|
Dagsordenens punkt 32-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag den 19. oktober 1993
Mødeleder: Emilie Lennert.
Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:
Under forårssamlingen 1993 blev Landsstyret anmodet om at fremkomme med en redegørelse for, hvordan man vil forbedre affaldsbortskaffelsen, og hvordan denne forbedring ville kunne finansieres. Herunder en redegørelse for mulighederne for at indføre særlige afgifter, hvor provenuet på forhånd er bestemt til miljøforbedrende foranstaltninger.
Som bekendt har Landsstyret netop gennemført nogle meget konkrete forsøg med affaldsforbrændingsanlæg. Jeg vil kort komme ind på det. Jeg vil belyse problemstillingen omkring pantordningen og særlige afgifter. Også såkaldte miljøafgifter.
Mange af vores affaldsproblemer hænger sammen med, med det store emballage forbrug som vi og alle andre lande har. Vi husker sikkert allesammen forholdende fra før genbrugssystemet for øl- og sodavandsflasker. Skiftet til genbrugsflasker har på en meget overbevisende måde demonstreret, at det kan nytte at indføre genbrugssystemer.
Den erfaring er man også kommet til i stort set alle andre lande som vi normalt sammenligner os med.
Det skal dog fremhæves, at det er Landsstyrets generelle politik, at provenuet af vore afgifter ikke på forhånd bestemmes anvendt til specifikke formål.
Jeg kan oplyse, at vi netop har udsendt 3 bekendtgørelser, og at vi i foråret har lagt særlig vægt på en holdningsændring hos de yngre generationer.
Det kan være svært at måle effekten af sådanne kampagner her og nu, men det er Landsstyrets klare opfattelse, at oplysning og undervisning især af vore børn og unge er en nødvendig forudsætning for en bedre affaldshåndtering.
Der er endvidere igangsat et praktisk forsøg med affaldsforbrænding i bygderne. Derfor har Landsstyret til forslag for finanslov for 1994 indarbejdet 5 mio. kr. til miljøteknologisk udvikling. Bevillingen er til brug for støtte til indkøb og indkøring af forbrændingsovne til bygder.
Vi skal gøre opmærksom på, at det danske ministerium har været meget interesseret i samarbejde omkring regelsæt vedrørende affaldsbortskaffelsen. Dette er meget glædeligt.
Jeg skal på Landsstyrets vegne komme ind på de oplysninger der er. Den største del af affaldet kommer fra de store virksomheder i Grønland. Disse virksomheder har ansvar overfor forholdende.
Derfor har hjemmestyreejede virksomheders korrekte behandling af emballage stor vigtighed, ligesom det har indvirkning på resten af samfundet. Derfor er det Landsstyrets hensigt, at gøre Hjemmestyrets egne virksomheder opmærksomme på den særlige forpligtelse, der påhviler dem i forbindelse med det igangværende arbejde på miljøområdet.
Med denne korte redegørelse, vil jeg blot henvise til den skriftlige redegørelse, og jeg er taknemmelig for at der er sket fremskridt, også med hensyn til den tekniske udvikling.
Mødeleder: Emilie Lennert.
Bendt Frederiksen, ordfører for Siumut:
Vi er i Siumut glade for at konstatere, at arbejdet med at løse problemerne med hensyn til affaldsbortskaffelse er så fremskreden, at Landsstyret har udstukket regler herom, i form af en bekendtgørelse.
Det har gennem tiderne været svært at få udarbejdet ensartede regler, der kan efterleves af en befolkning, der bor i et så stort land som vort, og som bor så spredt, idet befolkningen er fordelt i 18 byer og i mange bygder og bosteder langt fra hinanden.
Redegørelsen for affaldsbortskaffelse indeholder derfor elementer, der giver stor næring til optimisme, ikke mindst når vi ser resultaterne, som er opstået i forbindelse med Landsstyrets forsøg med forbrændingsanlæg, der også egner sig til bygdebrug, med i betragtning.
Vi har i vort land altid haft store problemer med affaldsafbrænding i byer og bygder, idet der hidtil ikke har eksisteret forbrændingsanlæg, der er tilpasset vore omgivelser og behov.
De eksisterende forbrændingsanlæg, der findes på markedet i dag, er simpelthen så dyre, at kommunerne ikke har råd til at anskaffe disse.
Det vil gøre det meget nemmere for kommunerne, især de bygderige kommuner, at anskaffe affaldsforbrændingsanlæg til deres bygder, da der nu søges afsat 5 mill. kr. dertil i Finansloven for 1994.
Denne form for bevilling er et helt nyt tiltag, og kommunerne der i disse dage er i færd med at lægge budgetter for de kommende år, har ikke viden om dette nye tiltag. Vi skal derfor anmode Landsstyret om, hvorledes de agter at anvende denne bevilling i 1994, da vi meget gerne ser at denne helt nye mulighed bliver benyttet allerede fra næste år af.
Det fremgår klart i redegørelsen, at vi må forvente, at vi må blive ved med at sende kemikalieaffald til Kommunekemi også i en årrække fremover. Dette forhold bliver svært at ændre.
Hvad spildolie angår, så støtter vi, at der er bestræbelser på at etablere forbrændingsanlæg til brug for afbrænding af disse.
Vi vil slutte med at sige, at vi må erkende at vi alle har et ansvar og at "forureneren skal betale", og derfor må starte med at lære vore børn at værne om miljøet gennem oplysningsarbejde og holdningsbearbejdning.
Med hensyn til indførelse af miljøbeskatning, vil vi fra Siumut først afvente, hvilken virkning de nye
regler får, også fordi det er blevet sagt, at der er få offentligt ejede virksomheder, der udøver størst belastning af miljøet.
Vi har i den forbindelse lagt mærke til, at Landsstyret agter at foretage sig noget, således at disse virksomheder ikke "flygter" fra deres ansvar. Med dette grundlag vil vi afvente med indførelse af miljøafgifter, da vi først vil se, hvordan de nye regler fungerer i dagligdagen.
Til allersidst vil vi, nu da Landsstyret har fremlagt en redegørelse, som indeholder meget vigtige elementer til beskyttelse af vort miljø, der også indeholder teknisk holdbare løsningsmuligheder, vil vi højtidigt sige til os selv: Jeg elsker mit land, jeg vil være med til at beskytte og bevare miljøet, såvel som til land som til havs.
Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:
Det vigtigste punkt i forbindelse med redegørelsen for et forbedret affaldsbortskaffelse er, at man har søgt og fundet et forholdsvis billigt forbrændingsanlæg, som er velegnet til bygderne.
Nogle kommuner har trods dette ikke råd til dette anlæg, hvorfor man regner med at give sådanne kommuner tilskud hertil. I den forbindelse skal Atassut kræve at anvende samme fremgangsmåde, som når bygderne skal have et vandværk; nemlig at Hjemmestyret erlægger 85 %, og resten betales af kommunen. Efter etableringen overtager kommunen driften.
Der er ingen tvivl om, at der udvikles varme i forbindelse med afbrænding. Derfor tænker man på at udnytte denne energikilde ved at sætte en eller anden anordning på, så anlægget kan opvarme f.eks. alderdomshjemmet eller en skole.
Redegørelsen beskæftiger sig dernæst med byernes affaldsproblemer, og i den forbindelse rapporteres, at Landsstyret mener, at det er nødvendigt med et nærmere samarbejde med de danske miljømyndigheder om udviklingen af retningslinjer både på det tekniske område og på miljøområdet for forbrændingsnalæggene til de grønlandske kommuner.
Der findes byboere, som udtaler sig kritiske om affaldsproblemer i deres egne byer. Nogle af dem bruger udtrykket "skræmmende". Vi er også vidende om, at nogle kommuner vil forsøge at løse deres problemer ved for eksempel at købe nyere forbrændingsanlæg, som koster 12 mill. kroner, men økonomiske problemer står i vejen.
Vi er enige i, at dette problem, som bliver større som tiden går, skal forsøges løst i samarbejde med den danske stat. Vi har også debatteret affaldsproblemet i forbindelse med miljødebatten sidste år her i salen.
Plastikplagen er stadigt et stort problem på land og til søs. Landstingets "Plastik Baaj" runger stadig over plastikfabrikken, mens fiskerne generes af plastikaffald i vore farvande fra vores egen fabrik.
Vi savner tanker og ideer om, hvordan og hvorledes vi kan deponere affald med giftigt indhold. Der blev nævnt samarbejde med Kommunekemi i Danmark, men vi mener at denne løsningsmodel ikke kører med tilfredsstillende resultat.
Der er stadigvæk affald bestående af gamle frysere og aflagte akkumulatorer i byer og bygder placeret tilfældige steder.
Det er trist, at dette affald med giftigt indhold ikke engang kan placeres på en foreløbig forsvarlig anvist plads.
Dengang, da Landstinget debatterede miljøproblemerne, gav vi fra Atassut en ide, som gik ud på, at købere af akkumulatorer betaler et gebyr, som tilbagebetales ved køb af en ny akkumulator eller ved aflevering af en gammel brugt. En fremgangsmåde som i dag anvendes i returflaskesystemet.
Selvom vi i Vestgrønland bruger returflaskesystemet, bruges dette system ikke i yderdistrikterne. Der bruger man stadigvæk dåser til øl og lignende, som ikke kan returneres. Vi må prøve at løse dette problem, f.eks. ved at presse dåserne sammen og give en symbolsk betaling til dem, der afleverer til opsamlingsstederne.
I redegørelsen benævnes den fremtidige løsning som:
"Forureneren betaler, hvad enten det drejer sig om en privat husholdning eller en virksomhed". Det er en god ide, men den er betænkelig, da en lille familie ikke kan sidestilles med en stor virksomhed eller koncern.
Tænk, hvis børn ved et uheld har gjort noget, som forældrene må betale for. Et sådant uheld kan sagtens ødelægge hele familiens eksistensgrundlag eller fremtid som en familie. Men det vi har behov for, er en reel oplysning til alle, således at man ikke forurener omgivelserne.
Og så vidt miljøafgiften, så tror vi, at nogle virksomheder allerede nu bruger denne i Grønland. Vi synes, at det er i orden, når dette er blevet indført for alvor, blot med den betingelse at de mærkede penge ikke må anvendes til noget andet i administrationen, og at systemet heller ikke må give gene for erhvervet.
Vi ved, at også andre lande har affaldsproblemer ligesom os. I den forbindelse anbefaler vi fra Atassut, at indlede et godt samarbejde med de nordiske lande om dette problem. Mange lande, især det østeuropæiske, har så store affaldsproblemer, at de ikke selv kan løse dem. Vi ønsker ikke, at vi får samme problemer her i Grønland i fremtiden. Vi må blive enige om, at vi ikke vil opdage sådanne fejltagelser for sent.
Derfor må vi sørge for, at vores ungdom får den nødvendige oplysning allerede i deres unge alder i skolerne, således at de kan være stolte af at kunne fortælle deres venner i andre lande, at de bor i et land, hvor luft, land og hav hører til noget af verdens reneste.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Vi har i Inuit Ataqatigiit fuld forståelse for, at Landsstyret i denne redegørelse har givet udtryk for en noget usikker fremlæggelse om løsningsforslag omkring problemerne med affaldsbortskaffelse via en eventuel indførelse af særlige afgifter eller afgifter pålagt til enkelte borgere eller til erhvervslivet.
Inuit Ataqatigiit har stadig den forhåbning, at en oplysningskampagne vil være en ideel løsningsmodel.
Vi skal alle stadig sætte vores evne til at forstå hinanden i højsædet, fremfor at pålægge os ekstra afgifter med hensyn til vor affaldsproblematik.
Vi mener også, at det vil være helt på sin plads, at man fremover indarbejder nogen krav overfor nye etablerede selskaber om forpligtelse til selv at løse affaldsproblemet. Udover dette mener vi også, at det er nødvendigt at nå til enighed med de eksisterende firmaer om affaldsproblemet og deres forpligtelse til at løse dette.
I dag er det allerede sådan, at der ved nybyggeri eller ved vedligeholdelsesarbejder i bygderne og i byerne kræves, at entreprenøren efterlader byggepladsen så affaldsfri som muligt, og vi mener, at Landsstyret burde informere firmaerne mere om de strengere forpligtelser om affaldsbortskaffelsen. Inclusive spildmaling og lignende.
Endvidere mener vi, at det vil være helt hen i vejret, såfremt vi selv forsøger at opsamle data om affald i stedet for blot at benytte os af de allerede tilgængelige databaser om problemet.
Derfor mener vi i Inuit Ataqatigiit, at det er vigtigt, at Landsstyret nøje følger med i de planlagte registreringer om emballage af produkter fra de skandinaviske lande, selvom disse ligger sydligere end os.
Til løsning af problemerne er det endnu engang børn og unge oplægget peger på som udgangspunkt til oplysningskampagner.
Vi skal fra Inuit Ataqatigiit endnu engang kraftigt minde om, at vi alle har forpligtelse til at efterlade vor arv, om at værne om vor natur til vore efterkommere så intakt som muligt.
Vi voksne har alle en klar forpligtelse til at være eksemplariske overfor unge. Eksempelvis skal det nævnes, at vi stadig har forpligtelse til at bringe de tømte flasker, dåser og lignende som vi bringer ud i naturen tilbage til affaldsområderne.
Gentagelser af fornuftige henstillinger skader ikke. Inuit Ataqatigiit vil atter benytte lejligheden, hvor miljøspørgsmål er på tapetet, til at minde om eksemplet med indsatsen fra fangstpladsernes faste brugere for at holde fangstpladserne ryddeligt, skal indprentes til tilfældige gæsters efterfølgelse. Dette bør man tage højde for i det fortsatte holdningsbearbejdelse.
Inuit Ataqatigiit følger med stor interesse, de forsøg der har været i gang i løbet af sommeren med afprøvning af økonomisk konkurrencedygtig forbrændingsanlæg i nogle bygder.
Dette burde fortsætte. Med henvisning til kommunernes dårlige økonomiske situation, skal vi indstille overfor Landsstyret om at udforme de retningslinjer med henblik på økonomisk støtte til anlæggene fra Landskassen, således at de kommuner med mange bygder, ikke får finansieringsproblemer.
I dag er det kun Nuuk Kommune, som har mulighed for afbrænding af spildolie. Da det i dag for kommunerne er økonomisk uladsiggørligt at afbrænde spildolie som i Nuuk Kommune, vil vi foreslå at spildolie transporteres til Nuuk, og i tilstrækkelig grad finansieres af Miljødirektoratet.
Endvidere skal vi overfor Landsstyret opfordre til også at inkludere de pladskrævende affaldstyper, såsom jern og metal fra biler, påhængsmotorer, rør, kabler, tanke og lignende i arbejdet.
Vi i Inuit Ataqatigiit forestiller os, at de forskellige affaldstyper som jern og metal kan grupperes til forskellige legeringskategorier eksempelvis igennem arbejdsfremmende projekter i forskellige kommuner.
Efter sortering kan dette affald igen tilskæres til mindre størrelser, hvorefter de så kan lægges ind i containere og afskibes til salg hos højstbydende skrothandler.
Afslutningsvis er det vigtigt også at kigge på os selv. Under vore landstingssamlinger bruger vi et hav af papir, som vi normalt smider ud efter brug. Dermed er vi med til udryddelse af skovområder andre steder på kloden.
Normalt bruger vi kun den ene side af papiret. For det første, er det vigtigt, at vi bruger hele papiret fuldt ud. For det andet er det vigtigt, at vi etablerer nye arbejdspladser med henblik på produktion af genbrugsmaterialer af flot og god kvalitet, som eksempelvis kan bruges af flyttefirmaer til emballage af flyttegods m.m. Disse kan etableres igennem brug af vore bevillinger til dannelse af nye arbejdspladser.
Vi henstiller til at vore ord bliver husket i landsstyreområdets viderearbejde.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:
Der skal uden tvivl ske forbedring af affaldsbortskaffelsen i Grønland. Man kan i redegørelsen se, at der er taget store skridt, som vil medføre forbedringer.
Vi skal ikke kommentere de nævnte enkeltheder og sammenligningerne, men vil udtrykke vor mening om, at der må ske store forbedringer af problematikken.
Vi vil i første omgang nævne de nuværende erfaringer og senere komme ind på, hvordan vi kunne tænke os, at man laver tiltag i byer og bygder.
Som bekendt har Nuup Kommune flere års erfaring med drift af et forbrændingsanstalt. Den store forbrændingsanstalts drift hviler i sig selv, idet der kræves afgifter fra forbrugerne, som opkræves efter antal leverede læs af affald, og ikke mindst på grund af salg af afgivet varme til opvarmning.
Den varme, der sælges til beboelsesejendomme i Nuuks bydel, Nuussuaq, giver forbrændingsanstalten en årsindtægt på ca. 4,5 mill. kroner. Altså en indtægt alene på basis af affald. Mon ikke denne ide kan bruges i andre byer.
I disse tider, hvor man tænker i vandkraftværksbaner, så kunne man også tage affaldsproblematikken med i planlægningen om anskaffelse af alternative energikilder. Anvendelse af affald til opvarmning er et fint eksempel på genbrug. Til planlægning af denne opgave kunne man samarbejde med de folk der allerede har erfaringer.
Der bliver i redegørelsen nævnt, at der med hensyn til bygderne, har været afprøvet anlæg til forbrænding, og at Nuuk og Ilulissat kommune har været tilfredse med afprøvningen af de små forbrændingsanlæg.
Dette har vi også, med hensyn til afprøvningen i Qeqertarsuatsiaat, fået bekræftet fra Nuup Kommunea. Det blev nævnt, at anlægget var udmærket og velegnet, samt at det er simpelt opbygget, og kan opbygges til at levere varme.
Der har været afprøvet en enkelt model, som foreløbig kalkuleres til at koste omkring kr. 300.000,00 inklusive installation. Vi har bemærket, at anlægget bygges i Danmark, og at prisen er inklusive leveringsomkostningerne.
Med andre ord, inklusive fragt. Sådan et anlæg er selvfølgelig hult inden i, hvorfor man også betaler fragt for ren ubrugelig luft.
Som en mulighed skal vi foreslå, at der iværksættes en arkitekt- og ingeniørkonkurrence til et bygdeforbrændingsanlæg, som forsøg på en billiggørelse, og at anlæggene samles og færdiggøres af private smedeværksteder eller i Amutsiviits smedeværksteder i Grønland. På den måde kan vi bidrage med nye opgaver og arbejdspladser, samt opnå fragtbesparelser.
Der må ske forbedringer i affaldsbortskaffelsen. Det støtter vi fra Akulliit Partiiat og anbefaler, at vore bemærkninger til punktet tages op til vurdering i det fortsatte arbejde.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Selvom vi i vort land ikke har talrig befolkning, og selvom vi bor spredt, mangler vi absolut ikke affald til bortskaffelse. Endda er det ikke sjældent, at støde på affald i den øde natur.
Det nu anvendte returflaskesystem, for de fleste læskedrikkes vedkommende, har ellers forbedret forholdene føleligt. Men når man ser på de reelle forhold der eksisterer i dag, så er nødvendigheden af en større renlighed i blandt os meget stor, og der skal ikke herske tvivl om, at nødvendigheden af at holde vort land rent ikke bliver mindre fremover.
Derfor er det omkring nødvendigheden af, at vi i samfundet er nødt til at bortskaffe affald, lige så vigtigt med et oplysningsarbejde, som anskaffelse af
moderne affaldsbortskaffelsesanlæg, da vi desværre ikke kan skjule vor trang til at efterlade affald hvor som helst.
Jeg mener derfor, at der med hensyn til renlighed, og med hvilke ting der bør bortskaffes, allerede i børneskolen igangsættes orientering, om vigtigheden af viden heromkring.
Derudover må der via TV til stadighed udsendes oplysende informationsmateriale om vigtigheden af, at man holder vort land rent. Men det er ikke alene her vi skal stoppe. Kravene om renholdelse overfor virksomhederne er stadigvæk alt for slappe. Vi må se at komme ud af dette, således at gammelt materiale ikke blæser væk hen til forskellige steder. Især i forbindelse med kraftige vindforhold.
Dette ser ikke alene uskønt ud, men er samtidig meget deprimerende, når man færdes til søs eller inde på land, altid at kunne se forskelligt affald, dels materialerester, hidrørende fra forskelligt byggeri.
Det er efterhånden helt nødvendigt med en holdning til dette problem. Det er efterhånden helt nødvendigt at måtte forstå, at man ikke bare kan tillade sig at hensætte forskellige genstande hvor man vil. Bare fordi nu man er her i Grønland og dette bør stoppes.
Arbejdsgiverne ved, at såfremt de befandt sig i Japan, ikke ville kunne køre gennem byen i deres arbejdsbil, såfremt de ikke har rengjort den først.
Med hensyn til det stadige behov for affaldsbortskaffelse i byerne og bygderne, er det i disse år godt med det fortløbende arbejde med at finde løsninger og forbedringer af de metoder der nu findes. Det er opløftende, at man for at kunne komme lossepladserne, der ikke altid er behagelige at kigge på, til livs, nu er begyndt at få positive erfaringer med hensyn til forbrændingsanlæg.
Selvom resultaterne af sådanne anlæg som sagt ser positive ud, mener jeg dog ikke, at man skal stoppe undersøgelserne for at kunne finde billigere og endnu mere effektive metoder, da der blandt affaldet findes ubrændbare ting, hvorfor man skal kunne bortskaffe disse på en anden måde.
Vi er nu kommet ud over de år, hvor vi måtte sætte lid til håndkraften. En af følgerne af dette er det meget store forbrug af batterier, og det efterfølgende af dette er, at disse på grund af, at de selvfølgelig ikke kan bruges til evig tid, også skal bortskaffes i stadig støtte antal.
Allerede nu er det desværre meget almindeligt at kunne støde på gamle brugte batterier bortsmidt forskellige steder. Hvad kan dette skyldes? Grunden til hensmidning vilkårlige steder er kravene i dag om, at batterierne kun må smides hen på de dertil autoriserede steder, og at udgiften hertil skal betales af den, der kasserer batteriet.
Det er helt på sin plads med kravet om, at batterierne på grund af deres forureningsfarlighed kun må hensmides på dertil indrettede steder. Men vil man i dag i disse økonomisk vanskelige tider tage besværet med at tage taxa for at kassere sit brugte batteri, og oveni dette betale en afgift for bortskaffelsen af batteriet. En person, der er i pengetrang, ville ikke tage et så ufornuftigt skridt.
Vedkommende vil vælge at henkaste batteriet et vilkårligt sted, og dette vil under påvirkning af vind og vejr forurene, indtil kommunens arbejdere en gang bortskaffer det til rette sted.
Desværre er de reelle forhold sådan, og derfor mener jeg, at hvis man ønsker helt at ville undgå forureningsfaren med batterierne, bør man indføre et returindløsningssystem med pant for disse. Såfremt dette ikke vil kunne realiseres kan man ikke påregne at kunne løse dette problem.
Med disse bemærkninger har jeg givet udtryk for mine synspunkter omkring forbedring af affaldsbortskaffelse.
Til afslutning vil jeg ikke undlade at bemærke, at forholdene omkring bortskaffelse af spildolie absolut trænger til at blive forbedret, og jeg vil derfor også benytte denne lejlighed til en henvendelse til kommunerne om at være mere vågen, især med hensyn til at forbedre renholdelsesproblematikken i havneområderne og søge at få indført bedre bortskaffelsessystem for spildolie. De fleste af havnene er jo samtidig indhandlingsområder af råvarer til produktionen.
Landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø:
Jeg er glad for at man i det store hele har tiltrådt vore indstillinger og anbefalinger fra partiernes side.
For det første vedrørende oplysningskampagne og holdningsbearbejning.
Jeg var her til foråret i en bydel af Nuuk i forbindelse med opsamling af affald i radiofjeldet, og det fremgår klart, at jo længere man kommer væk fra byen, så bliver problemerne mindre og mindre, mens uden for butikkerne er der masser af affald, det kan ikke længere accepteres, idet vi alle har ansvar for at vi ikke skal smide affald ud.
Jeg har forstået, at alle partier er af samme opfattelse og oplysningskampagnerne og holdningsbearbejningskampagnerne skal fortsættes også i de kommende år.
Det er ikke mindst vigtigt at informere om, hvor vigtigt det er, at man tager affald med, som man har haft med ud i naturen og skal dertil sige, at vi har udarbejdet tre bekendtgørelser vedrørende affaldsbortskaffelse - en vedrører lossepladser, en er om bortskaffelse af farligt affald og en vedrører natrenovation.
Disse bekendtgørelser er først afleveret til kommunerne for en måneds tid siden, og jeg forventer, at når disse bekendtgørelser bliver effektueret fuldt ud, vil det føre til en bedre affaldshåndtering.
Jeg har også forstået det på den måde, at der er fuld tilslutning til formindskelse af problematikken med plastikposer.
Med hensyn til genbrug, så er det sådan, at genbruger vi mere, så vil der blive mindre og mindre affald, og jeg har forstået, at samtlige partier tilsutter sig dette.
Med hensyn til fremtiden, så peger vi på, at enhver form for poser skal brændes i fremtiden, og at vi så vidt muligt udnytter den varme, som fremkommer herved.
Dette problem er løst, for såvidt angår Nuuk.
Med hensyn til mindre byer og bygder, så er det rigtigt, at problemerne er af økonomisk art, men i vores redegørelse, så vil jeg gerne præcisere, at vi er nødt til at lave undersøgelser for at finde den bedst mulige teknologi til et sådant formål.
Først når disse undersøgelser er færdige, kan vi tilbyde kommunerne et teknologi, der er god, og jeg mener, at disse undersøgelse vil tage en halv års tid.
Så vidt angår bortskaffelse af olieaffald, så arbejder vi nu på i samarbejde med Nukissiorfiit, om man kan løse problemet lokalt, og jeg håber, at vi kan løse problemet uden alt for store omkostninger til transport. Dette arbejde er allerede i gang i direktoratet.
Med hensyn til de små forbrændingsanlæg i bygderne og kommunernes muligheder for medfinansiering heraf, så er det rigtigt, at kommuner, der har mange bygder, vil have sværest ved at finansiere forbrændingsanlæg, så det er nødvendigt, at vi fra Landsstyrets side prioriterer således, at vi prioriterer kommuner med mange bygder højst, og det skal vi forhandle med kommunerne om i de kommende måneder.
Men det er vores faste overbevisning, at der i løbet af 2 - 3 år vil kunne etableres forbrændingsanlæg i alle bygder. Problemet er størst i bygderne på grund af manglende teknologi og manglende muligheder for transport, derfor kan man se poser m.m. omkring bygderne.
Jeg håber også, at Landstinget i det kommende år vil være med også økonomisk til løsning af dette problem.
Med hensyn til muligheder tilskud til forbrændingsanlæg i byerne, så kan det ikke undgås, at man giver støtte hertil fra Landstingets side via finanslovene, men med
dette arbejde må vi vente, da det skal velunderbygges, men jeg håber, at der ved udarbejdelsen af finanslovsforslaget for 95 kan vendes tilbage til dette.
Vedrørende de enkelte ordføreres indlæg, så vil jeg kort kommentere dem.
Ordføreren for Atassut nævnte mulighederne for, at man kan presse dåser sammen, og jeg synes, at det er en god ide, som jeg også vil tage med i overvejelserne.
Vedrørende Inuit Ataqatigiits ordførers indlæg vedrørende jernskrot og gamle biler og deslige, så er det helt rigtigt, som det påpeges, at vi skal være vågen overfor dette, ikke mindst fra kommunernes side, og at vi skal give teknologisk hjælp med hensyn til bortskaffelse af dette.
Med disse arbejdsløshedstider, så er det en god ide, at man bruger mandetimeordningerne til sådanne formål som f.eks. at skære affald til mindre størrelser, således at der kan genskabes arbejdspladser.
Vedrørende Akulliit Partiiats udtalelser om, at vi kan indgå aftaler f.eks. med værfterne omkring produktion af disse forbrændingsanlæg, så er undersøgelser vedrørende dette igang.
Vi er selvfølgende mest interesseret i, at vi laver omkring 50 forbrændingsanlæg her i landet, så der kan komme økonomisk cirkulation i samfundet på dette område, og dertil kan vi også udale vedrørende de større forbrændingsanlæg, der skal anlægges i byerne, at der også er muligheder for, at disse kan laves her i Grønland.
Der er også den mulighed, at vi senere kan eksportere disse videre til andre arktiske områder.
Vedrørende Issittup Partiias udtalelser, om at vi skal være mere varsomme med vores affald, så mener jeg, at de enkelte byer og bygders ansvarlige f.eks. bygderådet og kommunalbestyrelserne kendetegnes ved det, der kan aflæses af bygdernes og byernes renlighed.
Når jeg snakker med borgmestre og bygderådsformænd, så plejer jeg at sige til dem, at deres arbejdes resultater kan ses af, at deres by eller bygd er ren.
Derfor må vi i fremtiden, når f.eks. landstingsmedlemmer og landsstyremedlemmerne er ude at rejse, så skal vi lægge mærke til hvor rent, der er i bygder og byer for at vurdere, om det arbejde, der bliver udført, er rigtigt, men vi kan selvfølgelig ikke give ansvaret ene og alene til bygder og kommunalbestyrelser, idet det er os der fastsætter normerne og rammerne.
Vi har også planer om at holde møde med driftingeniørerne til efteråret, således at vi kan få en bedre affaldshåntering også ad den vej.
Hermed har jeg kommenteret partiernes indlæg. Alle det fremførte initiativer vil bane vej for en bedre affaldshåndtering og således vil alle indgå i det fortsatte arbejde.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Jeg vil lige kommentere to partiordførers indlæg, nogen af dem med tilslutning og nogen af dem med kritik.
Med hensyn til Atassuts indlæg, at man skal opkræve en afgift, når man køber batterier og akkumulatorer, som man får refunderet bagefter, fordi de bliver vurderet som værende farlige produkter. Dette bør undersøges.
Jeg har også lagt mærke til i Atassuts ordførers indlæg, at man ønsker at bruge samme tilskudsmulighed som ved oprettelse af vandværk, men landsstyremedlemmet udtaler, at det nok vil være mere retfærdigt, udfra hvor mange bygder kommunen har.
Med hensyn til Akulliit Partiiats indlæg, der må jeg udtale, at forbrændingsanlæg, der kan forbrænde olie, de er jo ikke hensigtsmæssige, idet der vil opstå meget stor varme, men almindelige forbrændingsanlæg er mere tiltrækkende, fordi man ikke kan regne med, at samtlige kommuner vil oprette olieforbrændingsanlæg, men man kan oprette et sted i Grønland og så få transporteret olien dertil.
Med hensyn til de små forbrændingsanlæg er det støtteværdigt, at de kan blive bygget og udarbejdet her i
landet, og at man kan bruge dem som beskræftigelsesarbejde i smedeværksteder.
Mødeleder:
Således er vi igennem regørelsen for forbedret affaldsbortskaffelse i Grønland, og således er vi også færdige med vores møde for i dag.