Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 16-1.htm

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 5. maj 1998 kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt 16.

Redegørelse om fremtiden for de industrielle skindsystuer.

 

Ordfører: Landstingsformand Anders Andreassen, Siumut.

 

Det er ellers Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentlige arbejder men på grund af sygdom skal Landsstyreformanden foreligge. Først skal Maliinannguaq Marcussen Mølgaard fra IA komme med nogle bemærkninger.

 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, IA:

 

Tak. Mit forslag vedrørende muligheden for at Grønland bliver økonomisk selvstændig sat på dagsordenen som punkt 29. Jeg er meget utilfreds med den besvarelse, som Landsstyret har givet. I besvarelsen har man end ikke taget stilling til undersøgelsen, og det meget vigtige spørgsmål om vores mulighed for vores økonomiske selvstændighed er ikke blevet besvaret på nogen måde, bl.a. hvilken fremgangsmåde vi skal have i sådan en situation, og mange midler går ud af landet.

 

Hvis vi skal starte fra bunden af, hvad skal vi så gøre blandt andet af hensyn til vore efterkom­mere. Hvordan kan vi individuelt bidrage til gavn for vores land. Disse spørgsmål er ikke blevet besvaret. Og der er heller ikke henvist til, hvordan man eventuelt kan gøre, så jeg er nødt til at foreslå, at punkt 5 i forbindelse med Økonomisk Politisk redegørelse bliver medtaget i håb om, at Landsstyret vil komme med en tilbundsgående besvarelse.

 

Mit spørgsmål fra sidste år i juli skulle ellers behandles i efterårssamlingen men blev udsat til forårssamlingen, og grunden til at vi er gået ind på, at det bliver udsat til forårssamlingen er, at vi regnede med, at det blev besvaret grundigt, og vi skal fra Inuit Ataqatigiit varsle, at man såfremt man går ind for udsættelsen, at vi vil foreslå, at der nedsættes en kommission, der skal undersøge dette spørgsmål. Tak.

 

Ordfører Anders Andreassen, Landstingsformand Siumut:

 

Jeg skal meddele i henhold til forslagsstillerens ønske vil dette punkt blive taget tilbage til formandsskabet, hvorefter man går tilbage til sagen.

 

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt S.:

 


Jeg skal på vegne af Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Arbejdsmarked og Offentli­ge arbejder redegøre for fremtiden om de industrielle skindsystuer. Redegørelsen om fremtiden for de industrielle skindsystuer er lavet på baggrund af de anbefalinger, der blev givet på semi­naret om fremtiden for de industrielle skindsystuer i Qaqortoq i marts 1997. Seminaret havde overskrif­ten "Fremtidens skindsystuer". På seminaret var det kun de industrielle skindsystuers fremtid, der blev behandlet og således ikke de kulturelle skindsystuer. Et seminar om de kulturelle skindsystu­er må arrangeres i fremtiden, hvis der er behov for dette. Landsstyret har fundet det nødvendigt at få debatteret, hvordan de industrielle skindsystuer kan udvikles til at kunne fungere som økonomisk bæredygtige produktionssteder uafhængige af offentlig tilskud eller med minimal offentlig støtte.

 

Endvidere har Landsstyret fundet det vigtigt at udvikle industrien, da det er et potentielt økono­misk bæredygtigt erhverv. Endelig ønsker Landsstyret, at det eksisterende tilskud der gives bruges til udvikling til nye beskæftigelsesmuligheder. Seminarets målsætning var at få afdækket de industrielle skindsystuers egne holdninger til de fremtidige udviklingsmuligheder. Endvidere belyste seminaret selv eksterne de og interne forhold, der påvirker driften i henholdsvis negativ og positiv retning.

 

Seminardeltagerne var udvalgt fra de kommunale og private industrielle skindsystuer, hvorfra der deltog repræsentanter fra 14 industrielle skindsystuer med 27 personer. Endvidere var der inviteret oplægsholdere og gæster fra KNAPK, KANUKOKA, Great Greenland, SULISA A/S, udenlandske skindeksperter, designere samt repræsentanter fra de private erhvervsliv. Direktora­tet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked var initiativtager til seminaret og planlagde seminaret sammen med repræsentanter fra Direktoratet for Erhverv, Trafik, Forsyning, Direktora­tet for Kultur, Uddannelse og Kirke og Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Redegørel­sen behandler de emner, der blev diskuteret af seminardeltagerne samt seminardeltagernes anbefalinger.

 

Der blev behandlet en række emner bl. a. skindkvalitet, produktionstilrettelæggelse, produktions­udvikling og kvalitetsudvikling, markedsføring, økonomi og uddannelse. Til slut blev de indbudte oplægsholdere og eksperter bedt om på baggrund af seminardeltagernes anbefalinger at hæve sig op over problemerne og give deres helt frie bud på, hvordan skindsystueindustrien kunne se ud år 2010.

 

Seminaret viste os, at deltagerne fra de industrielle skindsystuer har en vilje til at arbejde deres industri frem til et bæredygtigt erhverv, nemlig et erhverv uden offentlig eller minimal økonomisk støtte. Man ønsker, at de industrielle skindsystuers ejerforhold bliver ændret fra offentligt ejet virksomheder til delvis privat ejede skindsystuer.

 


De industrielle skindsystuer er en industri med mulighed for udvikling til en bæredygtig industri, der kan give et økonomisk afkast. Men dette forudsætter, at der sker en udvikling af de ressour­cer, der er i industrien nemlig ved dygtiggørelse af medarbejderne og ved en forbedring af råvaretilgangen.

 

Det er også vigtigt, at der sker en omlægning af tilskudsordningen til skindsystueindustrien samt en omorganisering af ejerforholdene i skindsystuerne. Endelig er det vigtigt, at de industrielle skindsystuer organiserer sig. At de laver en sammenslutning. For at dette skal lykkes, er der vigtigt at inddrage medarbejderne i hele processen. Der er nu i redegørelsen en unik viden om de industrielle skindsystuer, der er oplyst af dem selv og ud fra deres egen subjektive erfaringer og holdninger.

 

Der har været mange mennesker beskæftiget indenfor dette fag igennem årene, derfor er der en stor potentiel viden i landet og er stort antal kvalificerede mennesker. Skindsystuerne er virksom­heder, der kombinerer vores ønske om at fremme bæredygtige erhverv og skabe varige arbejds­pladser samtidig med, at de industrielle skindsystuer er en vigtig del af vor kultur og egenart. Der er en vilje og en lyst hos de industrielle skindsystuer til at løse egne problemer og til at samarbejde med hinanden. Tak til seminardeltagerne.

 

De har lavet et nyttigt arbejde, og vi vil fortsat samarbejde med landets skindsystuer. På baggrund af konklusionerne i redegørelsen vil Landsstyret sørge for, at den tværdirektorale arbejdsgruppe, der arrangerede seminaret, viderefører deres arbejde ud fra de anbefalinger, der er afgivet på seminaret. Arbejdsgruppen udvides med yderligere repræsentanter fra KANUKOKA og repræsen­tanter fra de industrielle skindsystuer.

 

Arbejdsgruppens næste mål er, at den skal udarbejde en redegørelse med et forslag til en hand­lingsplan med tilhørende økonomiske overvejelser. Seminardeltagernes anbefalinger vil indgå i arbejdsgruppens kommissorie med stor vægt. Med disse bemærkninger ønsker Landsstyret, at Landstinget drøfter redegørelsen. Tak.

 

Laannguaq Lynge, Siumut:

 

Efter at have studeret Landsstyrets kortfattede man klare redegørelse om fremtiden for de industrielle skindsystuer, skal vi fra Siumut knytte følgende bemærkninger. Industrielle skindsystu­er har været drevet i de fleste kommuner gennem flere år. Denne aktivitet har været med til at skabe beskæftigelse især i vintermånederne. Eftersom disse hidtil har været drevet i kraft af mandetimer, har denne omstændighed begrænser virksomhedernes muligheder for at skabe varige arbejdspladser.


Derfor er vi i Siumut tilfredse med, at der i 1997 blev afholdt åbenhjertet seminar vedrørende disse virksomheders fremtidige drift med deltagelse fra medarbejderne i systuerne, Hjemmestyrets direktorater og andre med tilknytning til skindproduktion iøvrigt. Det er tydeligt, at deltagerne ved seminaret ikke har holdt sig tilbage med gode forslag om fremtidens drift, også fordi de ved, hvad de taler om.

 

Det har vi bemærket i Siumut og er glade for det. Vi er enige med Landsstyret i, at de industrielle skindsystuer har betydning for at fremme beskæftigelsen, og at Landsstyret ønsker at videreudvik­le disse. Vi vil tage seminardeltagernes påpegning af de dårlige og gode sider af den hidtidige drift som udtryk for medarbejdernes aktive interesse for deres arbejdspladser. Fra Siumut mener vi, at de dårlige forhold, som skriver sig fra problemer med råvareforsyning, mangel på uddannelse samt blandt andet dårlige fysiske rammer bør rettes op og planlægges hurtigst muligt. I Siumut lægger vi vægt på, at virksomhederne bør udbygges i forhold til deres mulighed for ekspansion, og det samme mener vi om de industrielle skindsystuer.

 

Vi er enige med Landsstyrets bedømmelse, når Landsstyret mener, at de industrielle skindsystuer kan blive lønsomme og kan videreudvikles, og at dette kan ske gennem efteruddannelse af medarbejderne og stadig søgen efter nye produkter. I Siumut mener vi, at den omstændighed, at de industrielle skindsystuer i dag alene kører med mandetimer, begrænser deres muligheder for at skabe varige arbejdspladser. Derfor må man forsøge at lave denne form for drift fremover, og vi er glade for, at seminaret vurderer dette som realisabelt.

 

I Siumut mener vi også, at medarbejderne også kan inddrages i forbindelse med ændring af ejerskab og finansiering, og fra Siumut mener vi, at manglen på selvstændig råderet over økono­mien i driften må forlades i den fremtidige strukturændring. Og derved kan man sikre, at skind­systuerne får det fulde ansvar for planlægningen.

 

Vi skal ikke undlade at nævne, at vi i Siumut lægger vægt på dygtiggørelse af medarbejderne i forbindelse med skindsystuernes overtagelse af det fulde ansvar for økonomien og driften af virksomhederne. Fra Siumut skal vi opfordre Landsstyret til at virke for at Great Greenland kan garve systuernes skind, sådan som seminaret efterlyser. Dette kan være med til at skabe flere arbejdspladser.

 

Seminarets budskab til Great Greenland om forsyning af bedre skindkvaliteter forstår vi godt. Og vi skal kræve, at man gør noget ved denne situation. Samtidig skal vi opfordre til, at man overve­jer seminarets budskab om etablering af lokalafdelinger af Great Greenland på kysten. Seminarets tanke om fællesorganisation for de industrielle skindsystuer har Siumuts fulde opbakning, og det samme gælder fælles idetank og konsulentvirksomhed.

Ud over idetanken mener vi, at der til stadighed må udøves indsats for at finde nye markeder. Med disse bemærkninger og henstillinger støtter vi Landsstyrets indstilling om videreførelse af arbejdsgruppens arbejde, der bygger på arbejde mellem KANUKOKA og skindsystuerne på baggrund af seminarets indstillinger og tager redegørelsen til efterretning.

 


Jakob Sivertsen, Atassut:

 

Redegørelsen om fremtiden for de industrielle skindsystuer modtager vi med glæde i Atassut ud fra den betragtning, at systuerne har betydning i arbejdsmarkedet i dag.

 

Henstillinger, som var anbefalet fra seminaret om skindssystuernes fremtid, anser vi for vigtige. Idet målet må være, at skindsystuerne i fremtiden skal kunne fungere som økonomisk bæredygtige produktionssteder uden tilskud eller med minimale tilskud. Vi mener i Atassut, at såfremt skind­systuerne skal kunne fungere bæredygtigt, må man sikre afsætningsmulighederne, ellers vil man ikke kunne sikre, at de kan køre bæredygtigt, og samtidig må man sikre, at produkterne er forskelligartede.

 

Skindsystuer, som producerer kulturelt relaterede produkter, bearbejder skind efter gammel grønlandsk tradition, og denne bearbejdning er tidskrævende, hvorfor tilskud fra det offentlig og via mandetimer er på sin plads, da det er nødvendigt, at det bearbejdede er af god kvalitet. De industrielle skindsystuers produktion er mere rentable end håndsyede produkter.

 

Derfor mener vi i Atassut, at man skal undersøge mulighed for, at de industrielle systuer også går i produktion med tekstiler, som er afpasset efter grønlandske forhold. Som vi allerede ved, findes der systuer af den art i andre byer. De skindsystuer som drives med bevaring af gammel kulturelle traditionelle produkter for øje, kan vi ikke undvære i fremtiden. Derfor mener Atassut, at det er vigtigt, at medarbejderne i disse systuer får mulighed for at samles til et seminar.

 

Den grønlandske nationaldragt er bevaringsværdig, ligesom andre former for produkter efter Atassuts mening er samleværdige. Liberaliseringen af de industrielle skindsystuer støtter vi fra Atassut. Især med en grundig planlægning vil man kunne give de private interesserede mulighed for en overtagelse. Hvis man skal kunne sikre, at de industrielle skindsystuer skal kunne drives økonomisk, er det nødvendigt med kurser for personalet.

 

Nødvendigheden af kuntshåndværksudøvernes nære samarbejde med skindsystuerne, som seminaret havde været inde på, er vi enige i Atassut, idet det er vigtigt, at der produceres kun­sthåndværk af god kvalitet til turisterne.

 

Forslaget om etablering af garveri til fiskeskind og sælskind støtter vi fra Atassut især med at prioritere sælskindsgarverier, idet vi alle ved, at systuerne ofte mangler sælskind i deres produk­tion. Seminaret havde bl.a. beskæftiget sig med at skindsystuerne organiserer sig, Det er et interessant forslag, idet fælles markedsføring og annoncering vil gavne foretagendet. Andre emner, der har været til debat i seminaret, er vi enig i, hvorfor vi undlader at kommentere dem. Med disse bemærkninger støtter vi redegørelsen om de industrielle skindsystuers fremtid.


 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, IA:

 

Først skal jeg beklage, at vi desværre kun har uddelt den grønlandsksprogede redegørelse, idet vi har manglet oversættere. Siden den nye landsting startede i 1995, har vi fra IA stillet forskellige forslag vedrørende skindsystuerne.

 

Først under det første møde om foråret, stillede vi et forslag om, at det skulle gå bedre for skindsystuerne, således at man ansatte konsulenter og designere. Og så har vi også stillet et forslag om, at man efteruddanner folk, således at de bliver bedre til at sælge deres produkter.

 

Så længe skindsystuerne kører efter mandetimerne, kommer de aldrig nogensinde til at kunne bære sig selv økonomisk. Men heldigvis så blev vores forslag støttet af landstingets medlemmer. Derudover så har vi stillet et forslag om, at skindsyningen blev et obligatorisk fag i Folkeskolen, men det har man ikke gået ind for, idet det allerede er et valgfag, for dem der har lyst. Men dertil kan man spørge om, hvor mange mon der bruger denne mulighed, og i denne forbindelse så kan den nye skolebestyrelse og kommunerne også være vågne for denne mulighed, hvilket vi kun kan opfordre dem til, og i denne forbindelse bliver det nok et spørgsmål om økonomien.

 

Og derudover så skete der ikke noget, hvorfor vi i foråret 1996 debaterede skind og skindsystuer, idet vi ikke har en klar politik i landstinget, og det skete så i efteråret 1996, idet der blev fremlagt en klar redegørelse om skind og blev drøftet her i salen, og i den forbindelse skal vi spørge, hvor langt man er nået med sagen vedrørende skind, idet der har været store problemer i de seneste år bl.a. med hensyn til fragt. Har man fundet en løsning på det, og hvordan går det med indhandlin­gen af saltede skind, og hvordan drives det? I forbindelse med skindbehandling, hvordan går det med  at lette arbejdet med skindbehandlingen, og hvordan går det med landstingets udvalg?

 

Der blev afholdt et seminar vedrørende skind, systuer, og vi har fra IA's side glædet os frem til produktet af dette, og selvfølgelig er vi glade for, at vi nu omsider har fået den nu efter, at der er gået et år, selvom vi har håbet at få det på et tidligere tidspunkt. Vi ønsker jo allesammen en erhvervsudvikling og således, at vi kan realisere de ting, som man kan rette tingene op på. Fra IA's side er vi glade for, at der har været 14 skindsystuer med deltagelse af 27 personer, og vi bemærker, at de har nogen klare indstillinger, som de har peget på.

 


Seminardeltagerne har bl.a. et hjertesuk, der siger, at de har problemer med at få garvede skind fra garveriet i Qaqortoq, og derudover har de også meget lang leveringstid, når de endelig får dem leveret, og desværre melder de så også, at de bliver nødt til at importere skind udefra, eller også at de selv sender skind til garvning Danmark, idet det er billigere for dem at gøre det i Danmark. Og det kan vi fra IA's side ikke acceptere, idet vi jo slet ikke mangler sælskindene. Der er jo mange sæler ved Grønlands farvande, hvor man siger, at de spiser enormt mange fisk til ulempe for fiskeriet.

 

Det er nødvendigt, at garveriet får afdelinger i de forskellige regioner i Grønland, og Inuit Ataqatigiit har vi i foråret 1996 foreslået, at garveriet fik en afdeling i Nordgrønland,  således at man nu undgår at sende skindene den lange vej til Sydgrønland, således at de også bliver af bedre kvalitet, og derudover bør man finde en mulighed for at indhandle saltede skind i højere grad.

 

Der er jo flere som har evnen til at skrabe skindene, men desværre sker der masser af udsmid af skindene, fordi man mangler folk til at skrabe skindene. Fangerkonerne bruger jo en masse kræfter på dette arbejde, hvor de også selv må hente vand, og det betyder så også, at det går udover helbredet, og vi må jo rose disse personer.

 

Vi er ved at gå over til år 2000, og den tekniske udvikling har aldrig været så langt fremme, hvorfor vi bør arbejde for, at disse personer bliver lettet i deres arbejde. Fra IA's side er vi fuldstændig enige i de indstillinger i redegørelsen, således at man gør mere brug af lammeskind, rensdyrskind, moskusokseskind og så hundeskind i Nordgrønland.

 

Og vi undrer os over, at der er flere skindsystuer, som har måtte importere fra Østen. Der er masser af hundeskind i Nordgrønland, og derudover så er der jo også andre produkter, såsom ben og kløer fra forskellige dyr, som man også kan gøre brug af, således at man også kan tilbyde det som souvenirs overfor turisterne. Man bør have en fælles planlægning og en fælles mål, hvilket vi også fra IA’s side også støtter, således at man koordinerer med hinanden uden at man konkurrere hinanden ud.

 

Såfremt det skal gå godt med skindsystuerne, så bør man også kunne afholde kurser i handel og drift af skindsystuerne, og derudover så bør man også starte undervisning i brug af skindene. Vi behøver ikke at etablere en stor skole, men vi bør udnytte skindsystuerne, således at man bruger dem i undervisningen, således at man udvikler brugen af skindproduktionen, hvorfor vi ikke kan komme uden om uddannelse indenfor det.

 

I redegørelsen fremgår det også at de nuværende medarbejdere i skindsystuerne bruger en masse tid på at lære nye medarbejdere op, og derfor bør de nye medarbejdere have en grundlæggende uddannelse og indføring i arbejdet, og således at det også bliver et respekteret job på lige fod med andre erhverv.

 


Kun ved at gøre det på den måde, kan vi skabe en målrettet udvikling. Såfremt skindsystuerne skal være bæredygtige, idet der jo er mange der lægger mere og mere vægt på, brug af naturpro­dukter uden at der er nogen form for tilsætningsstoffer, og alt hvad vi producerer i Grønland er jo alle sammen naturprodukter, og det kunne vi udnytte i højere grad og så i højere grad også med hensyn til skind.

 

Med hensyn til skindsystuerne da må vi bestræbe os på at det bliver bæredygtige. Det kan være at medarbejderejet og uddannelser og kurser kunne drives gennem STI-skolerne i de forskellige skoler og i kraft af regionaliseringen, så er der flere STI-skoler, som bliver nedlagt, og disse lokaler kunne udmærket godt bruges til afholde kurserne i, især hvad den boglige uddannelse angår.

 

I dag kan man kun læse til designer i Danmark, og vi kan jo slet ikke forestille os, at samtlige medarbejdere i rejser til Danmark for at få en uddannelse. Men vi kan ikke fra den ene dag til den anden opnå de mål, som vi har sat os, men vi er ved at komme agterud. Efterspørgslen af skind er stigende, hvorfor vi heller ikke kan komme uden om, at vi stadig i nogle år skal have støtte, og vi må bestræbe os på, at det bliver drevet vedvarende og sætte os som mål, at man fordeler de forskellige arbejdsopgaver, og hvor de skal sælges henne og hvordan man reklamerer med produkterne, alle disse spørgsmål bør vi få afdækket snarest.

 

Før har Inuit Ataqatigiit også været inde på, at det er vigtigt, at man eksporterer produkterne, men vi må også bestræbe os på, at kunne anskaffe os varmt tøj ved at importere alt det tøj sender vi jo også pengene ud af landet. Vi bør kunne producere noget tøj, som ikke nødvendigvis behøver at være designerflotte produkter, men det må være gode og varme og med disse bemærk­ninger ser vi frem til det videre arbejde også med de økonomiske konsekvenser, der måtte være og håber på, at man finder en løsning for disse, og vi håber så også på, at man ikke blot bliver ved med at snakke, men opnår resultater, hvilket vi også vil  arbejde for. Tak.

 

Bjarne Kreutzmann, Akulliit Partiat

 

På vegne af Akulliit Partiat påskønner jeg initiativet med at stable et sådant seminar på benene. På seminaret med 27 deltagere fra 14 industrielle skindsystuer og fra forskellige relevante instanser konkluderedes nødvendigheden af, at de industrielle skindsystuers ejerforhold bliver ændret fra offentligt ejede virksomheder til delvist privatejede skindsystuer. Der blev ligeledes konkluderet nødvendigheden af udviklingen af de ressourcer, der er i industrien nemlig ved dygtiggørelse af medarbejderne og en forbedring af råvaretilgangen

Med håb om, at initiativet munder ud i at fremme bæredygtige erhverv og skabe varige arbejds­pladser tager jeg den korte men interessante redegørelse til efterretning. Tak.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet

 


Jeg har fra Kandidatforbundet med interesse gennemgået redegørelsen om fremtiden for de industrielle skindsystuer og vil komme med følgende bemærkninger.

 

Som bekendt er ønsket om at systuerne rundt omkring i kommunerne fremover skal kunne klare sig uden tilskud et af de politiske mål. Derfor er det glædeligt at erfare, at deltagerne i seminaret, nemlig brugerne, udtrykker god vilje til at medvirke til at deres arbejdspladser fremover kommer til at hvile i sig selv, og endelig at der er udtrykt ønske om, at industrielle skindsystuer i fremtiden fortsat ikke forbliver offentligt ejede, men bliver ændret til at blive privatejede, hvor initiativtager­ne også kan opnå medejerskab.

 

Jeg ved at en del af de omhandlede systuer ikke bare arbejder med skind, men også arbejder med tekstiler. Systuerne har stor betydning i beskæftigelsesbestræbelserne. I redegørelsen oplyses det jo at over 100 personer er beskæftiget i skindsystuerne. Redegørelsen oplyser også, at skindsystu­erne drives urentabelt, uanset om man har marked for de fremstillede varer. Når man ser på størrelsen af de økonomiske tilskud og antallet af de forbrugte mandetimer, må man erkende, at den tvivl, som om alle de omtalte systuer kan ændres til rentabel drift med det samme antal beskæftiget som de har i dag.

 

Enhver, der har fået en handelsmæssig uddannelse, kan se, at det vil være tvivlsomt, om 46 arbejdspladser, der alle har den samme produktion vil kunne drives rentabelt i et land med 56.000 indbyggere. Der er ingen tvivl om, at enkelte vil kunne hvile i sig selv, men desværre ikke dem alle sammen. F.eks. Hvis 17 arbejdspladser i alle kommunerne alle begynder at producere dørkarme, kan man ikke påregne at det vil gå godt for dem alle sammen.

 

Derfor er det med hensyn til beskæftigelsesforanstaltningerne og såfremt man skal udbygge systuerne til at være selvbærende, er der ingen tvivl om, at det offentlige endnu i betydelig grad må deltage i samarbejdet og økonomisk i markedsføring især overfor udlandet gennem oprettelse af en central markedsføringsbureau, reklameuddannelse efter- og videreuddannelse m.v. Det er mærkbart, at seminardeltagerne især klager meget over leverancerne af skind fra Great Greenland.

 

Der mangles videreuddannet personale og en del af problemerne ligger i mangel på råvarer og udstyr, ligesom man også mangler produktionsplanlægning m.v. Det er meget utilfredsstillende at skindsystuerne ikke kan serviceres fra Great Greenland, eller at samarbejdet ikke kan være bedre. Det kan ikke være rigtigt, at skindsystuerne må ty til garverier i Danmark for at få den bistand, som de har behov for. Seminariet påviser ligeledes, at det er nødvendigt med regionsafdelinger af Great Greenland her i landet, ligesom da vi tidligere drøftede om skind så efterlyste jeg til dels dette fra Kandidatforbundet, også på grundlag et gammelt ønske fra KNAPK.

 


Derfor vil jeg benytte lejligheden til at spørge landstyremedlemmet hvor langt man er kommet med sagen, da Landstinget allerede dengang vedtog, at der skulle være afdelinger af Great Greenland i landet i forskellige regioner, og det er mærkbart, at sådanne afdelinger savnes i høj grad fra skindsystuernes side.

 

Fra Kandidatforbundet støtter vi de forskellige tiltag til at ville gøre systuerne mere selvstændige og selvbærende. De har jo allerede dygtige og erfarne medarbejdere, men man mangler en god ordning og en planlægning til at få realiseret, at systuerne kan blive selvstændige og selvbærende. Systuerne mangler en organisation, hvor de kan samarbejde, og fra Kandidatforbundet skal vi opfordre til, at direktoratet yder dem bistand og støtte til oprettelse af en fællesorganisation.

 

Med disse korte bemærkninger støtter jeg i fuldt omfang tiltagene til at systuerne kan blive mere selvstændige og blive selvbærende, ligesom jeg støtter alle indstillingerne, og jeg vil ønske alle systuerne held og lykke med arbejdet.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand

 

Jeg vil gerne takke for, at redegørelsen bliver positivt modtaget af samtlige ordførere. Jeg har bemærket, at det er sjældent, at Kandidatforbundet har brugt ordene: ”Det er glædeligt at høre” og det forstår jeg derhen, at Kandidatforbundet hilser redegørelsen velkommen. Der er nogle ting, som jeg er enig fra ordførernes side.

 

De industrielle skindsystuers mulighed for udvikling har været til genstand for vurdering, hvor man blandt andet kom ind på, at det ikke kan lade sig gøre med alene tilskud fra mandetimerne og at det en begrænsende faktor i udviklingen. Det er nok rigtigt, for det første, og de ting, der blev nævnt fra partiernes side vil jo danne grundlag for det videre arbejde i udvalget samt de skind­systuer i dag er drevet mere eller mindre af kommunerne.

 

De ting, der vedrører Great Greenland er der nogen, der udtrykker mangler, og det blev udtrykt, at Great Greenland ikke har været til særlig stor hjælp til skindsystuerne, og man skal anmode arbejdsgruppen om at tage kontakt med Great Greenland om at dette samarbejde forbedres, og jeg går ud fra, at landsstyremedlemmet for erhverv vil komme med uddybende bemærkninger dertil.

 

Der blev også klart udtrykt, at man skal gennemføre planlægningen af uddannelsen og det er med støtte, og med hensyn til markedsføring af produkterne skal der også banes vejes for. I den arbejdsgruppe, der skal arbejde videre, skal nogle af landsstyremedlemmerne være med ligesom KNAPK og KANUKOKA vil blive inddraget.

 


Man kommer også ind på, at produktion af soveniers til turisterne skal undersøges nærmere, og det vil man så indstille. Ligesom andre ordførere har været inde på, er at der ud over de industriel­le skindsystuer, der har vi de kulturelle skindsystuer, at disse også inddrages i den videre planlæg­ning på lige fod med de industrielle skindsystuer, og jeg skal da også overfor Inuit Ataqatigiit bemærke, at hidtil har man kunne give det som tilskud i forbindelse med voksenundervisningen, og det er så op til de enkelte kommuner, om de vil komme med det tilbud.

 

Over for Inuit Ataqatigiit skal jeg bemærke at det er rigtigt, det Maliinannguaq har nævnt, at man har været inde op spørgsmålet op til flere gange i det forrige Landsting og det nuværende Landsting. Man har drøftet punktet flere gange, og Inuit Ataqatigiit støtter disse initiativer, og da vil jeg da udover de besvarelser, der kommer fra landstyremedlemmet for erhverv bemærke, at man også kan omstyrte designskoler, og dertil vil jeg knytte følgende bemærkninger, i hvert fald hvad de ting der blev sagt fra Maliinannguaq Mølgård. Hun har ret i, at det er et meget hårdt arbejde for de grønlandske kvinder at arbejde med skind.

 

Der har været tiltag til forskellige forsøgsordninger, hvor nogen lykkedes, og i forbindelse med opstarten af servicehusene,, der har man også medtaget rum, hvor man kan bearbejde skind. Og inden jeg kommenterer uddannelsesdelen kan jeg bemærke, at det hårde arbejde, som de grøn­landske kvinder har arbejdet med tålmodigt, sådan som vi har været vant til fra vores barndom, at man skal undersøge mulighederne for at komme med et bedre tilbud til dem.

 

Jeg personligt er ikke bange for, at man kan finde udlandske uddannelsesteder omkring design. Hvis vi kan starte snart på det område, og hvis vi kan finde det antal der skal sendes til sådanne skoler, kan vi allerede i indeværende år gøre det. Jeg håber, at de der har interesse for dette fag, vil få muligheden for at gøre det, uden at der bliver lagt hindringer i vejen for dem.

 

De tanker, der ligger omkring uddannelse, er der også mulighed for undervisning i fritiden, så kan man også benytte sig af disse muligheder, men det grundliggende skal være, at man har råvarerne, og at disse råvarer er af god kvalitet. Handelscheferne har jo haft det område i bygderne gennem mange år, og nu mener jeg, at disse handelschefer har trukket sig tilbage fra dette arbejde, men jeg håber, at de fortsat vil være med i forbindelse med vurderingen af skindkvalitet erne, specielt i bygderne og yderdistrikterne, for de er de eneste man kan samarbejde med for at vi derved kan få skind af god kvalitet.

 

Jeg har kommenteret de andre partiers ordførerindlæg, og da landsstyremedlemmet for erhverv vil komme ind på kontakt med Great Greenland, så vil jeg afslutningsvis huske, at den redegørelse der kom fra landsstyreområdet skal forstås derhen, at nu er ved at realisere de planer, man har haft, og at arbejdsgruppen skal arbejde langsomt i de 10 år. Der har jo været nogle arbejdsgrup­per, der har arbejdet så langsomt. For at undgå det, så vi regne med, at der bliver fremlagt nogle resultater dette arbejde indenfor et år. Det skal vi anmode om fra Landsstyrets side.

 


Anders Andreassen, Landstingets formand

 

Og så er det landsstyremedlemmmet for Fiskeri og Fangst, der kommer med en besvarelse.

 

Paaviaaraq Heilmann, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug

 

Jeg skal komme med nogle tilføjelser til landsstyreformandens klare besvarelse, men skal lige understrege, at det er en redegørelse om de industrielle skindsystuer, og det der vedrører mit område er de relationer, der har med Great Greenland at gøre, og først er det kvalitet, som har været et problem i de foregående år. I efteråret 1996 efter en redegørelse om skind skete der mange ting, først med hensyn til indhandlingen af de saltede skind, hvor man dengang har måtte smide op til 85% efter at de er ankommet til skindgarveriet, men det tal er faldet meget stærkt, idet det nu kun er 6%, der nu bliver kasseret.

 

For der er sket mange forbedringer i den henseende, også med hensyn til samarbejdet med KNI, og i den forbindelse må vi også sige tak til en del private virksomheder, som tager imod det indhandlede saltede skind, og der sker et godt samarbejde, således at der nu sker en meget stor forbedring med hensyn til de saltede skind. I dag får skindcentrene, der har vi også i samarbejde med SULISA en drøftelse med disse skindcentre, og ved at etablere skindcentre på forskellige regioner i Grønland, så har man ved anskaffelse af afspækningsmaskiner forbedret arbejdsforhol­dene, og arbejdet pågår stadigvæk.

 

En af ordførerne var inde på, at man har måtte importere skind udefra, men det er ikke altid, at man har gode erfaringer med det, for eksempel har de skind, man har indført fra Norge måtte tilbagesende nogle af disse skind, fordi de ikke kunne bruges. Men hidtil så er kapaciteten i garveriet været på 70.000 skind, og efter anskaffelse af nye maskiner i garveriet og dygtiggørelse af medarbejderne, så siger man, at kapaciteten nu er 120.000 pr. år. Derved indhandles ca. 70.000 skind på nuværende tidspunkt, hvorved garveriet nu har større mulighed for at garve skind og også farve skindene, der har garveriet fået større mulighed for at efterkomme kundernes ønsker.

 

Derfor er der efter skinddrøftelserne i efteråret 1996 sket mange ting, hvilket Landsstyret også har glædet sig over. Man regner med fra garveriets side, at de mange, der har været forud og dem er man ved at komme over også med hensyn til garvning og farvning af skindene. Det har før været et problem for garveriet også i kraft af, at det er en bedre kvalitet, der kommer til garveriet, også i kraft af at man er kommet ind på bedre arbejdsbetingelser.

 

Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet

 


Selvfølgelig er det glædeligt og rart at høre, at det gamle problem vedrørende skindbehandling nu for alvor vil blive taget op, og det undrer mig egentlig, at en politiker, der har været gennem flere år, undrer sig over, at man glædes ved, at man tager fat om problemet, så må vi spørge, hvor er alle de huer og hatte, man ville producere af vore skind. Det er på tide, at man også prioriterer beskæftigelsen i skindsystuerne, og eksporten med. Vi skal også for alvor arbejde for, at de bliver realiseret.

 

Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit

 

Jeg siger tak til Landsstyrets besvarelse. Jeg har desværre glemt et spørgsmål i min fremlæggelse. Efter de redegørelser, der er fremkommet, så er der i 1996 46 skindsystuer, og det jeg gerne vil vide, er hvor mange der stadigvæk kører her i 1998, og som I ved, så er der flere, som har måtte lukke.

 

Med hensyn til mandetimerne så har man bl.a. i 1995 bestræbt sig på, at man skal nedskære mandetimerne i løbet af de næste 5 år, således at disse skindsystuer blev selvbærende, men nu er der kun knap 12 år tilbage til år 2000, og der er ikke ret mange, der vil være selvbærende, udover et par små privatejede, der kører. En af de største fejl må være, ved at man nedskærer mandetime­tilskuddene, der har man ikke sat som politik, om hvordan vi skal opnå denne nedskæring af mandetimerne, og det har man så manglet, og det fremgår også klart af redegørelsen, at de forskellige kurser og uddannelser, som fremgår klart af redegørelsen, hvor man også ønsker at der skal være bedre kundskaber i design.

 

Landsstyreformanden var inde på, at man kan have det som aftenskolefag, men i selve rededgørel­sen eller rapporten kom de med visioner om, hvordan det vil være i år 2010, hvor man var inde på, at man skal have etableret en uddannelse, hvor formålet vil være, at det skal køres i uddannel­se, hvor den tekniske og den teoretiske del af uddannelsen foregår dels på STI og på handelssko­lerne og endvidere er der computerundervisning, hvor undervisningen foregår i kursusform i Grønland, og der afholdes kortvarige kurser i personlig udvikling, produktplanlægning, herunder tidsforbrug og kvalitetsbevidsthed, og disse kurser afholdes på den enkelte systue, eller virksom­hed.

 

For at der ikke skal være nogen misforståelser så mener vi ikke, at der skal etableres en skole bl.a. med hensyn til designeruddannelser, men den der beskæftiger sig med skind, der skal de have mulighed for at bruge de tilstedeværende muligheder i de forskellige regioner i Grønland.

 


Jeg er også glad for, at landsstyreformanden også var inde på, at man ikke skal bare stille sig tilfreds med al den snak, men at man bør foretage sig noget og realisere noget, således at man måske i løbet af et års tid finder ud af, hvilket økonomiske konsekvenser, der eventuelt måtte være, og det ser vi frem til, og vi mener, at det ikke bør være sådan, at de nuværende skindpro­dukter, de er meget efterspurgte, det kan godt være, at der igen om 2 år hvor vi så oplever, at der er nogen der protesterer imod sådanne produkter, og derfor må vi så arbejde for, at vi får disse skindsystuer op at køre, og så skal jeg lige overfor landstyremedlemmet for erhverv spørge, idet vi erfarer, at der for 2 år siden var op til 85% kasserede af de saltede skind, og det er glædeligt at det er faldet til 6%.

 

I denne forbindelse vil jeg spørge, om indhandlingen af de saltede skind, idet jeg ved, at der er flere bygder, der ønsker at få denne mulighed, og hvor man i forskellige bygder har klaget over, at de ikke har denne mulighed, der vil jeg gerne have oplyst, hvilke bygder der har denne mulig­hed og hvilke tanker man har omkring man har omkring dette. Jeg er også glad for at Siumuts ordfører var inde på, at garveriet får afdelinger rundt omkring på kysten eller forskellige regioner i Grønland, idet vi også i de foregående år altid har ønsket det.

 

Paaviaaraq Heilmann, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug

 

Inden jeg besvarer Maliinannguaq Markussen Mølgaard, så kan jeg sige, at jeg glemte at nævne, at der skal være mulighed for at købe andre skind end sælskind i garveriet som resultat af den udbygning af garveriets kapacitet, og jeg selv har været inde på det, og det jeg har sagt indtil nu er, at man indleder forhandlinger med garveriet, nu har man kunne indhandle op til 70.000 skind om året, nu er det næsten fordoblet til ca. 120.000 skind, og jeg kan ikke se, at man kan lukke af for andre muligheder.

 

Bygderne har også foreslået, at man samarbejder med garveriet, og at man drøfter de negative ting i et sådant samarbejde, og det har så pågået således i det sidste års tid, hvor garveriet og de enkelte indhandlingssteder har haft en dialog, og det har så forbedret forholdene betydeligt, og jeg håber, at det er en tilfredsstillende besvarelse jeg er kommet med.

 

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand

 

De 46 kendte, at den der får offentligt tilskud gennem mandetimer. Det er den man med de  fleste af dem kører også som kommunale virksomheder, men vi må ikke glemme, at der nogen private. Jeg ved godt, at der er en nedtrapning i gang frem til år 2000, men jeg mener godt at det kan realiseres uden at man udskyder det yderligere.

 

Men ser man på de private virksomheder og dem anser jeg for at være støtteværdige, således at de så også driver deres egen virksomhed. Såfremt de skal have offentligt tilskud, så er der også mulighed gennem ”Sulisa” idet det jo er dannet med det formål, at hjælpe mindre virksomheder i Grønland , også ved at deltage i planlægningen f.eks når de så skal lægge budgetter og markeds­føre sig selv. 


Og jeg skal love, at men skulle kontakt vil tage kontakt med  Sulisa at denne opgave bliver  igang sat med hensyn til nogle afdelinger i forskellige regioner i Grønland af Great Greenland. Men hvad angår, at man blot venter på det offentlige for at etablere noget andre steder, det bør jo være sådan at man bør kunne støtte det private, så fremt de har lyst til at opstarte en garveri. Det kan være kommunalt eller det kan være private personer.

 

Og til efteråret så skal vi ændre erhvervsstøtteordningen, således det ikke kun er fiskeriet, der får tilskuddet, således andre virksomheder også kan søge tilskud. Såfremt der er nogen der har lyst til at etablere et lille garveri, det kan være i en by eller bygd, det må man skabe muligheden for. Og det bør kunne realiseres.

 

Og til Anthon skal jeg sige, skal jeg ellers ventet på de huer og hatte til kineserne, men det ville jo kræve en masse, masse sælskind. Men nu arbejder vi nu på at sælge sælkødet til kineserne og det har vi så i sinde at følge op på, idet kineserne ser ud til at være glade for denne handling. Og når handlen er så kommet op. Vi skal følge op på den handel der nu er åbnet over for kineserne.

 

 

Otto Steenholdt, Atassut:

 

Det, vi taler om, det er det industrielle skindsystuer. Men når vi taler om skind, så plejer vi også at tage andre områder med. Og så vil jeg også give mit besyv her. Great Greenland opgave er, at behandle skind til, så de er klar til at blive brugt. Og her tænker jeg på, at Great Greenland også sender disse skind til skindsystuerne fordi de har maskinerne til at bearbejde disse skind. Derved bliver opgaven at forsyne skindsystuerne med skind.

 

Dette samarbejde må udbygges således at det industrielle skindsystuer nemt kan få skind fra Great Greenland. Great Greenland vil fortsat få skind som kvinder ikke har bearbejdet. Alt indhandlings­skind skal være blot afspækkede.

 

Landsstyreformanden kom kort ind på handelscheferne i bygderne ikke længere vil være med til at  vurdere skindene. Jeg har  gang på gang været ind på i vore debatter, at der er meget få kvinder, der er i stand til at skrabe skind uden at ødelægge skindene.

 


En fanger der ønsker at indhandle skind af det bedste kvalitet og i og med hvis handelschefer vurderer disse til nr 3 skind, så bliver han nok meget gal på sin kone fordi hun er så dårligt til at behandle disse skind. Og derved får han ikke så meget i indtægt. Lad os sige at vi må gå bort fra afspækning af skind, vi indhandler det som det er til garveriet. Men der er stadigvæk små kommu­nale skindvirksomheder der ikke bruger maskiner. Lad dem køre vore kulturelle traditionelle skindbehandlingsmåde. De kan sidde på gulvet og skrabe skindene for spæk og derfra kan de selv sørge for at tørre det og blødgøre det og sy det. Det er et kulturelt område, men især i Nordgrøn­land er kvinderne der skal lave det varmt tøj til deres mænd, som Great Greenland kan ikke udarbejde.

 

Apropos det varme skind, så er vi dårligt til at udnytte vores egen produkter. Da jeg engang i Siorapaluk, så mødte jeg en japaner og det viste sig at han har virklig god til at behandle skind og denne Ikosima har noget at fortælle om hvordan man også kan behandle skind. Det kan være at han har noget nyt, som vi kan også bruge, når vi tænker på varmt tøj på. Og jeg vil meget gerne have at det han har fundet frem til, også kan bruges. Det kan være, han siger nej, men vi kan da prøve og spørge ham.

 

 

Finn Karlsen, Ordfører:

 

Således behandlingen at punkt 16 redegørelse om fremtiden for industrielle skindsystuer færdig.

Punktet sluttet.