|
Dagsordenspunkt 41-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Torsdag den 9. Oktober 1997
Mødeleder: Anders Andreassen, Landstingets Formand.
Hans Enoksen, forslagsstiller.
Tak. Forslag om genindførelse af ordningen med kommunernes mulighed for udlån af midler for fremme af erhvervslivet.
Som det vides har kommunerne tidligere for fremme af erhvervslivet mulighed for at yde lån til erhvervsdrivende. Der blev ydet lån til reparation af fiskefartøjer, påhængsmotorer, til anskaffelse af joller. Desværre er kommunerne frataget denne mulighed nu.
Idag befinder fiskere og fangere sig i en vanskelig situation, idet fisken ikke er til at opdrive som før i tiden. Heldigvis går hellefiskeriet i Nordgrønland godt.
Kommunernes tidligere mulighed for at yde lån til erhvervene er i de senere år blevet stoppet af Hjemmestyret, hvorved fiskere og fangere er blevet hårdt ramt. Jeg mener at kommuner dermed er blevet frataget en del af deres selvstændighedsret. Kommunalbestyrelserne kender jo selv forholdene i sin kommune, hvorfor kommunalbestyrelserne igen må gives ret til at yde lån til de der har behov.
Hvem kan acceptere, at det kun er sociale ydelser der skal bruges i en sådan situation, og til fremme af erhvervslivet ? Derfor foreslår jeg, at kommunerne gives selv ret til at yde økonomisk støtte til erhvervene idet der er kommet i vanskeligheder, og det vil være betydeligt billigere for samfundet.
En sådan ordning vil være det billigste for samfundet. Jeg håber, at forslaget vil blive modtaget positivt, idet det vil hjælpe bygdebefolkningen i deres erhverv. Tak.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.
Hans Enoksen sagde i sit forslag at kommunerne er frataget deres mulighed for at yde lån til erhvervene. Det er ikke tilfældet. Dette forslag blev efter forslag om Kommunalreformkommissionen blev lov nr. 22 af 3. november 1994 af kommunernes erhvervsmæssige investeringer vedtaget en lov der skabte formel grundlag for kommunernes deltagelse i erhvervsengagementer, og ensartede forvaltningspraksis.
Loven har den svaghed, at de svagest kommuner ikke har denne mulighed, og at denne mulighed er forskellig fra kommune til kommune. Loven nr. 22 af 3. november af 1994 om kommunernes erhvervsmæssige investering vedtaget, men kommunerne har stadig mulighed for at yde tilskud til erhvervene.
Det er rigtigt, at loven indeholder begrænsninger. Det vigtigste er, at sådan en mulighed ikke giver konkurrenceforvridning i lokalsamfundet. Kommunens erhvervsengagement har primært det sigte, at være fødselshjælper ved opstart af nye erhvervsaktiviteter i kommunen. Derfor er Landsstyret enig i, at kommunen skal have mulighed for at yde støttelån til erhvervene. Men Landsstyret mener, at den gældende lov giver de fornødne muligheder hertil.
Og vi går over til partiernes og Kandidatforbundets ordførere.
Lars Karl Jensen, ordfører, Siumut.
Til Landstingsmedlem Hans Enoksens forslag om genoptagelse af kommunernes mulighed til långivning i forbindelse med erhvervsudviklingen, hvilket emne diverse landstingsmedlemmer også har fremlagt forslag om tidligere skal vi fra Siumut fremkomme med følgende bemærkninger idet vi støtter forslaget:
Kommunernes mulighed for at give tilskud til erhvervsfremmende initiativer som har været gældende nogle år blev stoppet i 1994 som et led i Kommunalreformkommissionens arbejde. Som erstatning herfor blev der indført mulighed for kommunernes medfinansiering ved lov der trådte i kraft i 1994.
Fra Siumut har vi lagt mærke til, at denne mulighed for kommunernes medfinansiering er blevet anvendt i visse kommuner, afstemt efter de enkelte kommunernes økonomiske formåen.
Erfaringen er, at der i mange tilfælde har været nødvendigt, at henvise igangværende erhvervsdrivende til sociale ydelser fordi der ikke er mulighed for kommunale hjælpeaktioner. Siumut vil aldrig gå med til, at de sociale konti som i forvejen er meget begrænsede anvendes på en måde som ikke er i overensstemmelse med formålet.
Det er nemlig ikke passende, at en arbejdsdygtig person med en betalingsevne, men som midlertidig er kommet i klemme m.h.t. sine økonomiske forpligtigelser skal blive henvist til at hente fra socialvæsenet.
Loven fra 1994, har ikke til formål, at kommunens borgere skal få ringere levevilkår, men fra Siumut mener vi, at man har indsnævret kommunernes selvstændighed på dette område. Derfor skal Siumut opfordre Landsstyret til at bane vejen for, at kommunerne efter økonomisk evne og uden gene for kommunens økonomi igen kan få mulighed for långivning til erhvervsfremmende formål og at det sker i samarbejde med KANUKOKA.
Med disse bemærkninger støtter vi Landstingsmedlem Hans Enoksens forslag.
Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut.
Det fremsatte forslag har tidligere været fremsat som forslag i Landstinget, og har været skriftligt besvaret. Vi vil fra Atassut understrege, at kommunerne idag har mulighed for at give støtte til erhvervene eller har mulighed for at have anpart i stedet for at give mål som det var tilfældet tidligere.
Hvis man mener, at kommunens støttemulighed idag ikke er tilfredsstillende er Atassut parat til at tage en tørn med at søge at opnå kommunernes mulighed for at give lån. Da spørgsmålet har relation til kommunernes økonomi vil vi tillade os fra Atassut, at anmode om, at der sendes forespørgsel til alle kommuner om spørgsmålet, idet man bør respektere kommunernes selvstændighed.
Atassut mener, at det er vigtigt, at man sikrer ensartede lovgrundlag i tilfælde af, at man indfører kommunernes mulighed for at give lån især ved at konkretisere hvilke redskaber det vil være muligt at opnå lån til, dette for at man ikke skal betragte kommunekassen som almindelig udlånsvirksomhed.
Hvis der gives grønt lys for at kommunerne kan yde lån, så bør lovgrundlaget formuleres i nært samarbejde med KANUKOKA samtidig hermed ønsker Atassut at man konkretisere styrelsesvedtægten for kommunerne.
Det er Atassuts udtalelse til Hans Enoksens forslag.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit.
Tak. I indeværende valgperiode der som bekendt startede i 1995, har ialt 5 landstingsmedlemmer, inklusive forslagsstilleren selv, fremsat forslag om genindførelse af kommunernes ESU-lignende udlånsordninger der var gældende indtil 1. januar 1995, og dermed en ændring af den nugældende lovgivning på området.
Inuit Ataqatigiit ser disse medlemsforslag som udtryk for, at der øjensynligt er behov- og belæg for genindførelse af den tidligere ordning, eftersom forslagsstillerne indtil videre alle er kommet fra Landstingets 3 største partier og derudover alle har haft en kommunal baggrund fra de forskellige lokaliteter i landet og dermed har erfaringer med den nugældende ordning.
Før 1995 var der jo for kommunerne mulighed for at yde kommunale erhvervsstøttelån- og direkte økonomisk støtte, til især fangererhvervene og jollefiskere, der udover ESU=s regler ikke kunne få anden støtte fra anden side i en nødsituation.
Eftersom dette nu er umuligt efter de nugældende regler på området, skal Inuit Ataqatigiit principielt erklære sig enige med forslagsstilleren i det fremsatte ønske, idet vi dog skal anmode om, at vi forinden evt. ændringer foretager en nærmere høring af kommunerne via KANUKOKA med henblik på om muligt at tilvejebringe en klar anbefaling forinden Landstingets forårssamling 1998.
Når vi ønsker dette skal det naturligvis ses ud fra, at vi ikke her på stående fod kan indføre noget udenom kommunernes medvirken, og fordi vi jo lige også skal huske på, at den nugældende ordning har været genstand for drøftelser og anbefalinger som Kommunalreformkommissionen er fremkommet med, og hvori KANUKOKA var enige på daværende tidspunkt.
Men som bekendt har der efterfølgende været et kommunalvalg hér til foråret og som også har betydet en ændring af KANUKOKA=s bestyrelsessammensætning.
Uden at gøre dette indlæg længere end nødvendigt, skal Inuit Ataqatigiit herved i princippet erklære sig enige med såvel forslagsstilleren som de foregående i disses ønsker, idet vi dog skal lægge vægt på, at man forfølger sagen videre og først foretager en høring i kommunerne forinden at der fremlægges en nærmere gennemarbejdet beslutningsgrundlag til fremlæggelse på forårssamlingen 1998.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat.
Akulliit Partiiat har stor forståelse for erhvervslivets problemer, men konstatere samtidigt, at kommunernes mulighed for at yde lån til erhvervene er i de senere år blevet stoppet.
Akulliit Partiiat sætter derfor spørgsmålstegn ved evt. ophævelse af beslutningen om stop af lån, idet en af grundene til beslutningen som var grundlag for stoppe dengang så vidt vides var konkurrenceforvridning.
Jeg konstaterer, at kommunerne ikke er helt udelukket at tage initiativer i den sammenhæng. Det er for mig at manøvrere udenom, da vi i så fald, efter beslutningen dengang, vil kunne også give kommunerne ikke alene mulighed, men også ligesom tvinge dem til at give tilskud til andre end søbaserede virksomheder som fiskere, men også andre erhvervsområder. Dette vil efter min mening give kommunerne, der i forvejen ikke har det let økonomisk, en byrde der er svær at komme over.
Vi har disse korte bemærkninger til forslaget.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Inden jeg kommer med mine bemærkninger er det vigtigt, at komme ind på, at det er meget vigtigt, at vi følger vores forretningsorden. De oplysninger der vedrører dagsordenen, og de svar der kommer fra Landsstyreområderne, at man har modtaget dem iden man begynder at drøfte disse.
Derfor i den foreliggende sag, har vi ikke modtaget Landsstyrets svar og jeg synes det er beklageligt.
Fra Kandidatforbundet forstår jeg forslaget om, at der for kommunerne igen åbnes for mulighed for erhvervsfremme med udlån til fiskere og fangere udmærket. Selvfølgelig kan man ikke se bort fra tidligere erfaringer, såfremt muligheden genåbnes, da visse kommuner desværre har haft vanskeligheder med inddrivelsen af afdragene til disse erhvervsfremmende udlån.
Det er derfor nødvendigt, at der udarbejdes ens regelsæt der vil sikre både kommunernes og låntagernes vilkår, så tilbagebetaling kan sikres da der gennem de gamle ordninger blev mange betalingsvillige ramt at de betallingsuvillige låntagere.
Endvidere bør man såfremt der virkelig skal arbejdes med de erhvervsfremmende initiativer sikre sig, at ordningen komme til at omfatte både søbaserede- og landbaserede erhverv. Derfor kan man ikke alene sætte sin lid til kommunerne, og her er det på sin plads at spørge, om det ikke er på tide, at kræve at KNAPK og SIK deltager i større omfang i sådanne initiativer ?
Disses organisationers medlemmer råber til stadighed op om deres vanskeligheder, og der er mange penge i organisationer der vil kunne anvendes til nytte af fremme for deres medlemmers interesser.
Jeg er ganske vist klar over, at SIK er engageret i SULISA=s initiativ men jeg er dog af den mening at organisationen også bør være åbne for samarbejde med kommunerne, men jeg er også klar over, at man ikke kan tvinge organisationerne.
Det er jo nødvendigt, at vi hjælpes ad allesammen. Kommunerne alene kan ikke overkomme en sådan opgave ikke mindst når man tænker på de økonomisk dårligst stillede kommuner. Men der er ikke tvivl om, at kommunerne, KNAPK, SIK og måske Hjemmestyret i fællesskab kan skabe et godt grundlag for et erhvervsfremmende fond til nytte for samfundet.
Med disse ganske vist korte bemærkninger vil jeg tilsige min støtte til Landstingsmedlem Hans Enoksen=s forslag.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Da jeg gik ud fra, at dette blev støttet så vil vi gå videre med denne opgave. Landsstyret vil tage opgaven op i den kommende tid, men forinden skal jeg lige komme med nogle understregninger, og lige se tilbage i tiden.
Der er nye medlemmer her i Tinget som er kommet ind efter sidste valg, hvor man også kom ind på, at der er kommet nye medlemmer i kommunalbestyrelserne.
Kommunalreformkommissionen har fremsat forslag, at lov nr. 22 af 3. november 1994 blev vedtaget. Loven som skabte et formel grundlag for kommunernes deltagelse i erhvervsmæssige engagementer, og en ensartet forvaltningspraksis. Samtidig gav loven en mere entydig afgrænsning mellem social- og arbejdsmarkedslovgivningens behovsvurderede udgifter, og en egentlig målrettet erhvervsudvikling.
Loven giver kommunerne mulighed for en planmæssig samordning og udvikling af erhvervslivet i kommunen over en bred front, og er en supplement til de eksisterende finansieringsmuligheder for erhvervslivet.
Det har ikke været hensigten, hvilket også blev nævnt, at kommunerne skulle gå i konkurrence med banker, erhvervsudviklingsselskaber eller eksisterende central erhvervsstøttemuligheder, ligesom kommunerne ikke må medvirke til konkurrenceforvridning i lokalsamfundene.
Kommunens erhvervsengagement har primært det sigte, at være fødselshjælper ved opstart af nye erhvervsaktiviteter i kommunen ud fra de rammer der er fastsat i loven. Kommunen kan via sin erhvervsplanlægning f.eks. vælge at støtte og udvikle fiskerierhvervet, og kan med henblik på dette yde etableringstilskud eller garanti for lån i finansieringsinstitut til fangere og fiskere.
Investeringsniveauet skal tilpasses kommunens økonomiske formåen, således at erhvervsinvesteringer er prioriteret i sammenhæng med øvrige kommunale udgifter. Kommunen kan ikke selv yde lån til enkeltpersoner, da den tidligere kommunale adgang til långivning bortfald ved vedtagelsen af landstingslov nr. 22 af 3. november 1994.
At kommunen ikke selv kan yde lån skyldes, at det ikke er en kommunal opgave at yde lån til private. Denne opgave er forbeholdt bankerne og andre finansieringsselskaber.
Det vil derimod være en oplagt opgave for kommunens erhvervs- eller arbejdsmarkedskontor, at bistå fangeren eller fiskeren med råd og vejledning om de forskellige muligheder og være behjælpelig med udfyldning af formularer m.v.
Kommunernes Socialforvaltning kan i særlige tilfælde yde hjælp til anskaffelse af en påhængsmotor eller andre redskaber til fangst eller fiskeri ud fra et konkret skøn i henhold til den sociale lovgivnings muligheder for at ydelse af hjælp til enkelt borgere.
Hjemmestyret kan i henhold til Landstingsforordning nr. 8 af 31. oktober 1996 om støtte til Fiskeri, Fangst og Landbrug yde støtte op til 75 % af en jolles anskaffelsessum. Der skal være tale om en nybygget jolle med mindst 16 fod med udenbordsmotor og ' 8 opregner visse andre betingelser for støtte af teknisk art.
Støtte kan kræves tilbagebetalt såfremt jollen afhændes til anden side inden 5 år eller hvis jollen ikke længere anvendes erhvervsmæssig.
Loven om kommunernes erhvervsinvesteringer trådte i kraft den 1. januar 1995. Alt tyder på, at den har medvirket til, at kommunerne har fokuseret på erhvervs- og beskæftigelsespolitikken. Det kan konstateres, at kommunernes samlede udgifter til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger har været stigende siden lovens ikrafttræden.
Kommunerne har i højere grad indrettet deres budgetter på, at sikre en målrettet erhvervsudvikling i kommunen, og har med henblik på at fremme beskæftigelsen ikke kun via lovgivningen om kommunernes erhvervsengagement, men også gennem sikring af lønindkomster og arbejdspladser via en aktiv anlægsinvestering og målrettet anvendelse af beskæftigelsesfremmende midler skabt stigende lokal aktivitet.
Det kan læses i KANUKOKA=s beretning om 1997, og denne beretning er man bekendt med her i Landstinget.
Loven om kommunernes erhvervsengagement har virket nu i snart 3 år. Kommunerne har arbejdet ud fra de rammer loven giver mulighed for, men jeg kan ikke udelukke, at der af og til kan opstå tvivl om lovens fortolkning, hvilke visse bemærkninger her i salen tyder på også.
På baggrund af debatten i salen idag vil vi i et samarbejde med kommunerne foretage en undersøgelse af problemets reelle omfang, og derefter vurderer, hvor der konkret bør foretages justeringer eller præcisering af regelsættet, således at kommunerne bedre får mulighed for at give de enkelte ansøgere mere kvalificeret råd og vejledning i hvilke muligheder der er for støtte og i dette tilfælde specielt til fisker- og fangererhvervet.
Hans Enoksen, forslagsstiller:
Tak. Først er jeg glad for at mit forslag bliver støttet positivt her i Landstingssalen. Som bekendt har kommunerne også drøftet dette i stor omfang i forbindelse med KANUKOKA=s generalforsamling, og jeg er meget glad for, at man nu kan igangsætte initiativ omkring dette område.
Hvem siger, at den lov der blev vedtaget efter Kommunalreformkommissionen er totalt fejlfri, og skal gælde i alt evighed. Vi må have mulighed for, at kunne fremsætte ændringsforslag, såfremt vi mener, at loven ikke fungere efter hensigten, og jeg kan se, at blandt menigmand, så er det meget mærkbart, at der er store problemer.
De ting som vi ikke anser for problemer er store problemer for disse. Der er sågar nogle der har en årsindtægt der ligger under vores månedsløn, og det vil jeg ikke kunne forsvare. Det er rart, at tilskud på op til 75 %, men der er alt for mange der ikke kan følge med, og det vi ønsker at afhjælpe er lavest indkomster, og det er dem der ikke kan klare eget indskud i sådanne forbindelser.
Enhver ved, at vi kan gå ind i en bank og låne penge, såfremt man har en god baggrund.
Hvis man har 20 til 30.000,- kr. i årsindtægt, så får man med det samme den besked; Avi kan desværre ikke tale sammen, på grund af din økonomiske baggrund@. Hvad er så den næste mulighed? Så må man gå til kommunekontoret og søge om socialhjælp ud fra deres vilkår.
Jeg er også glad for, man kom ind på, at respektere kommunens selvstændighed og at man gerne vil høre kommunerne. Sådan skal det også være, men der er alt for mange tilfælde, hvor vi tager beslutninger hen over hovedet på kommunerne.
Sivert K. Heilmann, ordfører for Atassut:
Tak. Jeg er nok en af de sidste, der har fremsat et forslag, der ligner Hans Enoksens forslag, derfor vil jeg benytte lejligheden til at komme med mine kommentarer.
Vi har allerede dengang kunnet se, at man har lukket af for kommunernes mulighed for at yde lån og at det vil indsnævre kommunens selvstændighed, derfor har jeg allerede dengang fremsat forslaget.
Ide kommuner, hvor det går godt med fiskeriet, kan de optage lån, såfremt de har et eget indskud på 25%. Men vi kunne allerede dengang se, at indkomsterne faldt drastisk således, at man end ikke kunne opspare til eget indskud, især i Maniitsoq og sydover, hvor der førhen har været meget fiskeri. Det er netop disse ting, vi har fremsat forslag om, at kommunerne skal kunne yde udlån, i hvert fald de kommuner, der har mulighed for det. Derfor er det rart at høre, at man ønsker at inddrage både KANUKOKA og kommunerne. Tak.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Det er rigtigt, at forslagsstilleren Hans Enoksen bor i en bygd. Der er ingen tvivl om, at han har stor indsigt i bygdeforholdene, hvorfor han skal have den opbakning, der skal til.
Denne mulighed for at få støtte på 75% til anskaffelse af en jolle er en udmærket løsning.
Men vi der er Landstingsmedlemmer og vi, der snakker med fangerne og jollefiskerne, er det mærkbart for os, at det er en udmærket mulighed. Men der er også nogle, der har svært ved at opspare de 25% til eget indskud og i visse kommuner har de ikke mulighed for yde hjælp til de 25%.
Vi kan tage et eksempel; sidste år, i december 1996, rettede fanger og fiskerforeningen i Kangatsiaq henvendelse til Landsstyremedlemmet for Fiskeri, hvor de mente, at der bør gribes politisk ind, fordi der var så store vanskeligheder. Der blev endda sagt, at fangerne og fiskerne i Kangatsiaq i gennemsnit i 1996 havde en indtægt på under 4.000,- kr. på årsbasis.
Det er meget tankevækkende, hvorfor man må sige, at flertallet af fiskerne i den kommune ikke kan anskaffe sig en jolle, uanset om de så får støtte op til 75%. Derfor må vi finde en bedre løsning og jeg mener, vi må skele til en af de vigtige ting og spørge; AHvem er det, der mangler denne mulighed?@. De fleste, der mangler denne mulighed er; medlemmerne i KNAPK og i SIK, ikke Landstingsmedlemmerne. Landstingsmedlemmerne får jo mere end rigeligt i løn. Men de lavest lønnede, det er netop dem, der har behovet og vi må forstå deres problemer.
Karl Lyberth, ordfører for Siumut:
Det er rart, at vi en gang imellem får øjnene op for problemerne. En gang imellem, måske lidt for sent. Det gælder for såvel menigmand, men også for Landstingsmedlemmer og Landsstyremedlemmer. Når man lever blandt menigmand og især, når man lever blandt jollefiskerne og lever sammen med dem, så er det meget tydeligt, at de har problemer, især når der sker skade på jollen eller motoren. Det har været mærkbart siden 1995. Det er netop derfor, jeg har fremsat forslag den 9. januar 1996, der på en prik ligner Hans Enoksens forslag om, at man genetablerer kommunernes mulighed for at yde udlån.
Det er rart, at samtlige partier og Kandidatforbundet har forståelse for jollefiskernes og andre lavestlønnedes problemer, måske lige bortset fra Akulliit Partiiat, det lød, som om han var imod. Men resten af partierne vil gerne have åbnet muligheden for, at kommunerne igen skal kunne yde lån. Landsstyret tager initiativ til en dialog med KANUKOKA og finder frem til en løsning, det er dejligt at høre.
Men som sagt sker det en gang imellem, at vi kommer for sent med vores forståelse. Og de forrige talere havde sagt nej til mit forslag, hvor de sagde, at man skulle afvente. Men allerede dengang har kunne vi ellers se, at problemet eksisterede. Vi burde have løst problemet allerede dengang.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Jeg vil blot nævne, ligesom vi i vores ordførertale kom ind på her, at det er Hans Enoksen, der er forslagsstiller, men han har ikke været ene om at fremsætte sådan et forslag, hvilket Karl Lyberth også var inde på, at der allerede sidste år i 1996 fremsatte et lignende forslag. Derudover har der været fremsat lignende forslag, blandt andet af vores Landstingsformand Anders Andreasen. Og Sivert K.Heilmann har lige nævnt, at han tidligere har fremsat et lignende forslag.
Vi er meget enige i Landstinget, så den næste opgave må være, at Landsstyret går i gang med de initiativer, der skal til og vi skal jo regne med, at vi i forbindelse med forårssamlingen eventuelt skal fremsætte en ny lov eller et ændringsforslag til den eksisterende lov, som har lukket af for kommunernes mulighed for at yde lån.
Jeg vil nævne, at det er meget nødvendigt, at man åbner op for denne mulighed. I den sidste tid har man gennem pressen og andre ad kanaler drøftet, at med fusionen af bankerne, er Grønlandsbankens service blevet betydelig ringere. Blot ved tanken, så er det meget nødvendigt, at kommunerne får åbnet den foreslåede mulighed.
De muligheder, der ligger ved ESU er godt nok åbne, hvilket forslagsstilleren kom ind på, det er udmærket at have de muligheder, såfremt man har 25% til eget indskud. Men som jeg har nævnt, ved bankernes fusion, så er disse blevet en hindring for de lavt lønnede. Derfor synes jeg, at det er svært at komme uden om, at man genåbner denne mulighed.
Og jeg er glad for, at Landsstyret får den opgave, at tage initiativer til at gøre det.
Lars Karl Jensen, ordfører for Siumut:
Ja, som det blev sagt, så er vi jo meget enige. Så er det vist ikke nødvendigt at debattere det videre.
Landsstyreformanden omtalte de muligheder, der ligger ESU. Vi kender disse muligheder og denne mulighed har været meget benyttet indenfor de sidste to år. I 1996 var der 40, der har købt joller via den mulighed og i år, 1997 er der 45, der har fået tilsagn om lån, det vil sige ialt 85 joller, der heldigvis bidrager til beskæftigelse på landbaserede virksomheder.
Selvom medlemmerne i udvalget kender disse tal, har jeg ønsket at fremsætte disse. 75% dækkes af landskassen, det vil sige, der er brugt 9,7 mill. kr. i indeværende år til anskaffelser af joller.
Som Hans Enoksen var inde på, så er der ingen tvivl om, at især bygdebefolkningen ikke har de store muligheder for at opspare de 25%, det kan også være et stort beløb for dem, Y der er laves for sent og især, når man tænker på en jolles pris. Det er blot nogle oplysninger, som jeg har ønsket at fremsætte her, tak.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Tak. Jeg har i mit indlæg været inde på, at der er nogle betænkeligheder, men jeg var også inde på, at én af grundene til, vi besluttede os, var på grund af konkurrenceforvridning. Jeg mener, at man ikke kan komme uden om disse ting, derfor er jeg meget tilfreds med Landsstyreformandens bemærkninger om, at det skal undersøges grundigt. Det er jeg helt enig i.
Jeg synes også, én af de ting, jeg kom ind på, er yderst vigtigt, at man ved at ændre sådan en bestemmelse, der vil åbne op for en utilsigtet mulighed og det er det, jeg advarer imod. Det er lige som om man måske kan komme til at tvinge kommunerne, at hvis I gør så og sådan til en gruppe, så må I også gøre så og sådan til en anden gruppe, det er det, jeg påpegede. Men som sagt, er vi jo allesammen enige i princippet.
Hans Enoksen, ordfører for Siumut:
Karl Lyberth sagde, at vi plejer at komme lidt for sent med forståelse.
Karl og Sivert har fremsat forslag, som blev administrativt besvaret, hvilket de var tilfredse med. Derfor skal de ikke sige, at vi har været for sent med at forstå.
Jeg fik ellers en administrativ besvarelse, men da jeg kan se, at besvarelsen slet ikke passer til mit forslag, hvis vi skal hjælpe de, der har behovet. Derfor har jeg lagt meget vægt på, at forslaget bliver debatteret og det har jeg så opnået. Derfor synes jeg, at den bemærkning ikke er på sin plads.
Da I fik den skriftlige besvarelse, har I været tilfredse med det og henlagt sagen. Det har jeg ikke været og nu har vi så fået opnået den debat, jeg ønskede. Tak.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Der er ingen, der skal sige, at man er sent på den. Det var ikke tilfældet her denne gang. Vi er faktisk forud, for vi ved, at noget bør ændres.
Den lov, vi har vedtaget så skævt, har givet kommunerne store økonomiske byrder, derfor har vi ønsket at ændre denne lov og det blev så tilfældet.
Redegørelsen fra kommunen, som jeg kom ind på, i mine tidligere bemærkninger, der står der; siden 1994 og frem til 1996, dér er der i planerne skrevet, at kommunerne har udnyttet mulighederne positivt og det har givet beskæftigelsesmæssige effekter.
Fra 1992 til 1994 har det ligget på 20 mill. kr., så er det blevet fordoblet i 1996 til 42 - 43 mill. kr., som kommunerne brugte til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og det er den lov, der er skyld i det.
Vi har haft god forståelse, da vi behandlede dette lovforslag således, at der kan skabes flest mulige arbejdspladser i kommunerne og det var i lovens hensigt.
Og jeg håber, at vi vil respektere kommunernes selvstændighed under vores arbejde.
Kommunerne skal også kunne sige nej til én, der ansøger om en jolle eller påhængsmotor. Det er kommunens egen beslutning, deri ligger en selvstændighedsmulighed og kommunerne skal også bruge deres mulighed for at sige nej. Derfor har vi også ud fra respekt til kommunernes selvstændighed udformet denne lov. Vi skal både respektere kommunernes mulighed for at sige ja eller nej. Og i sagens videre forløb, skal vi også respektere kommunens selvstændighed, som jeg sagde, har der været nogle skævheder på visse områder. Selvfølgelig har enkeltpersoner, der har fået afslag, haft mulighed for at rette henvendelse andre steder.
Men loven har jo sine positive sider, det vil jeg også gerne fremhæve, derfor vil jeg med glæde arbejde med denne opgave, jeg har fået.
Mødeleder:
Således er dagsordens punkt 41 færdig og Landsstyreformanden har lovet at arbejde videre med sagen.