Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 45-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 26. marts kl. 13.00

Dagsordenens punkt 45

 

Betænkning afgivet af fredningsudvalget.

(Udvalgets formand)

 

 

 

Mødeleder: Ole Lynge

Vi skal til punkt 45 i henhold til dagsordenen. Der er flere forslagsstillere blandt medlemmerne, men først er det betænkningen afgivet af Fredningsudval­get, der skal forelægges, og så vil forslagsstillerne få mulig­hed for at komme til orde.

 

Ussarqak Qujaukitsoq, Siumut, formand for Fredningsud­valget:

Jeg vil hermed forelægge betænkningen afgivet af Fred­ningsudvalget.

 

Udvalget har følgende medlemmer:

Landstingsmedlem Ussarqak Qujaukitsoq, formand, Siumut

Landstingsmedlem Pavia Nielsen, Siumut

Landstingsmedlem Jakob Sivertsen, Atassut

Landstingsmedlem Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia og

Landstingsmedlem Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit.

 

Fredningsudvalget har holdt møder den 13., 19. og 20. marts 1992 og har behandlet følgende punkter:

 

Punkt 41: "Forslag om ændring af Hjemmestyrets bekendt­gørelse om fredning af isbjørne i Grønland". Det er et forslag fra Jakob Sivertsen.

 

Forslaget går ud på, at Tasiilaq får samme regler for jagt på isbjørne som Avanersuaq, Upernavik og Ittoqqor­toormiit kommuner.

Et enigt Fredningsudvalg indstiller overfor Landssty­ret, at Tasiilaq får samme regler for fangst af isbjør­ne som Avanersuaq, Upernavik og Ittoqqortoormiit.

 

Vedrørende punkt 48: "Forslag om ændring af bekendtgø­relse af 5. maj 1988 om fredning af fugle i Grønland". Forslag fra Bendt Frederiksen.

 

Forslaget går ud på, at sommerjagten på lomvier i Uper­navik Kommune forlænges indtil den 25. juni, hvor den efter nugældende regler stopper den 31. maj.

 

Endelig punkt 89: "Forslag til ændring af alkefred­ningsbestemmelserne" fra Nikolaj Heinrich.

 

Forslaget går ud på, at vinterjagten på lomvier syd for Kangaatsiaq Kommune forlænges til den 15. april, hvor den efter de nugældende regler stopper den 15. marts.

 

I den forbindelse bemærker udvalget, at det harmonerer med Emilie Lennerts forslag, punkt 106, og forslaget er ikke behandlet særskilt, da udvalget gerne vil have, at man har en samlet forslagsbestemmelse.

 

Endelig punkt 122: "Forslag om at gældende fangst- og fredningsbestemmelser nyvurderes i deres helhed" fra Peter Grønvold Samuelsen.

 

Forslaget går ud på, at samtlige fangst- og frednings­regler skal nyvurderes i samarbejde med samtlige kom­muner, for at få reglerne tilpasset de lokale forhold.

 

Et enigt fredningsudvalg har den opfattelse, at der i de gældende regler er tilpasning til lokale forhold. Fred­ningsudvalget indstiller derfor til Landsstyret, at Erhvervsdirektoratet i stedet konkret gennemgår samtli­ge bekendtgørelser om jagt og fredning, blandt andet med henblik på at konstatere om der findes regler som er unødigt restriktive.

 

Derudover indstiller Frednings­udvalget, at bekendt­gørelser om fangst og fredningsti­der fortsat udarbejdes som en helhedsvurdering, udfra den størst tilgængelige viden om en bæredygtig udnyt­telse af hver enkelt art.

 

Endelig punkt 136: "Forslag om ophævelse af rævefred­ning". Det er et forslag fremsat af mig selv. Forslaget går ud på at rævefredningen ophæves i Avanersuaq Kom­mune af hensyn til rabiesfaren.

 

Fredningsudvalget indstiller, at rævefredningen i Ava­nersuaq Kommune ikke ophæves, men at Landsstyret udste­der en dispensation med baggrund i rabiesfaren, således at ræve kan jages hele året i kommunen.

 

Endelig punkt 143: "Forslag til landstingstingsbeslut­ning om ændring af bekendtgørelserne vedrørende fred­ning af moskusokser og jagt- og fiskeritegn". Det er et forslag fra partiet Atassut.

 

Forslaget har tidligere været fremsendt til Landsstyret fra Maniitsoq Kommune, og omhandler en række detailæn­dringer i forbindelse med moskusokser og moskusoksejagt i Maniitsoq Kommune. Disse ændringer er allerede af­handlet mellem Landsstyret og Maniitsoq Kommune, og resultatet ligger til grund for gennemgangen overfor Fredningsudvalget.

 

Fredningsudvalget indstiller, at den fremlagte redegø­relse medtages i det kommende arbejde med ændring af relevante bekendtgørelser.

 

Endelig punkt 106: "Ændringsforslag vedrørende alke­jagtperioden" fra Emilie Lennert.

 

Forslaget går ud på, at det skal være tilladt at jage lomvier hele sommeren, subsidiært skal tilladelsen kun gælde erhvervsfangere.

 

Endelig punkt 131: "Forslag om drøftelse af jagten og fredningstiderne" fra Pavia Nielsen.

 

Forslaget går ud på kommunerne nord for Kangaatsiaq skal kunne give tilladelse til sommerjagt på lomvier i en 14-dages periode, indenfor den gældende fredningstid fra 1. juni til 31. august. Derudover ønskes frednings­tiden af­kortet, således at den stopper den 15. august.

 

Derudover stilles der forslag om forlængelse af vinter­jagt på lomvier syd for Kangaatsiaq Kommune, således at den stopper den 31. marts.

 

Fredningsudvalget har behandlet ovenstående fire punk­ter angående jagt på lovier under ét. Et enigt Fred­ningsudvalg har fuld forståelse for at lomvien er en art, hvis udnyt­telse må ske under faste regler.

 

Udnyttelsen skal derfor ikke afpasses efter kortvarige gevinster, men efter en langsigtet vurdering, der både tager hensyn til Grønlands egne ynglebestande og til de bestande der gæster Grønland om vinteren, hvor forvalt­ning fremover må påregnes at skulle ske i et interna­tionalt samarbejde.

 

Fredningsudvalget er derfor enige om, at lomvier og andre fugle ikke skal jagtes i deres yngleperiode.

 

 

Angående de stillede forslag indstiller et mindretal i Fredningsudvalget, bestående af Atassut og Issittup Partiia, at vinterjagten syd for Kangaatsiaq Kommune forlænges med 14 dage, indtil den 31. marts, og at sommerjagten nord for Kangaatsiaq Kommune forlænges med 14 dage, indtil 15. juni.

 

Denne indstilling sker med baggrund i en afvejning i hensynet til lomvibestandenes fortsatte beståen og jol­lefangernes anstrengte økonomi. Viser fremtidige under­

søgelser, at lomvibestandene ikke tåler denne udnyttel­se, må de nugældende regler bibe­holdes.

 

Et flertal i Fredningsudvalget, bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit, indstiller, at fredningstiderne på lomvier ikke bliver ændret. Dette sker ud fra det syns­punkt, at det er Fredningsudvalgets opgave at sikre, at bestande af dyr og fugle ikke overudnyttes, ud fra øn­sket om en kortvarig økonomisk gevinst, men at bes­tan­dene sikres for eftertiden.

 

I dette arbejde er det vigtigt, at en hvilken som helst tvivl om bestandenes bæreevne kommer bestandene til gode.

 

Samtidig indstiller Fredningsudvalget, at muligheden for fremover at bruge hundeslæde og snescootere under vinter­jagt bliver taget op til nyvurdering. Brug af disse trans­portmidler om vinteren synes at være den eneste mulighed for en udnyttelse af bestande af mos­kusokser og rensdyr, der opholder sig i ellers utilgæn­gelige områder.

 

Pavia Nielsen, ordfører for Siumut:

Betænkningen fra Fredningsudvalget skal vi fra Siumut udtale under ét.

 

 

Fra Siumut skal vi udtale, at vi støt­ter de af et enigt udvalg fremsatte meningstilkendegi­velser for de sager, som udvalget har drøftet.

 

Imidlertid skal vi samtidig nævne, at et større antal af Tingets medlemmer her til forårssamlingen har frem­sat ændringsforslag vedrørende lomvier ved Vestkysten samt fredningen af disse.

 

Derfor finder vi det nødvendigt, at man forinden stil­lingtagen til spørgsmålet om eventuel fastsættelse af antal jagtdage, eller forinden ændring af fredningsbes­temmelserne gennemføres, foretages en vurdering af lom­viebestandene.

 

Derfor skal vi fra Siumut kræve, at man snarest gennem­fører disse vurderinger, både i sommer- og vinterperio­den.

 

Fra Siumut skal vi udtale, at vi ønsker en nøje vurde­ring af, hvorvidt snescootere skal kunne anvendes i jag­tøjemed på de lokaliteter, hvor bestandene af rens­dyr og moskusokser tillader det, men således det kun tillades, hvor der er ekstraordinært behov herfor.

 

Vi skal dog understrege, at man i forbindelse med vin­terjagt på rensdyr ikke kan tillade, at snescootere skal kunne anvendes, men i hundeslædedistrikterne i vinter­perioden skal hundeslæderne fortsat kunne anven­des ved rensdyrjagt.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

For det første skal vi udtale, at havdyrene og landdy­rene i vort land er dem, vi ikke kan undvære i vort dagligliv og dem, der er grundlaget og håbet for vores økonomi.

Derfor må vi i dag og i fremtiden udnytte dem velover­vejet, og uden at de er i fare for at blive ud­ryddet. Vi skal også gerne gøre det, for vi kan ikke komme udenom restriktioner, vi skal jo også sikre vore efter­kommere mulighed for at udnytte dem. Dog må vi hu­ske på ikke at sætte regelsæt højere end menneskene.

 

Vi er i Atassut glade for, at Fredningsudvalget med forståelse er enig i forslaget, punkt 41, om indfø­relse af jagtmulighed af isbjørneunger over 12 måneder, samt isbjørnehunner ledsaget af sådanne unger, i Tasiilaq kommune er vi vidende om, at det vil være en fordel for fangerne.

 

Da punkterne 48, 89, 106 og 131 drejer sig om lomvier, udtaler vi samlet om disse.

 

I de senere år har der været ført en stor debat omkring lomvierne, især efter at der er blevet foretaget en un­der­søgelse i 1990, efter hvilken videnskabsmændene ud­talte, at lomvierne er ved at forsvinde fra Grønland, uden klart at sige, hvilke fangstmetoder der har været skyld i den store nedgang i lomviebestanden.

 

Er det virkeligt påvist, at jollefiskerne er skyld i denne nedgang? Sådanne spørgsmål er til dato ikke ble­vet klart besvaret.

 

I forbindelse med debatten vedrørende lomvierne må man ikke glemme, at flydegarnsfiskeriet efter laks fra 1960'erne til midten af 1970'erne har medført meget store bifangster af lomvier. Det var en af de med­vir­kende årsager til den alvorlige nedgang i lomviebes­tanden.

 

Udfra vore foran anførte udtalelser ønsker vi fra Atas­sut, at lomviejagten syd for Kangaatsiaq bliver forlæn­get med 14 dage. Vi indstiller ligeledes, at den bliver forlænget med 14 dage nord for Kangaatsiaq.

 

Når vi fremkommer med en sådan indstilling, skal det sæt­tes i forbindelse med jolle­erhververnes van­ske­lig­heder med at kunne klare de­res daglig tilværelse. Det skal dog und­erstreges, at vi er rede til at med­virke i en gen­vurdering af fredningsbe­stemmel­serne, så­fremt vores for­slag medfører ned­gang i lomvie­bestanden.

 

Med hensyn til de resterende punkter, altså 122, 136 og 143 tiltræder vi udvalgets indstilling uden yderligere bemærkninger.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

IA har den opfattelse, at udnyttelsen af levende re­sour­cer som har været grundlaget for herboende genera­tioners eksistens, også skal videreføres til kommende generatio­ner, som deres fremtidige eksistensgrundlag.

 

Derfor ba­serer vi vores arbejde i fredningsudvalget på, at udnyt­telsen af de forskellige arter af dyr og fugle sker afba­lanceret i nøje overensstemmelse med de enkel­te arters bæreevne, således at enkelte arter ikke over­be­skyttes udfra ønsket om en kortsynet økonomisk ge­vinst.

 

Denne form for praksis, som vi har arvet fra vore for­fædre, fortæller vi da også gerne om i vort arbejde i internationale sammenhænge.

 

Under samme fora påtaler vi modsat andre nationers rov­drift af dyr, ikke mindst af hvaler i vore farvande. Det er jo som bekendt gået hårdt ud over bestandene.

 

IA er fuldstændig på det rene med, at fredningstiltag af enkelte dyrearter i vort land, og ikke mindst i vore farvande, og som er gennemført uden vores fuldstændige indflydelse, for det meste medfører en grov udnyttelse

af andre ikke fredede arter, stik imod vore traditio­nel­le fangstmetoder og bevaringsforanstaltninger.

 

Som et eksempel herpå vil vi omtale hvalfangsten, som har en meget afgørende betydning for vores daglige kød­forsyning.

 

I en 20-årig periode, fra 1965 til 1985, har vi gennem­snitligt kunne fange 230 sildepiskere om året. Disse har gennemsnitligt givet os ca. 460 tons kød årligt til os grønlæn­dere.

 

Herudover har pukkel- og finhvaler i samme periode gen­nemsnitligt kunne afgive ca. 210 tons kød årligt til os.

D.v.s. disse hvaler har gennemsnitligt kunne dække ca. 670 tons af vores behov for kød om året. Til sammenlig­ning hertil er det for indeværende år kun tilladt at fange hvaler som svarer til 420 tons, nemlig 105 silde­piskere og 21 finhvaler.

 

Dette er besluttet i den internationale hvalfangstkom­mi­ssion med deltagelse af mange nationer. Dette til trods for at vi og ikke mindst fangere og fiskerne har kend­skab til at bestandene af disse hvaler i vore far­vande er meget større end anslået af de fremmede med­lemslande.

 

Hvad kan vi stille op mod denne fangstbegrænsning, som er gået ud over vores spisevaner. Vi har ikke kunnet erstatte de manglende knap 300 tons med importeret kød. Det er jo indlysende. Dog har fangstbegrænsningen med­ført, at det ud over sælerne, er gået hårdt ud over ren­sdyr, alke og edderfugle.

 

 

Fangsten på disse er blevet forøget, ganske betydeligt. Der­for skal vi indtrængende opfordre Landsstyret til kraf­tigt, at arbejde for at der presses på for en for­øgelse af vore hvalkvoter.

 

Til sommerens IWC møde forventedes det, at vore kvote i finhvaler på 21 bliver yderligere nedskåret, ligesom vi nok heller ikke kan forvente at kommissionen opnår mu­lig­heden for fangst af pukkelhvaler.

 

Vi ved, at der er en hel masse pukkelhvaler. De ødelæg­ger mange af fiskernes garn. Desuden er der jo også så man­ge finhvaler, at der ikke er grund til at komme med yder­ligere kommen­tarer hertil i salen.

 

Grundet andre landes såkaldte dyrebeskyttelse er vi mod sædvane begyndt at overbeskytte alkebestanden. Disse andre nationer kan til enhver tid udråbe os til at være rovjæge­re, såfremt vi udvider fangstperioderne af visse fugle-og dyrearter til trods for at vore under­søgelser har vist, at antallet af disse bestande er ned­adgående.

 

Vi ønsker ikke, at vore alkebestande pådrages samme

sk­æb­ne som gajerfuglen. Vi ønsker at vore efterkommere også skal have glæde af alken.

 

Vi ønsker, at der skaffes pålidelig do­kumentation for, at det ikke er uansvarligt med en passende forøgelse af vore hval­k­vo­ter. Lad os skaffe dem doku­mentation. Det er netop det, vi ønsker, at landsstyret opfylder.

 

Vores land skal være det førende med undersø­gelser af vore hvalbestandes størrelse og videnskabelige forsk­ning omkring disse.

 

 

IA er rede til at være med til at finde de nødvendige mid­ler til dette formål og vedrørende forslag af medlem­mer­ne med numrene 48, 89, 106 og 131, der alle om­handler udvidelsen af jagttiden på alke.

 

De alke vi fanger, stammer ikke alle fra Grønland. De er sammensat af fugle fra Svalbard, Novaja Semlja og Nord­canada. De forekommer så forskelligt på vore kyster og giver føde til os.

 

Nogen vil nok tænke, at vi uden videre kan fange løs af disse alke fra fremmede ynglepladser om foråret. Men disse alke er dem, der forlader vore kyster først. Al­lerede i februar-marts begynder de at søge tilbage til deres yng­lepladser.

 

En anden ikke ubetydelig kendsgerning er, at alken kun lægger et æg og er først yngledygtig i 4-års alderen. Følgen heraf er, at et alkepar på optimale betingelser, kun får 6 unger i løbet af 5 år.

 

Til sammenligning får et rypepar, ca. 3.000 efterkom­mere i samme periode. Rypen lægger op til 12 æg pr. sommer og er pokkers hurtige i optrækket.

 

Der er stadigvæk nogle, som gerne taler om fangstbe­græns­ninger med henvisning til gamle dage. Men vi må huske på, at fangstudstyr og fangstmetoder er helt an­derledes i dag.

 

Kajakken er blevet erstattet med jollen med påhængsmo­tor, og vi bruger dobbelløbet haglbøsse i stedet for fugle­spyddet.

 

Vi fanger omkring 300 - 500.000 alke årligt, som svarer til 150 - 250 tons kød. Da vi kan imødegå faldet af al­

ke­bestanden bl.a. ved at udvide vore hvalkvoter, an­moder vi landsstyret om at bane vejen herfor.

 

Hvem eller hvad der er skyld i faldet af ynglebestanden af alke er for os ikke det afgørende.

 

Vi er alle vidende om, at enormt mange alke går til i laksegarn, når laksefangsten er på sit højeste.

 

Denne fejl har vi noteret os, men vi må også tage ved lære af den. Allerede fra dengang, har vi levet på be­kostning af vore efterkommeres fangstdyr. Vi skal gerne kunne overlade landet med dets dyr til eftertiden i en god stand. Andet vil være for pinligt.

 

Det kan være, at nogen tænker at, man kan udvide fangs­t­perio­den af alke i Uummannaq og Upernavik distriktet efter udgangen af maj ved at nedsætte antallet af til­ladte mængder syd for Kangaatsiaq.

 

Men eftersom de alke, der først kommer til yng­lepladser­ne nordpå er voksne yngledygtige fugle, som allerede er i gang med at danne par, vil dette ikke have noget be­varingsværdig effekt, tværtimod.

 

Efter at have vurderet alle disse overvejelser har IA be­sluttet, at de eksisterende fangstbestemmelser vedr. alke fortsat bør gælde uændret indtil videre.

 

Vi skal dog indtrængende opfordre landsstyret til at arbejde for, at der i forbindelse med indførelsen af den nye ordning med fangst- og jagtbeviser med pligt til at indberette antal fangstmængder også fortsætter med un­dersøgelser af enkelte dyrearter i udvidet form, ikke mindst hvad alke angår.

 

Efter disse bemærkninger om vor kødforsyning, skal vi blot erklære, at vi er enige med udvalgets indstillin­ger vedr. landstingsmedlemmerne Jakob Sivertsens, Peter Grønvold Samuelsens, Uusaqqak Qujaukitsoqs samt partiet Atassuts forslag.

 

Med disse bemærkninger skal vi udtrykke vor tak til ud­valget for dets grundige arbejde.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akuliit Partiat:

Det er måske ikke mærkeligt, når fredningsudvalget i sin betænkning primært er inde på hvilke perioder og lokali­teter de velsmagende alke skal være fredede.

 

Det fremgår af forslagene, hvor i Grønland medlemmerne kommer fra, men resultatet af betænkningen viser parti­ets tilhørsforhold.

 

Vi er fuldstændig enige med fredningsudvalget i, at vi bør have klarere retningslinier og udnyttelsen af alke­ne.

 

Akuliit Partiat finder det rigtigt, at der politisk ta­ges skridt til indgående og systematiske undersøgelser af alkebestandene snarest muligt. Vi bør få en større viden, om denne fugl som er til stor gavn for os, og en delikatesse for os.

 

Efter at have gennemgået forslagene, og idet vi hen­viser til, at der ikke er helt faste retningslinier, så skal vi udtale at mindretallets kompromisforslag vil være en god løsning i første omgang, og det er at vin­terjagten på alken syd for Kangaatsiaq udvides med 14 dage frem til 31. marts, og at sommerjagten på alken nord for Kan­gaat­siaq kommune udvides med 14 dage frem til 15. juni.

 

Vi er enige i de begrundelser, der er blevet fremlagt, og selvfølgelig vil vi også være rede til nyvurdering, hvis det bliver aktuelt.

 

Vi støtter også fredningsudvalgets indstilling vedr. forslag fra landstingsmedlem Peter Grønvold Samuelsen, nemlig at landsstyret bør anmode Erhvervsdirektoratet om at gennemgå de bekendtgørelser omkring fangst, jagt og fredninger bl.a. med henblik på at finde ud af om der er blevet fastlagt fredninger der er strengere end højst nødvendigt.

 

Akuliit Partiat er ikke imod ønsket om genindførelse af brug af hundeslæder og snescootere under vinterfangst og jagt.

 

Uden yderligere bemærkninger til det i betænkningen an­førte øvrige punkter, erklærer vi hermed, at vi er enige i indstillingerne og siger tak.

 

Nikolaj Heinrich, ordfører for Issitup Partiia:

Det fremgår af betænkningen fra fredningsudvalget, at Emilie Lemmert har fremsendt et forslag om, at alkejagt bør tillades hele sommeren. Forslaget går ud på, at jagt­perioden forlænges om vinteren og om foråret.

 

Selv om jeg stort set er enig med Fredningsudvalget i den nu fremkomne betænkning udfra flere landstingsmed­lemmers forslag, vil jeg dog som en af forslagsstiller­ne komme med nogle bemærkninger.

 

Jeg vil først komme med en udtalelse om det vigtigste spøgsmål, som også af fredningsudvalget anses for at være det vigtigste, og det drejer sig om lomvier.

 

 

Vedrørende lomvierne er 4 landstingsmedlemmer fremkom­met med ændringsforslag. I forslagene er det fælles grundlæg­gen­de synspunkt ønsket om en lidt forlænget jagt­periode af lomvier.

 

Ved forelæggelsen af sekretariatets grundlæggende hen­stillinger og efter fremlæggelsen af de videnskabelige undersøgelsesresultater blev det tydeligt, at det vil være vanskeligt at opnå et resultat som forslagene, da der blandt andet oplystes, at der ved sidste undersøge­l­se i 1990, viste sig  at være kun 14 tusinde lom­vier i Vestgrønland fra Upernavik og sydefter. Og fra Uperna­vik og nordefter kun 100 tusinde lomvier. Her drejer det sig om ynglende lomvier.

 

Lad mig her udtale mig om, at jeg har stor respekt for videnskabelige undersøgelser, og at jeg udfra resulta­terne søger at drage sammenligning med de faktiske for­hold for alle arter i faunaen, og lomvierne er en af dem. Lad mig så i den forbindelse udtale, at der på en af ynglepladserne omkring Nuuk drejer det sig alene om 10-15 tusinde fugle, hvorfor vi her klart kan sige, at un­dersøgelsens angivne tal ikke kan være helt korrekte.

 

Vi bestrider ikke, at lomvierne er blevet færre end før­hen, især med hensyn til Upernavik distriktet. Dette forhold kan have forskellige årsager, men skyldes for­mentlig først og fremmest jagt på yng­lepladserne samt at der i forbindelse med laksefiskeriet i 60'erne og 70'­er­ne blev fanget et meget betydeligt antal lomvier. Til trods herfor stiger antal­let af yng­lende fugle på yng­lepladserne fra Sisimiut og sydefter.

 

Lomvier, der overvintrer i Vestgrønland, siges at komme andre steder fra, Sibirien, Norge, Svalbard, Island og Canada. Da oprindelsesstederne er store, er man på ky­sten især i midtvintertide slet ikke i bekneb for lomvier, og når man ser på dette faktiske forhold, mener jeg, at man ikke har noget grundlag for at være bange for en lille forlængelse af jagttiden for lomvier med 14 dage. Jeg vil derfor støtte mindretalsindstillingen fra Fred­ningsudvalg­et.

 

Det må være nok om lomvierne, men lomvien som spise i Grønland får mindre og mindre betydning, da færre og færre unge spiser grønlandsk mad. Derfor vil antallet af lomvier om 40 år være så stort, at man end ikke vil være interes­seret i at debattere herom.

 

Da jeg er enig i de andre af Fredningsudvalgets i enig­hed fremlagte forslag, behøver jeg ellers ikke at kom­men­tere dem, men vedrørende Peter Grønvold Samuelsens for­slag mener jeg, at det ikke vil være rigtigt bare at komme uden om den; i udvalget blev det ellers udtalt, at ud­valgets kommissorium omfatter fredningsspørgsmål for hele Grønland. Dette er rigtigt, men vort land er meget langstrakt, og der kan være store forskelle fra lokali­tet til lokalitet. Også hvis man ser alene på dette for­hold, er det nødvendigt med en grundig gennem­gang af de nugældende fredningsbestemmelser. Dette må landstinget også tage stilling til.

 

Udfra de efterhånden alt for mange muskosokser i Søndre Strømfjordområdet, og for at kunne udnytte ældre okser, der risikerer at gå til uden at blive fanget, støtter jeg tanken om vinterjagt ved brug af hundeslæder og snescoote­re. Dette er vigtigt, såfremt muskosokserne ikke bare skal dø af ælde, og såfremt deres tilholds­ste­der ikke skal øde­lægges efterhånden.

 

Med disse udtalelser vil jeg slutte med at sige, at det er meget vigtigt med hensyn og påpasselighed med dyre­li­vet til lands og på havet i vort land i de kommende år. Lige så vigtigt er det, at fredningsbestemmelserne ikke skal være så strenge, at de vedtages således, at dyrene bare dør af ælde. Vi har allesammen brug for hinanden, og dette skal være det centrale punkt i vort arbejde, således at vi også sikrer vore efterkommere tilstrække­lige ressourcer.

 

Kaj Egede, landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anlig­gender:

Jeg vil starte med at takke Fredningsudvalget, i det jeg mener, at de har haft et indgående arbejde med de forslag, der er kommet fra landstingsmedlemmerne. Jeg vil senere under denne samling komme ind på spørgs­målet omkring hvalfangst som Inuit Ataqatigiits ordfører var inde på.

 

Jeg kan her sige, at vi fra Landsstyrets side er i gang med bestræbelser på at udvide vore hvalkvo­ter. I be­tænk­ningen fra udvalget kommer man ind på spørgsmål omkring fredningsbestemmelser omkring alke og det ind­stilles, at de gældende fredningsbestemmelser fasthol­des og den ind­stilling er jeg fuldstændig enig i.

 

Med hensyn til alke og lomvier mener jeg, at vi i den sammenhæng bør være påpasselige, således at vi sikrer bestandene fremover. Vi ved sikkert alle sammen, at bestandenes størrelser har ændret sig. Hvad angår be­standen i Nord­grøn­land, har man tydeligt kunne se, at den er faldet og vi har bemærket os, at der i Maniit­soq, Sisi­miut og Aasiaat området er sket store ændrin­ger. Der er sket store fald i be­standene i disse områd­er. Alt dette viser, at vi må være påpasselige.

 

Den del af kysten, hvor alkene kommer fra andre områ­der, er den der forsyner os. Det bør jo ikke være så­dan, at vi

kun udvider jagttiden i de områder, hvor alkene kommer til Grønland fra andre landes territori­er.

 

Det er vigtigt, at vi udnytter vore ressourcer for­nuf­tigt, også af hensyn til omverdenens syn på os. Et af argumenterne for at udvide jagttiden på alke var, at der ikke længere fanges mange alke med garn, som det skete under de store årgange med laksesæsoner.

 

Selvom antallet af de, der blev fanget med garn ikke er faldet drastisk, har det jo vist sig, at alke­bestanden ikke er steget. Nogle ordførere var inde på, at under­søgelser omkring alke bør udvides. Der har været under­søgelser af alke de senere år og jeg mener, at disse undersøgelser har været grundige.

 

Jeg vil i øvrigt fra Landsstyrets side udtale, at vi har vilje til fortsat at foretage disse undersøgelser og være med.

 

Med hensyn til moskusoksebestandene og jagten så har der været kommuner og andre, der har talt med Lands­styret. I forbindelse med moskusoksejagten omkring Kangerlussu­aq-området, så har Landsstyret planer om, at noget af for­svarsomådet hvor man ikke må jage moskusok­ser, inddra­ges til jagtområde.

 

Et område som hører ind under Maniitsoq kommune vil man også inddrage, således at der kan jages moskuser og rensdyr. Begrundelserne herfor er, at der fanges mosku­s­okser, som ikke kan jages der og som ødelægger deres "spejderområder". Med hensyn til over­vejelser om mulig­hed for at give dispensation til moskusokse­jagten med snescooter eller hundeslæde, så er vi positive indstil­let.

 

Hvis vi skal opnå det, må Landsstyret arbejde for at ændre lovgivningen omkring fangst og jagt. Selvom fred­ning kun behandles under forårssam­lingerne, så satser vi på, at vi foretager justeringer af disse bestemmel­ser til Lands­tingets efterårssamling, således at der bliver åbnet for denne mulighed, som er omtalt.

 

Det er ikke sådan at man vil åbne helt for mulighed for jagt med snescooter, her tænkes på dis­pensationer til at jage i bestemte om­råder. Lovgivningen i de enkelte kommuner omkring fredninger og ønsket om, at det bliver ensartet, er vi fuldstændig enige i fra Lands­styrets side.

Disse bestemmelser er som sagt meget uens og kan virke unødig strikse, så vi må undgå unødige fred­ninger for at udnytte vore be­stande. Men på den anden side skal vi også være på­passelige med, at vi ikke driver mis­fangst.

 

Jeg vil afgive løfte om, at vi foretager sådanne under­søgelser og lover, at resultatet vil blive forelagt Fredningsud­valget. Under drøftelserne omkring fred­nings­sager, har jeg blandt andet bemærket mig, at man gennem pressen og andre instanser er tilbøjelige til at kriti­sere vore embedsmænd.

 

Når der skal ændres på lovgiv­ning er det jo hverken em­bedsmænd eller Landsstyre der træffer af­gørelse her­om, men Landstinget alene, og når bekendtgørelser skal ændres er det ikke embedsmændene men Landsstyret.

 

Derfor vil jeg gerne støtte vore em­bedsmænd, som jo ar­bejder ud fra de stukne retnings­linier. Med disse bemærk­ninger takker jeg for de indlæg, der har været og takker endnu engang Fredningsudvalget.

 

 

Mødeleder:

Så går vi videre til forslagsstillerne. Jeg skal lige gøre opmærksom på, at vi kører efter ? 30 i Forret­nings­ordenen og først Emilie Lennert, som for­slagsstil­ler.

 

Emilie Lennert, Atassut:

Jeg vil først gerne komme med en rettelse, idet mit forslag har været forkert opfattet og jeg vil lige komme tilbage til mit oprindelige forslag, som har været misfor­stået.

 

Vi har i SSAP, det er jolle, fisker og fangerfore­ningen i Sisimiut, drøftet alkejagt­forbudet i perioden, hvor andre fangstdyr forsvinder. Mit forslag lyder således: I perioden fra den 15. marts er der ikke mange sæler og i den periode bliver vi kun iagttagere af alle de alke, vi ellers kunne tjene penge på. Med dette grundlag vil vi gerne foreslå, at alke i lig med andre fugle ikke bliver til at jage i yngleperioden.

 

Hvis dette ikke er muligt, skulle det være tilladt ude­lukkende for jagttilla­delses­indehavere, idet der er flest alke i området i den periode. Sådan lød mit for­slag og jeg er ked af, at man havde forstået det sådan, at alkene skulle kunne jages hele året, men jeg er­farer, at oversæt­telsen til dansk er blevet radikalt ændret og jeg vil henstille til, at det bliver rettet.

 

Bendt Frederiksen, Siumut:

Jeg har sendt et forslag om alkejagten i Upernavik kommune. Jeg har forstået det sådan, at der er en del forslag om forlængelse af alkejagtperioden.

 

Man har i princippet i udvalget ikke været enige om at forlænge jagtperioden, idet man stadig vil fortsætte med at undersøge alkebestanden på viden­skabelig basis og ef­terfølgende så revurdere sagen, derfor kan jeg godt forstå, at man har afslået mit forslag.

 

Jeg vil gerne anmode om, at man fra Landsstyrets side særbehandler emnet og giver tilladelse til at kunne drive jagt på fuglene jævnfør en bekendtgørelse fra 1988 om fugle.

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Som sagt har jeg stillet forslag om drøftelse af jagten og fredningstiderne for alke. Det lyder som om, man har misfor­stået mit forslag.

 

Nord for Kangaatsiaq kommune er polarlomvien fredet i perioden 1. juni til 15. august. Mit forslag er såle­des, at de berørte kommuner, på bag­grund af vejret og issitu­a­tionen indenfor ovennævnte perioden give til­ladelse til alkejagt indenfor en 14 dages periode.

 

Det virker som om alken er fredet så godt som hele året, når den først kommer efter at fredningstiden er ind­trådt, så det ikke for at indskrænke fredningsperio­den jeg frem­sætter dette forslag. Det jeg efterlyser er, at vi får mulighed for at få del i udbyttet af den vel­smagende spise der er tale om, selvom I nok ikke længere betragter det som en delika­tesse. Uden at ændre på bekendtgørelsen omkring jagt på fugle ved jeg, at der er mulighed for at dispensere, det har man gjort i Upernavik, så jeg skal anmode om, at den mulighed også gives til vores kommune, og jeg agter at opfordre vores kommunalbestyrelse om at fremkomme med denne anmodning.

 

Jeg er nået frem til dette under mit arbejde i udval­get,

og udtaler mig således som forslagsstiller. Jeg kunne have tænkt mig at kommentere de øvrige partiers indlæg,

men landsstyremed­lemmet har jo givet et svar, så jeg stopper her.

 

Mødeleder:

Inden næste taler skal jeg lige gøre opmærksom på, at man såvidt muligt fatter sig i korthed omkring de ind­stil­linger, der er i betænkningen.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Det forslag, som jeg har stillet, har man omtalt op til flere gange, så jeg mener, jeg bør uddybe det. Det er selvfølgelig ikke mit mål, at jeg bliver misforstået.

 

Det jeg mener, det ligger klart, og det er, at jeg ikke foreslår ophævelse nogen af de gældende fredningsbestem­melser eller vedtægter, men at man i stedet nyvur­derer fangst- og fred­ningsbestemmelserne.

 

Som et eksempel har jeg anført gåsen, som optræder i stort antal i den østlige del af Diskobugten tidligt om foråret. Men de steder, hvor foråret kommer sent, og hvor søerne først bliver isfrie på et meget sent tids­punkt, er det utilfredsstillende, at gåsen fredes efter  1. maj.  Når gåsen dukker op efter denne dato, er den jo så fredet, til ærgrelse for jægerne, som har glædet sig til at jage den.

 

Jeg vil i den forbindelse spørge om, hvad der sker med hensyn til fritids­jægerne i f.eks. Island, England og andre lande?

 

Under mit forslag har jeg ikke villet komme ind på spørgsmålet om alke. Det er rigtigt, at de når frem til Diskobugten og Umanak-området, på tidspunkter efter at fredningerne er indtrådt, mens de i Midtgrøn­land kan jages. I Upernavik kommune er det muligt at få dispen­sa­tion fra fredningsbestemmelserne for alke.

Jeg er generelt også glad for, at Isittup Partias ord­fører Nikolaj Heinrich støtter mit forslag. Han afviste det i hvert fald ikke.  Erhvervsdirektoratet  har nu afgivet løfte om at foretage indgående under­søgelser, og jeg skal i den for­bindelse anmode om, at man hører kommunernes meninger om spørgsmålet.

 

Usaqqaq Qujaakitsoq, Siumut, formand for Fredningsud­valget:

Først vil jeg gerne udtrykke min glæde over, at betænk­ningen er blevet modtaget godt fra salen her.

 

Jeg har enkelte punkter, som jeg gerne vil uddybe, idet der vistnok er nogle landstingsmed­lemmer, som jeg gerne vil erindre om landstingsformandens på­mindelse til os om, at forslagene skal være velovervejede, når de ind­sendes. F.eks. med hensyn til forslagene om alkene, f.eks. for­slaget fra Emilie, om  ændring af alkejagt­perioden, og hvori der efterfølgende står: Jeg har modtaget denne skrivelse i dag, og medsender den hermed til betænk­ningen. Dette  bilaget er kopieret sådan, at man ikke kan se hele forslaget, og det be­tyder så også, at vi har haft meget svært ved at fatte for­slaget, og derfor vil jeg også henvise til lands­tings­formandens bemærkninger om velover­vejede forslag, og det vil jeg blot uddybe, idet vi også har et stort stykke arbejde at udføre i fredningsudvalget.

 

Man har ikke i den fremlagte betænkning, været inde på det kendskab vi har til alkene. Det er nemlig sådan, at vi stiller krav til de forskellige sekretariater, og de samme krav må vi også stille til os selv. 

 

Bestemmelserne er jo til gavn for alkebestandene, og vi har anmodet sekretariatet om, at finde baggrundsmaterialet i vores arbejde, og jeg håber, at materialet vil blive

videregivet til os på et senere tidspunkt, og det er de forskellige problematik­ker, som jeg blot her vil fremhæve.

 

Mødeleder:

Udvalgets formand har klaget over den fejlbe­handling eller den misforståelse, som Emilie Lennerts forslag har været genstand for. Formandskabet vurderer, at man i løbet af arbejdet, har fejlkopieret de medsendte bilag. Det er ikke fredningsud­valgets fejl. Jeg vil blot anmode om, at det medlem, som kommer fra det samme parti, bør komme med en berigtigelse til fredningsud­valgets møde.

 

Og vi har endnu 2 talere på listen, før vi kan være færdige med punktet, og Nikolaj Heinrich har bedt om at få ordet for 2. gang.

 

Nikolaj Heinrich, Isittup Partia:

Mit forslag vedr. alkene går ud på, at man forlænger jagtperioden fra 15. oktober, således at man kan jage alke til og med den 15. april.

 

Baggrunden for mit forslag er, at det man ser og kan konstatere omkring alkebestanden og under hensyn til udgangspunktet for de foreliggende undersøgelsesresultater der foreligger, bør man kunne jage alke fra 15. oktober til og med 15. april.

 

Og uanset om man fanger alle de alke, man har lyst til, vil det ikke betyde en fare for bestanden. Så klar er baggrund for  mit forslag. Da det blev klart i udval­get, at der er grænser for så lang en forlængelse af jagtpe­rioden, har jeg forkortet den til 15. marts.

 

Kaj var inde på, at bestanden har ændret sig fra Aasi­aat og sydover, og det er tilfældet. Dyrebestandene, uanset om det er havdyr eller et dyr, der lever i hav­over­fladen, ændrer sig hele tiden. Det afhænger meget af den føde, der er til rådighed, og hvor føden befin­der sig, og det af­hænger også af vejrliget.

 

Sejler man langt ud på havet, møder man en masse alke. De trækker først nordover, når isen er smeltet nordpå.

 

Det er blevet nævnt, at antallet af alke, der bliver fanget i Grønland er på 300-500.000 årligt. Men det er nok mere rigtigt, at vi fanger mellem 180-200.000 alke i vinterperioden. Trods dette, fanges der flest alke i løbet af efteråret, da efterspørg­slen er størst, og det er for­klaringen på, at der så fanges færre efter års­skiftet. Men ser man på fangsttallet og viden­skabs­mæn­denes vurde­ring,  ser man, at antallet i 1989 var på 114.000. Det er et alt for lille antal.

 

Alle disse forhold gør, at sammenligner man videnska­bens ord med de fangsttal, man har, kommer det rette resultat frem. Det er realiteterne, vi kan se, uanset hvor mange papirer man har på bordet. Papiret kan ikke spises, men alke kan spises. Dem, der snakker ud fra papirerne, de snakker ud fra realiteter, som de ikke kender.

 

Mødeleder:

Lad mig lige minde om, at når man kommer op på taler­sto­len for 2. gang, så skal det være for meget korte bemærk­ninger.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Som forslagsstiller skal jeg udtale følgende: Mit forslag går ud på, at isbjørneunger over 12 mdr. gamle og is­bjørnehunner, der ledsager deres unger, kan fanges i fangerdi­strikterne, og det vil sige ligesom i Avannersuaq, Upernavik, Ittoqqortormiut, Tasiilaq. Jeg vil gerne lykøn­

ske de personer, der bor i Ammassalikdistriktet, med at de nu får denne mulighed.

 

Under mit partiordførerindlæg sagde jeg klart, at vi ikke må glemme, at reglerne ikke bør  prioriteres frem for mennesket.

 

Vi har indstillet, at man udvider jagtperioden for alke med 2 uger. Begrundelsen herfor er, at jollefiskerne har økonomiske problemer, og vi mener, at hvis lands­styret ikke kommer dem til undsætning,  må de have denne mulighed for næringsvej.

 

Jeg mener, at vi priori­terer alkene for meget i forhold til menne­sket. Vi har store problemer i dag, hvad angår jollefisker­ne, og derfor mener jeg, at man bør udarbej­de lovgivningen med mennesket i centrum.

 

Mødeleder:

Vi skal til at afgrænse drøftelsen af punktet, og lands­styremedlemmet vil fremkomme med afsluttende bemærkninger:

 

Landsstyremedlemmet for erhvervsmæssige anliggender:

Først Emilie Lennerts forslag, som ind i mellem er blevet misfor­stået. Og da Emilie Lennert nu har forkla­ret, hvad det egentlig drejer sig om, så mener jeg, at udvalget allerede har drøftet dette punkt i forbindelse med sit øvrige arbejde.

 

Hvad angår størrelsesordenen af alke nævnes et tal på 180.000-200.000, mens andre siger 300-500.000, og viden­skabsmændene har også blevet meddelt, at der er godt 100.000, der er yngledygtige.

 

Uanset om vi fordobler det tal, som videnskabsmændene har nævnt, så fanger vi lige så mange som, der er nævnt.

Som det allerede er sagt, lægger et alkepar 1 æg og bliver først avledygtige i løbet af en 4 års periode. Jeg mener, at dette viser, at vi driver jagt på alke, som bestandene ikke kan tåle. Selvfølgelig fanger vi også alke, som kommer fra andre territori­er. Så vi skal passe på, at man ikke betragter os som et folk, som udøver grov misfangst på alke. Derfor bør bevaringsfor­an­staltninger  være det grundlæggende i vores arbejde, og jeg vil gerne takke landstingsmedlemmerne for deres deltagelse i denne debat.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg siger tak til formanden. Jeg vil gerne gøre opmærk­som på udgangs­punktet, nemlig vores kødforsyning,  og om det er alkene eller mennesket, der skal være i cen­trum. Det er ikke det, vi dis­kuterer. Økologien har altid været det grundlæggende her i vort land. Derfor mener vi ikke i Inuit Ataqatigiit, at vi skal sige, at den eller den skal prioriteres. Det grundlæggende må være, at bestandene består langt ud i fremtiden.

 

Både landsstyremedlemmet og Isittup Partiat var inde på, at dyrene ændrer levevis fra år til år. Det er rigtigt.

Vi har selv sagt, at bestandenes opførsel ændrer sig fra år til år. Udgangspunktet er de undersøgelser, der har været på yng­lepladserne. Sammenlignes  tallene fra yngle­områder­ne i perioden 1930 - 1990 viser de et fald i be­standen på ca. 40 pct.

 

Vel­vidende, at vi skal diskutere hvalerne, har jeg nævnt dem her og brugt dem som sammenligningsgrundlag, selv om vi skal diskutere dem i en anderen sammen­hæng.

 

 

Emilie Lennert, Atassut:

Jeg har et par bemærkninger til landsstyremed­lemmets udtalelser vedr. mit forslag.

Jeg ønsker ikke, at man diskuterer mit forslag endnu engang i udvalget. Jeg har sagt, at man har misforstået mit forslag. Jeg gør også opmærksom på, at jeg også sender origina­lerne. Hvis man kan læse grønlandsk, så kan man ikke misforstå det.

 

Mødeleder:

Vi skal til at afslutte det punkt.

 

Der er 2 indstillinger fra fredningsudvalget, som vi må holde afstemning om. Først vil jeg spørge, om mindre­talsindstillingen fra Atassut og Isittup Partiat, om at man udvider jagtperioden på alke med 14 dage i området syd for Kangaatsiaq kommune, og at sommerjagten (der er tale om vinterjagt) nord for Kangaatsiaq kommune ud­vides med 14 dage.

 

De, der stemmer for forslaget, bedes rejse sig - 10.

 

Og de, der stemmer imod, bedes rejse sig - 16.

 

De, der ikke stemmer, bedes rejse sig.

 

Alle har stemt.

 

Og den anden indstilling, nemlig flertallets indstil­ling i udvalget, Siumut og Inuit Ataqatigiit, at fred­ningen af alke fortsat skal gælde, som det er i dag.

 

De, der stemmer for denne indstilling, bedes rejse sig -16.

 

Og de, der stemmer imod denne indstilling, bedes rejse sig - Der er ingen, der stemmer imod.

 

Og de, der ikke stemmer, bedes rejse sig - 10.

Hermed er behandlingen af punktet færdig.

 

Og vi går videre til punkt 17, nemlig politisk redegø­relse samt hjemmestyrets udtalelse til FN's konvention om barnets rettig­heder, som nu skal forelægges.

 

Punktet sluttet.