|
Dagsordenens punkt 49-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: landstingsformand Knud Sørensen:
Vi går videre til punkt 49, der vedrører redegørelse om landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland, som forelægges af landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Benedikte Thorsteinsson.
Benedikte Thorsteinsson, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
Landsstyret skal hermed overfor landstinget forelægge en redegørelse vedrørende landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland.
Redegørelsen gennemgår 1) den historiske baggrund for landstingsloven fra 1992 om reguleringen af arbejdskrafttilgangen i Grønland, 2) hovedtrækkene i loven samt 3) udviklingen i antallet af tilladelser i perioden 1994-1996.
Det kan konstateres, at der i 1995 samlet er givet 176 tilladelser til ansættelse af udefra kommende arbejdskraft, hvoraf alene 132 eller 75% er givet i Nuuk.
I forhold til 1994 er der tale om en mindre stigning i det samlede antal tilladelser på ca. 2%.
Tilladelserne fordeler sig på en bred vifte af stillingskategorier, ca. 80 forskellige.
Indenfor alle områder er der tale om ansættelser af udefrakommende arbejdskraft som er i besiddelse af kundskaber, der på nuværende tidspunkt ikke findes i tilstrækkeligt omfang her i landet. Kun et marginalt antal ufaglærte har fået arbejdstilladelse, endvidere er fordelingen mellem branceområderne relativt konstant, dog med to markante undtagelser: handel- og kontorområdet er faldet med ca. 25 %, mens jern- og metalområdet er vokset med ca. 25 %.
Stigningen indenfor jern og metal hænger primært sammen med de store anlægsprojekter, der nu er undervejs. Denne stigning forventes at være midlertidig. Faldet indenfor handel og kontor skal ses i relation til den målrettede uddannelsespolitik som Hjemmestyret fører.
Men det skal tilføjes, at der er behov for en forstærket indsats for at skabe en bredere uddannelsesmæssig basis på såvel det kvantitative som det kvalitative plan. Kun gennem uddannelse kan Grønland komme i besiddelse af de kvalifikationer, der er behov for i et dynamisk, produktivt og moderne samfund. dvs. de kvalifikationer, som vi i dag er tvunget til at importere. På denne baggrund er det Landsstyrets vurdering, at loven generelt set virker efter hensigten. Vi er dog opmærksomme på, at der i en lov af denne karakter altid vil være visse grænsespørgsmål. Udviklingen bliver derfor fulgt meget nøje, og såfremt det skønnes nødvendigt at justere reglerne vil dette ske naturligt i fuld overensstemmelse med Landstingets ønsker.
Idet jeg i øvrigt henviser til redegørelsen, skal jeg med disse bemærkninger overlade redegørelsen til Landstingets velvillige behandling.
Og vi går nu videre til partiernes ordførere.
Michael Petersen, Ordfører for Siumut:
Fra Siumut skal vi knytte følgende bemærkninger til den forelagte redegørelse. Siumuts arbejdsmarkedspolitiske grundholdninger er følgende.
1) Den hjemmehørende arbejdskraft udnyttes optimalt.
2) Tilkaldt arbejdskraft skal alene benyttes i det omfang hvor den hjemmehørende arbejdskraft endnu ikke har tilegnet sig tilstrækkelige kvalifikationer vedr. specialviden, teknik m.v.
3) Landsstyret skal løbende registrere, på hvilke kategorier den tilkaldte arbejdskraft er mest udbredt, således at uddannelse, efteruddannelse og anden form for dygtiggørelse af den hjemmehørende arbejdskraft intensiveres m.h.p. at blive i besiddelse af så stor kapacitet indenfor den hjemmehørende arbejdskraft , at det kun er ganske særlige specialister, som vi har som tilkaldt arbejdskraft her i landet og kun indtil vi har uddannet tilsvarende hjemmehørende specialister. Af samme grund skal alle tilkaldte ansættes på åremål.
4) Løn- og ansættelsesvilkårene skal være indrettet på sådan en måde, at det er attraktivt for en hjemmehørende at erhverve sig de nødvendige kvalifikationer med henblik på at varetage en funktion i samfundet som vedkommende har tilstrækkelige evner til. Så længe vores samfundssystem er et levn fra kolonitiden hvilket betyder, at Hjemmestyrets grundlæggende opbygning er et spejlbillede af de danske systemer, vil det alle dage være svært at tilpasse grønlænderen til det danske system. Dette sætter sin grænser for optimal udnyttelse af den hjemmehørende arbejdskraft.
For at tale et forståeligt sprog, er det jo ikke foden, der skal tilpasse sig skoen, men skoen der gerne skal være tilpasset din og min fod.
Tager vi blot HK-området som et eksempel, så har vi gennem 1960erne og 1970erne uddannet mange HKere både her i landet og i Danmark. Det hedder i redegørelsen, og jeg citerer: ”Indenfor HK-området er der givet 30 tilladelser, hvoraf 18 kan henføres til kontorområdet og 12 til handelsområdet. En del af disse stillinger er beskrevet med ledelsesfunktioner”. Der er noget der tyder på, at en betragtelig del af de såkaldt gamle HKere er arbejdsløse i dag på trods af, at deres grunduddannelse er god nok. Det må være muligt at videre- og efteruddanne en del af disse personer til ledelsesfunktioner, i det omfang de har evnerne og viljen til det, således at vi i videst muligt omfang undgår tilkaldt arbejdskraft på dette område. Dette gælder også andre områder, der er nævnt i redegørelsen. Men en af forudsætningerne for at animere hjemmehørende til at tage videre- og efteruddannelser er gode løn- og ansættelsesforhold. Alle HK-uddannede grønlændere er i stand til at servicer kunderne såvel på grønlandsk som på dansk. Dette bør genspejle sig i deres løn- og ansættelsesforhold fremover. Siumut hæfter sig ved, at stigningen på de samlede antal tilladelse ligger på ca. 2 % i forhold til 1994. Men vi kan sikkert minimere tallet yderligere gennem målrettet videre- og efteruddannelse blandt de hjemmehørende. De hjemmehørende som generelt er bedst egnet til at servicer samfundet, alene af den grund, at de forbliver hjemme i dette land hele deres liv.
I denne forbindelse skal vi opfordre Landsstyret til at virke for igangsættelse af forskellige former for specialuddannelser, eksempelvis uddannelse af arbejdssjak i forbindelse med store anlægsarbejder, således at vi har sådanne klar til at træde ind i anlægsarbejdet Idet vi skal appellere til, at vore betragtninger tages med i de videre overvejelse omkring arbejdskraftudnyttelsen fremover tager vi fra Siumut redegørelsen til efterretning.
Otto Steenholdt, Ordfører for Atassut:
I redegørelse om landstingslov om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland af 1992 er der forelagt nogle interessante emner. Da vi i sin tid indførte denne lov havde vi som udgangspunkt denne ånd: At der skal være grønlandsk arbejdskraft i Grønland og at der i enhver arbejdsplads tilkaldes en udefrakommende arbejdskraft såfremt der ikke er mulighed for bemanding af den pågældende stilling. Det ser ud til at man har bevaret denne ånd og det er klart vist i skemaet at tilgangen og afgangen af udefrakommende arbejdskraft har været lidt svingende for de nævnte 2 år.
Det er nødvendigt med udnyttelse af statistikken. Den har jo klart vist, hvilke stillingskategorier vi har bemandet mere med den lokale arbejdskraft og hvilke områder vi evt. uddannelsesmæssigt har overset. Derfor må vi anstrenge os til at forøge bemandingen af disse stillinger ved uddannelse. Skemaet viser os imidlertid ikke antallet af de enkelte stillingskategorier bemanding af udefra kommende arbejdskraft før og efter 1994, og skemaet viser blot tilgangen af de eksisterende bemandinger i løbet af de to år, nemlig 1994 og 1995. Selvom antallet af arbejdskraften er opgjort i skemaet så savner vi antallet af den udefrakommende arbejdskraft i f.eks. i de større arbejdspladser, og hvor mange år disse har været ansat. Vi savner ligeledes at man ikke har opgjort antallet af midlertidig kommende arbejdskraft, der efter een bestemt og fuldført opgave rejser hjem, eller forbliver i Grønland eller blot klæber sig til andre arbejdspladser. Det er selvfølgeligt for en arbejdsgiver, der har en opgave i sin by at skønne, hvor meget det koster pengemæssigt at hente arbejdskraft fra en anden by end at hente een fra Danmark. Vi har udtrykt disse ord således, idet vi i Atassut altid er af den mening, at i tilfælde af tilkaldelse af en lokal grønlandsk arbejdskraft fra en anden by, og især den kommende ansatte har ægtefælle og børn, så behandles denne altid med en mindre gæstfrihed end en udefrakommende tilkaldt arbejdskraft hos den kommende kommune. I Atassut mener vi , at når man har fastsat lovgivningen om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland kunne man også ved et godt kommunalt samarbejde m.h.p. tilkaldelse af arbejdskraft kommuner imellem, nedsætte antallet af udefrakommende arbejdskraft . Den gode udformning af loven til trods, så kan man ikke sige, at der har været for store foranstaltninger i kommunerne for den totale overholdelse af reglerne, endog kan man sige at de fleste kommuner ikke har råd til det. Efter at vi har undersøgt sagen lidt, har jeg fundet frem til, at der i de fleste kommuner kun beskæftiges een eller to personer til det omfattende arbejde med lovens overholdelse. Det nævnte volder store problemer med hensyn til overholdelsen af reglerne.
Og som vi tidligere har nævnt har redegørelsen vist os hvilke stillingskategorier vi ikke har bemanding til, og at vi bør bemande disse ved hjælp af uddannelse. Efter at have udtrykt sådanne bemærkninger, har vi stadigvæk noget at sukke over. Det er at arbejdsgiverne i arbejdspladserne også i det offentlige stadig ikke kan forstå det grønlandske modersmål som tales af de fleste. Derved henledes en til at tænke på ”gid min arbejdsgiver var grønlænder, så kunne han også forstå mit sprog”. Ved en sådan situation kommer een dårligt til mode og med en anelse om at der er alt for mange fremmede virksomheder, samt at der med hensyn til det offentlige institutioner findes alt for meget arbejdskraft udefra.
Vi håber absolut på at redegørelse udkommer årligt, idet det ovennævnte vil blive belyst på denne måde, og vi tager redegørelsen til efterretning med tilfredshed.
Johan Lund Olsen, Ordfører for Inuit Ataqatigiit
Denne lov vi i dag debatterer er een af de allerførste lovgivningsinitiativer overhovedet der er lavet her, efter at vi for 17 år siden fik Hjemmestyre. Alene det forhold, at lovens primære formål i § 1 der lyder: ”Formålet med denne lov er at sikre den i Grønland boende befolkning førsteret til det arbejde der udbydes i landet” siger jo ikke blot noget om, at samfundet ikke bare anser det som et behov at have sådan en lov, men også at dette er en åbenbar nødvendighed. Det er så det, der står i § 1 i loven og den har ikke været ændret fra starten af. At formålsparagraffen i al den tid aldrig har været ændret viser derfor også med al sin tydelighed bestemmelsens eksistensberettigelse selv i dag. Inuit Ataqatigiit kan ikke se noget odiøst i dette eftersom vi jo netop op igennem 70erne under hjemmestyredebatten klart har tilkendegivet, at vi i takt med Hjemmestyrets indførelse agtede at erstatte den tilkaldte arbejdskraft ved til stadighed at prioritere uddannelsesområdet højt ikke bare her til lands, men også ved at gøre det muligt for vores unge at tage en videregående uddannelse i udlandet også. At vi har og stadig tager dette meget alvorligt ses alene at de meget store summer vi bruger på uddannelsesområdet i det hele taget og at vi fortsat agter at gøre dette. Det er jo således, at vi i lighed med andre nationer i verden gerne vil være selvforsynende med den arbejdskraft vi selv skal bruge. Dette er ganske naturligt, hvilket da også ses af, at landets lovgivere her i landet prioriterer dette område meget højt, således at vi kan etablere et grønlandsk samfund hvor landets befolkning både er stærkt og har selvtilliden i orden, og hvor vi ikke mindst sætter os den klare målsætning, at vi med oprejst pande kan sige, at dette arbejde kan vi nemt påtage os.
17 år efter må vi imidlertid endnu sige, at der er langt til, at målsætningen herom kan opfyldes. Faktum er jo stadig, at vi på trods af ganske mange veluddannede grønlændere, ja så ser vi til dato stadig, at mange blot er blevet tilskuere til de jobs, som andre udfylder i stedet. Vi hører sågar stadig om, at flere og flere uddannede i de senere år bliver forbigået ved stillingsbesættelserne med henvisningen til, at de ligeledes er for uerfarne til at bestride de tilkaldtes job. At dette ganske skændigt er tilfældet i dagens Grønland, ses jo netop af den redegørelse som Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked netop har afgivet, da man jo hér kan se en samlet opgørelse over tilladelser til ansættelse af udefrakommende arbejdskraft i perioden 1994 til og med første halvår 1996, hvoraf fremgår, at der allerede inden året er omme er sket en mærkbar forøgelse af tilkaldt arbejdskraft med 28,4 % i forhold til de foregående år.
Landsstyret forsøger i den anledning at angive som grund, at der her er tale om ansættelse af udefra kommende arbejdskraft, som er i besiddelse af kundskaber, der på nuværende tidspunkt ikke findes i tilstrækkeligt omfang her i landet - specielt når der tænkes på de store anlægsprojekter, primært anlæggelsen af de nu igangsatte landingsbaner rundt omkring på kysten. At Landsstyret i det hele taget vover at sige sådan noget og dermed siger at den i landet værende arbejdskraft med kundskaber indenfor asfaltering, kørsel med gravkørere og andet entreprenørmaskinel ikke kan klare disse arbejdsopgaver, og at man derfor er nødt til at hente denne arbejdskraft udefra er ganske enkelt en uforskammethed set fra Inuit Ataqatigiits side og som vi ikke uden videre ønsker at sluge. Som nævnt tidligere er det jo sådan, at vi her til lands fortsat afsætter ikke så få midler til netop en uddannelse af vores arbejdskraft.
For netop at kunne bestride de forskellige arbejdsopgaver der kræves til anlæggelse af landingsbaner har vi jo som bekendt også sikret Bygge og Anlægsskolen i Sisimiut, de nødvendige midler således, at de på skolen kunne udbyde de ganske særlige tilrettelagte uddannelser, der kræves ved sådanne anlægsopgaver således, at vores unge også kan være med. Men som bekendt har vi senere måtte høre den meget skændige nyhed om, at ud af i alt 36 mennesker, som man har tilrettelagt en særlig uddannelse for, at der kunne man kun bruge 2 af vore medborgere i Sisismiut. Ikke nok med, at det kun skete i Sisimiut, så gentog det samme sig både i Aasiaat og i Maniitsoq, da landingsbanebyggeriet og vejanlæggelserne blev igangsat. Dette sker også på trods af, at disse kursister op til flere gange har været sendt til Danmark for at dygtiggøre sig. Vi får derfor på den måde kluden sendt i hovedet i stedet og man siger til os, vi kan ikke bruge jer, da I ikke kan konkurrere med de fremmedes kundskaber.
Vi må fra Inuit Ataqatigiit derfor meget mildt udtrykt sige, hvor skammeligt og hvor flovt. Det kan simpelthen ikke accepteres. Man kan så spørge sig selv, skal vi virkelig afsætte så og så mange midler for at vore medborgere skal dygtiggøre sig, når det nu alligevel fortsat viser sig at deres opnåede kvalifikationer, som det offentlige selv har ønsket sig at de erhverve sig, dem kan man ikke bruge til noget overhovedet alligevel ?
En af vore tidligere kollegaer her i Tinget Nikolaj Heinrich har udtrykt dette misforhold ganske klart og som vi deler fuldt ud fra Inuit Ataqatigiits side: citat; ”dette ville svare til, at vi efter at have købt et stykke kød alt for dyrt alligevel smider det væk, da vi efterfølgende når det er kogt ikke ønsker at spise kødet, fordi andre udenlandske madvarer ser meget mere lækre ud”, citat slut.
Det er vores absolutte opfattelse fra Inuit Ataqatigiit, at vi vil være meget ilde stedt som et folk og med en udhulet selvværdsfølelse, hvis sådanne forhold skal fortsætte uantastet. Dette kan ikke være rigtigt. Tiden må nu være inde til at kræve, at vort erhvervede Hjemmestyret ikke skal bruges til, at vi fortsat skal betjenes af udefra kommende og at vi fortsat aller nådigst skal stå med hænderne i lommen og få lov til blot at kigge på. Atter og atter nej. Vort Hjemmestyre skal da netop bruges til gavn for os og det skal sikre os jobs. Alt andet vil alene medføre, at vi i sidste ende mister vores troværdighed og at vi bliver tappet for vores selvtillid også.
Vi skal derfor, når Landsstyret her siger, at loven generelt set virker efter sin hensigt sige, at vi er ganske uenig heri fra Inuit Ataqatigiits side. Såfremt den lov skal efterleves efter sit bogstav og i henhold til sin formålsbestemmelse, så er det ganske påkrævet, at der tages initiativ til etablering af et effektivt kontrolorgan, et arbejdspladstilsyn.
Da vi tilbage under efterårssamlingen i 1994 foreslog dette kontrolorgan etableret af Landstinget, blev initiativet især af Atassut som af Siumut udlagt som fremmedhadsk. Lad mig klart præcisere, at dette har vi aldrig haft til hensigt. Lad mig derfor også minde om, at vi under åbningsdebatten blandt andet sagde om følgende jargon i 60'erne: citat,”efter at have oplært den tilkaldte, finder jeg mig pludselig som dennes underordnede”, citat slut. Denne jargon gælder stadig den dag i dag. Ja gu´ er det forfærdeligt at høre om fremmedhadsstemming, men det vel lige så forfærdeligt, at være vidne til en holdning og en stemning, der ikke er særlig venligt stemt overfor alt, hvad der er grønlandsk. Vi er derfor nød til at reagere og ikke blot vende det døve øre til. Eftersom det her er påvist, at det er tvingende nødvendigt at sikre, at den lov, vi drøfter i dag skal kunne efterleves i henhold til sit bogstav og intentioner, så vil vi fra Inuit Ataqatigiit henstille til Landsstyret, at der tages initiativ til, at der oprettes et arbejdspladstilsyn, der skal have følgende arbejdsopgaver og hvor vi vil gøre opmærksom på, at Arbejdsgiverforeningen såvel som SIK på et tidligere tidspunkt har givet deres opbakning til.
For det første; at det skal føre et skarpt tilsyn med om de i landet værende arbejdspladser følger denne lov.
For det andet; at det ligeledes skal føre tilsyn med, om de forskellige arbejdspladser nu også kanaliserer efteruddannelsesmidler til deres grønlandske ansatte således, at tilkaldte med tiden kan overflødiggøres.
For det tredje; at det ligeledes skal føre tilsyn med vores bemandingslov, for så vidt angår om vore trawlere som handelsflåden også følger lovens bogstav samt
For det fjerde; at det fører en intensiveret opsøgende virksomhed og informationskampagne overfor de forskellige arbejdspladser her til lands om selve loven også.
Og med disse afsluttende bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit indtrængende appellere og henstille til Landsstyret om, at der i tilknytning til denne lov vi nu debattere, oprettes et arbejdspladstilsyn med særlig henblik på, at lovens bogstav følges til punkt og prikke.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliiit Partiiat:
Akulliit Partiiat erfarer, at redegørelsen indeholder 3 dele. Nemlig, for det første; historisk baggrund og så er man inde på hovedtrækkene i loven, ligesom man også er inde på antal uddelte tilladelser i perioden 1994 til 1996. Akulliit Partiiat konstaterer, at der er hentet arbejdskraft udefra, hvad angår arbejde vi ikke selv har haft mulighed for at dække behovet af. Vi konstaterer ligeledes, at stigningen indenfor jern og metal primært hænger sammen med de store anlægsopgaver, der nu er undervejs og er midlertidige. I forbindelse med åbningstalen og med henvisning til de bemærkninger, som Akulliit Partiiat der var inde på, så mener Akulliit Partiiat ligesom Landsstyret, at loven generelt set virker efter hensigten. Og med disse få bemærkninger tager vi redegørelsen til efterretning.
Anton Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:
Jeg har fra Kandidatforbundet med interesse gennemgået redegørelsen.
Det er selvfølgelig på sin plads, at man udefra tilkalder arbejdskraft, der ikke har kunnet skaffes her i landet og dette er rimeligt. Ja, især når det er tvingende nødvendigt. Men endnu i dag anvendes endnu i alt for høj grad en ikke helt nødvendig tilkaldt arbejdskraft udefra. Det kan jo ses af redegørelsen, at man endnu i stort omfang giver tilladelser til, at tilkalde arbejdskraft udefra indenfor handel og kontor uanset om der indenfor handels- og kontorfagene til og med de sidste perioder, er noteret mange lokale arbejdssøgende indenfor disse fag og det gælder så også indenfor levnedsmiddel. Der er for eksempel indenfor Nuuk opskrevet 18 arbejdssøgende kontorfolk ved udgangen af august og det er svært at acceptere og det bør bringes i orden. Og derfor må man henstille til Landsstyret at være særdeles vågen overfor sådanne problemer fremover og søge at få disse forhold bragt i orden. Det kan heller ikke nægtes, at der i Hjemmestyrets og kommunernes kontorer i meget stort omfang anvendes et fremmed sprog og dette er medvirkende til, at man lettere kan tilkalde arbejdskraft udefra. Såfremt anvendelserne af vort grønlandske sprog i de nævnte arbejdspladser var større, vil der blive anvendt lokal arbejdskraft i større omfang. Derfor må det kræves, at Landsstyret for alvor må arbejde for en større anvendelse af vort grønlandske sprog i de pågældende arbejdspladser. Også da vort grønlandske sprog skal være hovedsproget her i landet ifølge Hjemmestyreloven. Men det bliver mere og mere mærkbart, at dansk mere og mere anvendes som hovedsproget i direktoraterne. Derfor er det helt nødvendigt, at støtte det af Landsstyret i redegørelsen anførte og jeg citerer; ”at der er behov for en forstærket indsats for at skabe et bredere uddannelsesmæssigt basis på såvel det kvantitative som det kvalitative plan”, citat slut. Da uddannelse er en af de gode veje til, at man efterhånden opnår målet, at få minimeret antallet af tilkaldt arbejdskraft. Til slut vurderer Landsstyret, at loven generelt set virker efter hensigten, men at der i en lov af denne karakter altid vil være grænsespørgsmål. På grundlag af denne vurdering og udefra de realiteter, vi har set, så må det erkendes, at den nugældende ikke længere er tidssvarende, da der i loven er alt for mange huller, der udnyttes til at tilkalde arbejdskraft udefra. Derfor må det kræves, at der snarest påbegyndes et arbejde på at få loven ajourført.
Benedikte Thorsteinson, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
Tak. Og jeg siger til de bemærkninger, der er faldet. Den undersøgelse som danner grundlaget for redegørelsen vedrører udelukkende tilladelse til tilkaldt arbejdskraft og en vurdering af selve tilkaldelsen. Vi har intentioner om, at vi efterfølgende skal lave en undersøgelse om arbejdskraften i Grønland. Når den er færdig, vil den blive fremført overfor Landstinget. Men ud fra de bemærkninger, der er faldet, så kan jeg mærke, at man ikke stiller forslag om at ændre loven. Grundlaget for redegørelsen er en undersøgelse i de forskellige kommuner. De tal, vi har fremført, er blevet indsamlet af kommunerne. Og det vi her snakker om, er de tilladelser, der er givet efter at man har prøvet at få arbejdskraft fra andre kommuner, hvorfor jeg ikke nærmere vil kommentere jeres kommentarer. For tiden søger man arbejdskraft i de andre kommuner over telex, men efter min samtale med KANUKOKA i dag, anfører de, at det bliver nemmere fra næste år, fordi man også har indført EDB i Grønland. Således at man kan bruge disse maskiner til, at søge arbejdskraften i andre kommuner via EDB, og det er jo glædeligt i sig selv.
Til de andre bemærkninger, så skal jeg alt i alt blot nævne, at vi også arbejder på at styrke arbejdsmarkedskontorerne, således at de ikke blot giver tilladelse til at få folk udefra, men at de også kan få redskaber til selv lokalt, at fordele arbejdskraften blandt andet gennem vejledning. Vi har vurderet det som en bedre mulighed, fremfor at vi indfører et tilsyn som IA ellers har fremført forslag om. Vi har vurderet, at arbejdsmarkedskontorerne skal og bør styrkes i deres arbejde. Men de arbejdsområder der er nævnt her vedrører ufaglært og evt. faglært arbejde og efterhånden som vi får mere og mere grønlandske uddannede arbejdskraft, så må vi også tilpasse loven herefter.
Udviklingen går hurtigt og blev påbegyndt i 1992. De tal der danner grundlag for vores undersøgelse er fra 1994. Vi skal derfor stadigvæk lave en undersøgelse om hvilke kategorier vi mangler i arbejdsstyrken, således at vi i forhold til Grønland som helhed gennem kurser og videre uddannelser kan få dækket behovene.
I forhold til muligheden for en ændring af loven, så var man også inde på, at det er sproget, der skal være grundlaget eller kriteriet for tilkaldelse af arbejdskraft. Men den tilkaldte arbejdskraft består primært af dansk arbejdskraft, selvom dem man skal betjene primært er grønlandsk-sproget. En af de kriteriet man evt. kan indføre er evnen til at kunne tale grønlandsk.
Med disse bemærkninger, skal jeg blot tilføje, at vi yderligere kommer med en redegørelse i morgen, der vedrører mandetimer og jeg regner med, at vi den forbindelse også kommer til at drøfte arbejdskraft i Grønland.
Mikael Petersen, ordfører for Siumut:
Først, er vi meget enige med Atassut's ordførers bemærkninger omkring den tilkaldte arbejdskraft indenfor specialarbejdsområdet.
Selvom de har fuldført deres opgave, så rejser de ikke hjem. Det er noget vi kender alle sammen over hele kysten. Derfor er vi meget enige i, at man ønsker en undersøgelse omkring dette punkt, og at man via arbejdsmarkedskontorerne kan lave disse undersøgelser. Vi støtter denne tanke, og såfremt det bliver realiseret, så har vi eksakte tal, som kan vise hvordan vi kan køre videre.
Selvom vi jo ikke altid er lige enige så kom Inuit Ataqatigiit's ordfører ind på noget, som vi også kan være enige i langt hen af vejen,
Med hensyn til arbejdskraft og arbejdsmarkedsmarkedet, så er IA og Siumut ret tit enige. Det skal vi heller ikke skændes om men tanken om at etablering af arbejdstilsyn, det har vi ikke været enige i fra Siumuts side. Vi har arbejdsmarkedskontorerne i kommunerne, og det er dem der har det største kendskab indenfor deres eget område, og de udfører et godt tilsyn. Kommunerne holder nemlig tilsyn med nogle områder, som er meget svære at holde tilsyn med fra centralt hold. IA's ordfører kom ind på, at loven er en af de første love. Det er faktisk den allerførste lov, som blev vedtaget her i Landstinget efter Hjemmestyrets indførelse.
Kommunerne har administreret dette og har altid bestræbt sig på, at gøre det ud fra deres muligheder. De meninger Inuit Ataqatigiit kom frem med, er nogle som man kan være enige i, men at etablere et arbejdspladstilsyn er ikke nødvendigt. Vi har arbejdsmarkedskontorerne. Lad os udnytte de eksisterende muligheder som vi har. Lad os udvikle kommunernes arbejdsmarkedskontorer. Indgå en aftale med Kanukoka om at lave de grundlæggende ting der skal gøres, og derfor skal jeg opfordre landsstyret og Kanukoka til at frembringe nogle resultatet på dette område.
Vi drøfter denne lov, og jeg skal heller ikke modsige landsstyremedlemmet for det er en redegørelse omhandlende en undersøgelsen og hvilke resultater der her er nået.
Der vil ikke blive mindre tilkaldt arbejdskraft, hvis vi ikke selv skaber muligheder for uddannelse for hjemmehørende arbejdskraft. Denne lov omfatter mange forskellige ting f. eks aflønning og det er ikke mærkeligt, at vi kommer ind på alle de forskellige ting i vores bemærkninger.
Jonathan Motzfeldt, Siumut:
Jeg vil, ligesom Siumuts ordfører Mikael Petersen, anføre at nogle af IA's bemærkninger kan godt danne udgangspunkt for en dialog. Vi kan videreføre debatten i lang tid, uden at komme til resultatet. Af redegørelsens bilag 1 fremgår det, hvilke stillingskategorier der er underlagt loven og hvilke der holdt uden for loven. Vi fra Siumut anser redegørelsens indhold som et godt grundlag for vores videre arbejde. Det fremgår jo, at man i samarbejde med kommunernes arbejdsmarkedskontorer kan fremkomme med det talmateriale, vi har brug for, uden at der skabes flere tilsyn.
I forhold til Inuit Ataqatigiit's ordfører, så er det nødvendigt at understreges, at de anlæg der skal laves for det offentlige, ikke bliver startet uden at der gives bevilling herfra. De anlæg vi giver bevilling til laves på baggrund af anlægsbevillinger. Det skal understreges af hensyn til lytterne. F.eks. er lufthavnsbyggeriet baseret på anlægslove, og i denne lov er der helt klart nævnt arbejdsstyrken og tidsskemaet. Vi har været med til at vedtage det, så må vi også huske, at vi har ansvaret. Med hensyn til flertallet af de offentlige arbejder, som vi vedtager her, er det jo på forhånd fastlagt, hvordan de skal udføres, ikke mindst i forhold til den man indgår aftale med. Jeg mener, at der i denne redegørelse fra landsstyret er en ting, med hensyn til kontorpersonalet, som vi skal have udbygget med yderligere talmateriale. Derudover syntes jeg, at vi har fået et godt arbejdsredskab i vores videre arbejde.
Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:
Jeg har anmodet om ordet endnu en gang, også af hensyn til, at man fortæller historien korrekt. Jeg skal lige ind imellem sige, at Mikael Petersen har ret i, at det er den første lov, som hjemmestyret har vedtaget, efter hjemmestyrets indførelse.
For 2 år siden fremsatte Inuit Ataqartigiit dagsordensforslag vedrørende tilkaldt arbejdskraft.
Dengang blev loven drøftet og der var en del skænderier, fordi lovens bogstav ikke blev fuldt. IA fremsatte derfor forslag om, at man drøfter det. Altså dengang 11. oktober 1994, hvor vi ønskede, at man handlede for at lovens bogstav bliver fulgt. Vi fremsatte forslag om, at der skulle nedsættes en arbejdskraftstilsyn, arbejdspladstilsyn, idet kommunerne ikke kan håndtere det alene. Vi har gang på gang fået bevist, at kommunerne har problemer med at få lovens bogstav overholdt.
Efter lange drøftelser fremsatte Siumut, idet Siumut med Jonathan Motzfeldt som ordfører var imod vores forslag, et ændringsforslag, en afværgedagsorden, gående ud på, at landstinget fandt det vigtigt, at ufaglærte og faglært arbejdskraft i Grønland skulle prioriteres. Man fremsatte fra Landsstyrets side forslag om, at der på erhvervsuddannelserne bl.a. gennem STI, ikke skulle være race-diskriminering. Der var et flertal for dette forslag bestående af Siumut og Atassut. Under drøftelserne dengang blev det påpeget, som det også bliver gjort i dag, at arbejdsmarkedskontorerne i kommunerne bør styrkes, for at loven kan følges og administreres i kommunerne. Allerede dengang drøftede man dette, men der er ikke sket noget hidtil. Nu har koalitionen endnu engang foreslået, at de kommunale arbejdsmarkedskontorer skal styrkes. Det sagde man allerede dengang i 1994 og det er ikke blevet realiseret endnu. Men vi må spørge: Hvornår det bliver en realitet ?
Man kan ikke bare spille bolden videre til kommunerne. Som jeg allerede har sagt, så går både Sik og Grønlands Arbejdsgiverforening ind for at der oprettes et arbejdspladstilsyn. Allerede dengang i 1994 udtrykte de ønske herom, og de var også villige til at være medfinansierende. De organisationer vi taler om, de har fonds, Hjemmestyret har midler. Derfor kæmper vi fortsat for, at det bliver oprettet.
Det er rigtigt, at der er store anlægsopgaver, især hvad angår landingsbanebyggeriet. Da vi godkendte det, så blev der afsat mange penge på finansloven til disse store anlægsopgaver, således at flest mulige hjemmehørende kunne indgå i arbejdet. Vi afsatte derfor en hel del millioner til specielkurser i Bygge-og Anlægsskolen. Der blev afholdt kursus for hjemmehørende. De blev sendt frem og tilbage til Danmark for at kunne lære at betjene maskiner, og for at specialuddanne dem i specielle former for asfaltering. Men af de 36 vi har finansieret uddannelserne får, er kun 2 blevet ansat. Resten kom udefra, især fra Island.
Det er også derfor, at vi gør gældende, at hvis vi skal spilde penge på den måde, så må vi sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor vi stadig skal uddanne folk, hvis man ikke vil benytte dem.
Vi mener, at det er uacceptabelt, at man i sidste ende ikke gøre brug af vore medborgere, som er veluddannede, ikke kun hvad angår lufthavnsbyggerierne, men også andre områder bl.a. STI-uddannede og som tillige har været på efteruddannelser. Med hensyn til personer med højere uddannelser som vi har haft i Danmark, så bliver de i løbet af kort tid afskediget, eks.vis her i foråret ved Royal Greenland-rationaliseringen. Her var der vist nok op imod 30 som blev afskediget, de fleste af dem grønlændere bl.a. grønlændere som var uddannet på universiteterne i Danmark.
Vi hørte også her i foråret, at en person i Ilulissat, som havde været maskinmester, og som har været på efteruddannelse, vedkommende havde sundhedsvæsenet ikke brug for. Vi hører gang på gang om den slags. Vi kan ikke blot spille bolden videre til kommunerne. Derfor mener jeg det er svært at komme udenom det arbejdspladstilsyn, som både SIK og Arbejdsgiverforeningen er villige til at indgå i.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Jeg havde en fredagsforespørgsel i fredags, hvor jeg blev glad for det svar jeg fik fra landsstyremedlemmet. Antallet af hjemmehørende ansat i det offentlige var på 85%. Alligevel kan vi se på realiteterne, også selv om man ikke vil diskriminere, race-diskriminere overhoved, så bør vi gøre en indsats eftersom antallet af arbejdsløse er stigende. Det er en opgave, som vi har ansvaret for i Landstinget og vi bør ikke bare spille bolden videre til kommunerne. Det må være hjemmestyret og landstinget, som er fuldt klar over problemerne. Der er derfor behov for at den gældende lov bør ændres.
Det kan ikke blive ved med at være en undskyldning, at selv uddannede grønlændere har for lidt erfaring. Vi ser i højere og højere grad, folk med højere uddannelser, som tager til Danmark eller andre lande, fordi man ikke har brug for dem i Grønland. Hvorfor vil man ikke ansætte dem? Det er der forskellige eksempler på, hvor Johan Lund Olsen bl.a. kom med nogle, så det vil jeg ikke gentage. Det er vigtigt, at vi prioritere hjemmehørende i Grønland. Det kan ikke accepteres, at den der tager sig af snerydning, kommer et andet sted fra, mens en grønlænder stiltiende ser på.
Når vi kigger på turismen i dag, så kan vi se, at det er udefrakommende, der i højere grad tager sig af det. Endnu en gang oplever vi, at grønlændere bliver tilskuere. Altså vi ønsker at prioritere grønlændere, men udviklingen går i modsat retning. Jeg skal derfor kraftigt henstille til, at der arbejdes på at ændre den gældende lov, fordi der er alt for mange huller i den lov, som bliver udnyttet i.f.m. tilkaldelse af arbejdskraft.
Otto Steenholdt, Atassut:
Til sidste ordfører Anthon Frederiksen, skal jeg sige, at det er en redegørelse vi snakker om her, og ikke et lovforslag. Derfor kan man ikke sige, at man stærkt påkræver, at der laves et lovforslag. Først når du laver et ændringsforslag til en lov, så kan vi behandle det, og såfremt vi skal ændre det, så må Johan også kende arbejdsgangen. Som erfaren politiker så siger jeg dette, fordi det er flertallets beslutninger det bliver baseret på. Det er flertallet der tager en beslutning, og det er deres beslutning, man skal arbejde ud fra. Men det kan ikke lade sig gøre at lave ændringsforslag over en redegørelse.
Der snakkes om racisme, om race-diskrimination men det syntes jeg ikke jeg mærker her i Grønland. Vi bor jo mange folkeslag her i Grønland, hvorfor jeg ikke bryder mig om selve ordet. Hvad angår kritikken af kommunerne, så er det igen økonomien, som vil være problemet. Af redegørelsen, der jo er god nok i sig selv, fremgår det, at intentionen med loven er god nok, men at det er selve tilsynet og arbejdsgangen forbundet med at holde øje med den, der ikke er særlig god. Såfremt man retter op på det, så kommer loven til at gælde, sådan som den skal.
Benedikte Thorsteinsson, landsstyremedlem for Sociale Anliggender:
Først til bemærkningerne fra Siumut hvor der efterlyses en yderligere undersøgelse. Som før nævnt har det relation til et punkt vi har til i morgen, og jeg kan love, at jeg skal nok imødekomme det.
Med bemærkningen om, at man ikke gør noget for at forbedre forholdene på arbejdsmarkedet, så har det har ikke noget på sig. Vi arbejder stadigvæk på, at gøre deres evner bedre, og afholder kurser for medarbejderne på arbejdsmarkedskontorerne. Jeg mener selv, at man ser ned på kommunerne, såfremt man siger, at arbejdsmarkedskontorerne ikke gør deres arbejde ordentligt. Kommunerne har jo også mulighed for i samarbejde med organisationerne, at holde øje med, at der ikke sker en import af arbejdskraft udefra. Vi samarbejde med dem og vi arbejder stadig på at styrke dette samarbejdet.
Hvad angår uddannede, som ikke har arbejde, så erindre jeg, at vi også snakket om det for et par år siden, fordi det blev påstået, at der var uddannede arbejdskraft, som ikke havde arbejde. Vi gennemførte derfor en undersøgelse der påviste, at dette ikke var tilfældet.
Mødeleder: Knud Sørensen:
Dermed er punkt 49, Redegørelse om Landstingslov nr. 27 af 30. oktober 1992 om regulering af arbejdskrafttilgangen i Grønland, færdigbehandlet.
Punktet sluttet.