dagsordenens punkt 37-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen
Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og
Arbejdsmarked:
Jeg vil hermed, på Landsstyrets vegne, knytte
følgende bemærkninger til den ældreredegørelse, der er udleveret til
Landstingets medlemmer.
Ældreområdet har igennem de senere år været
genstand for megen debat og mange overvejelser. Der er gennemført en vigtig
reform på området, der er et af de væsentligste samfundsspørgsmål idag såvel
som i årene, der kommer. Først og fremmest fordi hensynet til vore ældre ligger
os alle meget på sinde, men også fordi området er omkostningskrævende og det
er derfor af den største betydning, at de midler, der anvendes på området,
bruges til størst mulig gavn for flest muligt ældre mennesker.
Redegørelsen har tre væsentlige konklusioner.
For det første må pensionsalderen sættes op for
at opretholde den standard der er idag. Dette begrundes i, at antallet af ældre
er stigende. Det er udgifterne imidlertid også. Landstinget har på
forårssamlingen 1992 drøftet dette, og fandt ligeledes, at det ville være nødvendigt
at sætte pensionsalderen op inden for den nærmeste fremtid.
Landsstyret skal anbefale, at Landstinget udtaler
sin tilslutning til, at pensionsalderen hæves til 63 år i løbet af 1995 og til
65 år i år 2000.
Et ligeledes væsentligt spørgsmål, er hensynet
til den stigende gruppe af meget plejekrævende ældre. Idag er sundhedsvæsenet
meget involveret i mulighederne for at sikre disse ældre en tilværelse så tæt
på deres almindelige hverdag som muligt.
På længere sigt må det imidlertid erkendes, at denne
løsning ikke er tilfredsstillende. Landsstyret mener, at der bør etableres et
alternativ til sygehusanbringelser. Derfor agter vi, at undersøge under
hvilke finanseringsformer disse alternativer kan tilvejebringes.
Dette skyldes for det første, at processen med at
blive ældre ikke er en sygdom og ældre mennesker kun vanskeligt kan sikres et
liv i værdighed på sygehuse. For det andet at såvel kommunale budgetter som
sundhedsvæsenet belastes voldsomt af denne løsning. Og for det tredje at
behovet for egentlige plejehjem vil være tiltagende.
Derudover mener Landsstyret, at der bør satses
mere på uddannelsesmæssige tiltag i forhold til at ruste hjemmehjælpere og
social- og sundhedsuddannede til de opgaver, der skal varetages indenfor
ældreområdet. Ved at ruste kommende personale i faglig henseende, vil
samfundet blive parat til at imødekomme de ældres fysiske og mentale
plejebehov.
Endelig noterer Landsstyret sig, at såvel
ældreforeninger som kommuner, der jo er i tæt kontakt med de ældre, finder det
nuværende grundbeløb passende.
I forhold til de ældres mulighed for, at erhverve
bi-indtægter ved siden af pensionen gennem f. eks. salg af husflidsprodukter og
fangstudbytte, er der i det forløbne år ligeledes sket tiltag på
skatteområdet. Dette er væsentligt såvel i forhold til sikringen af de ældres
økonomiske velfærd som for de ældres mulighed for at udføre forskellige
aktiviteter og føle et formål hermed.
En ændring af indtægsreguleringen, hvor der tages
hensyn til det skattefrie beløb for b-indkomst og standardfradrag, betyder at
muligheden for bi-indkomster reelt er steget fra 14.000 kr. for enlige og
21.000 for par til 25.000 for enlige og 43.000 for par, uden at dette får indflydelse
på den sociale pensions grundbeløb.
Ligeledes finder Landsstyret det overordentlig
vigtigt, at muligheden for hensyntagen til individuelle behov for de ældre
gennem de personlige tillæg bevares.
Intentionen bag de personlige tillæg er at give
de enkelte kommuner mulighed for at supplere pensionisters økonomi i de
tilfælde hvor dette skønnes nødvendigt. Landsstyret vil gerne understrege
nødvendigheden af, at det personlige element opretholdes. Standardisering af
ydelserne må på denne baggrund ses som uheldige, da hele formålet med
ydelsestypen netop er den lokale, skønsmæssige vurdering på baggrund af personlige,
individuelle behov.
Afslutningsvis skal Landsstyret anmode Landstinget
om at udtrykke sin tilslutning til, at arbejdet nu koncentreres om, at sikre
fysiske og omsorgsmæssige rammer for en god alderdom.
Med disse ord overlader Landsstyret ordet til
Landstingets behandling.
Jonathan Motzfeldt ordfører for Siumut:
Indledningsvis skal vi fra Siumut's side takke
for Landsstyrets redegørelse vedrørende ældreområdet. Efter vores mening drejer
det sig om en meget omfattende redegørelse, som klart og tilstrækkeligt
belyser de ældres situation og vilkår, bl.a. gennem statistiske oplysninger,
som indgår i redegørelsen. Og på baggrund af de forelagte (oplysninger?) i
redegørelsen skal vi herved fremkomme med vore kommentarer.
Vi ved, at vort liv på jorden nogle gange er
blevet sammenlignet med dugdråber fra rimfrosten på et græsstrå. Så kort er
livet jo set i relation til jordelivet i historisk perspektiv samt de mange og
hurtige forandringer gennem tiderne.
Men en uforanderlig omstændighed er, at vi lever
sammen med medmennesker, der spænder fra småbørn til de ældste generationer, og
det kan vi ikke ændre på. Og vi er her i landet nået frem til en tid, hvor
fødselstallet er stigende, samtidig med at antallet af ældre og de ældste
medborgere er stigende.
De forannævnte kategorier af medborgere har alle
behov for bistand, en hjælpende hånd. Og alle, der er i stand hertil, må hjælpe
til, gennem socialt samvær, økonomisk samt politisk samarbejde.
Ældrepensionsordningen i vort land er et godt
redskab til forsorg for de mange ældre, der lever iblandt os. Vi er blandt de
samfund, som sørger godt for deres ældre medborgere. Dette kan bevidnes af alle,
der kender noget til udviklingen i omverdenen, hvor man ofte er vidne til, at
livsværdier og menneskeværd bliver trådt for fode.
Vi er nået til et punkt i dag, hvor vi skal
fortsætte vores gode ældreforsorg, uden at dette får økonomiske problemer til
følge. Skal vi opretholde den i dag opnåede standard på området, må vi derfor
begynde at træde nye veje.
I denne forbindelse foreslår Landsstyret, at
pensionsalderen forhøjes til 63 år i 1995 og til 65 år i år 2000.
Disse forslag støtter vi fra Siumut. Samtidig
skal vi kræve, at man i forbindelse med de foreslåede omlægninger fremkommer
med konkrete forslag på følgende områder fra Landsstyrets side:
For det første, at der åbnes mulighed for
dispensation til ældre, som har behov for ældrepension fra 60-års alderen.
For det andet, at lovgivningen formuleres
således, at ældre, som er raske og rørige, og som i dag pensioneres i
65-årsalderen, kan få mulighed for at lade sig pensionere fra 67-års eller
70-årsalderen. En sådan mulighed skal naturligvis kunne gennemføres med
behørig hensynstagen til de yngre generationers beskæftigelsesmuligheder.
Kendsgerningen er jo, at der ikke er alle ældre,
som er bistandstrængende, syge eller senile. Fra Siumut har vi altid lagt
vægt på, at de ældres muligheder for at forsørge sig selv og sine stadig må
holdes åbne. Denne mulighed har vi forbedret gennem bedre vilkår i forbindelse
med husflidsaktivitet samt supplerende jagt, fangst og fiskeri.
Sådanne ordninger vil betegne de ældres overgang
til pensionisttilværelsen i den alder, de har nået, gennem selvtillid,
videregivelse af deres livs- og arbejdsmæssige erfaringer til de yngre
generationer samt aktiv medleven i samfundet. Og alt dette vil være meget værdifuldt
og oplivende både for de ældre og for os andre.
Mens vi taler om sunde og raske ældre, nævner
redegørelsen bl.a. muligheden for at udnytte den ressource, der er hos de
ældre i forbindelse med fritidsaktiviteter for de ældre gennem de meget
velfungerende ældreforeninger på kysten. Det er et synspunkt, som medlemmerne
af Kommunalreformkommissionen kan nikke genkendende til.
Der er viljer og kræfter i disse foreninger, som
kan lette arbejdet for dem, som dels arbejder for ældre og dels arbejder med
socialvæsenet som sådan. Sågar har man i dag i visse kommuner, f.eks. i
Nanortalik kommune ansat en ældrekonsulent, som kan give gode ideer videre.
Sådanne gode initiativer må fortsætte og
udbygges. Vore byer og bygder er jo ikke så store storbyer, at vi ikke længere
kender hinanden. Det er absolut ikke tilfældet. Der er udbredt vilje til
gensidig hjælp blandt de ældre. Samtidig må vi udnytte de ældres muligheder for
at hjælpe sig selv og andre. Hvis de ældre er interesseret i at deltage i
aftenskoleundervisningen, må vi møde dem henad vejen gennem nedsættelse af
deltagerbetalingen. Det vil også være god og givtig udnyttelse af Hjemmestyrets
bevillinger, hvis man udnytter de ældres muligheder for aktiv medvirken i
forbindelse med aktiviteterne i medborgerhusene.
Det vigtigste er imidlertidig, at de ældres
foreninger og kommunerne virker sammen for at opnå resultater.
Og nu til bistandskrævende ældre.
I takt med den stadige forøgelse af antallet af
ældre i vort land må vi også regne med, at antallet af bistandskrævende ældre
samtidig vil vokse.
I denne forbindelse skal vi fra Siumut bl.a.
nævne, at man hurtigst muligt må undersøge mulighederne for, at plejekrævende
ældre kan plejes på værdig vis i deres eget hjem, i stedet for at blive henvist
til anbringelse i sygehusene.
På længere sigt kan man ikke bare forlade sig på
hospitalsanbringelser.
Når det gælder ældreforsorgen, har man hidtil i
forbindelse med forsorgen i hjemmene peget på de store og hyppige
personaleudskiftninger hos hjemmehjælpergruppen, samt disses manglende
muligheder for efteruddannelser og videreuddannelser. Imidlertid er der nu
kræfter i gang for at igangsætte uddannelse af hjemmehjælperne. Fra alle sider
betragtes dette som en nødvendighed, og dette har vi fra Siumut allerede været
inde på tidligere.
Det må altid være en målsætning, at de ældre i
videst muligt omfang kan plejes i deres eget hjem. Samtidig må vi revurdere
alderdomshjembyggeriet og driften af alderdomshjemmene, for så vidt angår
disses belastning af de kommunale budgetter.
Det er jo således i dag, at kommunen betaler 50%
af opførelsessummen, og når hjemmet står færdigbygget overtager kommunen alle
driftsudgifterne og sågar også vedligeholdelsen. Byrdefordelingen må vi
revurdere i forbindelse med Kommunalreformen. I den forbindelse skal man lægge
mærke til oplysningerne i redegørelsen om, at ventelisten til alderdomshjemmene
på landsbasis udgør 225 personer, eller 30%.
Men vi mener, at den overordnede vurdering må
bygge på, at Sundhedsvæsenet, KANUKOKA og socialvæsenet må lave en aftale med
gensidige forpligtelser. Vi forstår, at der nu er indledt et samarbejde på
området, således at embedsmænd fra de nævnte instanser indleder drøftelser med
henblik på planlægning. Og det er vi godt tilfredse med.
Vi ved jo at nogle kommuner er for små til at etablere
plejehjem og ikke har råd til at drive disse. Derfor skal vi fra Siumut
opfordre til, at man baner vejen for, at hinanden nærliggende kommuner i
fællesskab kan etablere sådanne fællesfaciliteter. Det er jo ganske
uacceptabelt at høre, at man sågar er begyndt at nedsende ekstra plejekrævende
patienter til Danmark. Sådanne ældre må vi også kunne pleje selv.
Som det fremgår af vore forannævnte bemærkninger
lægger vi i Siumut megen vægt på at bane vejen for, at sunde og raske ældre får
mulighed indenfor beskæftigelse, fritid og økonomi.
Samtidig lægger vi fra Siumut afgørende vægt på
trygge økonomiske forhold for vore ældre. I denne forbindelse viser
redegørelsens materiale, at vi hidtil har løftet denne side af sagen i god
solidaritet.
Selv om man forhøjer pensionsalderen til 63 år,
må man også på den anden sige afveje konsekvenserne for arbejdsløshedskontiene.
Fastholdes førtidspensionsordningerne, vil det
også koste noget. I relation til afvejning af alle disse forhold, skal vi
opfordre til at overveje, at de ældre kan beholde deres jobs længere i forhold
til i dag.
I forbindelse med ønsket om trygge økonomiske
vilkår for ældre, påpeges endnu engang, at personlige tillæg, som jo er en ren
kommunal udgift, udbetales meget forskelligt fra kommune til kommune.
Man må imidlertidig huske på, at personlige
tillæg udnyttes i de forskellige kommuner med henblik på reduktion af
forskellene fra kommune til kommune, forskelle som kan være meget store, således
at kommunerne udnytter tillægget efter individuel vurdering, idet det jo er
kommunen, der har det største kendskab til lokalsamfundet. Det er svært at
ændre på denne praksis. Det fremgår jo også af redegørelsen, at formålet med
personlig tillæg vil forsvinde, hvis man standardiserer de personlig tillæg. Af
samme grund er det foreslået i Kommunalreformkommissionen, at kompetancen på
området forbliver i kommunerne. I forbindelse med Peter Grønvold Samuelsens
forslag vedrørende forsikringer, kan man jo også (inddrage), at der er mulighed
for afhjælpning på området gennem personlige tillæg.
Til slut skal vi fra Siumut udtale, at Siumut
lige fra sin stiftelse, har lagt afgørende vægt på, at medborgerne, der har
behov for offentlig bistand, skal kunne hjælpes og deres levevilkår forbedres
efter samfundets bedste evne, herunder respekt for de ældre udmøntet gennem god
behandling af disse. Siumut fortsætter denne sin linie. Selv om vort livs
længde kan sammenlignes med en dugdråbe fra rimfrosten på et græsstrå, må vi
udnytte vort liv godt, fornuftigt og dejligt.
Emilie Lennert, ordfører for Atassut:
Vi har med længsel afventet omhandlede
redegørelse. Redegørelsen fremlægger 4 hovedmålsætninger opstillet fra
Landstingets efterårssamling 1990 og som er følgende:
1. at sikre de ældre økonomiske tryghed.
2. at ældre kan blive længst muligt i eget hjem.
3. at sikre pleje og omsorg for de ældre, der kun
vanskeligt kan klare sig selv.
4. at sikre aktivitetsmuligheder for ældre.
Vi kan alle være enige i ovennævnte
hovedmålsætninger.
For at begynde med den første: ja, vi forhøjede
grundbeløbet for sociale pensioner, samtidig med at vi besluttede, at
grundbeløbet nedsættes med en B-indtægt fra 1.000 kroner og opefter.
Senere blev B-indtægtens størrelse fastsat til
14.000,kroner for enlige og 21.000,00 kroner for ægtepar.
Her i foråret blev det besluttet, at B-indtægten
fra 1995 fastsættes til 25.000,00 kr. for enlige og 43.000,00 kr. for ægtepar med udgangspunkt i personfradraget.
Dette har vi fra Atassut accepteret, da det vil forbedre de ældres indkomstsforhold.
Vi har nu den opfattelse, at vi i forbindelse med
denne ordning, ikke særligt har tænkt på, hvad ændringen vil medføre for de
ældre. F.eks. hvis et ældre menneske skal kunne få boligsikring, skal
vedkommendes årsindtægt ikke overstige 128.400,00 kr. da B-indtægten, uden
indflydelse på grundbeløbet lægges oveni. Dette vil medføre, at mange ikke vil
kunne få boligsikring.
Den slags beslutninger virker stik modsat, idet
pensionister og førtidspensionister vil få begrænsede muligheder for at kunne
modtage boligsikring. Udfra dette forhold, må vi arbejde for, at indtægtsgrænsen
m.h.t. boligsikring ændres.
Det kan være ikke være rigtigt at forpligte
kommunerne til at udbetale personlige tillæg, når en pensionist, på baggrund af
sin indtægt, ikke kan få boligsikring.
Vi er enige i oplysningen om, at forhold omkring
udbetaling af personlige tillæg kan skabe uro blandt de ældre. Og vi er vidende
om, at udbetaling af disse varierer meget fra kommune til kommune. Vi mener, at
det netop er dette, som er årsagen til den uro blandt de ældre. Udfra de
forhold, vi lever under i dag, kan det ikke være mærkeligt, at kommuner, på
grund af deres økonomiske situation, begrænser udbetaling af personlige
tillæg.
Atassut finder det normalt, at kommunerne udfra
egne forhold på nært hold må vurdere og administrere reglerne.
Udfra gældende regler, kan kommunerne bevilge
midler til hjemmehjælp. Dette forhold har stor betydning for, at de ældre så
vidt det er muligt, kan blive i egne hjem. Erfaringen viser os, at det er meget
vigtigt, at hjemmehjælpere uddannes til deres arbejde og pligter, hvilket må
være et meget vigtigt mål. I dette forhold, må målet være, at kommunerne og
Hjemmestyret arbejder tættere sammen, da der her ikke alene er tale om arbejdsforhold,
men at lønforhold også gøres mere tillokkende for at opnå, at omsorgen af de
ældre kan gøres bedre og mere tryg.
Hjemmestyre og kommuner er ansvarlige for
etablering af plejehjem for de ældre, der kun vanskeligt kan klare sig selv,
men vi må gå ud fra, at det er kommunerne, der har det største initiativ til
etablering af plejehjem.
Det ligger klart, at ældre, der har behov for
særlig omsorg, bliver flere i disse år, med den følge, at behovet for plejehjem
vokser med uundgåelige økonomiske konsekvenser for begge parter.
Redegørelsen belyser korrekt, at personale i
alderdomshjem må være uddannet i omsorg af de ældre, idet personale, der har
arbejdet i mange år, også har behov for
kvalificerende videreuddannelser. Selvom kommunerne ved hjælp af uddannede
etablerer disse uddannelser, må vi klart præcisere, at mange ældre har behov
for at blive hjulpet f.eks. af fysioterapeuter og lignende, men ikke har denne
mulighed for hjælp i mange kommuner.
Udfra faktiske forhold er det rigtigt, som det er
belyst, at beboere i alderdomshjem kan have forskellige evner og førlighed, og
vi må også erkende, at mange alderdomshjem, der i dag er etableret, ofte ikke
er egnede til de ældre, der har behov for særlig omsorg. Det er endda sådan i
flere kommuner, at man vil løse problemerne på kort sigt, idet en lejlighed jo
må ombygges, må udrustes til formålet, ligesom personalet må have en særlig
uddannelse og evner.
Redegørelsen belyser muligheden for etablering af
regionale døgninstitutioner, som plejehjem m.v.. Er det ikke bedre, at man tæt
på hjemmet etablerer nævnte institutioner i lighed med det vi nævnte før, ved
at man ombygger lejligheder til formålet.
Med hensyn til de ældre i bygderne må
hovedformålet være, at ældre i bygderne ligesom i byerne, såvidt muligt bliver
i deres hjem, bl.a. ved forbedring af deres hjem eller ved opførelse af
passende boliger til dem, men vi ved også, når de ældre har behov for lægelig
tilsyn, kan placering i byerne ikke undgås.
I takt med etablering af flere og flere
ældreforeninger, er mulighederne for bedre udnyttelse af fritiden blevet
væsentlig forbedret, idet målrettet arbejde på dette område har båret frugt.
Ligeledes er uddannet og iderigt personale af stor betydning for beskæftigelsen
af de ældre.
I sin redegørelse fremhæver landsstyremedlemmet
redegørelsens 3 væsentlige konklusioner og indstiller, at landstinget tager
stilling til, at pensionsalderen fra 1995 sættes op til 63 år og til 65 år fra
år 2000.
Hertil må Atassut bemærke, at Atassut ikke kan gå
med til ændringen af gældende regeler, idet livsbetingelserne hidtil ikke har
ændret sig, idet mange ældre må betegnes som medforsørgere af deres familier
grundet den meget høje arbejdsløshed, selvom lovgivningen ikke kræver, at de
ældre skal forsørge deres voksne børn, da den ældgamle tradition omkring dette
forhold ikke har ændret sig.
Landsstyret foreslog også i forårsmødet 1992, at
pensionsalderen sættes op med 2 år til 62 år og til 65 år i år 2000. Allerede
dengang kunne Atassut ikke gå med til en sådan ændring, da livsbetingelserne
her i landet fortsat kan være meget hårde.
Atasuut sætter forholdet omkring befolkningens
livsbetingelser meget højt og sætter altid mennesket i centrum i sine
vurderinger.
Redegørelsen og landsstyrets forelæggelse
fremhæver ændringen i grænsen for biindtægter fra 1995, nemlig 25.000 kr for
enlige og 43.000 kr for par. Uden at dette får indflydelse på den sociale pensions
grundbeløb.
Vi har tidligere været inde på hvad dette kan
betyde for opnåelse af boligsikring. Selv om Ataasut i princippet er uenige
i, at pensionsalderen sættes op til 63 år, er vi dog indstillet på at
diskutere forholdet hvis grænsen for biindtægt fastsættes ens for alle. Samt
hvis huslejebetalingen fastsættes til en fast procentdel af grundbeløbet for
den sociale pension. Heri omfattes tjenestemandspensionister.
En af vore begrundelser for dette er at enlige
kan have strengere livsbetingelser i forhold til ægtepar.
I Atassuts ældrepolitik har vi altid haft et fast
forhold som desværre altid er blevet nedstemt, og det er at de ældre ikke skal
gå tiggergang, men at man sørger for en rimelig pension, som de kan leve af og
samtidig dækker deres forpligtelser.
Vi må behandle vores ældre i deres alderdom med
respekt, idet det er meget vigtigt, at vore gamle i deres alderdom i alle
henseender har krav på en værdig alderdom. Ligesom vore forfædre har denne
tradition.
Vi vil ikke undlade at nævne en vigtig ting, som
også har været efterlyst og kritiseret. Det er, at gældende regler fortolkes og
administreres forskelligt i kommunerne. Social- og arbejdsmarkededsdirektoratet har en dygtig og dobbeltsproget
konsulent for de ældre og vi vil hermed anbefale og opfordre til, at
konsulenten enten rejser rundt til kommunerne og fortæller om reglerne og laver
udsendelser i radio og tv, således at man giver både de ældre og kommunerne den
savnede mere ensartede oplysning.
Atassut undrer sig over, at landsstyret ikke har
fremlagt nogle forbedringsforslag under hensyntagen til de problemer der klart
fremgår af redegørelsen.
Atassut har disse bemærkninger til redegørelsen
idet vi må bemærke at vi ikke er trygge ved tonen, som man mange steder kan bemærke.
Johan L. Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Inuit Ataqatigiit ligger afgørende vægt på, at
vore ældre i samfundet så vidt mulig skal have de bedste betingelser samt
levevilkår i deres alderdom. Efter som vore ældre i gennem mange års tro og
pligtopfyldende tjeneste for samfundet har gjort deres til, at efterkommere i
det grønlandske samfund nyder den velfærd vi har i dag.
IA finder det derfor som meget tilfredsstillende,
at den ældreredegørelse med tilhørende bilag, med såvel statistiske oplysninger
og talmateriale, som ligeledes er omdelt til samtlige af landstingets
medlemmer, alt i alt fremviser og afdækker de tiltag vi skal iværksætte med
henblik på den bedste omsorg for vore ældre, der jo heldigvis som følge af en
bedre sundhedstilstand også bliver flere og flere og ligeledes afdækker
forskellige spørgsmål vi skal være særlige opmærksomme på.
IA er således i det store og hele enige med
landsstyret i de påpegede forhold og de dertil hørende henstillinger.
Deriblandt en henstilling om, at hæve pensionsalderen til 63 år i løbet af
1995 og ligeledes til 65 år i år 2000, og herudover, at der bør etableres et
alternativ til de nuværende sygehusanbringelser af de gamle.
Særligt med hensyn til det sidste skal IA som
noget meget væsentligt derfor pege på, at det herefter er meget vigtigt med
efteruddannelsesaktiviteter for hjemmehjælperne samt øvrige
uddannelsesmæssige tiltag rettet mod medarbejderne inden for social og sundhedsområdet,
med henblik på så god en behandlig af vore ældre som muligt og vi mener at
disse tiltag er en afgørende forudsætning for de kommende år.
En af de ting vi fra landstinget også skal være
opmærksomme på, er imidlertid at når vi hæver pensionsalderen at vi derved også
er med til at forøge den i Grønland værende arbejdsduelige befolkning, hvilket
i sidste ende betyder, at det også bliver betydelig sværere at bekæmpe
arbejdsløsheden på samme tid. IA mener dog, at der ikke er nogen udvej herfor,
efter som ældre over 60 år jo fortsat har viljen og arbejdsglæden i behold,
hvorfor de skal have mulighed for fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet.
Eftersom arbejdsløsheden som det foregående dagsordenspunkt jo netop også
viste det, stadig er et samfundsproblem til stor byrde for de ledige, mener vi
fra IA, at vi i de kommende år skal ligge hovederne i blød for at fordele de
eksisterende arbejdspladse med henblik på at disse kommer flere til gode f.eks
ved en nedsættelse af den ugentlige 40 timers arbejdstid.
Da overenskomstforhandlingerne senest til foråret
skal være tilendebragt på arbejdsmarkedet skal IA allerede her som en af de
ting som man kunne diskutere pege på, at dette blev taget op af arbejdmarkedets
parter, selv om vi jo godt ved at vi direkte fra de folkevalgtes side ikke kan
blande os i rene overenskomstmæssige spørgsmål.
Det er velkendt at ældre fra bygderne i dag kan
risikere at flytte fra deres vante omgivelser i bygden. I den skriftlige
redegørrelse der er omdelt til medlemmerne fremgår bla. at en evt.
regionalisering af ældreboligbyggeriet vil medføre, at den ældre kan blive
nødsaget til eller tvunget til også at flytte til en anden kommune.
IA vil fraråde at vi når så langt - og vi skal
derfor finde det meget ønskeligt at landsstyret mere ihærdigt end hidtil
anstrænger sig for at undgå en udvikling i den retning med henblik på fortsat
at fastholde de ældre i trygge og vante omgivelser.
Med disse bemærkninger skal IA tage landsstyrets
ældreredegørrelse til efterretning, idet vi fortsat håber på, at vores
bemærkninger fremsagt under denne debat også medtages i det videre arbejde for
en bedre indsats rette mod vore ældre.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat
Hensynet til vor ældre ligger Akull.
P/Centerpartiet meget på sinde, og vi er enige i, at de midler, der anvendes på
området bruges til størst mulig gavn for
flest muligt ældre mennesker.
Disse alternativer må findes med hensyn til de
ældre.
Vi kostaterer redegørelsens to væsentlige
konklusioner, nemlig:
For det første, pensionsalderen må sættes op for
at opretholde den standard der er i dag. På baggrund af at vi har økonomiske
vanskeligheder.
Og vedrørende den stigende gruppe af meget
plejekrævende ældre, er sundhedsvæsenet meget involveret i mulighederne for
at sikre de ældre en tilværelse så tæt på deres almindelige hverdag som muligt.
Imidlertid, er denne løsning ikke tilfredsstillende og derfor må der findes
nogle alternativer som modsvarer anbringelserne på sygehusene.
Disse alternativer må findes fordi ældre mennesker
vanskeligt kan sikres et liv i værdighed på sygehusene.
Ligeledes er såvel kommunernes som
sundhedsvæsenet budgetter meget belastet af denne løsning. Og AP har hidtil
gjort opmærksom på, at behovet vil stige volsomt om kort tid.
I AP mener vi, at uddannelsesmæssige tiltag i
forhold til at ruste hjemmehjælpere og social- og sundhedsuddannede til de
opgaver, der skal varetages inden for ældre området (er væsentlige).
I AP har vi konstateret, at de ældres hjertesuk i
sin tid om, at biindtægter nu er blevet indfriet. Det er vi godt tilfredse med,
det vil være meget gavnligt.
AP er enige med landsstyret i at det er
overordentlig vigtigt, at muligheden for hensyntagen til individuelle behov for
de ældre gennem de personlige tillæg bevares.
Med disse bemærkninger vil vi gerne tage
ældreredegørelsen til efterretning og håber, at man vil give nogle gode
oplysninger til de ældre omkring de ændrede livsbetingelser.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia
Debatterne her i salen vedrørende ældre, er efterhånden
pågået i længere tid, og dette viser, at vi med hensyn til de ældre skal finde
en ordning, der er hensigtsmæssig og retfærdig for vore ældre.
Nu er der forelagt en klar redegørelse om vore
ældres vilkår, og når man gennemgår hvad redegørelsen viser, må man sige, at vi
ikke indtil videre har grundlag for at ændre vore ældres vilkår. Sådan at
forstå, at selv om deres vilkår og forhold kan blive bedre har vi i dag ikke
mulighed herfor, da vore ældre stadig bliver ældre og dermed flere, medens det
på den anden side betyder at vi ikke skal forringe vores ældres vilkår fordi de
er blevet flere.
I disse år er det man hører mest blandt røsterne
fra de ældres side, er at når de får indtægter ud over hvad de får i
alderspension bliver disse trukket fra i alderspensionen. Jeg har her i salen
i flere år forsøgt, at udtale at dette er utilfredsstillende. Derfor skal jeg
uden at skjule det udtale, at jeg er uhyre glad for at landsstyret nu har
erkendt forholdet, og arbejder nu for at få intentionen gennemført. Derved får
de ældre mulighed for selv at kunne
forbedre deres økonomiske vilkår medens alderspensionsgrundbeløbet ikke ændres
og på grundlag af den personlige ydeevne de ældre selv har.
Vore ældre har som andre mennesker personlige
ønsker om individuelt forskellige livsvilkår, der er iblandt dem ældre, der
ønsker fortsat at bo i deres gamle hjem. Jeg mener, at man skal respektere
disse ønsker i arbejdet, da vi ved, at nogle af de ældre, idet de endnu mener
at de kan klare sig selv og endnu ønsker at forblive i deres hjem, kan blive
anbragt på et alderdomshjem på en måde, der endda kan betegnes som tvang. Og
når dette sker kan det have til følge at de også hurtigt bliver fysisk afkræftede.
Derfor må man være meget forsigtig med at foretage tiltag, som den ældre selv
ikke ønsker foretaget.
Endvidere er der ældre, der ikke længere er så
selvhjulpne og endda er blevet ude af stand til at hjælpe sig selv. Såfremt
disse måtte befinde sig i deres eget hjem, må man sikre sig, at deres pleje og
omsorg er så god som mulig. Derfor er det vigtigt at uddannelser til dette
arbejde også bliver rigtigt udmøntet.
Vi kender alle vigtigheden af at et liv til
stadighed skal have et indhold og behovet er heller ikke forbi når man bliver
ældre. Mange ældre fortæller at behovet herfor endda kan ramme en stærkere når
man bliver ældre. Og derfor skal vi som noget meget vigtigt være vågne for at
der er beskæftigelsesmuligheder for vore ældre.
Vi ved, at de ældre i dag har deres egne klubber
og vi ved også at disse klubber og deres sammenslutning yder en god og aktiv
arbejdsindsats. Det er meget tilfredsstillende at disse initiativer er
blevet sat igang på en god måde og dermed har man igangsat opfølgelsen af de
ældres store behov for personligt samvær og med respons fra andre og mange
andre ting. Det er derfor meget vigtigt at give de ældres klubber al mulig
støtte fremover.
I forelæggelsen foreslås det, at den nugældende
aldersgrænse på 60 år for alderspension sættes op til 63 år i 1995 og igen til
65 år i år 2000.
Jeg mener, at selv om vi allerede har en
påvisning af, at der bliver flere og flere ældre fremover, er dette alene ikke
begrundelse nok til at sætte aldersgrænsen for tildeling af aldersrenten
pensionen op. Vi ved jo at forholdene og betingelserne ved deres kontante krav
i vort land ikke kan gøre det enkelte menneskes egenskaber bedre i de ældre
dage, uanset at vi nu kan blive stadig lidt ældre med takt med forbedringerne i
sundhedsplejen.
Derfor kan jeg ikke tiltræde forslaget om at
sætte aldersgrænsen op. Og heller ikke da vores store bange anelser for
økonomien vil de få os forelagt beregninger berolige os noget, og at vi vist
ikke har grund til at være så urolige med hensyn til vore økonomi.
Grundlaget for debatten ligger foran os selv her
i salen, men dog har vi ikke alle endnu haft og følt de vanskeligheder dette
livsafsnit vil kunne medføre. Og derfor er det meget vigtigt at vi sørger for
at lytte til de ældres røster hvis vi skal træffe den bedste beslutning for
alle parter. Derfor vil jeg hermed anmode alle partierne om, at de søger at
undgå, at tage beslutninger der vil kunne forringe de ældres vilkår, og at de
tager dette arbejde op med udgangspunktet i taknemmelighedens stemme.
Mødeleder:
Landsstyremedlemmet for sociale anliggender og
efter hendes besvarelser så har landsstyremedlemmet for sundhed også ønsket
ordet.
Hemriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender og
arbejdsmarked:
Jeg takker partiernes ordførere. Som landstinget
måske er bekendt med, så har vi samlet meget omfattende oplysningsmateriale
omkring antallet af ældre her i Grønland samt deres indkomstforhold, fordeling
af deres bosted og deres sundhedsforhold.
Jeg er glad for, at der ikke er den helt store
uvidenhed her blandt tingets medlemmer. Og jeg mener, at oplysningerne har
været grundige, hvorfor vi har kunnet indgå en så stor enighed. Jeg beklager at
man ikke er særlig glad for redegørelsens tone blandt Atasuuts medlemmer.
Jeg starter fra ..Jeg mener at alle er enige om,
at den nuværende pensionsordning er god nok, selv om vi ønsker at vi kunne
sætte grundbeløbet op. Og vi blev enige om at vi også må ofre nogle midler som
kan sikre at de ældre har det godt i deres gamle dage og jeg mener at man har
stor forståelse herfor her i landstinget. Og jeg mener at det vil gå op for
samfundet, at hidtil i forbindelse med møderne med de ældres foreninger og mine
møder med de ældre, deraf fremgår det, at der er rimelig tilfredshed med
pensionens størrelse. Det man har været utilfreds med, er det personlige tillæg
samt at såfremt man har al for stor indtægt ved siden af pensionen, så bliver
det fratrukket. Det er sådan nogle ting man er utilfreds med blandt brugerne.
Men som bekendt og som det kom frem fra forskellig side, så har de ældre
mennesker ret til boligtilskud når de har en indtægt under 128.000 kr om året.
Det er gældende for alle mellemindkomsterne.
Jeg ønsker selv og mit landsstyreområde har
ønsker om, at flere lavindkomstområder kan blive tilgodeset ved at man sætter
beløbsgrænsen op. Men skal vi gøre det, er det nødvendigt at boligsikringsordningen
også må ændres. Vi må ikke gøre sådan at vi behandler ældreområdet
forskelligt med en forordning omkring boligsikringsordning for vi skaber bare
uoverskulighed via den vej. Derfor håber jeg med hensyn til boligsikringen, at
indtægtsordningen kan blive ordnet således at det bliver til gavn for de ældre
også.
Siumuts ordføre kom ind på, at de ældre bliver
placeret på sygehusene. Det er ikke kun Siumut der påpeger, at det ikke er
passende for de ældre at blive gamle på et sygehus, når man ikke er syg. Jeg
mener, at vi alle sammen kan blive enige om det.
Der blev også sagt, at vi må finde muligheder for
at skabe et bedre sikkerhedsnet således, at man undgår sygehusanbringelser. Men
jeg mener ikke, at man kan lave sådanne institutioner langs hele kysten, det
vil vi nok ikke have økonomiske midler til.
På den anden side hvis man laver en regionvis
institution, f.eks. en i Diskobugten, en i Midtgrønland er denne ordning
heller ikke særlig attraktiv, som IAs ordfører kom ind på.
Grønlænderne ønsker at blive gamle der hvor de er
opvokset, og hvor de har levet hele deres liv.
I forbindelse med mine samtaler med hjælperne
langs kysten, der siger de, at de ældre ville visne ligeså snart man sender dem
hen, til andre steder end det sted de har levet hele deres liv.
Jeg mener, at den tankegang ikke er særlig
realistisk, når vi tager vores tankegang op. Jeg mener, at alternativet er, at
man uddanner personale på området.
F. eks. senile mennesker kan forblive i deres
hjem og måske endda forlade senilitet, hvis de får den fornødne pleje og derfor
må vi satse på en bedre uddannelse på området og derved sikre, at de gamle
forbliver i deres eget miljø i deres alderdom.
Med hensyn til tanken omkring regionsvise
institutioner hvis vi kan ikke realisere den tanke, da mener jeg selv, at man
må forbedre personalet i sundhedsvæsenet. Det må landsstyremedlemmet for
sundhed komme nærmere ind på.
Siumuts ordfører kom også ind på, at man kan
blive forskrækket over at høre, at mennesker der ikke er i stand til at hjælpe
sig selv bliver sendt til Danmark. Dertil må jeg sige, at det er nogle helt
ganske få personer, der er blevet nedsendt til Danmark i en meget kortvarig
periode.
Og det er heller ikke nogen tradition, at man
nedsender plejekrævende ældre til Danmark.
Siumuts ordfører kom også ind på personligt
tillæg - at man bibeholder denne ordning - heldigvis.
Jeg mener også, at der er forståelse for, at
personligt tillæg bliver brugt til tilpasning og hvis vi standardiserer dem,
så vil selve intentionen bag disse tillæg forsvinde.
Atassuts ordfører kom ind på og påpegede, at
ældre fratages deres ret til boligsikring. Det er en af de ting, som de ældre
kommer ud for, i og med, at de får indtægter ved siden af pensionen, så bliver
de frataget boligsikringen.
Som sagt mener jeg, at man kan ændre det ved, at
man forhøjer indtægtsgrænsen omkring boligsikringsordningen.
Mens vi er ved dette punkt, da må man huske på,
at mange af de ældre får en alt for stor bolig, når børnene er fløjet fra
reden, og derfor vil man gerne ofre det til de mennesker der nærmer sig
pensionsalderen, at de også overvejer selv hvilke - altså overvejer deres egen
boligsituation således, at de måske kan søge om en mindre bolig til sin tid. At
de selv aktivt gør sådanne ting vil være mere passende istedet for, at man placerer
dem eller anbringer dem fra det offentliges side.
Det er bedre, at man selv flytter til en passende
lejlighed, mens man selv kan, istedet for, at det offentlige tager initiativet
og anbringer disse, når de først bliver plejekrævende.
Atassut kom også ind på hjemmehjælpsområdet og
andet personale, f. eks. fysioterapeuter og andre der kan hjælpe de ældre. Det
sagte er jeg meget enig i.
Med hensyn til hjemmehjælpsområdet da mener jeg
som sagt tidligere, at vi skal basere vores arbejde på hjemmehjælpernes
arbejde og forbedre det betydeligt fremover, som alternativ til at bygge store
institutioner.
Nu er uddannelsen igangsat indenfor Sundheds- og
Socialvæsenet under STI og der bliver givet personale, der har erfaring i at
hjælpe de ældre, mulighed for at videreuddanne sig på området.
De får mulighed for at få en bedre uddannelse via
den vej. Det er selvfølgeligt ikke det store tvivlsspørgsmål, at arbejdet skal
være attraktivt aflønnet. At der har været alt for stor personaleudskiftning på
området, det kan vel skyldes, at de er så dårligt aflønnede. Selvom deres
arbejdsindsats har stor betydning for samfundet.
Jeg mener, at Atassuts ordfører Emilie Lennert
har helt ret, da hun sagde, at det har stor betydning, at man bliver ældre i
nærheden af sin familie. Det må samfundet også være meget opmærksom på. De
ældre bliver ligesom mere friske, når de har mulighed for at se deres børn og
børnebørn i de år, hvor vi er begyndt at anvende aldersdomhjem, så er man gået
bort fra denne. Det er ligesom når de gamle flytter til alderdomshjemmet, så
glemmer man dem.
Jeg mener, at generationerne også må huske, at i
forhold til de ældre familiemedlemmer, har vi også et ansvar for, at de ældre
familiemedlemmer har et godt liv i deres alderdom.
Med hensyn til ældreboliger, aldersrenteboliger
ville vi meget hellere benytte os af disse, det er små hjem, som de ældre selv
kan styre. Vi må også udbygge disse institutionsformer i fremtiden.
Jeg mener også, at det bedste vil være, at man
ikke fylder de gamle mennesker med medicin, f. eks. sovemedicin og lignende.
Der har været tilfælde, hvor denne skik har været meget udbredt i visse
alderdomshjem. Vi må også være opmærksomme på den problematik.
Jeg er også glad for, Atassut ligesom har en
forstående holdning for, at man ikke ændrer grundbeløbet i alderspensionen.
Atassut er dog ikke enig i, at aldersgrænsen sættes op på nuværende tidspunkt
- det er det jeg har lagt mærke til. Men flertallet i landstinget støtter det,
det er det jeg kan fornemme. Og jeg må sige, at de ældres vilje til at arbejde
videre er meget stor, selvom de er fyldt 60 år. Der er mange der fylder 60 år
og ser ud som om de er meget yngre.
Og jeg må også minde om, at enhver har mulighed
for at søge om førtidspension uanset om vi sætter aldersgrænsen op. Den
mulighed skal også stå åben.
IAs ordfører støtter Landsstyrets forelæggelse og
siger helt klart om opførelse af regionale plejehjem, at de er imod opførelse
af regionale plejehjem og jeg mener også, at den mulighed ikke må benyttes, og
at de ældre så vidt muligt bør forblive i deres eget hjem. Det må vi prioritere
højere fra det nuværende Landsstyre.
IA talte om en nedsættelse af den ugentlige
arbejdstid og, som Johan Lund Olsen nævnte, vedrører det et aftaleområde,
hvorfor jeg som landsstyremedlem må være meget påpasselig eller fra
Landsstyrets side være meget påpasselig for ikke at gribe ind der, men
selvfølgelig kan man opfordre til, at man tager det i overvejelse i forbindelse
med forhandlinger mellem de to parter.
Jeg mener, at vi skal satse på at opnå et mere
værdigt liv her i Grønland også hvad angår arbejdstid.
Akulliit partiet mener, at man skal prioritere de
ældre meget højt. Jeg kan mærke, at Akulliit partiet også går ind for den
redegørelse, som Landsstyret har forelagt.
IP har også forståelse for redegørelsen. Førhen
har IP ønsket, at grundbeløbet sættes højere op før vi har fremlagt det
talmateriale, men som sagt da må vi også være parat til at sætte ind på andre
områder, hvorfor vi ligesom bremser lidt for at sætte alderspensionens grundbeløbet
i vejret for, at tilgodese andre områder. Og jeg mener, at IP nu også har øjnene
åbne for det, men deres budskab er også meget positivt, nemlig at de ældre skal
have respekt, og at det er i vores egen interesse det kan jeg kun være enig i.
Jeg er også meget enig i den afsluttende bemærkning,
at de ældre skal have det godt, og at omgivelserne bør være positivt stemt. Det
vil vi også gerne være med til at sikre ved, at man igangsætter bedre
uddannelser til personalet på området.
Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for sundhed og miljø:
Jeg vil også lige kommentere det, der blev
fremsat fra partierne omkring de ældre, der især vedrører betjening fra
sundhedsvæsenet.
Fra næsten alle partier blev det udtalt, at
anbringelser på plejeafdeling ikke er bedre - er mindre værdige end at man
får omsorg i hjemmet. Hertil vil jeg gerne udtale, at det ikke altid er
korrekt.
Det er dels et spørgsmål om, hvordan man har det
lige nu, dels om hvor stort et omsorgsbehov man har og for nogle ældre er det
også sådan, at ældre ikke har lyst til at flytte fra deres vante hjem, hvor de
har boet meget længe.
Når der er enighed til slut og, hvor den ældre må
placeres enten i alderdomshjemmet eller plejeafsnit på sygehus, så plejer man
at føle, at den ældre både fysisk og psykisk bliver mere rask i og med
vedkommende får en god pleje og kommer blandt mennesker, derfor må man også
fokusere på det område og ikke kun på den ene side. Men jeg må også sige noget
omkring økonomien på det område.
Jeg har set et budget, der viser, at pleje for
ældre i deres eget hjem - det er et plejekrævende hjem eller plejekrævende
ældre, koster omkring 600.000 kr. årligt.
Plejen i sundhedsvæsenet den koster omkring 320.000 kr. og koster
omkring 800 kr. pr. dag. Derfor må vi også se på disse økonomiske aspekter også
som politikere, fordi spørgsmålet om hvorvidt man har økonomien dertil eller
om hvilken omsorg er den bedste til ældre, det må også vægtes hele tiden på
baggrund af, at man har de bedste intentioner.
Og jeg vil også lige komme ind på, at ældre der
selv kan, det er ældres almindelige sundhedsbetjening og for at forbedre den i
Grønland, så har man udbygget disse med hensyn til at behandling i øjnene.
Tidligere var ældre som kun havde grønlandsk og,
som er gangbesværede de er tidligere blevet sendt til Danmark. Men heldigvis
er det ikke sådan nu, hvor man behandler dem her i Grønland og det er en hjælp
i sig selv. I den seneste tid, så er man gået i gang med, at man på
konsultationerne langs kysten får dem ombygget og får gjort arbejdsformer
ensartet. Servicen overfor de ældre og borgerne i det hele taget, den er jo
meget forskellig fra lokalitet til lokalitet. Derfor med hensyn til vores
arbejde på, at der skal tilbydes en ensartet service, så håber vi på, at man i
løbet af to år på samtlige steder kan forfølge dette mål.
Jeg er også glad for, at man i mange kommuner er
blevet bevidst om, at man har nogen hjemmesygeplejeskeordninger og, at man
har en hjemmehjælpsordning som hænger bedre sammen.
Og i forskellige kommuner har man oprettet
sundhedsnævn. Det er blevet fremført i de debatter man har igangsat, således,
at man derigennem kan få en mere ensartet service overfor de ældre også.
Jeg vil lige komme ind på, at for alle der er
plejekrævende, så er der, uanset hvor det er henne, hvor der er et sygehus, så
er der altid mulighed, for at finde plads til den ældre. Og her er kommunens
økonomi, selvom den kan være en begrænsning, så er det ikke det afgørende,
fordi den bør jo ikke være afgørende for en god omsorg for den ældre. Og i
flere kommuner om hvordan man har et omsorg for de ældre, så har man et
udvalg, som får vurderet hvor individuelt hvordan og hvor skal vedkommende
passes og som har noget med prioriteringer omkring pladserne. Det er
visitationsudvalg og med disse bemærkninger så kommenterede jeg en del
partiers indlæg.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
Uden yderligere bemærkninger da vi jo sådan set
er enige. Da vil jeg dog alligevel
komme med nogle præciseringer omkring de ting, vi har reageret på.
Alle ordførerne fra partierne understreger, at de
ældre bliver flere, således at antallet af plejekrævende ældre vil stige. Til
trods herfor, vil kommunernes indtægter ikke være stigende i de nærmeste år.
Derfor har vi villet pege på, at når visse
kommuner ikke vil have råd til at etablere egentlige plejehjem, så må man lave
planlægning omkring ordninger i kommunen selv.
Det sociale område og sundhedsvæsenet sorterer
ikke længere under staten. Områderne sorterer under Hjemmestyret og
kommunerne.
Formentlig derfor adskilles planlægningerne
mellem Hjemmestyret, kommunerne og sundhedsvæsenet. Det må vi gå bort fra. Vi
har en fælles område og det er de ældre vi skal servicere, derfor må kommunerne
og sundhedsvæsenet have en fælles planlægning omkring dette område. Og vi må
ønske, at der sker en fælles planlægning inden for området i kommunerne og
sundhedsvæsenet.
Kommunerne har jo store udgifter omkring
plejekrævende patienter. Der er et godt initiativ i Ammassalik, hvor man i
forbindelse med sygehuset har etableret et plejehjem i tilknytning til
sygehuset, hvor man indgik aftale med sundhedsvæsenet, om at personalet i sundhedsvæsenet
hjælper omkring plejen, således at en ordning er lavet omkring dette. Det
tiltag af kommunen er en meget god, positiv måde og få løst problemerne på.
Med hensyn til de 128.000 som indtægtsgrænse for
at opnå boligsikring, så er det rigtigt, at beløbet er sat alt for lavt.
Hvis man skal hente yderligere tilskud inden for
de eksisterende rammer, så er der en mulighed, gennem boligbørnetilskudsordningen
som jo benyttes af selv personer med meget store indtægter, ved, at man eventuelt
henter penge ved, at forhøje indtægtsgrænsen uden, at skulle hente indtægter
fra skatteområdet.
Når vi kommer ind på boligområdet, og det forslag,
vil vi kommentere det yderligere.
Nedsendelse af ældre til Danmark burde man ikke
have medtaget i redegørelsen, hvis det ikke havde været så presserende, hvor
jeg kun er glad for, at det ikke har været det store problem, så derfor skal
jeg ikke kommentere det yderligere.
Til slut vil jeg lige bemærke en ting som også
blev påpeget fra andre partier. På plejehjem og alderdomshjem er der behov
for uddannelse af personale og yderligere dygtiggørelse af det eksisterende
personale. Der er et stort behov, idet størstedelen af opgaverne på et
plejehjem er en opgave for sygeplejersker, det er jo dem, der kan ordinere
medicin, hvorimod hjemmehjælperne ikke er autoriserede til at påtage sig
sådanne opgaver. Det er således overlappende opgaver, hvem er det, der skal
påtage sig hvilke opgaver? Derfor er uddannelse indenfor området meget
tiltrængt og det vil formentlig også stige fremover.
Emilie Lennert, Ordfører for Atassut:
Først vil vi gerne udtale, da vi fremkom med
boligsikring her i forbindelse med de ældre, har vi fået en del
hensigtsmæssigt, at den jo også bruges af de ældre, at de indtægter man har i
og med, at man forhøjer B-indtægterne ud over grundbeløbet, så har vi prøvet
at løse, hvordan det kan have
indflydelse på pensionen.
Vi har også forstået, at man ikke kan ændre på
boligsikringen alene på det område, for det er jo ikke kun de ældre der
berøres, den vil også have indflydelse på andre. Med hensyn til at der findes
en løsning på det, ønsker også vi dette.
Derudover har man alternativt den mulighed, at
man kan have en huslejebetaling med udgangspunkt i en fast procentdel af
indtægten og det foreslog vi. Men vi forstår, at man ikke er enig i vort
forslag derom.
Lad os også udtale, med hensyn til hjemmehjælpere
og kommende personale på alderdomshjem og plejehjem, at dygtiggørelse af disse
og det vi i den anledning har fremsat, at det fik støtte og det er vi meget
glade for. Det blev også sagt, at man allerede er i gang med uddannelsen og
dygtiggørelserne, og lige netop det har vi fremført som noget ønskeligt i maj
1993 i en socialudvalgsbetænkning, som blev behandlet her i Landstinget.
Det er vi meget glade for og så må vi håbe, at det i fremtiden vil have en god
og gavnlig effekt på arbejdet i de ældres hjem.
Det vi ikke kom ind på i vores indlæg, det er at
for flere år siden, da der skete noget i Grønland, at en gammel kan modtage
pension i og med, at vedkommende blev 60 år og fik besked på ikke at måtte
arbejde længere, det har vi fremsat overfor Landstinget, og Landsstyremedlemmet
har også dengang lovet, at hun ville videreføre dette til arbejdspladsen og
sige, at sådan en væremåde ikke er hensigtsmæssig og at man så vidt muligt
skulle undgå dette.
Vi er jo vidende om, at der sker sådanne tilfælde
og det blev også sagt flere gange, at en gammel med arbejde, der er 60 år
udfra sundhedsforhold, bliver vurderet ud fra sin alder, men jeg mener ikke,
at man ikke altid tager udgangspunkt i vurdering af vedkommendes sundhed, men
nu hvor man gerne vil have, at man forhøjer pensionsalderen til 63 år, og som
blev støttet af flertallet, så må man jo også overveje dette, for det kan jo
ikke være sådan, at hvis en person er sund og rask og arbejdsduelig, at
vedkommende indtil sit 63. år skal kunne fortsætte, uanset om vedkommende er
fyldt 60 år. Det er ikke sådan, at de vil kunne få udbetalt pension allerede
fra 60-års alderen. Det må være noget, som Landsstyret må have i
overvejelserne, at man undgår dette. Det vil vi gerne indstille. Nemlig, at når
man når denne alder, at man ikke tages væk fra sit arbejde, det ønsker vi
stærkt.
Landsstyremedlemmet kom også ind på pleje af
plejekrævende ældre på sygehusene. Det sker jo meget tit, at man i nært
samarbejde med kommunerne får visiteret sådanne ældre til sygehusene. Jeg
mener, at man må præcisere dette for alle, at det skal ske i et nært samarbejde
med kommunerne, at man får spørgsmålet vurderet. Det er ikke sådan, at en læge
skal visitere en ældre og så sende en regning til kommunen, og holde kommunen udenfor.
Sådanne forhold er ikke hensigtsmæssige. Det må rettes op.
Bjarne Kreutzmann, Ordfører for Akulliit Partiiat:
Med en bemærkning fra Akulliit Partiiat om, at de
ældre skal prioriteres meget højt, vil jeg blot tilføje, til vores indledning,
at der er spørgsmål om økonomi og finansiering omkring dette. Derfor sagde vi,
at hensynet til de ældre lægger Akulliit Partiiat meget på sinde og vi er
enige i, at de midler der anvendes på området bruges til størst mulig gavn for
flest muligt ældre mennesker.
Det er velkendt og vi har sagt det før indenfor
de sidste år, konkrete bemærkninger om, at antallet af vore ældre stiger
indenfor en meget kort periode og at vi ikke er parate til det. Vi har
begrænsede muligheder i landskassen, og den betragtelige forøgelse af antallet
af ældre vil også have konsekvenser. Det er netop en af de ting, der gjorde, at
vi er enige i, at pensionsalderen sættes op idet vi, hvis pensionsalderen ikke
sættes op, altså må hente midlerne fra andre områder. Derfor er jeg glad for,
at den ting vi bemærkede i Akulliit Partiiat, at personalet omkring de ældre
får mulighed for bedre uddannelse. Jeg kan forstå, at Landsstyremedlemmet
for det sociale område også prioriterer dette område højt. I prioriteringen
vil vi gerne sætte de ældste højt og sætte pris på, at de får første prioritet,
ligesom det præventive arbejde indenfor ungeområdet også sættes højt.
Johan Lund Olsen, Ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Ganske kort. Først vil jeg med glæde sige tak til
Siumut's ordfører, for at de klart sagde, at man med hensyn til
boligsikringsområdet, ønsker, at grænsebeløbet kan sættes højere for andre
indenfor det eksisterende område, og at dette kun kan ske ved, at man flytter
nogle midler indenfor det samme område.
Det er netop det, vi i flere tilfælde fra IA´s
side har prøvet at sige, om boligbørnetilskuddet som kan benyttes af de
højtlønnede med en værdi på op til 10% af huslejen. Vi ønsker en bedre og mere
retfærdig fordeling, og vo ønsker dette boligbørnetilskud overført til boligsikring,
således at man bedre kan tilgodese de, der virkelig har behov for det.
Jeg er også glad for, som jeg sagde før, at
Siumut's ordfører og politiske ordfører er åben overfor dette spørgsmål. Derfor
håber vi, at vi i forbindelse med 2. behandlingen af finanslovsforslaget,
færdigbehandling under indeværende samling, kan gøre dette område helt
færdigt.
I forhold til forhøjelse af pensionsalderen fra
60 til 63 år og fra år 2000 op til 65 år, der må jeg gentage, som jeg også
sagde i mit ordførerindlæg, at vi har nogle ældre, der selvom de er fyldt 60
år, har viljen til at arbejde og vi har sågar endda medlemmer her, der er over
60 år. De har stadig viljen i behold og vi regner da også med, at de stiller op
til valg, når vi skal holde valg til Landstinget.
Lad mig blot tage som et eksempel. Vi har lærere
her i folkeskolen, grønlandske lærere, der lige så snart de fylder 60 år, så
får de nedsat det pligtige timetal, ugentlig timetal, selvom de stadig har
vilje til at undervise videre med det timetal, de har. Atassut's ordfører
mindede selv om, at vedkommende selv har klaget over, at ældre der fylder 60 år
og som har viljen til at arbejde, bliver skubbet til side. Derfor har jeg lidt
svært ved at forstå, at Atassut ikke går ind for forhøjelse af pensionsalderen
op til 63 år. Vi må endnu en gang sige, at muligheden for førtidspension er
stadig åben, og der er da ingen, der vil ændre ved den.
Så vidt jeg husker, har man mulighed for førtidig
alderspension, når man fylder 55 år og jeg går da ud fra, at denne procedure
fortsætter. Så synes jeg ikke, der er nogen grund til bekymring om de
ændringer, der er foreslået her.
Mødeleder:
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender har
bedt om ordet endnu en gang.
Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og
Arbejdsmarked:
Jeg skal lige understrege, at det forslag der kom
fra Jonathan Motzfeldt, at man laver en fælles planlægning i samarbejde med
KANUKOKA, sundhedsområdet og fra socialvæsenet, det er især omkring
plejehjemmene og service for plejekrævende patienter.
Den tanke støtter vi meget og med hensyn til
uddannelse vil vi indgå et tæt samarbejde med Direktoratet for Uddannelse.
Med hensyn til personale vil det have gavnlig virkning,
at vi er i stand til at uddanne sygeplejersker her. Således vil vi have et godt
udgangspunkt og grundlag for at hjælpe de ældre.
Emilie Lennert kom i sit 2. indlæg ind på, at
loven ikke indeholder det, der blev fremsat fra Emilie Lennert's side. Det
Sociale udvalgs mulighed for at nedsætte huslejen i hver enkelt måde, er en
mulighed og jeg ved, at denne fremgangsmåde også benyttes af nogle kommuner.
På baggrund af Emilie Lennert's bemærkning om, at
de ældre bliver skubbet til side, der er jeg også selv begyndt at blive i tvivl
om, hvorfor de er imod vores forslag om forhøjelse af pensionsalderen til 63
år.
Muligheden for førtidspension er stadig åben. Et
menneske, der er fyldt 18 år, har mulighed for at søge om førtidig pension og
den mulighed vil altid stå åben, det vil jeg blot lige understrege til slut.
Og endelig, de der har indtægt på 43.000 kr. ud
over alderspensionen, kan ikke opnå boligsikring, men i forbindelse med
undersøgelser har man fundet ud af, at der kun er få ældre, der har den
indtægt, så derved er der ikke så mange, der bliver ramt af dette. Til trods
herfor mener jeg, at det er politisk meget ønskeligt, at muligheden for
opnåelse af boligtilskud skal forhøjes og det kan inddrages i forbindelse med
en reform på området.
Emilie Lennert, Ordfører for Atassut:
Først vil jeg ønske, at man nærlæser vores
bemærkninger, for at se hvilke begrundelser vi har fremført. Vi siger, at vi
ikke kan gå ind for, at man ændrer eksisterende regler, fordi livsvilkårene
ikke er blevet lettere og at der er mange ældre, der er med til forsørgelsen i
familien. Det er en af de begrundelser, vi kom med, når man taler om at
60-årige bliver fyret fra deres arbejde. Det har vi været utilfredse med. Der
blev sagt, at der er mange forskellige ældre, både i forelæggelsesnotatet og i
redegørelsen. Der er visse ældre, der er rørige og raske, men der er også
ældre, der er plejekrævende.
Med hensyn til forslaget om at en fast procentdel
af grundbeløbet for den sociale pension afsættes til huslejebetalingen,
fastholder vi dette selvom vi ved, at der er mulighed for, at man kan nedsætte
huslejen ved udvalgets beslutning.
Mødeleder:
Således er der ikke flere, der har ønsket ordet omkring
ældreredegørelsen. Således vil jeg vurdere, at flertallet er enige i, at
pensionsalderen sættes til 63 år fra 1995 og til 65 år fra år 2000. Dertil er
partiernes ordførere enige i, at man skal satse på, at vi skal have veluddannet
personale indenfor ældreområdet.
I forbindelse dermed kom man også ind på, at
boligsikringen evt. kan forhøjes, for de der har behov for det. Det kom man
også ind på. Bl.a. kom Siumut's ordfører, Jonathan Motzfeldt ind på, at det
blev modtaget godt fra Landsstyret, at socialområdet og kommunerne laver fælles
planlægning af plejekrævende patienter for at udnytte de eksisterende
ressourcer bedst muligt på området.
Med disse bemærkninger er ældreredegørelsen
færdig for i dag, men der var da en, der ønsker ordet nu. Det er Jonathan
Motzfeldt.
Jonathan Motzfeldt, Ordfører for Siumut:
Jeg er helt enig med Formandens afsluttende
bemærkninger. Og med hensyn til et punkt, nemlig de arbejdsduelige ældre,
der er der en af de ting, som er væsentlige, det er tjenestemandsaftalerne. IA
kom også ind på, at man evt. kan medtage 40 timers arbejdsuge i forbindelse
med undersøgelserne herom. Det vil jeg blot anmode om, bliver medtaget i
Formandens afsluttende bemærkninger.
Mødeleder:
Disse bemærkninger bliver også medtaget udfra de
bemærkninger, der er faldet, på den baggrund går arbejdet videre, og således
er behandlignen af ældreredegørelsen færdig.
Vi går over til det næste dagsordenspunkt.
Punktet sluttet.