|
Dagsordenens punkt 28-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
5.
mødedag, fredag den 5. maj 2000
Tak. Som Landstingsformanden også sagde, så har vi som udvalgsmedlemmer fremsat et beslutningsforslag om, det er Hans Enoksen, Lars Karl Jensen fra Siumut, Siverth K. Heilmann fra Atassut, Mads Peter Grønvold fra Kandidatforbundet, og undertegnede Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.
Spørgsmålet om hvilke redskaber, der bør anvendes i hellefiskefiskeriet i Grønland har været drøftet igennem de seneste mange år, og i den forbindelse trådte et forbud mod garnfiskeri efter hellefisk i kraft den 1. januar år 2000, men allerede ganske kort efter årsskiftet fandt Landsstyret imidlertid, at der var behov for, at dispensere herfra ved at udskyde garnforbudet, for så vidt angår et nærmere bestemt område ved Ilulissat, således at forbudet først får virkning i det område fra 1. maj 2000.
Udviklingen af hellefiskefiskeriet bør tilstræbe en overgang fra garnfiskeri mod fiskeri med linie, hvilket skal ses i lyset af, at det kan konstateres, at sammensætningen af hellefiskefangsten gennem det seneste år har bevæget sig i retning af, at små fisk udgør en stadig større andel.
Samtidig må overgangen fra garnfiskeriet til linefiskeri ske på en måde, der tager hensyn til den enkelte fisker, og denne behov for indtjening. At overgangen fra en fiskeriform til en anden er vanskelig for fiskerne ses ved, at Landsstyret som omtalt måtte udskyde garnforbudet for et nærmere bestemt området i Ilulissat.
Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landsbrugsudvalg pegede på nogle af disse problemstillinger i sin betænkning ved 2. behandlingen af Fiskeriloven ved Landstingets efterårssamling 1996, som blev drøftet som punkt 52 dengang. Udvalget indstillede på dette tidspunkt, at der skulle arbejdes for at sænke priserne på fiskeredskaber, da alternative til garn, så som linier, kroge m.m. Hvis anskaffelse af f.eks. linier billiggøres, så animeres garnfiskerne til at overgå til andre og mere ressourcevenlige fiskeriformer.
Da det som nævnt kan konstateres, at overgangen fra garnfiskeri til andre fiskeriformer, er vanskelig for fiskerne, at udvalgets daværende indstilling fortsat aktuel. På denne baggrund foreslås det, at Landsstyret tager initiativ til regeldannelse, der har til formål at animere hellefiskere, der fisker med garn, til at overgå til alternative fiskeriformer såsom linefiskeri og det foreslås i denne sammenhæng, at opmærksomheden rettes mod de muligheder, billiggørelse af alternative fiskeriredskaber repræsenterer.
Så er det Landsstyremedlemmet for Erhverv, Simon Olsen med et svarnotat.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Erhverv, Siumut.
Det fremsatte beslutningsforslag tager bl.a. udgangspunkt i, at der bør tilstræbes en overgang fra garnfiskeri til fiskeri med linie. Dette skal ses i lyset af, at det kan konstateres, at sammensætningen af hellefiskefangsten gennem de seneste år har bevæget sig retning af, at små fisk udgør en stadig større andel af fangsterne.
Landsstyret er opmærksom på udviklingen i det kystnære fiskeri efter hellefisk, hvor der har været stigende fangstmængder i de seneste år. Udviklingen har mængdemæssigt og økonomisk været særdeles positivt Upernavik, Uummannaq og Diskobugten. Fangsterne er i disse områder steget fra et niveau omkring 7.000 tons årligt i midten af 1980'errne til knap 25.000 tons i de seneste par år.
Linefiskeriet har i de seneste år udgjort ca. 75 % af fangsterne, og i Upernavik distrikt har der i flere år været forbud mod garnfiskeri ifølge en kommunal vedtægt.
Jeg skal her nævne, at biologernes rådgivning for områderne Upernavik, Uummannaq og Diskobugten for indeværende år er på i alt 18.200 tons, eller det som i 1999. Der er med andre ord tale om en situation, hvor fiskeriet overstiger den biologiske anbefaling med ca. 7.000 tons.
Uanset at biologernes rådgivning er forbundet med forskellige bemærkninger, er det Landsstyrets opfattelse, at der er behov for at udvise stor forsigtighed med hensyn til fiskeriindsatsen i de nærmeste år. Landsstyret har derfor ikke planer om at forlænge eller gentage indførelse af den midlertidige ordning med tilladelse til garnfiskeri, som har været gældende i et begrænset område i Ilulissat indtil udgangen af april i år.
Forbudet mod garnfiskeri blev efter flere års drøftelser, hvor KNAPK også var inddraget gennemført ved en bekendtgørelse, der blev udsted i februar 1998. Efter ønske fra KNAPK blev ikrafttrædelsestidspunktet for garnforbudet dog udsat til 1. januar 2000.
Når det foreslås, at der skal tages initiativ til regeldannelse, som animerer fiskerne til at gå over til linefiskeri, må det fremhæves, at de gældende regler nu er sådan, at fiskerne ikke må benytte garn i det kystnære fiskeri efter hellefisk.
Det er klart, at Landsstyret må forlange, at fiskerne på lige fod med andre erhvervsdrivelse følger de regler som Landstinget eller Landsstyret fastsætter for udøvelsen af erhvervet og for udnyttelsen af samfundets ressourcer. Derfor ser Landsstyret ikke noget behov for at indføre særlige ordninger, som skal animere fiskerne eller andre erhvervsdrivende til at indrette deres aktiviteter efter gældende regler.
Forslagsstillerne nævner bl.a. at Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget i 1996 har indstillet, at der skulle arbejdes for at sænke priserne på fiskeredskaber. Det foreslås i denne sammenhæng, at opmærksomheden rettes mod de muligheder, billiggørelse af alternative fiskeriredskaber repræsenterer.
Landsstyret finder det hverken realistisk eller hensigtsmæssigt at gennemføre regler, som pålægger private firmaer eller hjemmestyreejede virksomheder at reducere prisen på bestemte typer fiskeriredskaber. Såfremt fiskerne mener, at priserne hos lokale leverandører er for høje, har de som andre mulighed for at fremskaffe og udnytte sammenlignelige tilbud fra leverandører i eller uden for landet. Ligeledes kan fiskerne forsøge at opnå rabat ved fælles indkøb.
Det er Landsstyrets opfattelse, at billiggørelse af langliner m.m. gennem særlige tilskudsordninger heller ikke er den rette vej at gå. Omstillingen til linefiskeriet er en relativt begrænset omstilling af fiskeriet. Udviklingsfasen i fiskeriet efter hellefisk frem til kommercielt fiskeri er overstået for mange år siden. Det vil derfor ikke harmonere med Landsstyrets politik om at reducere bestående erhvervstilskudsordninger, såfremt der indføres en ny tilskudsordning til særlige former for fiskeriredskaber. Endelig er kravet om, at benytte andre fiskeredskaber offentliggjort i meget god tid forud for gennemførelsen heraf. De pågældende fiskere har derfor haft god tid til at omstille sig til linefiskeriet.
Som tidligere nævnt er det allerede ca. 75 % af fangsterne, der fiskes med linier. En eventuel særlig tilskudsordning for de fiskere, som fanger de 25 % af fangsterne med garn, vil således - af de fiskere, som allerede har omstillet deres fiskeri til linefiskeri - kunne opfattes som en urimelig forskelsbehandling.
Det er på denne baggrund Landsstyrets opfattelse, at det fremsatte beslutningsforslag ikke bør vedtages.
Så
går vi over til partiernes ordfører. Først er det Lars Karl Jensen, Siumut.
Lars-Karl Jensen, ordfører, Siumut.
Samtlige medlemmer af Fiskeri- og Fangstudvalget har stillet forslag om, at Landsstyret tager initiativ til regeldannelse omkring overgang fra garnfiskeri til linefiskeri af hellefisk, og fra Siumut har vi følgende bemærkninger der til.
Som bekendt blev garnfiskeriet efter hellefisk indstillet i år i Uummannaq og Ilulissat, og på den baggrund har fiskerne blandt andet stødt på problemer som hovedsageligt har været af økonomisk karakter. Fiskerne har vist, at garnfiskeri efter hellefisk ville stoppe i pr. den 1. januar år 2000, men at der i den forbindelse ville blive stillet hjælp i overgangsperioden.
Fisker- og Fangersammenslutningen KNAPK har godkendt indstilling af garnfiskeri efter hellefisk, men sammenslutningen har samtidig stillet krav om, at der skal stilles foranstaltninger i overgangsperioden, som eksempelvis ved nedsættelse af priserne på udstyr til linier og agn.
Et enigt Fiskeri- og Fangstudvalg har støttet den tanker ved fremsættelse af udvalgets betænkning, og udvalget har påpeget, at der endnu ikke er fremført initiativer omkring denne problematik, og derfor støtter vi fra Siumut et enigt Fiskeri- og Fangstudvalg, og skal i den anledning opfordre til, at Landsstyret retter henvendelse til KNAPK, for at drøfte, hvordan fiskerne eventuelt kan hjælpes i overgangsperioden.
Fra Siumut er vi vidende om, at det kan være dyrt for fiskerne, at overgå fra garnfiskeri til linefiskeri, for udgifterne til udstyr til f.eks. spil og linier, kan være meget dyrt. Der er behov for at klargøre, om det er på dette område, hjælpen eventuelt skal tilbydes.
Med disse bemærkninger har vi således kommenteret forslaget fra Fiskeri- og Fangstudvalgets medlemmer, og vil fra Siumut ønske, at Landsstyret udarbejder gode og holdbare løsningsmodeller på dette område.
Så er det Siverth K. Heilmann, ordfører, Atassut.
Siverth K. Heilmann, ordfører, Atassut.
Indledningsvis skal jeg til orientering meddele, at mine bemærkninger er skrevet før jeg modtog Landsstyrets svarnotat.
Fra Atassuts side ligger vi afgørende vægt på, at man hele tiden fornyer fiskeriområdet, og at man tilstadighed også skal effektivisere fiskeriet, således at man løbende modernisere fiskeriområdet, idet det er vores hensigt, at udvikle fiskernes vilkår. På den måde kan man også opnå et bæredygtigt fiskeri.
Under Landstingets efterårssamling 1996 har vi fra Atassut været med til, at 1. behandle sagen om hellefiskefiskeri med garn, hvor vi har henstillet til Landsstyret og Landstingets Fiskeri,- Fangst og Landbrugsudvalg om, at garnfiskeri efter hellefisk skal vurderes omhyggeligt i de to instanser, hvis fiskeriet med garn skal forbydes ved kysten.
Under sagens 2. behandling dengang har disse undersøgelser haft positive virkninger, det daværende udvalg foretog en høring til forskellige instanser samt fiskere, hvorefter Landsstyret og Landstinget har bearbejdet en indstilling om, at det kystnære fiskeri med garn skal forbydes ved lov med virkning fra januar 2000, hvor Landstinget godkendte forslaget.
Atassut har lige som udvalget lagt vægt på, at samtidig med, at fiskerne ikke længere benytter garn i hellefiskefiskeriet, så skal man også iværksætte en større kampagne, og man skal skulle sikre, at man ikke skulle komme til at mangle fiskeredskaber i butikkerne, i de steder, hvor der fiskes efter hellefisk, så som langliner, krog, avl m.m., og man blev også enig om, at Landsstyret skal undersøge, hvor man kan skaffe billigere fiskeriudstyr.
Fra Atassuts side ligger vi mærke til, at indstillingerne ikke er blevet fuldt effektueret fra Landsstyrets side, hvilket vi finder beklageligt. Dette har vi også under vores deltagelse i Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalgs deltagelse i en konference i efteråret lagt mærke til, især i forbindelse med forbud mod benyttelse af garn til hellefiskefiskeri nogen steder, at man ikke er blevet forberedt, bl.a. ved Ilulissat, hvor der ved begrænset området og i et begrænset tidsrum er blevet givet tilladelse til at fiske med garn.
Afslutningsvis skal vi fra Atassuts side meddele vores glæde over, at Fiskeri-, Fangst og Landbrugsudvalget i enighed og i forståelse om problemerne omkring overgang fra garn til langlinefiskeri har anmodet Landsstyret om, at udfærdige regler og at der skal foretage prisreduktioner for fiskeredskaber, hvilket vi fra Atassuts side skal opfordre til, at man vurdere grundigt inden en effektuering finder sted.
Så er det Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit.
Johan Lund-Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Fra Inuit Ataqatigiit finder vi det på sin plads, at præcisere, at forbudet mod brug af garnfiskeri og efterfølgende overgang til linefiskeri, det er ikke noget som vi kan komme uden om, som også Landstinget allerede har taget principielt stillingtagen til i 1996, hvor også Inuit Ataqatigiit støttede, at der blev indført et forbud mod krabbefiskeri. Vi er således allerede her enig med Landsstyret, det mener jeg er på sin plads, at præcisere, at vi allesammen er enige om principperne i baggrunden for forslaget.
Men der er også en anden ting som må præciseres, og det er, at vi under Landstingets drøftelse i 1996, at vi også husker på, hvad der blev lovet dengang, fordi dengang så indstillede det daværende Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg, så svarede det daværende landsstyremedlem således, og jeg vil gerne have, at formanden tillader at jeg citerer; citat AUdvalgets indstilling om, at man arbejder på billiggørelse af fiskeredskaber i forbindelse med overgang til linefiskeri, så kan jeg på Landsstyrets side udtale, at Fiskeridirektoratet vil undersøge dette grundigt, og finde ud af ordninger, hvordan dette kan realiseret mest hensigtsmæssigt@, citat slut.
Forholdene er således, så har man allerede dengang lagt vægt på en overgangsordning i forbindelse med overgangen til linefiskeri, og det er også netop baggrunden for forslagsstillernes beslutningsforslag. Og ikke mindst på baggrund af de konferencer der har været i Uummannaq og Ilulissat i december sidste år, hvor det også fremgik, at Direktoratet ikke har kunne effektuere sine lovninger.
Fiskerne har selvfølgelig ikke overhørt, hvad Landstinget har lovet i 1996, og dette kan uden tvivl være en årsag til, at de har været lidt svært på visse lokaliteter, at gå over til linefiskeri, hvor man flere steder har været nødt til, at udsætte en indførelse af et totalt forbud.
Inuit Ataqatigiit har derfor stor forståelse for forslagsstillerne, at man stadig undersøger ordninger, der kan billiggøre fiskernes overgang til linefiskeri fra garnfiskeri. Der er behov for en eller anden overgangsordning.
Linefiskeri er ikke et slet erhverv, men et tungt erhverv, som kræver meget af de enkelte fiskeri, og fiskerne har derfor også brug for bedre udstyr, f.eks. til at hale langliner ind.
Vi er i det store hele enig med Landsstyrets svarnotat, men inden vi færdigbehandler forslaget, så skal vi anmode Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget om at undersøge om der via ESU ikke kan etableres en ordning, således at man kan lette overgangen til hellefiskefiskeri for fiskerne.
Det har vi allerede givet mulighed for tidligere, og nu da man alene skal til at bruge linie, så er der desto større behov for en sådan overgangsordning. Da Inuit Ataqatigiit idet store hele er enig med Landsstyret, så skal vi ønske, at sagen henvises til behandling i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget inden 2. behandlingen.
Så er det Mads Peter Grønvold fra Kandidatforbundet.
Mads-Peter Grønvold, ordfører, Kandidatforbundet.
Vi har her i forbindelse med beslutningsforslagets 1. behandling følgende at bemærke fra Kandidatforbundet.
Indledningsvis så skal vi fra Kandidatforbundet udtrykke vores glæde over, at Landstingets Formandskab har sat vedlagte forslag til landstingsbeslutning på dagsordenen. Vi har fra Kandidatforbundet ikke undgået, at bemærke, at der i de nordgrønlandske hellefiskedistrikter i forbindelse med overgangen til linefiskeri, at Landsstyrets lovninger om lempeligere overgangsordninger ikke er blevet realiseret, og det kan vi fra Kandidatforbundet ikke på nogen måde acceptere.
Det er absolut nødvendigt, at hellefiskefiskere, at lovningen til dem, om en overgangsordning, at den realiseres, og at Landsstyret realisere en økonomisk støtteordning, som vi også fra Kandidatforbundet ønsker og kræver.
Kandidatforbundet er bange for, at indstilling af garnfiskeri, at denne så vidt angår Diskobugten, og ikke mindst forsyningen af Qasigiannguit og Qeqertarsuaq, skal komme til at mangle råvarer til produktion.
Kandidatforbundet vil have, at Landsstyret erindrer, at i forbindelse med strukturændringer inden for fiskeindustrien, at man allerede har ramt Qasigiannguit og Qeqertarsuaq hårdt, og Kandidatforbundet kan ikke acceptere, at disse kommuner rammes yderligere, da kommunernes eneste primære indtægtsgrundlag er fiskeriindustrien.
Fra Kandidatforbundet ligger vi afgørende vægt på, at de fiskere, de fisker efter hellefisk, at de vil få større driftsudgifter i forbindelse med linefiskeri. Vi vil ligeledes, at vi kræver overfor Landsstyret, at man undersøger dette, at man undersøger, hvordan driftsudgifterne vil være i forbindelse med en overgang til linefiskeri.
Fiskerne kan ikke drive et rentabelt fiskeri, hvis de ikke fanger mange hellefisk. Vi må også have for øje. at hellefiskepriserne har været meget stabile i dem senere år, og vi mener fra Kandidatforbundet, at der må banes vej for at hellefisk fanget med linie skal opnå højere priser, det vil vi også have at Landsstyret arbejder for, det opfordrer vi til fra Kandidatforbundet side.
Vi må også erindre, at en fuldstændig overgang til linefiskeri, at det vil resultere i bedre kvalitet af de indhandlede hellefisk, vi må også have i baghovedet, at der visse steder er så mange hellefiskekuttere, at man må indføre indhandlingsbegrænsninger, således at man gør det endnu mere urentabelt at drive hellefiskefiskeri visse steder.
Derfor skal vi fra Kandidatforbundet overfor Landsstyret og overfor Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg og overfor Erhvervsstøtteudvalget, at opfordre til, at hellefiskefiskere, at man drager omsorg for, at de stadigvæk kan drive et rentabelt erhverv. Sådan som tingene er i dag, så kan man ikke undgå, at en del fiskekuttere må ophøre med hellefiskefiskeri, og det kan jeg ikke som udvalgsmedlem acceptere.
Jeg har også flere gange i Fiskeriudvalget nævnt, at indførelse af et totalt forbud mod garnfiskeri, og da man ikke har realiseret det lovede, så kan vi ikke acceptere dette fra Kandidatforbundets side.
Med disse bemærkninger her, og med henvisning til vores bemærkning her, så mener vi, at sagen og forslaget bør henvises til behandling i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget.
Og så er det Landsstyremedlemmet for Erhverv, Simon Olsen med et svar til partiernes og Kandidatforbundets indlæg, og derefter er det Lars Karl Jensen, Simon Olsen.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Erhverv, Siumut.
Til partiernes og Kandidatforbundets indlæg, så er jeg glad for de fremkomne bemærkninger. Først vedrørende Siumuts ordførerens indlæg, opfordring til at man henvender sig til KNAPK, for at drøfte hvordan fiskerne eventuelt kan hjælpes i overgangsperioden. Der er også fremsat forslag om f.eks. nedsættelse af priserne til spil.
Vi bemærker, at man fra Atassut vil have, at man erindrer beslutningerne i efterårssamlingen 1996 punkt 52, de citerede også noget fra Landsstyrets lovning fra dengang, hvor de bl.a. citerede hvad Landsstyret havde lukket.
Kandidatforbundet fremførte også forskellige aspekter, hvor man også kom ind på priserne, priserne aftales mellem producenterne og fiskeriorganisationerne, hvor vi fra Landsstyret, så vidt muligt ikke blander os ind i forhandlingerne, det er kun i absolutte ekstreme tilfælde, at Landsstyret blander sig i forhandlingerne.
Kandidatforbundet kom også ind på fiskerikapaciteten og antallet af fiskefartøjer, som fisker efter hellefisk. Jeg mener, at jeg er helt enig i Kandidatforbundet i dette, vi ved, at biologerne har indstillet en fangst på 18.200 tons, men tiltrods af det, var der et fiskeri på 25.000 tons sidste år og lidt lavere forrige år. I år forventer vi, at fangsten også vil være på samme niveau. Dette vil resultere i, så må vi vide, at der kommer en tid, hvor vi under alle omstændigheder må begrænse fangsten fra de 25.000 til 18.000, så er det 18.000 tons, og det vil være hårdt og ramme os alle - fiskerne og også Landskassen.
Vi har derfor været forsigtige og taget udgangspunkt i den realitet der er, at fartøjsmængden synes at være for stor, så er vi i gang i Landsstyret, at undersøge forholdene, og vi venter spændt på resultaterne af denne undersøgelse.
Vi skal også fra Landsstyrets side udtale, da forbudet blev drøftet i 1996, så var fiskeriet efter hellefisk ikke så stort dengang, men fra 1998 har det været på et konstant niveau, og det har steget meget frem til 1998, biologerne advarsel er, som Landsstyret også har lagt mærke til, så er det, at de store hellefisk er faldende i antal, mens der bliver langt flere mindre hellefisk, der bliver indhandlet.
Og hvis vi kikker på de priser som fiskerne får, så er priserne på de små fisk, også små for de små fisk, mens det økonomiske udbytte af de mindre hellefisk, de afstedkommer også større produktionsomkostninger, man kan derfor få langt større priser og bedre økonomi ud af store hellefisk.
Jeg er glad for samtlige indlæg, nogle gange måske lidt uklart, jeg har bemærket, at man henviser sagen til behandling i Landstingets Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalg. Vi har store opgaver, som vi skal tage op, som vi er igang med, for så vidt angår hellefiskefiskeriet, også for at komme væk fra de indhandlingsbegrænsninger, som forekommer om sommeren, der er problemer som stadigvæk trænger til at blive løst.
Så er det partiordfører, Lars Karl Jensen, der har bedt om ordet for 2. gang.
Lars-Karl Jensen, ordfører, Siumut.
Fra Siumuts side fastholder vi, at Landsstyret snakker med KNAPK og kommer til forståelse. Jeg mener også, at det vil være bedst, at man kontakter KNAPK. KNAPK ved hvad fiskerne i de nordligste distrikter har brug for, og Landsstyret kan nok få nogle gode ideer derfra til hvordan problemerne kan løses.
Jeg mener, at man på denne måde også kan sikre, at Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget kan følge med, således at hvis der er behov for det, at udvalget kan tage initiativ.
Som Landsstyremedlemmet sagde i sit svar til ordsførerindlæggene, så er det rigtigt, at man i forbindelse med overgangen fra garn- til linefiskeri i Nordgrønland, så er fangsterne ikke ændret væsentligt, men det man har bidt mærke i, som man også kom ind på ved de konferencer der var om hellefiskefiskeri sidste år, så tager det langt tid, at sætte agn, og vi mener, at for såvidt angår på disse områder, at fiskerne ønsker løsningsmuligheder, så må vi tage, at komme i gang og fremkomme med initiativer på området.
For såvidt angår biologernes anbefalinger, så blev der fanget langt flere end biologerne anbefaler, det er der ikke noget så mærkeligt i, i de sydlige område, så har vi haft det samme problem i forbindelse med torskefiskeriet. Alt for mange fiskekuttere indhandler for mange torsk, således at man også kom i det problem, at man kom til, at mangle arbejder på fiskefabrikkerne. det er de problemer som der ikke er noget nyt i.
For et par år siden, så blev der indført et stop for indførelse af flere fiskefartøjer fra Erhvervsstøtteudvalgets side, men der er stadigvæk mulighed for, at fiskerne i samarbejde med hinanden kan få større fartøjer måske flere jollefiskere kan slå sig sammen, og anskaffe sig en mindre fiskekutter. Erhvervsstøtteudvalget er stadigvæk åbent for sådanne initiativer.
Ligeledes er der mulighed for, at folk med ældre fartøjer også kan få erhvervsstøtte til nye fartøjer, men jeg synes at vi allesammen er blevet enig om, at vi skal begrænse væksten i kutterflåden, der fisker efter hellefisk.
Siumut og Atassut har ikke sagt, at sagen henvises til behandling i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget, og jeg skal fra Siumut anbefale, at sagen ikke sendes videre til Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget, men at Landsstyret kontakter KNAPK for at finde løsningsproblemer og at man orienterer udvalget herom.
Linefiskeriet er i gang, man fisker ikke længere hellefisk med garn og fiskerne ved allerede hvad det er for nogle problemer de har.
Der er flere der har bedt om ordet, først er det Siverth K. Heilmann, Atassuts ordfører. Dernæst er det Mikael Petersen, Siumut uden for partiordførerrækken.
Siverth K. Heilmann, ordfører, Atassut.
Det bliver ganske kort. selvfølgelig kan man vurdere og revurdere, og det kan man blive ved med at tale om, men det vi gerne vil påpege fra Atassuts side er, det vi førhen har indstillet fra udvalgets side, ligesom Inuit Ataqatigiit´s ordfører også var inde på, om at der har været en indstilling om, at der skulle foretages en undersøgelse fra direktoratets side, den tog vi jo godt imod dengang, og det er ærgerligt, at det ikke er blevet effektueret.
Og jeg mener også, at partiernes ordførere, ganske klart sige, og hilser hele udvalgets forslag, den hilser de velkommen, hvorfor der må foretages et eller andet, og det der er sket, og det stade som vi nu står i, det skal vi ikke bare stoppe ved, men finde en løsning på det.
Som medlem af udvalget, så accepterer jeg, at såfremt det og det punkt skal behandles i udvalget og såfremt man har gode argumentationer for det, så mener jeg, at vi også må være vågen overfor det, og være åbent overfor det, og jeg er overbevist om, at den melding man er kommet er, den er meget klart, og at det ikke skal forhales af usikkerhed fra nogens side, det er ellers en meget klar melding udvalget er kommet med, og det punkt som udvalget har stillet som forslag, og de bemærkninger, som så er kommet fra partierne, de ligger meget klar.
Men m.h.t. Kandidatforbundet var inde på vedrørende anlæggene i Diskobugtområdet, og vedrørende Qeqertarsuaq og Qasigiannguit, og at de så kører som hellefiskeindlæg, men i Qeqertarsuaq, så er det frille produktionen man primært beskæftiger sig med.
Og vi mener heller ikke, at Landsstyret skal indblandes i prisforhandlingerne, fordi det er jo de organisationer, fiskeriorganisationer og anlæggene som skal løse denne problematik.
Med disse korte bemærkninger så er jeg åbent overfor, idet vi ikke er kommet med en klar melding om, at det skal behandles i et relevant udvalg, men såfremt man ønsker, at sagen bliver behandlet i Fiskeriudvalget igen, det er vi så selvfølgelig overfor fra Atassuts side.
Så er det Mikael Petersen uden om partiordførerne, hvorefter det så bliver Johan Lund Olsen.
Mikael Petersen, Siumut.
Jeg vil ikke undlade, at komme med nogle tilføjelser til nærværende dagsordenspunkt, vores ordfører i Siumut er jo ellers kommet med en meget klar melding om Siumuts holdning til punktet.
Jeg mener, at det er på sin plads, at understrege, fordi vi i mange år efterhånden har snakket om garnfiskeriet her i Landstinget. i de forskellige nordgrønlandske kommune, hvor der er fiskeri, så har man allerede i 80'erne drøftet garnfiskeriet og selvfølgelig også andre fiskeriformer, og også som kommunalpolitikere.
Garnfiskeriet har i lang tid været forbudt, at drive garnfiskeri og i Uummannaq kommune, der er det forbudt at drive garnfiskeri i de omliggende fjorde, ud fra en kommunal vedtægt, hvor man så henviser til nogle bestemte søarealer, hvor man kan drive garnfiskeri, således at de nordgrønlandske kommuner er udmærket klar over, hvilke problemer garnfiskeriet giver.
Og selvfølgelig kan man komme ud for nogle overgangsproblemer, allerede i midten af 90'erne begyndte vi at bearbejde disse problemstillinger, igennem en dialog mellem kommunerne, Landstinget og KNAPK, og vi er gået ind i det nye årtusinde, uden at vi dog har fundet en løsning på denne problematik, og derfor snakker vi nu i ring igen, og gentager de bemærkninger vi allerede før har sagt, og jeg synes, at det er på tide, at vi nu skal finde en løsning i forståelse med hinanden, og det er helt klart, at såfremt fiskerne skal animeres til linefiskeri, så skal de have økonomiske udgifter i forbindelse hermed.
De fartøjer som nu bliver brugt til hellefiskefiskeriet, de kan overhovedet ikke bære sig selv økonomisk, hvorfor man ikke kan komme udenom, at de fartøjer som bliver brugt i hellefiskeområdet, så må vi have nogle fartøjer, som bedre kan betale sig at drive, således at de eventuelt kan være eget af flere fiskere i fællesskab.
Når man tænker på alle disse ting, så mener jeg, at det er på sin plads, at man hjælper fiskerne i denne overgangsperiode, således at vi også finder en reform, således at de får mulighed for at få nogle fartøjer, som kan betale sig, således at de også er tilpasset den hellefiskebestand der er, fordi samtlige fisk, der bliver fanget, også kan behandles, og forhandles, ikke bare hellefiskene.
Vi har den erfaring i Nordgrønland, at når hellefiskefiskeriet går godt i gang, så indgår vi så et samarbejde med kommunerne, hvor vi får nogle agn i krogene, og vi kan heler ikke omme uden om denne del af arbejdet, når fiskeriet går godt i gang, og det er sådanne ting, man også bør tage med under hele problematikken.
Så er det Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiits ordfører, derefter et det Otto Steenholdt.
Johan Lund-Olsen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.
Først vil jeg lige kommentere den sidste taler, og til det, så vil jeg sige, at det som er blevet nævnt fra Mikael Petersens side, det er vi meget enig i, idet det også stemmer godt overens med det vi er fremkommet med.
Men der er en ting, som jeg endnu engang skal sige klart, fordi vi ligger stor vægt på det fra vores partis side, og det er det, vi har prøvet at understrege, således at fra det offentliges side, ikke nødvendigvis behøver, at finde nogen der kan presse udgifterne ned, men af vi prøver på, at finde nogen andre udveje herfor, og det er det som Landsstyret også var inde på, det er vi selvfølgelig også selv interesseret i, fordi vi mener, at man optager lån fra ESU, det er der stadigvæk en mulighed for, således at man eventuelt kan få nogle snagler eller spil.
Og det er det vi gerne vil have bliver undersøgt inden det bliver sendt i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget inden 2. behandlingen, og det er blandt andet også det, som den sidste ordfører også understregede, nemlig agnarbejdet, det er også noget, som vi også bør kunne behandle i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget.
Og m.h.t. udvalgsarbejdet, der må jeg også nævne, at Siumuts ordfører også foreslår, at Landsstyret henvender sig til KNAPK i første omgang og Inuit Ataqatigiits finder ikke nogen hindringer herfor, men vi må også kunne kræve, at når Landsstyret har foretaget dette, at de så også lader udvalget følge med i udvalget, og orienterer udvalget, med andre ord, vi finder ikke nogen hindringer for, at vi inden 2. behandlingen, at Landsstyret så først tager en dialog med KNAPK.
Men Inuit Ataqatigiits, Kandidatforbundets og Atassuts ordfører finder det ønskeligt, at sagen først bliver vendt i udvalget, og det er også svært at komme uden om, idet vi i henhold til vores forretningsorden for Grønlands Landsting ' 14 stk. 2, der siger den, at inden for sit fagområde er et udvalg forpligtet til bl.a. igennem spørgsmål til Landsstyret, at holde sig ajour med udviklingen, og føre tilsyn med, at Landsstyrets forvaltning holder sig indenfor de rammer som følger af lovgivningen eller af hensynet til god forvaltningsskik.
Det er jo allerede planlagt, at udvalget holder møde i næste uge, og det bliver helt naturligt, at udvalget også kommer til at behandle dette punkt, og jeg mener også, at det som Landsstyret også var inde på i sin besvarelse, det er jo også af stor vigtighed, og det bør man også bane vejen for, og jeg ved ikke rigtigt, hvordan det kan foregå, men jeg mener, at det er noget som Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget kan behandle således at man eventuelt kan gå sammen om, at foretage indkøb og om hvordan man praktisk kan arrangere det, fordi det jo er en god mulighed, således at når man så kan anskaffe fiskeriredskaber på en billigere måde, så er det jo en god mulighed man kunne benytte sig af, og det synes jeg er vigtigt.
Og med henvisning til de bemærkninger, jeg er fremkommet, så ønsker Inuit Ataqatigiit, idet det jo også er en del af vores opgaver, således at sagen lige bliver vendt i udvalget inden 2. behandlingen.
Og så er det Otto Steenholdt, løsgænger.
Otto Steenholdt, løsgænger.
Vi har jo mange gange talt om, hvor stor en skade garnet kan være for fangstdyrene, især når det bliver mistet, det har vi drøftet mange gange. Vi er nu nået den grænse man kan tillade sig, med den skadevirkning det har, nu kan vi ikke komme uden om, at vi nu finder og gør brug af nogle andre fiskeredskaber.
Men f.eks i land, så bruger man nogle små maskede net på land, for at hindre, at nået blæser væk. det samme gælder så også i havbunden når garn synker, så hindre de så også dyrenes frie bevægelighed, og det er også sådanne arealer fiskene svømmer hen til, fordi når et garn synker, det giver så mulighed for, at der vokser nogle alger, hvorefter fiskene, så bliver tiltrukket af det. Og som før nævnt harm vi erfaret, at garnene er skadelige for fiskeriet, og bør nu erstattes med andre fiskeredskaber.
Jeg er enig i forslaget, og når vi så skal overgå til andre fiskeredskaber, så bliver det nok nødvendigt, at det offentlige træder til i en i overgangsperiode. Og jeg mener heller ikke, at man kan komme uden om, at de fiskere, som har anskaffet sig garn i dyredomme, og såfremt man så forbyder brugen af disse, så må den der tager denne beslutning, også være klar til, at træde hjælpende til, til f.eks. langliner, kroge, bøjer, og jeg mener ikke, at man kan være imod, at man finder en løsning på dette.
Man kan også forestille sig, at man eventuelt kan bruge den samme værdi, som de redskaber som man ikke længere kan bruge, det kunne være et udgangspunkt.
Men jeg kan ikke lade være, at tænke på, at da man begyndte, at indføre krabbefiskeriet, og her blev det også givet udtryk for, at de nyetablerede krabbefiskere også skulle hjælpes i gang, og jeg husker, at de tegner blev indført, de blev næste uddelt gratis, men ser man på det hele som en helhed, så bliver denne uddeling af tegner, bliver det udnyttet fuldt ud ? Jeg mener at der er alt for mange tegner, der ubenyttet blot står på land.
Når man så fra det offentliges side træder til, og hjælper et erhverv, det skal man være meget forsigtigt med, uanset at det bliver som en støtte eller som man giver tilskud til, det skal man have bedre styr på. Da laksefiskeriet stod på sit højeste, blev der købt en masse garn, men nu er der så en begrænsning på det. i dag er det jo nogen gange svært at komme ud af Nuuk havn, fordi der er så mange garn, som nærmest spærrer for sejlrenderne, fordi de blot står der. Men det fælder ikke bare ved Nuuk-området, det gælder også ved mange andre steder i Grønland.
Men inden vi for alvor går i gang med linefiskeriet, så er det korrekt, at vi kommer til, at drøfte problematikken en masse gange, og at det så også bliver vendt engang her, og jeg er overbevist om, at man vil finde en fin og flot løsning på problemet i udvalget, hvorefter de så kommer tilbage til Landstinget med en indstilling, og jeg er klar til, at støtte deres indstilling.
Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit.
Og vi har drøftet punkt lidt over 1 time, og jeg vil anmode de næstkommende, idet der jo allerede er stor enighed om punktet, om at man ikke medtager en masse andre ting, som ikke har direkte berøring med selve punktet.
Og den næste der får ordet er Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet.
Mads-Peter Grønvold, ordfører, Kandidatforbundet.
Fra Kandidatforbundet efterlyser vi, som vi også nævnte i vores indlæg, at Landsstyrets lovninger bliver realiseret. Når man har lovet noget, så skal dette også selvfølgelig holdes, det kan der ikke herske tvivl om, det må alle respektere, ikke mindst når man arbejder indenfor politik, man holder hvad man lover, det er derfor vi har nævnt det i vores indlæg.
Til Atassuts ordførers Siverth K. Heilmanns indlæg og bemærkninger omkring Qeqertarsuaq, at denne ikke var en hellefiskefabrik, så er det jo sådan, at der er en frille produktion i Qeqertarsuaq, og hvis der ikke er hellefisk, så kan der jo heller ikke foregå en produktion af friller i Qeqertarsuaq.
Jeg kom også i mit indlæg ind på kapacitetstilpasningen i fiskeindustrien, som har ramt Qeqertarsuaq og Qasigiannguit. Det har jeg ønsket, at fremføre specielt, jeg har for nylig fået et brev fra Qasigiannguits borgmester, at den nye fabrik skal holde lukket i 14 dage, fordi der var så få hellefisk, således at man på den måde kan tilpasse produktionen. Det er sådanne forhold, som man ikke kan acceptere og forbigå. der må findes en løsning på problemerne, og vi har også fra tidligere fra Kandidatforbundet og også fra Inuit Ataqatigiit´s side kommet ind på, at vi må gøre mere ud af produktudvikling, hvis der skal være beskæftigelse på fiskefabrikkerne.
Så er det Anthon Frederiksen uden for partiordførerne.
Anton Frederiksen, Kandidatforbundet.
Det centrale i det punkt som vi nu drøfter, så skal der ikke herske tvivl om Landstingets beslutning under efterårssamlingen 1996, på baggrund af udvalgets indstilling, og som det daværende Landsstyre dengang godkendte og lovede at Fiskeriudvalgets indstilling blev realiseret. Problemet er i dag så stort, at f.eks. Ilulissat, så er garnfiskeriet stoppet ved beslutning i april.
I snart 5 år har Landsstyret ikke gjort noget ved det de lovede i 1996. Vi bider os selv i halen, derfor bør man sætte spørgsmålstegn ved, om Landsstyret har overholdt hvad de har lovet. Vi kan se, at det ikke er tilfældet, hvor Landsstyret ikke har handlet i henhold et enig udvalg og en landstingsbeslutning.
Jeg mener endda, at der kan være grundlag for, at stille mistillid til Landsstyret i henhold til forretningsordenen ' 50 og ' 51. Fiskeriet er stadigvæk vort lands hovederhverv, og det er svært acceptabelt, at Landsstyret ikke engang kan overholde, hvad de har lovet. Det er en hån mod fiskerne, det er en hån mod Landstingets beslutning, der er ingen anden mulighed.
Og for så vidt angår vores bemærkninger fra Kandidatforbundet, så må vi også nævnte, at Landsstyret i sit svarnotat, forsøger at flygte og unddrage sig deres ansvar.
Uden at gentage hvad der allerede er blevet sagt, så vil jeg blot præcisere, og ikke mindst hvad angår Ilulissat, så kender vi jo de lokale forhold ret indgående, så er forholdene ved Ilulissat sådan, at garnfiskeriet har været tilladt på et meget lille område. Alle som har været i Ilulissat kan se, at fiskeriet foregår tæt på Ilulissat, hvor man fisker med garn og linefiskeri. Hvis garnfiskeriet ophører, så kan man selv forestille sig, hvor mange langliner der vil være. Der plejer at være omkring 300-400 fiskere på et meget lille areal, hvis kan alene skal overgå til linefiskeriet, så kan vi allerede se, hvor store problemer dette resulterer i. Det er sådanne nogle ting, som Landsstyret ellers også burde have inddraget i arbejdet.
Mange fiskere er blevet skuffet over agnsituationen, mangel på agn, og at problemerne omkring tilskud, f.eks. tilskud til langliner ikke er i løst. Dette arbejde må i det mindste behandles i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget.
Dernæst er det Simon Olsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv, dernæst er det Jonathan Motzfeldt. Først Simon Olsen.
Simon Olsen, Landsstyremedlem for Erhverv, Siumut.
Det er klart, at der er stor interesse om sagen. For såvidt angår garnfiskeri, så har fiskerne på baggrund af deres erfaringer, så har vi accepteret Ilulissat-fiskernes krav i vinterperioden om garnfiskeri, fordi garnfiskerne også selv sagde, at når isen bryder op, så vil situationen være helt anderledes, fordi vi så vil få et langt større fiskeriareal.
Den pludselig mangel på hellefisk, det er normalt, at der i denne periode ikke er så mange hellefisk, fordi sætterne kommer, og der er hvid- og narhvaler i området, som også har indflydelse på fiskeriindsatsen. Vi vil i den kommende tid se, om hvem der overgår til linefiskeri fra garnfiskeriet.
Det er spændende og interessant, at høre, at det er helt rigtigt, at tilskuddet ikke udnyttes korrekt i de støtteordninger der har været. Derudover ved samtlige landstingsmedlemmer, i hvertfald de tidligere, at de tilskud som fastsættes for Finansloven, i forbindelse med støtte til fartøjer, så har Landsstyret givet et tilskud på 29 mio. kr., hvor 22 mio. kr. har været rene tilskud.
Jeg håber også, at man bemærker sig, at da man besluttede i 1996, så finder jeg, at Anthon Frederiksen er lidt for langt ude, hvor han nu han siger noget, der vil give mistillid til Landsstyret. Landstingsmedlemmerne må vide, hvad det er de selv laver, de må også selv følge med i udviklingen. Vi er heller ikke ufuldbarlige som politikere, vi må også selv vide, hvad det er vi har besluttet og følge op.
Vi ligger op til en mere forsigtig politik på området, og jeg håber, at Landsstyrets politik på dette område, så mener jeg, at vi har et godt grundlag for vores politik, men det vi mangler er, at finde løsninger.
For så vidt angår de hellefisk, der bliver landet, så er der problemer med kapaciteten, det er nok rigtigt, hvis vi kikker på hellefiskeflåden, så tror jeg nok, at vi ikke tager fejl, hvis vi siger, at der under de gode fiskeperioder, hvis der bliver indhandlet 100 tons om dagen, så kan vi se, at der ikke vil være arbejdsløse hver dag.
Vi må derfor sige, at vores arbejde burde finde en ordning, så mener jeg, at fiskerne selv og arbejderne og vi alle, selvom vi ved, så kan vi ikke fiske ubegrænset, vi ved også, hvor meget vi kan eksportere, der er ikke grundlag for overfladisk snak, der må også være grænser for fiskeriindsatsen.
Vi må tage udgangspunkt i vort lands levende ressourcer, vi ved at der bliver indhandlet 71.000 tons rejer og 25.000 tons hellefisk. Derudover er der en stor kvote på krabber. I andre lande, f.eks. i Norge, til opdræt, så bliver der eksporteres 250.000 tons opdrættet laks fra Norge. Der er nogle naturlige grænser for, hvor meget vi kan eksportere, fordi ressourcerne er begrænsede, ikke kun for såvidt angår hellefisk.
Vi ved også, at vi har en del kvoter uden for Grønlands fiskeriterritorium, som vi ikke udnyttet fuldt ud, som vi også må arbejde på, at udnytte bedre, således at vi også på den måde, kan forbedre vores økonomi.
Til de faldende bemærkninger på baggrund heraf, så er man alle enige om, at der er behov for en mere grundig politik på området, hvor man respekterer afgørelserne og indstillingerne. det er også os selv der skal bevilge de nødvendige midler, hvis der bliver behov herfor, og jeg mener, at vi til efterårssamlingen, når vi skal til at finde nogle løsningsmuligheder, så mener jeg, at vi arbejder på et reelt og sober grundlag til den tid.
Sidste taler, der har bedt om ordet er Landsstyreformanden, Jonathan Motzfeldt.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand, Siumut.
Som en tilføjelse til Landsstyremedlemmet for Erhvervs udtalelse til Anton Frederiksens bemærkninger skal jeg nævne, at man ikke skal fordreje debatten her. I løbet af 90'erne o under debatten i 1996, så var det udgangspunktet i nogle bestemmelser, og de skridt der blev taget, at man bevarede fiskebestanden, og i henhold til de meldinger vi nu har fået, så er 75 % af hellefiskefiskerne, så bruger de langlinen i henhold til den aftale der er, og det er det faktiske der er, og såfremt 25 % af dem har nogle klager, så har man så anmodet om, at man undersøger sagen, og så må man, så også fremkomme med nogle økonomiske konsekvenser, således at vi kan finde en løsning for dem, der har problemer med det, og det kan vi allesammen blive enige om.
Og det som der er blevet taget beslutning om, f.eks. i Upernavik kommune, dem ved Upernavik har nogle dårlige forhold m.h.t. de kan overkomme, jeg synes at det er et godt eksempel man er kommet med fra Upernaviks side, og det er vi taknemmelige for, og det er det man har fundet en løsning på, i samarbejde med kommunen.
I Avarnersuaq, så har vi set og har kendskab til, hvor varsomme de er med deres fangstdyr, således at de først harpunerer en narhval, før end de skyder den. De bemærkninger man kommer med her fra talerstolen skal ikke blot være tiggergang, og det vil være underligt, såfremt man støtter den for.
Alle folk som får problemer i Grønland, de har mulighed for at få støtte, men såfremt man ikke bruger deres egen energi, og gerne vil bruge deres egen energi og deres egne evner, de skal selvfølgelig støttes.
Til Anthon Frederiksen, så skal jeg nævne, at Landsstyret selvfølgelig har vilje til, at såfremt der er nogle der kommer med en henvendelse herom med deres problemer m.h.t. garnfiskeri, så kan man gøre det. Alle var inde på redskaber, så var man inde på spil m.m., det er sådanne ting man skal foretage en undersøgelse om, for at lette fiskerne i deres arbejde, og det var Landsstyremedlemmet også inde på lige før.
Og derfor skal man ikke fordreje problematikken, og jeg vil vende tilbage til det udgangspunkt, idet 75 % nu er overgået til linefiskeri og er tilfredse med det, og det har selvfølgelig også udgangspunkt i, at man tilstadighed bevarer bestandene, og det har så udgangspunkt i fiskeriorganisationerne, og det er det man skal acceptere.
Uden om Kandidatforbundets ordfører, Anthon Frederiksen, og det skal være en kort bemærkning, da det er 2. gang, Anthon Frederiksen.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Årsagen til, at jeg er kommet herop på talerstolen, da var det slet ikke min intention, at man kom væk fra det dagsordenspunktet drejede sig om, men jeg kom ind på det centrale i punktet, nemlig det Fiskeriudvalget i sin tid indstillede, og som Landstinget i sin tid indstillede.
Det er korrekt, at fiskeriet i Uummannaq og Upernavik får som det skal, ligesom langlinefiskeriet også gør det. Det er attråværdig fordi de har store søarealer, således at de i fred og ro kan fiske med langliner. Men når man så ser på det lille søterritorium der er foran i Ilulissat, og at der så skal være 300-400 fiskere. Alle om enhver kan se, at der vil opstår problemer.
Jeg har selv været i Upernavik, og jeg har selv prøvet langlinefiskeri i min fritid, og jeg kender problemerne, det er attråværdig i de arealer. Ilulissat-fjorden er et lukket område, og det er forbudt, at foretage garnfiskeri. Fiskeriet ved Torsukattak går godt, når isen er brudt op, og der er gode muligheder herfor, og det man bør tænke på her er, at det er en overgangsperiode fra garnfiskeri til langlinefiskeri, og at man så ikke har foretaget de nødvendige forberedelse her, det er det centrale i problematikken her.
Og derfor er jeg også glad for, at Landsstyret endnu engang har lovet at foretage en undersøgelse. Vi håber så på, at det bliver realiseret.
Og den sidste der har bedt om, at få ordet er Josef Motzfeldt.
Josef Motzfeldt, Landsstyremedlem for Økonomi, Inuit Ataqatigiit.
Til Landsstyremedlemmet for fiskeris udtalelser, så skal jeg tilføje, at fiskerifangsten og den positive indvirkning det har haft for Landskassen, det har heldigvis været stigende.
Det man har fanget indenskærs er 7.000 tons, og siden 1996 blev der indhandlet ca. 18.000 og i 1998 og i 1999, så har det været oppe på 25.000 tons. Efter Landstingets beslutning 1996, hvor den øgning, der har været på 7.000 tons, det må så have betydet en merindtægt på 50 mio. kr., og den fremgang har fiskerne godt kendskab til, og det ved produktionsselskaberne også udmærket godt, som Landsstyreformanden også var inde på
Siden Landstinget besluttede, at man skulle gå væk fra garnfiskeriet, så har 75 % af fiskerne frivilligt gået over til langlinefiskeri fra garnfiskeriet, og der må man så mene, at de har brugt deres merindtægt på 50 mio. kr. til det, og de har så også gjort det i den periode. Lige netop i den periode gik man også til krabbefiskeriet, og der var Landskassen også medaktør.
Men det man så snakker om nu her er, at man eventuelt kan købe spil m.m. med støtte fra ESU. Man kan slå sig sammen til at foretage indkøb, m.h.t. indkøb af f.eks. kroge, således at man kan købe dem til langt billigere pris, og såfremt fiskerne eller organisationerne, og jeg er overbevist om, at de sagtens kan indgå en aftale med KNI, og det bør ikke blive til et politisk problem.
Hidtil så har ESU fra 1986, så har der fra ESU´s side ikke været nogen ansøgninger, som har relation fra garn til langlinefiskeri. Prøver vi på, at finde et problem, som fiskerne end ikke har forestillet sig ? Vi bør stole lidt mere på fiskeriorganisationerne, og stole på, at dem selv vil være i stand til, at finde en løsning på deres problemer, og det må vi primært tage udgangspunkt.
M.h.t. det lille areal der er foran Ilulissat. Vi kan ikke gøre arealet større ved at tage en politisk beslutning. Fiskerne og de naturomgivne ressourcer, de må så selv finde en løsning herfor. Man må tage udgangspunkt i, og har altid gjort det, nemlig i naturens beskaffenhed.
Hvad angår de problemer som hellefiskefiskerne har, der er vi overbevist om fra Landsstyrets side, at de selv nok skal finde en løsning på deres problemer.
Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit.
Vi skal til, at gøre punktet færdig, når Godmand Rasmussen har fået ordet.
Godmand Rasmussen, Atassut.
Jeg har en ganske kort bemærkning til de faldende bemærkninger, og ikke mindst landsstyremedlemmernes bemærkninger.
Da vi startede med at drøfte punktet, så har man efterlyst løsningsmuligheder. Atassut-ordføreren sagde det også klart, at der findes en ordning på f.eks. agn problemet, og efterlyste initiativer. Lad os alle erkende, at på baggrund af, at fiskeriet er vores hovederhverv, men hvad er det , vi har erfaret de sidste par år ? Jeg er enig med Landsstyremedlemmet for Erhverv, men vi må også sige, at Landsstyreformanden også har ret i, at vi ikke skal bruge denne talerstol til at gå tiggergang, når man begynder at mangle f.eks. redskaber, så kan det nogle gange være nødvendigt, at gå tiggergang.
Jeg vil gerne give Anthon Frederiksen ret i hans bemærkninger omkring Ilulissat, fordi fiskeriet der er meget anderledes. Til langlinefiskeriet skal man også bruge bøjer m.m., og vi ved også, at der er en hel del isfjelde omkring Ilulissat, som også vil resultere i, at man taber en hel del langliner. Hellefiskefiskeriet omkring Ilulissat kan ikke på nogen måde sammnlignes med fiskeriet efter hellefisk i Uummannaq og Upernavik.
Men Josef Motzfeldt har også helt ret i, at vi ikke kan gøre fiskeriterritoriet omkring Ilulissat større, men vi må i vores beslutninger tage udgangspunkt i lokale forhold. Vi ved, at fiskemængden alene i sig selv giver en begrænsning på fiskeriindsatsen.
Jeg håber, at vi finder en løsning på problemet.
Taleren gentager også, at vi skal arbejde for, at man holder, hvad man lover.
Ole Lynge, Landstingsformand, Inuit Ataqatigiit.
Vi skal til at afslutte behandlingen af punktet, vi skal sige, at vi bemærker, at partierne og Kandidatforbundet på baggrund af indlæggene, så er der et større behov for at endevende problemet, og jeg skal foreslå, at forslaget henvises til Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget. Dette er vedtager, der er ikke nogen imod, at forslaget henvises til behandling i Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget inden 2. behandlingen, den vil således overgå til Fiskeri-, Fangst- og Landbrugsudvalget.