|
Dagsordenens punkt 49-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
12. mødedag, torsdag den 17. maj 2001
I henhold til § 32 i Forretningsordenen for Grønlands Landsting har jeg fremsat følgende beslutningsforslag, nemlig beslutningsforslag om afsættelse af midler til etablering af et behandlingshjem for handicappede i Kangerlussuaq.
Som bekendt har der tidligere i Landstinget været fremsat forslag om hjemsendelse af grønlandske vidtgående handicappede som bor i Danmark, hvilket er glædelig, men hidtil har man ikke udpeget en bestemt by som en mulighed.
Jeg foreslår Kangerlussuaq som det mest egnede sted i forbindelse med hjemtagelse af vidtgående handicappede, hvilket skyldes følgende grunde: Luften i Kangerlussuaq er ren, luften er tør og mere stabil som gør den mest egnet som beboelse for handicappede. Der er i forvejen idrætsfaciliteter og andre nødvendige faciliteter med mulighed for etablering i tilfælde af mangel.
Det siges endvidere, at heste er gode at anvende i forbindelse med behandlingen af syge og handicappede, dette kan jeg selvfølgelig ikke bevise, men det siges at forholde sig sådan. Vi ved at handicappede bliver plejet langt fra vort land i et sted hvor levemåden er en helt del anden.
Endvidere er besøg hos familien og familiebesøg besværligere er bekosteligere af bære. Ved en etablering i Kangerlussuaq vil familierne således kunne mødes oftere, og vil kunne bane vejen for den allerbedste løsning.
Med disse korte bemærkninger er det mit håb, at mit forslag vil blive velmodtaget og veldebatteret.
Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, Jørgen Wæver Johansen med et svarnotat.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen har fremsat forslag om, at Landstinget drøfter muligheden for, at der afsættes midler til etablering af et behandlingshjem i Kangerlussuaq for handicappede som i øjeblikket er anbragt i Danmark. Forslaget er af Formandskabet henvist til behandling som et beslutningsforslag.
Godmand Rasmussen begrunder sit forslag med, at Kangerlussuaq er det mest egnede sted p.g.a. klimaet, idrætsfaciliteterne og beliggenheden som giver mulighed for, at familier vil kunne mødes oftere med den handicappede.
Det har i Landstinget tidligere været drøftet i hvilke omfang der kan ske hjemtagelse af personer med vidtgående handicap som er anbragt i Danmark. Senest blev dette drøftet under Landstingets forårssamling 1999 i forbindelse med drøftelse af tillægsbevillingslov, hvor Landsstyret fik til opgave, at undersøge mulighederne for en institution i Paamiut.
I Juni 2000 blev der afsat midler til undersøgelsen. Og under indeværende samling omdeles til Landstingets medlemmer en redegørelse om denne undersøgelse, hvor i gennemgås mulighederne for hjemtagning af vidtgående handicappede der er visiteret til Danmark. Der foretages løbende hjemtagning af enkeltperson som er visiteret . Første og hidtidige eneste gang der har været hjemtaget en gruppe vidtgående handicappede var i 1991, hvor ..../Maniitsoq blev oprettet. Før denne hjemtagelse var gået et grundigt forarbejde og hjemtagelsesprojektet lykkedes da det viste sig, at denne gruppe kunne profitere at hjemtagningen.
Løbende vurderes mulighederne for, at de vidtgående handicappede personer anbragt i Danmark kan hjemtages enten eller til en egnet bomulighed eller en egnet døgninstitution. På nuværende tidspunkt er der ikke en samlet gruppe som kan profitere af en hjemslusning til en nyoprettet institution.
flere faktorer skal vurderes ved overvejelse om hjemslusning af en gruppe til en nyoprettet døgninstitution. Det skal vurderes om der er mulige fysiske rammer, endvidere om der kan skaffes de nødvendige faguddannede personale, og endelig skal det vurderes om der kan sammensættes en gruppe beboere som kan have udbytte af et fællesskab i en døgninstitution.
Vedrørende mulige fysiske rammer, så kræver dette først og fremmest at der er afsat de nødvendige økonomisk midler dertil. Vedrørende de nødvendige faguddannede personale er situationen i dag, at under halvdelen af de normerede pædagogstillinger i dag er besat med uddannede pædagoger. det er derfor ikke sandsynligt, at der til en ny institution vil kunne ansættes uddannet arbejdskraft som har specialviden inden for forskellige former for handicap.
Det er derfor en væsentlig hindring for etablering af endnu en døgninstitution for handicappede, at det er særdeles vanskeligt at skaffe det fornødne faglige personale. Her skal opmærksomheden henledes på, at de vidtgående handicappede som er visiteret til Danmark ikke har kunne tilbydes et behandlingstilbud i Grønland, fordi der kræves en specifik faglig ekspertise som ikke findes i Grønland.
Vedrørende sammensætningen af en gruppe beboere som kan have udnytte af et fællesskab i en døgninstitution skal bemærkes, at sammensætningen af en gruppe skal tage hensyn til de enkelte personers vidtgående handicap. Nogle handicappede trives simpelthen ikke sammen med andre handicappede. Endvidere kan behovene for behandlingstilbud til de enkelte vidtgående handicappede være meget forskellige.
Den geografiske placering af en eventuelt ny døgninstitution for vidtgående handicappede må ske ud fra en samlet vurdering af mulighederne for bygninger, boliger, personale og øvrige faciliteter, der er behov for i tilknytning til en institution, hvorfor det ikke vil være hensigtsmæssigt at beslutte sig for en placering før end der er taget stilling til en etablering af en ny institution.
Landsstyrets politik på handicapområdet er at der primært skal sikres tilbud til herboende handicappede, for at undgå yderligere nedsendelser til Danmark. Sekundært skal hjemtages handicappede når der kan etableres et tilbud til pågældende handicappede i et bofællesskab eller en døgninstitution.
Der er således igennem de senere år blevet oprettet et stigende antal beskyttede boenheder for handicappede som har kunne profitere af dette botilbud. Som tidligere nævnt aflevere Landsstyret en redegørelse om undersøgelse af mulighederne for hjemtagningen af vidtgående handicappede der er visiteret til Danmark til Landstingets medlemmer under indeværende samling.
Det er hensigten med redegørelsen skal kunne danne udgangspunkt for den videre planlægning på dette område.
Midler til eventuelt en ny institution bør afvente konkret beslutning om oprettelse af en sådan.
Og med disse bemærkninger anbefaler Landsstyret at beslutningsforslaget om afsættelse af midler til etablering af et behandlingshjem i Kangerlussuaq for handicappede personer anbragt i Danmark ikke fremmes.
Så går vi over til ordførerrækken. Partiernes, Kandidatforbundet og løsgængerens ordførere. Først er det Ruth Heilmann, Siumut.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Ganske kort. Landstingsmedlem Godmand Rasmussen har fremsat beslutningsforslag om afsættelse af midler til etablering af et behandlingshjem for handicappede i Kangerlussuaq. Selvom vi i Siumut godt forstår baggrunden for forslagsstillerens argument, så mener vi, at den store kulde om vinteren i Kangerlussuaq ikke vil være hensigtsmæssigt for de handicappede.
Men vi mener dog, at den skønne natur og de befordringsvenlige omgivelser i Kangerlussuaq om sommeren vil være egnet som feriested og samlingssted, ligesom Kangerlussuaq vil være et godt rekreationssted for handicappede.
Med disse bemærkninger skal vi i Siumut blot henvise til Landsstyrets svarnotat, som vi tager til efterretning.
Så går vi over til Atassuts ordfører, Godmand Jensen.
Godmand Jensen, ordfører, Atassut.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen har stillet et forslag om, at Landstinget afsætter midler til etablering af et behandlingshjem i Kangerlussuaq for vidtgående handicappede. Vi kan mærke, at forslaget er velargumenteret og har et godt formål.
Men imidlertid kan vi se, at et sådan projekt kommer til at koste mange penge. Forslaget kan drøftes meget bredt, idet det er udarbejdet med en god hensigt. Vi er dog i Atassut bekendte med, at de grønlandske kommuner har mulighed for at give den bedste betjening af de handicappede, ligesom Hjemmestyret anstrenger sig for at løse deres opgaver, og udvikler dem med de eksisterende muligheder samt ud fra de givne bevillinger.
Vi kan i Landsstyrets svarnotat se, hvordan status ligger, ligesom vi af svarnotatet erfarer, at der er midlertidige og gode muligheder for at foretage de næste skridt i forberedelsen af arbejdet. I den forbindelse ligger Atassut meget vægt på, at de handicappede får den bedst mulige og den mest velforberedte betjening. For vi er jo også bekendt med, at de af vores medmennesker der lider af et handicap har et stort behov for at bo i nærheden af lærerne.
Med disse bemærkninger skal vi udtrykke vores forståelse med Landsstyremedlemmets svar, idet man på længere sigt burde tage det som et mål, at man er velforberedt og grundigt i sin betjening af de handicappede. Vi tager derfor godt imod Landsstyrets svarnotatet, og tager det til efterretning, idet formålet også synes at være i overensstemmelse med Socialreformkommissionens anbefalinger.
Så er det Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit,
Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Landstingsmedlem Godmand Rasmussen Atassut har foreslået en etablering af et hjem for vidtgående handicappede i Kangerlussuaq, for derved at kunne hjemsende vores handicappede landsmænd som behandles i Danmark.
P.g.a. situationen i vores nyere historie får vi behandlet personer med vidtgående handicap via Handicapforsorgen i Danmark. Tilbuddene bliver taget til takke i arbejdet, idet disse anses for at være passende. Ansvaret for forsorg og behandling af vidtgående handicappede blev overtaget af Hjemmestyret i 1980. Dengang blev der taget en principielt beslutning om, at der skulle arbejdes for, at lade de handicappede blive i landet i stedet for at sende dem ud af landet. Siden dengang har kun et fåtal været nødt til at flytte til døgninstitutioner i Danmark.
Vi kan sagtens følge Godmand Rasmussen for hans omsorg for de nu ca. 125 handicappede der er nødt til at være i Danmark, og forstår godt hans ønske om at hjemtage disse. Men vi ved også, at dette ikke uden videre kan lade sig gøre.
Vi er enige med Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender i, at man må udvikle forsorgen for de handicappede der bor her i landet i første række, og at man dernæst baner vejen for en hjemtagning af de der er anbragt i Danmark.
Vi er med til dette arbejde i Landstinget, ligesom vi også gør det i Socialudvalget ud fra denne prioritering. Vi bakker fuldt ud omkring Landsstyrets svar til Godmand Rasmussen. Det synes, at være på sin plads i den anledning at sige, at der er en gensidigt og løbende orientering mellem Landsstyremedlemmet og Socialudvalget og at vi der som medlemmer af Socialudvalget gennem tæt samarbejde nøje følger med i spørgsmålet om hjemtagning af handicappede.
Men Inuit Ataqatigiit ser dog frem til, at Landsstyremedlemmet fremsætter en redegørelse til Landstinget om mulighederne for en hjemtagning af de handicappede med vidtgående handicap, der er anbragt i Danmark, og vil gennem Socialudvalget være med til et samarbejde omkring spørgsmålet vedrørende handicappede.
I forbindelse med drøftelsen af personer med vidtgående handicap vil Inuit Ataqatigiit spørge Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender om, hvor langt man er nået med registrering af de handicappede via EDB på grundlag af de bevilgede midler der blev givet via Finansloven sidste år, da det kom frem, at EDB-anlæggene i Socialdirektoratets regionalkontorer have et indtrængende behov for at blive udskiftet. Vi vil gerne se hvor langt man er fremme.
Som afsluttende bemærkninger skal vi meddele inden omdelingen af omtalte redegørelsen, at vi på nuværende tidspunkt ikke tilslutter os forslaget om at afsætte midler til etablering af et behandlingshjem for handicappede i Danmark i Kangerlussuaq.
Så går vi over til Kandidatforbundets ordfører, Loritha Henriksen.
Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Vi har fra Kandidatforbundet følgende bemærkninger til Godmand Rasmussens beslutningsforslag.
Vi har stor forståelse for baggrunden for forslaget, da vi er bekendt med, at vi i dag i Grønland mangler døgninstitutioner for vidtgående handicappede. Vi har nøje vurderet forslaget, og hvis vi kikker på status i dag, så har vi et stort problem som vi må løse først og fremmest, og det er at vi har en stor mangel på uddannede personale. Ikke mindst for så vidt angår døgninstitutioner for vidtgående handicappede, hvorfor vores første opgave må være i forbindelse med hjemtagning må være, at vi sørge for, at de nødvendige medarbejdere er til stede. Kun derigennem kan vi sikre, at hjemtagningen bliver en succes.
Vi har erfaringer for, at hjemtagningen ikke er af det værste, og hvis vi skal styrke hjemtagningen er det ,meget nødvendigt, at vi til stadighed udvikler vores medarbejderes kunnen, og at vi uddanner de nødvendige medarbejdere til disse institutioner.
Vi ved, at de allerede eksisterende døgninstitutioner for vidtgående handicappede er velfungerende, men vi savner dog uddannet grønlandsk personale. Vi må derfor i vores arbejde prioritere medarbejdernes uddannelse højt. Fordi man derigennem kan sikre en hurtig og ansvarlig hjemtagning af de handicappede, hvorfor vi ønsker, at vi skal planlægge hjemtagningen ansvarligt, det ønsker vi allesammen, ikke mindst forventer jeg, at familierne og de nære pårørende ønsker dette.
Man kan ønske, at hjemtagningen sker så hurtigt som muligt, men erfaringerne viser, at de handicappede som vi har i Danmark ikke har store problemer, hvor en del af dem, f.eks. har arbejde der er tilpasset vedkommendes handicap. Jeg ved, at enhver forældre med et handicappede barn får et miljø som er egnet til pågældendes handicap, uanset hvor pågældende er placeret.
Landsstyret har sat det som mål, at man så vidt muligt hjemtager de vidtgående handicappede fra Danmark uden dog at nævne årstal. Jeg lægger vægt på, at hjemtagningen sker ansvarligt og hvis dette skal ske, så skal vi have en nøje planlægning ikke mindst for så vidt angår, så skal vi have løst den personalemæssige side af sagen.
Jeg vil ikke have, at man forstår mine bemærkninger på en sådan måde, at jeg ikke anser vores nuværende personalet evner for at være lave, men jeg mener, at vi også bør gøre noget mere ud af uddannelsen af de ikke faglærte medarbejdere der er indenfor handicapforsorgen.
Også kurser for de ufaglærte kan også være en god vej i den retning.
At passe handicappede kræver et tort ansvar og kræver stor tålmodighed. Jeg er principielt meget enig med forslagsstilleren, og jeg håber, at det snart er på tide, at vi fastsætter os et mål om, hvornår vi skal have hjemtaget vores handicappede i Danmark, således at vi har et fast holdepunkt i vores fremtidige arbejde.
Kangerlussuaq kan selvfølgelig være en mulighed, men vi mener i Kandidatforbundet, at de strenge vintre måske synes, at være uegnet for de handicappede, ligesom vi også må sikre, at vi har det nødvendige personale. Jeg finder det også ønskeligt, at vi har et tæt samarbejde med handicaporganisationen.
Med disse bemærkninger er vi enige i Landsstyrets svarnotat.
Så er det løsgængeren Otto Steenholdt, værsgo.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Hvornår bliver det nødvendigt at skulle realisere det, det må vi snakke om. Lad os samle viden og når vi så har fundet frem til et egnet sted, så lad os udpege det. Det er bedre at tage et standpunkt når man har flere at vælge imellem, og når vi engang har besluttet, hvor vi skal bygge, så kan bevillingen følge med.
Når man rejser andre steder i verden, så begynder man at tænke over, hvad man eventuelt kan bygge i disse skønne steder. Forslagsstilleren har netop af den grund anset Kangerlussuaq som egnet sted for byggeri af det netop påbegyndte projekt om et behandlingshjem for handicappede. Det er en holdning der kræver en nærmere undersøgelse.
Vi skal helle ikke glemme de behov et sådan byggeri af et sådan behandlingshjem vil medføre. Netop disse forhold har Landsstyret taget med i betragtning i deres besvarelse.
Lad undersøgelsen fortsætte i Paamiut, men det er de afdækkede muligheder der danner grundlag for beslutning, og jeg skal overfor Landsstyret indstille, at man tager det op i det videre arbejde.
Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Jørgen Wæver Johansen.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Det er klart, at Landstinget i dette spørgsmål er i enighed, selvfølgelig vil vi tage samtlige muligheder her i Grønland med i vores videre arbejde. Og jeg anser dette forslag som et godt forslag, at vi i forbindelse med vores undersøgelser, at tage eventuelle barriere med i betragtning-
Ligesom det er blevet nævnt fra Atassut fra Godmand Jensen, at det kan blive dyrt med et sådan behandlingshjem, hvis vi altså etablere et bofælleskab for 10 handicappede, så kræver det omkring 27-30 nomeringer, og disse personer skal også have et hjem og disse har en familie og børn og børnene skal også have en skole og en daginstitutionsplads, så vil det også kræve ydelser fra sundhedsvæsenet, så er det jo betydelige summer vi her kommer til at snakke om, men i vores videre vurdering vil vi også tage disse holdninger med i betragtning.
Og jeg kan også allerede nu nævne, at vi har undersøgelser igang om hvordan vi bedre kan udnytte Kangerlussuaq f.eks. i sommermånederne bl.a. m.h.t. hvad angår børnene og ungdommen, det skal også tages med i betragtning i vores fremtidige vurderinger.
Inuit Ataqatigiit havde et spørgsmål som blev fremsagt, nemlig der blev afsat en bevilling på efterårets Finanslov m.h.t. en database til registrering af handicappede i EDB. Udstyret er allerede indkøbt, det næste bliver så at indarbejde materialerne i denne bank, og vi regner med, at det bliver realiseret i løbet af sommeren. Det er derfor, at jeg har en besvarelse til et sådan spørgsmål.
Og jeg bemærker også, at der er enighed i Tinget om, at der skal være et velforberedt projekt, det er det man ønsker her, og man skal heller ikke være i tvivl om, at vi så vidt muligt skal prøve på at opnå servicering for vores handicappede. Tak.
Dernæst er det forslagsstilleren, Godmand Rasmussen.
Godmand Rasmussen, forslagsstiller, Atassut.
Jeg skal allerede bemærke, at der er bred enighed her i partierne. For det første m.h.t. besvarelsen fra Landsstyremedlemmet, og forinden jeg besvarer det, så vil jeg lige knytte bemærkninger til partiernes ordførere.
Vi har været inde på lignende spørgsmål i går, så kom der meget gode intentioner fra Siumut og Inuit Ataqatigiit, men jeg fandt det mærkeligt, at Siumuts ordfører kom med så korte bemærkninger, og jeg beskylder vedkommende for at være uinteresseret i spørgsmålet.
M.h.t. den ekstreme kulde der er i Kangerlussuaq, så er vi bekendt med, at Kangerlussuaq kan blive meget kold sted, altså selvom vi er raske så begrænser også kulden vores muligheder for at komme uden for.
Jeg vil lige overfor Landsstyremedlemmet bemærke, at jeg har en stor forståelse for hans besvarelse, men jeg har følgende besvarelse. Jeg vil godt lige bemærke, for det første siger jeg tak for besvarelsen, men efter en gennemgang fandt jeg noget betænkeligt.
For det første m.h.t. hjemtagning af de handicappede, det er en landstingsbeslutning, og det kom han ind på, ligesom han nævnte det i sin besvarelse. Som bekendt blev der afsat en bevilling i juni måned 2000 til disse undersøgelser, og jeg ser frem til at høre resultaterne af denne undersøgelse. Ligeledes er vi bekendt med, at man i 1999 hjemtog man handicappede til ... i Maniitsoq, og så er der igang et bofællesskab i Tasiilak. Disse intentioner har vist, at det har været til stor gavn for de pågældende personer, det er det gode ved disse initiativer.
Det er derfor, at jeg gerne vil have, at der er nogle der forstår, at det ikke er min intention i mit forslag at vi skal forhaste os med en beslutning, det er netop den grund at jeg har fremsat et forslag om etablering af et hjem i Kangerlussuaq.
M.h.t. at hvis vi fastholder hjemtagningen af disse handicappede, så må vi også bestemme os til, hvor vi skal hjemtage disse handicappede til.
Landsstyremedlemmet fastslog, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogle handicappede der skal hjemtages, jeg har en andre holdning. Situationen er anderledes ligesom det blev sagt fra IA, et tal på 125, men jeg mener dog ikke, at samtlige handicappede skal hjemtages samtidigt. Det er altså ud fra de faktiske forhold for de enkelte personer, at vi skal hjemtage disse personer. Hvis vi ikke gør det, så vil vi tage fejlagtige beslutninger.
Landsstyremedlemmet for også inde på, at vi mangler faglært personale. Men hvis vi ikke laver en tilrettelagt planlægning, så kan vi heller ikke løse problemerne, heller ikke i fremtiden. Vi har fået Hjemmestyre, men hvem har sagt, at det kun er de raske personer, der skal være her i Grønland, når forslaget er realiseret, så regner vi fra Atassut helt bestemt med, at vi også kan fremskaffe faglært personale, fordi man ikke skal være tilbageholdende bare m.h.t. mangel af faglært personale.
Man kan jo først løse problemerne, hvis man vil gøre noget ved det. Det er et klart budskab i besvarelsen, at vi skal stoppe nedsendelsen til Danmark. Hvis vi skal gøre det, så bliver vi nødt til at fine egnede steder, det er derfor at jeg har fremsat Kangerlussuaq som et egnet sted.
Ligesom alle andre eventuelt kan fremkomme med en forslag om en anden by.
Så er det til Otto Steenholdt. Jeg siger tak til dig for din forståelse for forslaget. Jeg har som Landstingsmedlem fremsat et forslag, hvis andre medlemmer også fremsætter et forslag om et andet sted, så vil jeg helt bestemt støtte det, men planen er allerede igangsat, og den vil fortsætte.
Kandidatforbundet er jeg betænkelig ved. Når man diskutere sagen og planlægger hvad angår samfundet, så hvis vi ikke laver en tidsfrist så er det meget svært at skulle opnå resultater, hvis vi altså politisk skal tage en beslutning, så kan vi først opnå resultater.
Generelt m.h.t. partiordførerne, jeg har forståelse for Jeres bemærkninger og jeg takker dem for den forståelse jeg har mødt her, og jeg ser frem til gode resultater, hvad angår Landsstyremedlemmets besvarelse, og netop fordi han sagde, at forslaget også kan bruges i det videre arbejde.
Jeg fastholder selvfølgelig ikke Kangerlussuaq som det eneste sted vi kan bruge Selvfølgelig skulle vi tage en beslutning til gavn for hele samfundet. Vi skal tage en beslutning på baggrund af en beslutning vi har taget her i Landstinget om hjemtagelse af de handicappede, således at jeg har påpeget Kangerlussuaq som et muligt sted netop fordi mulighederne for familiemedlemmerne at se disse pårørende i Kangerlussuaq.
Med disse korte bemærkninger takker jeg for partiordførernes indlæg.
Dernæst er det Siumuts ordfører Ruth Heilmann. Efterfølgende er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og derefter Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.
Ruth Heilmann,
ordfører, Siumut.
Forslagsstilleren beklager sig over vores korte bemærkninger. På baggrund af de tidligere fremkomne bemærkninger vi har haft, så ønsker vi inderligt, at også vi skal arbejde for de handicappede, og på baggrund af disse initiativer har vi haft hjemtagning af nogle af de handicappede og de bor nu i Maniitsoq.
Eftersom vi bor sammen med dem i Maniitsoq så befinder de sig i høj grad udendørs. Hvis man skal være realistiske, så har vi stor forståelse for Godmand Rasmussens forslag. M.h.t. den ekstreme kulde i Kangerlussuaq, selvfølgelig vil de ikke være indendørs hele tiden. Sommermånederne er ideelt også fordi det er et skønt sted, også fordi at der er gode færdselsmuligheder. Derfor kan man godt bruge det i sommermånederne. Jeg mener, at det er et egnet sted.
Med disse korte bemærkninger har vi fremsat vores synspunkter.
Så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Jørgen Wæver Johansen.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
M.h.t. forslagsstilleren så har jeg nogle besvarelser. Jeg mener ikke, at vi skal tage enkelte ord, og være uenige om det. Jeg har ikke sagt, at det ikke er muligt at hjemtage nogen. Men jeg har sagt, at der måske ikke er mulighed for at hjemtage 10 personer på engang, men selvfølgelig undersøge vi sagen til stadighed, men der findes nogle kommuner som af egen drift også ud fra den kunnen de har, så hjemtager de også deres handicappede.
Forslagsstilleren har sagt, at hvis vi altså ikke laver en planlægning, så kan vi heller ikke opnå resultater, det er derfor at vi har udarbejdet en plan, og har til stadighed vurderet situationen, og hjemtager til stadighed enkelte handicappede, og det er derfor, at vi ikke skal beskyldes ikke at gøre noget. Vi har også taget en beslutning om, at oprette en databank for viden indsamling, således at man derigennem også får øget antallet af dem der bliver hjemtaget.
Arbejdet er allerede igangsat, og der er afsat midler til formålet, og jeg regner med at kunne fremkomme med en redegørelse om status for dette arbejde overfor Landstinget.
M.h.t. bemærkningerne, og det jeg kan forstå ud fra disse, så er Atassut enig med Landsstyrets besvarelse, det konstaterer jeg igen, og det tyder på, at forslagsstilleren også selv ønsker, at vi fortsat skal service den gruppe mennesker på en god måde, og vi ikke skal hjemtage disse personers bare for hjemtagelsens skyld, men det er ud fra deres handicap og ud fra vores kunnen i forbindelse med serviceringen af disse, at vi skal hjemtage disse personer.
Der er altså en bred enighed her i Tinget, at det skal man lægge mærke til.
Så er det Inuit Ataqatigiits ordfører Asii Chemnitz Narup. Og efterfølgende er det Loritha Henriksen, Kandidatforbundet.
Asii Chemnitz Narup, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
For en meget kort bemærkning. Godmand Rasmussen sagde, at hvis vi skal bruge faglært arbejdskraft skulle bruges som barriere, at det ikke er godt nok, det er allerede bekendt, at sagen er kørende, der er planlægning igang, der er allerede afsat midler herfra, og vi vil være med her fra Inuit Ataqatigiit til planlægningen, men vi finder det væsentligt, at man også tager beslutninger ud fra de faktiske forhold.
M.h.t. personalesituationen, så er vi bekendt med, at vi har meget begrænsede ressourcer indenfor det sociale område. Hvis man også skal arbejde med de handicappede, så sal man også velkvalificerede medarbejdere. Derfor finder vi det væsentligt, at skulle forholde sig til de faktiske forhold, man skal være sandfærdig, det er derfor, at det er godt med Jeres hold fra Jeres partiers side om det.
Jakob Sivertsen kan jeg også kommentere, fordi han også er medlem af Socialudvalget, at sagen er til stadighed under behandling i udvalget, og mellem Landsstyret og os.
M.h.t. handicapforeningen, så har den henvendt sig til offentligheden og til os med den tanke, at skulle forbedre behandlingen af handicappede børn, og det er derfor ,at vi skal tage det alvorligt, at kunne klare behandlingen her i Grønland.
M.h.t. hvem det bliver der skal hjemtage, det skal vi planlægge, vi har ikke givet op, det mener jeg ikke.
Så er det Kandidatforbundets ordfører, Loritha Henriksen.
Loritha Henriksen, ordfører, Kandidatforbundet.
Godmand Rasmussen har været inde på, at han nok har misforstået mig, at vi må fastsætte en tidsfrist for hjemtagelsen, at vi inden for en tidshorisont skal hjemtage bestemt antal personer. Det vigtigste er dog i forbindelse med hjemtagelsen, at vi også skal være klar med velkvalificerede medarbejdere, og det er derfor at man ikke skal prøve på at misforstå os.
Så er det forslagsstilleren Godmand Rasmussen, jeg regner med at han bliver den sidste taler her i punktet.
Godmand Rasmussen, forslagsstiller, Atassut.
Jeg vil ikke kommentere forslaget nærmere. Jeg vil godt endnu engang sige tak til Otto Steenholdt for hans store forståelse, og jeg har bestemt mig for en sag, så vil jeg også gerne opnå resultater. Jeg bruger aldrig tomme ord.
Jeg tror på den landstingsbeslutning, det er derfor, at jeg har fremsat mit forslag. Det er en klar og utvetydigt beslutning, der er taget her i Landstinget m.h.t. hjemtagelse af de handicappede, det var vi inde på i fjor. Der er et slogan der ledsages og gentages nemlig, at en person der har påbegyndt at bygge hus har ikke færdiggjort byggeriet. Så kontakten er meget væsentligt især i højtiderne her i Grønland. Det hører med til vor kultur.
Man kan måske ændre situationen hvis man altså kan tage e beslutning om placeringen af et sådan behandlingshjem eller bofællesskab.
Kandidatforbundet vil jeg lige rette. Vi har ikke nævnt et bestemt årstal. Inuit Ataqatigiit beskylder os for at vi ikke har brugt længere .. Begrundelsen for mit forslag er, at man hele tiden beskyldes for manglende .. personalesituationen er begrundelse for ikke at realisere hjemtagelsen. Men hvis vi altså kan etablere et sådan et sted for de handicappede, så mener jeg også, at vi også kan fremskaffe det nødvendige personale.
Jeg vil altså henholde mig til hvor meget eller hvor stærkt handicappede personale der skal være i forbindelse med hjemtagningen. Jeg vil gære det kort.
Også fordi jeg konstaterer, at der er negative holdninger til mit forslag bl.a. fra Landsstyrets besvarelse. Så er der en radioudsendelse forleden dag, så kan jeg høre, at den brede opbakning jeg fik bl.a. fra Handicapforeningen, foreningen er meget glad for et sådan forslag, det er jeg meget glad for mit vedkommende.
Jeg vil sålænge jeg er medlem af Tinget vil jeg forfølge sagen, selvfølgelig vil jeg også tage til efterretning, hvis nogle fremkommer med et bedre forslag.
Lars Karl Jensen, 3. næstformand for Landstinget, Siumut.
Det er flertallet der går imod forslaget med baggrund i besvarelsen fra Landsstyremedlemmet. Flertallet i salen mener at punktet ikke skal udvalgsbehandling, således er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Jørgen Wæver Johansen.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Jeg mener, at forslagsstilleren prøver på at dreje sagen i forkert retning. Jeg mener, at hvis vi skal henhold os til de faktiske forhold, og jeg mener også at medlemmerne i Socialudvalget er bekendt med forholdene. Siden det blev etableret 1999, så har der været en personaleflugt på over 200 personer selvom der kun er 3 klienter.
Det er ud fra de faktiske forhold, vi skal udvikle, og det er ikke betryggende for familiemedlemmerne, at skulle opleve sådanne forhold i behandlingen. Det er altså en betryggende behandling vi skal tage som udgangspunkt i vores bestræbelser.
Og til sidst vil jeg fremkomme med en eftertanke, at den der råber højest er ikke den snakker sandheden.