Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 55-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 20. oktober 1994 kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt 55.

 

Betænkning afgivet af Fredningsudvalget.

(Udvalgets fungerende formand).

 

 

 

Mødeleder: Bendt Frederiksen:

Mødet er åbnet. I dag torsdag den 20. oktober har landstinget fire dagsordens­punkter til behandling og det er nemlig punkt 55, be­tænkning afgivet af fred­ningsudvalget, dags­ordenspunkt 57, betænkning afgivet af forfatningsudvalget, punkt 30, forslag til lands­tingslov om tilskud til afvikling af uddannelsesgæld, det er anden behandling og endelig punkt 32, forslag til landstings­forordning om ændring af landstingsfor­ordning om radio- og fjer­nsynsvirksomhed, det er lige­ledes anden behandling.

 

Men forinden vi kommer til dagsordenen, så har jeg ligesom med­delt i tirsdags, at vi på baggrund af et forslag til forespørg­selsdebat, så har formandskabet i går - først skal jeg lige sige hvad formandskabet har behandlet i går. Formandskabet har på sit møde i går den 19. oktober besluttet, at der holdes møde i land­stinget lørdag den 29. oktober 1994 fra kl. 13.00. Denne dag forventes det at der behandles dagsordens­punkt 31, status ved­rørende forskning og dagsordens­punkt 49, forslag om en princip­debat vedrørende lands­tingets arbejdsform og forretnings­orden.

 

Derudover vil eventuelle udsatte punkter blive behand­let.

 

Og som meddelt i tirsdags skal vi nu i henhold til ' 41, stk. 2 i forretningsordenen afgøre, om forslag til forespørgselsdebat, fremsat af landstingsmedlem Hans Pavia Egede, må stilles. Dette afgøres uden forhandling i henhold til ' 41, stk. 2 i forret­ningsordenen. Da en kopi af forslaget er fremsendt til partierne og lands­styret, vil jeg ikke her gentage forespørgslens ordlyd, jeg skal blot derfor spørge om, hvem stemmer for at forespørg­slen må fremsættes? Dem der er for bedes rejse sig - 11.

 

Hvem stemmer imod at forespørgslen fremsæt­tes? - 16.

 

Og dermed har man taget beslutning om, at man ikke tager forslaget til forespørg­selsdebatten, men lands­tingsmed­lem Hans Pavia Egede har stadig­væk mulig­hed for at videresende forespørgslen som en fredags­forespørg­sel.

 

Vi går over til dagsordenen og det er dagsordenspunkt 55, be­tænkning afgivet af fredningsud­valget og da jeg skal forelægge vil jeg gerne bede landstingets næstfor­mand om at lede mødet.

 

Mødeleder: Emilie Lennert:

Det er fredningsudvalgets formand der skal forelægge.

 

Bendt Frederiksen, formand for fredningsudvalget:

Jeg skal her fremkomme med betænkning afgivet af lands­tingets fred­ningsudvalg.

 

Fredningsudvalget har følgende medlemmer:

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia, Jakob Sivertsen, Atassut ,Pavia Niel­sen, Siumut og undertegnede, Bendt Frederiksen, som fungerende formand, Siu­mut, der er suppleant for Ûssar­qak Qujau­kitsoq, Siumut, under hans fravær.

 

Fredningsudvalget har holdt møder den 10. og 13. okto­ber 1994. Fredningsud­valget var fuldtalligt ved begge møder med undtagel­se af formand Ûssarqak Qujaukitsoq, der på baggrund af andet arbej­de ikke deltog og hvor jeg så har været suppleant for ham.

 

Fredningsudvalget har behandlet et punkt fremsat af landstings­medlem Johan Lund Olsen. Derudover blev fredningsudvalget orien­teret om det 4. møde i Fælle­skommissionen mellem Grønland og Canada om forvaltning og forskning angående hvid- og narhvaler, samt om en undersøgelse af vegetationsforhold i relation til rensdyr.

 

Landstingsmedlem Johan Lund Olsen har klaget til lands­tingets formandskab over sagsbe­handlingen i forbindelse med vedtagelsen af bekendtgørelse nr. 23 af 26. maj 1994 om fiskeri efter fjel­dørred i Grønland. Ifølge Johan Lund Olsen besluttede landstin­get den 4. oktober 1993, at der forud for en vedtagelse af be­kendtgørelsen skulle være en drøftelse i tinget, hvilket imid­lertid ikke skete. På den baggrund har Johan Lund Olsen an­modet om en ny behandling og stillet forslag om, at det igen bliver tilladt af fange ørreder ved brug af ruser.

 

Fredningsudvalget har behandlet forslaget hvor et flertal be­stående af Siumut og Atassut indstiller, at bekendtgørelse nr. 23 af 26. maj 1994 om fiskeri efter fjeldørred i Grønland skal bibeholdes i sin nuværende form. Det påpeges imidlertid, at der ikke skal gives dispensationer til brug af ruser, idet fred­ningsudvalget har fået materiale, der beviser, at en elv har været fuldstændigt spærret for passage af stensætninger og ru­ser. Det påpeges desuden, at der er mange andre måder at fange ørreder på, og samtidig vil det være ulogisk at tillade brug af ruser, når det er forbudt at bruge garn nærmere end 150 meter fra elv­mundinger.

 

Et mindretal bestående af Inuit Ataqatigiit og Issittup Partiia indstiller, at der skal kunne gives tidsbe­grænsede dispensatio­ner via kommuner­ne, således at den eksisterende brug af ruser efter den forrige bekendt­gørelses ordlyd kan fortsætte, idet det påpeges, at de bedste ørredbe­stande findes i de elve hvor der er fisket med ruser. Det påpeges samtidig, at der ved dispensation skal stilles krav om rusernes indretning, opsætning, periode i sæsonen, antal og i hvilke elve der må bruges ruser, samt at der sker en registrering af fangsten i lighed med fredningsud­valgets indstilling i foråret således, at landstinget til en eventuelt fornyet beslutning senere kan have et bedre grundlag herfor.

 

Fredningsudvalget blev orienteret om resultaterne fra det 4. møde i Fælleskommis­sionen mellem Grønland og Canada om forvalt­ning og forskning angående hvid- og narhvaler, hvor det fra Direktoratet for Fangst, Fi­skeri og Landbrug blev oplyst, at Fælleskommissio­nen på tredje år har gentaget sin anbefaling om fangstreduk­tion især af hvidhvaler, som ifølge biologiske rap­porter er stærkt reduceret i antal sammenlignet med tallene fra for 10 år siden.

 

Fredningsudvalget blev desuden orienteret om det fore­løbige arbejde omkring kortlægning af vegetationen i rensdyrområder, hvor det fra Direktoratet for Sundhed og Miljø blev oplyst, at det praktiske moniterings­arbejde endnu ikke er påbegyndt. Arbej­det har indtil nu været koncentreret om sammenstilling af ældre under­søgelser, metodevalg og projektbeskri­velse, altsammen til brug for ekstern finansiering.

 

Da jeg i starten har sagt medlemmernes navne, så vil jeg ikke gentage det.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

På landsstyrets vegne vil jeg gerne takke for fred­ningsudvalgets betænkning.

 

Indledningsvis vil landsstyret henvise til den om­fangs­rige forberedelse af bekendtgørelsen om fjeldør­red­fiskeri. Forbere­delsen har bl.a. indeholdt en række høringer hos KNAPK, KANUKO­KA og de enkelte kommuner. Derudover er landsstyret vidende om, at KNAPK har rundsendt udkastet til høring hos de enkelte lokal­afdelinger. De fleste høringssvar indeholdt bemærk­ninger om rusefiskeriet og der var flere forslag om forbud mod denne fang­stmetode, bl.a. fra Sisimiut kommune.

 

Landsstyret har i foråret modtaget tre ansøgninger om dispensa­tion til rusefiskeri, alle fra Sisimiut kommu­ne, som alle har fået afslag.

 

For så vidt angår den biologiske vurdering af rusefi­skeriet har Grønlands Fiskeri­undersøgelser udtalt bl.a. følgende og jeg citerer:"­Rusefangsten vil ifølge det foreliggende forslag, der anbefaler en afstand af 40 mm mellem stængerne, kun omfatte de større fjeldørre­der. En effektiv fangst af de større fisk er et fiskeri efter de mest værdifulde fisk i gydebestanden og dette kan medføre en kraftig reduktion i antallet af æg ved den efter­følgende gydning." Og Grønlands Fiskeriunder­søgelser fortsæt­ter:"Rusefiskeriet kunne derfor blive årsag til en stor nedgang i den efterfølgende rekrut­tering til såvel fiskeri som til gyde­bestand til trods for, at man beskytter de mindre fisk i det foreslåede rusefiskeri." Citat slut.

 

Og nogle af de mindre fisk, der slipper ud af rusefi­skeriet vil igen blive fanget før de gyder, så det med at beskytte mindre fisk er faktisk en falsk sikkerhed eller beskyttelse.

 

Det præcise fangsttryk kendes ikke, da en stor del af fangsten bruges i hushold­ningen. De samlede indhand­lingstal lå i årene 1990-1993 på henholdsvis 152,4 tons og i 1991 105,7 tons, i 1992 42 tons og i 1993 66,6 tons. Men de samlede fangster er langt højere.

 

Mange ørredbestande viser tegn på overfiskeri og der er grund til bekymring for at udnyttelsen i mange tilfælde ikke er bære­dygtig.

 

Hvad angår forslaget om undersøgelse af rusefiskerime­todens indvirkning på bestanden, vil landsstyret på nuværende tidspunkt prioritere mere på undersøgelser af bestandstørrelser og fiske­nes størrelse i de mest anvendte fjeldørredelve. Men i den for­bindelse er man ikke afvisende overfor at undersøge enkelte redskabers fordele og ulemper.

 

På baggrund af flertallets udtalelse i fredningsud­valgets be­tænkning samt de nævnte udtalelser fra Grøn­lands Fiskeriundersø­gelser samt vigtigheden af at forhindre en spredning af denne fangstmetode til andre kommuner, er det landsstyrets opfattelse, at forbudet mod rusefiskeriet skal opretholdes, således at be­stan­den kan udnyttes bæredygtigt.

 

Til slut skal jeg på landsstyrets vegne oplyse, at medlemmerne i fredningsudvalget er blevet skriftligt orienteret om anbefalin­gerne fra det 4. møde i Fælle­skommissio­nen mellem Grønland og Canada om forvaltning og forskning angående hvid- og narhvaler.

 

Det er landsstyrets opfattelse, at der skal udarbejdes nye reg­ler for fangst af hvid- og narhvaler, der til­godeser anbefalin­gerne fra Fælleskommissionen, således at disse ressourcer af hvid- og narhvaler også udnyttes på et bæredygtigt grundlag.

 

Qaerngaq Nielsen, ordfører for Siumut:

Vi har fra Siumut følgende bemærkninger til betænkning afgivet af fredningsud­valget.

 

Med hensyn til Johan Lund Olsens forslag skal vi fra Siumut i vore bemærkninger tage udgangspunkt i, at vi indtager det stand­punkt, at befolkningen i Grønland har lige vilkår.

 

I en periode, hvor fiskeressourcerne og andre levende ressour­cer, ikke mindst på baggrund af torskens for­svinden, gør det økonomisk svært for fiskerne, har vi i fredningsudvalget fået en redegørelse om indhandlings­tallene for fjeldørreder, som udgør følgende: Der er indhandlet følgende mængder: I 1990 152,4 tons, i 1991 105,7 tons, i 1992 42 tons samt i 1993 66,6 tons.

 

Da der ud fra disse tal påvises nedadgående udvikling af fjel­dørredbe­standen siden 1990, har landsstyret på baggrund af be­stemmelserne i landstingslov nr. 17 af 22. oktober 1990, ' 19, udfærdiget en bekendtgørelse. Pågældende paragraf har følgende ordlyd, og jeg ci­terer:"Lands­styret kan udstede regler om be­skyttelse af ressourcerne, herunder regler om 1) fredningsperio­der og fredede områder m.m." Citat slut.

 

Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 23 af 26. maj 1994 vedrørende fiskeri efter fjeldørreder er således i­kraftsat på baggrund af denne bestemmelse.

 

Bekendtgørelsen giver hele den grønlandske befolkning forplig­telse, lad os sige en tung forpligtelse. Såfremt fjeldørredbe­standen skal bevares i fremtiden er alle nødt til at følge be­kendtgørelsens be­stemmelser. Såle­des skal alle følge bestemmel­sen om, at garn ikke må udsættes indenfor et område, der ligger nærmere end 150 meter fra elvmundingen.

 

Det er derfor ikke rimeligt overfor den øvrige grøn­landske be­folkning at kræve, på grund af enkelte perso­ners ønske, at der tillades opsætning af ørredruser, der spærrer hele elvløb.

 

Vi går derfor i Siumut, i lighed med flertallet af fredningsud­valgets medlemmer, ind for dette punkt, således som det er hen­stillet i den forelagte betænk­ning.

 

Med hensyn til rensdyrene, der som bekendt er fredede i fore­løbig 2 år, og som udvalget ganske vist har berørt kortfattet, skal vi fra Siumuts side igen understrege, at vi fra Siumut ønsker en forvaltning med henblik på åbning af jagten på grund­lag af en bæredygtig udnyttel­se af rensdyrbestanden, hvor der indføres en kvote­rings­ordning.

 

Disse ting kræver en grundig planlægning i tæt sam­arbejde med KNAPK, kommunerne og andre berørte instan­ser.

 

Da vi på vegne af mange her i landet glæder os til at vende tilbage til en del af vor kultur med rensdyr­jagten, ønsker vi at planlægningen af jagtens åbning igangsættes, således at bestan­den får en god jagtpleje på bæredygtigt grundlag, fremfor en ubegrænset udnyt­telse.

 

Ligeledes tager vi i Siumut de øvrige punkter, som er nævnt i betænkningen, til efterretning. Men med hensyn til hvid- og narhvaler mener vi, at det bør laves under­søgelse af muligheden for en inten­sivering af det nordiske samarbejde, idet der bl.a. under mødet er blevet nævnt, at Norge har sagt, at de betragter den enorme forekomst af hvidhvaler ved Svalbard som skade­lig for fiskefore­komsterne i området. De overvejer endda at rette hen­vendelse til russerne med henblik på at formindske bestanden af hvidhvaler derovre.

 

Da vi erfarede overvejelserne om at foretage en inten­siv be­grænsning af udnyttelsen af bestanden af hvid­hvaler ved vort lands vestkyst, og sandt at sige er det nævnt på den måde, at der næsten ikke må ske en ud­nyttelse af bestanden, står dette per­spektiv slet ikke i rimelig forhold, og befolkningerne i det arktiske område bør arbejde for at rette dette op, således som dette har været tilfældet med det gode samarbejde, der har været omkring isbjørne i 1970'erne, hvor der den­gang blev fundet en ordning, der indtil dato er gavnlig for vort land.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Vi har følgende bemærkninger til betænkning afgivet af fred­ningsud­valget fra Atassut:

 

Når der her i salen debatteres om fredningssager i vort land har vi fra Atassuts side altid klart anført, at vi så vidt muligt og med omtanke må drage fordel af vore levende ressourcer på land og i havet, således at vi husker at vore efterkommere også skal kunne drage nytte af disse.

 

Landstingsmedlem Johan Lund Olsen, valgt i Sisimiut, har med henblik på genindførelse af rusefiskeri i bekendtgørelsen om fiskeri af fjel­dørreder i Grønland fremlagt forslag om brug af ruser ved fi­skeri efter fjeldørreder i elvene, mens fiskene går op mod strø­mmen. Dette forslag har været indgående drøftet i fredningsud­valget, bl.a. ved brug af hårde ord.

 

Vi skal herved fremhæve at Atassut respekterer kommu­nernes selv­bestemmelsesret i beslutningssager, der ønskes behandles af borgerne i kommunen.

 

Under behandling af hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 23 af 26. maj 1994 har samtlige kommuner her i landet fremkommet med udtalelser herom. Vi har i Atassut bemærket, at Sisimiut kommu­ne, der tidligere brugte ruser ved ørred­fiskeri, har stemt ja til forbudet mod brug af disse.

 

Med respekt for kommunernes selvbestemmelsesret har Atassut i fredningsudvalget stemt imod forslaget, også på baggrund af fred­ningsudvalgets modtagelse af materi­alet der beviser, at en elv har været fuldstændig spærret for passage med stensætninger og ruser.

 

Orienteringen om resultaterne fra forskningen omkring hvid- og narhvaler tager vi til efterretning, indtil der fremlægges forslag om fangstbegrænsningen. Herefter vil vi tage endelig beslutning herom.

 

Man skal dog allerede på nuværende tidspunkt nævne, at man ved fangstbe­grænsning af nævnte hvaler skal huske på fangere, der udelukkende lever af fangst, så de ikke bliver hårdt ramt.

 

Med disse bemærkninger tager vi fredningsudvalgets indstillinger til efterretning.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Indledningsvist skal IA henvise til fredningsudvalgets betænkning afgivet i forbindelse med landstingets maj-samling i år.

 

Ved den omtalte betænkning henstillede et enigt udvalg til landsstyret, at der ved dispensation gives fortsat mulighed for ørredfangst ved brug af ruser, vel at mærke i elve hvor der i forvejen foregår rusefiskeri og har gjort det i generationer. Det var et enigt udvalgs indstilling.

 

Endvidere indeholdt udvalgsindstillingen, at antallet af ørredruserne ikke udvides ved denne mulighed for til­ladelse. Denne mulighed for dispensation eksisterer allerede i den nye og velforberedte bekendt­gørelse, der trådte i kraft i sommeren 1994.

 

Endvidere har fredningsudvalget aldrig givet udtryk for ønske om udvidelse af den nuværende brug af ruser ved ørredfangst. Modsat har udvalget i sin betænkning fra maj-samlingen, hvor udvalget indstillede sin anbe­fa­ling, udtrykkeligt slået til lyd for, at landsstyret ved behandling og evt. udstedelse af dispensation af de fra kommunerne modtagne ansøgninger om rusefiskeri sætter klare betingelser herfor.

 

Betingelserne kan eksempelvis dreje sig om følgende: Hvilke elve dispentationen skal omfatte, og hvor stor en del af elvens bredde ruserne må opsættes i. Tidsbe­grænsningen af rusefiskeriet, udformning af de tilladte ruser inkl. afstanden af tremmerne i bunden af ruserne. Og endelig krav om indberetning fra dispensations­haver­ne m.m.

 

I og med fiskeribiologerne fra GF samt Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug hidtil klart har givet udtryk for, at de er ude af stand til at give udvalget entydig dokumentation for rusefiskeriet negative ind­flydelse for ørredbestanden i de elve, hvor der fiskes med ruser, er ønsket om krav om indberetning fra ruse­fiskerne vigtig.

 

Det er derfor vi står uforstående for den åbenbare betænkelighed for udvalgets hidtidige indstilling om evt. at give dispensation ved brug af bekendtgørelsens ' 10, hvor der allerede er hjemmel til at give dis­pensa­tion fra bekendtgørelsen netop ved indsamling af viden for øje.

 

Det er ligeledes vigtigt for IA at gøre andre af lands­tingets partier opmærksomme på, at nogle af vore med­borgere traditionelle fornuftige brug af eksempelvis ørredelve igennem generationer er at betragte som hævdvunden brugsret, der som sådan ikke nødvendigvis er nedfældet i nogen lovgivning. Denne brugsret mener vi kræver fortsat respekt, om ikke andet så indtil andet er bevist.

 

For selvom vi også går ind for princippet om, at leven­de ressourcer herhjemme grundlæg­gende ejes af alle i fællesskab, må vi som sagt huske på, at der med hensyn til udnyttelsen af de levende ressourcer er medborgere, som fra generation til generation har opnået status som ejere af en brugsrettighed. Dette princip ønsker IA opretholdt.

 

I det aktuelle spørgsmål er antallet af involverede borgere eller familier under­ordnet, selvom de nye og mest rabiate modstandere af dispensationsmuligheden har forsøgt at inddrage dette i deres argumentation.

 

Ja, i den generelle lovgivning er dette princip alment accepteret fremgangsmåde, men som allerede sagt i det foranstående, skal vi passe på ikke at blive så for­stenede, så vi ligefrem totalt mister respekten for den hævdvundne brugsrettighed.

 

Deri ligger den respekt for den enkelte suverænitet, som de grønlands­ke myndigheder ønsker skal være vores varemærke i det internationale fora, vi deltager i. Hvorfor ikke praktisere dette indenfor vore egne ræk­ker.

 

Lad det derfor være os tilladt at henstille til lands­tingsmedlemmerne om venligst at tage op til en fornyet vur­dering af et enigt fredningud­valgs indstilling fra forårssamlingen, som ganske vist kun støttes af mindre­tal for indeværende. Denne indstilling går som sagt i sin enkelthed ud på, at det er ønskeligt, at lands­styret imødekommer de fra kommunerne modtagne ansøg­ninger sendt på vegne af enkelte borgere eller familier om dispensation i henhold til bekendtgørelsens paragraf herom.

 

Ad denne vej kan vi være sikre på at få fremskaffet en holdbar dokumenteret viden om rusefangsten, så en evt. fornyet behandling af spørgsmålene her i salen kan behandles på et sikkert grundlag.

 

Vi er fuldt ud klar over, at denne ganske vist harmløse opfordring fra visse borgere betragtes som noget der grænser til landsskadelig virksomhed. Ligesom spørgs­målet om, hvem der vinder, og hvem der taber, er sat mere og mere som sagens egentlige kerne.

 

For IA er dette absolut ikke det væsentlige. Hvorfor ikke give det gode princip om respekt for hævdvund­ne brugsrettigheder en chance? Hvis man ville dette, eksisterer der som sagt allerede en mulighed for det i den udstedte bekendtgørelse om fiskeri efter ørred.

 

Som det næste vil vi komme med et par bemærkninger til landsstyrets svarnotat til fredningsudvalgets betænk­ning.

 

Vi skal henlede opmærksomheden på ordlyden af udtalel­sen fra Grønlands Fiskeundersøgel­se om sagen, som den er citeret af landsstyremedlemmet. Som vi allerede har været inde på giver denne udtalelse ingen dokumenta­tion, hverken for det ene eller det andet. Dette selvom den grønlandske version fremtræder tydeligt mere mo­derat end den danske.

 

Endvidere udtaler landsstyremedlemmet, at landsstyret ikke er afvisende overfor at undersøge enkelte red­skabers fordele og ulemper.

 

Hvorfor denne påståelighed fra sine reelle hensigter, når man samtidig oplyser, at samtlige tre ansøgninger om dispensationer fra denne sommer har fået afslag. Alle fra Sisimiut.

 

Hvilke fangstmetoder er man interesseret i at få under­søgt? Fangst ved elektrisk stød eller fangst ved under­vandsbomber?

 

Endelig ser landsstyremedlemmet som sin hellige opgave at forhindre en spredning af denne fangstmetode til andre kommuner.

 

Uden at gentage vore ovenstående argumenter, skal vi blot udtrykke dette, vort fattige ønske: "Gid de tung­høre vil få høresansen tilbage".

 

Her til sidst skal vi blot orientere de andre partier om, at IA under orientering til fredningsud­valget om arbejdet i den canadiske og grønlandske fælleskommis­sion om hvid- og narhvaler har rejst spørgsmålet om fælle­skommissionens arbejdsom­råde.

 

Kommissionen fokuserer ene og alene på fangsttrykket som årsag til kommissio­nens antagelse af den kraftige nedgang i bestanden. IA mener, at interessen i arbej­det også skal omfatte den evt. påvirkning, de store norda­merikanske elve måtte give i form af deres indhold af affald af kemisk art. Dette mener vi er yderst påkræ­vet. Det er jo påvist, at udledning af kemisk affald af så godt som enhver art, som det kendes i de sydligere havområder netop giver sygdom og nedsat frugtbarhed blandt pattedyrene. Ikke desto mindre er IA af den mening, at vi ikke længere kan se igennem fingre med, at fælleskom­mis­sionen for tredje gang henstiller til at nye forvaltningsregler bliver udarbejdet.

 

Fælleskommissionen er i sin tid nedsat ved en aftale mellem direktora­tet og de nordiske fiskeriministerier. Det synes tiltrængt, at bekendt­gørelsen om fangst på nar- og hvidhvaler tilpasses de aktuelle forhold. Dette arbejde bør ske i nært samarbejde med KNAPK og relevan­te canadiske instanser. Dette arbejde bør være afslut­tet til foråret 1995.

 

Med disse bemærkninger til fredningsudvalgets betænk­ning, inde­holdende en venlig henstilling til de andre partier, har vi kommenteret betænkningen.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat tager betænkning afgivet af fred­ningsud­valget til orientering og er enig i flertalsbe­slutningen, nemlig at bekendtgørelse nr. 23 af 26. maj 1994 om fiskeri efter fjeldørred i Grønland skal bibe­holdes i sin nuværende form samt, at der ikke skal gives dispensatio­ner til brug af ruser.

 

I AP tager vi andre områder i betænkningen ligeledes til orientering, dvs., at vi er enige i dem.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Som det kan læses af nærværende betænkning om, hvad fred­ningsud­valget har udført i sit arbejde, har arbej­det været med en sag, som et samlet fredningsudvalg under forårsmødet i maj måned blev enige om, med hensyn til den nye bekendt­gørelse om ørredfiskeri, men som ikke blev indarbejdet i bekendtgørelsen.

 

Efter at man fuldt ud var gået ind for forslaget, men ikke har realiseret dette, blev sagen på foranledning af landstingsmedlem Johan Lund Olsens forslag taget op til behandling igen og under genbe­handlingen viste det sig, at de fleste af frednings­udvalgets medlemmer har skiftet mening.

 

Efter vores viden er rusefiskeri af ørreder ikke almin­delig her i Grønland og har efter det oplyste alene været drevet i Sisimiut kommune. Endvidere fortæller de foreliggende oplysninger, at ørredelven har en af de mest faste og uforanderlige bestande af ørreder, måske p.g.a. praksis med rusefiskeri.

 

Denne oplysning påviser, at ørredfiskeri med ruser ikke er rovfiskeri, men er en fiskerimeto­de, der endda er bedre end garnfiskerimetoden med hensyn til bevaring af bestanden. Jeg kan derfor ikke forstå, hvorfor flertal­let af medlemmerne har skiftet mening, som om de er blevet modstandere af denne fiskerimetode.

 

Ørredfiskeri og ørredernes vande har jeg et godt kend­skab til, og på denne baggrund kan jeg - uden at tage fejl, fremsætte, at den nye ørredbekendtgørelse er udformet på en alt for stiv måde, hvorfor der er flere punkter der bør rettes op. Og den indeholder også visse bestem­melser, der ikke beskytter ørrederne, men til gengæld giver mulighed for overfiskeri. Må jeg med hensyn til dette som eksempel tage mulighed for ørred­fiskeri på ørredernes ynglepladser i søer og større indsøer ved elvene.

 

Må jeg understrege, at ligemeget hvilken dyreart man vil beskytte, må det, der først og fremmest skal be­skyttes, være deres ynglepladser. Det vil være meget vanskeligt at udmønte beskyttelsesforanstaltninger, når man glemmer det i denne forbindelse. Tilladelse til garn- og stang­fiskeri i søer og elvenes indsøer er ikke beskyttelsesforanstaltnin­ger, men til gen­gæld tilladel­ser til rovfiskeri.

 

I vore dage bliver garnenes maskevidde bestemt med henblik på at kunne sikre et fiskeri, der beskytter og ikke overbelaster de forskellige fiskearter. Og må jeg som rigtigt anføre, at man ved garnfiskeri - selv med større garnmaskevidder - p.g.a. garnenes smidighed har meget let ved at fange selv de meget små fisk, mens man til gengæld ved stive fangstredska­ber bedre kan for­svare de anvendte maskevidders størrelse. Og sådan er det med de efterhånden til dels unødvendigt, diskutere rusers indretning. For det er, som det rigtigt er oplyst, således at man med disse fangstredskaber ikke kan fange mindre fisk end med maskevidden 100.

 

I forskellige debatter vedr. muligheden for kommunernes bemyndigel­ser fremsætter jeg altid et ønske om, at man bør respektere mulig­heden for de enkelte kommuners bemyndigelse efter deres behov. Derfor er det at over­høre dette i den nye ørredbekendt­gørelse ikke hensigts­mæssigt. Og dette viser, at man er ligeglad med kommu­nernes ønsker.

 

Må jeg anføre et andet eksempel: Såfremt denne ørred­bekendtgørelse skal forvaltes efter sit bogstav, har man lukket flere ørredelve inden for Nuup Kommunea, og sådan som bekendtgørelsen ser ud har Nuup Kommunea ingen mulighed for dispensationer vedr. de ramte ørre­delve. Jeg er ikke i tvivl om, at der på kysten også måtte være lignende tilfælde.

 

Må jeg med disse bemærkninger til slut udtale, at jeg ikke er i tvivl om, at man i det kommende år ofte vil vende tilbage til omtalte bekendtgørelse, såfremt kommuner­ne vil udføre deres arbejde ihærdigt og med bevågen­hed. Og jeg nærer et stort håb om, at bekendt­gørelsens skæv­heder vil kunne rettes op på en hensigts­mæssig måde. Jeg håber på at kunne få nogen oplysninger om hvid- og narhvaler på et senere tidspunkt.

 

 

Mødeleder:

Landsstyremedlemmet kommer med en besvarelse og jeg vil oplyse overfor de medlemmer, der ikke er tilstede her, at der skal være afstemning, hvorfor de bedes indtage deres pladser her i salen.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Jeg siger tak til de klare signaler fra partiernes ordførere og f. eks. fra Siumut blev det nævnt, at såfremt man skal bruge en ressour­cebevarende metode så må man følge flertallets indstilling.

 

F. eks. med hensyn til garnfiskeri har man ændret bekendtgørelsen til, at det er forbudt at bruge garn indtil 150 m. fra elvmundingen. Der er eksempler på, at man har spærret elv­mundingen med stensætninger og ruser. I den for­bindelse skal jeg oplyse til IA's bemærknin­ger, at flere familier vil blive ramt af dette forbud.

 

Når vi laver regler, der indeholder forbud, så vil det ramme hele befolkningen.

 

F.eks. med rensdyrenes totalfredning, så er der mange, der er blevet ramt, og det samme tilfælde er med andre forbud.

 

Med hensyn til gamle kulturer eller traditioner, så er det ikke enkelte mennesker man tænker på, og det skal man også tænke på i for­bindelse med ørredfiskeriet her.

 

Ud fra traditionel fiskeri, mener jeg ikke, det vil være på sin plads, at vi skal henholde os til enkelte menneskers tradi­tionelle brug af ruser.

 

Når det drejer sig om stramningerne, så er det rusefi­skeri, der er forgået ved, at man spærrer hele elven, vi har villet undgå, når det drejer sig om beskyttelse af bestanden. Vi har fremvist billeder, der helt klart dokumenterer, at man har spærret hele elv­en således, at man fanger alle de ørreder der svømmer op af elven og det harmonerer ikke med tanken om at beskytte ørredbe­standen.

 

Med hensyn til muligheden for dispensation i henhold til bekendt­gørelsens ' 10, er der henholdte sig til, at paragraf 10 affattes således, som man i forbindelse med betænkningen om bekendtgørelsen gav mulighed for, at landsstyret kan dispensere fra reglerne i bekendtgørel­sen med henblik på videnskabelig forsøgsfiskeri. Jeg mener, at det kan bruges i forbindelse med dispensa­tion, men ' 10 hjemler ikke at man dispenserer overfor enkel­te familier, fordi det er nævnt, at det er kun viden­skabelig forsøgsfiskeri det drejer sig om, og ikke mulighed for enkelte familier til at få dispensation. Det mener jeg man bør huske, når man skal henholde sig til ' 10.

 

IAs ordførers bemærkninger er ret hårde for der blev sagt, at "Gid de tunghøre vil få høresansen tilbage". Det kan møntes på mange forbud. En bevarende fangst og en fangst, der med bæredygtig udnyttelse sikrer den fremtidige mulighed for fangst, er vores politik. Det bliver også respek­teret f. eks. indenfor hvalfangsten. Når det drejer sig om denne sag, så vil man give dis­pensation til enkelte familier til at nedbringe ørred­bestanden. Så med påstanden om "Gid de tunghøre vil få høresansen tilba­ge" må vi huske på, at vores efter­kommere skal have mulighed for at fange ørreder.

 

Når det drejer sig om at fange yngelbestanden, så rammes enkelte mennesker frem for det, der skal sikre samfundets mulighed for fiskeri fremover. Vi har på disse områder været for blinde for sådanne tilfælde.

 

F. eks. med hensyn til tvistighederne omkring hvid- og narhvaler.

 

Der vil være en omfattende debat omkring dette emne, og som vi allerede har varslet, er vi i gang med at ud­arbejde flere forskellige tiltag og jeg håber, at vores samarbejds­partnere vil være med til at udføre dette arbejde uden at flygte fra ansvaret, for på den måde kan vi opnå bedre resultater.

 

Vi må undgå, at vi flygter fra vores ansvar, så vi kan arbejde i den samme retning for, at vi kan opnå bedre resultater.  De ting vi skal komme ind på omkring nar- og hvidhvals­problematikken.

 

Vi er også i gang med udarbejdelse af forskellige tiltag for at vor .... og vi er i gang med at udarbejde regler deromkring. Vi er som ansvarlige forpligtiget til at udfærdige sådanne regler og så bekendt­gøre dem, og vi skal huske på, at vi skal samarbejde for at opnå bedst mulige resultater.

 

Vi skal også samarbejde med vore naboer, som vi har fælles hvid- og narhvalbe­stande med. Vi har haft sam­arbejde med Canada igennem flere år og Siumuts ordfører kom ind på, at sådanne samarbejds­relationer har der f.eks. været omkring isbjørne i 1971. Det har givet positive resultater og vi må også have de samme sam­arbejder omkring f. eks. sæler samt nar- og hvidhvaler.

 

Der er enorme forekomster af hvidhvaler ved Svalbard, hvor man anser dem for skadelige, og derfor mener man, at man skal formindske bestanden. Jeg mener, at vi har brug for en dialog i forbindelse med dette og vi kan love, at vi går i gang med en sådan dialog. Vores nar- og hvidhvalbestande har ikke sammen­hæng med hvalerne omkring Norge, men vi må være åbne overfor en evt. dialog med vore naboer.

 

Jeg mener, at flertallet af partierne går ind for de tiltag, som Landsstyret har gjort og jeg skal takke for det, da det er vores formål, at man fremover også har bestande, som vores efterkommere kan få gavn af.

 

Siumut's ordførers bemærkning omkring rensdyr, kan jeg også gå ind for og sige, at vi også på dette område er gået i gang med nogle tiltag. Totalforbuddet er gælden­de i 2 år. Vi har fået oplysning om, at rensdyrbestan­den allerede i løbet af 1 år er steget fra 10.000 til omkring 12.000, og ved fortsættelse af forbuddet i år, regner vi med, at rensdyrbestanden er blevet yderligere forøget, og vi må allerede gå i gang med at forberede forvaltningstil­tag, der sikrer, at bestanden bevares fremover. Vi må også i den sammenhæng forberede en forvaltningsplan i samarbejde med vore andre samar­bejds­relationer.

 

Det er så min første besvarelse til partiernes ord­førere.

 

Mødeleder:

Forslagsstiller Johan Lund Olsen, IA, har bedt om ordet.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Jeg må indrømme, som forslagsstiller, at jeg er skuffet over flertallets indstilling i udvalget. Da man drøfte­de forslaget i foråret, støttede et enigt udvalg for­slaget, og nu har flertallet en helt anden indstilling, således, at brug af ruserne skal forbydes totalt, også i de kommuner, hvor denne metode har været anvendt før.

 

I foråret indstillede et enigt udvalg følgende til Landstinget, og jeg citerer:

 

- "at der gives en tidsbegrænset tilladelse til dis­pensation til de kommuner, der ønsker at anvende den metode i ørredfiskeri, således at rusefiskeri kan fortsætte og - endvidere derudover ønsker Fred­ningsud­valget, at der udfærdiges en redegørelse om brugen af ruser, så der skabes et grundlag for en fremtidig beslutning om sagen,

 

- endvidere oplyste udvalget, at have erfaret, at ruser kun anvendes i mindre grad, og at der ikke kan skaffes dokumentation for, at brug af ruser ikke er med til en ressourcebevarende anvendelse".

 

Grunden til at flertallet i udvalget nu har fået den holdning, de har nu, siges at være, at udvalget har fået et material, der beviser, at en elv har været fuld­stændig spærret for passage af stensætninger og ruser, hvorfor de har været nødsaget til at tage den beslut­ning, de har taget nu.

 

Det er ikke alene skuffende, men det viser også, at udvalget ikke har skaffet de nødvendige oplysninger, de skal bruge. Ruser har været brugt i lang tid, derfor må jeg understrege, at ingen af de generatio­ner, jeg har nævnt, har gjort sådanne ting.

 

Landsstyremedlemmet oplyste i sit svarnotat, at der har i Sisimiut Kommune i sommer været 3, der har søgt om dispensation til rusefiskeri, men de har alle fået afslag. De har aldrig brugt ruser som beskrevet, for de ved, at det vil være med til at ødelægge ørred­bestanden i elven. Derfor mener jeg, at vi som lov­givere kun udfra det dokumenterede eksempel er ved at begå en fejl ved at tage den beslutning, som indstil­let fra udval­get. Hvis sådanne enkeltstående eksempler skal danne grundlag for totalforbud mod metoder, der har været anvendt i generationer uden negative konse­kvenser. Hvis det er tilfældet, at en enkelt elv blandt mange elve i Grønland kan danne præsedens, kan den metode der an­vendes i Upernavik kommune ved narhvalfangst danne præsedens for, at nar- og hvidhvalsfangst eksempelvis forbydes over hele landet.

 

Nu er rusefiskeri totalt forbudt, da flertallet har henholdt sig til et eneste eksempel. Hvis man fremover  følger denne fremgangsmåde, hvor bliver Landstingets troværdighed så af.

 

Landsstyremedlemmets besvarelse siger, at Sisimiut Kommune også har indstillet, at rusefiskeri forbydes, samt at KNAPK også har anmodet Landsstyret om det samme. Det er ikke helt korrekt. Sisimiut kommunalbe­styrelse har den 15. februar i år i forbindelse med sit møde be­sluttet, at man overfor direktoratet meddeler, at man bør holde rusefiskeri åbent og at kommunalbe­styrelsen skal have kompentence til at give enten dispensation eller afslag. Det fremgår af mødereferatet af kommunal­bestyrelsesmødet. Det kan skaffes her til de, der er interesserede.

 

Det er heller ikke korrekt, at KNAPK var imod totalfor­buddet. For den 3. november 1993 og i går den 19. oktober, har KNAPK skrevet et brev samt i AG den 1. september har de en rettelse med hensyn til det, Lands­styremedlemmet har skrevet om. Lad mig sige, at direk­toratet har skrevet til politiet, KNAPK og KANUKOKA, hvor de bl.a. har meddelt, at Lands­styremed­lemmet vil vurdere ansøgning om dis­pensation fra sag til sag i henhold til ' 10 i bekendtgørelsen. Netop disse ord fremkom fra Landsstyremedlemmet i forbindelse med for­årssamlingen. Derfor begyndte de gamle rusefiskere at få forventning om, at de kunne fortsætte også udfra den indstilling, som Fredningsud­valget har taget.

 

Men da ansøgningerne kom til direktoratet, blev der givet afslag, uden at undersøge hvilke konsekvenser disse fangstmetoder påvirker ørredbestanden, og at disse gamle rusefiskere har ikke fået nogen mulighed for at dokumentere deres fangstmetode.

 

De, der gennem 50 år har drevet rusefiskeri med be­stemte ruser med bestemt afstand af tremmerne i ruse­bunden, har ikke på nogen måde været med til at ned­sætte ørred­bestanden. Det har aldrig været til genstand for en undersøgelse, og de, der ansøger om dispensa­tion, får bare afslag.

 

Ved brug af sådanne ruser skal man også huske, at man kun må bruge 1/3-del af elvbredden, og således svømmer kun en lille del af ørreder­ne ind i ruserne og det påvirker jo så ikke ørredbestanden.

 

På eksempelet fra Landsstyremedlemmet og udvalget kan man se, at man har sat stensætninger og ruser i hele elvens bredde. Det er netop de ruser, der ikke har tremmer med bestemte afstande i bunden. De mennesker, jeg nævner her, der igennem generationer aldrig har brugt disse ruser og aldrig spærret elvbredden. Derfor mener jeg fortsat, at en sådan fiskemetode er mere tilpasset naturen end fiskeri med garn og ved forbuddet mod ruser med bjælker med bestemte afstande i bunden vil resultere i, at brugen af garn vil blive større med fare for den fremtidige ørredbestand.

 

Jeg er dog glad for Issittup Partiiat's og mit eget parti's IA ordførere der fremkom med udtalelser, der viser forståelse for forslaget.

 

Mødeleder:

Bendt Frederiksen, det er udenfor partiordførerne som Fredningsud­valgsformand.

 

Bendt Frederiksen, Formand for Fredningsudvalget:

Landsstyret kom med en besvarelse til betænkningen afgivet af Fredningsud­valget med beslutninger om hvid- og narhvaler. Til det skal jeg udtale, at Fredningsud­valget kun er blevet orienteret om det foreløbige arbejde og derfor har Frednings­udvalget ikke udtalt nogen stillingtagen i den sag, da det er blot en orien­tering til medlemmerne.

 

Med hensyn til denne sag, sagde IA's ordfører bl.a. - og det er jeg ikke så glad for, at man i denne for­bindelse blot ser på, hvem der skal vinde eller tabe i den sag. Jeg mener, hvor jeg har været suppleant for udvalget, og hvor jeg tidligere har været medlem i andre ud­valgs­arbejder, så arbejder man så vidt muligt ud fra retfærdighed. Man tager så vidt muligt hensyn til demokratiet, hvor der bl.a. også er mindretal og hvor der bl.a. også er flertal. Derfor finder jeg det ikke så godt, at sagen har kørt på baggrund af, hvem der skal vinde eller hvem der skal tabe. Sådan en forretnings­gang kan jeg ikke godkende i Fredningsud­valget. Som enkelt individ, så er det ikke sådan, at man ikke kan påpege noget forkert ved Lands­styrets bekendtgørelse. Selvfølgelig kan vi gøre det om, men i og med at man overtog sagen, har Fredningsudvalgsarbej­det været sådan, at man har samlet meningerne, og det er på baggrund heraf, at man har fremsat denne betænk­ning. Derfor kan jeg ikke acceptere udsagnet om, hvem der skal vinde eller tabe.

 

Med hensyn til Johan's udtalelse om ruser. Vi bruger jo forskellige fangstmetoder i landet. Hvis der skal laves bekendtgørelser om garnfangst af sæler, så kan vi ikke bruge de og de fotografi-dokumen­tationer. Sådan kan man da ikke lave bekendt­gørelser.

 

Hvis man skal udarbejde bekendtgørelser, er det på baggrund af almen viden, og derfor ikke de enkelte individer, man skal henholde sig til. Men vi har set et fotografi, hvor det blev også sagt af Johan Lund Olsen, at man har spærret hele elven af med ruser. Dette har også været medvirkende til beslutningen. Det er ikke kun et enkelt individ, der skal kunne lave sådanne stensætninger, når alle andre kun må udsætte garn, der er 150 meter væk fra elv- mundingen. Jeg mener, at det er vigtigere, at man tager den generelle stilling, end at man tager hensyn til de enkelte personer. Jeg mener også, at Lands­tinget laver bekendtgørelser udfra dette. Jeg håber, at man følger dette i fremtiden.

 

Josef Motzfeldt, Ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Som ordfører i Inuit Ataqatigiit tror vi også på, at vi laver regler for hele samfundet og ikke kun til enkelt­personer.

 

Men som Landstingsmedlem og som Landstingets Formand kan man ikke stå her og sige, at man også skal give mulighed for de metoder, som man mener, kan forsvares. Jeg mener, at vi ikke alene har retten til vores jord, men vi også har ret til at bruge vores jord. Hvis vi skal tage eksempel fra udlandet.

 

Mindretals- og flertalsudtalelser i en betænkning er der ikke noget galt i og lad os følge det. Landstings­formanden, som har fungeret som formand i Fredningsud­valget, hvis han føler sig ramt, så lad ham om det. Vi har ikke nævnt nogen navne, vi har snakket om be­stemte metoder. Jeg mener også, at det billede, som har været udgivet i medierne i sort/hvidt blev vist med farver her i Landstinget. Så tror man på det, og så får man den holdning, at hele metoden er sådan. Det samme var tilfældet med Brigitte Bardot, da hun sagde, at sæl­fangst foregik sådan - udfra et enkelt farvebillede.

 

I og med man viser et farvebillede, bliver udvalgsmed­lemmerne bange og tager en helt anden beslutning, end de havde indstillet. Det er helt i orden, at man laver nogle restriktioner, men jeg mener, at man udfra et enkelt billede, der bliver vist, har berørt en hel befolk­ning. Udfra billedet som et eksempel mener jeg, at formandens udtalelser må tydes derhen, at man ikke tror på de regler, som Landstinget selv laver og at man ikke stoler på befolkningen.

 

I forbindelse med Landsstyremedlemmets besvarelse er det sådan, at det er hele befolkning, man skal lovgive for og ikke enkeltpersoner. Det er vi også enige i. Lad de to .....høres vende tilbage til.

 

Hvis Hans Iversen har følt sig ramt, så vil jeg blot sige, at grunden til at vi fremførte den bemærkning er, at Landsstyret lægger vægt på, at fangsmetoden ikke bliver udbredt i andre kommuner. Betænkningen fra maj måned siger, at der skal gives mulighed for, at man fortsætter med denne fangstmetode, indtil vi får den nødvendige oplysninger til at tage en beslutning. Dengang sagde vi, at når vi har fået de op­lysninger, så har vi grundlag for at tage en beslutning her i Lands­tinget.

 

Med hensyn til hvid- og narhvaler er Siumut's ordfører inde på, at hvidhvalerne omkring Svalbard, hvidhvalerne mellem Canada og Grønland og hvidhvalerne i havet ved Alaska og Rusland er forskellige bestande, det kom Landsstyre­medlemmet også ind på. Det er rigtigt, at det drejer sig om forskellige bestande. Men det der er interessant i denne sammenhæng er, at i modsætning til Sydpolen, der er et internationalt område, hvor man har taget beslutning om, hvilke vilkår der skal gælde, er der omkring Nordpolområdet 6 forskellige nationer, der har havområder.

 

Med hensyn til kompetencen omkring Nordpolområdet, har der ikke været indgået nogen aftaler, men vi synes, det er meget interessant, at vi fra IA har taget den hold­ning, at vores land må være førende omkring indgåelse af aftaler omkring Nordpolområdet.

 

Atassut's ordfører kom ind på, at fangst som hoveder­hverv skal have mulighed for narhvalfangst, men vi synes, at vi på en eller anden måde må tage beslutning om regler for det.

 

På lørdag skal vi drøfte fangererhvervet. I den for­bindelse skal vi komme ind på hvalfangst som sådan i den debat.

 

Jakob Sivertsen, Ordfører for Atassut:

Jeg vil udtale til medlemmerne her, at med hensyn til narhvaler og hvidhvaler ikke blev fremsat som diskus­sionsemne i betænkningen. Jeg mener derfor, at man så vidt muligt, der skal begrænse sig.

 

IA's og Issittup Partiiat's ordførere påpegede, at vi har skiftet standpunkt. Det er også korrekt. Hvem siger, at vi skal fastholde vores standpunkter.

 

Fra Atasuut plejer vi så vidt muligt, at få korrekte oplysninger, således at vi har korrekte grundlag til at tage en beslutning og nu har vi efter juni måned fået mere klare oplysninger. Derfor har vi skiftet stand­punkt. Også fordi vi har den kutyme, at vi selv gør noget med hensyn til vores kommende beslutninger.

 

Med hensyn til rusefiskeriet, har man jo diskuteret meget om det tilsvarende. Jeg kan ikke undvære ørreder, men plejer at fange ørreder uden at gøre brug af ruser. Man kan fange ørreder på andre måder, og det der blev vist med fotografiet, det blev jeg meget forbavset over, fordi man aldrig har brugt ruse­fiskkeri i Øst­grønland. Jeg mener også, at den gældende bekendtgørel­se vil have betydning for fremtiden, fordi som jeg har sagt, så skal vi også huske på vores efterkommere og behandle sagen som sådan. Hvis vi ikke gør det, så vil der ikke være noget tilbage til vores efter­kommere, når vi har behandlet sagen.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Jeg vil gerne lige kommentere det, der blev fremført i debatten. Det der blev fremført af Siumut og Lands­styremedlemmets besvarelser.

 

Lad mig først udtale, at Siumut fremkommer med de tonsmængder, som  man har fanget fra 1990 til 1993, og indhandlingen viser, hvor meget ørredfiskeriet er faldet. Lad mig sige grunden til at tallene er faldet. Det har ikke baggrund i, at ørredbestanden er faldet. Men grunden er, at ørredpriserne har faldet så meget, og dette har be­virket, at fiskerne ikke længere er interesseret i at indhandle denne fisk.

 

Nuuk kommune har aldrig haft så mange ørreder som nu her til sommer. Lad mig sige til dette lille fotografi - da jeg så den, da blev jeg overhovedet ikke bange for det. Når man tænker på ørredens gode lugte og følesans, så kan man ikke se problemet i det. Man kan først blive bange over det, når man ikke ved, hvor god lugtesans ørreden har.

 

Hvis man ser en kajak mand tage ud på fangst i dårligt vejr, så vil mange folk blive forundret over det, fordi man ikke ved hvor god kajakfanger han er. Det vil ikke være tilfældet, hvis en fanger ser det.

 

Det der blev fremført - og selv om Johan allerede har kommenteret det, så vil jeg også lige sige, hvor han udtalte, at man i forbindelse med at denne bekendt­gørelse har man hørt KNAPK. På baggrund af at meddelel­ser fra KNAPK, så kan man ikke gå ind for rusefiskeri.

 

Men KNAPK´s repræsentant sagde at det ikke har været tilfældet. Derfor med hensyn til det, der blev fremført fra landsstyremedlemmet, så er det nok ikke helt kor­rekt. Og lad mig også udtale med hensyn til ørrederne, at biologernes udsagn dem vil man flygte - selv fra landsstyrets side. Jeg er ikke enig i det, bla. på baggrund af at man jo fanger hellefisk både med garn og langline. Når disse bliver mindre, så plejer biologerne at sige, det er ikke godt, at man kan fange de små ikke gydedygtige og på den anden side, så er det bedst, at man fanger de store. Medens man på den anden side her siger, at det er ikke godt, at man fanger de større fisk. Det burde ellers være sådan, at man ikke skal fange de mindre fisk. At man har en forskellig stand­punkt til forskel­lig fisk, så er det sådan, at biolo­gerne jo også kan fremkomme med nogle forskellige udsagn.

 

Lad mig også udtale, at en ørred, der vil gyde, den vil ikke svømme ud til havs, den forbliver i søen. En ørred der skal til at gyde, den svømmer aldrig ud til havet, derfor er der ingen sammenhæng i det, der blev sagt.

 

Lad mig udtale med hensyn til spørgsmålet, der blev fremført omkring hvid- og narhvaler, , at jeg her ikke vil blot henføre mig til bi­ologerne, men jeg også vil høre fangerne, således at hvis man ... skal tage en entydig beslutning, så skal man også høre dem, der har større erfaring..... og hvis man skal gøre det godt, så er det en korrekt fremgangs­måde man skal følge.

 

Jeg har i fredningsudvalget spurgt, om man har lavet nogle under­søgelser omkring vegetation med hensyn til rensdyr. Det er sådan en sag, at der skulle gennem­føres i løbet af flere år. Baggrunden for at jeg spurg­te om det er, at jeg ved, at der blev foretaget en under­søgelse af en norsk videnskabsmand og jeg har fået hans udtalelser. I hans rapport omkring under­søgelsen har han sagt, at totalforbud i Grønland har været en meget forkert beslutning, fordi man har set rensdyr,der har spist vegetation så selv små rensdyrs tænder har været så slidt ned, at det har påvist ....hvor meget de har spist af landet, således at deres tænder kan blive slidt ned før end de er blevet gamle.

 

Lad mig også udtale, at der skal gå en hel masse år før det som rensdyrene plejer at spise kommer frem igen. Det kender jeg ud­mærket.

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Jeg er meget forundret, hvorfor jeg måtte kommer her op til talersto­len. Vi vurderer selv, at denne talerstol er den vigtigste talerstol her i Grønland og det er vist også tilfældet. Og de folkevalgte er de vigtigste her i Grønland, altså landstingsmedlemmerne. Der blev brugt hårde ord, som ikke kan accepteres overfor lands­tings­medlemmerne og for landsstyret. Det kom fra en af med­lemmerne i Landsstyrets koalisionsmedlemmer. Det kan jeg ikke acceptere. Og det er be­mærkning om: "Gid de tunghøre vil få høresansen tilbage". Det er svært at sluge den bemærkning, og at man fremover - jeg er nok ikke den rette til at sige det, må være påpasselig med at bruge sådanne bemærkninger.

 

Men for at vende tilbage til ørrederne, så har en kvindelig Sisimiut-borger udtalt sig i radioen, og jeg citerer hendes udsagn, da hun blev intervieuet i radio­en. Hun sagde således: I forbindelse med tilba­gegang af tor­sken, havkatten og helleflyn­deren, så bliver ørre­derne fisket meget, og jeg er bange for, at det vil få konsekvenser for ørredbestanden.

 

Den vurdering er korrekt, og lands­styret har bemyndi­gelse til at tage nogle beslutninger. At de så også bruger den bemyndi­gelse, må man acceptere på den bag­grund, at det er for at beskytte bestanden. Jeg er fristet til komme med udtalelser omkring narhvaler og hvidhvaler, som blev medtaget i betænkningen, hvorfor partiordførene også kom ind på disse hvaler. IA´s ordførers bemærk­ning er jeg i princippet enig i, at man skal være på­passelig med at vurdere ud fra den mængde, der fanges, fordi klimaændringerne bevirker også         fangs­tmængden. Og vi må vist også på lørdag komme ind på, at undersøgelser af hvidhvaler via fly er betænke­lig, fordi det er meget svært at se narhvaler og hvid­hvaler, der befinder sig i små våger. De hvaler, som fangerne ikke kan se, kan en forsker eller videnskabs­mand vel næppe se.

 

I 1966 (...... eller 86) blev der indhandlet 11.000 sælskind og i 1967 så er det 2600 og det var før den tid, det gik over til hellefiskeri. Det viser, at klimaændringerne også har stor indflydelse på fangst­mængden. Sådanne ting må man også tage med i forbindel­se med vurderin­gerne og man skal også holde narhvaler og hvidhvaler adskilt. Narhvaler siges ikke at være faldende i antal, så man fortsat kan fange dem. Alle disse ting ønsker jeg bliver vurderet og også med hensyn til restriktio­ner, fordi nogle af hvalerne er kun på gennemtræk i vore farvande.

 

Bent Frederiksen, fg. formand for fredningsudvalget:

Ganske kort. Med hensyn til IA´s ordførers andet ind­læg, så vil jeg lige tilbagevise et af hans udsagn. Som formand for fredningudvalg og landstings­formand vur­deres mine udtalelser, som at jeg ikke tror på lands­tingets beslutninger og ikke har nogen tillid til befolkningen. Jeg mener, at man i ' 70 i grundloven med hensyn til rettighederne, så kan jeg udtale mine me­ninger uden begrænsninger ligesom Josef Motzfeldt. Derfor med hensyn til den ærede lands­tingsmedlem Josef Motzfeldt, hvis han tager et andet standpunkt, så vil jeg ikke vurdere ham således, at han ikke respektere landstingets beslutninger, eller ikke har nogen tillid til befolkningen. Derfor tilbageviser jeg udsagnet, fordi jeg ikke rigtig kan godtage den. Og fordi jeg har rettighed til at fremføre dette.

 

Jeg respekterer de enkelte personers rettigheder, og derfor vil jeg ikke benævnes her fra denne talerstol, at jeg som landstingsformand ikke tror på landstingets beslutninger, eller at jeg ikke har tillid til befolk­ningen. Jeg håber ikke, at dette udsagn vil blive gentaget. Det harmonere ikke med den ærede talerstol med hensyn til beslutning i vigti­ge sager.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Jeg skal komme med en besvarelse. De sidste bemærkni­nger.

 

Det blev nævnt omkring høringer af KNAPK. Det er en hørring, der er blevet foretaget i fælles regi. Ud over høringen af KNAPK og KANUKOKA direkte så har KANUKOKA rund­sendt udkastet til høring hos de enkelte lokalfore­ninger eller KNAPK.

 

Vi har nævnt, at flertallet af høringssvarene indeholdt ønske om forbud mod rusefiskeri. Også Sisimiut Kommune har tilkendegivet holdning til det. Johan Lund Olsen nævnte at Sisimiut kommunalbestyrelse under sit møde har drøftet rusefiskeriet, og at referatet er sendt d. 15. februar. Den høringsrunde vi har kørt, skete frem mod slutningen af november, og dengang sendte Sisimiut kommune en fax den første december med følgende be­mærknin­ger. Sisimiut kommunes frednings­udvalg har behandlet sagen to gange og har drøftet ' 3 grundigt, hvorefter man fastholder, at man skal foreslå, at rusefiskeri skal være total forbudt. Det er den fax vi fik fra Sisimiut Kommune.

 

Den fax, som Johan Lund Olsen omtalte, er aldrig nogen­sinde nået til vores direktorat. Vi har undersøgt det i forhold til Sisimiut kommune og har fået det bekræftet, at den fax aldrig nogen sinde er blevet sendt fra Sisimiut.

 

Fra Sisimiut kommune har vi kun modtaget den før om­talte fax, hvor man bla. ud fra forskellige forhold nævner, at Sisimiut kommune har de største erfaringer i rusefiskeri og føler sig medansvarlig for, hvis man åbner denne fangst for alle. Derfor indstilles det atfangst­metoden standses i Sisimiut kommune og bør ikke udbredes til resten af landet. Man omtaler Sisimiut kommune mest her i denne sag. Johan Lund Olsen kom slet ikke ind på den fremsendte fax. Men kom ind på den fax, der aldrig har været sendt. Når man skal fremkomme med nogle påstande, så skal man også kunne dokumentere det f.eks. i form af den omtalte fax.

 

Stensetninger af elve, har vi også forbudt. Hvorfor skal rusefiskeri tillades, når vi forbyder andre tradi­tionelle fiskerimetoder. Vi har også forbudt ud­sætning af garn 150 meter fra elvmundingen, for at beskytte bestanden. Det må vi også huske på.

 

Der blev også nævnt høringen af kommunerne omkring forbud mod rusefiskeri i elvene. Og jeg er ikke i tvivl om at udvalget har fået forelagt de forskellige kommu­ners udtalelser med hensyn til rusefiskeri.

 

Det er korrekt, (((at KANUKOKA har nævnt))) at KNAPK nævnte, at man kan benytte stensætning, men at ruser skal fjernes hver gang man tager væk fra elven. Hvorfor er man gået bort fra rusefangst i de mange kommuner. Det er fordi det er en fangstmetode, man ikke bryder sig om. Sisimiut kommune har også fremsat ønske om, at den ikke bliver udbredt til andre kommuner. Derfor mener jeg, at vi i landsstyret har haft grundlag til at tage den beslutning vi har taget.

 

Bent Frederiksen nævnte i forbindelse med hvid- og narhvalfangst, at man er i gang med at udfærdige regler omkring fangsten, og der vil blive taget en hørings­runde med KNAPK.  Så fremt det ønskes, så kan vi også tage en høringsrunde med kommunerne. Men det vil fak­tisk tage flere måneder, og det betyde en forlængelse af sagsbehandlingen. Formanden har ret i at sige, at vi ikke har fremsat yderlligere end en orientering til udvalget.

 

Jeg mener at de andre bemærkninger bare fortæller, hvilke forhold der er herskende og ikke indeholder nogle ændringsforslag. Jeg mener, at flertallet er ved at gentage sig selv og jeg skal anmode de næste ord­fører om at komme med korte bemærkninger.

 

Ole Lynge, Inuit Ataqatigiit:

Jeg skal prøve at fatte mig korthed. Flere har nævnt, at vi skal være fælles om de levende ressourcer, og det må vi tage udgangspunkt i også med hensyn til ørreder. Det er vi i IA i princippet enige i. Jeg føler grund til at understrege, at levende ressourcer ejes i fæl­les­skab i Grønland og at vi må tage udgangspunkt i dette. Det kan nemt ske at vores meninger drejes hen i en anden retning, end det er tilsigtet. IA har brugt bemærkningen: "Gid de tunghøre vil få hørelsen tilba­ge". Jeg håber, at partierne ikke vil blive forhindret i at tage stilling til sagen, bare på grund af den bemærkning. Den ting, der blev nævnt i betænknin­gen, bevirkede, at der kommer en hel masse forskellige meninger. I forbindelse med vores gruppe­arbejde i IA, er vi blevet enige om, at landsstyret skal have mulig­hed for at lave smidige regler. I mange kommu­ner har man ikke brugt rusefiskeri,  men hvorimod det i visse kommuner har været anvendt gennem mange år. Med hensyn til ind­handlingsmængder­ne viser de, at fangstmæng­den er faldende. Det har vel også været en af følgerne af, at rensdyrfangst er blevet stoppe i 2 år.

 

Hvis man skal beskytte ørredbestanden, så har man slet ikke nævnt garnfiskeri. Derfor har jeg lidt svært ved at se, hvori beskyttelsen består, hvis garnfi­skeri ikke begrænses, fordi ganfiskeri er ret udbredt. Det vil jeg blot understrege.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut.

Jeg er enig med mødelederen i, at vi nu må gå over til afstemningen. Men forinden skal jeg lige præcisere, at jeg også mener, at vi her i vort land med hensyn til de levende ressourcer og ikke levende ressourcer, så må det betragtes som et samfundseje.

 

Man laver nogle regler og love. Bemyndigelse ligger i Lands­tinget således, at hvor vi mener med hensyn til fangstdyr, at der er fare, så kan vi beskyttet dem ved, at vi laver nogle betsemmelser, så vi har har nogle ressourcer, som vores efter­kommere kan have gavn af.

 

Man kan heller ikke komme uden om, at hvis man ser på hvilken som helst natur i verden, så er der udtalelse fremme om beskyttelse af natur og miljø. Det har aldrig før været sagt så ofte, at man ikke må forurene verden og de naturgivne ressourcer - man skal passe på dem, så man har en bæredygtig udnyttelse, samtidig med at man aldrig tidligere har haft en stor en diskussion.

 

Med hensyn til dette har vores debat også vist, at vi også her i vort land har viljen til at ændre noget, som kan være skadeligt.

 

Til slut så skal jeg sige vedrørende de levende res­sourcer -til hvilken som helst levende fangstres­source i Grønland, så er jeg imod ubegrænset fangst. Jeg mener at mene, at ubegrænset fangst og jagt i en tid, hvor vi har så gode redskaber, må ses som en overud­nyttelse, og derfor mener vi, at såfremt der er en bestand, der er i fare, så må vi lave nogle regler, som sikrer, at de ikke udryddes.

 

Det må nok også være tilfældet med ørrederne, at vi må have nogle kvoter, f.eks. med kvoter pr. dag, tillige med hensyn til moderni­sering af fangstred­skaberne.

 

Vores nabolande har allerede lavet nogle begrænsninger omkring laks- og ørredfiskeri, og hvis det er påkrævet, så må vi også gøre det her i vort land.

 

Ove Rosing Olsen, Landsstyremedlem for sundhed og miljø:

Jeg har 2 tilføjelser til det, som blev fremført.

 

Det er især med hensyn til udnyttelse af de levende ressourcer, fordi vi ved alle sammen, hvor stor op­mærksomhed der er omkring vores fangst og vores stadige muligheder for, at kunne leve af vores fangster.

 

Vi har en ansvarlig udnyttelse af disse. Hvis vi ikke har en ansvarlig udnyttelse, og hvis vi viser det, så vil vi komme i alvorlig fare. Derfor mener jeg, at vi i forbindelse med at træffe forskellige beslutninger plejer at lave nogle viden­skabelige undersøgelser, således vi så vidt muligt kan henholde os til at den almindelige viden omkring naturen og de opnåede resul­tater.

 

Derfor opfatter jeg, at man fra denne talerstol ønsker nogen faktiske forhold ændret, og det er ikke den korrekte måde.

 

Nikolaj Heinrich nævnte i sit indlæg, omkring totalfor­buddet jagt af rensdyr Oplysningerne er ikke korrekte, det er blot fordi, man gerne politisk vil tækkes. Jeg mener, at det fakti­ske forhold, som vi har set, har vist hvilken beslut­ning, man har måttet tag.

 

Nu er rensdyrbestanden kommet forbedret, og nu er den ved at komme på et stade, hvor der kan tillades fangst. Hvis vi ikke havde taget den beslutning, hr. Nikolaj Heinrich, så vil forholdene havde været meget ander­ledes, end det er tilfældet i dag.

 

Denne undersøgelse, som du nævner omkring tamrenområdet indenfor Godthåb­fjorden, det er ikke undersøgelse af rensdyrområder på vildtrens­dyrområdet. Man har set, at der er for mange rensdyr i tamrenområdet, og man har dræbt 491 rensdyr ved slagtningen i år. Man regner med, at man derigennem kan få aflivet omkring 1/3 af tamren­bestanden.

 

Jeg vil også sige, at jeg ikke selv er så glad for udsagnet om, at tunghøre vil få høresansen tilbage. De er tunghøre på baggrund af deres sygdom, og derfor hvis I har nogle andre eksempler, så brug dem i stedet for. Det er ikke deres egen skyld, at de er tunghøre.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for IA:

Denne talerstol må bruges til at fremkomme med med­lemmernes me­ninger, uanset om de meninger er diver­gerende, og vi må jo ud fra vores egne overbevisning følge de ting, som vi mener er rigtige.

 

Jeg mener, at når man omtaler den talerstol, så må vi også huske på, at ordbruget fra denne talerstol ikke må styres af embedsmændenes ordbrug, når der citeres nogle ting. Pavia Nielsen citerede "fri os fra fristel­se", hvad er det, skal man bruge talerstolen til be­grænsning af fri ytring.

 

Da jeg sagde: "Gid de tunghøre vil få høresan­sen tilba­ge", tænkte jeg slet ikke på de mennesker, der har et medført handicap på det område. Det er for at pege på de mennesker, der har svært ved at fatte tingenes tilstand, og jeg håber ikke, at brugen af sådanne citater opfattes som noget fornærmende.

 

IA går ud fra, at man følger de regler, der er udstuk­ket i betænk­ningen.

 

I bekendtgørelsen er der mulighed for videnskabelige dispensationer, og vi tror på, at de regler, som bliver udstukket fra Landstinget, bliver fuldt af befolknin­gen, hvorfor skal vi ellers lave regler, som vi ikke tror befolkningen vil følge.

 

Jeg tror, at jeg må hejse det hvide flag med hensyn til ørredfangster og sige, når Landsstyret nævner, at det ikke vil være tilbageholdende med at undersøge fordele og ulem­per derved. Jeg mener, at det er en bedre hold­ning end udvalgets holdning, der er ikke ret mange ørred­fangsme­toder, som vi ikke kender.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

Ganske kort, det er blevet nævnt fra IA, at Landsstyret er åbent for, at man undersøger, hvilke fangstmetoder der er bedre, dertil mener jeg, at vi kun kan være enige i, at der må være en afslutning på denne debat.

 

Jeg kan forstå, at man stadig ikke har fattet, at herefter vil garnfiskeri være den eneste måde at fange ørreder på, og at man ikke har fattet, hvilke konse­kvenser det vil få. Vi ved heller, hvad konsekvensen af ørredruser med tremmer med bestemte afstande i bunden er.

 

Det er meget ønskeligt, at man undersøger disse for­skellige metoder lad os undersøge dem grundigt, vi har ved beslutningen om, at Naturinstituttet skal etable­res. Det er dette Naturinstitut, vi skal benytte os af i forbindelse med vores opsamling af forskellige op­lysninger og dokumentationer.

 

Jeg mener, at det er meget vigtigt, at man ikke driver rovfiskeri i og med, at man kun kan bruge garn, og der sker rovfiskeri via den vej. Man må også undersøge de andre fiskemeto­der, så jeg håber, at Landsstyremed­lemmet i sit svar er åben overfor muligheden for at undersøge de forskellige fangst- og fiskerimetoder, hvilket jeg kun kan være glad for.

 

Jeg vil endnu engang til slut sige og understrege, at de mennesker der er omfattet af vores debat, er ikke så mange, men de har igennem generationer drevet ørred­fiskeri i bestemte ørredelve.

 

Det blev fra kommunen oplyst, at dem der benytter rusefiskeri gør det forsvarligt. Lad mig også lige sige at Sisimiut kommune er en af de få kommuner, der har en jagtbetjent som hver eneste sommer ude­lukkende skal holde tilsyn med ørredelve­ne.

 

Jagtbetjenten i Sisimiut kommune er godt kendt med rusefiskeri, og han er vidende om, at dette rusefiskeri køres på en forsvarlig måde.

 

Lars Emil Johansen, Landsstyreformand:

Med hensyn til behandlingen af dette punkt, har jeg i tidligere debat­ter, under­streget med hensyn til det spørgsmål, så er det Landsstings­lov nr. 17 af 22. april 1990, der er vores ........ og jagt, og den er efter­følgende i 1991, 1992 og 1993 blevet ændret i paragraf 19.

 

I henhold til paragraf 19 er det et spørgsmål, der ikke skal debatteres i Lands­tinget, fordi man har taget en beslutning om, at Landsstyret kan tage nogle bestemmel­ser, og derfor er det forundrende, at man har brugt omkring halvanden time på at debattere noget, hvor Land­stinget ikke kan tage en beslutning.

 

Selvfølgelig kan det blive ændret, så Landstinget kan tage en be­slutning, men en lov er en lov og i henhold til loven, så er det, at vi diskuterer noget, hvor Lands­styret har bemyndigelse til at tage en beslutning, og jeg skal også sige, at vi har en betænkning med flertal fra Siumut og fra Atassut, som indeholder, at man fastholder bekendt­gørelse nr. 23 og 26 vedrørende fiskeri efter fjeldørreder, derfor finder vi det under­ligt, at man har brugt så lang tid på at diskutere et emne, hvor det kun er Landsstyret, der har mandat til at beslutte.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Vi drøfter fredningsudvalgets betænkning, og vi må ikke begrænses til at drøfte de ting, som der er nævnt her, jeg vil blot lige svare Ove Rosing Olsen omkring under­søgelsen af rensdyrene.

 

Denne undersøgelse er foregået udenfor og indenfor tamrenområdet. Landets rensdyr er på vej sydpå, og selvom denne undersøgelses resultat er alvorlig, så er jeg glad for, at landsstyret tager det så afslappet, og man fastholder, at man også tager en beslutning ud fra fangernes indstillinger.

 

Da den danske regering havde lovgivningskompetencen, da spurgte den altid på det videnskabenlige område, og den arbejdsmetode må vi også anvende.

 

Bendt Frederiksen, fg. formand for fredningsudvalget:

Som fredningsudvalgets formand vil jeg understrege, at de bemærk­ninger fra Johan Lund Olsen om undersøgelser ikke bliver berørt i selve betænkningen, så derfor skal jeg anmode mødelederen om, at man foretager afstemning om flertallets og mindretallets indstilling uden af blande det med en hel masse andre.

 

 

 

Mødeleder:

Ja, vi skal først stemme om mindretallets Issit. Par­tiia og IA, at der skal kunne gives tidsbegrænset dispensationer via kommuner, således at den eksisteren­de brug af ruser efter den forrige forordnings ordlyd kan fortsætte, det er det spørgsmål, vi skal stemme om nu.

 

Derfor vil jeg anmode, de, der er for, om at rejse sig

3 stk.

 

Og de, der stemmer imod, bedes rejse sig.

24 stk.

 

Der er ingen som undlod at stemme, således kan vi sige at flertallets indstilling fra Siumut og Atassut er godkendt.

 

Jeg mener, at det er klart, hvem der stemmer for, og hvem der stemmer imod, og der dannes grundlag for, at flertallets indstilling blev vedtaget.

 

Punktet sluttet.