgår af forelæggelsen, er boligmanglen det store centrale problem og for at rette op på det er der forskellige tiltag, der er igangsat, men alene det kan ikke løse problemerne i de kommende år. For vi har også boligsøgende der har ventet mange år, for at få tag over hovedet.
Det vil unægtelig være til stor hjælp, hvis virksomhederne får mulighed for at bygge egne tjenesteboliger, mens man gruer over overenskomstansættelser som vi ikke har stor indflydelse på, skal man også tænke på den praksis med 3-årskontraktansættelse, at hvis man forkortede den, vil det få alvorlige konsekvenser for landets økonomi, fordi det er ikke billigt, hvad bohaveflytning angår, tværs over Atlanten.
Atassut forstår forslagsstillerens argumenter for sit forslag som er i den bedste mening, men Atassut er enig med i Landsstyret, at den nødvendige faglige arbejdskraft, der imidlertid opholder sig i Grønland ikke løses ved at de får særbehandling.
Med disse korte bemærkninger har vi fremsat vores bemærkninger til forslagsstilleren.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.
I lighed med landstingsmedlem Lars Karl Jensens modargumenter som det fremgår af svarnotatet til landstingsmedlem Lars Karl Jensen forslag om indførelse af særlige rettigheder for tilkaldt arbejdskraft med særlig viden kan Inuit Ataqatigiit ikke tilslutte sig forslagets intentioner.
Derved vil der jo blive forskelsbehandlet mellem den fastboende befolkning og den tilkaldte arbejdskraft på såvel levevilkår som på andre goder i det grønlandske samfund.
M.h.p. den bedst mulige servicering og betjening af den grønlandske befolkning, og det som forslagsstilleren også er inde på, er det nødvendigt med initiativer der kan løse op på de nævnte rekrutteringsproblemer, men som nævnt mener vi ikke, at det kan følges sådan som forslagsstilleren selv ligger op til.
I det vi samtidig skal henholde os til Landsstyrets udmærket svarnotat til forslaget skal vi derfor pege på, at der ikke er andre måde man kan takle rekrutteringsproblemerne på, for så vidt angår den tilkaldte arbejdskraft med den særlige viden vi eftersøger.
For at gøre det mere attraktivt for at den tilkaldte arbejdskraft søger herop behøver vi jo ikke altid sætte vores lid til, at det altid er de centrale myndigheder som skal sørge for denne rekrutteringsindsats, derimod skal vi pege på, at man fremover i langt højere grad end hidtil bør overveje, at søge nye og bedre alternative muligheder at gøre dette på, gennem et nært samarbejde med kommunerne.
Dette er kærkommen og helt oplagt mulighed som vi forstår, at enkelte kommuner allerede har indhøstet nogle erfaringer med og med et godt resultat som følge. Derfor er dette også en mulighed vi bør gøre brug af fremover, og det vi rent faktisk forlod i 1991 skal ikke genindføres med forskellige levevilkår og forskellige gode til følge.
Og med disse ganske få bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit herved tilslutte os Landsstyrets svarnotat.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Landstingsmedlem Lars Karl Jensens forslag kan jeg fra Kandidatforbundet godt forstå, især m.h.t. den store lægemangel vi har i sundhedsvæsenet i disse år. Hvis man følger med, hvordan tingene udvikler sig, er det muligt at arbejde for, at problemerne i disse søges løst.
Selvom man ikke kan sammenligne forholdene omkring 1991 med forholdene idag, kan man f.eks. se m.h.t. læger, sygeplejersker og jordemødre som vi har så stor mangel på her i landet i dag se i hvor stort omfang reduktionen af deres lønninger dengang er blevet medvirkende til de vanskeligheder, der er så kostbare for Landskassen.
Derfor skal man også kende problemets kerne. Med denne udtalelse tænker jeg på ingen måde på ind genindførelse af lønningsformer bestemt efter fødestedskriteriet, men for i det videre arbejde, at kunne løse de problemer der eksisterer i dag, kan man ikke uden videre, dels forbigå de ting, der er nævnt af forslagsstilleren.
Dette er da også vist i Landsstyrets svarnotat til min forespørgsel tidligere under dette møde, om vanskelighederne i sundhedsvæsenet, samt til min forespørgsel til nærværende møde om hvad Landsstyret agter at gøre.
Så længe vilkårene for tilkaldte specialister, vi jo mangle så mange af, er som det er i dag, kan man ikke komme uden om, at skulle forbedre vilkårene for at løse problemerne.
Med disse korte bemærkninger giver jeg min støtte til forslaget.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger, der kommer med en besvarelse.
Jeg siger tak til partiernes og Kandidatforbundets bemærkninger. Det fremgår helt klart, at det absolutte flertal ved deres udtalelser viser tilfredshed med Landsstyrets besvarelse og det fremgår så, at partierne er enige, bortset at Kandidatforbundet har en anden holdning til disse ting.
Efter at have sagt det, der vil jeg kommentere de enkelte partiers ordførerindlæg. Siumut var inde på, det der vedrører vedligeholdelse af ligelønsprincippet, det er jeg enig i, de går ud fra i deres udtalelser, at man skal tage udgangspunkt i forhandlinger og overenskomster inden for de forskellige faggrupper og det skal fortsætte uden politisk indblanding. Det er Landsstyret enig i.
Man kom også ind på et område, som man har svært ved, som f.eks. lærermanglen i Tasiilak, hvor man ikke har kunne gøre noget ved det. man har gjort forsøg på, at løse det på en måde, ved at f.eks. Ittoqqortoormiit og Qaanaaq, hvor der hersker stor lærermangel, hvor man har indgået specielle aftaler om at tilbyde andre vilkår i forhold til resten af kysten, og disse vilkår er mere attraktive i forhold til, hvad andre har fået.
Og mens jeg er ved lærerne der kan jeg meddele, at den nye organisation for lærerne hedder IMAK.
Og jeg er ligeledes enig med Siumut i, hvor man bl.a. kom ind på, at man skal benytte sig mere af udvekslingsaftaler med offentlige myndigheder i Danmark. Denne har været praktiseret inden for skatteområdet med gode erfaringer, og vi vil også gerne opfordre til at denne procedure udnyttes bedre, ikke alene af Hjemmestyret, men også på andre områder.
Og endelig bemærker jeg, at Siumut siger, at der er en lang vej for at nå forslagsstillerens intentioner.
Efter at have sagt det, kan jeg bemærke til Atassuts ordfører, Atassut har påpeget adskillige forhold og viser forståelse for de ting det drejer sig om her, f.eks. at ægtefæller til tilkaldt arbejdskraft, skal være sikre arbejde, og man skal sikre plads i daginstitutionerne for deres børn, det viser Atassut forståelse for.
Og man kom også ind på det store boligproblem. F.eks. i forbindelse med lægemangelsituationen, så siger man at man specielt skal fokusere på det. Men set under et har Atassut, det samme budskab, at man har forståelse for forslaget, men at det vil være svært, at realisere.
Det Atassut ser som det centrale her, som jeg også vil give dem ret i, at problemerne har deres udgangspunkt i den store boligmangel, fordi når man skal skaffe en bolig til en tilkaldt arbejdskraft, så sker det jo på bekostning af den almindelige venteliste her i >Grønland og det er Atassut der mener, at det skal man være lidt tilbageholdende med.
Inuit Ataqatigiit pakker det ikke ind i vat, men har et helt klart budskab der siger, at Inuit Ataqatigiit ikke kan tilslutte sig forslagets intentioner, det er helt klart. Landsstyret har også samme holdning til forslaget.
De initiativer som både Atassut og Siumut har været inde på blev også nævnt og at man skal finde alternative muligheder.
Inuit Ataqatigiit sagde direkte, at man skal etablere tættere samarbejde med kommunerne, man skal udnytte de eksisterende muligheder og man skal også etablere bedre samarbejde med kommunerne, og jeg har god forståelse for Inuit Ataqatigiit afsluttende bemærkninger, at man vil tilslutte sig landsstyrets holdning til forslaget.
Efter at have sagt det, så siger jeg til Kandidatforbundet. Kandidatforbundet har forståelse for forslaget, men de eksempler, der kom med omkring at man har reduceret lønningerne til både læger, sygeplejersker og jordemødre, der må jeg bemærke, at det ikke er korrekt. Man har indgået med organisationerne, hvor begge parter har skrevet under på, at forholdene skal være sådan, derfor vil jeg afvise Kandidatforbundets påstand.
Det man kender til er lærerorganisationerne, er den eneste organisation man har måtte lovgive, hvad disse områder angår. Andre organisationer har man indgået overenskomster med, til slutningen af 1999 og for visse vedkommendes til år 2000.
Det fremgår klart, at Kandidatforbundet er ene om at støtte forslagsstilleren. Tak.
Lars Karl Jensen, forslagsstiller får ordet.
Først vil jeg takke samtlige ordførere, men jeg vil lige korrigere den lille misforståelse i forhold til mit forslag, fordi det er formuleringen der er skyld i det.
IA´s ordfører sagde i indledningen, det forstår jeg som en misforståelse, at jeg fremsætter et forslag med sigte på en forskelsbehandling for herboende mennesker. Enhver arbejdskraft der kommer til Grønland, får i forvejen besked på, at forholdene blive lige her i landet, og at der er helt anderledes levevilkår som vedkommende kommer til at leve under her i Grønland og flere talere og Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender sagde eller fremkom med, skal jeg bare lige understrege, at jeg også har stor respekt for organisationernes forhandlingsret, også at vi har et fællesanliggender med Rigsfællesskabet, det er i forbindelse med tilkaldt arbejdskraft jeg siger dette.
Jeg forstår at mit forslag, ikke har den fulde opbakning, og ikke kan tages til endelig beslutning, men jeg håber, at man vil udvikle tanker om hvordan vi i forhold til de mange tilkaldte kan begynde en forvaltning her i Grønland, vi har her i Grønland mange uddannelsesinstitutioner, og dens uddannelsessøgende i de videregående uddannelser støtter vi allesammen, men der vil gå en årrække før vi får en fuld faglært arbejdskraft her i Grønland, ud fra mine betragtninger.
m.h.t. tilkaldt arbejdskraft og mange menneske de er svære at erstatte idag og som det også fremgik af talerne, at vi bliver nødt til at forøge boligbyggeriet, vi må forøge kapaciteten i daginstitutionerne og deslige, men der findes erfaringer i nogle virksomheder i øjeblikket.
Indenfor sundhedsområdet har man fundet frem til en meget god ordning, dengang der var øjenlægespecialister her i Grønland, hvor man så tilkaldte en specialist i kortere perioder og behandlede mange mennesker, dette system kan vi også bruge også i andre sammenhænge, det er det som jeg harm taget som et centralt punkt.
m.h.t. folkeskolen og uddannelsen der, så findes der også lærere der ikke er egnet i almindelighed, hvis de ikke har taget en klasse i specielle fag, vi kan tilkalde specialister som så kan opholde sig her i kortere perioder her i Grønland, det er ligesom man skal komme videre her, også fordi uddannelsesinstitutionerne engang imellem har behov for sådanne specialister.
M.h.t. Rigsfællesskabet og m.h.t. Grønlands udvikling og m.h.t. den fortsatte tilkaldte arbejdskraft, man kan bruge Danmarks ordning m.h.t, ulandene, nemlig at udsende en specialist til ulandene i en bestemt periode, således at der kan skiftes til disse opgaver.
Selvfølgelig kan jeg her og nu udpege bestemte områder og hvilke ordninger der kan etableres, men allerede nogle af ordførerne har været inde på, at de eventuelt kan støtte tanken, og det er derfor jeg håber, at Landsstyret tager yderligere initiativ inden for disse områder. Tak.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit uden for partiernes ordførere, og jeg skal minde om, at vedkommende i henhold til vores forretningsorden har 5 minutters taletid.
Landstingsmedlem Lars Karl Jensen har i sit forslag, begrundet sit forslag i, at i de fleste tilfælde drejer det sig om, at man skal ansætte en person imidlertidig til en given stilling, som værende for vigtigt, og de er med til at rejse væk fra deres hjemsted og de vante omgivelser.
Hvordan havde vi ellers regnet med, når vi søger om, at få et arbejde i et andet land, vi må være klar til at indgå i de nye forhold som vi kommer til.
Vi må selvfølgelig være interesseret i, at lære om den levevis vi kommer til. Jeg mener, at problemets kerne her drejer sig om, at Grønland må opleves som noget, der blot prøver at kopiere forholdene i Danmark uden at have egen identitet. Lønforholdene, arbejde til ægtefællen og uddannelsessystemet, jeg mener, at hvis man gør forholdene mere synlige, så vil det også hjælpe. Det må være spændende at komme til et sted, hvor man også lærer at leve sammen med andre folkeslag og lærer at beskytte naturen. Nogen der ikke kopierer forholdene fra Christian den 4. med egen identitet. Det må være attraktivt. Med hensyn til de problemer vedrørende boliger, så skyldes det, at antallet af tilkaldte er steget, specielt omkring omdannelser af virksomhederne til selskaber.
Da vi påpegede, at Lars Karl prøver at vende tilbage til forholdene under fødestedskriteriet, hvor han foreslår, at der tages initiativ omkring bedre forhold for tilkaldt arbejdskraft.
Mikael Petersen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige arbejder:
Først skal jeg bemærke, at landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boligers besvarelse samt besvarelserne til partiernes indlæg, der vil jeg gerne komme med nogle tilføjelser som landsstyremedlemmet for Arbejdsmarked.
Jeg skal også understrege, at vi anser dette spørgsmål som meget vigtigt i Landsstyret, men indholdet af forslagsstillerens indhold der vedrører aftaleområderne, må vedrøre det landsstyremedlem, der har med aftaleområderne at gøre, og det er landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggende, og det er så Personaledirektoratet.
Fra flere partiers ordførere kom man ind på vilkårene indenfor rigsfællesskabet. Det er fuldstændig rigtigt, at der er flere hindringer indenfor rigsfællesskabet indenfor den forskellige regler. Med hensyn til dansk arbejdskraft, som vi kalder tilkaldt arbejdskraft, når vi så tilkalder dem hertil, så ændrer vi deres forhold meget, selvom det er indenfor rigsfællesskabet.
Det er ikke alene indenfor arbejdsmarkedsområdet men også inden for det sociale område, og Landsstyret har til hensigt, at det bliver tilpasset mere hinanden. Det nævner jeg, fordi man også kom ind på, og fordi forslagsstillerens forslag helt klart sigter på, at man vil have bedre vilkår for tilkaldt arbejdskraft. Selvfølgelig skal jeg understrege, at vi nok ikke kan opnå fuldstændig ligestilling, og ligesom Josef T. Motzfeldt var inde på, at vi har en helt speciel natur, og vi måske sommetider har vores egen måde at tænke på, det er sådanne forhold, som kan ikke kan komme udenom. Det er jo vores særegen kendetegn. Det virker måske sommetider dragende for de mennesker, der har lyst til at komme herop.
Det vigtigste er , at man tilpasser de forskelligheder, der er, således at forholdene og mulighederne bliver så ens som overhovedet muligt. Jeg har planer om at indgå dialog med arbejdsministeren i Danmark og socialministeren i Danmark om disse forhold. Jeg mener, at de problemer, som forslagsstilleren var inde på, kan løses ved at man indgår et målrettet samarbejde. Jeg vil også nævne, at problemer, der vedrører tilkaldt arbejdskraft, at man ikke alene ud fra problemerne med tilkaldt arbejdskraft kan løse disse problemer ved lovgivning. Det vi hidtil har manglet er registrering af arbejdsmulighederne, således at vi har en statistik, der viser det, og det er så hensigten, at man vil komme ind på det på et senere tidspunkt.
Med disse bemærkninger er jeg kommet med tilføjelser til landsstyremedlemmet, der har ansvarsområdet under sig. Jeg skal understrege, at de forskellige spørgsmål, der bliver nævnt fra partierne, vil man uddybe dem nærmere i forbindelse med social-politisk redegørelse.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger kommer med yderligere besvarelse.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:
Jeg vil godt lige knytte nogle bemærkninger til forslagsstilleren Lars Karl Jensen.
Jeg er ikke enig med Lars Karl i, at han sagde, at måske vil partierne Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit har haft en mindre misforståelse. Nej, det har vi ikke, vi har ikke misforstået noget. I den forbindelse skal jeg nævne, det før omdelte den 13. oktober 98, hvor forslagsstillerens uddybninger er uddelt, men i denne uddybning er der ikke meget nyt, bortset fra hvor der står, at tilkaldelse på åremålsansættelser skal indføres.
Selvfølgelig er jeg enig heri, men uanset om man bruger denne ordning alene, så kan vi ikke komme over problemerne. Det vil jeg understrege. Eftersom denne uddybning er omdelt til landstingsmedlemmerne, har jeg måtte nævne det, således at medlemmerne også har forståelse for, at vi har taget det med i vores overvejelser.
I denne forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, bl.a. fordi jeg ved navns nævnelse blev nævnt fra Mikael Petersen, jeg fremkom med mine bemærkninger, ligesom landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender, når jeg fremkommer med mine bemærkninger på vegne af Landsstyret, og selvom jeg ikke forstod de bemærkninger, der er faldet fra min kollega, så er jeg glad for, at jeg blev nævnt, men selvfølgelig vil jeg være ansvarlig for denne sag ud fra de ønsker, Landsstyret fremkommer med. Jeg skal også til slut fortælle, hvorfor jeg netop mener, at Landsstyret ikke har misforstået noget eller Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit. Hvis vi uden videre gik ind for forslaget ligesom Kandidatforbundet, så kan det meget let medføre, at de tilkaldte bliver behandlet forskelligt i forhold til de hjemmehørende, ligesom om man kan indføre forskelsbehandling ad bagdøren. Det er derfor Landsstyret ikke er enig i disse betragtninger.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Det ville være meget glædeligt, hvis vi i dag ikke længere havde behov for tilkaldt arbejdskraft, det ville være meget, meget glædeligt, og vi havde heller ikke behøvet at tage dette punkt i dag.
Eftersom problematikken er meget omfattende så fremkommer forslagsstilleren med dette forslag. Hvorfor f.eks. er der 42 mio.kr. som der blev ansøgt om fra sundhedsområdet i TBII 1998. Det skyldes især mangel på faglært arbejdskraft her i Grønland læger, sygeplejerske og jordemødre, den store omfattende mangel af disse specialister. Det er den store mangel, der er skyld i, at vi må forøge vores bevillinger.
Det er de faktiske forhold, der eksisterer i dag. Derfor de tilkaldte og som er godt inde i sagerne og hvis vi skal bruge dem, så kan vi ikke komme udenom, at også deres vilkår bliver forbedret endnu mere end i dag. Det kan vi ikke komme udenom. Det sagde også samtlige partier, som har været her på talerstolen, at det er den side af sagen, som vi skal prøve at rette op, også imellem kommunerne. Der er også kommunalt initiativ i gang med hensyn til det, og vi går også alle ind for det. Jeg skal gøre opmærksom på følgende.
Under mit ordførerindlæg, at jeg slet ikke går ind for genindførelse af fødestedskriteriet, hvis man skriver det sort på hvidt så kan man ikke undgå at se hvor problemet ligger. Det må man heller ikke flygte fra. Vi mangler faglært dygtig arbejdskraft, derfor bl.a i 1991 hvor man havde en ordning, og de følger det har, kan vi se nu, selvom jeg i min forrige forespørgsel kommer ind på, at der også er lægemangel i Danmark, men at lægemanglen i Nordnorge, som også Lægekredsforeningen har været inde på, det er arbejdsvilkårene for faglært arbejdskraft, og har man fundet frem til en løsning til at reformere ansættelsesvilkårene, og hvis vi ikke går dybt ind i problematikken, så kan vi heller ikke komme over problemerne, og hvis vi fortsætter på den måde, så kan vi meget let komme til at bevilge yderligere 100 mio.kr. i forhold til finansloven.
Det er også derfor, for ikke at forøge bevillingerne, at vi bliver nødt til at finde frem til bedre løsningsmodeller. Jeg siger ikke, at vi skal have særskilt lovgivning, men problemets kerne er åbenbar, det må vi så erkende og fremkomme med de faktiske forhold. Tak.
Otto Steenholdt, Atassut:
Ganske kort vil jeg påpege, at forslagsstilleren spørger hvordan vi kan undgå tilkalde så meget arbejdskraft. En ting må man ikke være i tvivl om, og det er, at hvis man skal rejse langt væk indenfor rigsfællesskabet, og hvis man skal have familien med, så er man nødt til at tænke først og fremmest på familien. Nogle rejser mest på grund af eventyrlyst, men der er dog nogle, der tænker mere på den økonomiske side af sagen.
Forleden kritiserede jeg meget, at vi indlogerer tilkaldt arbejdskraft, som vi har brug for, på hotellerne, men vi ved jo selv, hvordan det er at bo på et hotel bare en måneds tid. Vi må ligesom nogle ordførere har været inde på, finde frem til bedre løsninger for de tilkaldte, som vi har brug for. Hvis ikke, så bliver antallet af tilkaldte færre og færre. Hvad skal vi gøre med hensyn til de problem vi nu engang behandler, og hvor vi meget gerne vil have dem herop uden at kunne få den nødvendige arbejdskraft.
Med hensyn til Anthons bemærkninger eller klare bemærkninger, det kan jeg godt sammenligne med fødestedskriteriet, altså at skulle behandle de danskere, som er kommet her, meget godt på den ene side, og på den anden side behandle den hjemmehørende befolkning dårligt. Vi kan nok først komme over problemet, når vi har nok af boliger og giver ægtefæller og børnene bedre muligheder. Det vil være mere attraktivt for dem, hvis vi altså retter op på disse forhold. Sådan som forholdene er i dag, så vil vi have disse problemer en årrække endnu, og vi må også komme over det problem, hvor vi påstår engang imellem, at nogle tilkaldte har taget vores arbejdspladser. Det er også disse forhold, som vi skal prøve at tænke på.
Lars Karl Jensen, Siumut:
Jeg er glad for, at mit oplæg skaber debat. Tuusi, da jeg kom ind på lempelse af levevilkårene, så har jeg ret, men det skal ikke forstås derhen, at de skal behandles anderledes end hjemmehørende.
Den danske stat ved, at Grønland er under udvikling, og at man skal være opmærksom på de vilkår, som tilkaldt arbejdskraft har. Og du fremdrager de ting, som jeg har skrevet. Ja du har ret i, at skulle bo på et hotel med hele familien inkl. børn og såfremt det drejer sig om ægtepar med børn, så vil det også indvirke på vedkommendes arbejde, at barnet ikke har plads i daginstitutionen.
Jeg vurderer det til at skulle være meget dyrt, fordi det er jo Grønland, der bekoster det. Når vi opslår ledige stillinger, så er det i de fleste tilfælde kun om 1 person, men når man er gift, så ønsker man gerne, at ægtefællen også får arbejde. Jeg mener, at Landsstyret i forbindelse med deres kontakt med regeringen i Danmark også medtager disse ting ud fra, at Grønland stadig har mangel på arbejdskraft på disse fagområder, fordi tilkaldt arbejdskraft opholder sig jo her i en bestemt årrække på grund af aftalerne. Hvis man kan overføre nogle af reglerne fra Danmark til Grønland, så vil det nok også hjælpe, derfor vil jeg anmode Landsstyret om at overveje at tage disse ting med i forbindelse med deres kontakt med den danske regering.
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger
Jeg starter med den sidste taler. Forslagsstillerens opfordring vil vi have i erindring, for det er nødvendigt at gøre noget ved problematikken.
Det siger jeg med henvisning til svarnotatet fra Landsstyret. Grunden til, at jeg kommer herop, er at Anthon Frederiksen fra Kandidatforbundet fremkom med noget, som jeg gerne vil kommentere yderligere.
Når jeg citerer, kan man f.eks. se med hensyn til læger, sygeplejersker og jordemødre, som vi har så stor mangel på her i landet, hvor stor reduktion deres lønninger dengang er blevet. Det er lige som du har misforstået mit indlæg. Der vil jeg komme med bemærkninger. Anthon Frederiksen må også indrømme, at det skriftlige ordførernotat står således: AMed hensyn til 42 mio.kr. omkring sundhedsområdet vil jeg kommentere således, at vi ikke debattere hverken finansloven eller tillægsbevillingsloven, hvorfor jeg ikke vil kommentere det, men jeg må erkende, at jeg er enig med Anthon Frederiksens holdning i, at lægerne, sygeplejerskes og jordemødrenes vilkår skal forbedres. Jeg enig deri, for Landsstyret er jo kommet med meldinger om, hvilke initiativer, der skal foretages. Tak.