Samling

20120913 09:27:16
Svarnotat

23. september 2002                                                                                                    EM 2002/92

Agter Landsstyret at igangsætte tiltag som kan sikre, at de byvise, regionsvise indhandlings- og fabriksfaciliteter bliver udnyttet i forbindelse med nuværende og kommende reformer af fiskeriet?

(Landstingsmedlem Jakob Sivertsen)

Svarnotat

(Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder)

Hr. Jakob Sivertsen begrunder sin forespørgsel med, at der er mange indhandlingssteder, der er blevet lukket og at fiskerarter, specielt hellefisk, der ikke bliver udnyttet fuldtud.

Hr. Jakob Sivertsen nævner specifikt problemer med indhandling af hellefisk i Kuummiut, da fiskefabrikken er ude af drift. Derudover nævner hr. Jakob Sivertsen, at specielt forekomsten af hellefisk i fjordkomplekserne i Diskobugten, Uummannaq og Upernavik ikke bliver udnyttet.

Landsstyret er enig med hr. Jakob Sivertsen i, at man i forbindelse med de igangsatte reformer indenfor fiskeriet også skal se på indhandlings- og fabriksfaciliteter. Landsstyret har igangsat tiltag til reformer. Det såkaldte Enoksen-udvalg har tilendebragt sit arbejde omkring det kystnære rejefiskeri og har fremsat sine anbefalinger overfor landsstyret. Disse anbefalinger er landsstyret påbegyndt at implementere.

Et udvalg, der skal analysere krabbefiskeriet har påbegyndt sit arbejde. Det næste tiltag vil være, at der skal nedsættes et udvalg, der skal analysere hellefiske- og jollefiskeriet.

Nuka A/S’ produktionsanlæg i Kuummiut har været lukket i foråret 2001 på grund af problemer med bakterier i vandet i bygden. Produktionsanlægget åbnede igen for indhandling i sommeren 2001 og har ikke været lukket siden. Der er ingen indhandlingsbegrænsninger i produktionsanlægget i Kuummiut og anlægget kan modtage flere fisk end det der faktisk bliver indhandlet.

Der kan være problemer med transport fra fiskestederne til Kuummiut. Nuka A/S har oplyst at dette problem opstår i islægsperioden og når isen bryder op.

I perioder kan der i visse byer være problemer med indhandling af hellefisk, idet der sker indhandlingsbegrænsning på grund af større fangster af fisk og rejer end produktionsanlæggene kan producere.

I visse bygder i hellefiskeområderne kan der være kapacitetsproblemer med indhandlingsbegrænsninger til følge. Disse skyldes produktionsanlæggenes fysiske rammer, som ikke levner indhandling over en vis mængde pr. dag. Udvidelse af disse produktionsanlæg kan være problematisk på grund af infrastrukturelle begrænsninger, såsom el og vand. For at undgå  omfattende indhandlingsbegrænsninger opfordrer landsstyret selskaberne og fiskerne om at indlede et tættere samarbejde.

Upernavik Seafood ApS har meddelt, at det er ønskeligt, at der indhandles flere mængder hellefisk til selskabets produktionsanlæg i Upernavik kommune, men efter landsstyret skøn bliver hellefisken generelt set udnyttet fuldtud i Nordgrønland, idet der i de senere år er blevet fanget større mængder hellefisk end biologernes anbefaling.

Efter landsstyrets vurdering er det ikke i indhandlingen af hellefisk kapacitetsbegrænsninger ligger, men i indhandlingen af andre arter. Dette gælder først og fremmest i højsæsonen om sommeren. Der har i de seneste år været problemer med indhandlingen af rejer om sommeren, idet der har været indhandlingsbegrænsninger i store dele af sommeren. Royal Greenland A/S planlægger at forbedre produktionskapaciteten af rejer ved at indsætte i alt seks rejepillemaskiner i Narsaq, Sisimiut og Ilulissat. Landsstyret vil afvente effekten af kapacitetsudvidelsen, før der indledes dialog med Royal Greenland A/S om alternative tiltag for at minimere indhandlingsbegrænsninger af rejer i højsæsonen.

Et andet problem er, at der i dag ikke er produktionskapacitet nok til at kunne indhandle al den potentielle fangst af torsk. Vi har her i år set tegn på, at torsken er ved at komme tilbage til vore farvande. Det er dog usikkert hvor stor ressourcen vil være i de kommende år og om torskens tilstedeværelse i vore farvande vil være af længere varighed. Landsstyret har derfor valgt at indsætte indhandlingsskibe, som skal indhandle torsk, indtil biologerne har en bedre overblik over ressourcen af torsk. For at undgå fejlinvesteringer har landsstyret valgt denne som fremgangsmåde, før der indledes dialog med Nuka A/S om eventuel generel udvidelse af produktionskapaciteten. Fejlinvesteringer kan i sidste ende koste samfundet mange penge.

Hermed har jeg på landsstyrets vegne besvaret landstingsmedlem Jakob Sivertsens spørgsmål.