|
Dagsordenspunkt 49-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mandag den 20. Oktober 1997
Mødeleder: Hans Enoksen, 2. Næstformand.
Og nu går vi over til punkt 49. Forespørgselsdebat i henhold til forretningsorden ' 41. Inuit Ataqatigiit stiller forslag om, at Landsstyret redegør omkring forholdene for løn- og ansættelsesvilkår for KNR=s daværende direktør og underdirektør i perioden 1. september 1995-1.august 1998.
Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.
Jeg har fremsat forespørgselsdebat i henhold til forretningsordenen ' 4. Forslag om, at Landsstyret redegør omkring forholdene for løn- og ansættelsesvilkår for KNR=s daværende direktør og underdirektør i perioden 1. september 1995-1.august 1998, vi har følgende begrundelser:
De omhandlede medarbejdere var tjenestemandsansatte, da det fortsat kan ses i Landsstyrets forslag til behandling af Finanslov for 1998. At der siden er indgået ansættelse på personlig kontrakter i strid med lovgivningen er korrekt vis løbende af Personaledirektoratet siden er Landsstyremedlemmet af Kultur, Uddannelse og Kirke med anmodning om at rette op på de ulovlige kontrakter.
Inden de ulovlige kontrakter var bragt i overensstemmelse med lovgivningen fratrådte de omhandlede medarbejdere deres job. I forbindelse med sin fratræden indgik den daværende direktør fratrædelsesordning, som betød løn og frynsegoder for 14 måneder, mens underdirektøren fik overgangsordning for 4 måneder med løn og frynsegoder fra sin ansættelse på personlig kontrakt.
Da fratrædelsesordning var gængse behøvede de implicerede ikke at vække nogen undring, men da såvel fratrædelses- som overgangsordningen for de nævnte 4 og 14 måneder er sket på den hidtil ulovlige grundlag, hvad løn- og ansættelsesvilkår angår vel at mærke med Landsstyrets godkendelse er denne handling at betragte som Landsstyrets tilsidesættelse af lovgivningen.
Hvad er baggrunden for Landsstyrets godkendelse af disse ordninger på ulovlig grundlag når Landstinget klart har sat som forudsætning at disse blev bragt i overensstemmelse med lovgivningen.
En af konsekvenserne af sagens beskrevne behandling uden om lovgivningen er unødigt indhug i Landstingets bevilling til KNR på minimum 1,6 mio. kr. At fratrædelses- og tilbagegangsordningen for den daværende direktør og underdirektør er indgået den 27. maj 1997 og at disse siden er tiltrådt at Landsstyret blev det først bragt til Finansudvalgets kendskab ved et notat fra Landsstyremedlemmet for Kultur den 17. juni 1997.
Hvornår er denne Landsstyrets godkendelse sket ? For det sagde Landsstyret ikke noget om, under Landstingets 3. og endelig behandling af Tillægsbevillingslov 1 for 1997 den 4. juni 1997, hvorunder Finansudvalget i sin betænkning bl.a. forudsatte, at løn- og ansættelsesvilkårene for såvel direktøren som underdirektøren blev bragt i overensstemmelsen med lovgivningen før udbetalingen af den til KNR tiltænkte mérbevilling på 7,3 mio. kr. kan ske. Dette blev støttet af det samlede Landsting.
Har Landsstyret bevidst tilbageholdt oplysninger over Landstinget ?
Konrad Steenholdt, Landsstyremedlem for Kultur, Uddannelse og Kirke:
Tak. Jeg skal hermed fremlægge Landsstyrets svar til forespørgslen. Inuit Ataqatigiit har i sit forslag til forespørgselsdebat bedt Landsstyret om at redegøre om forholdene om løn- og ansættelsesvilkårene for KNR=s daværende direktør og underdirektør i perioden 1. september 1995 - 1. august 1998, og har i denne forbindelse stilet Landsstyret en række konkrete spørgsmål.
Inden Landsstyret kommer ind på besvarelsen af de enkelte spørgsmål finder Landsstyret det vigtigt, at Landstinget bliver erindret om baggrunden for hele denne sag.
Det der startede sagen var således Landsstyret modtagelse af KNR=s årsregnskab for 1996. Dette regnskab var katastrofal dårligt og havde bragt KNR i en situation, hvor der var akut behov for kapitaltilførsel i størrelsesorden 7,3 mio. kr. for at undgå at institutionen skulle gå i betalingsstandsning.
Revisionen havde desuden fremført ganske alvorlige bemærkninger i revisionsprotokollatet. Bemærkninger som Landsstyret var nødt til at handle i forhold til øjeblikkeligt. Landsstyret var af den klare opfattelse at bestyrelsen for KNR som den øverste ledelse for institutionen måtte være den ansvarlige for det dårlige 1996 resultat, og navnlig den meget utilfredsstillende baggrund for resultatet.
Landsstyret valgte derfor straks at afsætte den af Landsstyret udpegede bestyrelsesformand for KNR, og indstillede samtidig til Landstinget, at de af Landstinget udpegede medlemmer af bestyrelsen også blev udskiftet, og dermed blev gjort politiske ansvarlig for deres handlinger.
Samtidig iværksatte Landsstyret den fornødne redningsplan for KNR med fremsættelse af bevillingsforslag på Tillægsbevillingsloven og gennem iværksættelse af fremadrettet tiltag der skal sikre, at KNR ikke igen havner i en lignende situation.
Landsstyret fandt det meget vigtigt, at den daglige ledelse under alle omstændigheder blev udskiftet, idet alle genopretningsforsøg eller ansås formålsløse. Landsstyret har imidlertid ikke beføjelse til at afskedige den daglige ledelse, idet denne kompetence i henhold til ' 11 stk. 3. i Landstingsforordningen om radio- og fjernsynsvirksomhed suverænt tilkommer bestyrelsen for KNR.
Landsstyret kun derfor kun gennem sin indflydelse via den nyudpegede bestyrelsesformand håbe, at det kunne lykkes ham, at overbevise de øvrige bestyrelsesmedlemmer om nødvendigheden af at drage drastiske konsekvenser i forhold til den daglige ledelse.
Da den nye bestyrelsesformand om morgen den 27. maj 1997 forelagde mit direktorat forslag til en mellem bestyrelsen og den tidligere direktør forhandlede fratrædelsesaftale og med den tidligere underdirektør forhandlet tilbagegangsaftale var det så først og fremmest med tilfredshed, at det nu kunne konstateres, at der var vilje fra bestyrelsens side til at skille sig af med den daglige ledelse.
Ifølge ' 13 i Landstingsforordningen om radio- og fjernsynsvirksomhed er KNR m.h.t. afskedigelsesvilkår forpligtet til at følge de bestemmelser der til enhver tid gælder for ansatte under Grønlands Hjemmestyre. Det hører under Personaledirektoratet ressort, at udstikke rammerne for vilkår for ansættelse og afskedigelse.
Under hensyn til Landsstyrets hidtige inddragelse i sagen besluttede Personaledirektoratet og Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Kirke, at forelægge sagen for Landsstyret til afgørelse. Efter bemyndigelse fra det samlede Landsstyre til at træffe afgørelsen i sagen besluttede daværende Landsstyreformand og jeg den 17. maj 1997, at give Landsstyrets tilslutning til bestyrelsens indgåelse af de omhandlede aftaler.
Det samlede Landsstyre blev dagen efter orienteret herom og tog orienteringen til efterretning.
Baggrunden for Landsstyrets beslutning var således først og fremmest udsigten til at få den tidlige direktion udskiftet med øjeblikkelig virkning. Landsstyret var imidlertid i den sammenhæng fuldt bekendt med, at Landsstyret ikke stor i en situation hvor afskedigelsesvilkårene kunne dikteres af Landsstyret, idet såvel bestyrelsen som den tidligere direktør i såfald kunne meddele, at de alligevel ikke agtede at indgå aftale.
Resultat heraf kunne resultere i at blive, at direktionen så ikke blev udskiftet, og at den nye bestyrelsesformand i såfald forventelig vil trække sig fra formandsposten under henvisning til manglende opbakning fra Landsstyret og manglende mulighed for at kunne samarbejde med den øvrige bestyrelse. Dette anså Landsstyret ikke som formålstjenlig at risikere.
Da Landsstyret gav sin tilslutning til indgåelse af aftalerne have Landsstyret ikke nogen umiddelbar intentioner om, at gøre et personligt ansvar gældende overfor de ansvarlige bestyrelsesmedlemmer. Dette skal ses på baggrund af, at der alene var tale om eventuelle krav, hvis rigtighed om nødvendigt måtte fastslås med dom, og at det udfra en samlet vurdering ikke ansås hensigtsmæssigt, at skulle anlægge og gennemføre en retssag herom.
En retssag der ville lægge beslag på betydelige ressourcer hos alle involverede, og som forventelig ville kunne trække i langdrag. Landsstyret havde derimod intentioner om, at fortsat få de af Landstinget udpegede medlemmer udskiftet for derved at få gjort et politisk ansvar gældende ikke blot for forholdene vedrørende lønudbetalingerne til de tidligere direktører, men for den uansvarlige økonomiske ledelse af KNR generelt. Og for samtidig at få etableret en bestyrelse der vil kunne fungere som en helhed og handle i institutionens KNR=s fulde interesse.
Hermed anser Landsstyret spørgsmålet om baggrunden for Landsstyrets tilslutning til bestyrelsens indgåede aftaler for besvaret.
Inuit Ataqatigiit spørger dernæst, hvornår Landsstyret godkendelse af fratrædelsesaftalen og tilbagegangsaftalen er sket, idet det anføres at Landsstyret ikke oplyste herom, i Landstingets 3. behandling af Tillægsbevillingslov 1 den 4. juni 1997. Og idet anføres, at Finansudvalget først fik kendskab hertil ved et notat i maj den 17. juni 1997.
Det spørges i forlængelse heraf, om Landsstyret bevidst har tilbageholdt oplysninger overfor Landstinget. Landsstyret skal besvare dette spørgsmål med et meget klart nej. Landstingets Finansudvalg fik således under samråd med mig den 30. maj 1997 en orientering om ledelsesskiftet i KNR, herunder om omstændighederne i forbindelse hermed. Som følge heraf anmodede Finansudvalget mig om fremsendelse af et notat der beskrev de økonomiske konsekvenser af de indgåede aftaler, hvilket jeg samme dag fremsendte vedlagt kopi af de to aftaler.
På denne baggrund var det min opfattelse at Landstingets Finansudvalg var i besiddelse af alle relevante oplysninger vedrørende sagen, herunder navnlig oplysningen om, at bestyrelsen for KNR med Landstingets tilslutning den 27. maj 1997 havde indgået en fratrædelsesaftale med den tidligere direktør, og en tilbagegangsaftale med den tidligere underdirektør og indholdet af aftalerne, herunder bl.a. vilkårene om at ingen af parterne ville kunne gøre krav gældende mod hinanden ved aftalernes indgåelse.
Dermed anses spørgsmålet om Landstingets orientering som besvaret.
Generelt kan Landsstyret udtale, at det har været vigtigt for Landsstyret i denne sag, at få sikret styringen af økonomien i KNR fremover, og få skabt de bedste arbejdsbetingelser for det videre arbejde.
Som før nævnt har Landsstyret allerede iværksat en række initiativer for at sikre dette, og Landsstyret vil også fremover arbejde målrettet herfor.
Som et konkret initiativ kan nævnes, at Landsstyret efterfølgende har udarbejdet et forslag om ændring af landstingsforordning om radio- og fjernsynsvirksomhed som muliggøre en udskiftning af KNR=s bestyrelsesmedlemmer i udpegelsesperioden når bestyrelsesmedlemmerne har handlet groft økonomisk uansvarligt eller på anden vis gjort sig uegnet til fortsat at bestride deres bestyrelseserhverv.
Dette forslag skal som bekendt 2. behandles senere idag, og Landsstyret har på baggrund af forslagets positive modtagelse under 1. behandlingen en forventning om, at forslaget også vil blive vedtaget. Umiddelbart herefter vil Landsstyret genfremsætte sin indstilling til Landstinget om, at de af Landstinget udpegede medlemmer af bestyrelsen for KNR udskiftes.
Med disse ord anser Landsstyrets Inuit Ataqatigiit=s forespørgsel for fyldestgørende besvaret.
Ruth Heilmann, ordfører for Siumut.
Tak. Under Landstingets forårssamling i år drøftede Tinget forholdene i KNR i forbindelse med behandlingen af Tillægsbevillingsforslaget. Det var alvorlige spørgsmål som Tinget behandlede med henblik på at finde løsninger.
Dengang indstillede Finansudvalget, at Landsstyret skulle opfordre til at opstille 7 punkter som betingelser for at rette op på KNR=s økonomi. Og i dag kan vi se at Landsstyret har anstrengt sig for at opfylde de stillede krav, idet 6 punkter er gennemført, mens det sidste som er baggrunden for nærværende forespørgsel endnu ikke er gennemført af gode grunde.
Fra Siumut skal vi erklærer os tilfredse med Landsstyrets svar til forespørgslen. Vi mener, at Landsstyret har reageret korrekt i overensstemmelserne med mulighederne indenfor lovgivningen. Da KNR i sin tid forelagde sit regnskab var man utilfreds med det betydelige underskud, og som konsekvens heraf blev bestyrelsesformanden fyret. Ligeledes blev direktøren for KNR fyret med henblik på at rette op på de kedelige forhold på arbejdspladsen.
Fra Siumut har vi med tilfredshed konstateret, at Landsstyret har taget de nødvendige initiativer indenfor de til rådighed værende mulighed i overensstemmelse med de gældende love, forordninger og cirkulærer, ligesom vi kan konstatere, at Landsstyret har anstrengt sig for at finde bedst mulige løsninger på problemerne.
I den forbindelse har vi god forståelse for, at det hidtige resultat er den bedste lønning indenfor lovgivningens rammer, og vi mener, at Landsstyret handler korrekt i lyset af de gældende forhold. Vi forstår også fra Siumut, at det er nødvendigt med revision af forordningen om KNR med henblik på bedst muligt håndtering af løsningen af opgaverne og fra Siumut skal vi medvirke fuldt ud i dette arbejde. Formålet må være at opnå smidig og fremadrettet styring og ledelse af KNR.
Det vigtigste for Siumut er bedst muligt og troværdigt medieservice af befolkningen. Samtidig skal vi fra Siumut kræve på det bestemteste, at man hele tiden sikre en uvildig, alsidig og retfærdig mediebetjening af borgerne og interesseorganisationerne.
Fra Siumut skal vi tilslut kræve, at Landsstyret tilstadighed medvirker til sikring af betryggende forhold i KNR og blandt medarbejderne.
Med disse bemærkninger tiltræder vi Landsstyrets svar, og tager det til efterretning.
Anders Nilsson, ordfører for Atassut.
Som det siges i Landsstyrets svarnotat, så var tilstandene i KNR-TV nærmest kaotiske i slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997. Økonomien var i smadder og to direktører hævede ulovlige lønninger måned efter måned på trods af gentagne indsigelser fra Landsstyret.
Det kunne lade sig gøre, fordi Landstingsforordningen om KNR-TV er sådan skrevet sammen, at det politiske system ikke på nogen måde kunne gøre sin indflydelse gældende overfor andre i KNR-TV end bestyrelsen.
Som medlem af Landstingets Finansudvalg kan jeg bekræfte, at vi i Finansudvalget fulgte sagen om KNR-TV meget nøje.
På et møde den 30. maj blev vi under et samråd med Landsstyremedlem Konrad Steenholdt fuldt ud orienteret om de fratrædelsesaftaler, der var indgået mellem den nye formand for bestyrelsen og de to direktører i KNR-TV.
Vi fik at vide, at aftalen var indgået med Landsstyrets accept, ud fra ønske om hurtigst muligt at få udskiftet den daglige ledelse. Ingen af os, heller ikke Konrad Steenholdt, syntes under mødet, at det var særligt smart at udforme fratrædelsesordningerne med afsat i de ulovlige lønninger.
På den anden side var der økonomisk set, og det giver Josef Motzfeldt da også udtryk for i sin forespørgsel, tale om gængse fratrædelsesordninger. Ordret siger Josef Motzfeldt, og jeg citerer ADa fratrædelsesordninger er gængse, behøvede det passerede ikke vække nogen undren@, citat slut.
Af hensyn til det fortsatte arbejde i KNR-TV var det påtrængende nødvendigt hurtigst muligt at slippe af med den daglige ledelse, ligesom det var nødvendigt at udskifte den del af bestyrelsen, der havde ansvaret for den fejlslagne økonomi og de ulovlige lønaftaler.
Set i dette lys tog vi de fremlagte fratrædelsesaftaler til efterretning. Vi var fuldt ud klar over, at ordningerne var baseret på de ulovlige lønninger. Men det var den fremherskende opfattelse, at man med disse fratrædelsesordninger, alt taget i betragtning, måske endda havde fundet en billig løsning.
En øjeblikkelig bortvisning med en efterfølgende tvist om en passende fratrædelsesordning kunne nemt gå hen og blive endnu dyrere, end det resultat den nye bestyrelsesformand her havde forhandlet sig frem til.
Det er derfor ikke Atassuts opfattelse, at der som Josef Motzfeldt udtrykker det, er foretaget et unødvendigt indhug på 1,6 mio. kr. i Landstingets bevilling til KNR-TV. Det ville under alle omstændigheder komme til at koste KNR-TV en anseelig sum penge at slippe af med de 2 direktører.
Jeg skal her gentage Atassuts bemærkninger om sagen under 3.behandlingen af TB 1 under forårssamlingen;
ASpecielt støtter Atassut kravet om, at de ulovlige lønudbetalinger skal søges inddrevet, og at fremtidige lønudbetalinger skal ske efter gældende lovgivning.
Atassut er vidende om, at Landsstyret har udnyttet alle muligheder for at bringe ulovlighederne til ophør. Nu er vi så langt ude, at der skal en lovændring til, fordi KNR-TV=s bestyrelse ikke har handlet efter lovens ånd, men derimod presset og væltet det stakit, der dannes af lovens bogstaver. Ikke ret mange af vore love kan tåle en sådan behandling.@
Et enigt Finansudvalg satte i sin betænkning forud for 2. behandling af TB 1 7 betingelser der skulle opfyldes, før tillægsbevillingen på 7,3 mio. kr. kunne komme til udbetaling. Den sidste betingelse, at de ulovlige lønudbetalinger skulle bringes til ophør og de for meget udbetalte løndele skulle søges indkrævet, anser vi for indfriet i og med at Landsstyret har ladet en eksterne advokat bedømme mulighederne for inddrivelse af de ulovlige indbetalinger.
Fra Atassut håbede vi, at man efterfølgende kunne gøre et økonomisk ansvar gældende over for bestyrelsen. Men nu foreligger der en juridisk vurdering, som godt kunne forekomme ualmindeligt skikkelig mennesker en sund snusfornuft for at være hårrejsende urimelig. Den konkluderer, at man nok ikke vil komme nogen vegne ved at sagsøge hverken de to fratrådte direktører eller de involverede bestyrelsesmedlemmer.
Det skal vi beklage fra Atassut, men vi betragter sagen for afsluttet.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit.
Indledningsvis skal Inuit Ataqatigiit beklage, at det har været nødvendigt at fremsætte herværende dagsordensforslag.
Det er vores opfattelse, at det allerede på et meget tidligt tidspunkt har været umiddelbart, at det er tiltrængt med en klar præcisering af ansvarsfordelingen blandt de involverede omkring ledelsen af KNR,. Her tænker vi naturligvis på Landsstyret, bestyrelsen og institutionens daglige ledelse. Den mindste antydning af denne nødvendighed burde have afstedkommet Landsstyrets indgriben.
Hvorom om alting er, er vores væsentligste bevæggrund for fremsættelsen af herværende forslag Inuit Ataqatigiit=s opfattelse af, at alle borgere er lige i lovgivningen. Landsstyremedlemmer, topembedsmænd og nok så højtrangerede virksomhedsledere skal naturligvis overholde lovgivningen i lighed med alle andre borgere.
Men hvem er på forhånd dømt til at lade hånt om lovgivningen ? Medlemmer af KNR=s bestyrelse alene:
Den daværende formand er allerede fyret, og nu har Landsstyret fremsat forslag om ændring af landstingsforordning om radio- og fjernsynsvirksomhed, Målet med ændringsforslaget er at skabe mulighed for at kunne afsætte enkelte medlemmer eller hele bestyrelsen af KNR midt i bestyrelsens funktionsperiode, hvis de groft har misligholdt deres ansvar. Ændringsforslaget er sat til 2. behandling senere på dagen som dagsordenspunkt 33.
Det er stillet i udsigt, at ændringsforslaget ved eventuel vedtagelse er tænkt ikraftsat den 1. november. Ifølge Landsstyremedlemmets svarnotat til herværende punkt, fremstår det klart, at Landsstyret er i sinde at ikraftsætte ændringen med tilbagevirkende kraft, således at Landsstyret kan få fyret KNR=s nuværende bestyrelser for handlinger, de eventuelt har begået længe før ændringsforslagets fremsættelse.
Ja, et af Landsstyrekoalitionens repræsentanter i Finansudvalget udtalte fornyligt i radioavisen i en utrolig skråsikkerhed, at KNR=s bestyrelse skal fyres, og at man blot skal sende regningen på over 600.000 kr. for lovuhjelmet udbetalt lønning med tilbagevirkende kraft for KNR=s daværende direktør og denne underdirektør til den daværende bestyrelses betaling. Denne uhyggeligt skråsikre udtalelse faldt mod bedre vidende.
Idet denne talsmand for Landsstyrekoalitionen burde allerede have haft kendskab til forholdene.
Denne praksis med magtmisbrug med den højtbesungne behagelige flertal som eneste argument, som Landsstyrekoalitionen ynder at udnytte, kan Inuit Ataqatigiit aldrig acceptere. Sådan er det også i herværende forbindelse. Hvis Landsstyret virkelig agter at gøre alvor ud af at gøre dispositioner foretaget længe før ændringsforslagets fremsættelse som kriminelle, baner det derved vejen for, at magtmisbrug er officiel anerkendt fremgangsmåde i vort land.
At denne opfattelse af landets politiske forvaltning aldrig nogensinde skal gøres gældende i vort land, bør Landstinget gøre klart for det nuværende Landsstyre, så det ikke kan misforstås. Hvis ikke dette gøres, udbasunerer vi vort land som lovløshedens slaraffenland, hvor lovgivningen misbruges efter magthavernes for godt befindende.
I forbindelse med Landsstyrets opfattelse af, at det kan ikraftsætte ændringen af forordningen om radio- og fjernsynsvirksomhed med tilbagevirkende kraft, kan Inuit Ataqatigiit ikke undlade at erindre, at Landstinget eller Landsstyret uden ændring af gældende lovgivning nemt har haft mulighed for:
- at foretage fyring af KNR=s daværende direktør på gråt papir allerede for et år siden
- at afsætte Landsstyret ifølge landstingslov om Landsstyrets ansvarlighed for bl.a. at have tilbageholdt væsentlige oplysninger for Landstinget, under dets endelige behandling af Landstingets 1. Tillægsbevillingslov for 1997 den 4. juni.
Vedrørende det første er det korrekt af advokatfirmaet Kønig, Hohmann & Erichsen, som i sit juridiske responsum konstaterer, at KNR=s daværende direktører ikke kunne begrunde deres dispositioner med manglende kendskab til det lovgrundlag, de er underlagt.
For dette var eksempelvis allerede udtrykt utvetydigt i Landsstyremedlemmets skrivelse til KNR=s bestyrelse, hvor han pålægger bestyrelsen at efterkomme Personaledirektoratets henstillinger omkring indretning af løn- og ansættelsesvilkår for de to direktører.
I den forbindelse skal vi endvidere erindre, at Personaledirektoratet i sit brev til KNR=s direktør allerede den 22. oktober 1996 pålægger denne at foranledige, at ansættelsesforholdene for de to direktører bliver formaliseret. Personaledirektoratet kopiorienterer Direktoratet for Kultur, Uddannelse og Kirke af det nævnte brev. Som allerede sagt, skete dette den 22. oktober 1996, og i overmorgen er det 1. år.
Så manglende efterlevelse af disse klare pålæg, tjenesteforsømmelighed, har været mere end nok for Landsstyret via sin udpegede formand at foranledige direktørernes fyring på gråt papir, som man siger.
Inuit Ataqatigiit er på det rene med, at ' 11 i landstingsforordning om radio- og fjernsynsvirksomhed, hvor det udtrykkes at bestyrelsen er KNR=s øverste ledelse og har det overordnede ansvar for, at bestemmelserne for KNR=s virksomhed overholdes.
Men i ' 13 i samme forordning lyder: Med hensyn til vilkår m.v. for ansættelser og afskedigelser m.v. er KNR forpligtet til at følge de bestemmelser, der til enhver tid gælder for ansatte under Grønlands Hjemmestyre.
Ved sin godkendelse af direktørernes fratrædelses- og tilbagegangskontrakter i klar strid med denne paragraf 13's bestemmelse, har Landsstyret gjort sig selv til lovovertrædere.
Det er her vigtigt at konstatere, at de bestemmelser i de nævnte '' om ansættelse og afskedigelse samt løn- og ansættelsesvilkår er klart adskilte. Det er således Landsstyrets pligt at påse, at løn og ansættelsesvilkår er i overensstemmelse med vilkår for ansatte i Hjemmestyret.
Ligeledes har Landsstyret under hele sagens forløb flere gange på korrekt vis stillet krav, pålagt ja har blandet sig i bestyrelsens eller direktionens endrægtighed eller manglende efterlevelse af lovgivningen. Eksempelvis da Landsstyret den 16. maj i år henstillede til bestyrelsen om at sørge for et eventuelt tilbagesøgningskrav mod KNR-ledelsens modtagne vederlag på 600.000 kr.
Så Landsstyrets forsøg på hele tiden at skjule sig bag respekten for KNR bestyrelsens uafhængighed, er efter Inuit Ataqatigiit=s opfattelse kun at betragte som dårlig undskyldning.
For når Landsstyret hele tiden har kunne pålægge den af Landsstyret udpegede bestyrelsesformand om at rette op på forholdene, hvorfor har Landsstyret så allerede for et år siden ikke kunne pålægge bestyrelsesformanden om at foranledige fyring af direktørerne både for tjenesteforsømmelighed m.m. ?
Dette gjorde Landsstyret først sidste forår mellem 23. og 27. maj, under Landsstyremedlemmets møde med formanden for KNR=s bestyrelse. Under dette møde gjorde Landsstyremedlemmets det klart for bestyrelsesformanden at omstændighederne i sagen efter Landsstyrets vurdering berettiger til kraftige konsekvenser i forhold til den daglige ledelse af virksomheden, og at bestyrelsen derfor vil have Landsstyrets opbakning til at gøre sådanne konsekvenser gældende.
Herefter valgte KNR=s daværende direktør at indgive sin opsigelse. Det skete den 26. maj og direktøren begrundende den valgte opsigelse med bestyrelsens mistillid til ham. I denne forbindelse fremsatte den daværende direktør sine krav i forbindelse med opsigelsen.
Denne Landsstyrets indgriben og instruktion til deres bestyrelsesformand kunne have fundet sted et år tidligere, vel at mærke uden at det havde kostet KNR og således samfundet en krone.
Men med bla. henvisning til usikkerhed omkring flere forhold i hele den spegede sag, valgte Landsstyret at efterkomme samtlige krav i forbindelse med opsigelserne fra de to direktører. Aflønning og ansættelsesvilkår i strid med ' 19 i loven om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd, som har været praktiseret siden 1. september 1995, blev ved en simpel fingerknips accepteret. Denne godkendelse af Landsstyret betyder en hel unødvendig udgift for samfundet på knap 2 mio. kr.
Efter Landsstyrets godkendelse kan bestyrelse således ikke drages til ansvar for sine dispositioner ved aflønning og anden vilkårsfastsættelse i såvel ansættelsen som henholdsvis fratrædelses- og tilbagegangskontrakterne, ligesom muligheden for at kræve det for meget udbetalte løn til direktørerne tilbagebetalt er udelukket.
Derfor for det andet er det nu den eneste mulighed, at der tilkendes en dom til daværende Landsstyre for omstændighederne i KNR i henhold til lovens alle paragraffer for Landsstyremedlemmernes ansvar.
I forbindelse med Landstingets 3. behandling af Tillægsbevillingslov 1 den 4 juni 1997 må Landsstyret drages til ansvar for overtrædelse af lov om Landsstyres ansvar for at tilbageholde vigtige oplysninger overfor Landstinget. På daværende tidspunkt var Landstinget ikke vidende om, at Landsstyret har tilsluttet sig, at bestyrelsen for KNR har indgået en fratrædelsesaftale med den tidligere direktør og en tilbagegangsaftale med den tidligere underdirektør, med dertil hørende økonomiske konsekvenser.
Landsstyremedlemmet har jo efter anmodning fra Finansudvalget under samråd den 30. maj 1997 fremsendt kopi af aftalerne og oplysningerne om de økonomiske konsekvenser heraf.
Under samrådet og ved fremsendelsen af et notat herefter, har Landsstyremedlemmet ikke sagt eller nævnt et eneste ord om Landsstyrets tilslutning. Det gjorde han først i et notat af 17. juni 1997 til Finansudvalget. Landsstyremedlemmet for Kultur skrev bl.a. i sit notat og jeg citerer:
A,, at Landsstyret har tilsluttet sig KNR bestyrelsens forslag til fratrædelsesaftale og tilbagegangsaftale, før disse er indgået. Derfor kan bestyrelsen ikke drages til ansvar for omstændighederne@, citat slut.
Derfor har Finansudvalget under sin udarbejdelse af en betænkning omkring begyndelse af juni, og da udvalget på daværende tidspunkt ikke var vidende om Landsstyrets tilslutning, bl.a. krævet at der først kan tilføres ekstrabevilling til KNR på 7,3 mio. kr., når man har bragt KNR ledelsens løn- og ansættelsesvilkår i overensstemmelse med lovgivningen.
Dette krav blev under landstingsdebatten præciseret af Atassut=s og Inuit Ataqatigiit=s ordførere, idet der kræves, at bringe de eksisterende forhold i orden. Finansudvalget ville ikke have stillet dette krav, hvis udvalget var vidende om Landsstyrets tilslutning til aftalerne, som ikke er i overensstemmelse med lovgivningen, og som ingen af parterne kan gøre krav mod hinanden. Som bekendt er dette krav ratificeret som lov af den samlede Landsting. Det vil sige, at man har ladet Landstinget lave en lov, som ikke kan overholdes.
Hvis Landsstyret mener, at have gjort ansættelsesvilkårene, som er berørt i betænkningen af 4. juni, fastsat efter lovgivningen, så lader de, som om de havde misforstået det.
Når sagen er så alvorlig og så omstridt, er det helt uforståeligt og beklageligt, at Landsstyremedlemmet for Kultur i et interview i Qanorooq for nylig bevidst løj om, at han først har fået kendskab til de økonomiske konsekvenser af aftalerne, som er godkendt af Landsstyret, da Atuagagdliutit i sit nummer af 1. september i år, skrev om disse tal.
Det er nu på tide, at Siumuts og Atassuts Landsstyremedlemmer forstår, hvad ansvarlighed betyder og hvilke væsentlige forpligtelser, der følger med denne ansvarlighed. Det er Landstingets pligt at erindre Landsstyret om dette.
Atassuts og Siumuts Landstingsmedlemmer skal i lighed med andre partier respektere deres vælgeres mening i deres arbejde i Landstinget. Det er højest sandsynligt, at de med herværende dagsordens punkt omhandlede tilsidesættelse af lovgivningen, ikke accepteredes af Siumuts og Atassuts vælgere. Hvis de to Landstingsgrupper lader som om, de ikke kender ved deres vælgeres afstandtagen tilsidesættelse af lovgivningen, har koalitionspartierne et alvorligt problem i deres kontakt med virkeligheden.
Landstinget bør tage en utvetydig stilling til om, hvorvidt der blot skal være stiltiende garanter alt, hvad Landsstyret foretager sig på bekostning af befolkningens opfattelse af tingene. Dette er det centrale spørgsmål i herværende dagsordens punkt.
Landstinget bør tage den beslutning med behørig respekt for befolkningen, som den har givet Landstingsmedlemmerne muligheden for at kunne udtale sig fra denne talerstol.
Landsstyrets klodsede behandling af forholdene i KNR i perioden 1996 og 1997 med overtrædelse af flere love samt tilbageholdelse af vigtige oplysninger overfor Landstinget, har skabt mistillid, som ikke kan tolereres.
Med henvisning til disse forhold med det daværende Landsstyrets dispositioner på tværs af befolkningens forventninger, hvorunder flere love blev overtrådt og tilbageholdelse for Landstingets og lovgivningens arbejde væsentlige oplysninger, fremsætter Inuit Ataqatigiit hermed forslag til afstemning i Landstinget om mistillid til daværende Landsstyre. Med disse bemærkninger, afleverer jeg vores forslag til afstemning til Landstingets formand.
Forslaget til afstemningen lyder som følger;
AIdet Landstinget konstaterer, at et Landsstyre, som havde funktion til og med den 18. september 1997 ved dets godkendelse af dispositioner, som klart overtrådte dels ' 13 i Landstingsforordning om radio og fjernsynsvirksomhed og ' 19 i landstingslov om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland, således har gjort sig skyldige i dispositioner i strid med lovgivningen samt at have tilbageholdt for Landstingets lovgivningsarbejde væsentlige oplysninger under Landstingets forhandlinger den 4. juni 1997, beslutter Landstinget, at det samlede Landsstyre, som fungerede i den nævnte periode træder tilbage@.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Ved en grundig gennemgang af forslaget om, at Landsstyret redegør for forholdene omkring løn- og ansættelsesvilkår for KNR’s daværende direktør og underdirektør i perioden 1. september 1995 til 1. august 1998 samt en grundig gennemgang af betænkningen og svarnotat, så må jeg meddele, at jeg tager dem til orientering samt godkender indstillingerne.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Først vil jeg anføre, at da sagen vedrørende KNR for alvor startede, så blev Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og Kirke endda dels beskyldt for at fremsætte løgne og mange andre ting, hvilket er meget svært at forstå for mig, da jeg, uanset om jeg er medlem af Landstinget, ikke på mindste måde kunne følge nærmere med i sagen, men blot være henvist til, i og med, hvad der kom af forskellige oplysninger, der kom frem i pressen og derfor har jeg den 1. oktober skriftligt krævet af formandsskabet, at Landsstyret bør udlevere klare oplysninger til Landstingets medlemmer og at sagen bør drøftes i Landstinget.
Jeg er jo ikke selv medlem i de forskellige udvalg i større omfang og jeg har derfor dels slet ikke kendskab til de i medierne meget omtalte forhold i KNR. Men som før sagt, så fulgte jeg sagerne, så godt jeg kunne gennem medierne og derfor er det for mig meget utilfredsstillende, ikke at have fået kendskab til sagerne.
Derfor har jeg krævet, at mit forslag under dagsordens punkt nr. 62, det er et forslag, jeg selv har stillet og at det bliver udsat i henhold til forretningsordenens ' 39, da redegørelse for dagsordenen blev til. Jeg har i sagen, end ikke fået et skriftligt.
Det er meget overraskende, at der i pressen blev omtalt oplysninger. Visse Landstingsmedlemmer end ikke havde viden om, derfor vil jeg gerne anmode Landstinget i henhold til Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen ' 4 stk. 1 og ' 8 stk. 1 nr. 3 om, at oplysninger i den meget debatterede KNR-sag, i form af korrespondance mellem Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og Kirke, Landsstyret og finansudvalget bliver udleveret til alle Landstingsmedlemmerne, da disse oplysninger, jeg har krævet slet ikke er blevet udleveret og fordi jeg end ikke har fået en skriftlig besvarelse på min henvendelse fra Landsstyremedlemmet.
Jeg forstår godt forslaget fra Inuit Ataqatigiit, da vi jo som medlemmer af Landstinget, som folkevalgte, har forpligtelse til at drage omsorg for, at borgerne får en redelig og klar orientering. Og især af hensyn til, at offentlige arbejdspladser, der ejes af Hjemmestyret bliver drevet redeligt og godt.
For at opnå retfærdighed og for at kunne arbejde og uden at bruge løgne, så er der ikke det mindste at være bange for i Landstinget, at kunne gå ind for at få afdækket tilsyneladende selv spegede sager. Og for at kunne opnå at give borgerne en redelig information, uden at bruge mulige løgne og for at sikre Landstingets tillid til Landsstyret, så skal jeg fra Kandidatforbundet kræve, at Landstinget bør kræve, at sagen undersøges grundigt af uvildige personer. Her i sagen bør medtages, om Landsstyret ikke har handlet således, at der kan være grundlag for mistillid til Landsstyret.
Jeg er af den mening, at det bør nævnes, at den daværende KNR-direktør i går, søndag uddelte forskellige oplysninger til Landstingsmedlemmerne. Dels oplysninger, som jeg slet ikke havde kendskab til her i Landstinget. I disse oplysninger, er der blandt andre anført og jeg skal endda orientere Landstinget om, at jeg ikke vil nævne enkeltnavne, da jeg i de breve, jeg vil citere, vil omtale disse som XX. Og et af de breve, som KNR’s daværende direktør har skrevet, står der blandt andet;
AEfter et mælingsmøde den 27. maj 1997 godkendte KNR’s bestyrelsesformand i forståelse med Landsstyret, at man efter aftale tiltræder opsigelsen fra XX 1 og XX 2@.
Som det nu er bekendt af alle, fremkom en del af perioden Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og Kirke gennem Qanorooq med modstridende oplysninger om forholdene i KNR.
Endvidere kan man forstå af Landsstyremedlemmets svarnotat, at de syv krav fra finansudvalget i forbindelse med udvalgets godkendelse af KNR-sagen, ikke er blevet fuldt ud, fulgt af Landsstyret.
Endelig fremgår det af svarnotatet, at Landsstyret har godkendt aftalen af den 27. maj, uden at kende aftalens økonomiske konsekvenser for landskassen.
Derfor vedgår Landsstyremedlemmet, da han redegjorde i sagen for finansudvalget den 30. maj, at han ikke har redegjort for aftalens mulige økonomiske konsekvenser og at man derfor først senere har fremsendt oplysningerne, efter krav herom fra finansudvalget.
Derfor er mit krav på vegne af Kandidatforbundet, for at opnå en retfærdig behandling i Landstinget og for at opnå, at en mistillidssag overfor Landsstyret ikke rejses, at sagen undersøges af uvildige personer.
I Landstinget har vi jo det ansvar, at de love, der vedtages her i salen, følges korrekt og at vi, Landstingsmedlemmer også selv skal følge disse love.
Med disse bemærkninger, mener jeg ikke, at alle spørgsmål er blevet tilfredssstillende besvaret og at sagen derfor bør behandles videre, hvilket Landstinget må sørge for.
Konrad Steenholdt, Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og Kirke:
Til de forskellige spørgsmål, skal jeg først lige takke samtlige ordførere for deres spørgsmål.
Selvfølgelig har vi, også i vores arbejde som Landsstyremedlemmer, der bestræber vi os altid for at arbejde retfærdigt, selv om det er blevet sagt, at vi bevidst har videregivet nogle løgnagtige påstande.
Først til Siumuts ordfører, der vil jeg gerne sige tak for den fulde støtte, der er blevet givet os, idet der klart blev fremført, at denne sag har været en meget vanskelig opgave og ved vores stillingtagen har vi måttet gå væk fra enkelthederne, for at finde en helhedsløsning, som Landsstyret lagde vægt på, der skulle findes.
Og det er korrekt, at nogle af ordførerne var inde på, der er lovgrundlaget for KNR’s eksistens, der skal lovgivningen lige tilpasses til dagens Grønland. Og derfor er vi også med henblik på, at man retter op på lovgivningen, hvorfor vi netop i dette område har taget initiativer nogle gange. Der er nemlig et stort behov for, at man tilretter forordningen på området og det er derfor, jeg siger tak til Siumut, fordi de har taget netop dette punkt op.
Og såfremt man uvildigt og retfærdigt skal have en medieordning i Grønland, er netop denne sag meget vigtig. Og denne sag har været meget anstrengende.
Forholdene indenfor KNR og på personalesiden, der har vi bestræbt os på, at gøre det så sikkert, som muligt. Og det har koalitionen gjort i tæt samarbejde med hinanden, hvorefter man så har taget en beslutning.
Og med hensyn til bemærkningerne fra Atassut, som også giver en støtte til Landsstyrets måde at takle sagen på, der vil jeg også gerne sige tak for bemærkningerne, idet ordføren redegjorde for, hvad der er sket fra 1. maj til 4. Juni.
Og selvom jeg nu ikke skal komme nærmere ind på det, har Inuit Ataqatigiits ordførerindlæg, der bliver der sat et spørgsmålstegn ved Landsstyrets beslutning omkring afskedigelsesaftalen og tilbagegangsaftalen og hvor man tilbagevendende nævner nogle datoer.
Men det vigtigste i denne sag er, at finansudvalget er et af Landstingets nedsat udvalg og de forskellige udvalg får nogle forskellige arbejdsopgaver, som udvalgets medlemmer alene skal vurdere og efterfølgende skal redegøre overfor Landstinget.
I mange år, hvor jeg har arbejdet med det, så har jeg stadigvæk lagt vægt på, at personsager behandles under lukkede møder, hvorefter det så kommer, som en indstilling overfor Landstinget.
Da jeg i sin tid udleverede de forskellige papirer til finansudvalget, så stod der på det stykke papir helt klart, hvornår Landsstyret har godkendt det, og Josef Motzfeldt er medlem af finansudvalget. Og der stod allerede dengang i papirerne, at man kunne sætte det i kraft med tilbagevirkende virkning.
Og såfremt udvalget har bemærket denne sag i udvalget, så kunne Josef Motzfeldt have kommet med en mindretalsudtalelse.
Og netop i dette udvalg, så kunne han også have stoppet selve høringen med Landsstyremedlemmet for lige at vende tilbage til sin gruppe og igennem sit mindretalsudtalelse, kunne han have fremført netop disse ting.
Skal jeg forstå det sådan, at han først læste brevet den 17. juni og dermed først læste sin lektie?
Så har han fra den 30. maj og indtil betænkningen blev fremført, så har han måske blot overset det og ikke læst dem.
Men det vigtigste i denne sag er, at ved 3. behandlingen af lovforslaget dengang, der kom der ikke nogle kommentarer.
Talerstolen her, er ikke det korrekte sted at udtale sig om forhold, der vedrører enkeltpersoner. Men jeg har dog givet nogle oplysninger om disse personer til nogle personer, jeg stolede på og finansudvalget har så efterfølgende givet en liste på syv punkter til Landsstyret og som Landsstyret skulle efterfølge.
Men når vi nu læser, enten den grønlandske eller den danske tekst, så kan det forstås sådan, at man har set fremad for netop at løse op for de problemer, der har været fremme, i løbet af de to seneste år.
Og fra mit Direktorat og fra Økonomidirektoratet og de ting, vi så efterfølgende har forfulgt, så har vi villet opnå at finde en løsning på disse problemer.
Og derfor er det disse bemærkninger, som er kommet, hvorfor jeg så selv som menneske er jeg fremført med de bemærkninger, der er kommet, ud fra den agtelse, jeg så har overfor de mennesker, der er involverede og fordi jeg så også har stolet på mine Landstingsmedlemskollegaer, så har jeg så overfor dem givet nogle oplysninger.
Men jeg kan selvfølgelig ikke svare på alle detaljerne i Inuit Ataqatigiits ordførerindlæg, idet det også må være nødvendigt, at man også har stillet nogle helt konkrete spørgsmål, som man bør tage udgangspunkt i og den nuværende Landstingsformand og som er leder af mødet må bestemme, hvordan arbejdet skal fortsætte sin gang.
Én af de bemærkninger, man kom ind på, var mine udtalelser i Qanorooq. Dengang undrede jeg mig over, at arbejdspapirer, der vedrører enkeltpersoner er blevet offentliggjort i trykte medier, og først i den forbindelse og årsagen til, at jeg dengang sagde sådan, er således, idet jeg kender størrelsen af deres månedsløn og at de så også skulle have løn i 14 måneder. Men først dengang erfarede jeg, at der også skulle høre betalt ferie med.
Jeg har hele tiden vidst, at de skulle løn i 14 måneder og dengang, da vurderede jeg sagen sådan, at sagen er kommet så langt ud, at vi burde gøre noget ved direktøren ved KNR og at Landsstyret så måtte træffe en beslutning her om det. Og lige netop den sag, vil jeg ikke løbe væk fra, men jeg vil på det kraftigste tilbagevise påstanden om, at jeg skulle have løjet.
Til slut skal jeg blot gentage, at spørgsmål i den sparede sag, der har Landsstyret haft, som grundlæggende holdning til, at for at tage en beslutning, at man traf beslutningen i enighed.
Man kan selvfølgelig godt være bagklog og sige, at det og det kunne man have gjort, men nu er vi kommet så langt og sagen står sådan og her kan vi blot konstatere at Landsstyrets daværende beslutning har været den korrekte.
Laannguaq Lynge, ordfører for Siumut:
Fra Siumut kræver vi, at vi afbryder mødet således, at vi kan drøfte det i grupperne.
Knud Sørensen, ordfører for Atassut:
Inuit Ataqatigiits ordfører fremkom med et forslag om mistillidsafstemning. Og ud fra den baggrund, vil vi fra Atassut anmode om, at mødet afbrydes midlertidigt.
Mødeleder:
Jeg skal bemærke, at vi i henhold til vores forretningsorden, at behandlingen bliver standset, når der bliver afleveret et forslag.
Og herved er mødet afbrudt for 5 minutter.
..................
Midlertidig afbrydelse af mødet i 5 minutter.
...................
Mødeleder:
Mødet er genoptaget.
I forbindelse med behandlingen af punkt 49, har Inuit Ataqatigiit fremsat et skriftligt forslag om afstemning, hvorefter vi fortsætter med behandlingen.
Og først er det Landsstyreformanden Jonathan Motzfeldt.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformanden:
Landsstyremedlemmet for Kultur, Undervisning og Kirke har afgivet en detaljeret redegørelse for omstændighederne ved den ledelsesmæssige reorganisering af KNR. Hermed er der sket en grundig og fuldstændig besvarelse af hr. Josef Motzfeldts spørgsmål og denne sag er hermed, efter min opfattelse endelig uddebatteret.
Sagen bliver anledning til mere generelle bemærkninger fra min side, om arbejdsdelingen mellem Landsstyret på den ene side, og Landstinget og finansudvalget på den anden side.
De forhold oppositionen har fremført kritik imod, er dels aftaler om fratrædelse og tilbagetrædelse, der bygger på kontrakter, som nogle mener er ulovlige og andre mener er lovlige. Dels at aftalerne var indgået, uden finanslovsmæssig hjemmel og endelig, at finansudvalgets henstillinger ikke til fulde er blevet opfyldt.
Disse klagepunkter giver anledning til den mere principielle bemærkning. Selvfølgelig sådan, at et Landsstyre naturligvis kan komme til at stå i situationer, hvor de må vælge mellem enten hurtigt at skabe ro i og omkring en institution, derunder en samfundsmæssig meget væsentlig virksomhed, som radio og tv, eller spare Landskassen for en mulig udgift til fratrædelsesløn og en eventuel indtægt i form af et tvivlsomt tilbagesøgningskrav.
Som det fremgår af Landsstyremedlemmets redegørelse, valgte han den løsning, at sætte ind på hurtigt at skabe ro i virksomheden og gav dermed afkald på et meget usikkert og relativt lille beløb til Landskassen.
Dette valg, mener jeg personligt, var velbegrundede og fornuftigt, og i hvert fald ikke af en sådan karakter, at det burde kunne give anledning til kritik.
Jeg vil tro, at når alt kommer alt, så er det store flertal i dette Ting enig i, at Landsstyremedlemmets beslutning var den rigtige. Når dette er sagt, så skal jeg samtidigt bemærke, at der heller ikke kan rejses berettiget kritik af, at der ikke var finanslovsmæssig hjemmel til udgifternes afholdelse.
Landsstyret vil i nogle sager, af presserende karakter, ikke kunne afvente, at bevillingen optages i loven, eller afvente finansudvalgets afgørelse. Og det sker jo somme tider.
I reglerne om finansudvalgets virksomhed, kan finansudvalget, når Landstinget ikke er samlet, godkende afholdelse af udgifter til formål, som ikke kunne forudses ved finanslovens vedtagelse.
Finansudvalget havde således ikke kompetence til at træffe afgørelse i denne sag. Netop fordi Landstinget var samlet på det tidspunkt.
Landsstyremedlemmet vurderede, at sagens afgørelse var så presserende, at den ikke kunne afvente vedtagelse af tillægsbevillingsloven.
Det er et anerkendt forfatningsretligt princip, at regeringsmyndigheden kan afholde udgifter til presserende formål på såkaldt; AForventede efterbevilling@. Det vil sige, at bevillingen efterfølgende bliver medtaget på finanslov eller tillægsbevillingslov.
Jeg kan ikke tro, at oppositionen for alvor mener, at Landsstyret skal undlade at afholde en udgift, fordi der ikke er finanslovsmæssig dækning, hvis dette medfører, at der inden finanslovsdækning kan fremskaffes, påføres samfundet væsentlig skade eller gene.
Med hensyn til finansudvalgets henstillinger, bemærker jeg for det første at disse jo ikke gør selve forpligtigelsen til at afholde udgifter, der som allerede er indtrådt, mere eller mindre berettigede, end de allerede var. Som jeg netop har redegjort for, var Landsstyremedlemmet i den givne situation, berettiget til at forpligte Landskassen, uden forudgående hjemmel.
For det andet bemærkede jeg, at finansudvalget fremkom med henstillinger og ikke egentlige betingelser og at disse henstilling i muligt omfang er blevet fuldt.
Med disse bemærkninger har jeg ønsket, at redegøre for de mere overordnede forhold, som denne sag giver anledning til.
Konklusionen er, at der intet har været at kritisere, hverken Landsstyremedlemmet eller Landsstyret for, når sagen ses i det rette perspektiv og ud fra de forfatningsretlige regler.
Sagen viser i øvrigt, at der er et behov for en revision af reglerne om KNR’s virke.
Ét af hovedspørgsmålene for KNR-bestyrelsen har været, hvor langt bestyrelsens kompetence rækker ved ansættelser og afskedigelser af personale og ved fastsættelse af vilkår for ansættelserne.
Rækkevidden af ' 13 i landstingsforordning om radio- og fjernsynsvirksomhed, sammenholdt med vedtægten for KNR, Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 2 af den 24. januar 1991, har givet anledning til tvivl. Og denne tvivl, er for så vidt kilden til de såkaldte ulovlige kontrakter.
Også andre bestemmelser har givet anledning til tvivl, for eksempel reglerne om reklamering og sendeflade.
Den tydeliggørelse, der er behov for, forventer jeg, kommer efter revision af lovgivningen om radio- og fjernsynsvirksomhed. Og netop dette vil ske i forbindelse med næste dagsordenspunkt.
Og med disse bemærkninger og med henvisning til mine bemærkninger, har jeg understreget forinden, der foretages en afstemning.
Laannguaq Lynge, ordfører for Siumut:
Siumut og Atassut indstiller, at man ikke vedtager Inuit Ataqatigiits forslag. Og samtidigt foreslåes det, at man tager Landsstyrets svarnotat til efterretning, hvorefter Landstinget går videre til det næste punkt på dagsordenen, nemlig punkt 33.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Men vi er nu kommet så langt, at vi nu er kommet ifølge Landstyret, så kan vi ikke overholde lovene, fordi landet ikke har råd til det.
Afhængig af, hvor mange penge, der er i Landskassen, så kan man ikke følge lovene og det er ubetryggende for befolkningen i Grønland og de sætter også Grønlands anseelse langt, langt ned, som er helt uacceptabelt og det kommer netop til at gå ud over vores efterkommere.
Når vi skal kommentere de enkelte partiordførere, forinden den foreløbige afbrydelse, så sagde Siumuts ordfører, at KNR’s daværende direktør var blevet afskediget og det er ikke tilfældet. Han sagde selv sin stilling op.
Og Atassuts ordfører var inde på, at Landsstyret ikke skal blande sig.
Til trods for at landstinget overfor landsstyret også har været inde på de forskellige ting om KNR=s dårlige økonomi med meget mere. Skal man tage det hele under ét og vurdere det, så er der ikke nogen som kommer med en samlet vurdering.
Landsstyremedlemmet var inde på, at det ikke var bevidst at han er kommet med nogle løgne, og at jeg ikke selv har læst mine lektier. Samtidig siger han, at det først var i medierne han læste om pensionen, og at hans tjenestemænd var blevet meget mere inddraget i fratrædelsesordningen. Hvem er det så, der ikke har læst sine lektier?
Man har nu overtrådt to love, og så prøver koalitionen at springe over det laveste punkt i gærdet, og man blæser på lovgivningen. Sådanne forhold kan Inuit Ataqatigiit ikke være med til. Atassut og Siumut bør tænke på konsekvenserne af dette, og jeg vil venligst og indtrængende anmode om, at Atassut tænker på konsekvenserne og deltager i afstemningen af vores forslag.
Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
I det sidste, hvor jeg har deltaget her, er det meste af min baggrund det, der er fremkommet via medierne, og først i aller sidste øjeblik har jeg fået de oplysninger der ligger i landsstyrets redegørelse, hvilket jeg er utilfreds med.
Derfor undrer det mig slet ikke, at landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse og kirke selvfølgelig stiller sig i forsvarsposition. Det er en meget naturlig reaktion, som vi alle sammen har i os. Det er det, man skal hæfte sig ved i svarnotatet.
For det andet har man landsstyrekoalitionen Siumut og Atassut lagt vægt på, at de to koalitionspartier forsvarer hinanden. Derfor vil man have overstået sagen hurtigst muligt, hvilket jeg også havde forudset. Derfor er det rart, at landsstyreformanden fremkom med en redegørelse, og det vil være rart, hvis jeg fra starten havde haft kendskab til de ting, der er foregået i Finansudvalget. Så ville jeg have haft bedre mulighed for at komme med andre kommentarer, og så ville jeg også have været i stand til at vurdere sagens gang endnu bedre.
Der er vist ingen af os landstingsmedlemmer der er uddannet jurister. Derfor er det svært konkret at pege på, hvem der har overtrådt lovgivningen. Jeg har krævet, at denne sag, som har bragt samfundet i tvivl, bliver vurderet grundigt af uvildige instanser, og først derefter kan landstinget få renset luften mellem medlemmerne.
Jeg mener, at man ikke skal være bange for denne mulighed. Vi har behov for at få renset ud, der hvor man kan se, at er uren luft, og således at vi i tillid til landsstyret og landstinget kan gå videre med vores arbejdet.
Inuit Ataqatigiit har ret i sine bemærkninger om, at man skal være påpasselig med at misbruge magten ved at anvende flertalsafgørelser, selv om jeg gerne vil have vished om sagen ved at sagen bliver vurderet af lovkyndige. Det vil heller ikke være til skade for landsstyrekoalitionen. Det vil faktisk gavne os alle sammen.
Mødeleder:
Jeg skal bemærke, at vi i henhold til forretningsordenen skal vi stoppe debatten, når der er afleveret et forslag om afstemning.
Først er Inuit Ataqatigiit fremkommet med forslag om, at man stemmer om mistillid til det landsstyre, der har siddet til den 18. september.
Og derefter fremkom Siumut og Atassut med forslag, der siger, at man ikke skal vedtage Inuit Ataqatigiit=s forslag. Forslaget blev fremsat skriftligt, og jeg skal derfor citere: ASiumut og Atassut indstiller, at man ikke vedtager Inuit Ataqatigiit=s forslag@.
Der skal således være afstemning - først om det sidst stillede forslag:
De, der stemmer for, bedes rejse sig:
22.
De, der stemmer imod, bedes rejse sig:
7.
<De, der undlod at stemme, bedes rejse sig:
1.
Siumut=s og Atassut=s forslag er hermed vedtaget og Inuit Ataqatigiits forslag således bortfaldet.
Således er behandlingen af afstemning om mistillid til det landsstyre, der har siddet til den 18. september, afsluttet.
Jeg kan oplyse, at de landsstyremedlemmer der har siddet frem til den 18. september er trådt tilbage, i og med at daværende landsstyreformand trådte tilbage, og det siddende landsstyre er et nyt landsstyret.
Således er behandlingen af punkt 49 færdig.