Samling
FM 2006/12
21.04. 2006
Kuupik Kleist
Politisk-Økonomisk Beretning 2006
Det er glædeligt, at KNAPK og Royal Greenland har indgået en aftale om rejepriser uden direkte politisk indblanding, som dermed sikrer fortsættelse af fiskerierhvervet, som mange mennesker i vort land er afhængige af. Vi må håbe, at der kan opnås enighed i de næstkommende forhandlinger til fordel for alle, før der sker for meget politisk indblanding.
Men efter de tilendebragte forhandlinger i forgårs er det igen vist, at der er stor behov for at andre parter udover forhandlingsparterne på forhånd kan tale sammen om fælles interesser og fremtidige målsætninger. Inuit Ataqatigiit mener, at alle bør have interesse i at afdække følgerne af de forskellige forhandlingsresultater for resten af samfundet.
Jeg vil indlede med at sige at Inuit Ataqatigiit er godt tilfreds med Landsstyrets Politisk-Økonomiske Beretning for 2006. Beretningen udstikker efter vores opfattelse nogle vigtige pejle-mærker for en stedse mere selvbåren økonomi og dermed også på sigt en mindre afhængighed af de årlige bloktilskudsoverførsler fra Danmark.
For de nærmeste år anbefaler Landsstyret at Landstinget særligt retter sin fokus på tre indsats-områder, nemlig: uddannelse, flere boliger på det private boligmarked og en større mobilitet på arbejdsmarkedet. Det er vi enige i og vi vil senere komme med vore kommentarer hertil.
Landsstyret anbefaler desuden at vi skal investere langsigtet og kanalisere midlerne fra tilskud og administration til initiativer som kan styrke væksten i samfundet og forbedre vores konkurrence-evne. Landsstyret agter derfor at afsætte betydelige beløb af til øget dygtiggørelse og kompeten-ceudvikling, havneudbygninger, anlæggelse af lufthavne og vandkraftværker.
Under den nyligt overståede vintersamling har Inuit Ataqatigiit været inde på samme, hvorfor vi naturligvis også tilslutter os dette.
Beretningen anfører bl.a. at Grønlands økonomi er blevet mere selvbærende siden 1979. I 1979 udgjorde de statslige overførsler 42 pct. af landets disponible bruttonationalindkomst, mens tallet i 2004 var faldet til omkring 27 pct. Grønlands økonomi er dermed blevet mere selvbærende og mindre afhængig af bloktilskuddet. Væksten i disponible indkomster er således skabt ved øget egenproduktion og ikke gennem højere overførsler fra staten. Dette er bl.a. opnået gennem de seneste 10-15 år gennem en ansvarlig økonomisk politik, som har skabt bedre rammebetingelser for de grønlandske erhverv, og større effektivitet i samfundet. Grønland er med andre ord blevet en mindre udgiftsbyrde for staten og de danske skatteydere, selvom visse danske partier fortsat prøver at sige det modsatte. Dette skal vi være stolte af, men Inuit Ataqatigiit mener imidlertid ikke at vi blot skal stoppe her. Vi skal videre og vi bør fortsat sikre at fremtidens vækst skabes ved en øget egenproduktion. Det kræver en koordineret og langsigtet økonomisk politik som vi bør være enige om i fællesskab her i salen.
Landsstyrets arbejdsprogram for en økonomisk 2020-plan er et godt udgangspunkt og det er vort håb, at samtlige partier i Landstinget vil tilslutte sig programmet. Hvis vi skal klare os i den globale konkurrence kan vi nemlig ikke komme udenom, at vi skal have skabt gode rammebetingelser for væksterhvervene og at vi skal have etableret en effektiv og meget billigere offentlig sektor end i dag. En veluddannet og mobil arbejdsstyrke er omdrejningspunktet i den sammenhæng og det er hvad Landsstyret ligger op til med arbejdsprogrammet. Dette er vi meget enige i.
Under Finanslovsbehandlingen for et par uger siden brugte vi meget af vores taletid på den ekstraordinære uddannelsesindsats. Denne indsats har vores uforbeholdne støtte og jeg skal derfor blot henvise til vores ordførerindlæg under vintersamlingen, men vil alligevel gerne understrege at Inuit Ataqatigiit sætter et lighedstegn mellem den øgede kompetenceudviklingsindsats og skabelsen af nye virksomheder og udvikling af eksisterende virksomheder. Uddannelsesindsatsen er derfor utrolig vigtig og vil ad åre betyde øget beskæftigelse af hjemmehørende arbejdskraft.
Landsstyret vil overfor Landstinget få afklaret, hvorledes vi skal forholde os til de tunge investeringsbehov i de kommende år. For det første vil Inuit Ataqatigiit påpege, at vejen til større konkurrenceevne i samfundet er at beskæftige alle arbejdsdygtige i samfundet. I forhold til hvorledes vi skal forholde os til finansieringen, har Inuit Ataqatigiit tidligere påpeget, at der bør være balance, idet vi udover at kunne finansiere direkte fra landskassen, også anser optagelse af lån fra udlandet, som en mulighed, primært med hensyn til finansiering af projekter, som kan blive rentable i løbet af kort tid. På trods af, at arbejdsløsheden er dalende, er der ca. 5.000, som ellers kan være med til at finansiere via deres arbejde, som i dag er arbejdsløse. En af vores vigtigste opgaver er, at begynde at beskæftige disse via uddannelse, videreuddannelse samt ved kompetenceudvikling.
Selvom der er arbejdsløshed, lever vi i en dagligdag, hvor der tilkaldes arbejdskraft udefra, og i løbet af de sidste måneder, har man i høj grad blandt andet drøftet den tilkaldte arbejdskraft fra Polen. Inuit Ataqatigiit har en fælles mening om den tilkaldte arbejdskraftuanset hvor disse kommer fra. Det er at tilkaldt arbejdskraft bør undgås, hvis det er muligt, at finde mennesker i vort land, som kan påtage sig af arbejdet, samt at tilkaldt arbejdskraft selvfølgelig først bør have en tilladelse, før de kan arbejde i vort land.
Inuit Ataqatigiit er ikke i tvivl om, at den kommende kommunale strukturreform vil have en stor indflydelse til opnåelse af de vigtigste økonomiske målsætninger. Dette vikl vi drøfte gennemgribende i løbet af dette år, men vi mener, at det allerede på nuværende tidspunkt bør siges, at når der alle er enige om de vigtigste målsætninger, og når der er taget skridt til opnåelse af disse, ærgrer det os, at nogle nøler og forlanger udskydelse; dette anser vi som en bremseklods til løsning af de problemer, som bør løses. Her skal jeg gentage den opfordring, som vi tidligere har fremført; alt hvad der kan samarbejdes om og alt hvad der kan gøres billigere bør realiseres uden nølen.
Man regner med, at Selvstyrekommissionens arbejde vil være tilendebragt i løbet af et år. Det er selvfølgelig spændende, om betænkningen vil have en positiv effekt, men en ting er sikker; en ny struktur i forholdet mellem vort land og Danmark vil have en indvirkning på økonomien. Et af de centrale spørgsmål i denne forbindelse vil være, hvorledes aftalen om råstofferne skal struktureres. Udover at myndighed og lovgivning skal gives til vort land, vil Inuit Ataqatigiit anefale, at vi i Landstinget bør have som målsætning, at udgifter fra de offentlige samt indtægter fra råstofvirksomheden i sin helhed bør tilgå vort land og det grønlandske samfund. Vi er ikke i tvivl om, at råstofvirksomheden vil være en af de vigtige skridt til en større økonomisk uafhængighed, og derfor mener Inuit Ataqatigiit, at vi bør sikre, at indtægterne fra ressourcerne bør tilgå vort land.
Efter at have fremført dette, skal jeg hermed fremføre, at Inuit Ataqatigiit i sin helhed tilslutter sig Landsstyrets redegørelse i sin helhed, og vi under debatten vil fremføre emner om leje af boliger, indførelse af levnedsmidler samt nogle emner om opgradering af Thuleradaren.