Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 58-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

8. mødedag, onsdag den 26. maj 1999

 

Dagsordenens punkt 58;

Forespørgsel i henhold til Forretningsordenens ' 42, stk. 2: Vedrørende transformerstationer til brug for de sydgrønlandske fåreholderes kommunikation.

 

Per Rosing Petersen, Enkelt Medlem.

Forespørgslen vedrører transformerstation til brug for de sydgrønlandske fåreholders kommunikation. Da jeg umiddelbart efter valget fik orientering om fåreholdernes daglige vilkår, fandt jeg ud af, at kommunikationen for nogens vedkommende langt fra er tilfredsstil­lende.

 

Med baggrund heri har jeg forhørt mig hos direktøren hos Tele Attaveqaatit, der overfor mig har oplyst, at transformerstationen, der er installeret på Eqaluit Qaqqaat på forsøgsbasis, vil blive stoppet, når batterierne er opbrugt.

 

Han oplyste endvidere, at de har en transformer stående, som vil blive installeret permanent, når de har fået den fornødne tilladelse fra Grønlands hjemmestyre.

 

Kontakterne til fåreholderne viser, at deres forhold omkring telefonering og nyhedsformidling bør løses..

 

Hvis jeg ikke har misforstået det, oplyste direktøren for Tele Attaveqaatit endvidere, at de vil kunne installere den permanente transformerstation i løbet af sommeren, så snart de har fået den fornødne tilladelse, og derfor er det ønskeligt at få oplyst, hvor langt man er nået med sagsbehandlingen.

 

Og det er Landsstyremedlemmet for Boliger og Infrastruktur, der kommer med en besvarelse.

 

Steffen Ulrich-Lynge, Landsstyremedlem for Boliger og Infrastruktur.

Da spørgeren allerede har fået orientering fra TELE Greenland, skal jeg gøre denne besvarelse kort.

 

Der blev i efteråret 1998 etableret en TV-prøvesender på Eqaluit Qaqqaat for at få verificeret, om denne placering var egnet til løsning af kommunikationsbehovet for en række af fårehol­derne i Vatneverfi-området. Resultaterne var så gode, at det blev besluttet, at der skulle etableres en mindre radiokædestation, så en række fåreholdersteder i Vatneverfi området kunne tilbydes adgang til det offentlige telefonsystem. Det forventes, at telekommunikations­systemet vil kunne sættes i drift inden udgangen af 1999.

 


Repeterstationen er forberedt for TV-distribution. Etablering af TV-omsætteren afventer Landstingets godkendelse af den af KNR fremsendte ansøgning til KIIP vedrørende driftsom­kostninger. Hvis ansøgningen godkendes vil TV-distribution kunne sættes i drift ved udgan­gen af september 1999.

 

Yderligere oplysninger om udbygningsplaner for fåreholderne kan læses i TELE Greenlands publikation "Udbygningspl­an for bygder og fåreholdersteders teleanlæg 1999", der blev udgivet i august 1998. Tak.