Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenes punkt 44-2

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 27. oktober 1998

 

Dadordenens punkt 44

Forslag til Landstingsforordning om ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption,

2. behandling.

Maliinannguaq M. Mølgaard, Inuit Ataqatigiit:

 

Hermed vil jeg fremsætte forslag om hjælp til gravide 1 måned før fødsel, som er henvist til at rejse fra familie, mand og børn på grund af mangel af jordemødre.

 

Her tænker jeg på betaling af rejse for mand eller nærmeste i familien under graviditet eller ved fødsel afholdt af Sundhedsvæsenet. Mangel på jordemødre i dag er så belastende, at det ifølge sidste tal er det kun ansat 6 jordemødre, hvorimod man har behov for 23. Med hensyn til at forholdene ikke forbedres i de seneste år og en øjeblikkelig løsning ikke er forude, er det nødvendigt med en ekstraordinær handling.

 

Graviditet og fødsel medfører mange følelsesmæssige belastninger, og derfor er det helt vigtigt, at den gravide skal opholde sig i trygge omgivelser. Derfor er det aldeles at gravide, der er henvist til at rejse fra deres familier og vante omgivelser, tilbydes at være sammen med deres nærmeste. Det er ikke den gravides ønske at rejse væk og føde, derfor bør man åbne mulighed for, at ægtefællen eller anden nærmeste familie kommer til stede ved at få betalt rejsen af det offentlige.

 

Man må nok henvise til, at kommunerne afholder udgifterne, men man kan ikke regne med, at kommunerne vil kunne betale, da mangel på jordemødre er uden for kommunernes ansvarsområde. Det er kendt, at ikke alle kommuner har lige økonomiske muligheder. Den gravide må kunne kræve, at mindst 1 i familien til stede under fødslen. Gravide, som er henvist til at rejse til et andet sted og føde er ofte nødt til at bruge deres orlov efter fødslen, andre bliver nødt til at bruge deres berettigede feriedage.

 

Dette kan ikke accepteres, idet nogle gravide, som skal føde i deres hjemby, kunne arbejde helt frem til fødslen og dermed fuld udnytte deres barselsorlov efter fødslen. Den ufrivillige rejse for at føde 1 måned før fødslen bør ikke medføre anvendelse af barselorlov og feriedage. Man må sætte alle kræfter ind for at forebygge manglen af jordemødre til enhver tid, og mit forslag forudsætter naturligvis anvendelse i perioder, hvor der er mangel på jordemødre. Jeg ved også at mange gravide fra bygder, har måtte lide under disse vilkår i mange år.

 


Forbedring af disse vilkår omfattes også i dette forslag. Vi betragter børn som Grønlands fremtid, og hvis vi skal tilbyde disse trygge omgivelser under deres første opvækst bør vilkårene for forældrene også være så vidt muligt det bedste. Tak.

 

Finn Karlsen, Formand for Social- og Arbejdmarkedsudvalg, Atassut

 

Betænkning afgivet af Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg vedrørende forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet barsel og adoption afgivet til 2. behandling af forslaget.

 

Landstingets Social- og Arbejdsmarkedsudvalg har efter Landstingets 1. behandling gennemgået ovennævnte forslag med bemærkninger.

 

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget finder det positivt, at landsstyremedlemmet på indeværende samling nu fremsætter forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

 

Baggrunden for dette forslag er blandt andet et medlemsforslag om forlængelse af barselsorloven for tvillingeforældre, som tidligere har været drøftet i Landstinget.

 

Formålet med forslaget er at forbedre forholdene for forældre, der får to eller flere børn samtidig, hvilket et enigt udvalg fuldt ud støtter.

 

Et enigt udvalg tilslutter sig derfor det pågældende forslag, som for det første giver mulighed for en forlængelse af moderens barselsorlov efter fødslen med 4 uger fra 14 til 18 uger. Og som for det andet giver mulighed for en udvidelse af forældreorloven fra 6 til 10 uger, således at forældre til to eller flere samtidig fødte børn i fællesskab kan disponere over denne del af den forlængede orlov.

 

Med disse bemærkninger indstiller et enigt udvalg, at forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption overlades til Landstingets videre behandling i den foreliggende form.

 

Mikael M. Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Offentlige Arbejder:

 

Landstingets social- og arbejdsmarkedsudvalg har behandlet forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption og er fremkommet med en betænkning.

 

Af betænkningen fremgår det, at et enigt udvalg støtter forordningsforslagets intentioner, at forbedre vilkårene for de forældre, der får to eller flere børne samtidig. Et enigt udvalg tilslutter sig således, at moderens barselsorlov i disse tilfælde forlænges fra 14 til 18 uger, og at det sker med virkning fra 1. januar 1999. Et enigt udvalg tilslutter sig også, at den forældreorlov, der ligger efter moderens barselsorlov og som i gældende forordning er på 6 uger, forlænges til 10 uger for de forældre, der får mere end et barn samtidig.

 

Landsstyret er enige i udvalgets bemærkninger, og skal på denne baggrund foreslå, at forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. dagpenge ved graviditet, barsel og adoption går videre til 3. behandling i sin nuværende form.


Landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgaard har fremsat forslag om hjælp til gravide, som 1 måned før fødsel er henvist til at rejse fra familie, mand og børn på grund af jordemodermangel. Forslaget er af Landstingets formandskab blevet henvist til behandling til behandling under 2. behandling af forslag til ændring af Landstingsforordning om orlov m.v., dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

 

Det anføres i forslaget, at der tænkes på betaling af rejse for mand eller nærmeste, idet det er vigtigt, at den gravide kan opholde sig i trygge omgivelser. Der henvises til, at det ikke er den gravides ønske at rejse, men at jordemodersituationen gør det nødvendigt i mange tilfælde. Endelig peges på, at mange gravide fra bygder har måtte lide under sådanne vilkår i mange år, og at en forbedring af disses vilkår også er omfattet af forslaget.

 

I henhold til de nugældende regler, der findes i Sundhedsdirektoratets cirkulære nr. 8 af 29, marts 1995 om henvisning af patienter til undersøgelse og behandling uden for hjemsygehus ydes der ikke-faglig patientledsagelse. Til børn under 12 år, hvor forældre eller anden nærtstående person kan ledsage og i livstruende situationer, og ikke mindst til dine børn under 2 år, der kan følge med moderen.

 

Det fremsatte forslag vil få økonomiske konsekvenser. En beregning af de økonomiske konsekvenser forudsætter en undersøgelse af behovets omfang samt en vurdering af forslagets indvirken på behov for andre ydelser som tabt arbejdsfortjeneste m.v. Landsstyret undersøger gerne det økonomiske og juridiske konsekvenser i et samarbejde mellem sundhedssektoren og den sociale sektor.

 

Anders Andreassen, Landstingets formand

 

Vi går nu over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut.

 

Ruth Heilmann, Siumut:

 

Betænkningen er afgivet af Landstingets social- og arbejdsmarkedsudvalg vedrørende forslag til Landstingsforordning om ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, 2. behandling, og som bygger på Siumuts forslag, støtter vi fuldt ud fra Siumut.

 

Ifølge forslaget vil forældre til tvillinger eller flere nyfødte få bedre vilkår i forhold til i dag, idet deres orlov vil blive forlænget med 4 uger. Fra Siumut har vi altid lagt vægt på at arbejde hen imod at forældre til små børn i videst muligt omfang lever tæt sammen med deres småbørn, at denne mulighed forlænges løbende, hvilket landsstyremedlemmet også giver klart udtryk for i sit svar. Fra Siumut er vi tilfredse med dette, og takker for denne holdning. Derfor skal vi fra Siumut henstille, at forslaget overgår til 3. behandling i den foreliggende form.

 


Endelig har vi god forståelse for Maliinannguaq M. Mølgaards udsagn om de alvorlige problemer, der følger af at den fødende skal rejse til en anden by med læge eller jordemoder. Det at føde et barn er en alvorlig sag, som involvere mange følelsesmæssige følger, hvorfor vi opfordrer til, at man udfolder helhjertede bestræbelser med henblik på at finde en løsning på området. Det er mest sundt og betryggende for barnet, moderen og familien at man føder i sin hjemby/bygd.

 

Med disse korte bemærkninger til dette emne takker vi fra Siumut for landsstyremedlemmets svar til dette emne til efterretning.

 

Jakob Sivertsen, Atassut:

 

Under 1. behandlingen af dette forordningsforslag fremsatte Atassut ingen ændringsforslag. Og vi skal heller ikke gentage vore bemærkninger fra den gang.

 

Endvidere har et enigt udvalg behandlet dette ændringsforslag, hvorfor vi ikke har yderligere bemærkninger til betænkningen. Med hensyn til Maliinannguaq M. Mølgaards forslag, og den besvarelse der er fra landsstyremedlemmet, har vi heller ikke nogle yderligere tilføjelser, da vi finder det tilstrækkeligt med de klare besvarelser, der kommer fra landsstyremedlemmet.

 

Med disse bemærkninger vil vi fra Atassut stemme for at det fremlagte forordningsforslag går videre til 3. behandling i sin foreliggende form. Tak.

 

Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit:

 

Idet jeg henviser til vore bemærkninger under 1. behandlingen af forslag til Landstingsforordning om ændring af Landstingsforordning om orlov m.v. dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, skal jeg hermed meddele, at Inuit Ataqatigiit fuldt ud støtter betænkningen fra Landstingets social- og arbejdsmarkedsudvalg.

 

Derfor vil vi stemme for, at forordningsforslaget overgår til 3. behandling i den foreliggende form. Fra Inuit Ataqatigiit er vi glade for, at Landsstyret i forbindelse med landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgaards forslag agter at undersøge de økonomiske og juridiske konsekvenser i et samarbejde mellem sundhedsområdet og socialområdet. Inuit Ataqatigiit forventer at forslaget bliver genoptaget i Landstinget, når undersøgelserne er afsluttet, således at der kan træffes en beslutning.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:

 

Jeg henviser til mine bemærkninger i forbindelse med 1. behandlingen. Jeg har også i forbindelse med 1. behandlingen påpeget en bestemt paragraf i forordningsforslaget.

 

Udvalget har ikke lavet særskilte bemærkninger til det, så jeg går ud fra, at man fastholder det, der står i forordningen. Med hensyn til Maliinannguaq M. Mølgaards forslag så foreligger der et helt konkret forslag, hvorfor jeg beklager, at der ikke blev fremsat et ændringsforslag i forbindelse med 2.behandlingen, fordi vi i henhold til vores forretningsorden, så er der jo mulighed for at fremsætte ændringsforslag, der afleveres skriftligt. Denne mulighed sker jo, fordi der er vanskeligheder indenfor sundhedssektoren. Det berører jo i høj grad familierne, og fra min side, synes jeg, at man ikke kan udsætte det forslag.

 


Derfor synes, at man må tage i mod landsstyremedlemmets besvarelse, fordi man vil igangsætte undersøgelserne omkring de juridiske og økonomiske aspekter. Dette arbejde er ellers af hastende karakter, også fordi det er et følelsesladet emne, og har indflydelse på visse personers arbejdssituation, men ikke desto mindre vil jeg henvisende til andre forhold, nemlig forlængelse af orloven, der vil jeg stemme for det fremlagte forslag.

 

Mikael M. Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked

 

Jeg siger blot tak til partiernes og Kandidatforbundets ordførere og bemærkninger. Jeg kan konstatere, at forslaget kan gå videre til sin 3. behandling.

 

Med hensyn til landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgaards forslag vil jeg kommentere de bemærkninger fra Kandidatforbundets side. I dag yder man hjælp ud far de muligheder, som de eksisterende regler giver, også specielt af hensyn til de børn, der bliver efterladt i hjemmet. Det er da korrekt, at vi mangler regler deromkring, derfor mener jeg at vi fra Landsstyret helt konkret har sagt, at vi vil undersøge disse ting i samarbejde med sundhedssektoren.

 

Det er vores forpligtelse indenfor det sociale område at yde bedst mulig hjælp til personer, der får behov det. Vi skal også altid huske på, at Socialvæsenet har sin økonomiske ansvarsområde og sundhedsvæsenet har sit område. Sundhedsvæsenet har jo ansvar omkring det sundhedsmæssige og jeg tror, at vi skal passe på med ikke at blande de to ting sammen. Til slut vil jeg endnu engang sige tak for den positive modtagelse forslaget har fået.

 

Maliinannguaq M. Mølgaard, Inuit Ataqatigiit

 

Jeg siger tak for Landsstyrets besvarelse, og jeg er glad for, at mit forslag ikke bliver helt afvist, men at man gerne vil undersøge de økonomiske og juridiske aspekter.

 

Det er jo et alvorligt problem, det drejer sig om her, og et af problemerne består i, at den der skal føde er nødt til at rejse 1 måned før. På den måde er man nødt til at bruge en del af den orlov, som ellers ligger efter fødslen, og nogle har endda måtte bruge deres ferie. Det synes jeg er en ting, som man skal rette op på, fordi forældrene skal have længst mulig tid til at være sammen med barnet efter fødslen, og specielt moderen til at amme.

 

Derfor må vi finde frem til løsninger af dette problem, her er det økonomien, der sætter sine begrænsninger, og man vil gerne have undersøgt hvor meget det drejer sig om. Man kan forestille sig, at man eventuelt betaler alene rejsen, for det ville alligevel være en aflastning for den, der er nødt til at rejse for at føde.

 

Og her er jordemodermanglen et centralt problem, og vi ved at vi har pensionerede jordemødre i dag, som eventuelt kan bistå, men der er nogen der er bange de måske vil miste deres alderspension, såfremt de begynder at modtage indtægter ved siden af. 

 

Man kan se på de forskellige spørgsmål, og jeg mener at vi må komme med yderligere overvejelser om, hvordan vi kan komme den store jordemodermangel til livs. Og vi må også tænke på, at vi må udnytte sundhedsudannelsescentret bedst muligt, såfremt vi skal undgå alle de tillægsbevillinger omkring Sundhedsvæsenet. Tak for besvarelsen.

 

Anders Andreassen, Landstingets formand:

 


Og vi skal holde afstemning. De, der stemmer for, at forslaget går videre i sin foreliggende form, som anbefalet af et enigt udvalg, bedes rejse sig. 30, det vil sige samtlige tilstedeværende. Ingen imod og heller ingen der undlod at stemme, således kan punktet gå videre til sin 3. behandling.