Svarnotat

20120913 09:26:09
Svarnotat

Spørgsmål til Landsstyret:

Hvorledes kan Landsstyret bidrage til fastsættelse af en ensartet størrelse af udbetalte lommepengebeløb til ordblinde under deres kursusophold.

(Landstingsmedlem Godmand Rasmussen, Atassut)

 

Svarnotat

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke)

   

Som svar på landstingsmedlem Godmand Rasmussens spørgsmål kan jeg oplyse, at ifølge §12 i Landstingsforordning nr. 9 af 21. maj 2002 om folkehøjskoler, modtager elever på tilskudsberettigede folkehøjskoleophold af mindst 13 ugers varighed uddannelsesstøtte i henhold til reglerne i bekendtgørelse om uddannelsesstøtte.

 

Denne bestemmelse giver kursisterne mulighed for at modtage ensartet støtte. Der gives i landstingsforordningen ikke hjemmel til at udbetale uddannelsesstøtte eller lommepenge til kursusdeltagere på kortere kurser.

 

Der er ikke tvivl om, at flere kunne have glæde af et kortvarigt kursusophold på en af vore højskoler. Dette gælder ordblinde såvel som andre borgere.

Indenfor uddannelsesstøtteområdet finder Landsstyret det imidlertid fortsat væsentligst, at prioritere midlerne til egentlig uddannelsesvirksomhed og til længerevarende kurser, hvor kursisterne ingen anden indtægt har.

 

KANUKOKA gør opmærksom på at der på forskellig vis og i forskelligt regi overvejes initiativer for læsesvage. Fx kunne man på højskolerne overveje, om der kunne opslås en slags liniefag for læsesvage som et tilbud på et af de lange højskoleophold, til hvilke der ifølge loven kan gives uddannelsesstøtte.

Dog er Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut, som er direkte nævnt i Godmand Rasmussens spørgsmål, en selvejende institut, som selv tilrettelægger sine kurser og som landsstyreområdet ikke kan blande sig i.

 

Det kan endvidere tilføjes, at der til sommer opstartes en undervisning af læsesvage i Narsaq under Piareersarfiit, som man også kan melde sig til fra kysten. Landsstyret vil overveje at undersøge mulighederne for økonomisk støtte til denne undervisning i forbindelse med finanslovsarbejdet for 2008. Landsstyret er enige i en udvidelse af mulighederne og har allerede tiltag i gang, ligesom andre muligheder undersøges.