|
Dagsordenspunkt 36-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Onsdag den 29. Oktober 1997
Mødeleder: Anders Andreassen, Landstingets Formand.
Og vi går over til punkt 36, det er redegørelse om opfølgning af Socialreforkommissionens betænkning.
Og der er fremsat nogle forslag fra Ruth Heilmann, Otto
Steenholdt og Maliinannguaq Mølgaard. Først er det Ruth Heimann, Siumut.
Ruth Heilmann, forslagsstiller, Siumut:
Tak. Jeg har fremsat et forslag om anlæggelse af landgangs- og afgangsbroer, beregnet til syge mennesker og handicappede personer. Hvis jeg skal sige det direkte, så kan jeg sige, at man i Maniitsoq og omegn har behov for sådanne broer, hvorfor der også arbejdes for sagen. Da man alligevel mener, at anlæggelse af broer, ikke er en kommunal opgave, plejer man at sende den slags ønsker videre til anlægssektorerne. Da jeg regner med og også ved, at i mange steder på kysten også har samme behov, er det mit ønske, at sagen drøftes i Landstinget og at medlemmerne tilkendegiver deres mening om det, da mange kommuner er i økonomiske vanskeligheder, er det ønskeligt, at sådanne projekter finansieres af Hjemmestyret.
Amalie Markussen, på vegne af Maliinannguaq Markussen Mølgaard, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:
På Inuit Ataqatigiits vegne, har Maliinannguaq Markussen Mølgaard fremsat følgende forslag:
Vedrørende handicappede, der fylder 60 år, ikke længere hører ind under handicapforordningen. Man ved, at de handicappede, der fylder 60 år, overgår til almindelig alderspension. Denne fremgangsmåde er ikke tidssvarende. Enhver handicappede, der fylder 60 år, bliver jo ikke rask af den grund. Når finansieringen fra Hjemmestyret af den grund stopper, så bebyrder de kommunens økonomi, derfor er det nødvendigt at få rettet op på dette forhold snarest muligt, således, at handicappede, der fylder 60 år, fortsat hører ind under handicapordningen. Det har Socialreformkommissionen jo også påpeget i sit arbejde.
Otto Steenholdt, forslagsstiller, Atassut:
Enhver, der bor i Grønland og som opfylder aldersgrænsen til at få alderspension, har krav på denne samfundsydelse.
For det første; Beløbet, der ydes hver måned, skal være ens for alle, uanset om man er gift, eller lever sammen med nogen.
For det andet; Ægtefællens arbejde, må ikke have indflydelse på ægtefællens pension.
For det tredje; Beløbet, det vil sige pensionen, indtægter ved fritidsfiskeri, eller om man får indtægter ved husflidsarbejde, må ikke have afgørende indflydelse, der må ikke fratrækkes beløb fra pensionen.
På den måde kommer jeg med et forslag, da mange pensionister bliver fratrukket i deres pension. Nogle gange så meget, at de ikke får udbetalt nogle beløb fra pensionen.
Enhver, som bliver gammel skal ikke gøres passiv, på grund af de ovennævnte forhold.
Jeg håber, at Landstinget med interesse vil drøfte forslaget og ikke kun tale om, at det vil blive alt for dyrt for landskassen.
Og jeg vil komme med en indstilling; Hvis jeg var en enerådende Landsstyremedlem, uden modpart, så vil jeg udlevere deres pension, uden skat, uanset, hvad de tjener ved siden af, fordi de har arbejdet i en livslang periode, til gavn for samfundet og derved takker man for deres indsats for samfundet, ved at man ikke fratrækker skat, eller det beløb, der kommer ind som bi-indtægter.
Mikael Petersen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder:
Under forårssamlingen 1996, blev Socialreformkommissionens næsten 400 sider lange betænkning fremlagt. Betænkningen beskriver, problematiserer og opstiller løsningsforslag indenfor følgende fire socialpolitiske hovedområder; sikringsydelser, ældreomsorg, handicappede samt børn og unge.
Landsstyret modtog betænkningen med tilfredshed og gav ved den anledning udtryk for, at betænkningen indeholder mange konstruktive ideer og anbefalinger omkring den fremtidige udvikling og indretning af det sociale system.
Kommissionens anbefalinger skal ikke forstås, som absolutte krav, der her og nu skal tages definitiv stilling til. Landsstyret ser derimod Kommissionens anbefalinger som velovervejet og gennemtænkte forslag til, hvorledes det offentlige sociale system kan videreudvikles, således, at de tilpasses nutidens vilkår og fremtidens udfordringer.
Betænkningen er meget omfangsrig og udgør et godt grundlag, for det fremtidige arbejde.
Endvidere blev det nævnt, at der i den kommende tid, skal foretages en grundig vurdering af, hvorledes betænkningens hovedprincipper og mere konkrete anbefalinger, mest hensigtsmæssigt, kan føres ud i livet.
Landsstyret vil på denne baggrund iværksætte et opfølgningsarbejde, der skal resultere i konkrete lovgivningsmæssige initiativer på det sociale område.
Som det fremgår af redegørelsen, som Landsstyret i dag fremlægger, er dette arbejde påbegyndt.
Ét af hovedprincipperne i betænkningen er, at den enkelte borger skal tilskyndes, til generel at være selvhjulpent og ansvarlig for sin egen situation. Landsstyret er enig heri. Udgangspunktet for de sociale ydelser må generelt være, at modtageren sættes i stand til, så hurtigt, som muligt at klare sig selv, uden det offentliges hjælp, således, at hjælpen fra det offentlige i princippet er midlertidig.
Landsstyret er derfor af den opfattelse, at det opfølgningsarbejde er tvingende nødvendigt, at byrde- og opgavefordelingen mellem Hjemmestyret og kommunerne analyseres, dels for at sikre kommunernes, opnår yderligere incitamenter til at gøre noget aktivt, for de af vore borgere, der af forskellige årsager må søge offentlig hjælp. Dels for at sikre, at der generelt er den fornødne sammenhæng mellem de forordningsmæssige initiativer og de økonomiske konsekvenser for kommunerne og Hjemmestyret.
Lad mig fremhæve et konkret eksempel til belysning af problemstillingerne;
Som det fremgår af redegørelsen, vil der i den kommende tid, blive foretaget en analyse og vurdering af mulighederne for at indføre reelle revalideringsbestemmelser.
Som også betænkningen pegede på, kan succesfulde revalideringsbestemmelser være med til at mindske tilgangen af førtidspensionsområdet. Imidlertid er reelle og gode bestemmelser ikke altid nok. I dag er det sådan, at eventuelle revalideringsmæssige tiltag, iværksættes efter reglerne om offentlig hjælp. Udgifterne hertil dækkes af kommunen, medens Hjemmestyret finansierer 90 % af kommunernes udgifter til pension. Det er ikke svært at forestille sig, at kommunerne af og til kan mangle et incitament, til at yde en ekstra indsats overfor en revalideringsberettigede og i stedet, vælger førtidspension, som en løsning.
Landsstyret vil derfor, som nævnt, analysere disse forhold nærmere, med henblik på, at øge kommunernes incitament til at aktivere de sociale midler.
Det fremgår ligeledes af redegørelsen, at det i første omgang er mulighederne for forbedringer af de ældres og de handicappedes vilkår, som opfølgningsarbejdet vil fokusere på samt mulighederne for indførelse af skånejob og mere reelle revalideringsbestemmelser.
Dette er en bevidst prioritering fra Landsstyrets side. Det er klart, hvilket også andre talere ved forelæggelsen af betænkningen gjorde opmærksom på, at kommissionens mange og gode anbefalinger af samfundsøkonomiske grunde, ikke kan gennemføres på én gang. Derfor har Landsstyret prioriteret. Samtidigt er Landsstyret opmærksom på, at forbedringer indenfor det sociale område, må indgå i en samlet finanspolitisk prioritering.
Landsstyret vil i næste fase af opfølgeningsarbejdet, opprioritere betænkningens anbefalinger vedrørende sikringsydelser samt børn- og ungeområdet.
For så vidt angår de enkelte områder i redegørelsen, skal jeg ikke gentage dette her, men alene opridse nogle hovedlinier:
Redegørelsen peger blandt andet på direkte økonomiske forbedringer, i form af en generel forhøjelse af pensionens grundbeløb, eller indførelse af forbedrede fradragsmuligheder for pensionister i skattelovgivningen.
Redegørelsen peger endvidere på andre, mindre direkte økonomiske tiltag, der kan komme på tale, herunder eksempelvis ændring af boligsikringsreglerne, forhøjelse af indtægtsgrænserne ved regulering af pensionen samt ændring af reglerne vedrørende personlige tillæg.
Endelig peger betænkningen på forhøjelse af pensionsalderen fra 60 til 63 år samt indførelse af en hjemmehjælperuddannelse.
Nogle af disse punkter er tidligere blevet drøftet her i Landstinget, for eksempel forhøjelse af aldersgrænsen for pension. Fra flere sider i Landstinget, blev det ved fremlæggelsen også gjort klart, at man ønsker grænsen for indtægtsregulering af pensionen forhøjet. Landsstyret er derfor fortrøstningsfuld med hensyn til, at der kan opnås enighed om tiltag, der kan forbedre de ældres og pensionisternes vilkår. Landsstyret vil til forårssamlingen 1998 fremlægge konkrete forordningsmæssige initiativer.
For så vidt angår de handicappedes vilkår, anbefaler Socialreformkommissionen, at kompetancen til at træffe afgørelse, i henhold til handicapforordningen, udlægges til kommunerne. Som opfølgning på Kommunalreformkommissionens betænkning, fremsættes på denne Landstingssamling forordningsforslag om en forsøgsordning, hvorefter kommunen kan få mulighed for at iværksætte forsøgsordning, også på det sociale område. Erfaringerne med forsøgsordningerne, vil herefter kunne indgå i overvejelserne, om hvornår og hvorvidt alle kommuner skal overdraget kompetancen i handicapsager.
Endvidere anbefaler Socialreformkommissionen, at der etableres et landsdækkende videnscenter for handicappede børn og voksne i Grønland samt i tilknytning hertil, en hjælpemiddelcentral. Dette initiativ, vil kunne få stor betydning for handicappede og deres pårørende samt være et væsentligt skridt til, på længere sigt, at kunne tilbyde personer med handicap, bedre vilkår.
På børn- og ungeområdet, anbefales generelt, en øget forebyggende indsats i de enkelte lokalsamfund og det anbefales, at den forebyggende indsats i lokalsamfundene koordineres og støttes fra centralt hold. Landsstyret vil, indenfor den gældende lovgivning, tage initiativ til, at familie- og ungdomsrådgivningen fremmes.
Landsstyret er endvidere opmærksom på børnefamiliernes privatøkonomiske forhold, for så vidt angår boligsikring og boligbørnetilskud. Mange børnefamilier med mellemstore indkomster, er meget hårdt trængte økonomisk. De er ikke berettiget til boligsikring, må betale fuld daginstitutionssats, boligbørnetilskuddet giver en lille bedring, men resultatet bliver, at disse børnefamilier har meget store udgifter og et relativt lille rådighedsbeløb til privatforbrug og opsparing. Landsstyret vil tage initiativ til, at undersøge mulighederne for at ændre disse sikringsydelser, således at børnefamilier med mellemstore indkomster, bliver bedre stillet, end det er tilfældet i dag.
Flere Landstingsmedlemmer har stillet forslag, der relaterer til opfølgningsarbejdet på Socialreformkommissionens betænkning.
Jeg skal i det følgende kommentere de stillede forslag:
Landstingsmedlem Otto Steenholdt har stillet forslag vedrørende aldersrente. Otto Steenholdt gør hermed blandt andet opmærksom på, at med de nuværende regler, gøres de ældre passive. Pensionen er indtægtsreguleret, hvorfor ældre, som har indtægter ud over pensionen derved får mindre pension. Hvis man giver mulighed for større bi-indtægter, uden at dette påvirker pensionen, forbedres forholdene for de ældre, som er erhvervsaktive. Men de ældre, som kun har pensionen at leve af, får ikke forbedret deres økonomi. Landsstyret prioriterer forbedrede forhold, til alle pensionister og tager Otto Steenholdts forslag med ind, i de kommende drøftelser om forbedring af pensionisternes vilkår.
Landstingsmedlem Maliinannguaq M. Mølgaard har stillet forslag om konventering af handicapforsorgen til ældrepensioner. Landsstyret er opmærksom på Socialreformkommissionens anbefaling vedrørende ophævelse af 60 årsgrænsen for personer med handicap. En ophævelse af 60 årsgrænsen, vil med den nugældende kompetencefordeling betyde, at Hjemmestyret overtager et administrationsområde, der er udlagt til kommunernes administration. I forbindelse med en udlægning af kompetence på handicapområdet til kommunerne, vil dette kompetanceproblem, uden nævneværdige problemer, kunne blive løst. I det kommende arbejde vedrørende initiativer på handicapområdet, vil konsekvenserne af, at fjerne 60 årsgrænsen blive undersøgt og vurderet. Der vil under efterårssamlingen 1998 blive fremlagt en redegørelse og eventuelt forordningsmæssige initiativer i tilknytning hertil.
Landstingsmedlem Ruth Heilmann har stillet forslag om anlæggelse af landgangs- og afgangsbroer, beregnet til syge mennesker og handicappede personer. Jeg er positiv overfor forslaget og vil tage det med ind i det videre arbejde med forbedringer for vore handicappede medborgere.
Afslutningsvis skal det bemærkes, at opfølgningsarbejdet på Socialreformkommissionens betænkning, som nævnt tidligere, bliver meget omfattende. Arbejdet vil helt naturligt blive koordineret med det allerede igangsatte opfølgsningsarbejde på Kommunalreformkommissionens betænkning samt i øvrigt inddrage mange samarbejdspartnere, blandt andet relevante Direktorater i Hjemmestyret, KANUKOKA samt forskellige organisationer.
Med disse ord, overlader jeg redegørelsen til Landstinget velvillige behandling.
Laannguaq Lynge, ordfører for Siumut:
Ja, tak. Vedrørende redegørelser om opfølgninger på Socialreformkommissionens betænkning, har vi følgende bemærkninger til den fra Siumut:
Vi har modtaget redegørelsen fra Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender vedrørende hvordan og på hvilke områder, der skal ske en opfølgning af Socialreformkommissionens betænkning. Og fra Siumut er vi glade for, at kunne konstatere, at der fremlægges så klar en planlægning på dette område.
Indledningsvis skal jeg oplyse, at vi ikke agter at genoptage debatten om betænkningen ved forårssamlingen, men skal knytte bemærkninger til Landsstyremedlemmets forelagte planer.
I redegørelsen, har vi bemærket os, at der er udarbejdet en klar tidsplan for de forskellige omdelte tiltag.
Samtidigt har vi bemærket os, at man agter at samarbejde tæt med KANUKOKA, og dette finder vi fra Siumut, som naturligt og uomgængeligt. Det daglige arbejde indenfor socialområdet, varetages jo til daglig af kommunerne, efter lovregler, udstukket af Landstinget, hvorfor vi i Siumut, altid vil lægge vægt på god forståelse med kommunerne, som noget centralt på socialområdet.
På samme måde, støtter vi fra Siumut og finder det naturligt, at reformarbejdet udføres gennem tæt samarbejde mellem Hjemmestyrets forskellige involverede Direktorater.
Landsstyremedlemmet forelægger 6 punkter, hvor han agter, at tage initiativ til gennemførelse af planen og fra Siumut erklærer vi os enig i, den nævnte prioritering. Fra Siumut, er vi tilfredse med det første punkt, nemlig, at der til forårssamlingen i 1998 agtes forelagt et lovforslag, med henblik på en forenkling af det sociale klagesystem, idet borgernes, alt for lange ventetid, før de får svar på deres klager, er jo et resultat af en Aunødig@ stiv administration.
For det andet, er vi fra Siumut rede til, aktiv deltagelse i den forelagte plan om undersøgelse af mulighederne for forbedring af pensionisternes vilkår, med henblik på forelæggelse af et konkret forslag til forårssamlingen i 1998. I Siumut, mener vi, at det er på tide, at realisere ét af de nævnte interessante forslag til forbedring af alderspensionisternes vilkår. I Siumut, mener vi, at en beslutning om realisering af de påtænkte forslag, vil betegnes som en forbedring af alderspensinisternes daglige vilkår.
Vi er ligeledes tilfredse med, at man i samme forbindelse agter at samarbejde med Utoqqaat Nipaat, det vil sige de ældres røst. Og i Siumut er vi glade for at konstatere, at vore ældre medborgere i de seneste å,r er begyndt at blande sig aktivt i debatten om deres egne levevilkår.
Fra Siumut, skal vi også indstille, at man skal huske på skabelse af fritidsfaciliteter og de ældres muligheder, for hensigtsmæssig beskæftigelse, idet vi i Siumut lægger vægt på, at de ældre ikke føler sig isoleret i deres daglige tilværelse.
Fra Siumut, lægger vi afgørende vægt på og støtter fuldt ud uddannelsen af hjemmehjælpere, som endnu i mange år fremover, vil være nødvendige til betjening af ældre og førtidspensionister.
Og fra Siumut, skal vi medvirke til forelæggelse af ændring af forordningen på ældreområdet i forbindelse med forårssamlingen i 1998.
For det tredje, regner vi bestemt med fra Siumut, at der på forårssamlingen 1998 forelægges en fornyet og grundigt redegørelse vedrørende de tiltag der skal tages indenfor handicapområdet. Efter som forordningsforslag der agtes forelagt til forårssamlingen vil indeholde justeringer af gældende regler ser vi fra Siumut frem til forelæggelsen af forslagene.
Vedrørende kommunernes totale overtagelse af betalingen af de handicappede skal vi fra Siumut indstille, at forberedelsen gøres grundigt og sker i tæt samarbejde med KANUKOKA. I Siumut er vi enige i redegørelsens afsnit om, at man går bort fra at de handicappede der har passeret de 60 år ikke længere skal overgå til almindelig aldersrente.
Alle enhver ved jo at en handicappet normalt har behov for en række ekstra hjælpemidler så som kørestol m.v. i forhold til raske alderspensionister.
I Siumut mener vi, at de handicappedes omgivende miljø bør forbedres, her tænker vi på hjemmemiljøer, alle steder hvor den handicappede færdes igennem forbedring af de nødvendige faciliteter på de forskellige arbejdspladser.
Det vil alle dage være nødvendigt, at visse handicappede bør placeres på et plejehjem. I SIumut mener vi at plejeinstitutioner til de handicappede bør indrettes hensigtsmæssigt i forhold til den handicappedes karakter. I den forbindelse mener Siumut ikke at det er attraktivt at opføre store handicapcentre. Derfor mener Siumut, at det bør overvejes at der opføres hensigtsmæssige hjem, til de handicappede i deres lokale miljøer.
Fra Siumut skal vi medvirke aktivt til i forbindelse med den påtænkte redegørelse og forelæggelse af forordningsforslaget ved efterårssamlingen 1998.
For det fjerde støtter vi fra Siumutt fuldt ud det planlagte tiltage med henblik på etablering af et videnscenter. Fra Siumut mener vi nemlig at sådanne planer er ganske nødvendige i en moderne handicapforsorg. Vi regner bestemt med at Landsstyret forelægger en ny redegørelse på efterårssamlingen 1998.
For det femte støtte vi fra Siumut Landsstyrets planer om regler vecdrørende revalidering og skånejobs.
Det central i Siumuts socialpolitik er nemlig at et rask menneske må kunne klare sig selv. Derfor er vi fra Siumut helt enig i, at der træffes beslutning om vedtagelse af regler og muligheder for revalidering.
For det sjette er Siumut helt enig i prioriteringen af børn og unge. Det er efterhånden ikke sjældent af ganske unge rammes af arbejdsløshed. Ganske unge som går ud af skolen og ikke tager en videreuddannelse får store personlige problemer. Derfor mener vi i Siumut, at Landsstyret i samarbejde med kommunerne og forebyggelsesorganerne virker for en hurtig afhjælpning af disse unges problemer.
Fra Siumut støtter vi Landsstyrets planlagte initiativ til forbedring af børnefamiliernes situation. Fra Siumut er vi ganske enig med Landsstyrets planer om at gøre noget ved de gældende grænser for huslejetilskud som f.eks. ikke har været ændret igennem flere år. I den forbindelse ligger Siumut især mærke til at Landsstyret har et åbent øje for mellemindkomst familiernes situation.
Med disse bemærkninger tager vi fra Siumut den klare redegørelse om opfølgning af Socialreformkommissionens betænkning til efterretning.
Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut.
Redegørelse for opfølgningdasrbejdet på Socialreformkommissionens betænkning og til det har vi følgende bemærkninger fra Atassut.
Vi er bekendt med befolkningens store utilfredshed med det sociale arbejde i Grønland i de senere år, specielt m.h.t. de handicappede, børn, unge og ældre samt bistandshjælp til de arbejdsløse.
Vi er i Atassut skuffede over, at man under henvisning til Socialreformkommissionens fremlage redegørelse på Landstingsmøde her i efteråret og under henvisning til den tidligere fremlagte redegørelse ved forårssamlingen der har opbragt en stor interesse og megen iagttagelse blandt befolkningen og tiltrods for partiernes anbefalinger samt Socialreformkommissionenss 2 års anstrengelser og rejser ikke er fremkommet forbedringer indenfor det sociae område der omfatter børn, unge, handicappede, ældreforsorg samt bistandshjælp til de arbejdsløse.
Der har jo i forbindelse med ndesættelsen af Socialereformkommissionen været den hensigt, at der her i efterårssamlingen i Landstinget finansierer disse sociale områder ved prioritering, hvilket ikke er tilfældet, og det er Landsstyrets formål, at man først ved regulering af Landstingets Finanslov for 1999 kommer til at realisere finansieringen af de mest nødvendige områder ved prioritering.
Vi kan i Atassut godt forstå Landsstyrets argumenter for den nødvendige udsættelse af sagen, idet lovgivning- og forordningsmæssige ændringsmål som man blev enige om i partierne siden Landsstyrets møde i foråret ikke er udarbejdet fra Landsstyreområdet for Sociale Anliggender, ligesom de økonomiske konsekvenser ikke er vurderet til overvejelse i Landstinget, hvilket vi i Atassut finder meget uheldigt.
I det vi i Atassut under Landstingssamarbejdet ligger vægt på en grundigt udarbejdelse af enhver form for opgaver specielt sociale opgaver bliver vi nødt til at acceptere den ellers bitre udsættelse af sagen.
Vi tager i Atassut med tak imod Landsstyrets genfremlæggelse af redegørelsen for opfølgningsarbejdet på Socialreformkommissionens betænkning der tidligere blev fremlagt på forårssmødet, idet vi vil deltage i, og samarbejde for realiseringen af vurdering af de iværksatte og mere håndgribelige initiativer.
Efter at Landsstyret har givet udtryk for, at der er blevet iværksat lovgivningsmæssige og håndgribelige løsninger skal vi i Atassut stille krav om, at man aldeles undgår sagens yderligere udsættelse.
Vi skal fra Atassut hermed bemærke, at formuleringernes uforståeligehd og indviklethed hos de mange love, vedtægter og cirkulærer kan være skyld i det sociale personales store forsinkelser i deres arbejde og mangel på en korrekt betjening af klienterne, således at man p.g.a. en sådan situation bruger mange penge administrationsmæssigt, ligesom dette også føre til, at man ufrivilligt og uensartet yder bistand til børn og unge, ældre og ikke mindst til handicappede personer.
Vi skal fra Atassut opfordre Landsstyret om at være opmærksom på, at Love, forordninger og cirkulærer bliver mere forståelige, så man derved opnår en mere ensartet betjening af klienterne. Vi kan fra Atassut se at Landsstyret vil være opmærksom på opgave- og byrdefordelingen af det sociale område mellem Hjemmestyret og kommunerne, hvilket vi i Atassut går ind for, og fordi man må være helt klart over de økonomiske bistandsbehov fordi man derved understreger placeringen af ansvaret for hvem der kommer til at stå for de økonomiske byrder i tilfælde af enkeltes personers akut opstået bistansdsbehov og fordi man må være helt klart over de økonomiske konsekvenser når man lovmæsdsigt har givet berettigelse til i sådanne situationer.
Vi kan fra Atassut se at Landsstyret vil udarbejde, for at revurdere reglerne og bestemmelserne om revaliderring, hvilket vi stærkt går indfor. Landsstyremedlemmet har fuldstændigt ret i sit udsagn om, at antallet af førtidspensionister i Grønland er mærkbart stigende.
VI skal fra Atassut i den forbindele understrege at der er stor forskel på førtidspensionisternes evener og kapacitet, og hvis nogle af disse førtidspensionister kunne have mulighed for at blive henvist til passende jobs eller deres revalidering kunne de have klaret sig selv i deres tilværelse i stedet for at sætte lid til deres beskedne pension.
Imidleritid findes der også nogle personer, der efter deres revalidering til trods ikke kan gennemføre nogen form for brskæftigelse og vi vil derfor fra Atssut opfordre til, at man vil være mere opmærksomme på disse personer. Vi mener i Atassut at man må tage initiativer til at skaffe jobs til førtidspensionisterne og de handicappede i det især de handicappede igennem deres daglige medvirken blandt andre mennesker får en fysisk og psykisk styrkelse.
Vi har i Atassut modtaget med tak og med håb om positive resultater Landsstyrets vilje til at kulegrave revalideringsreglerne for førtidspensionisterne m.h.p. opnåelse af skånejobs.
Landsstyret har i gfremlæggelsen nævnt at Hjemmestyret finansierer 90 % af kommunernes udgifter til førtidspension, og således at kommunerne er tilbageholdende med revalideringsinitiativerne. Ligeldes vil vi fra Atassut påpege, at det ikke er helt korrekt, at kommunerne plejer at vælge førtidspension som en løsning.
At det er en vilje og løsning at kommunerne blot vælger ydelse af førtidspension efter deres Sociale Udvalgs beslutning er dette ikke korrekt og det er Landstingsmedlemmerne er klar over, da de fleste af dem tidligere er medlemmer af kommunalbestyrelserne.
En ansøger om ydelse af førtidspension udfylder som regel en ansøgningsskema og efter at have udfyldt skemaet bliver ansøgeren i hvert tilfælde undersøgt af lægen om den pågældende ansøger ikke er egnet til at forsørge sig selv eller sin familier. Og derefter vurderes ansøgeren dybtegående i kommunens Social Udvalg efter lægernes skøn, og altså ikke blot for at opnå førtidspension som en løsning.
Vi er i Atassut vidende om, og er klar over, at eventuelle initiativer til førtidspensionisterrnes revalidering kan iværksættes efter reglerne om offentlig hjælp og dog har kommunerne ikke selv personale, økonomi og materialemæssige ressourcer til permanente revalideringsopgaver, specielt hos de mindrebemidlede kommuner, hvorfor forlydener i redegørtelsen om kommunernes manglende incitament til at yde en indsat overfor den revalideringsberettigede ikke har et helt reelt grundlag.
Efter nøje at have vurderet henvisningerne til Socialreformkommissionens opfølgningsarbejde skal vi fra Atassut fremkomme med udtalelser vedrørenden Landsstyrets primære forbedringer i f.eks. i almindelige bistandsydelser som børn og unge området.
For det første, sikringsydelser og offentlig hjælp. I Atassut ligger vi vægt på at alle sunde og arbejdsdygtige borgere hjælper og klarer sig sig ved deres arbejde i det selvstændighed er det sundeste ting for menneske. Imidlertid er ydelser fra det offentlige nødvendige, selv for sunde og arbejdsdygtige personer som følge af mangel på beskæftigelse, hvilket er usundt.
Fra Atssut skal vi hermed stille krav om, at man som første prioritet prøver at skaffe beskæftigelse til de personer der er nødsaget til at modtage offentlig hjælp og at ydelsen skal gives i kun de mest tiltrængte situationer.
For det andet, takstmæssig hjælp. Vi har fra Atassut flere gange påpeget de uensartet ydelsesformer ad takstmæssig hjælp og offentlig hjælp blandt befolkningen i Grønland. Vi skal endnu engang stille krav om, at ydelsen af takstmæssig hjælp bliver afskaffet for at opnå et mere ensartet ydelsesform i Grønland.
I den forbindelse skal vi fra Atassut understrege, at det er samfundets forpligtigelse at yde bistand til behovstiltrangte personer. Ydelse af behovsvurderet hjælp har en meget vigtigt betydning for de enkelte personer og ikke mindst for familier idet man med ydelsen har til hensigt at klienterne får deres selvstændighed tilbage, hvorfor man ved behovsvurderet hjælp ikke må tage klienternes fagforeningsmæssige medlemskab med i betragtning.
For det tredje, børneforsorg. Vi skal fra Atassut understrege at vi i Atassut har samarbejdet og altid vil samarbejde for børnenes gode undervisningsforhold og vilkår da disse er vores fremtid.
Endvidere skal vi understrege, at det er forældrenes pligt at deres børn får en god opdragelse og gode vilkår under opvæksten.
Vi er desværre vidende om, at flere og flere børn bliver anbragt uden for hjemmet, og bliver henvist til det offentliges forsorg som følge af børnenes dårlige pasning på trods af opdragelsen af forældrenes ansvar.
Vi er af den mening i Atassut at de nuværende regler for fjernelsen af børn fra Hjemmet bør være mere tydelige, f.eks. forældre der både har opdragelsesproblemer med deres børn eller har problemer i deres dagligdag bør kunne rådgives m.h.p. deres børns genanbringelse hos forældrene, hvilket idag er tilfældet men ikke i tilstrækkelig omfang.
Under henvisning til genanbringelse af børn til forældrene må reglerne om anbringelse af børnene uden for hjemmet på længere sigt blive tydeliggjort.
Og som det fjerde er det så ungdomsområdet. Vi er i Atassut klar over at Hjemmestyret og kommunerne i samarbejde ihærdigt har iværksat initiativet med beskæftigelsesmulighederne til de unge, hvilket vi kan se de gode resultater ved anvendelse af nogle af disse sociale midler til fordel for beskæftigelsesforanstaltninger til de unge, men vi må ikke stoppe men gå videre.
Vi skal fra Atassut kræve, at man i forbindelse med kommunernes og Hjemmestyrets forhandlinger om byde- og opgavefordeling inddrager tydeliggørelse af reglerne for beskæftigelsesforanstaltninger for de unge der er nødsaget til at modtage bistandsydelse p.g.a. deres arbejdsløshed, f.eks. at man giver de unge mulighed for oplærings- og kursuspladser for at de unge derved ikke føler sig uønsket i samfundet, samt at de ikke forfalder til lediggang.
Som det femte, så er det handicapområdet. Man skal være meget opmærksom på de handicappedes personers fortsatte muligheder for at omgås blandt den øvrige del af befolkningen således at de ikke føler sig tilsidesat p.g.a. deres handicap.
Der er i Landsstyrets redegørelse nævnt, at kommunerne kan som forsøgsordning få overdraget kompetence til deres afgørelse indenfor sociale funktioner, også m.h.p. overdragelse af handicapområdet. Herefter afventer vi spændt på resultaterne af forsøgsordningen i Atassut og derefter vil vi tage endelig beslutning til sagen.
Vi er i Atassut gjort opmærksom på Landsstyrets initiativer for oprettelsen af et videnscenter, hvilket vi i Atassut m.h.p. ønsket om forbedring af vilkårene omkring børn, unge og handicapområdet helt går ind for idet dette er helt nødvendigt også m.h.t. kildemateriale, bistand og ydelse.
Og som det sjette punkt, er det forebyggelssarbejdet for børn og unge. Vi går i Atassut stærkt indfor Landsstyrets initiativer til en øget forebyggende indsats i lokalsamfundet fordi dette initiativ er af yderst nødvendighed efter hvad vi har set og erfaret blandt hændelserne blandt børn og unge idag.
eftersom man ligger vægt på støtte fra centralt hold og koordinering skal vi følge sagen og samarbejde i Atassut. Vi i Atassut finder det uheldigt, at man ikke har udnyttet kommunale forebyggelseskonsulenter, der tidligere har haft kursus, og vi kan se at årsagen hertil er mangel på en central koordinering samt mangel på afholdelse af udgifter til formålet.
Vi skal fra Atassut kræve at man sikrer sig mod de økonomiske sider med en mere bred indsats på forebyggelsesarbejdet, idet vi ser vigtigheden af forebyggelsesarbejdet blandt børn og unge.
På længere sigt bør der iværksættes et intensivt forebyggelsesdarbejde på området alkoholmisbrug , rusmidler, smitsomme sygdomme og ikke mindst selvmord i Grønland. Man må herved ved første prioritet give oplysning til børnene m forskellige problemer før disse børn selv kommer ind i problemerne.
Såfremt oplysningskampagnen skal give resultater må skolen, forældre, politi og lægeembedet, kateketerne, præsterne, det sociale personale med meget mere, gennem skolen deltage i forebyggelsesarbejdet.
Vi er klar over at efter at man har brugt en hel masse kræfter og en hel masse penge opnår resultater med forebyggelsesarbejdet hos personer der længe har haft problemerne, derfor ligger vi vægt på et forebyggende arbejde før det er for sent.
Og som det syvende emne, forskellige tilskudsformer. Idag har en familie med en stor børnefolk og med mellemstore indkomster det økonomisk hårdt, og når et ægtepar aflønnes efter SIK overenskomsten kan de ikke modtage ydelse af boligsikring, ej heller børnetilskud. Derudover betaler de et stort beløb til børneinstitutionen og derefter har de ikke mere råd til deres dagligdag. Vi skal fra Atassut nævne at vi skal være med til at vurdere og samarbejde med Landsstyrets ændring af ydelsesformen for børnetilskud idet vi kan se, at ændringen vil medføre bedre økonomiske vilkår for familier med mange børn.
Til sidst skal vi komme med udtalelser til forslagene fra Landstingsmedlemmerne.
Under henvisning til Ruth Heilmanns forslag om anlæggelse af landgangs- og afgangsbroer til syge mennesker og handicappede personer skal vi i Atassut tager Landsstyremedlemmets besvarelse til efterretning.
Landstingsmedlem Maliinannguaq Marcussen Mølgaard har stillet forslag om konvertering af handicapforsorgen til ældrepensioner og i forbindelse med forslaget skal vi fra Atassut nævnte at Socialreformkommissionen allerede har taget stilling som foreslået, og at vi tager Landsstyremedlemmets besvarelse til forslaget til efterretning.
Endelig har Landstings- og Folketingsmedlem Otto Steenholdt et 3 punkters forslag vedrørende ældreområdet. Da forslagsstillerens argumenter er klare skal vi fra Atassut fremkomme med en sammenfattet udtalelse.
For det første skal vi fra Atassut understrege, at raske og arbejdsdygtige mennesker selv bør afgøre hvornår de vil pensioneres. En sund person der har viljen til at arbejde, må kunne fortsættes videre efter eget ønske i det man må respekterer retten til en persons selvstændighed. Der er idag for mange mennesker der har kræfterne og viljen til at fortsætte videre med deres arbejde men som må presses tilbage.
Samfundet har brug for mennesker der er arbejdsdygtige og som har arbejdsviljen. F.eks. pensionerede præster der p.g.a. præstemanglen fortsætter videre efter påbegyndelsen af deres otium, hvor de så fortsætter med det kirkelige arbejde og dem kan vi ikke undvære idag.
Forslagsstilleren har nævnt, at såfremt en aldersrentemodtager har en ægtefælles som bestrider et job så skal ægtefællens indkomst i forbindelse ikke have indflydelse på aldersrenten, hvilket dette ikke kan ske ifølge den nuværende lovgivning.
Ligeledes har forslagsstilleren nævnt at når begge ægtefæller modtager aldersrente og såfremt manden efter hårde anstrengelser får indkomster ved jagt begynder man at trække indkomsten fra hans aldersrente uden at manden har nogen kendskab til dette. Vi ved at dette er det største mishag hos de ældre idag.
Herved opfordre vi fra Atassut, at man i forbindelse med ønsket om forbedringen af de ældres vilkår inddrager vurderingen af forhøjelsen af pensionsgrundbeløbet, eventuelt med 40.000 kr. for enlige og 60.000 kr. for ægtepar.
Såfremt man vil forbedre de ældres daglige vilkår så må man snart bestræbe sig på, efter generelle persontillæg for hele Grønland, som kunne ydes som tilskud til forskellig gæld som vi ved at de ældre har et stort behov for. Og selvom man ikke udbetaler beløbet i likvide midler. Vi vil i Atassut henvise til netop dette emner ønske ordningens ikrafttræden efter nytår.
Vi tager i Atassut med takt imod Landsstyrets fremlæggelse af redegørelsen for opfølgningsarbejdet på Socialreformkommissionens betænkning idet det er af stor vigtighed både at prioriteringsopgaverne bliver nøje fulgt op af Landstinget og samarbejdet i de forskellige instanser.
Opgaven er meget omfattende og det er nødvendigt med et samarbejde. Med disse bemærkninger har vi kommet med positive udtalelser til Redegørelsen vedrørende opfølgningen af Socialreformkommissionens betænkning.
Lars Sørensen, ordfører for Inuit Ataqatigiit.
Under forårssamlingen i år behandlede vi Socialreformkommissionens betænkning på over 400 sider, som indeholdt mange forskellige konstruktive ideer og anbefalinger, og anbefalede mange punkter der kan føres ud i livet snarest.
Inuit Ataqatigiit har under forårssamlingen i forbindelse med drøftelsen af løsningsforslag til personer som har behov for det offentliges hjælp og med henvisning til den store enighed blandt partierne om løsningsforslag omkring debatten om betænkningen anbefalede at nogle af indstillingerne realiseres gennem den foreslået Finanslov for i år.
ikke mindst p.g.a. de ældres ønske om en mere ensartet alderspension overalt i Grønland er de ældres økonomiske og sociale vilkår som de ældre har fremsat ønske om før 1995. Problemet omkring pensionsfastsættelse i forhold til ægtefælles indtægt som er blevet fremsat for flere år siden til løsning fra de ældre og handicappede og som vi fra Inuit Ataqatigiit har påpeget under forårssamlingen og ytret ønske om gennemførelse er ikke blevet efterkommet af Landsstyret og det er vi skuffede over.
Dette blev genfremsat af Qtoqqaat Nappaat under deres møde med Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender i september. Generelt set for befolkningen der har behov for hjælp har Inuit Ataqatigiit fortrøstningsfuldt regnet med at indtægtsgrænsen for at opnå boligsikring på 128.000 kr. pr. år forhøjes til 200.000 kr. pr. år. med virkning fra det nye år.
Da vores indstillinger under forårssamlingen blev godt modtaget af Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og nu Landsstyremedlemmet for Økonomi og blev givet tilsagn om realisering er vi mange der er skuffet over, at Landsstyret ikke ført deres tilsagn ud i livet, som Landsstyret skulle tage initiativ til som det første tiltag i dette efterår.
Vi er dem, som har været med i udarbejdelsen af Socialreformkommissionens betænkning, og ikke mindst mange af befolkningen, der har været med i mødearrangementer, og som har givet mange ideer, der er skuffede overfor Landsstyrets udsættelse.
Inuit Ataqatigiit kan ikke acceptere, at Landsstyret først vil realisere Socialreformkommissionens indstillinger gennem Finanslovsforslag for 1999.
Derfor skal vi endnu engang anbefale, at Landsstyret tager initiativ til tilpasning af følgende sociale vilkår til aktuelle vilkår i dagens Grønland til debat under den kommende forårssamling i 1998, og indarbejder disse til forslaget til landstingstillægsbevillingloven 1 for 1998:
- Generel forhøjelse af pensionens grundbeløb
- Ophævelse af 60- års grænsen for personer med handicap
- Forhøjelse af indtægtsgrænsen til 200.000 kr. pr. år for opnåelse af boligsikring
- Fastsættelse af mindsteydelse til arbejdsløse og standardisering på landsplan.
Inuit Ataqatigitts indstillinger til Landsstyret til hurtig behandling er ikke nyt, idet netop disse indstillinger blev fremlagt gennem vores landstingsrepræsentanter under efterårssamlingen i 1995, og disse blev givet videre til Socialreformkommissionen til videre behandling, og hvis Socialreformkommissionen ikke er etableret som et Asyltekommission@, må Landsstyret arbejde for færdiggørelse af sagen, som et enigt Landsting har ønsket.
Som bekendt blev den under forårssamlingen fremlagte betænkning fra Socialreformkommissionen godt modtaget af alle, og vurderet som et stort arbejde og et veludført arbejde, også fra Landsstyrets side. I forårssamlingen sagde Inuit Ataqatigiit, at gennemførelsen af arbejdet ikke kan føres ud i livet ved at komme med politiske floskler og tilsagn, men at vi alle må arbejde konsekvent. Vi er rede til at tage fat også med hensyn til økonomiske konsekvenser.
Inuit Ataqatigiit er vidende om, at de fleste ideer og indstillinger, der blev fremlagt under forårssamlingen fra det store arbejde i Socialreformkommissionens betænkning ikke kan føres ud i livet fra dag til dag. Til gennemførelse af de fleste ideer og indstillinger med hensyn til de økonomiske konsekvenser, må man arbejde nært sammen mellem KANUKOKA, SIK, KNAPK og selvfølgelig også med andre organisationer. Med henblik på et endeligt resultat regner vi med, at arbejdet kunne udføres uden at ansætte nye flere folk, men gennem en arbejdsprioritering, og det har vi også sagt under forårssamlingen fra Inuit Ataqatigiits side.
Redegørelse for opfølgningsarbejdet på Socialreformkommissionens betænkning generelt set er vi i Inuit Ataqatigiit glade for, at mange af vores indstillinger under forårssamlingen under debatten omkring betænkningen er blevet lagt til grund for det videre arbejde.
Til slut vil vi fra Inuit Ataqatigiit igen sige, at vi er rede til at være med i arbejdet for at forbedre de sociale vilkår, som udføres gennem opgave- og byrdefordeling, hvis flertallet også er klar til at tage fat.
Med disse ord vil Inuit Ataqatigiit godkende redegørelsen i håb om, at vores anbefalinger bliver snart gennemført af Landsstyret.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat.
Opfølgningen er som tider en mangelvarer og derfor er det positivt, at der på enkelte områder sker en opfølgning på de beslutninger der træffes i Landstingets. Socialreformkommissionens betænkning indeholdt mange udgiftskrævende forslag og det er derfor ganske naturligt at det vil tage sin tid at implementere en del af forslagene.
At en del af anbefalingerne i Socialreformkommissionens betænkning er i direkte modstrid med anbefalingerne i Kommunalreformkommsisionens betænkning gør det ikke nemmere.
Hvis alle borgere skal behandles ens er der ikke mange muligheder for kommuner at sætte sine fingeraftryk på de sociale ordninger der skal gælde i deres kommune. Jeg argumenterede for, at de sociale ordninger skulle skrues sådan sammen at der var et basalt niveau der var ens for alle, men at de enkelte kommuner skulle have mulighed for at med egne penge at tilbyde hjælp på et højere niveau. Dette finder jeg værende af yderst fornuftigt forslag.
I forbindelse med finanslovsarbejdet har jeg kunne konstatere, at der på handicapområdet nu er afsat væsentligt flere penge end tidligere, hvilke jeg formoder skyldes den opfølgning på Socialreformkommissionens betænkning der er nu redegjort for her.
Jeg kan tilslutte mig den skitserede tidsplan for opfølgningen men savner nogle initiativer på sikringsområdet, specielt arbejdsmarkedet og for børn og unge. Disse områder finder jeg yderst interessante og vil opfordre til at arbejdet påbegyndes med inddragelse af relevante organisationer.
Med disse bemærkninger tager jeg redegørelsen til efterretning.
Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet.
I det jeg skal fra Kandidatforbundet skal henvise til mine bemærkninger under Landstingets forårssamling 1997 i forbindelse med forelæggelsen af Socialreformkommissionens betænkning skal jeg til sagens genoptagelse komme med følgende bemærkninger.
Jeg er glad for at Socialreformkommissionens arbejdsresultater, de forskellige forslag vi Landstingsmedlemmer har stillet og ikke mindst igennem samarbejdet fra kommissionens side med ældreforeningerne for de handicappede samt alle der har relationer til dette arbejde endelig vil påbegyndes realiseret en del af resultaterne fra dette store og vigtige arbejde.
I sagen genoptagelse kan man genkende en del af vendingerne og det er overensstemmelse med og også dels medlemmernes nu foreliggende forslag og dels de forskellige forslag som jeg harm stillet og som jeg adskillige gange har råbt om og forfægtet her fra talerstolen.
derfor er de glædeligt, at man nu ganske vist langsomt, vil udmønte resultaterne ikke mindst med hensyn til forbedringer i de ældres førtidspensionisters vilkår. alle vi Landstingsmedlemmer har uden tvivl ventet på udmøntningen af Socialreformkommissionens resultater efter forelæggelsen af betænkningen i foråret af det store og meget betydelige omfattende arbejde i form af reformarbejde igennem lovgivning og andet regelfastsættelse arbejde.
Dengang lovede Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender nemlig, at Landsstyret allerede til efteråret agter at komme med flere gennemarbejdet resultater fra Kommissionen samt oplæg til det foreslået lovgivningsarbejde i fortsættelse af det arbejde som Socialreformkommissionen har udført. Men uvist af hvilken grund er arbejdet blevet forsinket og først nu varslet det at man til foråret vil forelægge de første tiltag til realiseringen af de forskellige reformområder.
Dette har uden tvivl givet stor skuffelse blandt de ældre, de handicappede og andre der har behov for ydelser fra socialvæsenet, for disse persongrupper har ventet længe og er trætte af at vente.
Derfor skal vi indtrængende fra Kandidatforbundet indtrængende opfordre Landsstyret til at arbejde for at e varslede sager bliver realiseret til ikrafttrædelse på et så tidlige tidspunkt som det er muligt.
Når talen falder på Socialforsorgen og såfremt man skal kunne hjælpe og opnå for mennesker så tidligt at kunne ernære sig selv igen er det helt nødvendigt at have arbejdspladser man kan henvise til.
Og med hensyn til de langvarige arbejdsløse må man have mulighed for arbejdsgenoptræning f.eks. gennem det i Danmark til de ledige og velanvendte og hvorfra man har gode erfaringer, det er institutioner der kalder AProduktionsskoler@ og jeg mener at man ikke kan komme udenom at få etableret institutioner noget lignende disse.
Man siger jo at der er 3000 registrerede arbejdsløse, og der er ingen tvivl om, at såfremt man tager de ikke registrerede arbejdsløse med, da det ind i mellem påstås, at registreringsmåden i dag af arbejdsløse ikke stemmer overens med de virkelige forhold må man tro, at der er endnu flere arbejdsløse end dem der er registreret. Derfor er det helt nødvendigt, at arbejde for at antallet af arbejdsløse minimeres så meget det er muligt såfremt sociallovgivningens regelsæt skala anvendes bedre og mere hensigtsmæssigt end det er i dag til mennesker der har behov for dette.
Fra Kandidatforbundet er jeg helt enig i, at med hensyn til vurderingen af byrde- og opgavefordelingen mellem Hjemmestyret og kommunerne nedsætter en arbejdsgruppe som grundigt skal sætte sig ind i denne sag og vurdere sagen, da arbejdsopgaverne indenfor socialforsorgen mellem Hjemmestyret og kommunerne trænger til en revision og bør ordnes så det bliver mere hensigtsmæssige for brugerne.
Vedrørende forhøjelsen af aldersgrænsen for opnåelse af alderspension fra 60 år til 63 år mener jeg at man dels bør huske på det forhold som ældreorganisationen Qtoqqaat Nappaat er fremkommet med, nemlig m.h.t. ar de ældre gradvis skal kunne forlade arbejdsmarkedet og m.h.t. de ældre der p.g.a. hårdt slid har mistet arbejdsevnen.
Man må erkende at vilkårene for de ældre på visse områder er meget dårlige og at de ældre har forskellige vilkår fra kommune til kommune. Derfor er det nødvendigt at få forbedret vilkårene for de ældre således at de får mere lige vilkår uanset hvor i grønland de bor. I opfølgningen af nærværende sag er anført forskellige muligheder. Jeg er af den menig at der for alderspensionens vedkommende vil være mest tilfredsstillende for alle parter at få hævet grundbeløbet for alderspensionen eller førtidspensionen.
Endvidere mener jeg at man m.h.t. alderspensionen og med hensyn til førtidspensionisterne der trænger til særlig hjælp bør se bort fra ægtefællens indtægtsforhold.
Endelig vil jeg m.h.t. og uden at give særlige bemærkninger til Landstingsmedlemmernes forslag, da disse er klare og tydelige og har sigte på at forbedre vilkårene for de ældre og handicappede inderligt sige, at jeg er enig i disse og støtter dem, og jeg skal også opfordre Landsstyret til at få disse indarbejdet i de forskellige sager uden hensyn til hvilket partitilhørsforhold forslagsstillerne har.
Med disse bemærkninger går jeg ind for redegørelsen og skal opfordre til igen, at sagerne søges fremmes så de kan komme til at træde i kraft på et så tidligt tidspunkt som muligt. Man skal nemlig huske på, at de handicappede ikke kommer ud over deres handicap når e fylder 60 år, og derfor kan en handicappet og en almindelig alderpensionsmodtager ikke behandles ens.
De handicappede bør fortsat kunne hjælpes i henhold til forordningen vedrørende de handicappede og ikke ud fra spørgsmålet om de nu ikke er fyldt 60 eller er over 60 år gamle.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder :
Først skal jeg udtrykke min glæde over, at samtlige partier og Kandidatforbundet tager Landsstyrets redegørelse til efterretning.
Selvfølgelig er vi allesammen vidende om det man er ked af, nemlig den omfattende Kommissionsbetænkning der blev fremlagt overfor Landstingets her under forårssamlingen og under drøftelserne af betænkningen, så kender vi vist allesammen baggrunden for, og ud fra det blev der også nævnt en masse ting, hvorpå man regnede med at der ville komme en masse ting her snarest som skulle rette op på de forskellige problemstillinger.
Men vi er vi skal nævne at vi selv er ked af at vi ikke her og nu kan komme med forslag der vil rette op på de mange problemstillinger, men sådanne ting møder vi ret ofte i vores daglige arbejde.
De forskellige Landsstyreområder har arbejdsopgaver igang og disse arbejdsopgavers løsning skal stadigvæk pågå i de kommende år.
Socialreformkommissionens arbejdet vedrører ældreområdet, handicapområdet, børn og unge og de generelle problemer man som menneske kan komme ud for, og alle disse mange ting har baggrund i en masse forskellige love, og hvorfor det er nødvendigt at man også må bruge den tid der skal til for at rette op på disse problemstillinger, også fordi man må grundigt tilværks.
Og disse arbejdsopgaver er dem man nu skal gå igang med omfatter udarbejdelse af forskellige love og tilpasning af gældende love og det er en arbejdsopgave som kræver økonomiske midler og som også kræver en masse tid.
Men tiltros for det så kan man ud fra den redegørelse der nu r blevet fremlagt, og der erfaringer der jeg det derhen, at samtlige partier og Kandidatforbundet, der tænker man på hvad angår tidsfristen og de andre konsekvenser der måtte være, det går samtlige partier og Kandidatforbundet ind for, og det er heller ikke underligt og som også kan være svært at modsige, så er hvad angår det offentliges hjælp overfor de ældre overfor de handicappede og handicapforsorgen og i forbindelse med forsorgen for børn og unge der er der er krav om at man kommer med forbedringer på alle områder, og det er netop med dette udgangspunkt, at medarbejderne så vil gå igang med deres arbejde.
Siumuts ordfører har ud over det jeg har nævnt, så er jeg glad for at de desuden tog frem ud over deres støtte til vores redegørelse nemlig m.h.t. de handicappede i Grønland og de institutioner der er tilpasset de handicappede de må vurderes nøjere således at i ved hvilken omsorgsform vi skal bruge i Grønland og hvilke institutioner der eventuelt kan etableres hvor og hvornår og hvilke medarbejdere skal der være for handicapområdet, og det er bl.a. sådanne spørgsmål vi i den kommende periode skal arbejde med, hvorfor vi også fra Landsstyrets side også vil medtage disse ting med i de forskellige opgaver vi er sat til at løse.
Man kommer også bl.a. ind på at de unge personer der går tidligt ud af skolen og dermed ikke er egnede til at indgå i en eller uddannelsesforløb, hvor man så opfordre til at man hurtigst muligt går igang med at løse denne problemstilling, det vil vi selvfølgelig også gøre.
Hvad angår den økonomiske situation i samfundet, så er det middelindkomstfamilierne i grønland der kan have store problemer netop fordi de ligesom kommer i klemme i samfundet, og man tillægger dem nogle økonomiske opgaver uden dog at se på deres mulige indkomster, og det er derfor helt på sin plads, at man ser på forbedringer på netop denne gruppe. Man har set på at de ikke har mulighed for, at få boligsikring og at de også skal betale til børneinstitutioner og jeg er også vidende om, at det netop er den gruppe som desværre også er en del af den persongruppe som kommer til at skylde mest i husleje eller kommer i restance. Og det er også den persongruppe vi også skal afhjælpe forholdene for.
Man kom også ind på de børnerige familier, og det har man også allerede før nævnt, hvorfor det naturligvis også vil indgå i det videre arbejde.
Inuit Ataqatigiit og Atassut har nogen krav og jeg mener at de er meget sammenfaldende og de ting som de påpeger vil man også komme med en redegørelse om til forårssamlingen og det er områder som ældreforsorg m.m. og jeg mener at det krav som stillet skal vi lige igen vende engang når vi nu snakker om økonomiske forbedringer, så må vi tilstadighed kikke på Grønlands økonomiske forhold og altid have det som udgangspunkt.
Men det er korrekt, idet samtlige partier var indepå det, nemlig at størrelsen af pensionsbeløbet bør sættes højere, det er vi allesammen som Landstingsmedlemmer forpligtiget til at arbejde videre på, og såfremt man tager dette spørgsmål op igen på forårssamlingen så må vi allesammen være fælles om ansvaret. Det er ikke helt billigt, at rette op på det, fordi der også vil følge en del penge med, og såfremt vi så skal finde og vi bliver så nødt til at finde de økonomiske midler og selvom det måske kommer til at gøre ondt for nogen må vi finde de midler der skal til for at forbedre pensionsforholdene.
Uden at komme ind på enkelthederne så skal jeg blot komme ind på, at det omfattende arbejde som Atassuts ordfører ganske klart kom ind på, det skal vi have løse, hvorfor det også nødvendigt at Landstinget i tæt samarbejde med hinanden.
I landsstyret ligger vi stor vægt på at have et godt samarbejde med de forskellige udvalg og især i Social- og Arbejdsmarkedsudvalget der har vi et stort ønske om at vi arbejder tæt sammen hvorfor jeg også regner med, at man i henhold til arbejdsgangen så vil vi tilstadighed have kontakt med udvalget, og derudover så kommer man også ind på, at man skal have et samarbejde med KANUKOKA, relevante organisationer Qtoqqaat Nappaat, handicapforeninger og andre relevante organisationer dem vil vi selvfølgelig have kontakt med.
Det er nemlig sådan at Socialreformkommissionens intentioner som Landstinget har tilsluttet sig de og såfremt man så skal følge disse intentioner så skal netop dette punkt vendes endnu engang i hovedet fordi der også gives mulighed for at man eventuelt føler en lidt anderledes kurs end der er blevet lagt op til, og hvorfor man ikke kan komme udenom at have et tæt samarbejde med Landstingets udvalg.
Med disse bemærkninger vil jeg på Landsstyrets vegne sige tak, idet den fremlagte redegørelse er blevet taget godt imod af samtlige.
Ruth Heilmann, forslagsstiller:
Først vil jeg ikke fremkomme med yderligere bemærkninger omkring opfølgningsintentioner der er fremkommet omkring Socialreformkommissionens arbejde. Vi har brugt mange ord på det, Landsstyremedlemmet har mange opgaver at gennemføre til Forårssamlingen og jeg vil blot ønske ham god arbejdslyst, og vi i Landstingsudvalgene er klar til at deltage i dette arbejde, naturligvis.
Men med hensyn til den sidste bemærkning vil jeg kommentere. Da vi fremlagde betænkningen tænkte vi ikke på, at man skal følge Kommissionens betænkning ordet men at Landsstyret og Landstinget har mulighed for at gennemarbejde disse.
Jeg vil også rette en tak til Landsstyremedlemmet at han vil indarbejde mit forslag i forbindelse med initiativerne til foråret.
M.h.t. havneanlæg og de ting der vedrører sundhedsområdet, der må vi også se på, se på hvilke ressortområder der bliver berørt af mit forslag. Hvem har ansvaret får sådanne nogle til- og afgangsbroer som jeg har foreslået, og det er kommunerne der har været i tvivl om, hvem der er den oprindelige ansvarshaver.
Lars Karl Jensen, Siumut.
Først skal jeg nævne at man igennem det store arbejde der nu er blevet fremlagt at det så indebære en masse andre arbejdsopgaver, hvorfor samtlige ordfører har lagt væk på, at de skal gøre meget omhyggeligt.
Ved redegørelsen fra Landsstyret og partiordførernes indlæg, så er der nogle ting jeg savner i forbindelse med ældreforsorgen, og da det ikke er blevet nævnt så vil jeg lige gerne stile et spørgsmål eller stille en forespørgsel vedrørende det.
Efter den nuværende ordning skal beboerne i alderdomshjemmene betale forskellige beløb, og denne betaling afhænger af de forskellige ældres indtægter, og det kan måske ses som en forskelsbehandling af de ældre, og det er en ting som de ældre heller ikke er glade for. Såfremt man har alderspension eller såfremt en eller anden har og desuden har en enkepension så skal man betale næsten begge pensioner helt ud, mens naboen betaler et bestemt beløb, men hvis naboen kun modtager en anden form for pension.
Og jeg mener at denne forskel er ubehageligt for de personer der får samme behandling i alderdomshjemmene, hvorfor jeg også vil spørge til dette forhold og hvordan man har i sinde at rette op på dette problem.
Og det andet vedrører et forslag som jeg selv har sendt ind, og hvad angår aldersrentemodtagernes ægtefælle det kan være en samlever og den lige netop denne sag anser jeg så også for en forskelsbehandling hvorfor jeg så også gerne vil høre nærmere om hvordan man vil arbejde videre med den sag og håber at man kommer nærmere ind på det i forbindelse med forårssamlingen, såfremt man her og nu ikke kan svare på det.
Otto Steenholdt, Atassut.
Jeg er glad for den venlige holdning der kommer fra Landsstyrets side, i og med at jeg fik mit forslag positivt modtaget. det vi taler om, er at kommunerne administrerer de forskellige regelsæt forskelligt, men når vi vedtager en lov skal den lov gælde ens for hele Grønland.
Der går mange forskellige rygter om, at man sågar spørger om hvor meget de har indestående i banken i forbindelse med ydelse af sociale pensioner. Jeg mener slet ikke at det er på sin plads.
Enhver der skal modtage alderspension efter livslang arbejde må ikke få den besked, at du kun kan få halv grundbeløb fordi du har en ægtefælle der har indtægter. Derfor må vi kræve at enhver der skal have alderspension skal have samme grundbeløb.
Og jeg vil endnu engang understrege at dem der har biindtægter, at man ikke fokuserer så meget på dem, det kan være at de store administrationsomkostninger stammer derfra. Man undersøger om vedkommende har haft en biindtægt ved fiskeri eller husflidsarbejde.
Hvem er det der administrerer sådan et tilsyn ? Hvis vi går bort fra det så vil vi også nedsætte den meget administration omkring dette. Det jeg ville sammenligne er, at de såkaldte førtidspensionister har meget bedre kår, hvis man tager på grundbeløbet så har de også mulighed for at have biindtægter hvorimod de ældre ikke kan have den samme behandling, der ligger også en forskelsbehandling.
Og en af de ubehagelige ting som jeg nævnte er, at en af dem der klagede over sådanne forhold rettede henvendelse til forvaltningen og spurgte hvordan vedkommende kunne få et helt grundbeløb.
Der blev spurgt om vedkommende er gift, så fik vedkommende besked om, at han kan få en hel pension kun ved at vedkommende bliver skilt fra sin ægtefælle. Det er en ubehagelig besked at få, og så kan man bare sige, så lad os skilles bare for at opnå et helt grundbeløb.
Det kan være at de bliver skilt og alligevel efterfølgende bor sammen og senere vil man så gå tilbage til den ordning hvor de bliver fratrukket. Jeg mener ikke at det er på sin plads med den store administration og derfor er jeg glad for Lasndstyremedlemmets besvarelse af dette, og ønsker at mine forslag bliver medtaget i det videre arbejde og takker fro den positive modtagelse de har fået.
Mikael Petersen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige Arbejder:
Til Landstingsmedlem Lars Karl Jensens spørgsmål der skal jeg lige give et kort svar. Lars Karl Jensen første spørgsmål, nemlig de ældre der bor på alderdomshjemmene og den ordning der er.
Jeg kan ikke på stående fod sige noget om hvordan ordningen administreres fra den ene kommune til den anden, men jeg ved at Hjemmestyret har et cirkulære som er det grundlæggende for kommunernes bestemmelser om de forskellige beløb og jeg er overbevist om at når vi har et møde og forhandling med KANUKOKA så vil denne betalingsform som bruges overfor de ældre også blive taget op, således at man også kan tage disse til ny vurdering, og jeg håber at man i kraft at et nyt cirkulære kan få klare regler omkring, d.v.s. at man kan rette op på dette problem ved hjælp af en ændring af et cirkulære.
Og ligesom jeg før har nævnt så skal samtlige love, forordninger og bekendtgørelser revurderes således at de bliver letforståelige.
Og hvad angår et par uanset om de gift eller blot er samlevende, så har Otto Steenholdt også nævnt i sit forslag om, at man rette op på de forhold i det også vil blive indlemmet i den samlede vurdering.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Jeg vil også nævnte at der er pågået lange debatter omkring dette, og i forbindelse med afslutningen er det en sammenfatning der kommer nu.
Når vi taler om det sociale område, så er det ligesom vi fokuserer så meget på problemer fordi det sociale område kan jo ikke styres under forretningsmæssige principper. Der kommer en masse forskellige følelser frem under en sådan debat.
Sådan en fremgangsmåde er befolkningen træt af. før 1995 drøftede vi at vi skulle forbedre forholdene både for de ældre og handicappede, nu skal vi til at nyvurdere disse forhold. Derfor må vi uden at gå ud fra følelser, ligesom Otto Steenholdt kom ind på som en enerådende Landsstyremedlem vil give fuldt grundbeløb til samtlige alderspensionister.
Otto Steenholdt er jo i gruppen hvor flertallet er, hvorfor han måske kan rette op på dette forhold. Når man prøver at løse sociale problemer, så involverer man meget følelserne og netop i Landsstyrets besvarelse kom man ind på, at man er nødt til at prioritere fordi Socialreformkommissionen ikke har beskæftiget sig med de økonomiske konsekvenser for hvis vi går i gang med de økonomiske konsekvenser, så vil man ikke opnå nogle resultater i Kommissionsarbejdet.
I efterårssamlingen 1996 har vi tiltrådt FN=s Menneskerettighedskonvention. Det sker sådan at man sågar vil spare 10 % at støttepensionstimerne, det er stik imod Socialreformkommssionens intentioner. Landsstyret siger, at landets økonomi aldrig har haft det så godt som nu, hvorfor skal vi så blot love de ældre og handicappede, når vi har så mange midler at gøre godt med, skal vi realiserer noget, så må vi ligesom Landsstyremedlemmet sige, at vi skal samarbejde, vi har drøftet disse ting rigeligt, så lad os realisere de ting vi har lovet om.
Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.
Den sidste taler har ret i, at det nok er med den drøftelse der har pågået, og derfor er de forskellige informationer vi har fået især under betænkningen der blev fremlagt under forårssamlingen på over 400 sider, og endnu engang har vi en drøftelse igang.
Men jeg har blot glædet mig over en ting, at Otto Steenholdt efterhånden har fået kendskab til de forhold som de forhold og de handicappede lever under. Vi ved jo at Otto Steenholdt har været medlem af både Landsting og Folketing i over 25 år og forud for vores tid er det nogle helt andre forhold vores ældre har levet under, dengang skatten blev indført i midten af 80'erne i Grønland friholdt man de ældre fra skattebetalingen og pensionisterne fik også en alderspension ved siden af.
Men de forrige Landstingsmedlemmer har strammet så meget op på forholdene bl.a. Otto Steenholdt at de ældres forhold nu er blevet meget vanskelige, og derfor er jeg glad for at Otto
nu har erkendt hvad de har gjort på et tidligere tidspunkt, og jeg håber også at denne forståelse vil betyde at man rette op på de mange forskellige problemstilling.
Vi har jo hat indgående drøftelse hvorfor jeg endnu engang vil understrege, at Landsstyret engang bør revurdere de tidsfrister der er blevet udstukket også fordi partierne også har fremkommet med disse ønsker, hvorfor det også bliver spændende se, hvad Landsstyret vil fremkomme med ved lovreformen her til foråret, og vil også være klar til at tænke på de økonomiske konsekvenser eventuelt igennem tillægsbevillingerne.
Otto Steenholdt, Atassut.
Med hensyn til Lars Sørensen fra IA skal jeg lige udtale, at gad vide hvor kedeligt møderne er når kommunalbestyrelsen holder møder i Paamiut, når man holder møder kan man også sige noget morsomt, det jeg sagde om at jeg er enerådende skal ikke tages sådan at jeg tager også følelserne, der bør også være plads til lidt sjov, og blot udtale at jeg selvfølgelig har jeg ikke til hensigt at være enerådigt.
Men med hensyn til det Anthon nævnte at vi efter 25 år har fået noget at finde ud af, der er blevet lavet mange lovændringer i løbet af de 25 år. Hvis vi havde love der ikke blev ændret gad vide hvor kedeligt det ville være men lad mig sige, at vi tager et standpunkt indtil vi tager et andet.
Men det er også korrekt at den lov Landsstyrmedlemmet korrekt udtalte og som også blev sagt via Socialreformkommissionen er det der skal rette op på, for hvis Anton siger at hvis vi skal bruge 25 år gamle love der er ikke plads til det her.
Og jeg vil også lige medtage det jeg kom ind på i mit første indlæg, men som andre kom ind på, at dem der har været ansat og så bliver pensionister, at de bliver behandlet værre end almindelige aldersrentemodtagere, det er dem der ikke kan gå hen til kommunerne ud over det de kan få ud over deres aldersrente, de kan ikke komme hen til kommunen, fordi de ikke kan få noget.
Jeg mener at det noget man skal have i overvejelserne når man bliver pensioneret efter at man har været ansat, det er det der trænger til at blive undersøgt meget nøje. Ja det er meget godt at man kan komme med noget sjovt ved møderne, der skal også være plads til lidt smil og sjov ved møderne.
Mødeleder:
Og således er dagsordenspunkt 36 færdigbehandlet, og den omfattende debat skal vi nok gentage og det skal ske i samarbejde med Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender