Samling

20120913 09:26:17
Svarnotat

Forslag til Finanslov 2006

(Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender)

 

2. behandling

 

Svarnotat

 

Lad mig indledningsvis på landsstyrets vegne takke Landstingets Finansudvalg for fremlæggelse af betænkningen til 2. behandling af Forslag til Finanslov for 2006.

 

Jeg vil samtidig kvittere for, at Landstingets Finansudvalg i sin betænkning udtrykker opbakning til de overordnede linjer og prioriteringer i landsstyrets økonomiske politik. Jeg er specielt glad for den brede opbakning til de langsigtede investeringer i blandt andet uddannelse. Det viser en fælles forståelse for de udfordringer vi står overfor, og en vilje til at løfte dem i fællesskab.

 

Landstinget har udtrykt bred enighed om, at en øget uddannelsesindsats er en af de væsentligste opgaver i årene fremover. Vi skal opnå en situation, hvor uddannelse og dygtiggørelse er en naturlig del af ethvert ungt menneskes hverdag. Og vi skal opnå en situation, hvor alle uanset alder har mulighed for at lære nye kvalifikationer.

 

Et højere uddannelsesniveau vil styrke udviklingen mod en selvbærende økonomi og ruste os til den skærpede internationale konkurrence.

 

Det er landsstyrets mål, at 2/3 af en ungdomsårgang i 2020 skal forlade uddannelsessystemet med en kompetencegivende uddannelse.  For at nå dette mål, er det nødvendigt med en række initiativer på uddannelsesområdet. I finanslovforslaget for 2006 udmøntes derfor en gradvis stigende ramme til nye og større aktiviteter på uddannelsesområdet.

 

Vi skal blandt andet udvide kapaciteten på uddannelsesinstitutionerne, skabe flere lærepladser og øge antallet af studioboliger. Desuden skal vi afsætte de nødvendige ressourcer til ekstra uddannelsesstøtte som følge af, at flere kommer under uddannelse.

 

De høje oliepriser viser, hvor sårbart samfundet er overfor ændringer i oliepriserne. Utilsigtede højere pris på råolie betyder, at erhvervslivet og forbrugerne oplever stigende priser på benzin, fragt, el og varme. Det vil skade virksomhedernes konkurrenceevne og husholdningernes privatøkonomi. Vi skal derfor arbejde for en større udnyttelse af alternative energikilder, ikke mindst vandkraft.

 

Vores energiforsyning skal ændres, så energiforsyningen dækkes på en økonomisk hensigtsmæssig måde for samfundet, miljøet og for de enkelte forbrugere. Vi skal i videst muligt omfang benytte indenlandske vedvarende energikilder. Det vil gøre økonomien mindre afhængig af importeret brændsel og reducere  påvirkningen af både det lokale og globale miljø.

 

Vedvarende energi er prioriteret op i finanslovsforslaget for 2006. Det vil medføre mindre afhængighed af dyre importerede brændselsstoffer og vil være med til at sikre at vi opfylder vores forpligtelser på miljøområdet. En særlig udbygning af vandkraftområdet vil også medføre en større selvforsyningsgrad for vort land og forbedre handelsbalancen.

 

Dele af oppositionen har udtrykt kritik af, at der i årene 2006 og 2007 budgetteres med underskud på landsstyrets forslag til finanslov for 2006. Koalitionsaftalen indeholder en række forslag og målsætninger. Det gælder blandt andet initiativer inden for barselsorlov, børnetilskud, særlig indsats på børn- og unge området, samt investeringer i vandkraft, infrastruktur, lufttrafik samt uddannelse. Det er bevillingskrævende initiativer, hvoraf en del er indarbejdet i nærværende forslag til finanslov for 2006. Det er imidlertid også initiativer, der på sigt kan give væsentlige gevinster for samfundet og øge livskvaliteten hos de enkelte familier.

 

Demokraternes medlem af Finansudvalget har fremlagt 12 ændringsforslag. I disse ændringsforslag indeholdes en "sparepakke" på forskellige landsstyreområder, som i 2006 vil forbedre DAU-saldoen, med ca. 52,8 mio. kr. Derudover har Demokraterne også foreslået 5 ændringsforslag på Landstingets Formandskabs kontoområde.

 

Landsstyret mener, at sådanne besparelser først bør foretages efter grundige undersøgelser af de afledte konsekvenser. Landsstyret vil dog gerne tilkendegive, at man vurderer sådanne besparelsesforslag i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovsforslaget for 2007.

 

Samtidig bemærker landsstyret sig, at et flertal af Finansudvalget har indstillet, at ændringsforslagene fra Demokraternes medlem af Finansudvalget ikke godkendes. Landsstyret kan således tilslutte sig Finansudvalgets indstilling om, at besparelsesforslagene ikke godkendes.

 

Landsstyret har i alt fremsat 59 ændringsforslag til bevillinger og 9 ændringsforslag til tekstanmærkninger til 2. behandlingen af finanslovsforslaget for 2006. Landstingets Finansudvalg har generelt tilsluttet sig landsstyrets ændringsforslag. Udvalget har dog stillet en række spørgsmål, og på nogle punkter udsat sin stillingstagen til landsstyrets ændringsforslag. Landsstyret vil snarest svare på udvalgets spørgsmål og revidere ændringsforslagene, hvor der er behov for det.

 

Landsstyret har fremsat et ændringsforlag om at nedsætte overskudsmålet til KNI A/S med 18 mio. kr. årligt. Nedsættelsen har til formål at modvirke prisstigninger på olieprodukter og elprisstigninger som følge af de stigende olieprisstigninger på verdensmarkedet. De høje oliepriser i dag udhuler lønmodtagernes købekraft og risikerer at føre til krav om kompenserende lønstigninger. Det giver derfor god mening at nedsætte KNI¿s overskudsmål i tider med høje oliepriser.  Landsstyret er derfor glade for, at Finansudvalget er enig i Landsstyrets ændringsforslag.

 

På anlægsområdet har Finansudvalget fremsendt ændringsforslag nr. 69, 70 og 71 til erstatning for de af landstyret fremsendte ændringsforslag nr. 53 og 54 til 2. behandlingen til hovedkonto 83.30.12 Ældreinstitutioner.

 

Finansudvalgets forslag muliggør en fremrykning af alderdomshjemmet i Maniitsoq samtidig med at alderdomshjemmet i Uummannaq udskydes. Landsstyret regner med, at Finansudvalget har sikret sig, at Maniitsoq Kommune har reserveret tilstrækkelige midler til projektet.

 

Landsstyret kan støtte Finansudvalgets ændringsforslag herom, og vil indstille overfor Landstinget, at Finansudvalgets ændringsforslag nr. 69, 70 og 71 godkendes.

 

Finansudvalget har ligeledes fremsat ændringsforslag nr. 72 til tekstanmærkningen til hovedkonto 50.06.50 Reserve til fiskeriudviklingspulje til erstatning for det af landsstyret fremsendte ændringsforslag nr. 56 til samme tekstanmærkning. Tekstanmærkningen giver mulighed for, at der allerede fra i år kan søges om tilskud, under forudsætning af, at ansøgerne opfylder nogle nærmere angivne krav.

 

Finansudvalgets ændringsforslag indebærer, at fortrinsstillingen i forbindelse med anvendelsen af bevillingen udvides fra alene at være hellefiskefartøjer i det kystnære segment til også at omfatte kombinationsfartøjer i det kystnære fiskeri. At kombinationsfartøjer indgår som prioriterede fartøjer anses alene som en styrke af fiskeriudviklingspuljens anvendelse til udvikling af fiskeriet.

 

Landsstyret kan derfor støtte Finansudvalgets ændringsforslag herom, og vil indstille overfor Landstinget, at Finansudvalgets ændringsforslag nr. 72 godkendes.

 

Henstillinger

Landstingets Finansudvalg har i betænkningen til 2. behandlingen fremsat nogle henstillinger. Dem skal jeg kommentere her.

 

Landstingets Finansudvalg henstiller til landsstyret, at der bør afsættes midler til næste bygdekonference i enten 2008 eller 2009. Dette vil landsstyret overveje nøje i forbindelse med udarbejdelsen af finanslovsforslaget for 2007.

 

Landstingets Finansudvalg henstiller til landsstyret, at tilsynsrådet fremover søger at holde flere møder. Landsstyret vil forelægge et ændringsforslag til 3. behandlingen af finanslovsforslaget for 2006, hvor der søges om en bevillingsforhøjelse på årligt 0,2 mio. kr. til Tilsynsrådet, med henblik på en styrkelse af tilsynsrådets arbejde.

 

Landstingets Finansudvalg henstiller til landsstyret, at der tages initiativ til, at Grønlands Statistik udarbejder en mere detailleret arbejdsløshedsstatistik. I den forbindelse kan jeg oplyse, at der netop er igangsat et samarbejde mellem Grønlands Statistik samt Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked om blandt andet ledighedsdata fra de kommende kommunale Vejlednings- og Introduktionscentre. Det sker for at forbedre arbejdsløshedsstatistikken.

 

Landstingets Finansudvalg henstiller desuden til landsstyret, at der inden Landstinget efterårssamling 2006 fremlægges en konkret og realiserbar plan på miljøteknologiområdet. Jeg skal oplyse, at landsstyret vil forsøge at opfylde denne henstilling.

 

Landstinget Finansudvalg kommer herudover med en række yderligere henstillinger til landsstyret. Landsstyret har noteret sig, at Landstingets Finansudvalg har disse synspunkter.

 

Ændringsforslag til 3. behandlingen af finanslovsforslaget for 2006

Da der er meget lidt tid mellem 2. behandlingen og 3. behandlingen af forslaget til finanslov, kan jeg oplyse, at Landsstyret til 3. behandlingen vil fremsætte følgende ændringsforslag:

 

Der fremsættes et ændringsforslag til en ny hovedkonto 87.73.10 Havneanlæg for at kunne igangsætte forundersøgelser og projekteringer af havneanlæg, som måtte vise sig nødvendige efter Landstingets behandling af havneredegørelsen på forårssamlingen 2006. Der er ikke afsat en bevilling på hovedkontoen, men det kan ske med finansudvalgets godkendelse, såfremt det viser sig at nogle anlægsprojekter afsluttes med et mindreforbrug eller der sker aflysninger af anlægsprojekter i anlægs- og renoveringsfonden. Samtidig foreslås en ny tekstanmærkning til hovedkontoen, således at Landsstyret bemyndiges til, med finansudvalgets godkendelse, at igangsætte forundersøgelser og projekteringer af havneanlæg i perioden 2006-2009.

 

Derudover foreslår landsstyret ved 3. behandlingen en ny tekstanmærkning til hovedkonto 89.72.11 Støttet privat boligbyggeri således at landsstyret bemyndiges til at anvende provenu som følge af omdannelse af andelsboliger, til ejerboliger til udlån til nye andelsboliger eller 10/40/50-byggeri.

 

Endelig vil landsstyret foreslå en bevilling på 200.000 kr. til Tilsynsrådet for kommunerne med henblik på flere tilsynsrejser og mere synlighed i Tilsynsrådets virksomhed.

 

Jeg vil på landsstyrets vegne afslutningsvis ønske Landstingets Finansudvalg god arbejdslyst frem mod 3. behandlingen af finanslovsforslaget for 2006 og jeg håber på en god og fremadrettet debat her i Landstinget i dag.