Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 17-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 26. marts kl. 13.00

 

Dagsordenens punkt 17.

 

Børnepolitisk redegørelse, herunder forslag om at Grøn­land tiltræder FN`s konvention om barnets rettig­heder.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Johan Lund Olsen).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

I forbindelse med Landstingets efterårssamling i 1991 fremsatte undertegnede til dagsordenen et forslag ved­rø­rende et prisloft for de daginstitutionspriser der er gældende for de kommunale daginstitutioner.

 

Grunden til at forslaget blev fremsat skal ses i lyset af, at un­der­tegnede efter at have undersøgt daginstitu­tionstak­sterne for seks forskellige kommuner, fandt at takster­ne varierer utroligt meget, således at man nogle ste­der kunne se priser på omkring 900 kr. mens man andre steder opererede med ca. 2.100 kr. i daginstitu­tions­takster.

 

Disse forhold der efter min vurdering forekommer helt urimelige for børnefamilierne, har således været årsa­gen til at jeg har stillet forslag omkring et loft på de kommunale daginstitutionstakster, som vi kender i dag.

 

Dette forslag blev imidlertid af Landstingets Præsidium i forbindelse med efterårssamlingen i 1991 henvist til skriftlig besvarelse fra landsstyreområdet for sociale anliggender, hvilket også er sket ved landsstyremed­lemmets besvarelse.

 

I denne svarskrivelse fra landsstyremedlemmet gør hun opmærksom på, at det planlægges, at hun fremkommer med en børnepolitisk redegørelse til forårssamlingen 1992 for derved at skabe en helhed i den politik, der føres på området, og hvortil man henviser mit forslag omkring et loft på daginstitutionstaksterne til nærmere vur­dering og stillingtagen.

 

Med henvisning til ovenstående skal jeg således fore­slå, at mit oprindelige forslag til behandling i for­bindelse med Landstingets efterårssamling 1991, genop­tages i for­bindelse med den forestående forårssamling 1992 og gerne i tilknytning til den børnepolitiske redegørelse som landsstyremedlemmet har planlagt at skulle fremlægge for tinget.

 

Herudover vil jeg finde det ønskeligt og da spørgsmålet herom er relevant i samme forbindelse, at man drøftede den hidtidige byrdefordeling hvad angår opførelse af daginsti­tutioner, hvor kommunen hidtil dækker 50% af anlægssummen men hjemmestyret ligeledes dækker de 50% med henblik på en ændret praksis på området. Jeg finder dette nødvendigt eftersom det er alment kendt, at kom­munerne er i økonomis­ke vanskeligheder og mange gange har måttet skrinlægge planlagt daginstitutionsbyggeri eller foretage udskydelser i byggeriet. Netop sådanne forhold bør undgåes fremover, da det jo er en kendt sag, at mange børn endnu ikke har mulighed for en da­ginsti­tutionsplads.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale An­lig­gender:

Vort land og vores kulturelle baggrund giver nogle af de bedste muligheder for et godt og rigt liv.

 

 

 

På dette grundlag ønsker Landsstyret at udforme en ny po­litik, som skal forbedre og styrke børnefamiliers, børns og unges vilkår i Grønland.

 

Som det første skridt mod udformningen af Landsstyrets nye politik vil jeg hermed fremlægge spørgsmålet om Grøn­lands tiltrædelse af FN-kon­ventionen om barnets rettig­heder til be­handling under dette dagsordens­punkt.

 

Jeg skal om konventionen meget kort sige - idet jeg i øvrigt henviser til den omdelte konventionstekst - at der for mig at se primært er tale om en nedfældelse af en række gode og rimeligt begrundede principper og målsæt­ninger for, hvorledes vi skal behandle vore børn.

 

Den detaljerede gennemgang af konventionsteksten har dog vist, at der er behov for et par mindre korrektio­ner i landstingsfor­ordningen om hjælp til børn og unge, såfremt Grønland fuldt ud skal kunne leve op til kon­ventionens indhold. Det drejer sig for det første om konventionens artikel 9, punkt 2 om sager om fjernelse fra forældrene af et barn, hvor det skal sikres, at alle interesserede par­ter skal have mulighed for at deltage i sagsbe­handlin­gen og kunne fremføre deres syns­punkter. Og for det andet drejer det sig om kon­ventionens arti­kel 25, der stiller krav om periodisk gennemgang af sager vedrørende et barn, der er anbragt uden for hjem­met.

 

Jeg vil derfor fremsætte forslag om ændring af lands­tingsfor­ordningen om hjælp til børn og unge til efter­årssamlingen, så vi kan sige, at vi lovgivningsmæssigt opfylder konventionens bestemmelser på alle områder. Jeg skal kort anføre, at der er behov for at lovgive mere detaljeret om, hvem der skal høres i en fjernel­ses­sag og hvordan høringen skal foregå. Endvidere er der behov for at indsætte bestemmelse om, at sager om anbringelse uden for hjemmet skal tages op til be­hand­ling med nogle faste inter­valler og ikke kun, når der findes behov herfor. Der findes allerede bestemmel­ser om høring og om genop­tagelse, men det fungerer næppe godt nok i dag på dette område, hvilket også belyses af, at landstings­medlem Agnethe Nielsen har ønsket, at Landstingets Socialud­valg drøfter området nærmere.

 

Spørgsmålet om eventuelle behov for tilpasning af rets­plejeloven er undersøgt af Rigsombudet, hvorfra det er meddelt, at der ikke findes at være hindringer for til­trædelse af kon­ventionen på dette område.

 

Jeg skal derfor hermed indstille til Landstingets god­ken­delse, at Grønland meddeler den danske stat, at Grønland kan tiltræde FN-konventionen om barnets ret­tig­heder, og at dette kan ske, uden at der skal tages forbe­hold, idet de nødvendige mindre korrektioner i landstings­forordningen om hjælp til børn og unge - som tidligere nævnt - vil blive søgt gennem­ført på efter­års­samlingen 1992.

 

Det er Landsstyrets målsætning, at alle børn der bliver født skal være ønskebørn.

 

Dette har stor betydning, hvis børnene skal vokse op til at være stærke og medan­svarlige borgere i vort land. Landsstyret appellerer derfor til en forøget indsats indenfor oplysning og fore­byggelse henimod at mindske det store antal uplan­lagte gravidi­teter. Unge må lære at have ansvar for deres krop. Piger og drenge må i stigende grad have klare oplysninger om seksuali­tet og svanger­skabsfore­byggelse fra skolen, men også fra for­ældre­ne. Unge må have klar underretning om, hvil­ket stort ansvar en graviditet og et barn inde­bærer, men også lære at undgå skader under graviditet, f.eks. alkohol- og to­baksskader. Unge må i højere grad også lære at kende vigtigheden af rigtig ernæring.

 

Vores lovgivning på børn- og ungeområdet fortæller, hvordan vi som samfund vil imødekomme børnenes behov: med en række af forebyggende hjælpeforanstaltninger, såsom for­skellige former for rådgivning og støtte og forskellige former for institutioner. I cirkulære­form er der givet nøje anvis­ninger på, hvad det er for en udvikling hos vore småbørn, som vi øn­sker, at vore daginstitutioner skal fremme: at styrke moders­målet og identitetsdannelsen, fremme barnets legemlige sundhed, udvikle de skabende evner og færdig­heder, udvikle bar­net som en aktiv del af et fælles­skab, udvikle følelser som tryghed, tillid, hengiven­hed, ansvarlighed og livs­glæde.

 

Det er imidlertid målsætninger, der ikke blot burde findes som vejledninger i pædagogisk arbejde, men burde stå som tydelige overskrifter over alt socialt og soci­alpædago­gisk arbejde med og for børn. Det er betrag­tninger, som landsstyret vil lade indgå, når vi skal fremlægge forslag til ændringer af forordningen om hjælp til børn og unge.

 

Hvad angår de eksisterende tilbud, så ved vi for lidt om, hvordan der tages hånd om de yngste skolebørn i deres fritid, hvilke tilbud de faktisk får i kommuner­ne, men det er den almindelige opfattelse, at største­parten af småsko­lebørnene ikke kan tilbydes en dagin­stitutions­plads. De overlades alt for meget til sig selv og andre børns selskab - uden den nødvendige sti­mulation fra voksne.

 

Landsstyret har allerede tilkendegivet, at vi bør være særligt opmærksomme på aldersgruppen de 11 - 13-årige. Det er en gruppe, som desværre nok må siges at være upåagtet eller ligefrem forsømt af samfundet. For for­æl­drene er det indledningen til en vanskelig periode i børnenes opvækst, hvor teenageren kræver sin ret, og hvor foræl­drene ofte er usikre på, hvordan de skal udøve deres omsorgs- og opdragerrolle. Man kan måske endda sige, at der burde oprettes kurser, hvor forældre kunne blive "uddannet" til at vide meget mere om denne vigtige alder. Vi burde lære at være mere bevidste om de konflikter, som vores store børn gennemlever i den alder, og mere bevidste om, hvilke konflikter, det sætter os forældre i. Forældre skal for eksempel vide, at selvom børnene gør oprør mod dem som autoriteter, så har børnene i høj grad brug for både forældreomsorgen og for, at foræl­dre­ne - som gennem hele opdragelsen - bliver ved at sætte grænser mellem rigtigt og forkert, godt og ondt.

 

Det er ikke ret mange år siden, at en væsent­lig del af børneopdragelsen i vort land bestod i, at børn havde egne pligter og opgaver - i husholdningen og med sø­sken­de. D.v.s. børnene havde arbejde og ansvar på et niveau, de kunne magte, og som ideelt set ud­viklede dem i den ønskede retning. Denne opvækst gav børn roller og tilhørsforhold til de samfund, de levede i. I dag er der er en tendens til en stigende ge­nera­tions­kløft mellem børnene, den unge og den ældre generation, og for­brugerismen har desværre fået godt fat i vores børn.

 

Landsstyret mener naturligvis ikke, at vi skal indføre børne­arbejde som opdragelsesmiddel. Men der er elemen­ter gemt i den gamle børneop­dragel­se, som vi nok gør klogt i at søge retableret: Meningsfyldt kontakt med voksensam­fundet og aktivite­ter, der opøver ansvars­følelsen for sig selv og andre og dermed sam­fundet, er en vej i opdragelsen af børn og unge, som alle bør lægge vægt på. Det vil sige, at der skal arbejdes be­vidst med samværet mellem generati­onerne, og måske særligt med et ud­bytterigt samvær mellem børnene og vore gamle.

 

Det betyder også, at skole og forældre og de institu­tio­ner, hvor børnene færdes i deres fritid, må indgå i et langt stærkere samarbejde med hinanden. Forældrene må ikke overlade alt til skolen, - og lærere og pæda­goger må vise forældrene veje til et aktivt og ind­holds­rigt liv sammen med deres børn.

 

Landstyret er af den opfattelse, at de bærende prin­cipper i den gældende lovgivning vedrørende børne- og ungefor­sorg, - Landstingsforordning nr. 12 af 1. novem­ber 1982 med senere ændringer, om hjælp til børn og unge - er gode og hensigtsmæssige, men at de er usyn­liggjorte i lovspro­get. Derfor efterleves de ­lokalt heller ikke i tilstrække­lig omfang.

 

Hertil kommer, at andre samfundsforhold såsom boligpro­blemer, arbejdsløshed eller manglende samarbejde mellem relevante lokale myndigheder ofte bevirker, at det er vanskeligt at løse komplicerede børne- og ungeforsorgs­sager og også mere generelle problemstillinger.

 

Det er uhyre væsentligt, at kommunalpolitikere er sig deres ansvar bevidst: at de beskæftiger sig med børns og unges lokale levekår på det politiske og overordnede plan;  at de sikrer et dygtigt personale, der gennem uddannelse og kursus­virksomhed er rustet til den nød­ven­dige indsats. Her vil jeg gerne nævne familieråd­givning og familiebe­handling, som meget snart bør indgå i det sociale arbejdes tilbud til familierne.

 

Men også det tværfaglige samarbejde, centralt såvel som regionalt og lokalt, er af afgørende betydning. I den forbindelse vil jeg gerne nævne den netop overståede årlige konference for døgninstitutionsforstanderne, hvori for første gang deltog et antal kommunale social­for­valtningsledere. Her blev det drøftet, hvordan vore døgninstitutioner - som de pædagogiske kraftcentre de er - kan udnyttes i det lokale arbejde for børn og unge. Hvordan samarbejdet kan udvikles, og hvordan kommunerne kan købe ydelser af institutionerne, både hvad angår fore­byggelse, tidlig indsats og efterværn.

 

Kommunerne må opmuntre til lokalt samarbejde om børn og unge, gerne inden for rammerne af landstingsforordnin­gen om tværfagligt samarbejde, men også med inddragelse af alle faggrupper, der har berøring med børn og unge: Socialmedhjælpere, pædagoger, socialrådgivere, lærere, læger, psykologer, fysioterapeuter, ergoterapeuter, sundheds­medhjælpere, sundhedsplejersker, hjemmesygeple­jersker. Medarbejdere må dygtiggøres i at genkende symptomer på vanrøgt og vantrivsel hos børn og unge, og opmuntres til at reagere på det, de iagttager.

 

Daginstitutionernes betydning har tidligere været nævnt i denne redegørelse, herunder formodningen om at alt for få børn får et daginstitutionstilbud. Socialdirek­toratet har sidste år ved et omfattende rundspørge i kommunerne forsøgt at fremskaffe oplysninger f.eks. om dæknings­grader og om forskellige økonomiske forhold vedrørende daginstitutionerne. Desværre er forsøget ikke faldet heldigt ud, og der har ikke været ressour­cer til at gentage rundspørget.

 

Det er dog lykkedes at få et indtryk af, hvorledes en række af kommunerne forvalter bekendtgørelsen om foræl­drebetaling. Noget tyder på, at hvor bekendt­gørelsen åbner mulighed for at hente dækning for op til 55% af driften, så går ingen af svar-kommunerne længere end til 30%, og den samlede forældrebetaling i gennem­snit blandt svar-kommunerne ser ud til at være på 15-20%. På grund af den mekanisme, der ligger i bekendt­gørelsen om forældre­takster, kan man gætte på, at et flertal af forældre­ne befinder sig i de nedre indkomst­grupper. Vi står derfor formentlig i det dilemma, at kommunerne ikke har råd til at nedsætte taksterne til det angivne minimum, og de forældre, der befinder sig i de ind­komst­grupper, hvor kommunerne har mulighed for at gå nærmere til maksimums­taksten, ikke har råd til at be­tale mere. Ovenikøbet er det sådan, at børnetilskuddet jo bort­falder ved en hus­standsindkomst på omkring 172.­000 kr., så at kommunerne formentlig må være forsigtige med at gå nærmere til maksimumsgrænserne for indkomst­grupperne lige herover.

 

Men det skal siges meget eftertrykkeligt, at vi i vir­ke­ligheden har en meget ringe viden om, hvordan hus­stands­indkomsterne fordeler sig, og hvordan vores til­skuds- og takstpolitik på det sociale og f.eks. på boligområdet virker. Til Johan Lund Olsens spørgsmål vedrørende dagin­stitutionstaksterne må jeg derfor des­værre sige, at vi ikke kan tilbyde lempelser, men at vi er igang medet ud­redningsarbejde netop vedrørende tilskud til børnefa­mi­lier. Det er vores mål, at vi ad den vej kan komme til at yde kompensation til de ind­komstgrupper, der er hårdest ramt.

 

Johan Lund Olsen har også stillet spørgsmål vedrørende udbygningen af daginstitutionstilbuddene. Vi er i Land­s­styret opmærksomme på, at der fortsat er et stort efter­slæb pådaginstitutionsområdet i mange byer, og at det for en dels vedkommende skyldes kommunernes mang­len­de evne til at bære sin del af omkostningerne til anlæg af nye dagin­stitutioner. Eftersom landsstyret anser daginstitutionerne for et vigtigt led i fore­byg­gelsen og i integre­ringen af børnene i samfundet, vil dette være en uønsket konsekvens. Vi vil derfor i Land­sstyret overveje, om vi kan finde andre måder at finan­siere daginstitutionsbyg­geriet på, som kan tage højde for de store forskelle, der er mellem de enkelte kommu­ner i dækningsgrader på dag­institutionsom­rådet. Hvis vi kan finde en anden ordning, som kan tage højde for dette problem uden at fjerne grundlaget for den gælden­de byrde- og opgavefordeling med kommunerne, vil vi tage det op til forhandling med KANUKOKA.

 

I forbindelse med daginstitutionerne vil jeg gerne komme tilbage til de fritidsproblemer, som de 11-13-årige har. Hvis behovene skal tilgodeses inden for overskuelig tid, kommer kommunerne til at gribe til utraditionelle midler. Vi mener ikke, at man skal slæk­ke på kravet om uddannet personale eller på basale hygiejniske krav, men gå utradi­tionelt til værks med hensyn til indretning af opholds­steder og tilbud. Frem for alt bør man søge at benytte sig af allerede eksi­sterende lokaler som f.eks. skoler og forsamlingshuse. Men der kan også f.eks. opstilles hytter, eller skur­vog­ne, som børn så vidt muligt selv skal have ansvaret for.

 

Børn skal have lov til at boltre sig i naturen. Det betyder ikke, at vi skal importere flere moduler færdi­ge sandkasse-le­gepladser. Det betyder, at vi i byernes og bygdernes lokalplaner i højere grad skal tænke på at udnytte egnede rekreative områder som vore børns lege­pladser og væresteder.

 

Agnethe Nielsen har overfor landstingets socialudvalg rejst spørgsmålet om, hvormange børn der er anbragt uden for deres eget hjem, idet visse oplysninger kunne tyde i retning af, at dette tal er meget højt. Jeg skal nævne, at også landsstyret er interesseret i sådanne oplysninger, og vi er desuden interesserede i at vide, hvad der kommer ud af anbringelserne af børn og unge. I anden forbindelse er det nævnt her i tinget, at lands­styreom­rådet for sundhed og miljø er i begreb med at iværksætte en stor undersøgelse af sundhed og sygelig­hed i det grønlandske samfund. Vi anser det for oplagt, at børns og familiers levekår også belyses igennem oplys­ninger om adskilte familier og anbragte børn.

 

Afslutningsvis vil jeg gerne vende tilbage til FN-kon­ventionen om barnets rettigheder. Denne konvention er skabt ikke mindst med tanke på de millioner af børn, som i Asien, Afrika og Latinamerika frister en for­fær­delig og uværdig skæbne. Hver dag dør 40.000 af verdens børn af sult og sultens følgesygdomme. Det er ikke sådanne til­stande, vi skal bekæmpe i Grønland! Allige­vel har vi mange truede børn, og vi er prægede af uaf­klarede holdnin­ger til vore børn og deres behov for opdragelse og omsorg. I lands­styret mener vi, at kon­ven­tionsteksten rummer mange hold­ninger og påpeg­ninger, som vi med fordel kan tilegne os i det grøn­landske samfund til gavn for vores børn og vores fremtid.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

I en af mine ture, kom jeg til en stor klippehule, og da jeg lagde mig ned, var jeg faldet i søvn. Jeg drøm­te, at jeg så et person med laset tøj, der gik hen mod sit hus, og personen hang med hovedet. Han ville ikke have sin kone og børn til at lægge mærke til sin uro.

 

Det kan godt være, at det er lidt mærkeligt, at jeg starter mit indlæg med dette, men vores måde at opføre os på og vore måder at gøre tingene på bliver bemærket af børnene, selvom det nok ikke føles så mærkelige for de voksne.

 

Børn er følsomme på alt, hvad der sker omkring dem, og deres legeme og følelser er meget mere sarte. Selv forældrene kan have svært ved at registrere deres fø­lelser, specielt når de har for travlt med noget andet.

 

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender siger i sin fremlæggelse, at landsstyret vil fremsætte forslag om ændring af landstingsforordning om hjælp til børn og unge til efterårssamlingen. Vi støtter fra Siumuts side ønsket om virke­liggørelse af regulering af vores reg­ler, således de er i overensstemmelse med FN-konventio­nen, idet en del af forordningerne ikke er tidssvarende og bør føres a'jour.

 

Landsstyrets ønske om, at alle børn må være ønskebørn, vil nok være meget vanskeligt at føre ud i livet, og kan nok ikke nås, hvis det samtidigt ikke sættes ind med en oplysningskampagne. Vi vil foreslå, at dette ønske medtages som en af de vigtigste inititiver i "Inuuneq Nakuuneq".

 

Et barn, der behandles godt, lærer også retfærdighed. Forældre, der har tid til en samtale med deres børn, giver kærlighed, og forældre, der støtter og roser deres børn, har som regel ingenting at fortryde. Jeg har engang hørt et barn sige om sin mor: "Hun er ikke kun min mor. Hun er også min bedste veninde." Herved blev det klart for mig, at mor og barn taler meget åbent sammen. Der er mange forældre, der opdrager deres børn på den måde.

 

Der findes ligeledes mange forældre, der ikke har for­nødenheder til deres børn. Hvor meget de end ville, har de ikke noget til dem på grund af de økonomiske vilkår, vom vi har i dag. Disse forældre har svært ved at afslå deres børns ønsker, og da de elker dem og synes, at det vil være synd, hvis de ikke får deres største ønsker, kan de finde på at give dem alt, hvad de formår. Desse børn bliver ikke selvstændige, når de bliver voksne.

 

Der findes endvidere forældre, der tænker kun på sig selv. Deres børn passer på sig selv, og der kommer den resultat, at de bliver generte og bekymrede, fordi de ikke har lært at tale med deres forældre.

 

Lad os se på forholdene i dag. Der er masser af fritids­aktiviteter for børn og unge i større byer. Børn, der vokser op mellem alle disse dejlige fritidsaktivi­teter får på et eller andet tidspunkt i deres opvækst følelsen af manglende psykisk balance, fordi de ikke får den fornødne samtale med deres forældre, men er mere sammen med deres jævnaldrende.

 

Selvom der findes masser af fritidsaktiviteter, plejer myndighederne i byerne, ja selv forældrene, at råbe op om: "Der er for få fritidsaktiviteter for børn og un­ge", til trods for at børn og forældre måske ville have bedre tid til hinanden, hvis tilbuddene for fritids­aktiviteterne ikke var så mange, som tilfældet er i dag.

 

Lad os se på børn og unge, der vokser op i bygderne. Til trods for, at de ikke har så mange at give sig tid til, og ikke har så mange fritidsaktiviteter, vokser de op uden manglende åndelig påvirkning, idet forældrene og byg­defællerne har mere tid til dem end byboerne.

 

Disse råber ikke om: "Vi har ingen at henvende os til. Der er ingen tilbud om fritidsaktiviteter", men til trods herfor, vokser de med tryghed. Disse 2 eksempler bedes bemærket og overvejet.

 

Man må rose personalet på døgninstitutionerne. De gør deres yderste for at opdrage de børn, som de har ansva­ret for. De børn og unge som er anbragt i disse insti­tu­tioner er personer som har manglet kærlighed og om­sorg, og af den grund er kommet i vanskeligheder med psykiske problemer til følge. Medarbejderne i disse institutioner gør alt hvad de formår, uddannelsesmæs­sigt som menneske­ligt, for at opfylde far og mor rol­len, ved at give den kærlighed som de unge savner. Der­for er vi enig med lands­styremedlemmet i, at disse medarbejdere må sikres en kon­tinuerlig videreuddannel­se.

 

I forbindelse med sin understregning af at vi bør være særligt opmærksomme på de 11-13 årige, omtaler lands­styremedlemmet denne aldersgruppe som værende upåagtet og forsømt af samfundet. Det er stærke ord, som får nak­kehårene til at rejse sig. Vi skal fra Siumut under­strege at denne aldersgruppe ikke bliver forsømt fra samfundets side, og at der idag er aktiviteter i gang for at til­godese denne alders­grup­pes behov. Vi skal således påpege, at der i visse kommu­ner allerede er aktiviteter i gang for at råde bod på den manglende opmærksomhed.

 

Børneopdragelse er et tungtvejende ansvar. Dette giver sig udtryk i børnenes opvækst på forskellig vis. Dels når børnene er kommet i den videbegærlige alder og for­stærkes yderligere i den fortsatte opvækstsperiode. Bør­nene kommer her til et punkt i deres opvækst, hvor de begynder at afprøve forskellige muligheder, herunder også ting der ikke er dem tilladt. En barn der føler opbakning får sin selvtillid bygget op, og et barn der har adgang til at tale med voksne lærer hurtigt en ret­færdighedsfølelse.

 

En anden side af børneopdragelsen som indgår en natur­lig del af vores dagligdag er vor tro. Det er jo en kends­gerning at det åndelige og det materielle er uad­skille­lige elementer i ens liv. Livet og dets indhold er ikke sådan uden videre at beskrive i enkle vendin­ger. Ind­imellem må vi stille os selv spørgsmål såsom: min skæbne kan du fortælle mig, hvorfor jeg lever, hvor­for kan jeg se og høre, hvorfor jeg er i stand til at tænke og tale. Kan du fortælle mig hvordan jeg skal forvalte mit liv. Vi tænker ikke over livet hver dag, ej heller over dø­den, som kan komme som et lyn fra en klar himmel. Kær­lig­heden som er det væsentlige at lære gennem livet tæn­ker vi heller ikke meget over. Ikke desto mindre op­lever vi kærlighed, had, vrede og foragt i løbet af li­vet. Vi ved ikke hvornår døden indtræffer, vi ved heller ikke hvad den næste time byder os. Hvor­for gør vi så ikke en indsats for at få et mere ind­holdsrigt og kærligheds­fyldt liv og for at give vore børn vores kærlighed mens tid er.

 

Som det vigtigste bør vi lægge menneskelivets værd over på vore børn. I de senere år har vi i højere grad hørt om misbrug af børn: overgreb og ikke mindst seksuelt mis­brug. Disse umenneskelige handlinger bør stoppes. Vi skal alle huske, at netop vore børn, er dem, der skal arve vores grønlandske kultur og ikke mindst, er de, der skal videre­føre udviklingen af vort land. Endelig skal vi huske på, at vore børn har en respekt for andre ligesom vi skal respektere dem.

 

Vi ser af og til demonstrationer, hvor mange mennesker går på gaden med slagord om flere penge til deres ar­bej­de og de går sammen med deres børn. Man kunne for­ledes til at tro at deres slagord kunne følges op med udtalel­ser som: Vi vil ikke tage ansvaret for børnenes tryghed, hvis der ikke kommer flere penge på bordet. I disse si­tuationer bliver børnene brugt som gidsler, derfor vil vi gerne stille dette spørgsmål: Jamen er der ingen kær­lighed til, kan pengene erstatte kærlig­heden.

 

Efter vin­ter kommer vår, hvor blomsterne gror og efter­hånden som solen giver dem varme blomstrer de ud. Disse blomster og farverne i naturen giver os en op­levelse af glæden i livet. Lad os på samme måde som solens varme giver na­turen et frit spil til at gro og blomstre, give vore børn den kærlighed fra vort indre.

 

Med disse bemærkninger vil Siumutgruppen gå ind for grønlands tiltrædelse til FN-konventionen uden kommen­tarer til de enkelte artikler.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Atassut og Issittup Partiia har følgende bemærkninger til redegørelsen. Det er på sin rette plads, at lands­styr­et ønsker en ny børnepolitik, der vil kunne forbed­re og styrke vilkårene for børnefamilierne, samt for­bedre for­holdene for børn og unge.

 

At dette er blevet ganske nødvendigt har vist sig ved forskellige initiativer, ligesom det ofte bliver of­fent­ligt nævnt i vort samfund. I tilknytning hertil forelæg­ges FN's konvention om barnets rettigheder med spørgsmål om Grønland skal tiltræde denne, og vi mener at disse punkter burde have været forelagt hver for sig.

 

I spørgsmålet om Grønland skal tiltræde FN-konventionen er svaret fra Atassut og Issittup partiia et ja. Endvi­dere er vi enige med landsstyremedlemmet i udtalelsen i forelæggelsen, det at såfremt vi skal opfylde konven­tio­nens indhold må revidere landstingsforordningen om hjælp til børn og unge, og at dette må gennemføres til lands­tingets efterårssamling, og her drejer det sig for det første om konventionens artikel 9, punkt 2, sager om fjernelse af børn fra forældrene, hvor det skal sikres at alle interesserede parter skal have mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og at fremføre deres syns­punkter.

 

For det andet, konventionens artikel 25, og her kræves det, at der sker periodisk gennemgang af sagen, såfremt et barn er blevet anbragt uden for hjem­met. Atassut og Issittup Partiia er enig i at landsstyremed­lemmet, for at kunne revidere vore forordninger, vil komme med et ændringsforslag til landsstinget efterårs­samling. Det er blandt andet disse forhold der trænger til revision i vore dage. Forhold der ind imellem bety­der ubehageli­ge oplevel­ser og følger for familien.

 

Vi har ikke nogen særskilte bemærkninger til lands­styre­medlemmet forelagte målsætninger da disse kun er opkast­ninger af tanker, men herved fremkommer dog, hvor store vanske­ligheder nogle af forældrene har, blandt andet på grund af store spiritusproblemer.

 

En af de forhold man mærker i forelæggelsen er, at man søger at gøre børnene til samfundets børn, men det vig­tigste for os er stadig, at det er forældrene der har børnene og har ansvaret for dem. Og vi andre samfunds­borgere er dem der træder hjælpende til når forældrene har behov for det. Når forslaget om ændring af lands­tingsforordningen om hjælp til børn og unge forelægges klart, vender vi til­bage til dette afsnit, da der vil være lejlighed til dette.

 

Midler til opnåelse af målsætningerne er følgende: Det er rigtigt, lovenes og forordningernes ordlyd kan være vanskeligt fatteligt for os "almindelige mennesker" og selvom de har gode intentioner, kan det ikke altid ef­terleves nøje. Derfor vil vi understrege, at der i be­mærkninger til og forklaringer af lovene letfattelig­gøres, hvad det drejer sig om og hvilke målsætninger der er. Såfremt lovens krav skal opfyldes, anser vi det i Atassut og Issittup Partiia for meget vigtigt, at der i kommunerne og med de centrale myndigheder er et tæt sam­arbejde både sagsmæssigt og økonomisk.

 

Familierådgivning er ganske nødvendig og udøvelsen af denne bør gøres mere åben udadtil. Her tænker vi på at man ikke skal nøjes med at indkalde familier der har be­hov for råd, vejledning og samtaler med kontoret, men det er også vigtigt at opsøge dem til samtaler i deres hjem. Dette vil have til følge, at man lærer deres hjem at kende og at rådgivningen derved bliver mere målret­tet og velbegrundet, samt ikke mindst, at dette vil have en forebyggende virkning. Her tænker vi for eksem­pel at fjernelse af børn derved endda vil kunne undgås. Det store omfang af behovet for rådgivning vil vi un­der­stre­ge ved at tilføje, at vi har et stort behov for psykolo­ger, der kan tale vort sprog her i Grønland.

 

Det er be­klageligt og svært at forstå at rundspørgen i kommunerne om kapaciteten i børnedaginstitutioner og de økonomiske forhold ikke er lykkedes, selvom dette har stor betyd­ning. Men man har dog fået indtryk af hvor­ledes visse kommuner administrerer forældrebetalings­ordningerne, og man har fået at vide, at muligheden for at kunne få dæk­ket op til 55 pct. af driften ikke er blevet nået, og at man gennemsnitligt kun når op til 15-20 pct. Vi tror, at vi kan sige, at kommu­nernes vurderinger har været rime­li­ge, og det er rigtigt, når landsstyremedlemmet siger: "At vi i virkeligheden har en meget ringe viden om, hvo­rdan hustandsindkomsterne fordeler sig". Men indkom­sterne er kommunernes grund­lag, og som de ved noget om.

 

Vi forstår Johan Lund Olsens efterlysning af højeste betalingsgrænse, 2.100,- kr. for et barn er jo et stort beløb. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er rig­tigt alene at basere sig på omfanget af driftsomkost­nin­gerne, da der også er grund til at tro, at driftsom­kost­ningerne fra kommune til kommune ikke kan være helt ens­artet. Dette kan være den virkelige grund til at Johan Lund Olsens påpegelse af den meget forskellige betalings­stør­relse. Derfor støtter vi dette spørgsmål og mener, at man bør tilstræbe at tænke på fornyede be­talingsregler. Med dette som baggrund er det naturligt at bakke op i landsstyremedlemmets udredningsarbejde vedrørende til­skud til børnefamilier, hvor der tilstræ­bes kompensa­tion til de hårdest ramte grupper.

 

Vedrørende udbygning af børnedaginstitutionerne sætter Johan Lund Olsen ­spørgsmålstegn ved byrde- og op­gave­fordelingen, der for mange kommuner betyder ikke-økono­misk formåen i ønsket om udbygning på grund af økonomi­ske problemer og dette støtter vi fuldt ud og vi hen­stiller at dette forhandles med KANUKOKA.

 

Til landsstyremedlemmets udtalelse vedrørende fritids­proble­mer for de ganske unge, nemlig at kommunerne må søge til utraditionelle metoder, ja der må søges andre veje, men her må vi tænke på at alting koster penge i vore dage, hvorfor vi i landstinget bør være villige til at betale med. Her tænker vi også på at de gan­ske unges mulig­hed for at komme væk fra byerne og for ek­sem­pel på byg­debesøg bør udbygges.

 

Med disse bemærkninger fra Atassut og Issittup Partiia vil vi endnu engang udtale, at vi tiltræder at Grønland tiltræder FN's konvention.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit til­slutter sig den af Landsstyremed­lemmet forelagte børne­politiske rede­gørelse og indstil­lingerne i Hjem­mestyre­ts udtalelse vedr. FN's konven­tion om bar­nets rettighe­der.

 

Vi tilslutter os fuldt ud Landsstyrets erklærede inten­tion om at opfylde FN's konvention, og IA anbefaler, at dette sker så hurtigt som muligt. Her tænker jeg på, at der ved fjernelse af børn fra hjemmet skal sikres, at alle involvere­de parter bliver hørt og får muligheden for at fremføre deres synspunkter i forbindelse med behand­lingen af sagen. Ligeledes bør der som anbefalet fastsæt­tes procedurer og tidsfrister for sagsbehand­lingen, når et barn fjernes fra hjemmet. Som det er i dag, må man sige, at børn der fjernes fra hjemmet, lades i stikken og kontakten til forældrene, som i virkelig­heden burde plejes, bliver tit ignoreret.

 

Fjernelse af børn fra hjemmet er et tungt og belastende arbejde, som kræver grundige overvejelser før der skri­des til handling. Der må derfor gives gode muligheder for en grundig behandling af tvangfjernelsessagerne. Det er ikke tilfældet i dag, hvor sagerne hober sig op på social­kontorerne, og medarbej­derne tit har et stort ar­bejdspres.

 

Derfor bliver sagerne bestandigt forsinkede, og der er ikke tid til grundig behandling af mennesker, der har brug for hjælp. Vi kan ikke blive ved med at acceptere sådanne tilstande, hvis vi vil yde en rimelig hjælp til dem der har behov, især børnene.

 

Derfor ser IA frem til, at landsstyremedlemmet til efter­årssamlingen frem­lægger forslag til ændring af Landstings­forordningen om hjælp til børn og unge. Det er dog svært at rette op på skævhederne alene ved lovgiv­ning, hvis ikke der samtidigt fokuseres på forholdene omkring de kommunale social­kontorer, som jeg netop har omtalt. Vi skal derfor fra IA opfordre lands­styremed­lemmet for sociale anliggen­der til i samarbejde med KANUKOKA at arbejde for en bedre social service.

 

Hvad angår forældrebetalingen til daginstitutionerne, skal vi fra IA indtil videre tage Landsstyrets svarno­tat til efterretning, idet man desværre på nuværende tids­punkt ikke kan tilbyde lempelser for mange foræl­dre, der har deres børn i daginstitutionerne, idet vi dog har bidt mærke i, at man nu er i gang med et ud­rednings­arbejde netop vedrørende tilskud til børnefami­lierne m­.h.p. at man ad den vej kan komme til at yde kompensa­tion til de ind­komstgrupper, der er hårdest ramt.

 

Hvad angår daginstitutionsbyggeriet, er det ikke und­gået vores opmærksom­hed i IA, at ventelisterne til daginsti­tutioner der jo er lange nok i forvejen, fort­sat vokser. En af de væsentligste årsager er som be­kendt kommunernes skrantende økonomi, og den deraf følgende indskrænkede mulighed for at investere i in­stitutionsbyggeri, som i dag betales 50/50 af kommuner­ne og Hjemmestyret.

 

IA mener, at Hjemmestyret med intentionerne om at finde andre finansi­eringsmåder ved anlæggelse af daginstitu­ti­oner, er på vej i den rigtige ret­ning. Det er strengt nødvendigt i henseende til kommunernes økonomi, og vi skal op­for­dre Landsstyret til at tage denne opgave meget alvor­ligt og hurtigst tage kontakt til Kommuner­nes Land­sforening desangående.

 

Med disse ord tager vi redegørelsen til efterretning, og jeg skal til sidst sige: Lad os aldig glemme at de ting vi sætter højest af alt og vil værne om, de menne­sker vi holder af, og vort særpræg skal udspringe af vores egne værdi­normer, og at børnene altid vil være centrum for alt dette.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akullit Partiiat:

Indledningsvis skal vi fra Akulliit Partiat tilkendegi­ve, at vi støtter landsstyret ønske om at udforme en ny politik der, skal forbedre og styrke børnefamili­ers og børn og unges vilkår i Grønland.

 

Vi har lige fra starten af vort medlemsskab i landstin­get fra Akulliit partiat ikke talt om andet end med ho­vedvægt på præventivt arbejde.

Vi forstår med grundlag i forelæggelsesnotatet, at spørgs­målet om Grønlands til­trædelse af FN konventionen om barnets rettigheder er den samme som nedfældelse af en række gode og rimeligt be­grundede principper og målsæt­ninger. Hvor­ledes vi skal behandle vore børn forudsætter et par mindre kor­rek­tioner i landstingsfor­ordningen om hjælp til børn og unge, såfremt Grønland fuldtud skal kunne leve op til konven­tionens indhold.

 

De to punkter er for det første konventionens artikel 9 punkt 2 vedrørende sager om fjernelse af et barn fra forældre, hvor det skal sikres, at alle inter­esserede parter skal have mulighed for at deltage i sagsbehand­lingen og kunne fremføre deres synspunkter. Og konven­tionens artikel 25, der stiller krav om periodisk gen­nemgang af sager vedrørende et barn, der er anbragt uden for hjemmet.

 

I Akulliit Partiiat/Centerpartiet går vi ind for for­sla­get fra landsstyremed­lemmet for sociale anliggender om ændring af landstingsforordningen om hjælp til børn og unge til efterårssamlingen, så vi kan sige, at vi lov­givnings­mæssigt opfylder konventionens bestemmelser på alle områder.

 

Vi konstaterer at tilpasning af retsplejeloven er un­der­søgt af Rigsombudet, og det skal være i orden. Der­for ind­stiller vi til Landstingets godkendelse, at Grønland med­deler den danske stat, at Grønland kan tiltræde FN-konven­tio­nen om barnets rettig­heder, og at dette kan ske uden at der skal tages forbe­hold, idet de nød­vendige mindre korrektioner i landstingsforord­ningen om hjælp til børn og unge - som tidligere nævnt - vil blive søgt gen­nemført på efterårssamlingen 1992.

 

 

Vores kommentarer omkring målsætningen drejer sig om Landsstyrets appel til en forøget indsats inden for op­lysning og forbyggelse henimod at mindske det store an­tal uplanlagte graviditeter, heri er vi fultud enige. Men når graviditeten alligevel sker, eller under gravi­diteten generelt, må der gives oplysninger om undgåelse af skader under graviditeten, vedr. alkohol og tobaks­skader f.eks., samt læren om kendskab til vigtigheden af rigtig ernæring.

 

Jeg vil citere dette: "Hvad angår eksisterende tilbud ved vi alt for lidt om, hvordan der tages hånd om de yngste skolebørn i deres fritid, hvilke tilbud de fak­tisk får i kommunerne, men det er den almindelige op­fat­telse, at største­parten af småskolebørnene ikke kan til­by­des en daginstitutionsplads. De over­lades alt for me­get til sig selv og andre børns selskab - uden den nød­vendige stimu­lation fra voksne" - citat slut.

 

Dette afsnit betragter vi i Akulliit Partiiat som et meget vigtigt område, fordi under denne periode udvik­les men­tale og følelsesmæssige tendenser, som vil lede bar­net resten af dets liv. Vi mener, at samfundet på det grund­lag må bygge undervisning, hvor børn lærer at ud­vikle alle deres menneskelige ud­foldelsesmuligheder. En ud­vikling af barnet er en systematisk udvikling af bar­nets væsen, legemet, sanserne, følelser og forstand, fantasi, den skabende evne, intuition m.m. Det er på den baggrund, at vi i Akulliit Partiiat/­Centerpartiet gang på gang søger at gøre opmærksom på, at der er behov for at fritidssek­toren plejes og tages mere seri­øst, og det er for at give børn og unge en c­hance op­dragelsesmæs­sigt, for at besidde sikkerhed og balan­ce, moralsk og disciplineret i over­gangsperioden.

 

Jeg citerer: "Der er elementer gemt i den gamle børne­op­dragelse, som vi nok gør klogt i at gøre at re­tablere: Meningsfyldt kontakt med voksensamfundet og aktiviteter der opøver ansvarsfølelsen for sig selv og andre og der­med samfundet, er en vej i opdragelsen af børn og unge, som alle bør lægge vægt på", citat slut. Det lyder skønt.

 

Det er ligesom taget ud af folke­skolen formålsparagraf 2, som drejer sig om, at skolen og forældrene i samar­bejde skal opdrage børn ved akti­vi­teter der opøver elevens ansvarsfølelse for sig selv og andre, og dermed samfundet - eller noget i den stil. Det er bare det, at skolen ligesom svigter den ene part, idet - jeg går ud fra problemet stadig findes i dag - der til forældremø­der kommer forældre, hvis børn ikke er problembørn og mens forældre hvis børn har problemer ikke dukker op. Dette problem kendes fra det tidspunkt, skoleområdet bliver overtaget af hjemmestyret, og er meget svær at gøre noget ved. Formuleringen omfatter samtlige foræl­dre.

 

Vi er i Akulliit Partiiat enig i, at det er uhyre vig­tigt, at kommunalpolitikerne er sig deres ansvar be­vidst om at de beskæftiger sig med børns og unges loka­le vil­kår på det politiske og overordnede plan, og at de sik­rer sig et dygtigt personale, der gennem uddan­nelse og kursusvirksomhed er rustet til den nødvendige indsats.

 

Men også her konstaterer vi, at det faktisk er nemt at sige det, kommunernes økonomiske vanskeligheder taget i betragtning som sætter kæp i hjulet. Dette fordi - som vi har sagt flere gange - i andre sammenhænge: At kom­mu­nerne i økonomisk vanskelige tider ofrer fritidssek­toren for ikke at ramme selve undervisningen i skoler­ne, der­for er børn og unge hver gang tabere i spillet. Derfor mener vi i Akulliit Partiiat/Centerpartiet, at der bør være bloktilskud til kommunerne, øremærket til fritids­sektoren i forbindelse forberedelse af finans­loven.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg takker hver gang, jeg får lov til at sige noget ud over partiordførernes indlæg. Det, som jeg gerne vil citere: Der står skrevet i forelæggelsesnotatet, at det er landsstyrets målsætning, at alle børn, der bliver født, skal være ønskebørn.

 

Da jeg var barn, havde vi nogle naboer, der havde børn født uden for ægteskab. Dengang blev de jo mobbet me­get. Jeg har flere gange spurgt forældrene, hvorfor man ser ned på disse børn. Dog  er det således, at nogle af disse børn er blevet præster. Hvorfor skal Vorherre være imod disse børn, og derefter tage dem som sine tjenere?

 

Derfor mener jeg, at dette kan misforstås. Alle børn, der fødes, er da børn, der er fuldt ud berettigede til at leve som os, uanset om de er ønskebørn eller ej. Og det vil være meget for­kert, synes jeg, at høre forældrene kan have planlagt forkert, og barnet så hører herom ved, at der siges: "Du barn, du burde ikke være født!" Vi burde sige, at alle børn er lige, uanset hvor de er født henne. Og de skal have en god og kærlig opvækst. I den for­bindelse forstår jeg, at man vil forsøge at undgå uønskede gravidi­teter ved oplysning og forebyg­gelse, at man ved oplysning vil formindske gravides brug af både tobak og spiritus.

 

Men det kan være, at jeg er lidt gammeldags og ikke rigtig kan acceptere, at man ligesom opgiver hjemmet som børnenes sted til fordel for samfundets institutio­ner, således at børnene ligefrem bliver institutions­børn.

 

Jeg skal lige citere, at man henviser mindre skolebørn til dagin­sti­tu­tionerne, fordi de mangler stimulation fra de voksne. Det er ligesom om, man til­sidesætter en del af forældre­ne og henlægger flere og flere af disse til samfundet. Selvom ordføreren for Siumut har kommen­teret det, har jeg bemærket, at der blev sagt, at børn indtil 13 år er forsømte fra samfundets side, hvor forældrene ofte er usikre på, om hvordan de skal udøve deres opdra­gerrolle, hvor de henvises til daginstitu­tionernes opgaver.

 

Jeg ser så her i forbindelse med henvisning til dagin­sti­tutions­pladsernes arbejde:

-     at man styrker sproget,

-     at man får identi­tetsfølelse, som om vi har mistet det

-     og for det tredje at man fremmer barnets legemlige sundhed,

-     og for det fjerde at man udvikler det skabende evner og færdigheder

-     og for det femte at udvikle barnet som en aktiv del af et fællesskab

-     og for det sjette at udvikle følelser som tryghed, ansvarlighed og livsglæde.

 

Og derefter har man så sagt, at når for­ældrene ikke selv kan klare opdragelsen, at man bør af­holde kurser for forældrene - de stakkels forældre - og i den for­bindelse oplære dem.

 

Når man er forældre, og når man ser på en mand eller dame, som aldrig har fået børn, og som arbejder i da­ginstitu­tion, kan man ikke sige, at: "Kan du ikke lige sørge for hans opdragelse, fordi jeg ikke kan klare det?"

 

Men som forældre er man taknemlig for, at de er villige til at være behjælpelige.

 

Men som en forælder er det for mig at se meget svært at sluge nedvurderende bemærkninger til forældrene, som virker tvivilrådige og bør sendes til kursus.

 

I den forbindelse vil jeg gerne indstille, at der øn­skes muligheder for pasning af børnene i privathjemme­ne, såfremt forældrene ikke ønsker kommuna­le eller hjem­mestyreinstitutioner. Man kan have en samlet gruppe af forældre eller enkelte foræl­dre, der er til rådighed for at passe børn, og i tider, hvor hjem sættes pris på, kan børnene blive i deres hjem og blive passet, mens forældre­ne er på arbejde.

 

Der­udover vil jeg gerne indstil­le, at man genindfører "1 år i Huset",  som man er blevet afskaffet. Jeg vil gerne frem­komme med følgende begrun­delser: At der er temmelig mange unge, der har fået uddannelse inden for disse områd­er, men som går arbejds­løse. Man kan på den måde give dem mulighed for, at man ud over de kommunalt styrede, at for­ældre kan tage nogen, som kan passe  deres børn. Derfor vil jeg gerne opfordre til, at der gives mulighed for en sådan privat børnepas­ning. Jeg vil til efteråret fremsætte forslag igen om genind­førelse af "1 år i Huset". Måske vil det blive nedstemt endnu engang. Det ved man aldrig.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:

Først vil jeg meddele min glæde over, at Grønland til­slut­ter sig FN's konvention om Barnets Rettigheder. Det udleder jeg af partiord­førernes indlæg.

 

Men hvis jeg lige skal komme tilbage til disse indlæg, så vil jeg først til Siumuts ordfører sige, at der allerede er muligheder for institutionspersonalet at tilmelde sig kurser, så de kan dygtiggøre sig, men på grund af kommunernes betrængte økonomi er det antallet af børn, der bliver afgørende. Derfor har man også lidt svært ved at gøre brug af personalets kundskaber og viden omkring dette arbejde, og derfor ønsker vi at tillægge kommunerne anderledes, idet disse kan tilbude f.eks. familierådgivning. Jeg mener, at dette bør hil­ses med glæde fra landsstyreområdet, da det kan gavne samfundet i bestræbelserne på problemløsninger.

 

Og Siumuts ordfører var også inde på religionsundervis­ning. Der mener jeg, at det bør være forældrenes eget ansvar, og uden at man pålægger samfundet at gøre for meget inden for troen for børnene. Der ligger et stort ansvar hos foræl­drene på dette område. Hvad angår sek­suel mis­brug af børn, så bør vi også respektere menne­skeværd hos barnet. Det bør vi have en større erken­delse for, end vi har idag.

 

Til Atassuts ordfører vil jeg sige:

 

Hvad angår FN's konvention om Barnets Rettigheder, da har vi ikke ønsket at komme med det som et særskilt dagsor­denspunkt, og efter at have gennemlæst det nøje, så ser det ud til, at vi allerede har nogle regler, som stemmer fint overens med FN-konventionen, ud over de punkter, som vi har fremhævet, som bør tilpasses. Og det er derfor, vi til efteråret vil komme med ændrings­forslag, således at det passer med konventionen.

 

Atassuts ordfører var også inde på, ligesom den politi­ske ordfører for Atassut var inde på det, at man fra­tager forældrene myndigheden over for børnene. Vi på­peger netop for­æl­drenes eget ansvar flere gange, og at det er foræl­drene, der har ansvaret for barnet, indtil barnet fylder 18 år. Og som eksempel kan jeg blot nævne sexualoplysning og det store antal af aborter. Der ligger et stort ansvar hos forældrene for at oplyse barnet i stedet for blot at give problemet til skolen.

 

Hvad angår mellemgruppen hos børn, så kommer vi med en belysning om forældrenes ansvar, om at være meget vågen over for den aldersgruppe, således at vi også gør op­mærk­som på, at hvis de har fået problemer, har de mu­lighed for at få hjælp. Der er jo f.eks. socialpædago­ger og folke­skolen, som hele tiden er klar til at være be­hjælpelig, hvis der er forældre, der får problemer med deres børn, evt. ved samtaler med forældrene. De er jo netop uddannede til dette arbejde.

 

Vi påpeger også, at der er brug for forældrene, så de kan være med i f.eks. fritidsklubber og skoler og andre være­steder for børnene. Der er der stort behov for, at foræl­drene også deltager i det daglige arbejde.

 

Atassuts ordfører Agnethe Nielsen kom også ind på, at der er et stort behov for psykologer i Grønland. Det kan jeg kun støtte, idet det er helt rigtigt, at vi har stor mangel på grønlandsk­sprogede psykologer udfra problemernes art. Jeg kan også nævne, at vi i Social­direk­toratet's afde­linger forskellige steder i Grøn­land, har et nært samar­bejde med PPR med de psykolo­ger, der er ansat rundt omkring på kysten og ønsker at ar­bejde sammen med dem i fremtiden for så vidt angår opvoksende børn. Vi har også stor lid til de grønlan­dsk­­sprogede  uddannelsessøgende til psykolo­gistudi­et. Dem har vi stor brug for. De har efterhånden fået tilbudt mange stillinger.

 

Det er ikke kun kommunernes skyld, at der er stor man­gel på børnein­stitutionspladser, men vi kan er­ken­de, at de skemaer, som vi har sendt ud, måske har været alt for svære at forstå, hvorfor vi erkender den fejl, at oplys­ningsskemerne måske været for dårlige.

 

Hvad angår det, som Atassut var inde på: Udbygningen af børnein­stitutionerne er nedadgående - at det ikke kun skyldes kommuner­nes betrængte økonomi, men landsstyret vil over for kommunerne henstille, at de ikke først og frem­mest ram­mer børnene i deres sparebestræbelser, men realisere udbygningen på dette område. Hvert år sætter hjemmestyret jo penge til side til byggerierne. Når kommunerne skrinlægger deres planer, og ikke bygger det, de vil, så får vi hvert år en rest i landskassen, fordi tilskuddet ikke bliver udbetalt. Det er beklage­ligt for børnene.

 

Inuit Ataqatigiits ordfører, var inde på, at personalet på socialområdet på kysten har problemer, idet de har alt for stor en arbejdsbyrde, således at der sker en stor udskiftning blandt personalet. Det problem er vi opmærk­somme på i Socialdirektora­tet, og er i færd med at sætte forskellige initiativer igang for at imø­degå problemet. Johan henstiller, at vi tager en dialog med KANUKOKA, men jeg har månedlig uformel samtale med KANUKOKA's formand. Vi har også været inde på dette problem og vil meget gerne gøre noget ved det.

 

For at opnå bedre arbejdsbetingelser for personalet i socialkon­torerne - det problem er vi også opmærksomme på - vi udbyder også kurser for denne personalegrup­pe, herunder kommunalbestyrelsen og specielt socialudvalge­ne. Det vil også betyde bedre arbejdsforhold, hvis kommu­nalbe­styrel­serne havde en klarere formål og fast­holde medarbejderne, herunder kursustilbud, ved en klarere politik herom.

 

Jeg takker også for Akulliit Partiiat's tilslutning til vores redegørelse om børnene.

 

Til slut: Jeg kender godt omfanget af problemerne, især for børnefamilierne, og problemets kerne i socialdirek­toratet og kommunerne, specielt socialudvalgene og social­kontorerne. Man har også igennem et par år været igang med et ar­bejde for at undersøge børnenes forhold i et par kommuner.

Et sted har jeg læst, at børnene fra 7-13 år er blevet bedt om at komme med en tegning om de forhold, de vil leve under i fremtiden. Jeg er også overbevist om, at hvis vi er mere lyttende over for børn og deres mulig­heder i byen og bygderne, så kan vi imødegå de større problemer.

 

Til allersidst så vil jeg blot nævne, at Grønland fra gammel tid har været berømt for sin gode børneopdragel­se. Jeg håber, vi ikke taber det forhold der og hele tiden vil have det i hovedet også lang tid frem over.

Tak.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg takker også, fordi jeg som forslagsstiller kan kommentere de benærkninger fra ordførerne.

 

Først vil jeg lige nævne, at jeg ikke kan lade være med at undre mig over, at Otto Steenholdt uden om partiord­førerne citerer, at alle børn, der bliver født, skal være ønskebørn. Det er som om, han vender hele bøtten om og får det til at lyde, som om man siger til børne­ne: "Hvis I ikke var blevet født, så havde det været bedre!"

 

Jeg er glad for, at Landsstyre­med­lem­met for Sociale an­liggen­der ligefør nævnte og er­kendte, at man også i di­rek­toratet har begået nogle fejl. Jeg forstod, at det åbenbart har været tilfældet i deres undersø­gelser om for­æl­dre­betalingen til børnein­stitutionerne. Jeg me­ner, at denne erkendelse klart kom­ frem her i sa­len, og det syn­tes jeg er godt.

 

Hvad angår forældrebetalin­gen til bør­neinstitutionerne, bliver denne jo fastlagt ifm. budgetlægnin­gen. Man gennemgår, hvor stor foræl­dreindebta­lingen ville være, alt efter, hvor mange børn der går der, og hvor store indtægt forældrene har, således at man ved, hvor mange penge man evt. kan få. Men disse tal har man jo allere­de i Økonomidirektora-tet­, hvorfor dette spørgsmål burde have været undersøgt hurtigere og på et tid­ligere tids­punkt.

 

Jeg vil ger­ne takke for, at man klart kommer frem med, hvad der vedrører byggeri af børneinsti­tutioner, at landsstyret nu er begyndt at undersøge muligheder­ne for en an­der­ledes financi­ering af byggeriet. Det me­ner jeg er af stor vigtighed. Vi kan jo ikke sidde over­hørig, at der er mange forældre, som ikke kan få plads til deres børn i børneinstitutioner og andre, som ikke har fået tilbud om plads.

 

Selvom mit forslag om prisloft for daginstitutioner for mange varierende takster ikke blev støttet direkte, så vil jeg til trods for det, ikke finde noget til hinder for, at man meget klart melder, at det samlede lands­styre un­der­søger mulighederne for tilskud til børnefa­milier, såle­des at man kan lette kårene for denne grup­pe i efter­følgende år. Det mener jeg også er af stor vigtighed. Og det er vi alle sammen be­kendt med.

 

Som forslagsstiller kan jeg mærke, at mine forslag er blevet godt modtaget her i salen, og det skal jeg takke for.

 

Lad mig til slut bemærke, at jeg har selv to børn, og nu holder vi møde her, og jeg savner mine børn meget. Men når man som familiefar- og mor bliver nødt til at for­lade familie og børn, så er det ikke sær­lige trygge for­hold, man altid føler sig i. Jeg ved godt at man kan give ægte­mand eller kone mulighed for at komme med til mødet uden børnene. Børnene bør også have mulighed for at rejse med.

 

Agnete Nielsen, ordfører for Atassut:

Jeg vil takke takke Landsstyremedlemmet for oplysningen om, at der er mange psykologistuderende under uddannel­se, der skal ansættes. Det er me­get godt udsagn at høre. Vi håber, at disse kan tilbydes en ordentlig løn, hvis vi ikke skal gentage det, der er sket i dag. Efter hvad vi har erfaret, er pædagoguddannede mere inte­res­seret i at arbejde inden for skolevæsenet på grund af for ringe løn at arbejde som pædagog i en institution.

 

Vi mener, at disse forhold skal tages med i betragt­ning, hvis man skal have dem med i hjælpearbejdet om­kring børnefamilier, der jo har nok at tage fat på. Men det vi hører er glædeligt.

 

Vedrørende bemærkningerne om, at kommunerne efterhånden er meget tilbageholdende med etablering af daginstitu­tioner vil jeg sige, at det ikke er nok, at man bygger dem færdige. Man skal også tage højde for driften af dis­se, som ple­jer at være meget dyr.

 

På den anden side er det ikke mærkeligt, at kommunerne, hvor meget det end ville, er tilbageholdende med at bygge institutionerne i disse økonomiske afmatnings­tider. Det er blot for at understrege dette pro­blem, og håber, at man vil videre­føre pla­nlæg­ningen i et godt sam­ar­bejde, som kan med­føre en forbed­ring på dette om­råde.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg er glad for, at landsstyremedlemmet bruger en be­nævnelse for mig, som også hendes parti plejer at bru­ge.

 

Jeg plejer at være glad hver gang, når jeg får lov til at sige noget uden for partiernes ordførere. men den benævnelse, som I bruger, taler uden for Atassut ord­fører på partiets vegne, takker jeg for, og jeg er vældig glad for, at I benævner mig som sådan. Lands­styremedlemmet bør også finde ud af, hvilke forhold jeg sætter pris på. Dette har jeg nu sagt allerede i for­gårs, at hjemmet er af stor betydning, og lad os sige institutioner, der er politisk bestemte, er jeg ikke så meget for.

 

Jeg skal kun beklage, at jeg stadigvæk kommer i tanker om, at der er institutioner, også i Europa, der er anvendt uden indflydelse for forældrene, dem kan man læse i historien om. Det er netop den slags forhold jeg advarer imod, og om muligt fra poilitisk side åbnes en mulighed for at forældrene kan passe deres børn, her­under privat pasning af børn.

 

Lad mig lige komme med en bemærkning til Siumuts ord­føreindlæg om , at der kan være demonstrationer, hvor man har børn med. Nej, det er ikke den, jeg vil komme ind på, men andre Socialdemokrater, også dem i Danmark, ynder at fortælle, at de har været med til en demon­stration i Fælledparken, eller at jeg var sammen med min far til en demonstration, for ligesom at henlede opmærksomheden på, at de selv er blevet politikere.

 

Det, som Johan Lund Olsen sagde, er til for at forarges over. Samme sang benyttes af Tuusi og Aqqa­luk. Nu over­tager den. De plejer nemlig at beskylde mig for, at jeg vender bøtten om. Det er li­ge før, at der siges, at jeg skælder ud igen. Jeg har ellers ventet på, at der si­ges, men de gør de vist ikke.

 

Lad mig fortælle dig, at jeg også interesserer mig for sprogbrug. Jeg håber, at der også er det.

 

Lad mig lige ci­tere, at det er landsstyrets formål, at alle børn, der bliver født skal være ønskebørn. Dem sætning er for mig at se en erklæring om, hvad er så ønskebørn, selvom barnet allerede er født? Det er netop den omstændighed, jeg advarer imod. Det står der lige præcis i den danske tekst. Der­for er der overhove­det ingen grund for misfor­ståelser, og der­for gør jeg op­mærksom på at jeg ikke vil have skæld ud. Men jeg er klar til komme med et svar.

 

Jonathan Motzfeldt, Siumut:

Hvad vores ordfører Ane Sofie Hammeken har sagt, kan jeg ikke supplere yderligere. Jeg mener selv, at par­tiet Siu­muts tanker og målsætning er kommet godt frem her idag.

 

Hvad angår FN-konventionen, så sætter vi over­hoved ikke spørgsmålstegn ved den, men støtter den fuldt ud fra Siumuts side, som vores ordfører al­lerede været inde på, hvilket jeg blot skal understrege endnu en gang. Vi støtter allesammen FN konventionen om barnets ret­tig­heder. Der vil vi gerne være med.

 

Hvis jeg skal kommentere det, Otto sagde for lidt si­den, er det sådan i dag, at vi i Grønland har meget be­grænsede debatter om vores børns forhold, men til trods for det mener jeg, at vi også bør have mulighed for at debattere børnenes situation, ikke bare i hjem­mene, og ikke bare på sko­lerne. Denne mulighed kommer vi nu til i dette punkt.

 

Atassuts ordfører kom jo med et større indlæg om. Hvad angår vores debatter om børn og unge. Jeg mener, at det er af stor vigtighed, at vi netop hører denne debat, og jeg støtter vores ordfører her, og jeg vil gerne ud­tryk­ke min glæde, at folk er engageret i det.

 

Jeg vil også nævne, at Inuit Ataqatigiit nogle gange si­ger noget underligt noget, men de sagde nogle meget, me­get fine ting her, og det kan vi kun støtte fra Siu­muts side.

Landsstyremedlemmet for sociale anliggender:

Først til Johan Lund Olsen vil jeg nævne, at vores undersøgelse hos kommunerne ikke kun vedrørte forældre­betalinger, men også indeholdt spørgsmål vedrørende børnes forhold. Og det er de svar, vi ikke har været tilfredse med.

 

Men jeg har allerede været inde på, at vi er i færd med at undersøge andre financieringsmuligheder til opførel­se af institutioner, og jeg tror da også, at Landstin­gets Bur­eau, vil være til at tale med, når man skal have mu­lig­hed for at tage sine børn med til landstings­møderne.

 

Agnethe var inde på, at det er meget dyrt, at have børn på daginstitution, men vi kan ikke stoppe her med be­mærkning om, at daginstitutio­nerne er for dyre. Det er ikke rigtigt, at vi skal lade være med at passe børne­ne, fordi vi ikke har råd til at opføre nye institutio­ner. Vi bør under­søge andre muligheder også, og jeg vil  gerne under­strege, at til de børn der har særligt hjælp behov f.eks til handi­cape­de børn, så bør vi også have mulighed for, at have ud­dannet persona­le til at tage vare på disse børn.

 

Men når vi ser på de lo­kale steder, hvor der ikke er dag­institutioner, så bør vi også kunne undersøge andre mulig­heder for børnepas­ning, således at man evt. kan have ufaglærte barnepiger, eller hvad man nu skal kalde dem.

 

Og til Atassuts ord­fører uden for partiet, skal jeg blot nævne, at du har fuldstændig misforstået lands­styrets intentioner.

 

Mødeleder:

Da klokken allerede er blevet så mange, så vil jeg over for landstinget indstille, at vi udskyder punkt 23, da det er et ret omfattende punkt, således at vi nu fær­dig­gør forespørgelsenummer 3 og færdigbehandler den. Jeg vil gerne overlade mødeledelsen til Emilie Lennert.

 

Punktet sluttet.