Svarnotat

20120913 09:26:17
Svarnotat

Spørgsmål til Landsstyret: Har børn, handicappede og ældre i Grønland med henvisning til Grundlovens bestemmelser og principper et krav på at blive behandlet på lige fod med tilsvarende grupper i Danmark?

(Landstingsmedlem Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet)

 

Svarnotat

(Landsstyremedlemmet for Familie og Justitsvæsen)

 

Grønland har som bekendt Hjemmestyre, således at Grønland i dag har den lovgivende og administrative myndighed på langt den største del af de områder, som berører den grønlandske borgers dagligdag, herunder på det sociale område. Det er det grønlandske landsting og ikke det danske folketing, der fastsætter reglerne på eksempelvis pensionsområdet.

 

Grønland har således siden maj 1979 haft Hjemmestyre, hvor Grønland blandt andet overtog ansvaret for den sociale lovgivning. Med Hjemmestyreordningen fik Grønland indflydelse på sagsområder, der særligt berører interne forhold, og har selv fået mulighed for politisk at prioritere den politiske indsats på det sociale område.

 

Det fremgår af Danmarks Riges Grundlov § 1, at "Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige". Bestemmelsen blev indsat ved grundlovsrevisionen i 1953 for at tilkendegive, at Grønland, der tidligere havde haft status som koloni, er en ligestillet del af riget. Grundloven gælder således også for Grønland.

Formålet med grundlovens § 1 er således blot at sikre borgerne i Danmarks Rige ens grundlæggende rettigheder, for eksempel retten til offentlig hjælp, hvis den pågældende ikke kan forsørge sig selv eller bliver forsørget af andre.

 

Der er i Grundloven ikke noget til hinder for, at enkelte landsdele tillægges en forfatningsretlig særstilling i form af et vidtgående lokalt selvstyre, og altså at der gælder forskellige regler i forskellige dele af Det Danske Rige. Der er ingen krav i Grundloven til, at alle borgere i Det Danske Rige skal behandles identisk.

 

I henhold til lov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om arbejds- og socialvæsen, har Grønlands Hjemmestyre den regelfastsættende myndighed for samt administration af området. Ansvaret for den sociale lovgivning og sikringen af sociale rettigheder er herved henlagt til Grønlands Hjemmestyre. Det er således Landstinget, der bestemmer arten og omfanget af den ydelse og hjælp, som det offentlige stiller til rådighed. En regulering af socialområdet i Grønland vil således adskille sig fra regulering af samme område i Danmark og Færøerne.

På baggrund af ovenstående kan det således ikke kræves, at arten og omfanget af den ydelse og hjælp, som det offentlige i Danmark stiller til rådighed på det sociale område, tilsvarende skal stilles til rådighed af det offentlige i Grønland.

 

Landsstyret skal afslutningsvis fastslå, at der ikke er krav om, at borgere i Danmark og Grønland skal behandles ens.