|
Dagsordenes punkt 60-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Maliinannguag M. Mølgård, Landstingsmedlem:
Hvad er den nuværende politik for befolkningen for levevilkårene i yderdistrikterne for koncentreringen i byerne. Det har jeg fremsat som en forespørgselsdebat.
I de seneste år har der været store rationaliseringer, der berørte befolkningen dybt. KNI, Royal Greenland, Postvæsenet, Tele Greenland, A/S INI, Royal Arctic Line m.v. er blevet omdannet og administrationerne centraliseret. Selvfølgelig er det nødvendigt med rationalisering og økonomisering i fremtiden, men det har medført, at man har taget arbejdspladser fra visse byer og gør det stadigvæk.
Selvom man har nævnt konsekvenserne er man ikke kommet med konkrete løsninger som erstatning. Der er koncentration i bestemte større byer, der er store boligproblemer, institutionsproblemer, stadig mindre plads i skolerne, er blot få, af ting, der kan nævnes.
Disse ting kan man ikke længere se igennem fingrene med, fordi det også koster samfundet dyrt. På den anden side er der i andre byer tomme lejligheder og huse, der bare står og samler støv. Derfor er det blevet nødvendigt at debattere om alle disse ting ud fra en helhedsbetragtning: er det virkelig sundt for befolkningen, at der er koncentration og pladsmangel visse steder? Såfremt befolkningen ikke længere skal forlade byerne og bygderne i yderdistrikterne i fremtiden, må der tænkes i nye baner, i stedet for at se igennem fingrene med virkeligheden. Derfor foreslår jeg, at man ikke giver de overbefolkede byer yderligere forpligtelser, men at man ser mere på de mindre byer, og at Landstinget giver et klart budskab om, hvilken en helhedspolitik de vil føre.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Det er landsstyremedlemmet for Økonomiske anliggender og boliger, der fremlægger besvarelsen.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:
På Landsstyrets vegne vil jeg indledningsvis sige, at jeg er enig med Maliinannguaq M. Mølgård i, at det er vigtigt, at vi får diskuteret fordele og ulemper ved de politiske beslutninger, som medfører tendens til koncentration af befolkningen i de større byer. Ingen af os ønsker under nogen omstændigheder at være vidner til de tendenser, som G-60 politikken havde, hvor man lukkede skoler og butikker i bygden.
Det er også rigtigt, at der samfundsøkonomisk set kan være fordele ved, at folk bor i større byer end i mange små byer, men det skal naturligvis afvejes imod de øvrige omkostninger, der opstår ved tendensen til, at folk flytter til byerne. Men dette bosætningsmønster afspejler til gengæld befolkningens eget ønsker og naturlige tendens til at flytte til byerne. Det er netop det dilemma, der er opstået i Nuuk, hvor der er opstået et betydeligt pres på tilflytning til byen og således også på efterpørgsel på boligområdet.
Maliinannguaq M. Mølgård påpeger ganske rigtigt, at der de seneste år har været gennemført store og nødvendige rationaliseringer på vigtige områder indenfor hjemmestyreejede virksomheder inden for handel og erhverv. Men der er samtidig også gjort forsøg på at placere nye arbejdspladser rundt omkring i landet. Disse tiltag vil derfor også have en indvirkning på bosætningsmønstret og stiller således nye udfordringer til forskellige områder i landet, hvilket ikke udelukkende bør fremstilles som negative tendenser.
Med en spredt befolkning i et meget stort land er det derfor godt og naturligt med denne debat af konsekvenserne af denne tendens, der er til en koncentrering af befolkningen i byerne. Ser man på de tendenser, bosætningsmønstret viser i landsplansredegørelsen 1998 viser tallene et mere nuanceret billede at bosætningen i Grønland i dag. Ud af de 4 vækstcentre, der var anført i landsplansredegørelsen fra 1990, nemlig Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat har Qaqortoq og Ilulissat haft et konstant befolkningstal, hvorimod de 2 andre vækstcentre har været i betydelig vækst siden 1990. Derudover er befolkningstallet i vækst i nogle kommuner i Nordgrønland. Der er her tale om en voksende bygdebefolkning i kommunerne Uummannaq og Upernavik, der givetvis har en sammenhæng med det givtige hellefisk-fiskeri. Bosætningsmønstret afspejler således, at befolkningen flytter efter indtjening og jobs. Landsplansredegørelsen viser således også, at det er de små og mellemstore bykommuner, der klarer sig mindre godt, og at der sker en afvandring til storbyen og til hellefisk-fiskeriet i Nordgrønland.
Levevilkårene i bygder og yderdistrikter vil derfor også indgå som en vigtig faktor ved den kommende debat om ensprissystemet, som vil dreje sig om omkostningerne på varer og forsyningsområdet, erhvervslivets omkostninger, transportområdet, trafikområdet og mange andre områder.
Karl Lyberth, Siumut:
Henset til Maliinannguaq M. Mølgårds forslag til forespørgselsdebat skal det fra Siumuts side for det første anføres, at partiet Siumut som værende det parti, der med hensyn til samfundsudviklingen hidtil har påtaget sig et stort medansvar også i den henseende, er rede til at indgå i et hvilket som emne, som har betydning for forholdene indenfor samfundet, hvilket ikke kun ikke alene sker ud fra den forpligtelse, der påhviler os, men også ud fra en betragtning om, at partiet også er rede til påny at medvirke i den videre samfundsudvikling.
På baggrund heraf skal det fra Siumuts side endnu engang understreges, at vi netop fra betragtningen om, at vi har et stort ansvar overfor den grønlandske befolknings udvikling, også er rede til løbende at vurder denne og efterfølgende at medvirke i skabelsen af nye milepæle, der kan danne grundlaget for de bedste forudsætninger hvad angår vilkårene i samfundet, hvilket også har været kendetegnet for Siumut og som sådan også vil fortsætte denne linie fremover.
I løbet af de seneste årtier og specielt efter indførelsen af hjemmestyreordningen er der som også anført af forespørgselsstilleren gennemført store rationaliseringer indenfor de store hjemmestyreejede virksomheder såsom KNI , Royal Greenland, Tele Greenland m.fl. Inden for disse fornyelser har det selvfølgelig været målsætningen at søge den bedst mulige løsning for samfundet som helhed bl.a. med det sigte at minimere samfundets økonomiske byrde for så vidt angår de pågældende virksomheder, og selvfølgelig også med de mål og muligt at skabe grundlag for deres muligheder for at understøtte forholdene indenfor vort samfund.
Som nævnt har fornyelserne indenfor de store virksomheder haft det sigte at skabe de bedste resultater for samfundet som helhed, hvorfor vi fra Siumuts side uagtet også kan erkende, og i øvrigt som anført af forespørgselsstilleren, at dette også har medført nogen mindre gode konsekvenser for enkelte byer på Kysten.
Forespørgselsstilleren landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgård har dog ikke helt ret, når hun påstår, at der for de pågældende berørte byers vedkommende ikke er tilgået alternative løsningsmodeller. I den forbindelse kan f.eks. nævnes det kommende produktionsanlæg til sælkødsprodukter i Nanortalik, flytningen af Teles Servicebureau til Qasigiannguit samt den forestående flytning af Sulisa A/S til Maniitsoq samt flytning Søfartsskolen til Paamiut.
Fra Siumut skal det understreges, at selvom nævnte fornyelser har medført negative konsekvenser for enkelte byer, at der også er tilgået positive forhold for de pågældende lokaliteter. Nogle af disse forhold er, at lokale politikere og den sags skyld også lokalbefolkningen i højere grad har aktiveret deres indsats med hensyn til skabelsen af arbejdspladser, og dette uden længere passivet at vente på en løsning fra de centrale myndigheder.
I forbindelse med denne debat vil vi fra Siumut ikke undlade at anføre, at vi mener, at man med hensyn til driften af de store hjemmestyreejede virksomheder er vigtigt, at ledende medarbejdere og de respektive bestyrelser får så meget selvstændighed som mulig, og dermed går bort fra politikeres alt for store indblanding i virksomheder.
Selvfølgelig bør man kunne fremsætte forskellige generelle krav de pågældende virksomheder, eftersom der også ejes af samfundet, men vi må stadigvæk gå bort fra den for megen indblanding der sker fra politisk hold. Siumut har siden den blev stiftet, fundet vigtigheden af, at enhver borger i det grønlandske samfund skal sikres sin frihed til at bosætte sig, hvor som helst i landet, hvilket partiet også vil have som målsætning fremover. Endvidere har Siumut altid arbejdet for, at borgerne i Grønland uanset opholdssted skal sikres så ensartede vilkår som muligt, herunder med hensyn til levevilkårene. Dette kan blandt andet bekræftes ved den omfattende teknologiudvikling og de forbedringer, som Tele Greenland har gennemført i yderdistrikterne og bygderne.
Så godt som alle bygdefolk kan i dag tilsluttes det offentlige telefonnet uagtet, at man for 6 år siden kun kunne dække 1/4 af dem foruden at de nu så godt som alle direkte kan modtage radio og TV-udsendelserne, uagtet at man for 3 år siden kun kunne dække 76% af dem for så vidt angår TV og 89% for så vidt angår radioens udsendelser. Med hensyn til fangerne og fiskerne i yderdistrikterne har man på flere områder lempet mulighederne for at optage erhvervsstøttelån. Man har i bygderne og yderdistrikterne i snart flere år haft muligheden for med få midler og med store tilskud fra samfundsmidlerne at etablere selvbyggerhuse, der som bekendt har været en stor fordel for de pågældende, som har benyttet sig af muligheden. Endvidere har man opstartet fra det nye selskab NUKA A/S, hvilket vi i Siumut har store forventninger til. I Siumut er det vores vision og forventning, at selskabets etablering vil være til gavn for de bygder og yderdistrikter, der ikke har hellefiske-fiskeri grundlag.
Samtidig vil Siumut dog pointere, at man ikke kan forvente fordelene vil tilgå de distrikter med det samme. For det er ikke så lidt NUKA A/S har sat som sit projekt og mål, hvorfor det også må have den fornødne tid til at skabe fordelene for hele Kysten som helhed. Etableringen af Nuka A/S er en bekræftelse på, at Landsstyret reelt har den politik at sikre bevarelsen af bygder og yderdistrikter, hvilket stemmer overens med det som Siumut siden sin opstart har haft som politisk vilje og målsætning, hvorfor vi også fra partiet vil understrege vores reelle tilslutning politik på området. Selvom landsstyremedlemmet for Økonomi i sit svarnotat har en kort bemærkning om ensprissystemet, vil vi fra Siumut ikke tilføje yderligere bemærkninger hertil, efter som netop dette emne skal optages som eget punkt under denne samling.
Til slut skal vi fra Siumuts side gentage det som vi altid har betragtet som et kernepunkt, nemlig at enhver borger skal have sin frihed til at bosætte sig hvor som helst, hvilket vi mener også kan bekræftes ved det lederskab som Siumut har været sit ansvar bevidst.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Maliinannguaq M. Mølgårds debat oplæg til Landstingets efterårssamling har vi fra Atassut fundet det som vigtigt og har som sådan debatteret i Atassut-gruppen, og vi skal heller ikke benægte fra Atassut, at forslagsstillerens argumenter hertil er svære at modsige. Som det fremgår af oplægget har 100% hjemmestyreejede virksomheders tilflytning til byer, der i forvejen har gode beskæftigelsesmæssige muligheder, samt koncernen Royal Greenlands kapacitetstilpassninger i enkelte produktionsanlæg i byerne medført stor arbejdsløs i de berørte byer, samt stort fald i skatteindtægterne.
Beskæftigelsesforanstaltningerne i Grønland vil Atassut altid være med i og vil til stadighed bestræbe sig på men udførsel af frosne råvarer fra landet fortsætter i stor stil. Derfor skal vi far Atassut benytte ledigheden til at anmode , at al produktion af råvarer til de er færdigbehandlede, skal foregå her i landet. Så vi kan vi derved skabe flere og nye arbejdspladser. Det er planen, at rejefabrikkerne i Diskobugt-regionen skal reduceres til kun at omfatte 2 rejefabrikker og planen er, at rejefabrikken i Qeqertarsuaq nedlægges enten i løbet af 1999 eller år 2000 med det til følge, at der bliver flere arbejdsløse i byen og ikke mindst at skatteindtægterne til kommunen falder, så det er ikke mærkeligt, at forslagsstilleren virkelig har sine bange anelser for fremtiden.
Som alle ved har Royal Greenland iværksat sit kapacitetstilpasning, så der bliver færre rejefabrikker, selvom aktiviterne deslige er uacceptable. Men der er ikke nogen vej udenom ud fra faktiske realiteter, men det er højst mærkværdigt at læse i Sermitsiaq nr. 41 fra 9. oktober 1998, at Royal Greenland har investeret 23, 5 mio.kr. på en ny rejefabrik i Glyngøre. Fra Atassut anser vi det som meget mærkeligt, at Royal Greenland reducerer sine rejefabrikker i Grønland men til gengæld anlægger en ny udenfor landet. Det er ikke første gange, vi har debatteret hvor vigtigt det er at råvarer færdigbehandles her i landet. Derfor er det bare på sin plads, at Royal Greenlands bestyrelse revurderer sine beslutninger vedrørende udbygning af sine anlæg i udlandet.
Vi skal fra Atassut på det kraftigste bestræbelserne om at færdigbehandle produkterne her i landet tages mere seriøst. Man kan jo bare ikke stiltiende se på, at arbejdspladserne forsvinder ud af landet, der har fået hjemmestyre.
Udviklingen i Grønland har gjort, at det i yderdistrikterne har knebet med at etablere arbejdspladser, og det har vi drøftet adskillige gange. F.eks de byer, der blive ramt af arbejdsløshed grundet Royal Greenlands kapacitetstilpasninger af sine fabrikker. Det er derfor vi debatterer, hvad man ellers kan gøre for de berørte byer, og det synes vi fra Atassut er kun naturligt. Maliinannguaq M. Mølgård nævner i sit debatoplæg, at koncentrationen i visse større byer har medført, at byerne får særbehandling i forhold til andre byer og at det skal ændres hurtigst muligt, så der bliver en mere jævn fordeling af anlægsopgaver m.v. i hele Grønland.
Der er masser af eksempler på denne skæve udvikling af anlægsopgaver, og ikke mindst beskæftigelsesmæssigt de seneste år. Det får ikke kun negativ virkninger for byerne, men rammer også bygderne. Og det må man begynde at rette op på. Det fremgår også klart og tydeligt i Grønlands Statistiks Årbog for 1998, at byerne Nuuk, Sisimiut, Qaqortoq og Ilulissat er blevet regionale vækstcentre med bedre beskæftigelsesmuligheder m.m., hvor tilflytningerne til de nævnte byer de seneste 17 år har været markante som det også fremgår af statistikken.
I de 4 nævnte byer har befolkningsvæksten de seneste 17 år været 6.100 personer, hvoraf hele 3.866 udgør væksten i Nuuk, med deraf til følge, at boligbehovet vokser, manglende institutionspladser, manglende undervisningslokaler, til gengæld er der visse byer, hvor boligerne står gabende tomme, fordi befolkningen flytter væk fra byerne. Hvis tilflytningen til Nuuk fortsætter fremover, vil boligbyggeriet, institutionsbyggeriet samt andre fornødenheder ikke kunne følge med.
Vi skal fra Atassut opfordre Landsstyret til at undersøge mulighederne for, at de kommuner der har råd til boligbyggeriet, institutionsbyggeriet m.m. yder mere økonomisk til. Hvad folk vil og hvor de vil flytte hen er deres egen afgørelse og ansvar, men vi mener fra Atassut, at diskussionen om de mange uautoriserede flytninger fra bygder til byer samt byerne imellem, tages op igen, da det er vigtigt at folk, der flytter også har et sted at bo samt beskæftigelse.
Vi skal hermed fra Atassut opfordre kommunerne om at tage emnet op hvad tilflytninger fra by til by angår, men med henvisning til de ovennævnte problemer, som er meget alvorlige. Vi skal fra Atassut gøre opmærksom på, at de nævnte 4 byer, som vi har nævnt som eksempel på koncentration, ikke er ensbetydende med, at vi vil bremse udviklingen der. Vi gør bare opmærksom på, at der skal ny vurdering af infrastrukturen i Grønland, for det er tvingende nødvendigt for enkelte byer som for befolkningen.
Vi skal huske på, når enkelte landstingsmedlemmer fremkommer med forslag, der berører deres valgkredse, så kommer Landsstyret med riven om, at det er for egen vindings skyld, og belærer landstingsmedlemmerne om, at de skal arbejde for samfundet som helhed, men hvis landstingsmedlemmerne skal arbejde for hele samfundet, hvorfor skal enkelte byer, hvorfor skal enkelte byer så have særbehandling frem for andre?
Fra Atassut tror vi på, at debatten her vil medføre, at udviklingen i byerne vil få håndgribelige virkninger. Da dette debatoplæg, som er meget interessant, formentlig yderligere vil blive berørt, når Landsstyret fremlægger redegørelse for infrastrukturen i Grønland, slutter vi hermed vores bemærkninger fra Atassut.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit:
Landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgård har på vegne af Inuit Ataqatigiit fremsat forespørgselsdebat om en tiltrængt justering af levevilkårene i visse landsdele, som udviklingsmæssigt er sakket bagud på grund af flere omstruktureringer ud fra geografisk beliggenhed, som er vedtaget af Landstinget i de senere år.
At det er helt nødvendigt med en debat om levevilkårene støtter Inuit Ataqatigiit forslagsstilleren fuld ud, idet Landstinget har pligt til at afværge sådan en udvikling i en negativ retning, har Inuit Ataqatigiit under den anden forårssamling i 1994 fremsat et forslag, som i princippet blev vedtaget af Landstinget. Vi kan vel alle være enige om, at der ikke er lige muligheder for alle erhverv i landsdelene. Inuit Ataqatigiit har en fast målsætning om, at alle borgere skal have lige levevilkår uanset hvor de bor: Forsyningsmæssigt, trafikalt, socialt, sundhedsmæssig servicering og ikke mindst erhvervsmæs. sigt og i arbejdsforhold.
Man må sige, at denne tendens til decentralisering og omstrukturering er blevet endnu mere styrket. Inuit Ataqatigiit ser alvorligt på den store udviklingstakt i bestemte kommuner, som fortsætter uden hæmninger. Derfor skal ingen være i tvivl om, at Inuit Ataqatigiit vil arbejde hårdt for at stoppe forskelsbehandlingen af kommunerne nu og i eftertiden. Landsstyreformanden berørte i sin åbningstale til dette møde lige vilkår for befolkningen. Hvis Landsstyret nu endelig tilkendegiver deres omfattende forskelsbehandling, kan Inuit Ataqatigiit kun være glade for.
Det er ethvert menneskes ret selv at bestemme, hvor man vil bo, og vi er vist alle enige om, at ingen vil ønske at blive frataget denne rettighed. Men her er debattens knudepunkt, hvor landsstyremedlemmet i sit svarnotat helt rigtigt siger: ABosætningsmønstret afspejler således, at befolkningen flytter efter indtjening og jobs”. Selvfølgelig vil folk, som ikke længere har tilstrækkelig indtjening, hvor de selv bor, søge at flytte til en by, hvor der er jobs for at opretholde rimelige levevilkår. Men hvorfor kan ikke tilbyde denne familie at have erhvervsgrundlag der hvor de vil vælge at bo? Inuit Ataqatigiit er ikke i tvivl om, at der kan skaffes arbejdspladser for enkelte personer og nogle familier, hvis man har den målsætning at udvikle landet på lige vilkår bevidst og målrettet.
Vi har allerede nævnt at Landsstyrekoalitionen ikke vil udvikle på denne måde. Lad os skele til, hvor mange byer, der vil være velsignede, når man afskaffer ensprissystemet, og det er Qaqortoq, Sisimiut, Nuuk og Ilulissat. De andre byer er stemplede som urentable driftsmæssigt. Disse vækstcentre har Landsstyrekoalitionen skabt og befolkningskoncentrationen i disse byer vil styrkes, når man afskaffer ensprissystemet. Lad os kikke på de virksomheder, som er decentraliserede til disse byer i de senere år.
I Ilulissat vil man etablere et alkoholafvænningscenter og socialpædagoisk skole er allerede placeret der. I Sisimiut er der allerede placeret KNI´s hovedsæde, INI A/S Centraladministration, Sprogskolen, og det forlyder, at man også vil placere tolkeuddannelsen i Sisimiut. Decentraliseringen af administrationsområder fra Nuuk er stoppet, og man har godkendt, at Polar Seafood bygger en fiskefabrik i Nuuk, og Post Greenland er placeret i Nuuk. Denne form for vækst i ganske få byer betragter Inuit Ataqatigiit som utrygt, hvis Landsstyret vil fortsætte det i fremtiden.
Landsstyret berørte i sit svarnotat G-60 politikken. Hvorfor? Lad os lige sammenligne ovenfor nævnte befolkningskoncentration, som kan ligne G-60 politikken. Da man påbegyndte G60 politikken reducerede den danske Stat sine aktiviteter i bygderne, og man startede befolkningens Aufrivillige selvflytning efter indtjening og jobs”. Inuit Ataqatigiit kan klart gennemskue, at man i dag ikke alene lader store pramme strande i byer som udviklingsmæssigt er sakket bagud, men også G-60 politikken fortsættes uden rødmen. Vi vil igen citere svarnotatet fra landsstyremedlemmet, idet han udtaler følgende: ADet er også rigtigt, at der samfundsøkonomisk set kan være fordele ved at folk bor i større byer end i mange små byer.” Vi må fra Inuit Ataqatigiit spørge, om man her taler om Nuuk.
Når vi skal se Nuuk by, har den fået denne status på grund af koncentrationen af store virksomheder i Nuuk by er Nuuk holdt op med at følge med som by, og det er især på anlægssiden. Befolkningen kan ikke tilbydes boliger på tilstrækkelig måde, idet de er henvist til at vente i 13 år, før de kan få en bolig. Man kan heller ikke følge med i børneinstitutionsbyggeriet, og der er ingen rimelig børnepasningsmuligheder. Da mange af de store virksomheder ikke kan få nok af arbejdskraft her, henter man dem udefra, så man prioriterer mere end bolig og børneinstitutionsventelisterne. Inuit Ataqatigiit vil spørge, hvad så med de hjemmehørende.
Når man ser gennem fingrene med denne udvikling i Nuuk by og hvis Landsstyret vil anse Nuuk by som en eksemplarisk by bare på grund af at den har en likviditet på 200 mio.kr. mener Inuit Ataqatigiit ikke, at det er passende.
Inuit Ataqatigiit mener, at det er på tide og helt nødvendigt at få udviklingen mere spredt, idet vi ikke er i tvivl om, at befolkningen i de enkelte byer får bedre vilkår i boligmassen og børneinstitutionspladser, også i Nuuk.
Man skal ikke være i tvivl om, at folk ønsker at vælge selv, hvor man vil bo. Og vi understreger her, at bosætningsmønstret også er afspejlet af de store politiske beslutninger. Derfor er det ikke helt korrekt, når Landsstyret utilsløret siger, at folk frivilligt selv vælger hvor de vil bo. Folk tilvandrer byer, som har tilbud om arbejdspladser, fordi de ikke har noget arbejde i deres egne byer, og Landstinget har størst indflydelse på, hvor der skal udstykkes arbejdspladser. Derfor bør man udover de 4 velsignede byer lade udviklingen foregå mere spredt i dette land, og dette kan lade sig gøre, når man målrettet vil udvikle det grønlandske folk på bedste måde, ikke mindst når man vil tjene landet med mod og vilje. Inuit Ataqatigiit mener, at Landsstyret fra nu af skal styre landet i den retning.
Således er disse bemærkninger til Maliinannguaq M. Mølgårds debatforslag, og vi håber at Landsstyrekoalitionen vil forstå Maliinannguaqs påpegelser.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgård har ..., og jeg forstår den bekymring som hun giver udtryk for med hensyn til de mindre byer, og man skal da også huske på, at mindre byer, der nu er kommet bagud i udviklingen i de tidligere år, i stort omfang har været medvirkende i den daværende udvikling i vort land.
Derfor må man, mens vi taler om at bære byrderne fælles, i forbindelse med de nuværende større investeringer næsten alene i de større byer sige, at det dels ligner den G-60 politik, som Landsstyret tidligere var så stor en modstander af, og om dette forhold har jeg selv her fra talerstolen under vores debat vedrørende status for anlægsarbejderne af landingsbanerne for fastvingede fly bl.a. udtalt følgende, og jeg citerer mig selv, idet jeg sagde følgende: AI nærværende sag har man ikke medtaget trafikken til bygderne, der også skal bringes i orden. Og derfor må Landsstyret, såfremt de ikke kan se bygderne og befolkningens problemer, indrømme, at de under bordet har videreført G-60 politikken.” Og det var netop disse bemærkninger jeg udtalte under forårssamlingen.
Men jeg har også forstået, at den nuværende forslagsstiller har modtaget denne udtalelse positiv og senere omtalt den i pressen. Det er jo rigtigt, at forholdene jo dels er på denne måde. Arbejdet med en bedre udvikling i visse byer frem for andre, medfører ikke så mærkeligt, at familier ser sig nødsaget til at fraflytte deres hjembyer. Nævnte forhold medfører dels videre, at boligproblemer og andre menneskelige og sociale problemer vokser. Det er ikke så mærkeligt, at de forværrede muligheder for at få arbejde giver folk en større angst for deres fremtid, og dels kan man iblandt se, at folk bliver nødt til at flytte som de ellers ønsker, væk fra deres familie for at kunne søge en lettere måde at kunne dagliglivet på.
Man må også mærke sig, at familier, der bliver nødt til at fraflytte deres hjemby, bliver direkte ikke tvangsforflyttet derfra, men det må man have frem. Hvorfor bliver de så nødt til at flytte? Efter min forståelse af tingenes sammenhæng sker sådanne flytninger, fordi der føres en alt for lidt balanceret udviklingspolitik for de forskellige kommuner. Der er ingen tvivl om, at det der så småt er begyndt at dukke frem, hvor man taler om at fremkomme med tanker om, at det er nok med 5-6 kommuner her i landet, og såfremt talen om afskaffelsen af ensprissystemet bliver realiseret, må vi her i landet regne med, at man da for alvor har erkendt at have videreført G-60-politikken.. Dette stemmer ikke overens med min egen måde at ræsonnere på. Forholdene bør lægges til rette på grundlag af befolkningens ønsker og krav.
Med disse korte bemærkninger har jeg tilkendegivet min mening vedrørende Maliinannguaq M. Mølgårds forslag.
Daniel Skifte, landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger, Atassut:
Først vil jeg gerne sige tak til samtlige partiers ordførere, det er en omfattende overskrift, vi er igennem, og ligesom Landsstyret også har været inde på, så er det også korrekt, at vi har interesse i selve fremlæggelsen og vi bør også drøfte det.
Ved selve svarnotatet har vi ville pege på det centrale, nemlig at folk selv kan vælge det sted, hvor de gerne vil bo, og her vil vi ikke sige, at folk skal blive der, fordi de altid har boet det, mens andre skal bo andre steder, Og årsagen til at vi siger det, har baggrund i det som har grundlag i den grønlandske kultur, hvor man uafhængigt altid har kunnet flytte alt efter hvor fangstdyrene har befundet sig, og hvor man så har gået efter hvor der er de bedste fangstmuligheder, og det så den traditionelle kultur, som man stadigvæk også benytter sig af, og der fremhæver vi så også i vores svarnotat, nemlig at da en del af fangstdyrene forsvandt, så kom der så også nye fangstobjekter frem, som man også har nærmet sig, hvilket heller ikke er underligt. Der er ingen tvivl, at man også fortsætter med det fremover, så længe vi lever af det, som havet kan give os.
Der er en del spørgsmål som dels vil blive besvaret af landsstyreformanden, idet landsplansudviklingen hører under hans ressortområde, hvorfor jeg ikke vil besvare dem alle sammen, men vil blot kort kommentere nogle få ting, bl.a. Siumuts bemærkninger, idet jeg bemærker, at den nuværende fremgangsmåde i politikken, hvor man siger, at der ikke bliver taget nogle konkrete initiativer. Det modsætter Siumuts sig, og kommer med en del eksempler, og det er jo en positiv ting, og det som eksempel kan siges, nemlig produktionsvirksomhed for sælkød og sælprodukter i Nanortalik, og med hensyn til flytningen af en del af Tele til Qasigiannguit og Søfartsskolen til Paamiut, og det er også sådan, at udviklingen sker på de forskellige lokale områder.
Det er ikke mange år siden, at man nu uden problemer kan høre KNR og der er samtidighedens TV og man kan uden videre tage telefonen og ringe næsten alle steder i Grønland, og det bemærker jeg, at Siumut også er opmærksom på. Det samme siger Atassut, hvor de tager en del spørgsmål op, men der regner jeg med, at det vil blive besvaret af det landsstyremedlem, som har disse ressortområder. Atassut var også inde på rejeproduktionen, hvor man blandt andet var inde på, at Diskobugt-regionen skal reduceres, mens man på den anden side også har sat nye aktiviteter i udlandet, og det vil så blive generelt. Atassut beder også om, at man anmoder bestyrelsen for Royal Greenland om at vurdere, hvorfor man lukker anlæg i Grønland, mens man opretter nye anlægspladser i Danmark. Det har jeg bemærket, og mener, at man også bør undersøge det.
Der er også nogle forskellige vedrørende børneinstitutioner og selvfølgelig vil den melding, som Atassut er kommet frem med, det tager jeg selvfølgelig til efterretning, men alle de små enkeltheder skal jeg ikke kommentere nærmere, idet de bliver besvaret af et andet landsstyremedlem.
Med hensyn til Inuit Ataqatigiits bemærkninger vil jeg blot nævne, at jeg vil kommentere nogle af dem. Det kan godt være, at det var et citat, som måske ikke er særlig godt, hvor der bliver nævnt, at man har en udviklingstakt i bestemte kommuner, som fortsætter uden hæmninger.
Jeg vil gerne vende spørgsmålet om, og sige, at jeg ikke har nogen hæmninger, ligesom Landsstyret også har sagt i deres svarnotat, fordi vi må jo også acceptere og agte, at hvem som helst i befolkningen har lov til at bestemme, der hvor vedkommende mener, at vedkommende også har mulighed for at fortsætte sit liv, og der siger de så også bl.a. at folk selvfølgelig gerne må bo der, hvor de gerne vil afhængig af deres fangst, hvad angår både fisk og pattedyr. Det er der også nogle andre partimedlemmer, der var inde på, nemlig hvor man bl.a. klandrer koalitionen og siger, at det er de velsignede byer med hensyn til Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Ilulissat.
At man omtaler disse byer med den benævnelse har sit grundlag i en landstingsbeslutning i 1990, hvor Landstinget under landsplansbeslutningen om, hvor Inuit Ataqatigiit dengang var med, der må Inuit Ataqatigiit være gået ind for det, og dermed også har dannet grundlaget for denne udvikling. Det er heller ikke underligt, at man har foretaget en udvikling i netop disse byer bl.a ved anlæggelse af landingsbaner. Kandidatforbundet har bl.a. også været inde på det, ligesom andre partier, nemlig G-60, og fordi der ikke skal være nogen misforståelser om det, skal jeg lige citere det jeg sagde vedrørende G-60: AOverordnet set er det Landsstyrets holdning, at det skal være befolkningens eget valg, hvor man vil bosætte sig i landet. Ingen af os ønsker under nogen omstændigheder at være vidne til de tendenser, som G-60 politikken havde, hvor man lukkede skoler og butikker i bygder. Og det er det, som er udgangspunktet i vores svar. Såfremt nogen klandrer os for at have snakket G-60 politikken, så kan jeg ikke se, hvor vi er uenige.
Jeg erfarer også, at andre partier bl.a. Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet heller ikke er glade for denne politik, det vil sige, at princippet er vi enige om. Med hensyn til udviklingen i Nuuk og boligmanglen i Nuuk, den vil jeg ikke kommentere nærmere, og såfremt jeg skulle gøre det, så måtte vi tage udgangspunkt i kommunalbestyrelsesvalget i 1997. Et Inuit Ataqatigiitmedlem, der er medlem af det tekniske udvalg i Nuuk, og der mærker jeg også, at boligmanglen har en stor indvirkning i Nuuk, og jeg vil ikke flygte fra denne problematik, hvor vi bl.a også vil gøre noget ekstraordinært ved det. Vi har bl.a diskuteret dette i landstingssalen.
Jeg vil også gerne sige tak til Kandidatforbundets bemærkninger og skal blot kort bemærke, at der har du bemærket, at det kun er de største byer, man gerne vil udvikle, og jeg mener, at jeg allerede har besvaret spørgsmålet, og det samme gælder så også dine bemærkninger omkring G60-politikken.
Og til slut skal jeg blot kort besvare, som Inuit Ataqatigiit bl.a. også har kommet med nogle bemærkninger om, at der er 5-6 kommuner, som skulle være tilstrækkeligt i Grønland. Det er ikke noget, som Landsstyret har fremsat, og det er heller ikke noget som Landsstyret en beslutning om, men det er noget, som stadigvæk er under debat, og det samme gælder så også ensprissystemet, som flere har kommenteret, og ikke kun Kandidatforbundet, og dertil skal jeg bare sige, at det er som om, at man prøver at begrænse den debat, som befolkningen gerne vil føre.
Uanset hvilken en overskrift man tager op til debat, så bør vi kunne debattere, om hvor mange kommuner der skal være. Det kan vi snakke om, skal ensprissystemet bestå i Grønland, men lad os drøfte spørgsmålet, i stedet for at tage nogle forudfattede meninger, således at vi hele tiden finder den bedste løsning for hele Grønland, hvorfor det er nødvendigt med en åben debat.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgård, og det hun har spurgt om, og det svar, som man har givet fra Landsstyret, bliver drejet om til landsplansområdet, hvor man siger, at man i stedet for at overbebyrde de i forvejen store byer, og at man skal dreje det hen til andre byer og hvilken politik, der skal føres.
Jeg skal henvise dette til vores behandling af landsplansredegørelsen, for de ting, der fremkommer her, er noget der vedrører landsplanen. Ikke desto mindre vil jeg komme med en rettelse til Atassuts ordførers bemærkning omkring Qeqertarsuaq fordi det kan forstås således, at man vil lukke fabrikken totalt fra sidste år. Det er ikke tilfældet, det vil jeg gerne understrege.
Landstinget har her besluttet, at man vil bruge 264 mio.kr. til tilpasning af de forskellige fabrikker, kapacitetstilpasning, bl.a. hvor Godhavn Qeqertarsuaq er inkl. og ombygningen er i gang, hvor man regner med, at den vil kunne starte op marts 1999, hvor ...produktionen vil gå i gang. Derfor er det korrekt, når man siger, at man vil lukke for hele produktionen, det må jeg understrege. Og jeg vil også nævne i den sammenhæng, hvor man op til flere gange kommer ind på G-60. De unge kan måske komme i tvivl om, hvad man mener med G-60. Når man taler om G-60, så taler vi om hvor man havde en fastlagt plan om, hvilke byer og bygder der skulle lukkes, og der var prioriteret i A, B, C, D,. Men det gælder også med hensyn til bygderne, hvor man totalt havde lukket af for anlægsområdet på disse bygder. Det er derfor ikke korrekt, at man sådan uden videre kan sidestille G-60. Siumut er de eneste, der er fremkommet med de politiske tiltag der er gjort for at komme ud af den store koncentration.
Der er da i de forløbne 20 år foregået et stort arbejde inden for anlægsområdet, og jeg er glad for at Siumuts ordfører, for det er fakta han kom med. Påstanden om, at der kun er 4 vækstbyer i Grønland er ikke korrekt. Man kan se, at der er udvikles i alle byer, landingsbaneanlæggelsen er ikke kun placeret på de 4 byer, hvor bl.a. selv Avarnarsuaq vil få sin egen landingsbane for fastvingede fly. Jeg mener, at vi også ud fra dette budskab må konkludere derhen, og landsstyremedlemmet for økonomi har også ret i, som Siumut også gang på gang har understreget, og Inuit Ataqatigiits ordfører prøver at komme med det, at vi skal have frihed til at kunne bosætte os hvor i Grønland, hvor vi ønsker, og ingen skal kunne diktere det hen over hovedet på os. Det er rigtigt, at det er en tradition, der har været her i Grønland, hvor vi bosatte os der, hvor vi føler, at der er muligheder.
Vi har jo også gjort det, at vi også etablerer uddannelsessteder, sundhedsservicen bliver forbedret de steder, hvor man vælger at bosætte sig. Vi kan ikke blande os i, hvor folk har lyst til at bosætte sig. Det er helt op til borgerne selv at afgøre. Jeg skal også komme ind på, at Royal Greenland har etableret en fabrik i Danmark. Det har noget at gøre med konkurrencen på verdensmarkedet og kravet om kvalitet, det er det, der har gjort det nødvendigt at man etablerede en fabrik i Danmark. Det er jo også meget vigtigt, at vore produkter er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Landsstyret har lagt vægt på, at de produkter vi har skal være attraktive, og at denne form for produktion bør fortsætte fra den fabrik i Danmark. Det er en fordel hele landet og også Royal Greenland. Jeg er ikke tvivl om, at man vil vende tilbage til disse spørgsmål senere hen.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Nu
er det Ruth Heilmann, Siumut, der får ordet. Jeg skal understrege, at du får 5
minutters taletid i henhold til forretnnigsordenen. Tak
Ruth Heilmann, Siumut:
Som landsstyreformanden kommer ind på, at Siumut gerne vil fremkomme med det rigtige budskab. Jeg mener, at Maliinannguaqs debatoplæg har sin baggrund i dagens realiteter. Det er også tilfældet, at samtlige partier kommer med deres synspunkter omkring dette punkt, hvor Inuit Ataqatigiit og Atassut også fremkom med deres synspunkter, og i sin besvarelse kom landsstyremedlemmet ind på, at man tidligere havde fulgt fangstdyrene. Det er ikke længere tilfældet i dag. Der er andre erhverv ud over fangst i dag. Fiskeri har vi som erhverv, turisme, produktion og handel mineralvirksomhed.
I Maliinannguaq M. Mølgårds debatoplæg fokusere man på de berørte kommuner, hvor man ønsker, at man igangsætter initiativer for de byer, der er berørt ved at fisken er forsvundet.
Der er sket ændringer og udvikling, og disse initiativer rammer visse kommuner hårdt. Der sker stor flytning fra kommune til kommune. Der bliver godt nok sagt at folk selv skal bestemme hvor de vil flytte hen. Men her i denne situation, er det os, der har bestemt hvor folk skal flytte hen. Det er beklageligt, fordi visse kommuner rammes hårdt, således at skatteindtægterne alene på 1 år faldt med 20%, og mange familier flytter til en anden by. Jeg mener, at Landsstyret også må tage initiativer for at rette op på det. Med hensyn til disse initiativer har ramt disse kommuner hårdt, fordi når vi skal tage beslutninger, der berører enkelte kommuner, så skal vi jo høre disse kommuner. Men i forbindelse med flytningen af selskaberne, så har man ikke hørt kommunerne, og det mener jeg er en fejl, som vi i næste omgang skal huske på, således at de næste flytninger foretages ud fra de meldinger vi har fra kommunerne, og det vil jeg fremsætte som et stærkt ønske.
Anders Andreassen, landstingets formand:
Karl Lyberth får nu ordet, og derefter Maliinannguaq M. Mølgård,
Karl Lyberth, Siumut
Flere talere fra Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet har været inde på G-60 Politikken, og Atassut var nok lige ved at nævne det.
Og partiet Siumut, der prøver man på at angribe partiet Siumut, når man snakker om G60-politikken. Vi må jo huske på, at industrialiseringen i Grønland, vi må jo sige, at det ikke er så forfærdelig længe siden at det startede. O g det samme gælder for de højere uddannelser. Da jeg var barn, og selv om jeg ikke er særlig gammel, så var der meget få, som tog HK-uddannelse, og det samme gælder så også selve industrialiseringen og driften af fabrikkerne, det er lige så Aungt”. Derfor kan vi ikke uden videre sige, at samtlige byer skal have lige vilkår på at have fabrikker.
Det kan man ikke sige. Vi politikere kan nogen gange være et underligt folkefærd, når vi kommer med vores udtalelser tænker vi alene på KNI eller Royal Greenland, og de så kommer med et underskud, så plejer vi at sige, at det slet ikke er acceptabelt og beder dem om at rette op på deres underskud.. Når de så vil rette op på det, så må de også arbejde ud fra det som er deres bedste bud på at rette op på deres underskud.
Ser vi på de rejer, der bliver landet i Grønland, og det er slet ikke tilstrækkelige til at der kan anlægges fabrikker over det hele. Vi har stillet et krav om at de skal køre efter forretningsmæssige principper, og så skal de selvfølgelig også arbejde ud fra det, og fordi der ikke er råvarer nok til samtlige fabrikker i alle byer, så må de prioritere. Og det vil så også indebære, at det bliver nogle fabrikker, der blive ramt, og som før nævnt, industrialiseringen i Grønland er meget nyt, vi er først lige begyndt, og det er sådan, prioriteringen foregår, og det indebærer jo så også, at hvor vi forud først havde kun torsk og nu senere kun rejser og hellefisk. Det er kun dem vi kan sætte vores lid til, og såfremt der ikke er råvarer nok, så må vi finde nogle andre råvarer, det er ikke sådan, at man i Maniitsoq, Qeqertarsuaq eller andre steder, at det så betyder, at lukker helt af for disse anlæg, men vi må finde nogle andre produkter for at finde råvarer til disse steder.
Vi politikere anstrenger os alle sammen for at finde den bedst mulige udvikling overalt i Grønland både Inuit Ataqatigiit, Siumut, Atassut m.fl. har taget nogle forskellige initiativer for at finde den bedste udviklingsmulighed for hele Grønland. Vi ved godt, at vi lever i et verdenssamfund, og vi kan heller ikke kæmpe i mod det. Såfremt torsken ikke var forsvundet, så havde det været sådan, så ville samtlige fabrikker have haft tilstrækkelig med råvarer med beskæftigelser til alle.
Såfremt rejerne forsvinder hvad så? Så vil man måske beskylde Landsstyret for at have ført en G-60 politik. Lad os nu lige se på realia og se på hvilke forhold vi har. Anthon Frederiksen citerede sig selv vedrørende trafikstrukturen, der får han det til at lyde som om, at Atassut og Siumut nedprioriterer bygderne, men for netop at udvikle disse byer og andre byer så har vi givet de private en chance og givet dem forskellige muligheder, således at det er til gavn for disse, og til de forskellige kommuner, også med etablering af nye arbejdspladser.
Der er en lille helikopter ved Tasiilaq, som flyver hver dag, og denne mulighed er kommet af, at vi har givet de private en chance. Og med hensyn til Østgrønland og Avarnarsuaq har Landsstyret taget initiativet omkring bevarelse af arbejdspladser ved at man har etableret et erhvervsforum, og det har så betydet, at man i Østgrønland - også i Ittoqqortoormiit har etableret behandlingssteder, og der er også en arbejdsmarkedskonsulent, som hjemmestyret bekoster, i Tasiilaq.
Og ser vi på bygderne, er der etableret servicehuse i bygderne, og i 1997 var der 33 stk., og der har været produktionssteder, hvor der kun var 2, og der var så 41 i 1997. De seneste 7 år, d.v.s. fra 1994, da er der til anlægsopgaverne i bygderne, har der været brugt mere end 1. mia.kr., og derudover må kommunerne også have investeret noget i bygderne.
Derfor kan man ikke sige, at Landsstyret, og slet ikke med adresse til Siumut, at man kører en G-60 politik. Tænk Jer godt om, Jer, der kommer med disse bemærkninger, fordi det er slet ikke nogen korrekte bemærkninger. Jeg skal blot gentage, at industrialiseringen er ret ny i Grønland, det skal nok komme på plads, når den tid kommer, det er ikke noget, som vi kan rette op på i løbet af ingen tid, og vi kan ikke give lige vilkår for samtlige byer med det samme, fordi vi indtil videre ikke har produkter nok. Lad os håb på, at vi vil få produkter nok, således at samtlige byer, og gerne samtlige bygder får rigeligt med arbejdspladser.
Maliinannguaq M. Mølgård, Inuit Ataqatigiit:
Jeg er glad for, at mit forslag har skab en sådan debat, og at der så er fremkommet mange forskellige meninger på tværs af partierne.
Der er flere ting, som jeg gerne vil frem med, og jeg vil til Siumuts ordfører, hvor man er stolt over, at Tele Greenland har skabt telefonforbindelser også til byerne, men det er altså ikke nok, bygdebefolkningen kan ikke leve af at se fjernsyn og tale i telefonen. Ja der er etableret ...A/S, og vi har store forventninger til det, og vi håber, at man for en gangs skyld vil iværksætte noget seriøst i yderdistrikterne.
Det er rigtigt, at man ikke kan skabe lige vilkår lige her og nu, det er rigtigt, men hvis man prøver at fratage nogen ting fra disse områder, så må man alternativt skabe arbejdspladser ikke alene i form af fabriksvirksomheder. Derudover skal jeg også blandt andet til Atassut sige, at jeg er glad for, at Atassut fremkommer med noget, der støtter mig, og jeg skal dog lige understrege med hensyn til Royal Greenlands kapacitetstilpasning og så den beslutning, som vi har taget, at vi har haft en udtalelse, at Paamiut, Maniitsoq og Qeqertarsuaq, og jeg vil gerne minde om, at Atassut også har været med til at godkende det, hvor Atassut sagde, at man ikke kan acceptere sådanne ændringer.
Det er korrekt, at det svært at acceptere, at man udfører produkterne uden videre forædling, og jeg er nødt til at besvare de ting, der vedrører Qeqertarsuaq. Ja, det er glædeligt med den ......produktion, men jeg skal minde om, at der ikke findes hellefisk ved Qeqertarsuaq, og ud fra den beregning, som virksomhederne har, der kommer man til at miste omkring 13 mio.kr. ved lukningen af rejefabrikken, og det er derfor at man i kommunalbestyrelsen bestræber sig på, at rejefabrikken fortsætter. Det er ikke alene kommunalbestyrelsen og fiskerne.
Jeg skal også sige, at jeg er glad for, at der er sket udvikling i visse byer gennem de sidste 17 år og selv om man siger, at vi lige skal tænke os om, så fremgår det helt klart, at der sker store flytninger, og der byer, som man flytter til, ikke længere kan følge med boligmæssigt og på andre måder, og vi har fra Inuit Ataqatigiits side manglet en helhedspolitik om hvad det er for en politik man vil have med hensyn til fremtiden.
Skal vi fortsat acceptere, at man er nødt til at flytte til byerne. Ruth Heilmann har også ret i, da hun sagde, at folk er så at sige tvunget til at flytte, fordi deres arbejdspladser jo flyttes til andre byer, uanset hvor mange fangstdyr, der er omkring byen, så er man nødt til at flytte med, når den arbejdsplads, som man er uddannet til, flytter til en anden by. Jeg er også glad for, at Kandidatforbundet i sit indlæg helt korrekt sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor folk bliver nødt til at flytte. Jeg vil her sige det sådan, selvom det bliver sagt fra Landsstyrets side, at folk har deres frihed til at bosætte sig hvor de ønsker, så er det rigtigt, at man ikke skal tvinge folk til at gøre det. I mange tilfælde er det sådan, at folk er meget kede af at skulle flytte fra en by, fordi deres arbejdsplads flytter.
De bliver nødt til at flytte væk fra familien, fra deres bolig, og når de så flytter til en by, så kan det være, at der ikke er nogen bolig til dem, og skal vente på bolig i lang tid. Der er ingen daginstitutionsplads, en sådan flytning må betragtes som en tvangsflytning.
Jeg vil også understrege, at ud fra den sidste statistik, så er der alene i Nuuk en boligventeliste på 2.079 personer. I Sisimiut er der 399 personer på venteliste, og i Ilulissat 400. Venteliste på daginstitutioner, der har behov for pasning 534 i Sisimiut, jeg fik ikke oplyst hvor mange der var i Ilulissat, hvis man ser på disse tal alene, så mener jeg, at det viser et kæmpestort problem.
Vi er da også nødt til at hjælpe Nuuk-borgerne med bolig, hvis vi blot bare flytter arbejdspladserne hertil, så skaber vi da ikke flere boliger til Nuuks befolkning. I den sammenhæng der mener jeg, at Nuukborgernes tålmodighed er utrolig stor. Sidste år brugte Hjemmestyret i 1997 10,5 mio.kr. alene til vakantboliger, selvom de burde have været brugt til nye boliger. Frem til 31. august i år er der brugt 6.5 mio.kr.
Derfor bliver vi nødt til at slå bremserne i og tænke os om. I stedet for bare at tale om at folk bare flytter fangstmulighederne. Hvis fortsætter denne tankegang, så kan vi ikke løse problemerne. Vi kan heller ikke give over 2.000 bolig her og nu. Vi må også tænke på, at der er andre steder på Kysten, hvor der står mange boliger ubenyttede hen, så må vi politisk tage en helhedsbeslutning. Derfor må vi overveje, om man kun skal udvikle de 4 byer, eller om det er tvingende nødvendigt at visse virksomheder skal være i Nuuk. Hvis man flyttede nogle af disse virksomheder ud på Kysten, så vil man også aflaste den store boligmangel og mangel på daginstitutioner. Det vil også være en stor aflastning for de mange problemer, som er afledt heraf. Tak til alle, der har bidraget til denne debat.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Selvfølgelig skal man også give svar til de bemærkninger, der er kommet. Først til Siumuts Karl Lyberth på vegne af Siumut.
Det var som om, at bygdeudviklingspolitikken kun er blevet vedtaget af Siumut alene. Men tager vi et eksempel med bygdeelværkerne, der har han været inde på, hvor mange Siumut har etableret der, men tager vi bygdeelværkerne, de er blevet udviklet gennem bygdebeboernes egen foreningsdannelser, hvorefter de så på et senere tidspunkt er blevet overtaget af kommunerne, hvorefter de så under indeværende valgperiode blev overtaget af Hjemmestyret. Men at man så bruger denne talerstol til at sige, at det er som om det er Siumut alene, der har stået bag al denne udvikling, det har ikke noget på sig.
Ruth Heilmann har fuldstændig ret i, da hun her fra nævnte, at vi selv bestemmer hvor folk skal flytte hen, i hvert fald det der betød noget i den retning, det er fuldstændig korrekt. Vi har vedtaget en finanslov for i år, og nogle af kommunerne får anlægsopgaver for 100 mio.kr. mens der er andre kommuner, der kun får 3. mio.kr. allerede her er der en kæmpe forskel. Derfor kan vi allerede her ser hvor skævt der sker en udvikling de forskellige kommuner imellem. Ja, hr. landsstyremedlem for økonomi, vi accepterer friheden, og det vil jeg blot understrege her, at det er meget vigtigt.
I dag er det kun de færreste af os, der kan sejle med en kajak, og det var dengang man kun havde denne lid til sig selv, at man flyttede efter fangstdyrene. I dag tager vi blot en flyver eller et skib og sejler fra det ene sted til det andet, og det er så arbejdspladserne, der har en stor indflydelse på, hvor folk bosætter sig, og det er så derfor jeg gerne vil sammenligne G60-politikken med den nuværende førte politik, og uanset hvor stærkt man prøver på at tilbagevise det, så er der ikke noget tvivl om det, hvorfor jeg har brugt det som et eksempel her fra talerstolen.
Atassuts ordfører gjorde det klart, at den udvikling, der sker i den store virksomhed Royal Greenland, og netop dette har jeg op til flere gange påpeget, nemlig produktudviklingen i Grønland. F.eks. hellefiskeområderne, eller bygder som har hellefisk, der mangler de arbejdspladser, mens der bliver etableret arbejdspladser med mange millioners investering og det kan man ikke blive ved med at acceptere, hvorfor jeg stærkt støtter de bemærkninger, som er kommet fra Atassuts ordfører, hvor man anmoder om, at man tager en henvendelse til Royal Greenlands bestyrelse, fordi man ikke blot kan udføre hellefiskene kun ved at skære hovedet af den og så sende den til videre produktion andre steder.
Centraliseringen betyder somme tider også udsmid, ligesom der også bliver brugt en masse penge til transportmidler, som ellers helt sikkert kunne have været brugt til andre ting, blandt andet til bygdeudviklingen. Der er alt for mange bygder, hvor man blot har indhandlingsstedet for hellefisk. Og selv om man til dels også har sagt, at de nævnte produkter på et eller andet tidspunkt også vil fortsætte, men vi må udnytte dem, så længe vi har dem og drager nytte af dem, men samtidig under respekt for, at man ikke udrydder dem. Men som før nævnt, så må vi benytte os af dem som produkter. Men Landstinget har før været inde på og gået ind for, at man udnytter de grønlandske produkter og ikke blot bruger en masse kræfter på at flytte produkterne fra det ene sted til det andet.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Og så er det Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, og jeg vil bede om, at det gøres ganske kort, da der er flere, der har bedt om at få ordet.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit:
Landsstyret tager vores forfædre som eksempler. De flytter og følger fangstdyrene og mulighederne.
Vi må stoppe dette forsøg på at føre os lyset. Vi bestemmer i dag Ahvor fangsten skal være.” Vores fangere i dag producerer ikke af de fangster, som de kommer hjem med, men de forsyner jo byerne med råvarer. Vi skal rette en tak til Siumuts ordfører, fordi han fremkommer med nogle udtalelser, der ikke bare følger Landsstyrets svarnotat, men tager de forskellige problematikker op. Når vi ser på debatten omkring G-60, så skal man bemærke, at forslagsstilleren nævner G-60 med et eneste ord. Det er Landsstyret i deres svarnotat, der kom ind på det. Det kan da være, at forholdene minder så meget om G-60 forholdene, at de prøver at benægte, at der foregår initiativer, der ligner G-60 politikken.
Landsstyremedlemmet kom ind på i sit svar, at man skal takke Siumut for alle disse ting, der blev fremlagt. Det er ikke kun Siumut, som man skal takke, det er det grønlandske samfund, som man skal rette tak til. Ordføreren lader som om, at vedkommende ikke ser på de faktiske forhold. Vi kan jo bare tage Maniitsoq som et eksempel. Maniitsuup borgmester var inde på de alvorlige forhold, der hersker, vi kom også ind på i vores indlæg, at Landsstyret har godkendt, at Polar Seafood etablerer en rejefabrik her i Nuuk, hvorimod nabobyen Maniitsoq, ikke får nogen opmærksomhed.
Man har eksporteret en del arbejdspladser fra Maniitsoq til Sisimiut. Hvis Siumuts ordfører ikke kan se det, så vil det være meget mærkeligt, og prøver at vurdere, at alt går ufatteligt godt. Han kom også ind på, at forholdene ville falde i hak med tiden, men vi vil ikke vente på, at det sker med tiden. Vi har her mulighed for at ændre tingenes tilstand, og vi vil i Inuit Ataqatigiit ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at der sker noget.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Vi ser, at landsstyreformanden har sagt det korrekt, vi siger undskyld. Når man kommer fra Østgrønland og prøver at benytte sig af det Vestgrønlandske, så kan det være meget svært. Der blev sagt, at rejefabrikken i Qeqertarsuaq, det der skal have stået her, det er fabrikkens afdeling for rejer. Det er korrekt med årstallet 1999-2000. Derfor mener jeg ikke, at man kan vurdere os for at have taget fejl.
Landsstyremedlemmet for økonomi nævnte den landstingsbeslutning i 1990, men hvis man ikke har gennemført tiltagene efter hensigten i den beslutning, så må vi se på det igen, der er nogen ting, der er skæve. Jeg kom frem med tal, som vi ikke kan undvære i vores vurdering. I løbet af 17 år er der flyttet ca. 3.860 til Nuuk. Jeg tog det som et eksempel. .Hvis en sådan en flytning fortsætter, så vil man aldrig nogensinde kunne følge med, uanset hvor meget man bygger af nye boliger.
Og vi kan jo også blot tage et eksempel, vi der har været medlemmer i Landstinget i snart 20 år, den første valgperiode var der ikke noget suaq, men i dag er Nuussuaq blevet den største bygd i Grønland. Der er der et tydeligt eksempel på, at der flyttes for meget til Nuuk. Landsstyremedlemmet besvarede ikke mit spørgsmål, uden at nævne navne på byer, så er der visse rige byer. I dag bygger man boliger efter 60-40 modellen. Man kunne også tænke sig, at denne finansieringsmodel kan ændres, således at kommunen betaler ud fra de midler, som kommunen har i kommunekassen. Det vil jo også være en fordel, for de kommuner, der har evnen til det, f.eks. Nuuk.
Det kan være, at hr. Lyberth ikke helt har forstået indholdet af forslaget, og Karl er heller ikke ansvarlig for, hvad jeg vil sige. Jeg har gennemgået forslaget, og så ud fra det formuleret mit indlæg. Man kan jo ikke lade som om, at der ikke er skæve forhold i Grønland, for hvis vi gør det, så flygter vi fra vores ansvar. Tak.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Jeg skal anmode om, at debatten her ikke bliver en dialog imellem de enkelte landstingsmedlemmer men at man fremover kommer med klare budskaber til samfundet. Og så er det Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit:
Først skal jeg sige, at man muligvis under den fremadrettede debat, at blandt andet Landsstyret har haft for lidt kendskab til de faktiske forhold i Grønland.
Jeg mener, at man skal opdele økonomien i 2 områder: Først erhverv baseret på fiskeri, og for det andet: De offentliges virksomheder. Vi har kun fiskeriet, og de offentlige virksomheders indtjening. Fiskeriet går nedad. Torsken er forsvundet, også i vores kommune, hvorimod, fordi man ikke har udbygget de offentlige virksomheder, så opstår der et kæmpe problem. Vi har ellers været enige om i 1993 at få det løst politisk, der bliver flere kommuner, som kommer til at opleve det samme. Hvis man ikke spreder de landskassefinansierede virksomheder, så sker det altså. Vi må gå bort fra den store koncentration, der skal ske en koordination af udviklingen, derfor er Landsstyrets påstand om, at vi alle har mulighed for at bosætte os der, hvor vi ønsker det, det er ikke helt korrekt. Den sidste taler kom ind på, at vi her i Landstinget beslutter til hvilken by vi skal flytte. Jeg har på et tidligere tidspunkt brugt min egen kommune som et eksempel.
Der er omkring 70 boliger, der står tomme, og Landskassen bekoster driften af disse tomme boliger. Og på den anden side koncentrerer man arbejdspladserne her i Nuuk, selvom landsstyremedlemmet for økonomi siger, at vi misunder Nuuk. Vi må tværtimod sige, at SIK-uddannede er nødt til at vente på en bolig i op til 14 år, hvorimod medarbejdere i Hjemmestyrets virksomhed blot i løbet af 3-4 måneder får tildelt bolig.
Vi må væk fra sådanne forhold, vi må under alle omstændigheder koordinere udviklingen i Grønland. Det kan være, at Landsstyret har gode intentioner, men Landsstyret har også en pligt til at debattere problemets kerne. Som sagt forsvandt torsken og rejebestanden er faldende. Jeg skal også nævne for Karl Lyberth, at det undrer mig, at sidste år under samlingen kom han ind på, at Royal Greenland udvikler virksomhederne i udlandet i stedet for at gøre det her i landet.
Men nu er det lige som om han har vendt bøtten om, vi må være forsigtige med at føre en sådan politik. Hvis udviklingen i samfundet ikke koordineres, og ikke tilpasses faktiske forhold, så vil vi aldrig nogensinde komme over de problemer, vi har i dag. Det kan være, at vi her i debatten har gode intentioner i Landstinget, men Landsstyret har en helt anden retning. Vi har de to grundpiller, det er fiskeri og de offentlige virksomheder. Der må skabes nytænkning også ud fra fremkomne løsningsforslag.
Hvis man ikke gør det, så har vi en meget værre fremtid. Koncentrationen vil vokse fremover. Man må se på den aftale, som koalitionen har indgået, hvor de har aftalt, at man skal prøve at sprede arbejdspladserne så vidt muligt. Hvis det ikke bliver realiseret, så bliver forholdene meget dårligere. Med hensyn til Siumuts bemærkninger, ja, Skipperskolen blev flyttet til Paamiut, hvorimod det eneste skib, som Søfartsskolen har, blev nedlagt, og dermed har vi også mistet en mulig arbejdsplads i forbindelse med flytningen af Skipperskolen til Paamiut. Tak.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Der står stadig to, der har ønsket ordet udenfor partiernes ordførere. Først er det Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, Derefter Hans Enoksen, Siumut, og til sidst en besvarelse fra landsstyremedlemmet fra Fiskeri
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til debatoplægget her, så er det klart, at uanset hvor i Grønland man bor, så er det hensigten, at man skal have lige mulighed for udvikling og forhold netop for at opnå lige vilkår for alle i Grønland.
Og indledningsvis så taler man kun om byerne, og jeg vil blot minde om, at der er mange bygder i Grønland, og disse bygder koster langt mindre i drift i forhold til de store byer. Der er ingen boligbyggeri for en masse tilkaldte i bygderne, der er ingen træk og slip i bygderne, dog har bygdebefolkningen opnået langt mere lykke, når de får mulighed for at finde sig et arbejde i deres bygd.
I de seneste år, hvor man flyttede en masse arbejdspladser, som flytter, og disse arbejdspladser, som det offentlige har etableret for år tilbage, og når det offentlige også fjerner dem, så er det stadig det offentliges job at finde erstatninger for disse arbejdspladser, ligesom det er blevet lovet af Landsstyret, selvom det konkret er blevet til meget få. At man skal nedsætte selskabernes udgifter, det er korrekt, men vi har jo været nødsaget til at flytte befolkningen i takt med selskaberne.
Det er korrekt, at Tele Greenland ikke har fået økonomisk gavn af at blive flyttet til Qasigiannguit, men det har været til gavn for Qasigiannguit, og det samme gælder flytningen af Sulisa til Maniitsoq. Det har ikke været givtigt for selve Sulisa, men det har været til nytte for Maniitsoq, og det samme med Søfartsskolen til Paamiut. Det har været billigere, men det har også været til gavn for Søfartsskolen. Når vi flytter til større byer, så er der ingen tvivl om, at det koster mange penge fordi det også koster en masse anlæg af boliger. Hvad så med de arbejdspladser, som man flytter.
De medtager som regel deres medarbejdere, og de får så boliger og springer som allerede eksisterer i en given by, og det er ikke på sin plads, at man flytter virksomheder til større byer, idet de jo allerede har større virksomheder. Ved at man gør en udvikling mere ligelig for hele Grønland, vil betyd en lykkeligere befolkning som helhed, og man har jo tidligere været inde på, at fangstdyrene har været dem, som man fulgte efter, det er jo også korrekt, og det er netop fangstdyrene som vi på mange måder må tilskud til. Vi ved, at et sundt menneske er et menneske, som gerne vil kunne forsørge sin familie, og vi kan heller ikke komme udenom, at kommunerne også gerne vil deltage i selve udviklingen, og det betyder så også, at kommunerne skal have mulighed for at kunne være med til at hjælpe deres befolkning.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Jeg skal lige minde om, at de der får mulighed for at tale udenom ordførerne, de har en 5 minutters taletid, og derefter 3 minutter, og så er det nu Hans Enoksen, Siumut, der har bedt om at få ordet.
Hans Enoksen, Siumut:
Det er fordi man angriber de store byer så meget og fordi man prøver at påvirke lytterne og de der sidder her, at Landsstyret kun udvikler disse store byer.
Det er ingenlunde tilfældet. Borgerne i disse byer har været med til at starte udviklingen med hårdt slid og hårdt arbejde, eksempelvis, i Sisimiut som jeg er mest bekendt med. For at tilkalde virksomheder, så har kommunen og borgerne ved store ofre sørget for, at der kommer virksomheder. Boligerne er sikret, børnepasningen er sikret for den der gerne vil komme udefra med arbejdspladser.
For de er bekendt med, at hvis de ikke gør det, så vil udviklingen ikke igangsættes. Kun ved at gøre det på den måde, kan de få de penge, der er nødvendige til samfundsudviklingen. Det er ikke på sin plads at sige, at det er først nu, at man har haft problemerne i dag. Man burde have været opmærksom på det på et tidligere tidspunkt. Hvis vi blot sidder med hænderne i skødet, så ser det sort ud for visse kommuner. Så derfor er det ikke helt korrekt, at man kun udvikler visse store virksomheder og byer.
Jeg håber, at I også vil være med til at sprede udviklingen, og jeg er ikke i tvivl om, at Landsstyret ikke har til hensigt at forringe borgernes levevilkår, tværtimod skal vi alle arbejde for forbedring af levevilkårene. Det er ikke sådan, at det kun er de store byer, der bliver udviklet af Landsstyret. Det er befolkningen selv, der har igangsat denne udvikling ved hårdt slid og arbejde, og jeg er ikke spor i tvivl om, at vi alle ønsker, at der skal være lige vilkår i hele Grønland. Tak.
Paaviaaraq Heilmann, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst, Erhverv og Landbrug
Ganske kort. Manasse Berthelsen; Inuit Ataqatigiit, kom ind på, at Landsstyret har godkendt etableringen af en rejefabrik for Polar Seafood her i Nuuk. Og man fortsætter med, at Landsstyret ikke har sikret arbejdspladser i Maniitsoq. Jeg skal understrege, at man med hensyn til beskæftigelsessituationen i fabrikken i Maniitsoq, at Landsstyret også i den sammenhæng har taget nogle initiativer for at skabe beskæftigelse. Tak.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Så er det Ruth Heilmann, der får ordet. Og der er der også 5 minutters taletid i forbindelse med 2. gang.
Ruth Heilmann, Siumut:
Det bliver ganske kort. Først til Landstingets formand, som sagde, at man ikke skal tale om enkeltpersoner her.
Og her skal jeg blot understrege, at jeg måske har talt som borgmester her, som Manasse måske fik sine bemærkninger til at lyde, men jeg bruger talerstolen her som medlem af Landstinget, og Hans Enoksen var også inde på, at de der anstrenger sig, ligesom får en belønning, og jeg skal blot ham tillykke, fordi Sisimiutborgerne har anstrengt sig. Men man har også anstrengt sig andre stedet. Og jeg håber så på, at man ud fra det standpunkt, vi nu er nået frem til, prøver på at tænke nyt, og så arbejder videre derfra, fordi vi også lægger vægt på, at det er noget nyt. Jeg ønsker jo, at vi også tænker på de byer, som måske er blevet overset, og det er det, som jeg gerne vil give udtryk for.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
Landstingets formand har jo givet udtryk for, at vi ikke kommer ind på enkeltheder, og blot kommentere to små ting, fordi der er to ting, man primært samler sig om og tænker på Qeqertarsuaq, Maniitsoq og Paamiut, og det er dem man bliver ved med at vende til, og dets udvikling.
Som man ved har man også gjort ved Maniitsoq med hensyn til Sulisa og kommunalbestyrelsen er godt klar over, at Royal Greenland i samarbejde med private arbejder for en fuld udnyttelse af eksisterende anlæg, således at man også gør en masse for arbejdspladserne på stedet. Og der er ingen stilstand i Maniitsoq, og man gør alt for at bevare arbejdspladserne.
Med hensyn til Paamiut så er vi glade for, at vi har kunne sikre arbejdspladser i Paamiut, og gennem en deling af hellefiskene nordfra, har man fundet en ordning, således at man transportere produkterne nordfra til Paamiut, og jeg er ked af, at Qeqertarsuaq samarbejde med private ikke er lykkedes, og vi er også ud fra de krav, der er blevet stillet, også i færd med at finde en løsning for Qeqertarsuaq. Landsstyreområdet for Erhverv i samarbejde med Nuka A/S nu finder muligheder for at sælprodukter og Uvaq.
Jeg nævner alle disse ting, fordi der er ingen der står stille og prøver på at finde løsninger for samtlige, og man skal ikke være i tvivl om, at det underskud på 157 mio.kr. som Royal Greenland havde sidste år de første 4 måneder. Det har betydet, at de har stillet store krav både til bestyrelsen og selve koncernen som sådan, for at det ikke skulle blive en byrde for samfundet. Det minder jeg lidt om igen, fordi arbejdet ikke har været så lige til. Jeg er også glad for, at Hans Enoksen også var inde på, og jeg ved også, at flere kommuner også gør tilsvarende, nemlig de initiativer, som kommunalbestyrelserne selv tager for at komme over problemerne, og det har Sisimiut også gjort, og det er så ud fra de henvendelser, som de selv foretager sig, om samarbejde, man samarbejder med dem.
Og jeg skal selv personligt sige, at jeg glæder mig til, at denne landsplansudviklingsdebatter, som vi før har haft, som ellers har været stille, det vender vi tilbage til, og dette debatoplæg er også klart som Landsstyret skal fremlægge, og det er også vigtigt at man også kommentere det her fra salen.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:
Jakob Sivertsen fra Atassut efterlyser et spørgsmål, som han har stillet og som ikke er blevet besvaret, nemlig at de større selskaber skal deltage i højere grad i boligbyggeriet, og det kan jeg kommentere ganske kort.
Landsstyret har gjort noget, og det kan jeg bevise ved at man har nedsat et hurtigt arbejdende udvalg i Nuuk, og det har allerede udarbejdet en betænkning, og Landsstyret nedsatte et udvalg med en sammensætning fra personer udpeget fra Landsstyret og kommunen, og problemet har været , at man skal finde en hurtigere løsning på boligproblemet, at Nuuk som en rig by burde deltage i arbejdet. Og netop dette arbejde, som blev igangsat blev hilst velkommen af kommunalbestyrelsen i Nuuk, og resultatet er så, at den store boligmangel i Nuuk skulle man finde en hurtigere løsning på, og der bemærker jeg, at Inuit Ataqatigiit også er med, hvilket jeg er glad for, og jeg skal blot henvise til den bog, som jeg holder frem, og dermed også svar på det, der bliver efterlyst.
Men det nedsatte udvalg er fortsat med sit arbejde, og er nu i færd med at drøfte nogle andre punkter, som man kan samarbejde om. Jeg vil også lige kommentere Lars Sørensen og Maliinannguaq M. Mølgård, hvor jeg først vil kommentere Lars Sørensen, og jeg forstår hans følelse af at være overset, fordi befolkningstallet er nedadgående, men såfremt man tror, at Landsstyret ikke har gjort noget. Skipperskolens afdelinger i Ilulissat og Nuuk, de er blevet flyttet til Paamiut, og det er heller ikke tilstrækkeligt med det. Det er blot en ting som eksempel på, at man ikke kun har siddet stille og set på. Som et andet eksempel skal jeg nævne, da vi her for et par år siden drøftede flytningen af flådestationen i Grønnedal, da Paamiut en løsning, men desværre kom det ikke op at stå i sidste øjeblik.
Med de angreb, som Landsstyret har været igennem, der skal jeg lige kommentere, hvor man primært angriber Siumut, og Maliinannguaq var inde på, at man ikke har gjort meget for bygderne. Dem der har arbejdet mest for yderdistrikterne er netop Siumut og Atassut. I år har koalitionen taget initiativer omkring sælproduktion i Nanortalik, ligesom Landsstyret også har opnået anlæggelse af en lufthavn i Avarnarsuaq med myndighederne i Danmark, ligesom der er taget initiativer til hellefiskefangst i Nordgrønland. Noget som Lars Sørensen også har været inde på, nemlig decentraliseringen som koalitionen er blevet enige om, det er ikke helt korrekt, hvilket er blevet bevist ved at man har flyttet Sulisa fra Nuuk til Maniitsoq her tidligere på året, hvilket jeg blot har kommenteret på den måde, og de nævnte byer, som Josef T. Motzfeldt også var inde på, og så ud fra det, så mener jeg, at man ikke bør gentage det som landstingsmedlem Hans Enoksen har fremsat, idet jeg mener, at vi også bør være opmærksom på, at kommunerne selv bør tage nogle initiativer op.
Og det vil også være på sin plads at man har været inde på folkevandringerne. Og det er korrekt, at kommunerne har haft en nedadgående befolkningstal, mens resten af kommunerne har fået befolkningstilvækst. Det er ikke kun de store byer, der får befolkningstilvækst, men det er ca. halvdelen af kommunerne, der har fået befolkningsnedgang, og de tal kan ses i den udgivelse der er udkommet her for et par dage siden.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Udenom partiordførerne er det Johan Lund Olsen, der nu får ordet.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit
Tak. Jeg har ganske korte bemærkninger. Selvom det er en interessant debat, der foregår her, så fremgår det på nuværende tidspunkt, at der er enighed langt hen ad vejen, og visse ting man er uenige om, og der sker hele en gentagelse af det der er blevet sagt, så foreslår Inuit Ataqatigiit, at Landstinget går videre til det næste punkt med følgende ordlyd, og det vil jeg læse op: AI henhold til § 43 i Landstingets forretningsorden tager Landstinget følgende beslutning og går videre til det næste punkt på dagsordenen.
For at standse den store koncentration i disse år i visse byer og da det er nødvendigt at udvikle andre byer erhvervsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt, beslutter Landstinget, at der skal banes vej for fortsat erhvervsmæssig regional udvikling. Endvidere beslutter Landstinget, at der nedsættes et hurtigt arbejdende udvalg, som skal udarbejde en betænkning til Landstinget. Denne betænkning skal fremlægges og tages stilling til under nærværende forårssamling. Det er vores forslag, og som sagt er det forskellige holdninger, som man er begyndt at gentage, og specielt Atassut, Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet er nogenlunde enige, og for at kunne gå videre, så finder vi det nødvendigt, at Landstinget tager en konkret beslutning, for at vi kan gå videre til næste punkt på dagsordenen. Og det er det vi anmoder om. Og vi vil også uddele det til både Siumut, Atassut og Kandidatforbundet.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
I henhold til § 24 er der mulighed for at gøre det. Jeg skal hermed spørge, om man er enig i det der er fremlagt, og at vi så tager en afstemning, såfremt at man er enig i, at man gør det. Og det skal meddeles, at vi afbryder mødet 15 minutter, hvorefter afstemningen kan ske.
Mødet genoptaget, og Laanguaq Lynge har bedt om ordet,
Laanguaq Lynge, Siumut:
Med hensyn til at gå videre til næste punkt på dagsordenen skal vi herved fremlægge Siumuts og Atassuts forslag, og det er hermed afleveret ti l formandskabet.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Landstinget tager Landsstyrets besvarelse til punkt 60 til efterretning, og går ud fra, at man vender tilbage til disse spørgsmål i forbindelse med Landsplansredegørelsen, og dermed går Landstinget videre til det næste punkt i dagsordenen.
Der er fremsat et ændringsforslag. Inden vi stemmer om dette forslag, så har Inuit Ataqatigiit, Johan Lund Olsen bedt om ordet.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Det vi har erfaret, som er meget vigtigt, er, at Atassut har tilbagetrukket alle de ting, som de har fremført ved deres ordfører Jakob Sivertsen.
Derfor, hvis man skal sige det hårdt, så har Atassut i forhold til det foreslåede ligesom har smidt deres bemærkninger i papirkurven. Jeg mener, at Atassut nøje bør overveje, når vi skal behandle Landsplansredegørelsen, at Atassut skal overveje det i forbindelse med behandlingen af Landsplansredegørelsen, og jeg håber, at Atassut også kan fremkomme med en klarmelding her fra talerstolen.
Jakob Sivertsen, Atassut:
Man husker nok de afsluttende bemærkninger i vores ordførertale som andre partier har været inde på. Der fremgår det klart, da dette oplæg som er meget interessant formentlig yderligere vil blive berørt, når Landsstyret fremlægger Landsplansredegørelsen, slutter vi hermed vores bemærkninger fra Atassut. Derfor vil vi stemme for det fremlagte, fordi vi finder det nødvendigt, at man går videre med det.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til Siumuts og Atassuts forslag kan vi kort bemærke, at det de er henvist, vil blive behandlet under punkt 10. At redegørelser ikke medfører beslutninger i Landstinget, og det vil jeg blot minde om.
Anders Andreassen, Landstingets formand:
Først skal vi stemme om ændringsforslag fra Siumut og Atassut, og det har følgende ordlyd: Landsstyrets besvarelse til punkt 60 tager Landstinget til efterretning og går ud fra, at man i forbindelse med dagsordenens punkt 10, Landsplansredegørelsen, at man vender tilbage til disse ting, således at man i henhold til § 43, i Landstingets forretningsorden går videre til næste punkt på dagsordenen.
De der stemmer for forslaget, bedes rejse sig. 22.
Og de, der stemmer imod, bedes rejse sig. 6.
De der undlader at stemme, bedes rejse sig. 1.
Således er Siumuts og Atassuts forslag vedtaget, og således kan vi også gå videre til det næste punkt på dagsordenen.