Dagsordenens punkt 26-1

Grønland er en del af verden, også når det drejer sig om hvalfangst. Vi er derfor nødt til at samarbejde og forhandle med andre lande og mennesker, også selvom vi er uenige med dem i deres syn på hvalfangst.

Landsstyrets overordnede målsætning er at sikre, at vores hvalfangst kan fortsætte på et bæredygtigt grundlag. For at nå dette mål, må vi arbejde vedholdende både internationalt og her i landet.

Internationalt arbejder Landsstyret blandt andet på:

-at opnå acceptable kvoter i Den Internationale Hvalfangstkommission (IWC),

-at få anerkendt, at alle havets levende ressourcer, også hvaler, bør kunne udnyttes på et bæredygtigt grundlag,

-at modvirke opfattelsen af, at hvaler er "havets hellige køer", og at hvalfangst er uetisk,

-at etablere passende, regionale organer til forvaltning af småhvaler.

I redegørelsens 1. del er nærmere omtalt, hvordan dette arbejde foregår.

Her i landet må der også gøres en indsats for hele tiden at sikre, at vores fangst lever op til kravet om bæredygtig udnyttelse, og at dette kan dokumenteres overfor omverdenen. Landsstyret arbejder blandt andet på:

-at fangstmulighederne bliver fordelt og udnyttet bedst muligt,

-at fangster rapporteres så præcist som muligt, således at vi kender den faktiske udnyttelse af bestandene,

-at hvalerne aflives på den mest effektive og humane måde,

-at der skrides ind, hvis reglerne overtrædes,

-at der stilles de nødvendige midler til rådighed for forskningen.

I redegørelsens 2. del er dette arbejde nærmere beskrevet, og der gives her også et - mener jeg - fyldigt svar på Peter Grønvold Samuelsens spørgsmål.

Landsstyret værdsætter det gode samarbejde med KNAPK og KANUKOKA, som vi har på hvalfangstområdet.

Ussaqak Qujaukitsoq, ordfører for Siumut:

Til redegørelse om Grønlands Hjemmestyres hvalpolitik har vi følgende bemærkninger fra Simumuts side.

Fangst af såvel fra de mindste som til de største hvaler er et meget vigtigt fundament for vor arktiske livsførelse. Dette fremgår af vor historie, og dette fremgår også af vor tilværelse i dag.

Vi har fra Siumuts side gang på gang præciceret, at vor fangerkultur er baseret på en økologisk bevidsthed og en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

Landets vigtigste erhverv har således altid været baseret på en ansvarlig forvaltning af de levende ressourcer, og netop ansvarlighed må være en ledetråd, også i vores fremtidige forvaltning af ressourcerne.

Vi grønlændere, som også kalder os selv INUIT, har i forhold til andre folkeslag et stort og indgående kendskab til de levende ressourcer, og om hvordan udnyttelse af disse bør finde sted.

På den baggrund må vi fastsætte fangstkvoter på hvaler, og på et ansvarligt niveau, som ikke overstiger vore behov. Der bliver flere og flere hvaler i vore farvande.

Til Landsstyrets helt klare og meget indholdsrige oplæg til Hjemmestyrets officielle hvalpolitik, med angivelse af klare målsætninger, har vi fra Siumuts side følgende bemærkninger:

Siumut er tilfreds med den indsats, der ydes for fortsat at opnå acceptable kvoter i Den Internationale Hvalfangstkommision.

I den seneste tid har der været røster fra nogle medlemslande om udmelding fra IWC. Siumut mener ikke, at tiden er inde til Grønlands udmeldelse fra IWC. Hvis vi skal melde os ud, må vi forinden medvirke til etablering af et forvaltningsorgan, der kan sikre en rationel og forsvarlig forvaltning, som kan opnå intertational anerkendelse.

Modstanden mod opfattelsen af, at hvaler er "havets hellige køer" må udføres med seriøsitet. Opfattelsen af, at hvalfangst som uetisk er en direkte hån mod Grønland, der er så afhængig af udnyttelsen af havets ressourcer og en hån med vores fangerkultur. Derfor støtter vi tanken om etablering af et samarbejdsorgan i samarbejde med de nordiske lande.

Det synes som om, vi bliver vurderet, som om vores egen kultur er mindreværdig i forhold til andre folkeslags kulturer.

Vi grønlændere føler os som samfundsborgere og verdens- borgere, og ligesom vi respekterer de andere folkeslags kulturer, så kræver vi også at vores egen kultur bliver agtet af de andre samfund.

Som helhed støtter vi Peter Grønvold Samuelsens forslag, inklusive det svar, der er afgivet af landsstyremedlemmet, og det tager vi så til efterretning.

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Til redegørelsen for Grønlands Hjemmestyres hvalpolitik har vi følgende bemærkninger:

Redegørelsen er ret interessant og indeholder en del oplysninger. Oplysninger der er ganske tankevækkende. Den påpeger en del forhold, som vi er kommet ud i, i Grønland. Vi vil gøre det helt klart og sige det så tydeligt som muligt: Atassut går 100 pct. ind for udnyttelsen af hvalbestanden. Vi mener, at hvalkød indgår som en vigtig, uundværlig og meget sund del af vores daglige kost.

Hvis dette er udgangspunktet for at forsvare vores hvalfangst, er det vigtigt, at vi internationalt får gjort opmærksom på, at vi ikke er interesserede i en kommerciel udnyttelse af hvalbestanden.

Traditionel udnyttelse af hvalbestanden er en grundfæstet del af vores kultur, som ikke kan erstattes. Hvalfangst er en del af vores ånd, og jagten sidder også i blodet, og derfor kan punktet ikke undgå at berøre nogle følelser i os.

Når vi har sagt dette, kan vi også helt klart påpege, at det er i hele landets interesse at værne om landets levende ressourcer, beskytte dem mod udryddelse og misbrug. Der må ikke ske nogen form for rovdrift, og vi skal til stadighed stræbe efter at udnytte dem på den mest hensigtsmæssige måde.

Det er rigtigt, at fangstdyrene tilhører vort land, og at det er vores ejendom. Vi må som politikere samarbejde med fangererhververe og relevante organisationer og må forhandle med dem, for at vi kan hjælpe hinanden i udnyttelsen af de begrænsede ressourcer.

Vi vurderer, at vi foreløbig skal være medlem af Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC. Derfor må vi også afvente og se, hvad de næste år viser, da et fortsat medlemskab eller udmeldelse nøje skal vurderes.

Dog er det klart, at såfremt der vedtages bestemmelser, der medfører, at vi mister vore behov i det daglige liv, så vil fortsat medlemskab blive unødvendigt.

Vi tager punkterne 2, 3, 4, 5, 6 og 7 i redegørelsen til efterretning. Det kan godt være, at det som tilhører lyder lidt mærkeligt, når man blot remser sådanne tal op, men alligevel så mener vi, at man kan sætte sin lid til større forståelse af også ved deltagelse i disse fora ved at forklare, hvorfor vi fortsat har bestræbelser på til stadighed at drive hvalfangst. Disse punkter, som jeg lige har remset op, det er nogle udvalg, hvor man gensidigt orienterer hinanden om, hvilke tiltag, der skal være med hensyn til hvalfangst.

Målene for fordeling af kvoterne af hvaler, der kan fanges, støtter vi, da det er nødvendigt at sikre en god

udnyttelse af fangstkvoterne ved at fange dem alle og udnytte dem på den bedste måde.

Det er nødvendigt med en registrering af fangsterne og de dyr, der bliver anskudt. Vi er uenige i, at dyr, man mister på grund af vejrlig og andre uforudsete omstændigheder, skal registreres. En del af vor kulturarv er, at man kan miste fangstdyr, og derfor må vi til stadighed benytte lejligheden til på bedste måde at forklare, at noget af fangstkvoten kan blive mistet.

Endvidere støtter vi, at man i nært samarbejde med kommunerne fordeler kvoterne til fartøjer med harpunkanoner samt til jollefangerne. Et af de forhold man må sikre sig i forbindelse med jollefangsterne er, at der udpeges en fangstleder, som alle i fangstholdet skal rette sig efter, for derved at kunne opnå en veltilrettelagt fangst.

En eventuel anvendelse af fangstskibe eller et fangstskib er vi ikke enige i, og vi vil henstille, at man fastholder de målsætninger, som man har sat sig for i dag.

Høringen hos kommunerne vedrørende fangst af hvidfisk og narhvaler støtter vi, i det vi ved, at der fra sted til sted anvendes vidt forskellige fangstmetoder, for eksempel tænker vi på fangst i islægsområder og områder, der forbliver isfrie året rundt.

En stadig tilpasning til forholdene må sikres, da vi blandt andet ved, at bestemmelserne i forbindelse med jagt af gæssat, hvidfisk og narhvaler, er blevet ganske utidssvarende, og sådanne forhold kan først bringes i orden i samarbejde med kommuner, der har erfaringer i så henseende.

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit har den opfattelse, at udnyttelsen af levende ressourcer, som har været grundlaget for herboende generationers eksistens, også skal videreføres til kommende generationer som deres fremtidige eksistensgrundlag.

Nogle af de væsentligste levende ressourcer, der skal videreføres til kommende generationer, er hvalerne. Disse dyr som til dato er absolut nogle af de vigtigste som grundlag for vort samfunds kødforsyning.

Imidlertid er der i dag opstået et fordrejet og unaturligt forhold til hvaler blandt mange verdensborgere. Vi i Inuit Ataqatigiit er godt klar over årsagerne til dette forhold. Det er vores overbevisende opfattelse, at grunden til dette er misinformationer, som spredes rundt fra forskellige dyreværns- og miljøværnsforeninger.

Inuit Ataqatigiit mener, at vor udnyttelse af vildtlevende ressourcer hører til under vores almindelige menneskerettigheder, og derfor ikke kan betvivles, og det er derfor vigtigt, at vi hele tiden kan forsvare vore interesser ud fra dette faktum.

Redegørelsen om Hjemmestyrets hvalpolitik samt forklaring om, hvorledes vor officielle situation er omkring vore bestræbelser på at vore forsvare hvalfangstinteresser samt at forbedre forholdene omkring hvalfangst er udførlige og klare. Vi takker for denne redegørelse og vil derfor erklære, at Inuit Ataqatigiit støtter de forskellige tiltag, som er indeholdt i denne redegørelse.

Inuit Ataqatigiit anser det for vigtigt, at der hele tiden sker tiltag, som til stadighed forbedrer den grønlandske befolknings aktive deltagelse i hvalfangstspørgsmål, og derfor opfordrer vi partierne om at tilkendegive deres stillingtagen om følgende udspil, som vi mener har afgørende betydning i disse bestræbelser.

Nemlig for det første, at der hele tiden fra politisk hold gøres endnu stærkere tiltag, som reflekterer vor indflydelse i forhold til den instruks, som giver kompetencen om forhandlinger til Rigsfællesskabets delegation til IWC. Vi mener, at det er naturligt, at Grønland fører tonen an omkring disse spørgsmål.

Og for det andet, at Landsstyret baner vejen for en større kompetence fra Staten og dermed mere aktiv grønlandsk officiel deltagelse i forskellige regionale eller verdensomspændende fora vedrørende udnyttelse samt forvaltning af vildtlevende ressourcer.

For det tredje, at der etableres en international afdeling i Hjemmestyret i Nuuk, som vedrører forskellige internationale sager med direkte tilknytning til den grønlandske befolkning.

For det fjerde, at planlægning af undersøgelse samt tælling af hvaler, der foregår i København, flyttes hurtigst muligt til Nuuk. Vi foreslår derfor, at der fremlægges beregninger på de fornødne midler til dette formål til vurdering blandt partierne.

For det femte, at Landsstyret giver muligheder for, at repræsentanter for Hjemmestyret samt repræsentanter fra organisationerne udarbejder forslag til fremtidig officielt og principielt udgangspunkt om forhandlinger med vore modstander og medspillere. Som eksempel kan vi nævne følgende: Hvad er vores standpunkter om Japans, Islands og Norges forslag om, at de genoptager omend en begrænset hvalfangst, som New Zealand så inderligt er imod og forslår, at for eksempel IWC gives kompetence om forvaltning af småhvaler? Dette forhold inkluderer også spørgsmålet om hvidfisk og narhvaler, og vi foreslår derfor, at der udarbejdes forslag til disse spørgsmål, som fremlægges til efterårsmødet.

Til sidst og for det sjette, at Hjemmestyret fremover betaler 50 pct. af udgifterne forbundet med organisationernes repræsentanter, som deltager i de officielle delegationer til internationale forhandlinger.

Fanger- og fiskerorganisationen i Grønland har hidtil på vegne af befolkningen allerede deltaget i sådanne møder og ført mange forhandlinger betalt af deres medlemmer.

Vi mener, at deltagelsen fra organisationernes repræsentanter, som har oparbejdet et stort kendskab til havpattedyrene igennem deres daglige udnyttelse samt tilknytning til disse, hele tiden skal være kernen i delegationerne udover vore belærte videnskabsfolk.

Inuit Ataqatigiit mener, at det er vigtigt, at vor udnyttelse af vildtlevende ressourcer skal plejes og tilpasses til stadighed, og derfor skal vores stillingtagen omkring dette spørgsmål sættes i højsædet således, at vi kan føle os mere trygge.

Inuit Ataqatigiit vil aldrig glemme episoden om en af miljøværns organisationers katastrofale indflydelse på vor fangsterhverv. Hvem husker ikke Greenpeace's misinformationer om vor sælfangst, og som førte til de katastrofale følger på befolkningens daglige liv, selv til dags dato.

Derfor opfordrer vi de andre partier om at vurdere samt tage stilling til vore forslag.

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I Akulliit Partiiat konstaterer vi med glæde af forelæggelsesnotatet, at biologiske undersøgelser viser, at bestandene af hvaler er langt mere talrige end anslået.

Netop det, mener vi, bør fremhæves overfor visse svage politikere på internationalt plan, der mere og mere er i lommen på organisationerne. Disse foretager flere og flere fanatiske indgreb i naturens orden, og derfor bør der gøres tiltag, der forklarer og synliggør vores situation.

Vi kan godt lide at læse Landsstyrets holdning om ikke kun at efterkomme ønskerne ude fra, men at man også agter at tilfredsstille grønlandske hvalfangeres og samfundsborgernes krav om bedre udnyttelse af hvalressourcerne.

Vel er vi nødt til at samarbejde og forhandle med andre lande og mennesker, også selv om vi er uenige med dem i deres synspunkter, hvad angår hvalfangst.

Men når nogen ligefrem formentlig helt seriøst er begyndt at tale om, at hvalfangst er uetisk, så er der set med vore øjne noget galt, og der bør så også gøres noget ved det.

Gid vi foruden Grønlands deltagelse i internationale organisationer havde mulighed for at gøre noget drastisk.

Vi ønsker Hjemmestyret held og lykke i forhandlingerne og det meget inderligt. Akulliit Partiiat støtter Landsstyrets overordnede målsætning, nemlig det at sikre, at vores hvalfangst kan fortsætte på et bæredygtigt grundlag, og for at nå dette mål må vi arbejde vedholdende både internationalt og her i landet også. På internationalt plan kan vi opnå følgende:

For det første, at opnå acceptable kvoter, og for det andet at havets levende ressourcer, også hvaler, bør kunne udnyttes på et bæredygtigt grundlag. For det tredje, at modvirke opfattelsen af hvalfangst som uetisk, og for det fjerde at etablere passende regionale organer til forvaltning af småhvaler.

Det, som vi så kan gøre internt i Grønland, er for det første, at fangstmulighederne bliver fordelt og udnyttet optimalt. For det andet, at alle fangsterne rapporteres så præcist som muligt. For det tredie, at hvalerne aflives på den mest effektive og humane måde. For det fjerde, at der skrides ind, hvis reglerne overtrædes, og til sidst, som det femte punkt, at der stilles de nødvendige midler til rådighed for forskningen.

Med disse bemærkninger støtter vi redegørelsen og tager denne til efterretning.

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Hvalfangst har altid været højt værdsat af de grønlandske generationer. Hvalfangst er derved blevet en integreret del af vor kultur. Hvalfangsten er blevet så vigtig for samfundet, at det er blevet helt utænkeligt at skulle undvære hvalkød som en del af kosten.

Omtalte dyr lever langs hele vor udstrakte kyst, og det er netop af den grund, at vi grønlændere alle sammen sætter vores lid til omtalte fangstdyr. Derfor er det ikke mærkeligt, at vi i de senere år har foretaget forskellige tiltag i forbindelse med nedsættelserne af de antal dyr, vi ønskede at fange.

Den Internationale Hvalfangstkommission er tillagt den centrale rolle i forbindelse med forhandling om tildeling

af fangstkvoter, og det er dette, vi grønlænder med respekt indtil i dag må følge og forsøge at udnytte på bedste måde.

Derfor bliver jeg noget betænkelig, når vort Landsstyre ind imellem strammer sine holdninger overfor kommissionen, da dette, til trods for at det kan være godt i sig selv, kan medføre vanskeligheder for grønlændere, der driver hvalfangst, og disse har vanskeligheder i forvejen.

Må jeg til eksempel nævne, at vor Landsstyre forbød fangst på sejhvaler, der ellers ikke er forbudt og endvidere gennemførte ved lov påbudt brug af harpungranater, hvor der ellers ikke var krav om anvendelse af en sådan. Sådanne tiltag med påbud kalder jeg mærkelige.

Det er anført, at man kan overveje udtrædelse af kommissionen, såfremt der blandt andet træffes bestemmelse om for os utilstrækkelige kvoter.

Jeg mener, at endnu bør være varsom med en sådan bestemmelse, fordi man først bør se hvad der sker i forbindelse med Islands udtræden den 1. juni i år.

Island udtræder øjensynlig for at begynde at drive hvalfangst og det kan jo være at landet bliver udsat for handelsmæssige hindringer, så derfor må vi indtil videre udnytte vor placering under kommissionen indtil vi ikke kan hente mere der fra.

Vedrørende hvidhvalerne og narhvalerne er der udefra i tiltagende styrke kommet forsøg om påvirkning, som man nøje skal følge. Man skal nøje samarbejde med de nuværende partnere som for eksempel Canada for at opnå myndighed over de omtalte dyr, og de alene tilkommer de arktiske folk.

I samfundet er hvidhvalerne og narhvalerne dyr, der også har en helt afgørende betydning, og derfor er det også nødvendigt at sikre disse dyrs fortsatte eksistens uden der kommer nedgang i antallet af disse.

Derfor mener jeg, at såfremt vi skal sikre os mod at blive udsat for vanskeligheder, er det nødvendigt for os at få indført den bedst mulige bekendtgørelse om disse hvaler. Derfor vil jeg hermed anmode Landsstyret om i samarbejde med de kommuner, hvor der foregår jagt på disse hvaler, at udarbejde en fyldestgørende bekendtgørelse, især med hensyn til vågefangst og fangst ved at drive dyrene sammen, og ved dette skal man sikre sig, at der ikke drives rovdrift på dyrene.

Med disse bemærkninger vil jeg fremsætte følgende krav til Landsstyret: For det første at Landsstyret sikrer sig, at vores kvote i Grønland ikke bliver mindre end i dag og for det andet, at Landsstyret sikrer sig, at jollefangst på hvaler fortsat skal være tilladt. For det tredje at Landsstyret til stadighed sikrer sig, at myndigheden over hvidfisk og narhvaler alene tillægges de arktiske folk.

Og til aller sidst vil jeg udtale, at da det er vigtigt til stadighed at følge de ved forelæggelsesnotatet fremlagte forskellige tiltag, ser jeg det ønskeligt, om KNAPK som medansvarlig løbende bliver inddraget i arbejdet.

Kaj Egede, landstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:

Jeg er glad for de faldne bemærkninger fra samtlige partier, at man for at sikre vores fortsatte fangst af hvaler støtter Hjemmestyrets hvalpolitik.

Jeg skal ikke komme ind på hvert enkelt af de punkter, der er blevet fremsat, men blot bemærke, at det der også blev nævnt fra Atassuts side, at de fangstdyr der anskydes bliver medtaget som en del af fangstkvoten.

Det er et punkt, som vi har forsøgt at rette op på gennem IWC og det er så kommet i orden således, at man har forhøjet Grønlands kvote. Det er en vurdering som er kommet igennem i samarbejde med KNAPK og således er Grønlands samlede fangstmuligheder ikke blevet mindre.

Med hensyn til jollefangst af vågehvaler var Atassut inde på, at man skal have en formand, en fangstleder, og det er allerede et krav, som er med i de forskellige bekendtgørelser, når fangsten foretages fra joller.

Tænker vi på jollefangsten af vågehvaler, er det udadtil et punkt, vi skal være meget forsigtige med, da vi skal finde på bedre fangstredskaber, når fangsten virkelig foretages fra joller. Vi har startet et tiltag i forbindelse hermed i samarbejde med Norge og i nært samarbejde med KNAPK og de relevante organisationer.

Med hensyn til anskaffelse af et fangstskib er det også noget, som vi bør være forsigtige med. Omverdenen holder jo øje med os og såfremt vi indfører et fangstskib, så vil det blive sammenlignet med kommerciel hvalfangst.

Men vi mener jo noget andet i Grønland, når vi fanger finhvaler, og såfremt finhvalerne skal kunne udnyttes bedre af samfundet, kan den mulighed måske bruges.

Hvis vi kan opfylde kravene på internationalt plan og IWC kan det være, at vi bedre kan forsyne hele Grønland med finhvalkød, som er en del af de ting vi fremover skal arbejde med.

Med hensyn til hvid- og narhvaler har der været ført mange følelsesladede debatter og det viser blot, hvor stor interessen for denne form for fangst er. Baggrunden for debatten den gang var, at vi i Hjemmestyret var i gang med et initiativ, således der bliver indført mere ensartede regler for fangst af disse små hvaler.

De nuværende regler om fangst af hvid- og narhvaler er meget forskellige fra kommune til kommune. De regler som vi p.t. har vedrørende fangst af disse små hvaler udspringer fra Landsrådets bekendtgørelse fra 1958. Det kan godt være, at vi i dag bør have mere tidsvarende regler, og de bør udarbejdes således, at vi fremover også stadigvæk kan have en bestand af disse dyr. Forholdene i dag er, at det har betydet angreb mod Landsstyret. Den høring vi nu har indledt er blevet godt modtaget fra kommunerne, og ud fra de meldinger vi nu har fået vil vi gå i gang med at udarbejde en bekendtgørelse.

Inuit Ataqatigiits ordfører nævnte, at Grønland bør have et mere direkte samarbejde med de internationale organer vedrørende hvalfangst og vi fra Landsstyret støtter Inuit Ataqatigiits mening om dette. Det betyder også, at vi skal følge de regler som er en del af Hjemmestyreloven.

Men hvad angår styring af de levende ressourcer har vi store beføjelser indenfor denne og det har vi kunnet opnå ved heldigvis at kunne samarbejde positivt med Danmarks Udenrigsministerium.

Ønsket om at have nogle klare regler omkring dette kan betyde, vi skal have flere indgående forhandlinger med Den danske Regering. Med hensyn til hvalfangsten har vi et godt samarbejde med Udenrigsministeriet i Danmark og det er vi glade for her.

Med hensyn til spørgsmålet om hvalfangst står både Færøerne og Grønland særskilt i forhold til Danmark, og jeg håber også, at dette positive samarbejde vil fortsætte fremover.

Hvad angår udmeldelse fra Hvalfangstkommissionen og tankerne herom, er jeg glad for den støtte Landsstyret har fået om, at vi endnu ikke bør melde os ud der fra. Det at man blot melder sig ud af Hvalfangstkommissionen uden at komme med en melding om, hvordan man så vil organisere sig, vil skade Grønlands handel med udlandet. Grønland er jo det eneste land i hele verden, der har lov til at drive hvalfangst. Hvis vi melder os ud og fortsatte med vores hvalfangst, vil vi med internationale øjne blive anset som kriminelle. Det vil så skade Grønlands eksport og vil også have en forstyrrende virkning på den forståelse, vi har omkring vores behov for hvalkød og behov for hvalfangst.

Vi må indgå et samarbejde med andre nordiske lande vedrørende havpattedyr således, at vi kan indgå i et forum vedrørende havpattedyrenes udnyttelse.

Dette samarbejde vil måske blive accepteret internationalt, og så kan det være, at vi senere hen kan melde os ud af Hvalfangstkommissionen, hvis og såfremt det samarbejdsorgan vi indgår med de nordiske lande bliver accepteret af de andre lande i verden. Men det er ikke tilfældet endnu.

Issittup Partiias ordfører skælder os lidt ud. Det er i hvert fald min følelse, i det han blandt andet nævnte, at vi laver nogle bestemmelser, som pådutter os noget.

Men spørgsmålet om hvalfangst er jeg vidende om, at Nikolaj Heinrich udmærket godt er klar over, I bør hele tiden være meget forsigtige. Jeg håber, at ingen af os vil udføre noget, som gør at man udfører arbejdet for egen persons vinding.

Vi kan forsvare os til det yderste, og hvis vi udfører et godt stykke arbejde udadtil, som styrker Grønland med internationale øjne må det også betyde, at vi skal være foregangsmænd med hensyn til bestemmelser om hvalfangsten og ikke bare for egen vindings skyld. Derfor er det sådan, at vi i Grønland udarbejder nogle bestemmelser fra centralt hold, som gælder for hele Grønland og jeg er overbevist om, at der er en styrke i det arbejde overfor den Internationale Hvalfangstkommission og de underudvalg, som arbejder der.

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Jeg er glad for at man fører denne debat så åbent her. Det er jo mange ting, redegørelsen indeholder. Det drejer sig om forhold internationalt set og vedrørende den sidste bemærkning, som landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender kom med, vil jeg gerne lige fortsætte med således, vi hele tiden har faste synspunkter omkring denne bemærkning.

Nu er det sådan at det er det omgivende samfund, det internationale samfund, der giver os kvoter og skal vi så forholde os således, at omverdenen fordømmer os? Vi må bedst muligt udnytte vores kvoter således, at vi udadtil kan vise, at vi virkelig udnytter produkterne 100 %.

Udover dette vil jeg lige komme med nogle svar på de spørgsmål, der vedrører mit område.

Inuit Ataqatigiit var inde på havundersøgelser og undersøgelser af pattedyr. Det skal styres fra Grønland. Det har vi allerede taget beslutning om i Landsstyret således,

at Grønlands Fiskeriundersøgelser fra 1. januar 1993 flyttes til Grønland.

Indenfor 3 år skal de videnskabelige undersøgelser også flyttes til Grønland således, at undersøgelser og forskning foregår som et element i det grønlandske samfund.

Jeg vil også lige nævne, at regeringerne i de nordiske lande har erkendt Grønlands behov for hvalfangst og det bør vi være glade for. Man har nemlig startet et dobbeltarbejde indenfor det nordiske samarbejde og det er hvad angår miljø og på den anden side udnyttelse af fangstdyrene. Vi har kunnet påvirke miljøministrene sådan, at fangst er et centralt spørgsmål i grønlændernes kulturelle liv og behov for dækning af deres føde. Det er et element, vi ikke kan komme udenom.

Til allersidst vil jeg nævne, at fra 1. juli 1992 er der en international konference i Brasilien i Rio de Janairo, hvor Grønland deltager med det formål, som vi allerede har været fremme med, at bevare de grundlæggende menneskerettigheder vi har, om blandt andet bevarelse af den kulturarv man har.

Det kan ikke være nogen landes ønske at dræbe en kultur og nedlægge den fuldstændigt. Verden vil blive fattigere hvis man gjorde sådan, og derfor er det vigtigt for os at meddele, at uanset hvilken kultur man har vil vi støtte, i det det er en rigdom i verdenssamfundet.

Vi grønlændere vil aldrig få den attitude der siger, at selv om landbruget er en af de mest forurenende i verden, vil vi aldrig fremlægge en politik, der sigter mod nedlæggelse af landbrug.

Peter Grønvold Samuelsen, Siumut:

Jeg vil takke landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender for den meget klare redegørelse han fremlagde, og de tilføjelser han kom med. Vore forfædre før vore forældre har drevet hvalfangst uden kvoter og det har været medvirkende til, at grønlændere med hensyn til kød ikke har haft behov for andre varer ude fra. Vores hvalkvoter er blevet meget mindre i de senere år og der indføres i stedet flæsk, kyllinger og oksekød op til 2000 tons på årsbasis.

Sagt på en anden måde er det kød vi kan få fra hvaler, 5 gange mindre end de totale importerede varer, vi får ude fra. Det begrundes også i, at vi påvirkes ude fra, i det hvalfangst reguleres gennem bestemmelser i den Internationale Hvalfangstkommission.

Grønland er et af de få lande, der får særlige kvoter og kravene er store, nemlig at man skal føre en god registrering af fangsten og at hvalerne dræbes på en human måde og at man ikke må føre fangst på fredede hvaler.

Hvis vi skal fastholde vores behov for hvalfangst i fremtiden, er det meget vigtigt, at vi ikke tilsidesætter bestemmelserne om hvalfangst. Vi mener, at der stadig er behov for at gøre opmærksom på det hele tiden.

I forbindelse med kvotefordelingen ønsker jeg, at man spreder kvoterne rundt i landet og at man gennem særlige ordninger overfører hvalkvoter fra steder, hvor man ikke har fartøjer til fangst af hvaler.

Vi er tilfredse med samarbejdet mellem landsstyreområdet og KNAPK, da det er en af vejene til, at vi kan sikre vore hvalkvoter i fremtiden.

Hvad angår bestræbelserne på at finde frem til alternative fangstmetoder mod riffelbrug, støtter vi, ligeledes støtter vi, at IWC og KNAPK samarbejder i fuld enighed med hinanden. I den forbindelse har jeg bidt mærke i de ord, som landsstyremedlemmet har sagt i sin anden redegørelse nemlig, at det ikke er meningen at hvalfangererhvervet skal stå stille. Derfor må vi som politikere følge med i udviklingen og være parate til at give mulighed for at metoderne ændres. Citat slut. Det hænger også sammen med det, som landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender for lidt siden sagde om finhvaler.

Med disse bemærkninger vil jeg takke landsstyremedlemmet og hans embedsmænd, KNAPK samt IWC for at de hele tiden fastholder vore ønsker om at beholde hvalfangstmuligheden for os i Grønland.

Hans Møller, Siumut:

Jeg vil gerne støtte Peter Grønvold Samuelsens forslag vedrørende en fordeling af kvoterne til hele landet. Vi ved godt, at der er visse lokaliteter i Grønland, der for en stor del dækker kødbehovet i Grønland og der er også mange steder i Grønland, som ikke rigtig ser noget til hvaler og det er jo ikke mærkeligt, da vi jo ikke kan styre hvalernes færden.

Jeg støtter meget intentionerne omkring en hurtig distribution af kød med videre således, at kødet ikke bliver for gammelt inden det når ud til de forskellige lokaliteter i Grønland.

Vi må også tænke på de lokaliteter, som kun kan besejles meget få måneder i løbet af året. Hvis vi opnår en hurtig distribution betyder det, at vi kan have hvalkød som en dagligvare over hele Grønland og det vil være et godt mål

at nå. Det vil også betyde en positiv indflydelse på fiskernes og fangernes økonomi.

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Det er et meget vigtigt punkt vi har på dagsordenen nu og jeg skal nævne, at Det Nordiske Parlamentariske Råd skal holde møde fra 6. til 11. august 1992 og det skal afholdes i Sulisartut Højskoliat i Qaqortoq og emnet bliver miljø.

Vi er af Vestnordens Samarbejdsråd, 1992 er i øvrigt året for Vestnordens Samarbejdsråd, blevet pålagt at arrangere dette seminar og konference om miljø. Forberedelserne er vi så godt som færdige med og vi er fast besluttet på at invitere Greenpeace således, at de kan følge med i den debat, der vedrører hvaler og hvalfangst.

Med hensyn til det faktum, at de nordiske lande er ved at komme ind i nogle former, som er meget positive, vil vi gerne understrege vores tilfredshed med dette positive samarbejde, der er i gang i de nordiske lande omkring hvalfangsten.

Det er selvsagt en nødvendighed, at der skal herske en dialog omkring hvalfangsten i Nordatlanten. Vi skal frem for alt også sørge for at bevare vor troværdighed og vilje til at bevare bestanden af hvaler under vor udnyttelse af dem, som et nødvendigt supplement til vor føde. Der skal ikke herske nogen tvivl om Siumuts pligt til at være med i denne dialog mellem vore venner i Norden.

Vi vil også gerne rette en varm tak til Den danske Regerings positive medvirken i vore bestræbelser på at få en bedre forståelse for vores hvalfangst ved de stedfundne internationale forsamlinger. Vi ved udmærket godt at Danmark selv ikke er en hvalfangstnation, men anerkender

os som en del af Riget, nemlig Færøerne og os i Grønland som værende traditionelle hvalfangstområder.

Det giver os en mulighed for et tillidsfuldt samarbejde med Danmark om dette alvorlige spørgsmål på et internationalt plan.

Med disse ord vil vi fra Siumuts side ønske, at Landsstyret tager Landstingets Miljøudvalg mere med på råd,

dels herhjemme, men også i forbindelse med arrangementer om hvalfangst og sælfangst på et internationalt plan.

Til allersidst kan jeg ikke undlade at nævne, at man efterlyser fangstmetoder på en forsvarlig måde, som ikke betyder dyremishandling og at vi benytter ressourcerne

100 %.

Uanset om man vil vende det til joke, at vi tænker på en ny Sonja, et nyt hvalfangerskib, er en tanke vi bør vende endnu en gang, landsstyremedlemmet har også været inde på den tanke omkring fangst af finhvaler. Det er meget nødvendigt at vi udnytter ressourserne 100 %.

Vi må sige at hvalerne i dag bliver fanget af en meget lille gruppe mennesker. Hvalerne bliver handlet til en høj kilopris. Det må vi nævne og samtidig passe på, at det ikke anses for en kommerciel brug af hvalerne og at det betyder vi flest mulige i samfundet, både gamle, unge, voksne og børn allesammen har brug for kødet og at de også skal kunne købe produktet.

Derfor synes jeg også, at denne tanke bør kunne gøres til et debatemne. Vi ved jo godt, at man nogle gange siger, at man ikke udnytter kødet 100 %. Det er ikke noget, der bliver nævnt højt. Hvis der er hold i disse udtalelser, er det ikke godt. Derfor mener jeg også, at det kan være nødvendigt, at vi på et senere tidspunkt vender tilbage til Peter Grønvold Samuelsens forslag.

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

De forskellige ting, der blev sagt her vil jeg kommentere. Man kommer blandt andet ind på mistet fangst for anskudte hvaler. Jeg skal også sige, at man kan anskyde et hvilket som helst fangstdyr når man jager, det kan man ikke undgå, især når kvoten er så lille.

Jeg tror, at mange fangere vil klage over at man i bestemmelserne anser anskudte som fangst. Hurtig aflivning arbejder man for at indføre. Idéen er god nok, men når man har mangeårig hvalfangererfaring og har skudt mange hvaler, så gemmer der sig noget bag det, nemlig at man fra en jolle hurtigt kan miste fangsten, især når for eksempel en større sildepisker hurtigt synker.

Hvis man meget hurtigt dræber dem, kan man altså risikere at miste fangsten. Hvis man bruger lidt længere tid, kan man så sikre sig fangsten, og det forslag Atassut fremlagde, mener jeg, at selv om Kaj Egede har sagt det, vi må arbejde videre med i denne del af debatten.

Jeg mener ikke, man skal skabe en ny Sonja, især når man tænker på de mange hvalfangstkanoner, som ikke bliver benyttet.

Det er selvfølgelig sørgeligt at noget af kødet rådner,

for hvis det er rigtigt, må vi arbejde for en hurtig distribution af produkterne. Det vil medføre, at kødet også kan sælges i forretninger og dermed også blive udnyttet 100 %. Kaj Egede nævnte, når grønlænderne tager til hvalfangstkommission, har de kun ét formål, nemlig at få øget kvoten ved at påstå at kvoten er for lille.

Vi får ikke mulighed for at få øget kvoten, hvis vi siger nej tak til en øget kvote af sejhvaler. Da der ikke skal være restriktioner omkring dette, er det måske en fejltagelse, at Landsstyret har sagt nej tak til det, fordi det så vil vise sig, at vi ikke har brug for alt det hvalkød.

Selvfølgelig er det godt med forskellige selvstændige initiativer, men hvad angår harpunkanoner, så ødelægger de en masse kød i selve hvalen og dermed ødelægger de også en del af kødet, som folk ellers kunne have spist.

Jeg mener ikke vi skal indføre nogle retningslinier, når de først er på forberedelsesplan. Jeg er overbevist om, at den grønlandske fanger har langt større kendskab til hvalerne end forskere eller evt. andre videnskabsfolk.

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Jeg vil lige vende tilbage til spørgsmålet om de anskudte dyr.

Her i redegørelsen, som er blevet omdelt til medlemmerne, står der i afsnit 2 - og det vil jeg gerne lige gentage: Al fangst skal meldes tilbage, og det betyder så, at hvis en fangstgruppe anskyder et dyr, så skal det medregnes som en del af fangsten. Det lyder, som om at så kan fangerne miste deres licens, og det betyder så, at man indfører nogle meget stærke restriktioner, og nærmest straffer fangerne, der anskyder et dyr.

Man kan også komme ind på, hvad angår islægsområderne, for eksempel ved Sisimiut. Ved 2. del af tildelingen henstiller man, at man tildeler restkvoten fra Sisimiut og sydover. Vi ved godt, os der kommer fra islægsområderne, at de kun får et dyr, som de kan fange. Det kan være en finhval eller en vågehval, og det samme gælder også for

den gruppe jollefangere, der skal på hvalfangst. Og det er det, jeg påpeger.

Hvis man uforskyldt kommer til at anskyde en hval, så kender vi jo fangstforholdene her i Grønland. Og det betyder så, at man på grund af vejrliget bliver forstyrret i fangsten. Og hvis det er tilfældet, så bør vi vurdere punktet meget, meget nøje. Man bør have udgangspunkt i fangstforholdene heroppe i Grønland og fordelingen af kvoten i Grønland.

Med hensyn til fangst af vågehvaler med en holdleder, så ligger det i, at man nogle gange praktiserer det sådan, at når man har fået kendskab til kvoterne, så er der op til 40 ansøgere, og når så kvoten er et par hvaler, så kan man næsten regne ud, hvor mange der får del af kagen eller hvalen, og så er det næsten lige som at kaste i grams, når man praktiserer det på den måde, og derfor vil det også være hensigtsmæssigt, at man indfører holdlederordningen.

Og jeg forstår det sådan, at der er taget initiativer omkring dette synspunkt, men vores forslag har udgangspunkt i de kvoter, der bliver givet ud. Men jeg kan forstå, at vi allesammen er meget enige i det emne, vi allesammen debatterer her. Og der er ingen af os, der på nogen måde accepterer en kommerciel hvalfangst.

Og derfor kan jeg heller ikke lade være med at komme ind på, at i år har Finn Lynge været med i nogle udsendelser i dansk TV, som vi i højere grad bør støtte, og som vi bør lave flere af omkring disse problemer, idet udsendelserne har en meget stor oplysende effekt.

Inuit Ataqatigiits udtalelser er meget interessante.

Med hensyn til medlemskabet af IWC, skal vi vente med at tage stilling hertil.

Men det jeg var inde på, punkterne fra 2-7, det er udvalg, som hver især har deres formål, som går ud på bedre udnyttelse af og bedre indflydelse på fangst.

Jeg mener, at vi dermed har sagt, at vi har ikke noget imod det fremlagte.

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Først vil jeg knytte nogle kommentarer til partiordførerne og blandt andet sige, at det er med glæde, at vi har bemærket Inuit Ataqatigiits og Siumuts udtalelser om, at behov bør være grundlag for fangstkvoterne. Det er helt korrekt, at andre tilkendegivelser er misbrug, og at det traditionelle er, at man kun fanger de dyr, man har behov for, og at man ikke fanger dem, man ikke har behov for, således at det økologiske kredsløb kan fungere.

Med hensyn til hvad Atassuts ordfører sagde om vågehvalfangst fra jollerne med en holdleder. Den metode bliver brugt af vore stammefrænder fra Alaska, hvor man har en holdleder i båden, og vedkommende bestemmer så, hvornår man skal tage ud til hvalen, hvornår man skal harpunere den, hvornår man skal tage den, og hvornår man skal partere den. Det spørgsmål bør udlægges til en holdningsændring hos folk.

Og Akulliit Partias ordfører sagde også korrekt: Vores grundlag ligger i, at de arktiske folk også tæller helt op til millioner, men vi er kun et lille folk, og dette bør man gentage hele tiden. Og Issittup Partias ordførers forslag om, at organisationer som KNAPK, bør deltage i møderne. Det er en stillingtagen til det 6. punkt, som vi gerne vil have taget en beslutning om. Det er et spørgsmål, som landsstyremedlemmet for erhverv ikke har taget nogen endelig stilling til.

Fra Inuit Ataqatigiit er vi overhovedet ikke i tvivl om, at danskerne giver god støtte i forbindelse med hvalfangstkommissionsmøder. Men vi vil dog gerne have, at Hjemmestyreloven ikke behøver gælde herfra og til evighed. Man bør justere loven til forholdene af i dag. Grønland bør være nr. 1 i sådanne møder.

Jeg er glad for de udtalelser, som landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø er kommet med.

Med hensyn til harpuner med sprængladning, som Nikolaj Heinrich nævnte i forbindelse med sit andet indlæg, at det kan afstedkomme store ødelæggelser hos hvalerne. Undersøgelser og forsøg har påvist, at hvis man har set på dem, at det er næsten de samme ødelæggelser, som en traditionel harpun laver, når man bruger harpuner med sprængladning. Selvfølgelig er det et spørgsmål om, hvor man har ramt dyret, når man har harpuneret det.

Ikke mindst vil jeg gerne have, at landsstyremedlemmet tager stilling til, at Hjemmestyret får en afdeling, som kan have kontakt til udlandet, uanset at vi ikke har dette område under os.

Man har et politisk udvalg, og man bør også have et sekretariat til at varetage disse opgaver.

Og så vil vi gerne have, at organisationer, som på vegne af samfundet, deltager i efterårets møde i Japan udarbejder et forslag i samarbejde med dem. Det vil vi gerne støtte fra Inuit Ataqatigiit, og vi vil gerne have, at det bliver fulgt op. Og endelig, at KNAPK, der som en organisation på vegne af samfundet har haft en stor indflydelse, ligesom ICC har haft stor indvirkning på fangstspørgsmålet, vil vi gerne have, at man fra offentlig side måske kan dække op til halvdelen af deres udgifter til møder med mere. Det vil vi gerne have taget stilling til.

Pavia Nielsen, Siumut:

Jeg har fundet det nødvendigt, at jeg her fra talerstolen gør opmærksom på, at fangerne i deres fangst overhovedet ikke har til hensigt at mishandle dyrene, tværtimod.

Formål er at fange dyr og det på en human måde. Jeg mener, at disse ord bør frem som oplysning for verdenssamfundet.

Jeg skal også lige nævne, at naturen selv også på grund af den geografiske placering, som Grønland har, sætter en begrænsning for hvalerne, og dette skal man også gøre verdenssamfundet opmærksom på.

Jeg vil heller ikke undlade at nævne, at hvalernes antal forøges hele tiden, for eksempel grønlandshvalen forøges til stadighed. Videnskabsmændene udspørger også i høj grad fangerne med på råd i dette spørgsmål.

Jeg vil lige endnu engang gentage, at siden vores barndom har vi fået denne besked, at man ikke skal mishandle dyrene, for når dyrene bliver mishandlet, så hævner de sig. Og på baggrund af opdragelsen, vi har fået, har vi fulgt disse ord. Andre samfund bruger deres egne husdyr og andet. Derfor er vi meget forundrede over, at man har så stor kig på Grønland, og jeg håber også, at selv journalisterne kan forstå dette.

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiat:

I min forelæggelse nævnte jeg, at vi kan gøre noget drastisk i forbindelse med situationen omkring hvaler og hvalfangst. Det blev nævnt af landsstyremedlemmet for Sundhed og Miljø, og det blev også nævnt af Jonathan. Han fortalte om det vestnordiske samarbejde, og da kom jeg til at tænke på, at hvis landene i Nordatlanten, Island, Færøerne, Norge og Grønland kan finde sammen, så kan man opnå et stærkt samarbejde.

De olieproducerende lande har en meget stærk organisation, som kan påvirke priserne. Hvis man kan opnå samme slags stærkt samarbejdsorgan, kan man blive et modstykke over for for eksempel Greenpeace.

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Jeg vil først stærkt støtte Pavia Nielsens ord. Jeg glemte i min første forelæggelse, at hvalerne udbredes stærkt i vore farvande. Grønlandshvalen ikke mindst. Derfor støtter jeg også Pavias ønske om, at man også kan fange Grønlandshvaler.

Jeg kom til at tænke på at man i slutningen af 1980-erne, kunne udnytte op til 90 % af det, torsken gydede. Grunden til at torsken trak op nord for Sisimiut var, at der var blevet alt for mange hvaler syd for Sisimiut.

Lige så snart der kommer hvaler, så flygter torsken. Torsken er flygtet nordpå. Også når man tænker på, at det har meget stor virkning på landets økonomi, bør sådanne forhold medtages og fremlægges på hvalfangstkommissionsmøderne.

Kaj Egede, landsstyremedlem for Erhvervsmæssige Anliggender:

Først vil jeg nævne, at hvad angår hvalfangst, har vi et nært samarbejde med havundersøgelsesområdet, som hører under Sundhed- og Miljødirektoratet, og der er et nært samarbejde mellem de to direktorater.

Jeg vil også nævne et spørgsmål, der vedrører hvalfangst og debatter omkring dette punkt, er henlagt til Erhvervsdirektoratet. Jeg mener, at det er på sin plads, i det brugen af vore rigdomme, hvad hvaler angår, naturligt henhører under dette ressortområde, ligesom øvrige fiskerispørgsmål gør det.

Vores land har kunnet udvikle sig ved brug af havets rigdomme, såvel fisk som havpattedyr. Og med hensyn til

spørgsmålet om jollefiskeres forhold og de initiativer, der er gjort for at dyrene kan aflives på en human måde er vi gået i gang med en undersøgelse, delvis med udgangpunkt i de forhold og de fangstredskaber som vore stammefrænder i Alaska har.

Jeg håber, at når man fanger vågehvaler fra joller, at der så kan findes redskaber, hvorved dyrene aflives på en mere human måde.

Fangsten på sejhvaler er jo ikke begrænset og sejhvalerne er ikke indbefattet af moratoriet det vil sige det foreløbige stop for fangst af vågehvaler, som er de mindste hvaler. Det er kun de kvotetildelte hvaler, som det er tilladt at fange, og for os er det så kun vågehvaler og finhvaler vi må drive fangst på.

Alle andre hvaler må ikke fanges efter de bestemmelser der er indgået i IWC. Det er ikke et forbud, Landsstyret pludselig har grebet ud af den blå luft.

Spørgsmålet omkring en holdleder, når man fanger fra joller, vil jeg gerne lige vende tilbage til.

Det er fuldstændig rigtigt, som Inuit Ataqatigiits ordfører siger, at vi bør have udgangspunkt i vores kødbehov i kvotetildelingen i hvaler. Og det skal også kunne forsvare det økologiske kredsløb, så bestanden ikke uddør. Vi har fra Grønlands side anstrengt os under IWC forhandlinger, i samarbejde med KNAPK og i samarbejde med Danmark, for at skaffe adgang for Grønland til 670 tons hvalkød. Man fik vort krav opfyldt.

Det næste bliver, at vi gradvis kan øge vor kvote, og det vil vi således arbejde for i de kommende forhandlinger. Og det bliver så vores udgangspunkt. Når vi indgår forhandlinger om kvoter til vågehvaler, så er det 3-årige forløb man har og hvad vågehvaler angår, er der indgået en aftale fra l99l til 93. I år skal vi så forhandle om kvoten for finhvaler.

Med hensyn til samabejdet med KNAPK, kan jeg nævne, at vi fra officiel side, det vil sige fra Hjemmestyrets side, er med i de udgifter som KNAPK har, og vi har i sinde at fortsætte hermed, fordi vort samarbejde er meget positivt.

Grønland skal være førende ved forhandlingerne om havpattedyrene. Det kommende møde som skal foregå fra den 8. til l0. april, skal foregå her i byen. I dette møde regner vi med, at der bliver dannet et samarbejdsorgan omkring samarbejdet på havpattedyr. Jeg regner med, at der er 4 lande, der skriver under på det. Det er Færøerne, Norge, Island og Grønland. Derudover er Canada interesseret i at være med. Det har de i hvert fald givet melding om, og Rusland har også ligeledes gjort det.

Jeg anser konferencen som værende af stor betydning, i det denne først og fremmest skal være et samarbejdsorgan omkring de mindre hvaler og sæler.

Med hensyn til en international annerkendelse og eventuel udvidelse af beføjelserne, er det også en del af de tanker vi arbejder med.

Jeg mener, at Grønland allerede har taget et standpunkt med hensyn til dette. Efter en tælling af vågehvalerne er det videnskabeligt bevist, at der er hvaler nok, og det er også videnskabeligt bevist, at disse kan jages uden at det går ud over bestanden.

Nu er der ikke flere modagumenter, men straks er visse lande begyndt at udtænke andre grunde til, at der ikke bliver drevet hvalfangst.

Så bliver det fremført, at hvalfangst rammer følelserne, at det er uetisk at drive hvalfangst og så videre. Jeg ser på det meget alvorligt.

I år, umiddelbart før de nordiske ministre holdt møde om hvalfangst, var jeg på flere rejser til både Europa og Canada. Herunder mødte jeg forskellige kulturer, for eksempel storbykulturen, som er helt anderledes end vores kultur. Det har vi svært ved at forstå.

Men jeg er overbevist om, at ikke en eneste grønlænder vil sige, at de ser ned på de andre kulturer, fordi de er anderledes. Derfor vil Landsstyret understrege, at vi vil modarbejde den form for arbejde, som kommer fra andre lande. Vi vil bevare vores hvalfangst. Tak for jeres deltagelse her.

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatagiit:

Tak - ganske kort vil jeg sige, fordi vi i Inuit Ataqatigiit mener, at debatten her bør være udgangspunkt for at bane vejen for, at Grønland bliver førende indenfor forhandlingerne med for eksempel Japan, Norge og de andre lande.

Men vi ved også, at deres udgangspunkt er at være et modpart til de andre lande, som fuldstændigt går imod hvalfangst. Derfor vil det også være på sin plads, at Grønland hele tiden bør har en officiel mening om dette spørgsmål.

Punktet sluttet.

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 26-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Grønlands Landsting

Dagsordenens punkt 26.

Redegørelse for Grønlands Hjemmestyres hvalpolitik.

(Landsstyremedlemmet for Erhvervsmæssige Anliggender og Peter Grønvold Samuelsen)