|
Dagsordenes punkt 24-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Daniel Skifte, landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger:
Jeg skal hermed på landsstyrets vegne fremlægge redegørelsen for ansættelsesformer i den offentlige sektor.
Redegørelsen er blevet til, efter debat herom i landstinget to gange. På baggrund af disse debatter koncentrerer redegørelsen sig om at vurdere ansættelsesformerne i forhold til den offentlige forvaltnings virkemåde og med særlig henblik på tjenestemandssystemet.
Jeg vil i forbindelse med fremlæggelsen af redegørelsen undlade at opsummere indholdet som sådan, idet landstingsets medlemmer henvises til den fyldige redegørelse og de anbefalinger landsstyret er nået frem til. I stedet vil jeg på vegne af landsstyret kort fremhæve de forhold, der ligger til grund for landsstyrets anbefalinger.
Baggrunden for landsstyrets anbefalinger, er de resultater og konklusioner, der har kunnet udledes af de tidligere drøftelser her i landstinget, sammenholdt med de konklusioner, der følger af redegørelsens undersøgelser og Ymenter.
Redegørelsen har været til høring hos de grønlandske kommuners landsforening og hos Nunattinni Atorfillit Kattuffissuat NAK. KANUKOKA´s bemærkninger er indarbejdet i redegørelsen, mens NAK´s bemærkninger på baggrund af høringssvarets meget pricippielle indhold, er vedlagt i sin helhed. Jeg finder det dog nødvendigt at knytte et par bemærkninger til NAK´s udtalelser.
For det første, skal jeg pointere, at det er på baggrund af landstingets egne ønsker, at redegørelsen er fremrykket et helt år. Det er klart, at havde man haft endnu et år, ville vi have opnået en større detailjeringsgrad i redegørelsen. Ligesom det havde været muligt, at inddrage organisationerne og andre interessegrupper direkte i arbejdet. Det er imidlertid landsstyrets opfattelse, at redegørelsens anbefalinger hviler på et solidt gennembearbejdet grundlag. Redegørelsens konklusioner og anbefalinger fraviger således ikke fra landstingets tidligere konklusioner, men fremstår som præciseringer af disse.
Det er netop redegørelsens overordnede overvejelser om den offentlige forvaltnings virkemåde, overvejelser og mere eller mindre fleksible ansættelsesformer samt overvejelser om ansættelsesformer, set i lyset af befolkningens sammensætning og uddannelsesmæssige forudsætninger, der fører til landsstyrets ret præcise anbefalinger.
Landsstyret har endvidere fundet det hensigtsmæssigt med den meget præcise gennemgang af ansættelsesformernes historik, herunder ikke mindst de overvejelser, der tidligere har været herom. Man bør eksempelvis spørge om, hvor vigtige forhold omkring for eksempel forvaltningens virkemåde eller arbejdsstyrkens uddannelsesmønster, der for ti eller tyve år siden var afgørende for valget af ansættelsesformer fortsat er aktuelle.
For at kunne træffe fornuftige fremadrettede valg, er det således nødvendigt at kende og forstå den hidtidige udvikling. Allerføst skal det understreges, at de ansatte i et demokratisk samfund selvfølgelig skal have medindflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår.
Det betyder ikke, at de cirka 10.000 offentligt ansatte i hjemmestyret og kommuner indenfor landsstyrets forhandlingsområde hver især skal forhandle med deres arbejdsgiver om deres løn.
Det vil hverken den enkelte eller samfundet være tjent med. Vi ønsker alle lige løn for lige arbejde, uanset hvor den ansatte kommer fra og uanset, hvor i landet den ansatte arbejder. Samtidig er lønudgifter en væsentlig omkostning for samfundet. Der udbetales lønninger for næsten 2 mia. kr. om året, alene indenfor landsstyrets forhandlingsområde, det betyder, at vi alle som borgere og skatteydere her i landet har en interesse i, at der er overblik over udviklingen i lønomkostningerne og at denne lønsum fordeles så retfærdigt som muligt.
Hensynet til den enkeltes optimale interessevaretagelse og til samfundsøkonomien tilsiger derfor, at løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter forhandling mellem den offentlige arbejdsgiver og de ansvarlige faglige organisationer.
Vi har i dag to ansættelsesformer, hvor vilkåene forhandles mellem landsstyret og de faglige organisationer, nemlig overenskomstansættelse og tjenestemandsansættelse. Til vurdering af, hvilken af de to ansættelsesformer, der er mest hensigtsmæssige i forhold til den måde, hvorpå den offentlige forvaltning bør virke, må man søge et svar på en række spørgsmål.
For det første; kan området tåle arbejdsnedlæggelser i konfliktsituetioner?
For det andet; kræves der særlig loyalitet fra den ansattes side og dermed særlig beskyttelse af den ansatte?
For det tredje; hvilken betydning har uddannelsesmønstret for valg af ansættelsesform?
Og endelig, for det fjerde; hvilken betydning har det for fremtidige valg af ansættelsesformer, at vi i dag har store grupper af såvel overenskomst-, som tjenestemandsansatte.
Landsstyret har på baggrund heraf anbefalet i hvilke situationer, man bør anvende henholdsvis overenskomstansættelsesformen og tjenestemandsansættelsesformen. For personalekategorier, hvor der i dag eksisterer en overenskomst som alternativ til tjenesteansættelsesformen, bør hovedregelen være overenskomstansættelse, det samme gælder for grupper, der i dag er tjenestemandsansatte og hvor der er ensartede formelle uddannelseskrav.
For denne gruppe forudsættes det dog, at en faglig organisation med hjemsted i Grønland søger at få forhandlingsret for den pågældende gruppe. Her kan eksempelvis peges på visse administrative stillinger som assistenter, overassistenter, kontorfuldmægtige og afdelingsledere samt lærere i folkeskolen og sygeplejersker.
Tjenesteansættelsesformen er mest velegnede for stillinger eller personalekategorier, hvor der til den ansatte er krav om ekstraordinær loyalitet overfor arbejdsgiver og hvor der samtidigt ønskes en særlig sikring af, at den ansattes embedsudøvelse finder sted uden politisk eller anden pression. Dette gælder særligt visse topchefsstillinger, som for eksempel direktør i hjemmestyret og kommunaldirektører.
Tjenestemandsansættelsesformen vil ligeledes i en årrække fortsat være mest hensigtsmæssig indenfor områder, hvor uddannelseskravene ikke er entydige. For allerede ansatte tjenestemand skal der ved stillingsskift, hvad enter der er tale om tilsvarende stilling eller avancestilling fortsat være mulighed for tjenestemandsansættelse. Som det vil ses i rapportens historiske gennemgang, synes der ikke hidtil at have været en bevidst overordnede strategi ved valget af ansættelsesformer. Ofte synes tilfældige midlertidige forhold at have været afgørende for valg af ansættelsesformen.
Det er landsstyrets forhåb og intension, at valg af ansættelsesformer fra nu af sker, efter velovervejede og vebegrundede afregninger. Dette skal ses i lyset af, at hjemmestyret og kommunerne skal rekruttere, fastholde og udvikle den fornødne arbejdskraft, tjent på bedste vis at servicere borgerne. Samtidig hermed skal prisen for den arbejdskraft være samfundsøkonomisk ansvarlig og retfærdig i forhold til de enkelte personalekategorier.
Med disse korte bemærkninger, skal landsstyret overlade redegørelsen til landstingets drøftelse, idet landstinget anmodes om, at tilkendelse om landstinget kan tilslutte sig de kriterier for valg af ansættelsesform, der fremgår af redegørelsen. Hvis landstinget kan tilslutte sig redegørelsens anbefalinger, vil landsstyret tage det nødvendige skridt for at føre anbefalingerne ud i livet.
Laannguaq Lynge, ordfører for Siumut:
Tak. Siumut finder den forelagte redegørelse om de forskellige ansættelsesformer i den offentlige sektor, er en fortsættelse af redegørelsen fra 1997 om tjenestemandssystemets anvendelse samt sammensætningen af de ansatte i hjemmestyreadministrationen.
Redegørelsen afdækker klart de forskellige i dag anvendte ansættelsesformer. Anvendelse af tjenestemandssystemet blev bragt på bane i 1976, da dengang landstingsmedlem hr. Jonathan Motzfeldt, nuværende landsstyreformand, Siumut fremkom med forslag herom. I dag forelægges en meget gennemgribende redegørelse om ansættelser og ansættelsesformer i den offentlige sektor. I Siumut er vi glade for en så gennemgribende redegørelse. Vi mener, at redegørelsen bør anvendes godt hos de personer, der skal arbejde med reform indenfor arbejdsmarkedet.
Uden at komme nærmere ind på de enkelte ansættelsesformer, lægger vi mærke til, at der er gjort nøje rede for den uddannelsesmæssige baggrund hos de personer, som er tjenestemandsansat eller ansat på anden måde.
Fra Siumut har vi god forståelse for og støtter landsstyrets bestræbelser på konkret at smidiggøre fremtidige ansættelser. I samme forbindelse fastholder vi fra Siumut, at der skal være lige løn for lige arbejde. Selvom fødestedskriteriet er afskaffet, er der fortsat behov for at kæmpe for bedre vilkår for de ansatte. Af redegørelsen fremgår, at det er landsstyrets målsætning at realisere dette gennem de kommende lønforhandlinger. Dette støtter vi fuldt ud, da dette stemmer overens med Siumut´s arbejdsmarkedspolitik.
Vi er ligeledes enig med landsstyret i, at tjenestemandssystemet ikke bør fjernes i hud og hast i relation til de stigende antal veluddannede. Fra Siumut mener vi, at landsstyret skal gives bemyndigelse til at bestemme i hvilket tempo tjenestemandssystemet skal afvikles, i takt med stigende antal veluddannede hjemmehørende i samarbejde med forhandlingsparter. Siumut skal opfordre landsstyret til at fremlægge redegørelse for status i 2001.
Da vi sidste år behandlede redegørelsen om tjenestemandssystemet henstillede vi, at man arbejder på at gå bort fra tjenestemandsansættelser. Denne holdning fastholder Siumut, men mener samtidig, at man må gå grundigt og velovervejet til værks. Derfor kan vi i Siumut overveje, at tjenestemandsansatte i centraladministrationen og kommunaldirektører fortsat kan være tjenestemænd. Og vi er enig i, at hidtidige tjenestemænd, som skifter til en anden stilling eller opnormeres bør beholde deres tjenestemandssttus. Danmark er allerede begyndt at gå bort fra tjenestemandssystemet. Lærere, som fortsat er tjenestemænd her i landet bliver overenskomstansat i Danmark.
For at undgå problemer med ansættelse af lærere her i landet, skal vi fra Siumut anbefale, at landsstyret gives bemyndigelse til at forhandle lærerlønninger i relation til de givne overenskomster i Danmark, således, at vedkommende personer bibeholder deres status ved ansættelse her i landet.
I Siumut mener vi, at vi endnu i adskillelige år vil have behov for tilkaldte lærere, derfor må vi sikre, at disse ikke tilbydes ringere vilkår ved ansættelse her i landet.
Siumut mener endvidere, at vedkommende personer ikke bør miste noget i pensionsmæssig henseende. Fra Siumut har vi god forventning om, at de nu forenede lærerforeninger kan forhandle i fællesskab med landsstyret fremover. Siumut mener, at udlånte tjenestemænd fra Danmark må sikres mod negativ virkning i forbindelse med deres udstationering, hvad angår deres pensionsforhold. Fra Siumut mener vi, at sådanne personer må sikre deres berettigede pensioner.
Fra Siumut mener vi, at landsstyret bør forhandle med allerede tjenestemandsansattes organisationer i en overgangsperiode med tendens til afskaffelse af tjenestemandssystemet, således, at de beskyttes i forhold til deres nuværende status. Tillige skal vi fra Siumut udtale, at vi lægger megen vægt på, at overgangen fra det ene til det andet system ikke går ud over samfundet som sådan.
Fra Siumut støtter vi målsætningen om at gå bort fra tjenestemandssystemet og over til overenskomstansættelser, for så vidt angår lærere, sundhedspersonalet og HK-området og vi skal opfordre til, at landsstyret fortsat bemyndiges til at tjenestemandsansatte personer, som ikke nødvendigvis har de nødvendige eksamenspapirer, men har indgående kendskab på bestemte områder. Samtidig bør landsstyret nøje følge udviklingen bort fra tjenestemandssystemet og tage beslutningerne herovre.
Med disse bemærkninger tager vi i Siumut redegørelsen for ansættelsesformer i den offentlige sektor til efterretning.
Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:
En lang redegørelse opdelt efter forskellige kategorier, som er meget fyldestgørende anser vi for at være informativ.
Forinden da har landstinget under efterårssamlingen 1996 drøftet en anden redegørelse her i salen, nemlig redegørelsen om fordele og ulemper ved tjenestemandsloven.
Atassut vurderede dengang, at redegørelsen var godt og grundig og udarbejdet omhyggeligt.
Når vi med interesse vurderer disse, skyldes det, at iblandt os i Atassut har folk, der på sjæl og krop har erfaring med, hvad det vil sige at have tjenestemandsansættelse, der både er krævende, men også har positive sider.
Man oplever også modernisering i ansættelsesformerne i disse år, ligesom al anden modernisering. Landstinget kan vel huske, at vi i Atassut engang havde ønsket om, at landstinget fremkommer med en redegørelse, der også tydeliggør andre ansættelsesformer end tjenestemandsansættelsesformen. Dette ønske er blevet opfyldt og lad os i den anledning citere redegørelsen vedrørende klare aftaler mellem partierne under behandlingen af emnet på efterårssamlingen i 1997, som vi i Atassut er gået ind for. Og vi citerer; AFor det første, at man anvender tjenestemandsansættelsesformen som parameter for fremtidige ansættelsesformer. For det andet, at konklusioner og anbefalinger skal ske efter en grundig dialog med organisationerne samt efter at have kontaktet landsstyret og landstinget. Og endelig for det tredje, at der skal være lighedsprincipper, det vil sige, lige løn for lige arbejde og lige vilkår for lokal og tilkaldt arbejdskraft. Desuden har man medtaget, at der også skal være lige vilkår og lige fordeling ved rekruttering i yderdistrikterne.
Vi har i Atassut hidtil vurderet samtlige partiers aftaler fra dengang for at være ideelle. Imidlertid har vi fra Atassut typisk ikke glemt landets økonomiske situation og vi udtrykker gerne som en tilføjelse til ovennævnte aftaler, at disse sker indenfor landets økonomiske rammer og vi regner med, at samtlige partier ikke modsiger vores tilføjelse.
Under den hidtidige lærermangel har vi fået at vide, at man i Danmark er begyndt med at ansætte lærere ved at anvende overenskomstforhandlingerne mere og er ved at komme væk fra tjenestemandsansættelserne. Der findes stadig et stort antal tjenemandsansatte lærere i Grønland og vi i Atassut er taknemmelige for, at der i den krævende arbejde af landsstyret samt at KANUKOKA også er godt modtaget af NAK, der har fået så gode muligheder, for at de ansatte selv kan afgøre, om de fortsat vil være tjenestemandsansatte i takt med overgangen til overenskomstansættelsernes indførelse fra Danmark til Grønland.
I Atassut er vi ikke i tvivl om, at om nogle år vil læreransættelser i Grønland foregå ved overenskomstforhandlinger, det vil sige kontraktansættelser. Det vil forbedre vilkårene for lærerorganisationerne, både i Grønland og i Danmark. Vi regner jo med fra Atassut´s side, at behovet for ansættelser af lærere fra Danmark vil fortsætte i adskillelige år endnu.
Efter vores tidligere ros for tjenestemandsansættelsen i forelæggelsen skal vi fra Atassut meddele, at vi slet ikke er i tvivl om, at den hidtidige tjenestemandsansættelsesform, alene anses for at være overgangen til fremtidige ansættelser. Vi skal derimod ikke skjule, at denne overgangsmåde må øjeblikkeligt forbigås, selvom jeg har hørt en del om, at tjenestemandsansatte bestrider deres stillinger indtil de ikke længere kan klare arbejdet og dermed lukker for de unges ansættelsesmuligheder på et tidligere tidspunkt.
I denne tid, hvor der er lærermangel og hvor man ønsker tilkaldte lærere fra Danmark, skal vi fra Atassut fremkomme med anmodning til landsstyret om, at gøre ekstra opmærksom på de to ansættelsesformer i Grønland og i Danmark og ikke mindst med henblik på ansættelsen af flere lærere. Vi vil kræve, at en dansk lærer bibeholder sine overenskomstforhold fra sit hjemland, også ved ansættelsen i Grønland. Vi har som udgangspunkt til vores sådan indstilling, at denne pågældende ansat vil komme til at have problemer med sin pensionsancinnitet ved sin hjemrejse.
Sådan såfremt den pågældende ændrer sin ansættelsesform ved sin ansættelsesperiode i Grønland, forstået på den måde, når den pågældende har haft tjenestemandsansættelse i tre år, kan vedkommende risikere at blive trukket tre år fra sin pensionsancinnitet efter sin hjemkomst til Danmark.
Næsten alle byer i Grønland har forbindelser til en venskabshjem. Er det ikke på tide, at kommunerne indleder overatlanttiske forhandlinger med deres venskabsbyer om indgåelse af aftaler omrisikofrie overenskomstvilkår hos deres ansatte, de har lejet fra venskabsbyerne? Denne indstilling har vi ikke rettet alene mod landsstyret, men også til kommunernes overvejelse.
Det er blevet yderst nødvendigt med kommunernes og hjemmestyrets absolutte samarbejde.
Som jeg har nævnt, er det ikke alene tjenestemændsansættelsesformerne, der er tale om her i redegørelsen, men der er også tale om blandt andet overenskomstansættelser. Ved sådanne vurderinger, er vi i Atassut af den klare opfattelse, at det offentliges problemer med rekruttering på nogle måder ikke kan løses ved en øjeblikkelig nedlæggelse af tjenestemandsansættelsesformen. Selvom man har stor respekt for foreningernes lovhjemmel og rettigheder, skal man altid tænke på befolkningens fortsatte trygge udvikling, også i tilfælde af arbejdsnedlæggelser.
Én af fordelene ved de hidtidige tjenestemandsansatte er, at de ikke er berettiget til at deltage i arbejdsnedlæggelser.
Vi er i Atassut stadig af den opfattelse, at man på en eller anden måde ikke kan gå udenom tjenestemandsorganisationerne i tilfælde af tjenestemandssager, således, at man fortsat ved samarbejde med disse varetager alle former for initiativer også de nytænkte initiativer.
Man kan i redegørelsen se, hvor mange, der er ansat i Grønlands Hjemmestyres administration og i kommunerne. Og for ikke, at de skal sakke bagud, skal man altid holde efteruddannelser for dem.
Arbejdsgiverne ved udmærket godt, hvad for et ansvar, der følger med ved ansættelserne og på den anden side, ved ansøgeren, hvis han eller hun ikke skal forbigås, hvor vigtigt det er, at have gode kvalifikationer, ikke ved at være for arbejdsgiveren og samtidig skal man være bevidst med, hvem man betjener.
Som jeg sagde ved indledningen, er redegørelsen meget interessant. Som helhed, skal vi fra Atassut, efter at have vurderet henvisningerne enkeltvis og fra personaledirektoratet, at konklusionerne og handlingsplanerne er blevet fremlagt til landstinget, landsstyrets intentioner om løn- og ansættelsesforhold i den offentlige sektor, som vigtigste politiske målsætninger, som blev fremlagt landstinget, er vi enige i, ligesom ansættelsesformer og deslige som udgangspunkt også er enig i.
Atassut skal uden at gøre det længere tage redegørelsen for ansættelsesformer i den offentlige sektor til efterretning.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Tak. Inuit Ataqatigiit har medinteresse behandlet landsstyrets nu fremlagte redegørelse vedrørende ansættelsesformerne i den offentlige sektor og har hertil følgende bemærkninger.
Allerførst vil vi dog ikke undlade at komme med den bemærkning, at det er med megen beklagelse, at vi kan konstatere, at denne redegørelse er udarbejdet, uden at man har ulejliget sig med at inddrage NAK. Set i lyset af, at det er umådeligt vigtigt, at Grønlands Hjemmestyre på den ene side samt organisationerne på den anden side af bordet sikres et godt og frugtbart værktøj til en dialog og helst således, at man om muligt kan samarbejde, er en undladelse heraf utilfredsstillende.
Da dette heller ikke er i overensstemmelse med landstingets fremsatte ønsker herom fra tidligere samlinger, bør landsstyret forklare sig nærmere, såfremt man lægger vægt på et fortsat godt forhold til organisationerne, også i fremtiden.
I overensstemmelse med landstingets oprindelige ønsker, skulle denne her redegørelse jo først have været færdigudarbejdet til forelæggelse på efterårssamlingen 1999, nu hvor den alligevel foreligger, kan man så spørge sig selv om, hvor vidt landsstyret overhovedet har gidet at medinddrage NAK i dette arbejde eller om ligger en skjult dagsorden bag dette pludeselige hastværk? Efter Inuit Ataqatigiit´s opfattelse er landsstyret forpligtet til at svare på disse spørgsmål og vi håber derfor også, at dette vil kunne ske her i dag.
Med disse indledende beklagelser og hjertesuk, skal vi sige, at vi også kan anbefale en fortsat anvendelse af såvel overenskomstansættelsesformen som af tjenenstemandsansættelsesformen. I den forbindelse ønsker Inuit Ataqatigiit udtrykkeligt, at et valg af den ene ansættelsesform frem for den anden bør ske på en så fleksibel måde, efter at det offentlige ligeledes nøje har foretaget en velovervejet og velbegrundet afvejning, vi ønsker jo ikke en stift og en alt for fastlåst ansættelsespolitik indenfor det offentlige. Der skal være plads til en fortsat fleksibel og en efter forholdets natur mulighed for en kombination af disse ansættelsesformer.
Som redegørelsen ligeledes har peget på, skal vi derfor også præcisere, at vi ikke helt kan afskaffe tjenestemandsansættelsesformen her i Grønland. Det er jo således, at der fortsat er en stor gruppe højt kvalificerede ansatte, der ikke har og ikke får en formel uddannelse, men som er ansat i det nuværende offentlige system. Denne gruppe kan ikke blot henvises til overenskomstansættelse, hvorfor de fortsat bør kunne tilbydes en tjenestemandsansættelse.
Det fremgår jo ligeledes af redegørelsen, at de også bør tillægges betydning af det nuværende tjenestemandssystem i højere grad bør anvendes til ansættelse af den lokale arbejdskraft eller personer med særlig tilknytning til Grønland. Blandt andet af den grund, er det derfor ligeledes vigtigt at understrege, at vi ikke uden videre kan afskaffe tjenestemandssytemet, for derved vil vi jo miste den lokale arbejdskraft og værdifulde viden om de reelle forhold, der eksisterer i det grønlandske samfund.
Herudover vil en forcerede udvikling hen imod en afskaffelse af tjenestemandssystemet blot medføre, at vi saver den gren over, vi sidder på. I redegørelsen peges der blandt andet på faglæregruppen og administrativt ansatte, hvilket vil sige, at konsulenter, kommunale forvaltningschefer, forskellige sagsbehandlerstillinger, kontorchefer, afdelingschefer samt andre fortsat bør kunne tjenestemandsansættes.
Inuit Ataqatigiit kan i det store og hele erklære sig enig heri, dog således, at vi så vidt angår faglæregruppen fortsat bør holde døren åben for en overenskomstansættelse, da disse i de fleste tilfælde er uddannede, men da som bekendt uddannelsesbaggrunde også kan variere fra uddannelsessted til uddannelsessted, skal vi opfordre til, at man i disse forhold bør være fleksible i sin ansættelsesform, da vi ligeledes er bekendte med, at man allerede for nuværende praktiserer såvel en overenskomstansættelsesform, som en tjenestemandsansættelsesform for denne gruppe.
For andre stillinger eller personalekategorier, må der i dag eksistere såvel uddannelsesmæssige krav, som mere entydige arbejdsopgaver, bør hovedregelen en overenskomstansættelse, fremfor en tjenestemandsansættelse. Dette praktiseres allerede den dag i dag, for så vidt angår viceadministrative stillinger som assistenter, overassistenter, kontorfuldmægtige, afdelingsledere samt for sygeplejerskers vedkommende indenfor sundhedsvæsenets område.
Som et nyt element heri, ønsker landsstyret nu, at også lærerne i folkeskolen fremover bør kunne overenskomstansættes, fremfor den hidtidige tjenestemandsansættelsesform. Hertil skal Inuit Ataqatigiit bemærke, at vi kan gå med hertil under forudsætning af, at dette herefter vil medføre ro i folkeskoleregi og for det andet; at dette skridt også vil kunne velsignes hos Nunatsinni Atorfillit Katuffissuat, NAK.
I den forbindelse er det derfor også naturligt at spørge landsstyret, om man har sørget herfor, om man derved har indhentet NAK´s forståelse for dette skridt og derudover, om man nu også har forhørt sig nærmere hos den nye centralorganisation for lærergruppen Imaq.
Landsstyret skylder landstinget et svar herpå, da det af redegørelsen ikke klart fremgår og man Y har sørget for dette. A propos snakken om lærergruppen, kunne det ligeledes være interessant at få landsstyrets nuværende vurdering af, om man nu herefter kan regne med, at den kaotiske lærersituation i bygder og yderdistrikter kan anses for mere eller mindre løst, nu hvor man vil væk fra tjenestemandsansættelsesformen for denne gruppe.
I forbindelse med behandlingen af denne redegørelse for ansættelsesformerne i den offentlige sektor, vil Inuit Ataqatigiit som en afslutning på vores bemærkninger ligeledes udtale, at vi lægger umådelig megen vægt på, at pensionsordningerne til fordel for de ansatte ikke skal forringes ved en fremtidig øget anvendelse af overenskomstansættelsesformen fra det offentliges side. Med andre ord skal de nuværende goder, som vore tjenestemandsansatte har i den retning, under ingen omstændigheder forværres.
Med disse bemærkninger, har jeg således udtrykt Inuit Ataqatigiit´s standpunkter til denne meget mangelfulde og for os at se utilfredsstillende redegørelse, der jo skyldes, at NAK ikke har været medinddraget.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Dels under henvisning til mine udtalelser i forbindelse med tidligere forelagte redegørelser om ansættelsesformer i den offentlige sektor kommet med følgende bemærkninger fra Kandidatforbundet;
Debatten om ansættelsesformer i den offentlige sektor er efterhånden pågået i længere tid og forskellige oplysninger og høringer er blevet hentet fra relevante områder, men jeg har svært ved at forstå, hvorfor høringerne ikke er blevet gennemført fuldt ud siden den sidste debat om sagen her i landstinget. Da landstingstinget sidst debatterede sagen i efteråret 1997, havde man dels allerede viden om usikre forhold i forbindelse med lærersituationen og derfor er landsstyrets langsommelige håndtering svært acceptabel, ikke mindst, da landstinget har besluttet, at der til redegørelsen bør samarbejdes med de relevante organisationer.
Derfor er dels NAK´s anfægtelse af sagsbehandlingen samt at organisationen ikke er blevet orienteret i det videre sagsforløb skuffende og uheldig i sammenhængen. Den hidtidige med prasis med tjenestemandsansættelser indeholder flere gode, men også til dels ikke særlig tilfredsstillende muligheder og derfor bør der søges grundlag for ansættelser på overenskomstbasis, selvfølgelig med for begge parter tilfredsstillende betingelser i ansættelsesforholdet i tankerne. Selvom man ikke uden videre kan acceptere fremrykningen af nærværende sag, må man dog under hensyn til de dels anstrengende forhold i visse ansættelsesområder sige, at sagens færdiggørelse er blevet af hastende karakter.
Jeg vil på Kandidatforbundet´s side anbefale, at landsstyret med medtagelse af tidligere landstingsvedtagelse, dels om fordelene ved tjenestemandsansættelsesformen arbejde på, at opnå en ordning.
Til slut vil jeg vedrørende et forhold, der stadig har været vanskeligheder i, i flere år nemlig; opnåelse af topchefsstillinger for de hjemmehørende i det offentliges arbejdspladser og med det mål, at chefstillinger blev besat med tilkaldt arbejdskraft på hurtigere måde, kunne blive besat af hjemmehørende, selvfølgelig på grundlag af uddannelse, så vil jeg ud fra den hjemmehørendes placering på arbejdspladsen fra Kandidatforbundet´s side anbefale, at det søges sikret, at de hjemmehørende kan blive ansat i souchefstillinger. Visse topchefstillinger på hjemmestyrets arbejdspladser kan jo ikke være besat med tilkaldte til evig tid. Det er ikke, fordi jeg har en avertion mod tilkaldte, men den tid er dels længst forbi, hvor man altid har tilkaldt arbejdskraft som chefer.
I disse politiske målsætninger er, at tilkaldt arbejdskraft efterhånden bliver erstattet med hjemmehørende arbejdskraft og fastholdes af denne målsætning er kun rimelig.
Og med disse korte bemærkninger, tager jeg redegørelsen til efterretning.
Daniel Skifte, landsstyremedlemmet for Økonomi og Boliger, Atassut:
Først vil jeg gerne sige tak til partiernes og Kandidatforbundet´s bemærkninger.
Landsstyret er glade for, at redegørelsen bliver støttet fuldt ud, således, at det danner grundlag for det videre arbejde og der bemærker jeg, at samtlige partier og Kandidatforbundet i princippet støtter redegørelsen. Men jeg skal lige kommentere de enkelte partiers ordførerindlæg. Det kan godt være, jeg kommer med nogle gentagelser, men jeg er glad for den fulde støtte fra Siumut´s side og det er korrekt, at når Siumut siger, at det ligesom er en fortsættelse af det, der blev fremlagt i 1997 og samtlige partier siger jo det samme, men især Siumut og Atassut.
Og det er også helt på sin plads, at man også gør det. Man opfordrer også til, at tjenestemandsansættelsesformen, at man så efterhånden går væk fra det og det er landsstyrets forslag, som Siumut støtter. Og jeg bemærker også, at man ønsker, at man i år 2001, der bør man komme med en redegørelse til den side og jeg bemærker så også, at partiernes under deres ordførerindlæg i princippet også er enige i det og er interesseret i selve spørgsmålet, selvom nogle af dem, er kommet med en kritik. Det kommende landsstyre bør også lægge vægt på, at man løbende orienterer landstinget, hvorfor jeg mener, at det er på sin plads, at man støtter denne indstilling. Og til dels kommer man også ind på kommunerne, som i fremtiden skal være den ansættende myndighed forlærerne og der opfordrer man til, at man samarbejder med kommunerne og det er også helt på sin plads, at man også gør det. Og på et lidt senere tidspunkt, vil jeg kommentere lærerorganisationen Imaq.
Og med disse bemærkninger, vil jeg sige tak til Siumut´s ordførerindlæg.
Jeg er glad for de bemærkninger, der er kommet fra Atassut og Atassut citerer, hvad de har sagt i 1996, ligesom de også præciserede noget, som de har sagt i 1997 og jeg mener, at disse citater får os til at mindes om, hvad det er, vi i sin tid tog stilling til og det er jo det, vi også skal følge.
Og således, at man anvender tjenestemandsansættelsesformen som parameter for fremtidige ansættelsesformer, ligesom man også skal have lige løn for lige arbejde og det lægger Atassut vægt på og det mener jeg også er korrekt, som vi også bør følge. Jeg bemærker også, at landsstyrets forslag om, at man både bruger tjenestemandsansættelse og anden ansættelsesform, det er ikke noget, man uden videre kan fravige sig fra, fordi man bør fortsætte med at bruge den i en overgangsperiode.
Og netop denne overgangsperiode kan jo komme til at være af længere varighed og det hænger jo også sammen med bemærkningerne fra Siumut om, at vi skal følge med i denne overgangsperiode, således, at vi følger med i, hvordan udviklingen sker. Og Atassut opfordrer også til, at vi samarbejder med kommunerne, hvor de så også under vanskelige periode også kan samarbejde med deres venskabsbyer, ligesom det, der sker indenfor sundhedsvæsenet.
Jeg mener, at det er en sag, man bør undersøge nærmere, således at der sker et samarbejde mellem venskabsbyerne for at komme væk fra deres problemer, og vi ved jo også, at der i de kommende år, så overtager kommunerne ansættelsesansvaret for lærerne og det bør man også kunne tage som et godt.
Tilsidst skal jeg komme ind på, at man er tilfredse med redegørelse og at man også lige vægt på en god uddannelse, der vil jeg også komme med en tak til Atassut for denne støtte.
M.h.t. Inuit Ataqatigiit´s indlæg, der skal jeg også komme med nogle kommentarer. Jeg har allerede sagt, at Inuit Ataqatigiit i princippet også støtter det videre arbejde, men m.h.t. starten, så må jeg også komme med noget som man kan give, hvor man ligesom stiller spørgsmålstegn ved, om Landsstyret overhovedet har gidet, at medinddrage NAK i arbejdet.
Og hvor man så pludselig har fået hastværk til at udarbejde en redegørelse, Landsstyret har gidet, at arbejde med sagen og uden at gøre det længere og så skal jeg blot nævne, at arbejdet er af stor vigtighed for hele samfundet, således at uddannelsen også i folkeskolen kan fortsætte, hvorfor Landsstyret har brugt en masse tid og kræfter på det.
Såfremt vi skal opnå et bedre stade indenfor ansættelsesformerne i folkeskolen, så har Landsstyret taget sagen som en opgave, og har ville løse den, og har lagt vægt på, at løse problemerne omkring lærerproblematikken, og Landsstyret har netop udført et kæmpe arbejde og således er kommet forud for det planlagt og IK og GLF ved vi jo, hvad der er sket, og vi har ikke noget at gøre der, men de er lagt sammen og der er kommet nye kræfter, og der er nye metoder, som Landsstyret ser frem til at arbejde med, hvorfor jeg mener, at de bemærkninger, der er kommet fra IA´s side ikke har noget på sig.
Men på den anden side er jeg glad for, at Inuit Ataqatigiit også giver os grundlag for det videre arbejde, selvom de ikke er tilfredse med, at man ikke har haft et tæt samarbejde med NAK og dels også siger, at redegørelsen ikke er tilfredsstillende.
Men jeg vil henvise til, at IA den 24. september 1997, d.v.s. for 1 år siden, der sagde man bl.a. fra IA´s side, at Inuit Ataqatigiit også vil arbejde med for at løse de dengang eksisterende problemer, bl.a. opnåelse af ens løn for ens arbejde, ligesom mænd og kvinder skal behandles ens, og at hjemmehørende og tilkaldt arbejdskraft også skal behandles ens, og det er blot disse citater fra sidste år, og vi må jo også glæde os over, at Inuit Ataqatigiit går ind for den fremlagte redegørelse.
Og m.h.t. Kandidatforbundet, der støtter de redegørelsen i princippet og jeg skal ikke kommentere det nærmere og skal blot henvise til mit svar til IA og årsagen til det er, at Kandidatforbundet også var inde på, at de havde svært ved at acceptere, at Landsstyret har været langsommelige med arbejdet.
Der har ikke været nogen langsommelighed i arbejdet, tværtimod er arbejdet blevet færdiggjort 1 år før planlagt, men jeg er glad for at Kandidatforbundet i princippet støtter redegørelsen.
Efter at have sagt dette, så skal jeg nævne, at Landsstyret i deres arbejde, om at man ansætter hjemmehørende i Soucchefstillinger, det skal vi selvfølgelig tage med i det videre arbejde og vurdere, men det ændre ikke noget ved, at Kandidatforbundet også har givet os grundlag for, at arbejde videre med sagen.
Og så vil jeg komme med generelle bemærkninger til Siumut, Atassut, Inuit Ataqatigiit og Kandidatforbundet.
Og jeg vil nævne, at vi har ville samarbejde med NAK og der er foretaget høringer, og det er så på den baggrund, at vi ikke blot ville tage svaret med i redegørelsen således, men givet NAK´s svar omdelt til medlemmerne, således at de har kunne se, hvilke stillingtagen NAK har taget, og man kan ikke sige, at NAK ikke har været hørt i sagen. NAK har været hørt og NAK´s besvarelse er blevet omdelt til samtlige medlemmer.
Under mine første bemærkninger, så sagde jeg, at såfremt vi havde haft 1 år mere til arbejdet, så ville man have haft et større samarbejde ikke bare med organisationerne, men også med KANUKOKA, men Landsstyret har lagt større vægt på, den stilling som lærerne nu har og den status som folkeskolen er nået frem, der skulle man være færdig med spørgsmålet.
Og Landsstyret har forhandlinger med den nye lærerorganisation, arbejdet bliver ikke færdig imorgen, man sagde i forgårs stadigvæk, og vi må jo komme overens med lærergruppen, hvorfor man ikke har kunne medtage det i selve redegørelsen, og så længe sagen pågår, så kan vi ikke diskutere sagen her i salen og afgøre, hvordan og hvorledes vi skal udføre arbejdet. Men samarbejdet pågår og vi håber så også på, at vi i nær fremtid, så vil det så medfører, at vi opnår acceptable forhandlingsresultater.
Men som sagt kan vi ikke diskutere det så længe forhandlingerne pågår. Tak.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit har bedt om a få ordet.
Tak. I forbindelse med 2. runde vil jeg komme tilbage til spørgsmål som vi har stillet fra Inuit Ataqatigiit´s side.
Først vil jeg til Landsstyremedlemmet for Økonomi bemærke, at Inuit Ataqatigiit ligger meget vægt på, at man har et godt samarbejde med organisationer i Grønland og det er derfor vi i vores indledning kom ind på, at det er skuffende, at NAK ikke er blevet inddraget i arbejdet med denne redegørelse.
Derfor stiller vi det som spørgsmål, hvad grunden har været til at man ikke har inddraget NAK ? Gider Landsstyret overhovedet at inddrage de store organisationer i deres arbejde, det er på den måde jeg har stillet spørgsmål.
Jeg vil blot gentage, at de store organisationer med hjemsted i Grønland, Landsstyret bør tilbyde tæt samarbejde med de store organisationer med hjemsted i Grønland, specielt i de spørgsmål vi drøfter her, og de spørgsmål har stor betydning for samfundet, således organisationerne får indflydelse i udfaldet af dette arbejde.
Mens vi er ved de store organisationer, vil Inuit Ataqatigiit helt klart udtrykke, at de store organisationer med hjemsted i Grønland, at vi fastholder, at man kun forhandler med de store organisationer med hjemsted i Grønland og at det bør være sådan også i fremtiden.
Otto Steenholdt fra Atassut nævnte således og derved skabte tvivl som jeg synes, at der bør gøres nærmere for fra Atassut, for i redegørelsen side 2 var de inde på bl.a. AI Atassut er vi ikke i tvivl om, at om nogle år vil læreransættelser foregå ved overenskomstforhandlinger. Det vil forbedre vilkårene for lærerorganisationerne både i Grønland og i Danmark, vi regner med..”, jeg stopper citatet her. Skal det forstås derhen, at Atassut fortsat ønsker at have forhandlinger med store organisationer, der ikke har hjemsted i Grønland, men har hjemsted i Danmark ?
Jeg mener at Atassut bør besvare det klart, Atassut er jo med i koalitionen, og for lidt siden fremlagde sit svar endda som formand for Atassut og da der ikke skal være nogen tvivl om, at det så vidt muligt er Atassuts formand, der kommentere dette spørgsmål.
Det andet vi gerne vil frem med, selvfølgelig skal lige arbejde aflønnes med ligeløn. Det har vi ikke medtaget i vores ordførerindlæg, men da man afskaffede fødestedskriteriet eller vi har jo taget beslutning om, at afskaffe fødestedskriteriet i 1991. Derfor må man arbejde henimod lige arbejde, aflønnes lige , og dengang under vores tid i koalitionen har vi jo været med til at tage den beslutning.
Det er også meget skuffende i den forbindelse, da det fremgik ikke få så lang tid siden, at man ikke har taget denne beslutning alvorligt, for ikke så lang ti siden kom det frem, at der i Hjemmestyrets virksomheder, i f..eks. Inarsiavik, hvad angår trykkere, at man selvom man i 1991 tog beslutning om afskaffe fødestedskriteriet eksisterer der alligevel så stor forskel på lønnen, således at en tilkaldt arbejdskraft har 3000-4000 kr. mere i løn i forhold til en hjemmehørende.
Og derfor bør Landsstyremedlemmet for Økonomi også komme med en redegørelse om hvad det skydes, Landsstyret har taget en beslutning i 1991 om at Landsstyret ikke har ønsket, at følge den beslutning, for hvis det er tilfældet, så må Landsstyremedlemmet drages til ansvar for det.
Vi i Inuit Ataqatigiit vil gerne påpege det som noget helt vigtigt, at fortsat uddannelse af hjemmehørende også m.h.p. at besætte chefstillinger på arbejdspladserne. Det er så naturligt, at vi fortsat ønsker, at uddannelserne fortsætter og jeg vil i den forbindelse spørge, om Landsstyret også har disse bestræbelser.
Det vi også er lidt skuffet over er de 3 forespørgsler i vores ordførerindlæg ikke bliver besvaret konkret fra Landsstyrets side, specielt mens vi er inde på lærerne, så spurgte vi også om, hvordan man vil takle lærermanglen i yderdistrikterne og bygderne, såfremt man tænker på, at gå væk fra tjenestemandsstillingerne. Forestiller man sig, at man også løser dette blot ved at man må forlade tjenestemandsansættelsesformen, det er en af de ting, vi gerne vil have Landsstyret svarer på.
Otto Steenholdt, Atassut har bedt om ordet igen.
Inden jeg svarer på Johan Lund Olsens spørgsmål, så skal jeg lige kommentere, at vi selvfølgelig kan komme ind på et godt samarbejde med de store organisationer, men vi må nævne, at organisationerne som regel kræver flere penge, mens det offentlige ikke ønsker dette, og den eneste mulighed er så, at man samarbejder ved overenskomstforhandlingerne, og de er altid svære at planlægge, fordi de har jo forskellige mål, men selvfølgelig kan man sammenarbejde og have en dialog igang under en forhandlingssituation.
Og selvfølgelig kan man jo også snakke om, hvordan samarbejdet kan foregå i fremtiden uden at man nødvendigvis snakker om penge. Og såfremt vi har skabt noget tvivl her, så må vi lige løse op for dette.
Vi har peget på to slags ansættelsesformer, der er jo mange tjenestemandsansatte i dag, og ansættelsesformen i Danmark, der bruger man jo overenskomstansættelser og det er jo to forskellige og problemet opstår når vi skal have tilkaldt arbejdskraft og en overenskomst ansat i Danmark, når så vedkommende skal til Grønland, så forlader vedkommende jo sin overenskomstansættelse, som regel i 3 år, så bliver jo resultatet af det, at vedkommende mister 3 års pensionsanciennitet, og det er jo så et problem for vedkommende, og det fremgår jo, at man efterhånden går væk fra tjenestemandsformen i Grønland.
Og det er så en overgangsperiode, vi er inde i, da der netop er mange tjenestemandsansatte i Grønland og vi vil så efterhånden komme ind på overenskomstansættelsesformen. Og når vi så kommer ind på det nuværende eksisterende problem vil man så komme væk fra, når vores ansættelsesformer bliver ens, og inden da ønsker vi også fra Atassuts side, at man eventuelt bruger venskabsbyerne, således at de kan hjælpe hinanden og det er nok det vi så har skabt en misforståelse.
Jeg håber så, at IA nu har forstået, hvilke begrundelser vi har haft.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomi, der kommer med en yderligere besvarelse.
Grunden til at jeg kommer her op på talerstolen, det er fordi IA konkret kommer med nogle spørgsmål til mig, og for at besvare dem.
Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved Landsstyrets kurs og jeg var inde på i min besvarelse, at det er de store organisationer, der er hjemmehørende i Grønland, det er dem vi skal forhandle med. Hvis der ikke eksisterer en organisation for f.eks. en personalegruppe, f.eks. læger, så er det vores pligt af hensyn til, at rekruttere læger her til Grønland, at indlede forhandlinger med Den Danske Lægeforening. Hvis lægerne har en organisation i Grønland, så er det den vi skal forhandle med, vedrørende lægerne.
Derfor er der ikke noget mærkelig i, at Landsstyret har den klare holdning, som jeg også var inde på i min besvarelse, at Landsstyret forhandler med de organisationer, der har hjemsted her i Grønland. Hvis ikke må vi tage det næste skridt. Det skal der ikke herske nogen tvivl om heller ikke fra IA´s side.
Og jeg blev direkte anmodet om, at komme med en udtalelse som Atassuts formand vedrørende et indlæg i en avis, det vil jeg gerne kommentere. den debat der foregår i nyhedsmedierne, det er en fri debat, hvor alle har lov til at komme med deres meninger, det skal vi ikke lave om til en bibel, og det jeg gerne vil kommentere og har ansvar om, Dansk Typografforbund muligheden for at tilkalde arbejdskraft igennem Dansk Typografforbund er lukket af for i 1998 i år.
Således at de typografer der arbejder i Grønland bliver aflønnet i henhold til SIK overenskomst fra og med 1. januar 1998. Det samme gælder med HK, vi kan ikke uden videre tilkalde arbejdskraft med HK som organisation, fordi vi har HK-uddannede her i Grønland til at dække behovet.
Det er vigtigt, at man følger overenskomstansættelser og i forbindelse med indgåelse af nye aftaler, så skal man respektere de aftaler der er indgået. Vi har derfor afsluttet vores forhandlinger med SIK og det der er sket er en ting, der er sket i en overgangsperiode og en vigtige ting siger vi her fra talerstolen, at vi har afskaffet aflønning efter fødestedskriteriet er afskaffet.
I perioden 1991-93 var det magisterforening det galt, Gyminasiekolernes lærerforening, Dansk Psykologforening, Ingeniørforbundet og Arkitektforbundet. Det var en historie for disse organisationer og IA var medansvarlig for denne aftale.
Siden 1993 og frem til idag, at Teknisk Landsforbund og Dansk Speditørforening, og fra 1995 til 1997 er det så forbi for Landsorganisationen i Danmark, fiskerikontrollører, journalister, radiotelegrafister og pædagoger. Derfor vildleder man Landsstyret, hvis vi siger, at sien Landsstyrets beslutning i 1991 har man afskaffet det hele, det er ikke tilfældet, der har været en overgangsperiode, og resultatet har så været, at den nuværende regering gør alt hvad den kan, at fastholde den kurs, som samtlige partier og Kandidatforbundet har støttet, nemlig at man går bort efter aflønning efter fødested og det sker så ved forhandlinger.
Og det er det Landsstyret ligger vægt på, at man forhandler med organisationer med hjemsted i Grønland, for at kommer over disse problemer, og arbejdet har pågået det forløbne år, og m.h.t. typografforbundet er det sådan, at nu ansætter man disse efter overenskomst med SIK. Tak.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet har bedt om ordet igen.
Jeg er glad for, at det jeg har fremlagt i mit ordførerindlæg, at det søges sikret at de hjemmehørende kan blive ansat i souchefstillinger, at man så også vil tage et op.
Og Landsstyremedlemmet har også været inde på ens løn for ens arbejde og jeg er som politiker skuffet over svaret, fordi vi i mange år har prøvet på at opnå ens løn for lige arbejde, og de fleste mennekser havde sikkert forventet, at man ved principbeslutningen havde afskaffet dette, men undrer sig så over, at hører om forholdene, og det kan godt være at vi ikke har fuldt med i forholdene.
Men Landsstyret bør også orientere om deres arbejde, der er det også vigtigt, at borgerne får den rette information, og at de så også får den information, de har behov for, og det kan ikke være for meget at kræve, der er jo mange mennsker, der bor i Grønland, som især under landstingssamlingerne ikke lytter til radioen, og derfor er det så også vigtigt, at man giver mest mulig information til borgerne, det er et naturligt krav.
Jeg skjuler aldrig når jeg ikke har fulgt med i nogle ting eller hvis jeg så har taget fejl, at jeg så bliver rettet på det. Der er mange ting jeg ikke ved, jeg er ikke så klog, at jeg har kendskab til det hele og jeg mener også at der i blandt os, også her i salen, som ikke har kendskab til samtlige forhold eller ting, og jeg er aldrig bange for at sige noget forkert, jeg er glad for når jeg bliver rettet.
Og jeg ligger også væk på, at man får de informationer man har behov for, især når man arbejder med politik, og det er helt på sin plads at kræve at få die informationer man har behov for. Tak.
Og jeg skal lige understrege, at det vi drøfter er ansættelsesformer i den offentlige sektor.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder, der kommer med en besvarelse.
Jeg mener, at det er på sin plads, at jeg kommer med en besvarelse, specielt m.h.t. det spørgsmål fra Inuit Ataqatigiit ordfører, og som en tilføjelse til Landsstyremedlemmet for Økonomi og Boligers besvarelse.
I øjeblikket foregår det statistiske arbejde i mit direktorat, og det fremgår også her i forbindelse med redegørelsen om ansættelsesformer, det har man været omfattende inde på. I mit direktorat sker der jo registreringen og rapporteringen af forskellige forhold. I vores arbejde er det vores hensigt, at registrere de forskellige ansættelsesformer der er gældende i Grønland statistisk. Når dette arbejde er tilendebragt er der ingen tvivl om, at man bedre har overblik over de forskellige ansættelsesformer, der er gældende her i Grønland.
Fra Inuit Ataqatigiit bliver der spurgt omkring yderdistrikterne, hvor man mangler uddannet og faglært arbejdskraft, det er for så vidt rigt, når vi ser på arbejdsmarkedssituationen i Grønland, så er det svært rekruttere fagligt arbejde generelt set, ikke alene på lærerområdet, men også på det tekniske område gør det sig gældende samt inden for handel og kontor.
Derfor er Landsstyret opmærksom på, at KNI Pilursuisoq A/S har lavet egne aftaler i forbindelse med ansættelser i yderdistrikterne og bygderne.
Og derudover er vi igang i Landsstyret om at undersøge, at der er problemer med ansættelse af teknisk personale i Nukissiorfiit og vi undersøge mulighederne for en lignende ordning som KNI har lavet.
Jeg mener det samme gør sig gældende for Qaanaaq, Ittoqqortoormiit, at man har lavet en speciel ordning vedrørende lærersituationen, hvor man også på den måde har afhjulpet situationen lidt. Jeg mener, at man kan give mulighed for at løse problemerne ved at bruge overenskomstansættelser.
Når vi ser på vores tidligere debatter her i Landstinget, så er der ikke ønsker om, at afskaffe tjenestemandsansættelserne her og nu, men at man kommer med alternative muligheder også m.h.t bygerne, således at afskaffelsen af denne ansættelsesform går over en periode.
Vores arbejde i vores Landsstyre vil danne grundlag for denne kommende udformning af ansættelser. Tak.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand kommer med en besvarelse.
Jeg vil blot nævne, at vi bør være glade for de bemærkninger, der er kommet herfra, og som man ved, så ved vi, at der er lyttere fra lærerorganisationerne, hvorfor det der har været nævnt også har en vigtighed for Landsstyrets videre arbejde og ligesom de spørgsmål, der er blevet stillet her også har en vigtighed.
Og derfor har man fra Siumuts ordførerindlæg, nemlig bemærkninger om, at Landsstyret nøje følger med afskaffelsen af tjenestemandsansættelsesformen, ligesom man også opfordre Landsstyret til, at komme med en statusredegørelse i år 2001. Det kan godt være, at det kan nås, men det kan også godt være, at det kommer lidt senere, men det må også være vigtigt for Landstinget, at få denne redegørelse til den tid.
Og jeg forstår Otto Steenholdt bemærkninger vedrørende pensionsforholdene og derfor vil problemet være løst, når man går over til overenskomstansættelsesformer for lærergruppen.
Men såfremt det er et problem for de nuværende ansatte, så bør man også holde øje med det, såfremt det er et problem.
M.h.t. yderdistrikterne så er det korrekt, at vi har en mulighed for at komme med særlige aftaler omkring dette.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger der kommer med en yderligere besvarelse.
Tak. Først til Anthon Frederiksens bemærkninger vedrørende Landsstyrets orientering til samfundet, det tager jeg til efterretning. Du har været med siden 1995 og har fulgt med i hvad der sker, og jeg er glad for, at du tager mine tidligere bemærkninger til efterretning.
M.h.t. Johan Lund Olsen´s spørgsmål, det har jeg ikke fået besvaret. Landsstyreformanden og Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender var inde på, så ligger en ting fast, at det der gælder for yderdistrikterne, det har Landsstyret vurderet, det der er gældende i Qaanaaq, Ittoqqortoormiit, at såfremt man skal løse problemerne og rekrutteringsproblemerne, så er det nødvendigt med en særordning, så har man forhandlet med organisationerne, således at lærerne på disse områder får en speciel aftale.
Ligesom Landsstyreformanden har været inde på, at det er nødvendigt, at få løst disse problemer i yderdistrikterne, og det er nødvendigt, at man løbende vurderer situationen.
Det har man sikret i forbindelse med de sidste forhandlinger i 1997.
Og afslutningsvis skal jeg bemærke, at det er glædeligt, at nu har vi et godt grundlag ud fra bemærkninger fra landstingsmedlemmerne til at arbejde videre med sagen. Tak.