02EM/01.25.01-89 Spørgsmål til Landsstyret: Hvad er Landsstyrets fremtidige politiske målsætning for og prioritering af hvilke indhandlings- og produktionsmuligheder... Fra Mads Peter Grønvold

20120913 09:27:16
02EM/01.25.01-89 Spørgsmål til Landsstyret: Hvad er Landsstyrets fremtidige politiske målsætning for og prioritering af hvilke indhandlings- og produktionsmuligheder... Fra Mads Peter Grønvold

Qullissat, den 7. juli 2002    EM 2002/89


I medfør af Landstingets forretningsordens § 36, stk. 2 fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål til Landsstyret

Spørgsmål til Landsstyret: Hvad er Landsstyrets fremtidige politiske målsætning for og  prioritering af hvilke indhandlings- og produktionsmuligheder, der skal tilbydes de kystnære fiskere?

(Landstingsmedlem Mads Peter Grønvold, Kattusseqatigiit)

Baggrunden for mit forslag til debat er min holdning til de kystnære fiskeres problemer omkring indhandling og produktion af deres fangst i de sidste år, nemlig, at problemerne bør løses ad politisk vej.

Der træffes beslutning om at etablere indhandlingssteder og produktionssteder, ligeledes indsættelse af indhandlingsskibe, og derved sikres fiskerne indhandlingsmuligheder.

De kystnære fiskere har gennem de seneste år haft alvorlige indhandlingsproblemer, f.eks. har de kystnære rejefiskere indhandlingsproblemer hver år, det gælder også de kystnære hellefiskefiskere.

Det er nu gået to år, siden man varslede torskens tilbagekomst, uden at der blev gjort noget særligt fra politisk side, selv om man derfra er vidende om de manglende indhandlings- og produk­tionsmuligheder.

Eksempelvis produceres torsken flere steder hos Nuka A/S, men det siges, at Nuka A/S ikke kan finansiere udvidelse af produktionsstederne, ligesom det fra politisk side vides, at Nuka A/S får bevilling fra Landstinget, og at Nuka A/S siger, at denne bevilling ikke kan dække udvikling af produktionsstederne.

Rejefabrikkerne til de kystnære rejefiskeri er i de seneste år været kapacitetstilpasset, selv om råvaremængden gennem de seneste år har været stigende.

De kystnære rejefiskere siger, at deres økonomi er yderst dårlig, bl.a. fordi der indføres indhandlingsbegrænsninger.


De kystnære fiskere kan i visse steder kun indhandle én gang om ugen, selv om de kan klare at indhandle flere gange om ugen.

Det samme problem gør sig gældende for de kystnære hellefiskefiskere, hvor de kan vente i flere dage for at kunne indhandle fangsten, og der indføres begrænsningen i de indhandlede mængder.

Ser man på de fartøjer, der bruges ved det kystnære fiskeri, er de i brug kun en del af året, bl.a. på grund af islæg om vinteren i Nordgrønland. Derfor er det yderst vigtigt, at fiskerne får mulighed for at fiske i den isfrie sæson for at kunne opretholde indtjeningen.

Jeg mener, at de kystnære fiskeri skal have bedre indhandlingsmuligheder. For at opnå det, er det nødvendigt med en endnu tydeligere politisk målsætning, det vil sige hos Landstinget og Landsstyret.

Der må tages en politisk beslutning om, hvilke indhandlingsmuligheder, der skal satses på fremtiden.

Det mærkes jo i dag, Landsstyret er splittet i denne sag, nogle af landsstyremedlemmerne er for indhandlingsskibe og andre er for landbaserede anlæg.

Jeg mener, at man fra politisk side klart må tage stilling til, hvad der skal være af indhandlings- og produktionsmuligheder i fremtiden. Kun derved kan man udvikle land-anlæg eller indhandlingsskibe.

Jeg selv er betænkelig ved den stigende eksport af uforædlede produkter uden begrænsning til andre lande i de sidste år.

Hellefiskefangsten i Upernaviup Kommunia eksporteres uden nogen form for forarbejdning på landanlæg, formentlig også uden gevinst for landets økonomi.

Jeg mener, at visse producenter gennem de seneste år har koncentreret sig om at eksportere fisken til udlandet og derved skab beskæftigelse der, uden at bruge vore egne land-anlæg.

Disse producenter prøver derved at undgå udgifter både til vand og el på landanlæggene, og eksporterer fisken stort set uden nogen form for forarbejdning til udlandet.

Tidligere var landets indtjening meget større, da man producerede fisken på landanlæg her i landet, for derved kom jo omsætning mellem fisker, producent, forsyning af vand og el, arbejder, skat­tekommune, landskassen og ikke mindst befolkningen i Grønland.

Stopper man ikke den ubegrænsede eksport af uforarbejdet fisk­ til udlandet, vil kommunernes sociale udgifter stige så meget, at kommunerne ikke længere kan bære det selv, og det kan ødelægge landets økonomi.

Jeg mener, at man bør gøre noget ved dette ubegrænsede eksport af uforarbejdet fisk.

Endelig mener jeg, at landanlæggene bør udbygges, for derved skabes der indtjeningsmuligheder for fiskerne. Man kan heller ikke løse de kystnære fiskeres indhandlingsproblemer ved at lade stå til.

Jeg mener, at Landstinget og Landsstyret må yde økonomisk støtte, og Landstinget har jo kunnet yde 269 mio. kr.- i støtte til Royal Greenland A/S’s kapacitetstilpasning i sin tid.