Ordførerindlæg(Siumut)

20120913 09:26:56
Ordførerindlæg(Siumut)


                                                UPA2004/103-90

                                                                                                                 22. april 2004

 

 

Forslag til forespørgselsdebat om muligheden for at oprette en international højskole i Grønland.

(Ane Hansen, Inuit Ataqatigiit)

 

Forslag til landstingsbeslutning om at Landsstyret pålægges at arbejde for etablering af en efterskole i Grønland.

(Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit)

(1. behandling)

 

Jeg har på vegne af Siumut følgende bemærkninger, først til pkt. 103:

 

Vi skal fra Siumut erindre om, at vi på et tidligere tidspunkt har drøftet mulighederne for etablering af en musikhøjskole, og vi har med interesse noteret os det fremsatte forslag.

 

Lad mig starte med at sige, at vi betragter Aasiaat kommunalbestyrelses beslutning om etablering af en international film-, musik- og mediehøjskole fremsat her i Tinget af landstingsmedlem Ane Hansen som et interessant forslag. Det er et meget begrænset antal grønlandske film, der laves heroppe, men vi mærker i disse år en stigende interesse for at producere film.

 

Et af de grønlandske kulturelementer og en del af den vigtigste kulturarv er udøvelsen af musik, og her har udviklingen ført os så vidt, at der efterhånden lyder en mærkbar international respons på grønlandsk musik.

 

Der eksisterer en del musikerforeninger langs kysten – foreninger, som kunne styrkes yderligere, især hvis der blev taget initiativ til etableringen af en sammenslutning.

 

Kun få kommuner har i dag udøvelse af musik på skemaet i skolen, hvorfor vi mener, at der er behov for at animere til et øget brug af dette fag, ligesom der bør udarbejdes retningslinier herfor. Nogle unge har haft evnerne og har taget skridt til at synge opera, og de fortjener også at blive givet muligheder for uddannelse.

 

Fra Siumut betragter vi etablering af videregående uddannelser inden for film og musik som det væsentligste i denne sag. Vi mener det er vigtigt, at der i dette spørgsmål bliver vekslet synspunkter mellem Ilisimatusarfik, højskolerne samt beslutningstagerne. Dog skal vi fra Siumut allerede nu tilkendegive vores holdning, nemlig at vi mener, at det vil være mest hensigtsmæssigt at etablere en selvstændig film-, musik- og medieskole uden for de eksisterende højskolers ramme.

 

Med disse bemærkninger kan vi udtrykke vores støtte til planerne om at etablere en film-, musik- og mediehøjskole i Grønland.

 

 

Ad pkt. 90:  

 

Vi skal fra Siumut gøre opmærksom på, at vi ved tidligere lejligheder har fremsat forslag om etablering af en efterskole, hvorfor vi betragter herværende forslag som interessant.

 

Efterskolerne har i de sidste år været genstand for megen politisk opmærksomhed, og fordele og ulemper ved anvendelse af efterskoleophold har været endevendt. Det er derfor vanskeligt at komme udenom muligheden for at etablere en efterskole i Grønland.

 

Vi ved, at et efterskoleophold i Danmark giver en god ballast i de unge menneskers udvikling, ligesom det giver en indførsel i det danske sprog og gøder grunden for en videre uddannelse.

 

Vi bemærkede under efterårssamlingen 2003, hvor vi også drøftede efterskolerne, at Landsstyret i dets vurderinger inddrog de faldne bemærkninger fra samtlige partier. Vi støtter derfor de forøgede krav til optagelse på efterskolerne og de dermed forbundne bestræbelser. Hertil skal vi ikke undlade at nævne, at vi er vågne for konsekvenserne af indførelsen af Atuarfitsialak. 

 

De elever, der går i skole nu, udgør den sidste generation, der skal gennemgå 11. klasse, nemlig de børn, der er født i 1990, og vi får den første generation af dem, der i år tager afgangsprøve fra 10. klasse.  I år 2008 regner vi med, at der vil 1.200 elever, der forlader folkeskolen, hvor det i dag drejer sig som 600.

 

På den baggrund skal vi fra Siumut opfordre Landsstyret til, at man snarest færdiggør planerne med henblik på efterskoler og de gymnasiale uddannelser i god tid inden da.

 

Vi mener i Siumut, at det har stor interesse for os at få etableret en efterskole inden for de nærmeste par år og skal derfor opfordre Landsstyret til iværksætte en grundig undersøgelse af mulighederne herfor.

 

Landsstyrets mål med at sende unge mennesker på efterskole i Danmark må suppleres med at give muligheder til dem, der har sprogvanskeligheder. Vi må ikke lukke af for mulighederne for nogen, så også de grønlandsksprogede må gives mulighed for at dygtiggøre sig. Vi ser derfor frem til Landsstyrets redegørelse, som forventes fremsat på forårssamlingen i 2005, og det er Siumut’s håb, at redegørelsen vil åbne op for muligheden for at etablere en efterskole her i landet.

 

Vi betragter det i Siumut ligeledes for væsentligt, at de eksisterende højskoler inddrages i forberedelserne.

 

Vi vil således endnu en gang udtrykke vores interesse for forslaget og glæder os derfor til den fortsatte debat på grundlag af redegørelsen til næste år.

 

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut meddele, at vi nuværende tidspunkt ikke kan støtte forslaget.

 

 

Doris Jakobsen

SIUMUT