Dagsordenens punkt 11-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Emil Abelsen, landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender:
Jeg skal hermed på Landsstyrets vegne fremsætte
forslag til tillægsbevillingslov 1 for 1992.
I det fremlagte forslag har Landsstyret fastholdt
de mål for Landskassens økonomi, der er vedtaget i finansloven for 1992.
Landsstyret lægger fortsat vægt på, at der holdes fast på den stramme
økonomiske styring, hvor det samlede udgiftsniveau er tilpasset Landskassens
indtæg-ter. Både af hensyn til den planlagte afvikling af Landskassens gæld
og af hensyn til, at vores samfund er bedst tjent med en sund og stabil økonomi
i Hjemmestyret.
I min forelæggelse af lovforslaget vil jeg nævne
de elementer i lovforslaget, som det efter Landsstyrets opfattelse er vigtige
at gøre Landstingets medlemmer opmærksom på.
Landskassens indtægter.
Lovforslaget er først og fremmest præget af, at
vi på baggrund af regnskabstallene for 1991 må nedjustere skøn-nene for
Landskassens skatte- og afgiftsindtægter med omkring 43 mio. kr. i år.
Den negative udvikling i skatte- og
afgiftsindtægterne er først og fremmest udtryk for en tilbagegang i det samlede
beskatningsgrundlag i befolkningen. En del af denne til-bagegang må tilskrives den
økonomiske afmatning og den stigende ledighed.
Bekæmpelse af den stigende ledighed.
Landsstyret har fundet det nødvendigt og vigtigt,
at der allerede nu skabes bevillingsmæssig dækning for, at vi med støtte fra
Hjemmestyret skaber mulighed for en hurtigtvirkende indsats mod ledigheden.
Landsstyret foreslår, at et udviklingsprojekt i
Royal Greenland, med et stort beskæftigelsesindhold, fremskyn-des til opstart
allerede i år. Det kræver, at vi fra Hjemmestyrets side yder støtte til
udvikling af projektet, og at vi også økonomisk tager del i uddannelsen af
medarbejderne. Hvis projektet bliver en succes, vil det danne
grundlag for 150 nye arbejdspladser, heraf 50
allerede i år.
Landsstyret arbejder samtidig på at skabe
økonomisk spillerum indenfor det samlede udgiftsbudget til at fremme andre
konkrete projekter og initiativer, som med en god beskæftigelsesvirkning kan
bevirke en mærkbar nedgang i ledigheden. Vi forventer således allerede i år, at
der indenfor budgettet kan igangsættes projekter med et betydeligt indhold af
nye arbejdspladser. Dels inden for anlægsbudgettet og dels ved en koordineret
anvendelse af de tilskudsmidler, der er afsat på finansloven på erhvervs- og
arbejdsmarkedsområdet.
Blandt de øvrige elementer i Landsstyrets forslag
til landstingstillægsbevillingslov skal jeg her fremhæve nogle få og i øvrigt
henvise til de uddybende bemærkninger, der fremgår af budgetbidragene til de
enkelte forslag.
Vedrørende bankbetjening af bygder og
yderdistrikter har Landsstyret følgende bemærkninger:
Efter at de grønlandske banker har trukket sig
ud af den direkte bankbetjening af bygder og yderdistrikter har Landsstyret
med Finansudvalgets godkendelse indført et nyt system i samarbejde med KNI.
Landstingets medlemmer har modtaget en orientering om indholdet i det nye
system, og jeg skal her blot nævne, at det indebærer en betaling fra Hjemmestyret
til KNI, til dækning af virksomhedens omkostninger ved det nye system.
Betalingen udgør i 1992 9 mill. kr. og 8,5 mill. kr. i de efterfølgende år.
Jeg vil også her komme ind på forslag der
medvirker til at skabe balance i budgettet.
Nedjusteringen af det forventede provenue fra
vore skatte- og afgiftsindtægter og enkelte udgiftskrævende forslag medfører,
at Landsstyret af hensyn til en samlet balance i lovforslaget har indarbejdet
et antal budgetforbedrende forslag. Det foreslås således, at en henlagt
bevilling til det eller planlagte administrationsbyggeri til KNI på 12 mill.
kr. indtægtsføres, samt at KNI ekstraordinært afdrager 30 mill. kr. på
virksomhedens anlægsgæld til Landskassen.
For så vidt angår de afledte virkninger for
budgetoverslagsårene: Foruden
de budgetterede merudgifter i 1993 og 1995 på niveauet 15 mill. kr. forventer
Landsstyret, at nedgangen i skatte- og afgiftsindtægterne også vil kunne
mærkes i budgetoverslagsårene. Landsstyret har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt,
ikke at indarbejde disse ændringer i lovforslaget, men at de i stedet
indarbejdes i Finansloven for 1993.
Landsstyret fastholder, at de mål for Landskassens
øko-nomi, der er indeholdt i Finansloven for 1992, fortsat skal være gældende.
Landsstyret vil derfor indarbejde de afledte virkninger af TB 1/1992 og de forventede
mindre-indtægter i forslaget til Finanslov for 1993 i en samlet udgiftspolitisk
helhed, som fastholder de overskudskrav Landsstyret og Landstinget har sat
sig for.
Jeg vil afslutningsvis nævne, at vi har overvejet
at medtage et forslag om yderligere bevilling til indhandling af sælskind,
fordi antallet af skind, der blev indhandlet sidste år var noget større end i
de foregående år, og også større end forudsat i Finansloven for 1992. Der er
dog ikke medtaget forslag om yderligere bevilling, da det jo på nuværende
tidspunkt er ret usikkert hvor mange skind, der vil blive indhandlet i år. De
nuværende forhold med hensyn til priser m.v. fortsætter således, og vi vil være
opmærksom på et eventuelt merbevillingsbehov i forbindelse med TB 2 til
efteråret.
Jeg vil med disse bemærkninger overlade forslaget
til behandlingen i Landstinget finansudvalget og håber, at man vil følge den
økonomisk-politiske linie forslaget er udtryk for, således at nettoresultatet i
Finansloven kan fastholdes.
Jeg vil med disse bemærkninger overlade forslaget
til behandling i Landstinget og anbefaler, at det herefter overgives til
behandling i Finansudvalget.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
Siumut-gruppen vil stemme for det fremlagte
forslag til tillægsbevillingslov.
Men forinden vil vi dog tilkendegive, at vi er
enige med landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender i hans udtalelse om,
at den stramme økonomiske styring bør fastholdes.
I de økonomisk vanskelige tider, som samfundet
oplever nu, med arbejdsløshed til følge, bør der føres en forsigtig økonomisk
politik.
Vi er dog enige i, at der gennem ekstraordinære
tiltag bør være plads til at støtte beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Vi vil derfor støtte forslaget om tilskud til
oprettelse af 150 arbejdspladser. Ligeledes vil vi godkende dækning for
bankbetjening af bygder og yderdistrikter.
Vi er enige i Landsstyrets fortsatte linie for at
budgettet skal balancere, og vi vil under efterårssamlingen være åbne for en
diskussion om en eventuel forhøjelse af tilskud til sælskindspriser, for at
afhjælpe fangernes svære situation.
Vi skal ligeledes anmode Landsstyret om at sørge
for, at Hjælpefonden kan yde yderligere midler. Vi vil gerne anmode om at
Landsstyret undersøger dette forhold.
Med disse bemærkninger vil vi gøre opmærksom på
vor samarbejdsvilje mellem partierne i Finansudvalgets arbejde.
Vi vil til sidst indstille, at Finansudvalget
drøfter muligheden for at reducere beløbet til møblering og indretning af
partikontorerne.
Peter Ostermann, ordfører for Atassut:
Forslaget til landstingstillægsbevillingslov
viser med helt klare tal, at vore indtægter er kraftigt vigende, hvilket
betyder, at vores økonomiske situation er alvorlig. Et fald med 43 mio. kr. i
forventede indtægter i 1992 er en alvorlig sag, som forpligter os politikere
til at træffe det rigtige valg.
Atassut fastholder, sådan som partiet har udtrykt
det i Finansudvalget, at Finansloven for 1992 skal fastholdes, selvfølgelig med
den ventil, at der kan rokeres fra konto til konto. Ikke-budgetterede indtægter
og mindreforbrug skal hensættes i driftsreserven. Hvis der skal bruges penge,
udover hvad Finansloven bestemmer, skal de bruges indenfor beskæftigelsen og
det kystnære fiskeri.
Der er indenfor de to områder meget store
problemer, som vokser næsten fra dag til dag. Skal forholdene vendes til det
bedre, skal der handles nu.
Hvad er der så af muligheder? I den forbindelse
kan der nævnes mange eksempler, og her skal jeg nævne to-tre muligheder blandt
mange.
Vi hører nu, at produktionsstederne i Uummannaq og
Upernavik bugner af hellefisk, og eftersom hellefisk, udover rejen, er næsten
den eneste eksportvare, hvorfor har Landsstyret ikke vurderet en
"operation hellefisk", som omfatter flytransport af hellefisk fra de
gode fiskepladser til steder, f.eks. Ilulissat, hvor arbejdsløsheden er
stærkt stigende.
En sådan operation vil gavne på to måder.
Fiskeriet i de fiskerige steder, som også vil gavne fiskerne, samt
arbejdsløsheden på et andet område.
Man kan også ekstraordinært bevilge mandtimer,
specielt beregnet til arbejdsløshedsramte kommuner, eller man kan også
ekstraordinært bevilge olietilskud til kutterflåden, således at flåden kan tage
på længere fisketogter og finde andre fiskeområder.
Kort sagt, der er mange muligheder, hvor man kan
bruge ikke-budgetterede merindtægter, således at de gavner mange flere
mennesker og alvorlige områder.
Atassut skal anmode Finansudvalget om nøje at
vurdere disse muligheder.
Vi har sagt, at Finansloven for 1992 skal
fastholdes med den ventil at kunne rokere mellem de forskellige konti. En
Finanslov er, som navnet siger, en lov, hvis indhold og mål ikke uden videre
kan ændres. Derfor skal alle bevægelser mellem de forskellige konti, udenfor
Landstingets samlinger, først igennem Landsstyre og Finansudvalg, da bevillingerne
på de forskellige konti ikke kan bruges til andet end hvad kontoen handler om.
Ud fra den regel kan Atassut ikke acceptere, at
landsstyremedlem Kaj Egede, på vegne af Inuili i Narsaq, har foretaget indkøb
af et hotel med et beløb på 2,5 mio. kr., finansieret ved bevilling på konto
27.13. Teksten i kontoen beskriver klart og tydeligt hvad kontoen skal bruges
til, nemlig rente- og afdragsfrie lån. Atassut forlanger købet stoppet og
sagen genbehandlet via de sædvanlige kanaler.
Atassut er helt enig i Landsstyrets overordnede
økonomiske politik, sådan som det er udtrykt i forelæggelsens indledning. Men
hvis den stramme økonomiske styring skal have gavnlig virkning, må egenhændige
dispositioner stoppes.
I lyset af den alvorlige beskæftigelsessituation
i mange kommuner, savner Atassut dispositioner over den særlige bevilling på 30
mio. kr. på konto 79.00.
Vi har følgende bemærkninger til de forskellige
konti:
Konto 10.01, Landstinget:
Atassut kan på nuværende tidspunkt ikke gå ind for
det ansøgte beløb på 2,2 mio. kr. til møblering m.v. af partiernes nye
lokaler, idet vi fastholder, at nye udgifter primært skal bruges indenfor
beskæftigelsen og det kystnære fiskeri. Vi har fået stillet gode lokaler til
rådighed. Vi må nøjes med det udstyr vi har, og
må vente på bedre tider med den slags udgifter.
Konto 11.02, Økonomidirektoratet:
Har den markante forøgelse af personalet medført
større lokal beskæftigelse, og vil overflytning af funktioner fra Danmark
betyde det samme?
Konto 22.20,
Great Greenland:
Idet vi godkender den ansøgte ændring på
bevillingen, skal vi benytte lejligheden til at udtrykke vor modstand mod det
af Great Greenlands bestyrelse fremsatte forslag om ændring af
kvalitetsbedømmelsen og skal udtale, at forbedringen af forholdene på de
forskellige indhandlings-steder må intensiveres.
Konto 29.24, Bygdebankbetjening:
Idet vi godkender bevillingen skal vi udtale vor
utryghed ved de problemer, der er opstået efter starten af ordningen, og skal
anmode Landsstyret om, i samarbejde med KNI, at arbejde for at problemerne
bringes i orden.
Konto 29.41, Tilskud til fantails-projekt:
Det drejer sig om en form for produktion af
rejer. Vi mener der her er et meget godt initiativ, der vil betyde flere
arbejdspladser, men vi ønsker belyst i hvilke fabrikker denne produktion vil
blive etableret, udover i GFI, Nuuk.
Konto 41.03, Underholdsbidrag som tilskud:
Generelt vedrørende tilskud til ICC skal vi
udtrykke vor utryghed ved, at tilskuddene hentes ved nedskæring i forskellige
konti. Vi giver i forvejen betragtelige tilskud til ICC, og andre tilskud må
hentes fra de samlede bevillinger til kulturelle formål.
Konto 44.31 og 74.03, Landsdækkende
institutioner:
Atassut er i princippet enig i dette forslag om
etablering af ny ungdomspsykiatrisk institution, men skal anmode Finansudvalget
om at få indhentet nærmere oplysninger om bevillingsmæssige konsekvenser ved
de foreslåede rokeringer.
Konto 58.02 og 58.03, TV- og radiodistribution:
Det er dyrt at drive radiokæden m.v., men mange
udgifter afholdes unødvendigt, grundet hærværk. Atassut fordømmer al form for
hærværk, specielt denne form for hærværk, og skal anmode befolkningen om at
værne om den livsvigtige telekommunikation.
Konto 70.50.30, Boligbyggeri:
Atassut er helt enig i de dispositioner der her
er skitseret, men skal anmode om, at der sættes større kræfter i forbedringen
af boligforholdenen i Upernavik og Qaanaaq kommuner og i bygderne i øvrigt.
Konto 92.24, KNI, anlæg og afdrag til
Landskassen:
Vedrørende kravet om ekstraordinært afdrag på 30
mio. kr. skal Atassut ønske belyst, hvorvidt et sådant ekstraordinært afdrag
vil betyde for KNI's almindelige drift.
Konto 92.25.20, Nukissiorfiit:
Atassut ønsker belyst, af hvilke årsager
forbedring af vandværket i Kangaatsiaq igen er blevet udskudt.
Atassut skal vedrørende dette afsnit, under denne
konto, vandkraft gøre opmærksom på, at Landstinget i efteråret 1991 har
besluttet, at de fortsatte undersøgelser vedrørende vandkraft skal omfatte
undersøgelser af anlæg, der kan forsyne flere byer, og ikke alene enkelte byer.
Konto 80.04, Skattebetaling, Hjemmestyrets
virksomheder:
Atassut ønsker præciseret, hvordan nedgangen i
skattebetalingerne er fordelt mellem KNI og Royal Greenland.
Vi går ind for de konti, som vi ikke har
bemærkninger til, og med disse bemærkninger går Atassut ind for, at forslaget
går til Finansudvalget før 2. behandlingen.
Mødeleder:
Inden vi går over til næste taler skal jeg
præcisere, at det i henhold til Forretningsordenens ? 33, at 1. behandlingen
omfatter en drøftelse af forslaget som helhed, hvorfor jeg skal fraråde at man
går så meget ind på de enkelte konti.
Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Inuit Ataqatigiit kan med tilfredshed konstatere,
at Landsstyrets forslag til tillægsbevillingslov I for 1992 fastholder de
overordnede mål, Landstinget har fastlagt i Finansloven for 1992.
Forslaget indeholder blandt andet en markant
mindskelse af skatter og afgifter samtidig med, at der er foreslået en række
ændringer i budgettet, som opvejer de svigtende indtægter og skaber balance i
budgettet.
Inuit Ataqatigiit finder, at forslaget som
helhed er udtryk for en realistisk holdning til de problemer vort samfund står
overfor, og at Landsstyret fastholder de politiske hovedlinier, som Finansloven
for 1992 hviler på.
De svigtende indtægter afspejler blandt andet den
økonomiske afmatning, som forsat præger vort samfund. En afmatning, som både mærkes
i befolkningens hverdag og i den stigende ledighed samt de mange konkurser i
det private erhvervsliv.
Inuit Ataqatigiit kan på den baggrund tilslutte
sig de initiativer, der fra Landsstyrets side er lagt op til, at man får vendt
den økonomiske afmatning og skaber fornyet økonomisk vækst og nye
arbejdspladser.
Landstinget skal på denne samling drøfte nogle af
de mere langsigtede tiltag, som skal styrke grundlaget for en økonomisk vækst.
Et af de store områder er omlægningen af KNI og skibsfragten, hvor sigtet med
omlægningerne blandt andet vil være, at mindske omkostningerne for både erhvervslivet
og befolkningen, at skabe større gennemskuelighed i de mange aktiviteter, der
varetages af KNI, samt at de privat handlende stilles på ligefod konkurrencemæssigt,
så vi kan styrke eksistensen og vækstgrundlaget for den private sektor.
Uden at foregribe Landstingets debat af KNI's
fremtid, skal jeg her nævne, at Inuit Ataqatigiit lægger vægt på de positive
resultater, en omlægning af KNI kan have for den grønlandske befolkning.
Det gælder først og fremmest de positive effekter
for befolkningens realløn, der vil være af et faldende prisniveau, og at vi
styrker grundlaget for at bevare de mange arbejdspladser, der er i det private
erhvervsliv.
Inuit Ataqatigiit kan derfor tilslutte sig
Landsstyrets forslag om et ekstraordinært afdrag på 30 mio. kroner på KNI's
anlægsgæld til Landskassen. Betalingen kan ses som et led i ændringen af
virksomhedens kapitalstruktur, der i sig selv er konkurrenceforvridende, som
det fremgår af konsulentrapporten om KNI.
Det er imidlertid en kendsgerning, at eventuelle
tiltag på KNI-området og i trafikstrukturen først virker på lidt længere sigt.
Inuit Ataqatigiit kan derfor tilslutte sig de elementer i Landsstyrets forslag
til tillægsbevillingslov I for 1992, som har til hensigt her og nu, at skabe
flere arbejdspladser.
Landsstyret foreslår, at vi fra Hjemmestyret yder
et kontant tilskud til udvikling af nye produkter i Royal Greenland. Hvis
projektet bliver en succes, kan der allerede i 1992 skabes 50 nye
arbejdspladser og i løbet af 1993 yderligere 100. Vi kan fra Inuit Ataqatigiits
side fuldt ud tilslutte os dette initiativ og vi finder det helt i
overensstemmelse med den økonomiske politik, at Hjemmestyret går ind og yder
et kontant tilskud til at fremskynde projektet.
Inuit Ataqatigiit har også noteret sig, at
Landsstyrets forslag til tillægsbevillingslov I for 1992 indeholder en
forøgelse af bevillingen af renoveringer af boliger.
Det bliver på denne måde muligt at starte flere
renoveringsopgaver allerede i år end forudsat i Finansloven. Med den positive
og hurtigt virkende effekt dette vil have på beskæftigelsen, kan vi
selvfølgelig fuldt ud tilslutte os forslaget.
Inuit Ataqatigiit ser positivt på de konkrete
initiativer, der er lagt op til fra Landsstyrets side, men vi skal samtidig
anmode Landsstyret om yderligere at fremme bestræbelserne på en effektiv
bekæmpelse af arbejdsløsheden.
Landsstyret har i fremlæggelsen af lovforslaget
vist, at man er opmærksom på behovet for en effektiv bekæmpelse af
arbejdsløsheden. Dette har vi i Inuit Ataqatigiit noteret os med tilfredshed og
vi ser frem til, at Landsstyret fremkommer med yderligere forslag til at øge
beskæftigelsen, som har reel virkning allerede i år.
I det omfang midlerne til en effektiv indsats
skal findes indenfor Hjemmestyrets budget, vil vi fra Inuit Ataqatigiits side
være åbne for at medvirke til dette.
Som bekendt blev der under behandlingen af tillægsbevillingsloven
på Landstingets efterårssamling i 1991 bevilget knapt 9 mio. kroner til
ørredprojektet i Qorlortorsuaq, uden at projektet dog hermed er garanteret en
økonomisk sikkerhed.
Inuit Ataqatigiit skal her indstille, at
spørgsmålet vurderes i Finansudvalget inden punktets 2. behandling her i salen.
Vi skal også nævne, at den planlagte
omstrukturering på fragtområdet vil medføre, at de eksisterende havnefaciliteter
skal udvides i en række byer. Vi vil fra Inuit Ataqatigiits side foreslå, at
havneudvidelserne snarest muligt iværksættes, da også dette vil give flere
arbejdspladser.
Der er derudover behov for en prioritering af de
anlægsmidler, der på Finansloven for 1992 er
afsat som reserver til infrastukturformålet.
Med disse bemærkninger skal Inuit Ataqatigiit
give sin tilslutning til, at Landsstyrets forslag til tillægsbevillingslov I
for 1992 overgives til behandling i Finansudvalget i den foreliggende form
forinden den 2. behandles i Landstinget.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:
Indledningsvis skal vi udtrykke for vores
tilfredshed for den stramme økonomiske styring, som landsstyremedlemmet for
Økonomiske Anliggender vil fortsætte med.
Vi må dog i samme åndedrag udtrykke vores dybe
skepsis overfor den fortsatte afmatning i samfundet, som tilsyneladende
fortsætter med blandt andet stadig stigende ledighed til følge.
Akulliit Partiiat ønsker, at Landsting og
Landsstyre med alle mulige midler skal have en klar og grundliggende holdning
for at vende tilstandene.
I sådanne tilfælde, som vi i Grønland desværre er
kommet ind i, nytter det ikke noget at etablere kortsigtede
beskæftigelsesforanstaltninger.
Andre, måske strengt sagt, kørende erhverv må i
samme åndedrag vedligeholdes og plejes, således at disse ikke kommer i samme
situation, som så mange erhverv desværrre lider under. Alle ved nok, hvad der
her menes.
Vi må forebygge i stedet for måske senere at
skulle forsøge at redde, når det er blevet forsent.
Vi skal ikke bruge mange ord, for at kommentere
de konkrete forslag i tillægsbevillingsloven, men dog vil vi fremkomme med
følgende enkelte bemærkninger.
Kalaallit Nunaata Radioa, både radio og tv, har
gennem årene været i pengemangel og atter pengemangel. KNR bruger utrolig mange
af sine tilskudsmidler til betaling for distribution af signalerne til
Nunatek-Tele, som kan præstere at fremvise en overskudsgivende virksomhed.
Vi kan ikke se nogen logik i, at offentlige
midler bruges til at gøre den ene offentligt ejede virksomhed til profitgivende
virksomhed på bekostning af den anden, der sågar muligvis er den største kunde.
Vi må kunne bane vejen for en ordning, således
pengene nødvendigvis ikke behøver at belaste Landskassen. Tilstandene omkring
fiskeriet ved Grønland virker kata
strofale. Fiskeri efter rejer ved især
Østgrønland er meget dårlig.
Ved Vestgrønland har det heller ikke været godt.
Det er ikke kun den meget hårde og strenge vinter, som alarmerer til
katastrofe.
Vores afsætningsmarkeder rundt omkring i verden
spiller også en stor rolle i denne svære tid. Priser og kurser er gennem tiden
raslet ned. Når tilstandene er sådan, som de er, er det mærkværdigt, at
tillægsbevillingslovforslaget ikke nævner et ord om det, det er som om, man
lader til ikke at vide det.
Det kan være, at vi her i salen, når fiskeri-
eller erhvervsudvalgets betænkninger bliver forelagt under denne samling, vil
få meninger, som kræver justeringer af forslaget til tillægsbevillingslov I,
inden den endelig godkendes.
Vi kan jo ikke blive ved med at arbejde med
såkaldte papirpenge i Finansloven, når vi tænker på rejeafgifterne.
Også omkostningsstrukturen og niveauet må og skal
ses nærmere på. Med disse kommentarer anbefaler vi, at forslaget, vore
bemærkninger taget i betragtning, overgives til videre behandling i
Finansudvalget.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Når man på efterårssamlingen har vedtaget
Landstingsfinansloven for det kommende år, kan man ikke for alle områderne
være sikker på, at den vil kunne holde.
Dette har også være tilfældet de tidligere år.
Når man ser på de forhold, der er grundlæggende for vor økonomi, kan der være
tegn på, at vi til efterårssamlingen kan være kommet i endnu vanskeligere
økonomiske problemer, og hvor vi fra Issittup Partiia skal kræve, at vi
allerede fra nu af begynder at tage højde for dette.
Den for Landskassens likviditet så vigtige
erhvervsområder, er desværre i stadig tilbagegang. Fiskebestanden
er faldende og med hensyn til mineralske
råstoffer har vi på nuværende tidspunkt ingen helt sikre muligheder.
Selvfølgelig kan man ikke tillægge disse
omstændigheder de politiske forhold, men når man til trods herfor ser på den
stærkt tiltagende forværring indenfor vitale erhvervsområder i dag, og hvis man
skal sige det ærligt, er vores politiske forhold i høj grad medskyldige her.
Dette forhold har jeg påpeget på før ved flere
lejligheder, men desværre har det ikke medført tiltag til forbedringer.
I forbindelse med behandlingen af Finansloven for
1992 under efterårssamlingen i 1991 udtalte jeg med hensyn til den skønnede
forhøjelse af skatteindtægter, at det ikke ville kunne holde, fordi, såfremt de
seneste års erhvervsmæssige ordninger ikke blev reformeret radikalt således,
at man ikke kunne forvente øgede skatteindtægter og dette har vi nu allerede
fået bevis for ved forelæggelsen af forslaget til Landstingets tillægsbevillingslov
I.
Ved lovforslaget er der foreslået ikke så få
ændringer inden for de i Finansloven afsatte poster og når man gennemgår disse,
kan man se, at der ikke er så få, der
er absolut nødvendige, men der er også poster,
der er rene tillægsbevillinger.
Jeg vil her udtale, at efter at have gennemgået
alle forslagene og efter at have deltaget i Atassuts grundige gennemgang og
vurdering af forslaget, vil jeg ikke udtale mig specielt om de enkelte poster,
men støtte Atassuts standpunkter fuldt ud.
Jeg vil blot fra Issittup Partiia udtale, at vi i
disse økonomisk vanskelige tider kun kan støtte de bevillinger, der tager
sigte på øget beskæftigelse og som derved kan sikre en form for tilbagebetaling
af bevillingsmidlerne.
Derfor et det let at støtte forslaget om
bevilling til Royal Greenland med udgangspunkt i forsøgsprojektet.
Af forelæggelsen fremgår det, at det fortsat er
nødvendigt med stram økonomisk styring. Dette er meget vigtigt, fordi vi alene
ad den vej kan sikre tilbetalingen af vores udlandsgæld og da der er skabt
muligheder herfor ved det oplyste, vil jeg støtte indstillingen.
I forbindelse med denne korte udtalelse vil jeg
til sidst tilføje, at jeg her ved forelæggelsen savner det jeg ikke for så
længe siden fremsendte til Landsstyret og Finansudvalget, henvendelse
vedrørende fiskeriets store vanskeligheder.
Da der åbenbart ikke er foretaget noget i denne
forbindelse, undrer jeg mig over, hvad der måtte være sket med den.
Med disse bemærkninger vil jeg til slut anmode
Finansudvalget om, at det som sædvanlig vurderer tingene realistisk. Ligesom
jeg også anmoder om, at tager mit fremsendte forslag i betragtning.
Landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender:
Jeg skal starte med at takke for, at alle
ordførerne fra partierne, går ind for de principper, der er fremlagt, uden
tøven således, at de stort set har samme mål, nemlig at vi skal fastholde en økonomisk
stram politik i de tider, hvor vi har økonomiske vanskeligheder, og at partierne
ønsker, at man skal finde frem til beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.
Med hensyn til de enkelte punkter og
særinteresser, som der også kan være behov for, så er det helt klart, nu hvor
Grønland ikke har de bedste økonomiske muligheder, at partierne i den
forbindelse støtter en økonomisk stram styring.
I forbindelse med fremsættelsen af forslaget til tillægsbevillingslov
I viste det sig, at partierne har vilje til positiv drøftelse i Finansudvalget
og andre organer, så uden at komme ind på alle de enkelte synspunkter, der er
blevet fremsat for de forskellige konti, vil disse blive behandlet i Finansudvalget.
De kritikpunkter, der er nævnt, er der heller
ingen tvivl om, at de vil blive uddybet i Finansudvalget.
Jeg ved ikke, om de øvrige landsstyremedlemmer
vil reagere på de forskellige kritikpunkter, der er nævnt.
I den forbindelse finder jeg det vigtigt, at der
er vist vilje til samarbejde, således at der kan foregå drøftelser i
Finansudvalget. Så min vurdering er, at der er positiv vilje hertil.
Jeg vil ikke komme ind på de enkelte konti, men
der har i de senere måneder og dage været drøftelser omkring bankbetjeningen
af bygder og yderdistrikter.
Der er jo nogle kritikpunkter fordi bankerne trak
sig, derfor var vi nødt til at finde en hurtig løsning i løbet af meget kort
tid i Landsstyret.
Der er selvfølgelig forskellige ting, der bør
rettes. Jeg kan da også oplyse, at man i samarbejde med KNI og Tele, gennem
digitalisering agter at finde frem til løsninger
i løbet 1 - 2 måneder. Denne ordning vil også
være til gavn for bygderne i forbindelse med bankbetjeningen.
Selvom et andet landsstyremedlem måske vil
orientere om det, så med hensyn til udviklingsprojektet indenfor fiskeriet, er
det givet Paamiut, Narsaq og GFI man tænker på som produktionssteder.
Inden forslaget går videre til Finansudvalget,
vil jeg ind på konto 92.24, KNIs anlæg og afdrag til Landskassen på 30 mio.
kr.
KNI får ikke økonomiske problemer. Der er
allerede indenfor Finansloven afsat 650 mio. kroner som skal afdrages, og man
har forhørt sig hos KNI, som ikke har noget imod denne ordning.
Det er dog ikke nødvendigt at kommentere de
forskellige partiers indlæg her i salen. Alt hvad der bliver fremlagt her i
salen, bliver altid behandlet seriøst i udvalgene.
Med hensyn til Issittup Partiia vil jeg gerne
takke
for talen om, at vi må være garderede og
forberedte, på forholdene.
Selvfølgelig kunne man gentage forskellige ting,
der er sket, men det er meget vigtigt, at man er forberedt på, at der kan opstå
problemer, det gælder såvel økonomisk styring, beskæftigelse og andre
sammenhænge.
Jeg vil også kort komme ind på spørgsmålet
omkring KNR. Der er jo fremkommet forskellige meninger.
For eksempel spørgsmålet omkring udgifterne til
distribution gennem Tele, som koster 35 - 38 mio.
Der er bevillingsmæssig dækning herfor, og der er
afsat midler til den daglige drift af radio og tv herfra, og her fra
talerstolen vil jeg gerne sige, at hvis man har viljen til at kunne styre
bevillingerne gennem god styring, ville vi ikke have fået de problemer vi har,
som vi hører i radioen fra dag til dag.
Som jeg allerede sagde i starten, vil sagen blive
behandlet i Landstinget og Finansudvalget, hvor man vil drøfte forslag til
tillægsbevillingslov I og det er mit håb, at man vil komme frem til resultater
i enighed om de forskellige punkter.
Med hensyn til Issittup Partiias udtalelse om, at
vi skal være garderet for eventuelle vanskeligheder, er jeg helt enig i. Når vi
kigger frem til næste år, 2 og 3 år frem, selvom det er magre tider vi har, så
er det sådan, at man i forbindelse med vedtagelsen af Finansloven for 1992 har
vedtaget bevillinger for budgetoverslagsårene 93, 94 og 95.
Jeg har foretaget en undersøgelse over, hvor
langt man er nået med containerrisering, boligbyggeri med videre.
Altså at få undersøgt, således at vi ikke kun kan
komme med et meget løst skøn, men at vi har mere konkrete udgangspunkter, så
jeg mener ikke, at der er noget at være bange for.
Landstinget har altså under vedtagelsen af
Finansloven 1992 også garderet sig for bevillinger i budgetoverslagsårene.
Jonathan Motzfeldt, ordfører for Siumut:
Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender
har måske upåagtet været inde på spørgsmålet om Hjælpefonden og behovet for et
beløb hertil.
Jeg vil ikke gentage mig selv, men det er helt
sikkert, at fonden her har brug for et beløb, taget i betragtning den
udvikling fiskeriet har været igennem, og jeg er overbevist om, at der er
mange, der har behov for hjælp derfra, som Landsstyremedlemmet også har været
inde på.
Kassen er så godt som tom, og derfor vil vi fra
Siumuts side ønske, at det beløb, der er afsættes til fonden bør forøges, idet
der er et stort behov for hjælp til fiskerne, idet de jo uforskyldt er kommet
ud for store vanskeligheder.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
I forbindelse med arbejdet til tillægsbevillingslov
I her, har jeg nogle kommentarer til partiordførernes indlæg.
Jeg er meget glad for det IAs ordfører var inde
på, nemlig at sikre de opgaver, den private sektor udfører, således man sikrer
disse arbejdsopgaver udført.
Jeg synes, at Finansudvalget i sit arbejde bør
tage vare omkring dette punkt, i og med det er ved at gå op for mig, at den
private sektor og nedgangen hos den private sektor har betydet en del nedgang
med hensyn til arbejdspladser.
Jeg er også helt enig med Aqqaluk Lynge, at der
er brugt alt for mange penge i Qorlortorsuaq i forbindelse med fiskeopdrætten,
hvor disse penge ellers kunne anvendes på en anden måde.
Der har også været en betydlig afmatning i
fiskeriet, som har betydet færre indtægter for fiskerne med færre skatteindtægter
til følge.
Jeg vil gerne støtte Jonathan Motzfeldt i hans
udtalelse omkring Hjælpefonden, idet der for ikke så længe siden kom en
pressemeddelelse omkring Hjælpefondens arbejde, og behovet for et større
pengebeløb til fonden bør man tage med i tillægsbevillingsloven, særligt
taget i betragtning den hårde vinter, vi har været igennem.
Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender:
Med hensyn til vort partis ordfører og partiets
holdning omkring mulighederne for de fiskere, der er kommet i klemme, og spørgsmålet
omkring Hjælpefonden, har vi noteret os, at det vil blive behandlet i 2.
behandlingen af tillægsbevillingslovsforslaget. Jeg kan endvidere meddele, at
vi agter at komme med ændringsforslag til 2. behandlingen af forslaget. Så lad
os afvente disse forslag.
Kaj Egede, Landsstyremedlem for Erhvervsmæssige anliggender:
Med hensyn til Atassuts ordførers indlæg vil jeg
komme med en rettelse, om at jeg har købt et hotel til INUILI på den pågældende
konto 27.13, og at dette ikke er i overensstemmelse med kontoens formål.
Jeg er tilbøjelig til at tro, at Atassuts
ordfører ikke har læst Finansloven nøje, idet der helt klart står i tekstanmærkningerne
til loven, at Landsstyret bemyndiges til at yde bevillinger til selskaber m.v.
I henhold til det har Landsstyret besluttet dette
køb, i og med mulighederne for turisme var ved at gå i stå, og man dermed har
en mulighed for at udvide bestræbelserne indenfor udviklingen af turisme,
samtidig med at også INUILI kunne bruge hotellet i vinterperioden.
Peter Ostermann, ordfører for Atassut:
Vi har alle klart sagt, at vi har økonomisk
strenge tider. Så vi må åbent drøfte de forhold, som vi finder vigtige, især
når de punkter vi taler om, senere behandles i Finansudvalget.
Vi har klart tilkendegivet de forskellige
forhold, som vi finder vigtige. Det er en pligt for os at fremkomme med sådanne
meninger. Hvorfor skal vi kun fremsætte dem i udvalget og ikke i salen?
Som vi allerede har sagt i forbindelse med 1. indlæg,
så går vi ind for Landsstyrets intentioner om økonomisk stram styring og vi
fastholder dette standpunkt.
Ligeledes har vi sagt, at man fastholder
intentionerne i Landstingsfinansloven for 1992. Kun på den måde kan vi være
garderede for, at der opstår uventede udgifter. Vi kan ikke gøre sådan, at så
snart der kommer flere midler, at vi så skynder os at bruge dem. Vi må hele
tiden være garderet.
Når vi kender til forhold, som vi bør være
garderet imod, så må vi også have øje for dem. Når der kommer ekstraordinære
indtægter, må de hensættes til driftsreserven, og det vigtigste må så være
det kystnære fiskeri og beskæftigelsessituationen.
Da vi blev enige om Finansloven for året 1992, så
var en af de vigtigste ting, at man afsatte 30 mill. kr. især med hensyn til
beskæftigelsen, og vi var alle enige om, at de midler skulle kunne bruges til
opstart i forbindelse med byggeri af lufthavne.
Der er stor arbejdsløshed for tiden, og derfor
har vi under vore interne drøftelser fundet det meget vigtigt at forhøre os om,
hvad de midler skal bruges til, og hvilke tiltag man agter foretage sig med
hensyn til at afhjælpe problemerne med beskæftigelsessituationen.
Hvis de eventuelt er brugt til andre formål, hvad
jeg alligevel ikke tror. Hvis de alligevel havde gjort det, så var det jo en
omgåelse af bestemmelserne i finansloven for 1992.
Med hensyn til købet af et hotel i Narsaq går vi
i princippet ikke ind for det. Såfremt man havde fulgt de spilleregler, vi
kører efter i forbindelse med køb af sådanne.
Jeg vil gerne komme med følgende svar til
landsstyremedlem Kaj Egede, efter jeg grundigt har læst Finansloven, konto
27.13, tilskud, rentefri lån.
Det vi kritiserer er, at kontoen ikke skal bruges
til køb, men til ydelse af rente- og afdragsfrie lån. Det er derfor, vi har
anmodet om at få genoptaget sagen, og jeg håber, at Finansudvalget drøfter
det.
Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Til det den sidste ordfører, Peter Ostermann, var
inde på, har sagen fra Narsaq været behandlet i Finansudvalget og er færdigbehandlet
der.
Jeg mener også, alt set under et, ligesom Atassut
virker aggressiv i sin fremgangsmåde og ligesom har en stemme, som har
mistillid over for Landsstyret.
Vi behandlede jo i efteråret Finanslovsforslaget,
hvor Atassut var 100% enige i af
lovforslaget, og derfor mener jeg ikke, der er grundlag for at angribe
Landsstyret, for såfremt man beskylder Landsstyret, så beskylder man jo også de
samlede medlemmer af Finansudvalget.
Arbejdet i Finansudvalget består i at behandle
Landsstyrets principbeslutninger og Landsstyrets anmodninger om tilskud,
inden for de rammer, der er blevet udstukket, og det arbejde deltager Atassut
også i, så derfor mener jeg ikke, at Atassut skal fremkomme med den tone her i
salen.
Jeg stoler fuldstændig på landsstyremedlememt
for Økonomiske Anliggender hvad angår havneanlæg, landingsbaner, vandkraftanlæg,
således vi er fuldstændig klar til en evt.
prioritering af disse, som jo også har været
behandlet under Finanslovsforslaget i efteråret.
Derfor regner vi med, her under samlingen, at
landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender vil komme med en redegørelse
om, hvad de foreløbige tanker og økonomiske konsekvenser omkring disse anlæg
går ud på.
Vi er parate til at støtte eventuelle tillægsbevillinger
for 1992 for at bevare beskæftigelsen, og herunder behandlingen af
tillægsbevillingslov I er der ingen grund til panik, idet vi allerede i
efteråret har behandlet sagen.
Under den behandling burde man allerede have brugt
de stærke ord, og det mener jeg ikke er på sin plads at gøre nu.
Peter Ostermann, ordfører for Atassut:
Det at have en anden mening og det at forstå
tingene på en anden måde, er ikke en måde at være aggressiv på, mener jeg.
Jeg føler mig ikke aggressiv. Hvis jeg havde
været det, havde jeg nok gjort lige som Khruschov ved at tage min sko af og slå
den i bordet.
Vi taler om de faktiske forhold her og nu.
Aqqaluk Lynge har ret i, at vi stemte for Finanslovsforslaget for 1992, men
det er vores krav, at bruge de afsatte midler til det, de er afsat til.
Såfremt der skal ske nogle ændringer og
rokeringer inden for hovedkontiene, må det behandles her. Man kan ikke uden
videre rokere på kontiene, for hvis vi gør det, har vi ikke styr på vores
Finanslov.
Vi kan ikke bruge hovsa-løsningen her og så
afsætte midler til, hvis og såfremt der er nogen der overskrider deres
budgetter. Det er helt tilfældigt, at jeg har opdaget, at der har været brugt
midler fra konto 27.13, og derfor har jeg som medlem af Finansudvalget stillet
en forespørgsel om, hvad der er sket, og der har ikke fundet en større debat
sted, fordi vi blev stoppet af vores udvalgsformand.
Landsstyremedlemmet for Økonomiske anliggender:
Nu er jeg efterhånden ved at være lidt usikker.
Vi har jo været enige om, hvordan vores politik skal være.
Vi skal jo ikke leve fra hånden til munden. Vi
skal jo være forsigtige med vores økonomiske politik, jeg mener ikke, at det er
på sin plads blot at tage tingene og lade det hænge der.
Jeg ved ikke rigtig, hvem udtrykket henvender sig
til, idet jeg overhovedet ikke kan se, hvem der fører den form for politik, der
siger, at lige så snart vi får pengene, så bruger vi dem med det samme.
Hvis og såfremt den er stilet til alle, så kan jeg
ikke rigtigt se, hvem den er stilet til. Det er ligsom lidt ubegrundet, at
komme med det udtryk.
Selvfølgelig arbejder vi for at løse vore
arbejdsopgaver, og der er ingen grund til, at nogen skal lade som om de ikke
hører de argumenter, som andre medlemmer i salen kommer med. Der er ikke nogen
der bruger midlerne, ligeså snart de kommer ind.
Aqqaluk Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Ganske kort vil jeg komme med en berigtigelse. Da
vi holdt møde den 16. marts, var vi også inde på konto 27.13. Det var Peter
Ostermann selv, der ville have belyst sagen omkring dette punkt. Undtagen hos
Peter Ostermann, blev redegørelsen taget til efterretning.
Der er ikke nogen, der prøver på at lukke munden
på nogen, men såfremt sagen blot flagrer i vinden, så prøver vi på, at
arbejde ud fra de fakta der foreligger. Dem vil jeg blot gøre rede for her fra
talerstolen.
Mødeleder:
Hermed er dagsordenens punkt 11 færdigdebatteret
for i dag og vi går videre til næste punkt.
Punktet sluttet.