Anordning

20120913 09:27:00
Anordning

Anordning for Grønland om visse forholdsregler mod Somalia



VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:


I medfør af § 1 i lov nr. 156 af 10. maj 1967 om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers Pagt, som ændret ved lov nr. 228 af 6. juni 1985, fastsættes herved til opfyldelse af De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution nr. 1425 af 22. juli 2002:


§ 1. Det er forbudt at foretage eller forsøge at foretage salg, overdragelse, transport eller anden form for levering til Somalia af:


1)   våben og krigsmateriel samt dermed beslægtet materiel af enhver art,


2)   ammunition af enhver art,


3)   militære køretøjer og militært udstyr,


4)   paramilitært udstyr eller


5)   reservedele til de under 1-4 nævnte genstande.


Stk. 2. Det er forbudt til Somalia at yde teknisk bistand eller træning forbundet med levering, fremstilling, vedligeholdelse eller brug af de i § 1, stk. 1, nævnte genstande.


Stk. 3. Undtaget fra forbuddet i stk. 1 og stk. 2 er salg eller levering af ikke-dødbringende militært udstyr, som udelukkende anvendes i humanitært øjemed eller til beskyttelsesbrug, og hertil relateret teknisk bistand eller træning som godkendt af den komité, der er nedsat ved FN-resolution nr. 751 (1992), herunder beskyttelsesveste og militære hjelme midlertidigt eksporteret til Somalia af FN-personale, pressefolk, nødhjælpsarbejdere eller bistandsarbejdere til deres personlige brug.


§ 2.Personer, herunder bestyrelsesmedlemmer i virksomheder, der overtræder § 1, idømmes foranstaltninger for overtrædelse af § 13 a i kriminalloven.


Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der idømmes selskabet som sådant foranstaltninger efter kriminalloven.


§ 3.Forholdsreglerne i denne anordning omfatter også danske statsborgere, der opholder sig uden for den danske stat.


§ 4.Anordningen træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.





Givet på Amalienborg



Under Vor Kongelige Hånd og Segl




MARGRETHE R.





/Per Stig Møller