|
Dagsordenspunkt 43-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
10. mødedag, onsdag den 4. oktober 2000.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
I medfør af Forretningsordenen for Grønlands Landsting §32, skal jeg hermed fremsætte følgende beslutningsforslag:
Forslag til landstingsforordning om, at retten til alderspension bliver en menneskeret for erhver ældre person i Grønland, og med henblik på, at alderspension, handicappension og førtidspension ikke længere skal beregnes på baggrund af ægtefælles indkomst, foreslår jeg endvidere, at Landstinget pålægger Landsstyret til næste Landstingssamling at arbejde for en ændring af forordningen om tildeling af pensioner for ovennævnte personer.
Vi ved, at ældre, handicappede og førtidspensionister lever under vidt forskellige vilkår, og at mange ældre på grund af de meget utilfredsstillende vilkår de lever under, kommer ud for mange alvorlige oplevelser.
De mange henvendelser til direktoraterne, der resulterer i megen administration og som er yderst bekostelige, vil man kunne spare ved at rette op på problemet, en gang for alle i stedet for periodevise lapperier.
Jeg har gennem denne talerstol mere en én gang stillet forslag og kommet med fremlæggelse omkring ældre, handicappede og førtidspensionister. Og jeg skal udtale, at såfremt man ikke når frem til en tilfredsstillende løsning omkring ældre, handicappede og førtidspensionister vil jeg, så længe det er min ret at benytte denne talerstol, blive ved med at fremkomme med forhold vedrørende denne persongruppe, uanset hvor mange gangen sagen vil blive gentaget.
Jørgen Wæver Johansen, Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksen har fremsat forslag til landstingsbeslutning om, at retten til alderspension bliver en menneskeret for enhver ældre person i Grønland, og med henblik på, at alderspension, handicappension og førtidspension ikke længere skal beregnes på baggrund af ægtefælles indkomst, så foreslår Anthon Frederiksen endvidere, at Landstinget pålægger Landsstyret til næste Landstingssamling at arbejde for en ændring af forordningen om tildeling af pensioner for ovennævnte personer.
Forslaget er af Landstingets Formandskab henvist til behandling som beslutningsforslag.
Landstingsmedlem Anthon Frederiksens forslag indeholder reelt egentlig to forslag.
For det første, at alderspension bliver en ret for alle ældre og for det andet, at alders-
og førtidspension ikke længere skal beregnes på grundlag af ægtefælles indkomst.
Vedrørende handicappension skal det oplyses, at en sådan ikke findes i lovgivningen.
Såfremt handicappede ikke kan forsørge sig selv, så kan de ydes førtidspension efter reglerne i landstingsforordningen om offentlig pension.
Med henblik på at handicappede sikres en tilværelse så nær det normale som muligt kan der efter reglerne i landstingsforordningen om hjælp til personer med vidtgående handicap ydes hjælp til dækning af væsentlige merudgifter i forbindelse med handicappet.
Landsstyret har på baggrund af Socialreformkommissionens betænkning fuldt op på kommissionens anbefalinger vedrørende de ældres vilkår.
En forbedring af forholdene for ældre har haft en høj prioritet i det omfattende reformarbejde. Der er således gennemført en ny pensionsforordning, der trådte ikraft pr. 1. marts 1999 ligesom man har besluttet økonomiske forbedringer af pension, hvilken fremgår af finansloven.
Det skal bemærkes, at Socialreformkommissionen, som virkede fra 1995 til 1997, har fremlagt mange anbefalinger vedrørende ældreomsorgen, men ikke vedrørende alderspension.
Pr. 1. januar 1991 ophævede Landstinget en lovgivning, hvor alle over en vis alder fik en aldersrente.
Dette blev begrundet med dels at det stigende antal ældre ville betyde væsentlige stigninger i Landskassens udgifter og dels at en social ydelse primært skal komme de svagest stillede til gode.
Såfremt man skal overveje at gennemføre en offentlig pension til alle ældre, må dette diskuteres nøje.
Det vil bl.a. have den konsekvens, at pensionen også vil tilfalde de ældre, der er økonomisk velstillede og som godt kan klare sig uden offentlig ydelse.
Endvidere vil Landskassen få væsentligt større udgifter end på nuværende tidspunkt.
Den gældende pensionslovgivning tager udgangspunkt i, at man sikrer de svagest-stillede ældre en offentlig ydelse som forsørgelsesgrundlag.
Der er mulighed for en vis B-indkomst til pensionen. Med stigende B-indkomst nedsættes størrelsen af pensionen og når B-indkomst bliver af en vis størrelse, reduceres pensionen til 0 kr., idet pensionisten har indkomst til at kunne forsørge sig selv og sin familie.
Det skal bemærkes, at det alene er grundbeløbet, der er indtægtsreguleret.
I medfør af pensionsforordningen er der dog mulighed for børnetillæg samt personlige tillæg efter individuel behovsvurdering.
Med henblik på en mere ensartet behandling af pensionisterne, nedsættes en arbejdsgruppe, som skal vurdere om der eventuelt skal kunne ydes personlige tillæg efter objektive kriterier.
I 1998 besluttede Landstinget at forhøje pensionen med 7 1/4 pct., således at pensionens grundbeløb blev på kr. 88.812 til enlige og kr. 133.212 til par.
Forhøjelsen trådte ikraft den 1. september 1998.
Med henblik på at sikre en højere B-indkomst før en reduktion af pensionsbeløbet, besluttede Landstinget at forhøje B-indkomstsgrænsen på 100 pct. til kr. 28.000 for enlige, således at pensionen herefter reduceres efter stigende B-indkomst og bortfalder, når pensionisten har en B-indkomst på kr. 172.000.
For pars vedkommende besluttede Landstinget ligeledes at forhøje B-indkomstsgrænsen med 100 pct. til kr. 42.000, således pensionen herefter reduceres efter stigende B-indkomst og bortfalder, når pensionistparret har en B-indkomst på kr. 265.000.
Forhøjelse af B-indkomstsgrænserne trådte ikraft 1. januar 1999.
Såfremt lovgivningen om offentlig pension skal ændres, således at alle ældre får ret til en alderspension, vil dette ikke forbedre de økonomiske forhold for de svageste ældre, men betyde en forbedring af øvrige grupper af ældre.
Landsstyret er af den opfattelse, at den sociale lovgivning først og fremmest skal sikre de svage grupper i samfundet og at der derfor ikke skal foretages ændring i gældende lovgivning på dette punkt.
Vedrørende Anthon Frederiksens forslag om at alders- og førtidspension ikke længere skal beregnes på baggrund af ægtefælles indkomst, har dette været drøftet her i Landstinget flere gange i årenes løb.
På efterårssamlingen 1999 blev der enstemmigt truffet beslutning tilføjelse af stk. 3 i §29 i Landstingsforordningen om offentlig pension, hvor det blev præciseret at indkomstreguleringen af pensionsudbetaling for ægtefæller eller personer, der lever i et ægteskabslignende forhold sker på grundlag af parrets samlede skattepligtige indkomst.
Landsstyret er opmærksom på, at nogle pensionister kan opleve det urimeligt ikke at få tildelt pension, når man når pensionsalderen fordi ægtefællen eller samleveren har stor en indkomst at man efter reglerne ikke kan få tildelt pension.
Vi må dog huske på, at pensionen tildeles for at sikre et forsørgelsesgrundlag for den enkelte, når pågældende ikke har andet indkomst eller B-indkomst.
For ægtefæller og samlevende gælder, at der er et gensidigt forsørgeselspligt.
Anthon Frederiksens forslag betyder ikke, at de svageste ældre og førtidspensionister stilles bedre.
Men de pensionister, som allerede har et forsørgelsesgrundlag ved ægtefælles eller samlevendes indkomst, vil blive stillet bedre.
Forslaget vil, med andre ord, betyde langt større ulighed både blandt ældre førtidspensionister og i samfundet generelt.
Såfremt alders- og førstidspension ydes, uanset ægtefælles/samlevendes indkomst, vil dette uden tvivl betyde væsentlige udgiftsstigninger for Landskassen.
Landsstyrets politik, er at arbejde for så gode vilkår som muligt for såvel alders- og førtidspensionister.
Det er samtidig Landsstyrets holdning, at de sociale ydelser først og fremmest skal komme de svagest stillede til gode.
Det kan iøvrigt her oplyses, at der er udarbejdet en vejledning om offentlig pension, som først og fremmest er en hjælp for sagsbehandlere i kommunerne, og dermed kan administrationen af de enkelte sager ske så betryggende som muligt.
Denne vejledning kan blandt andet læses på direktoratets hjemmeside på internettet og således har alle brugere af internettet mulighed for at gøre sig bekendt med den ligesom vejledningen kan rekvireres ved henvendelse til de kommunale forvaltninger og selvfølgelig hos Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
På grundlag af ovennævnte betragtninger, indstiller Landsstyret at forslaget fra Landstingsmedlem Anthon Frederiksen ikke imødekommes.
Ruth Heilmann, ordfører, Siumut.
Tak. I Siumut lægger vi vægt på, at de ældres vilkår hele tiden forbedres ligesom partier og Kandidatforbundet har sådanne mål, har vi alle mere eller mindre mål for at arbejde for de ældre, og det skal vi gøre uanset, hvor vi befinder os ud fra samfundets behov.
Derfor er det også glædeligt, at de ældres samarbejde bliver mere og mere synligt.
For at kunne deltage startede de en sportsforening "Qeersaat" for at tage et eksempel, også deres organisation "Utoqqaat Nipaat" kører meget godt med tydelig meningstilkendelser.
De ældres medindflydelse er glædeligt og vi bør støtte de lokale ældreforeninger så de også kører godt.
Vi forstår godt Anthon Frederiksens fremsatte forslag ligesom flere landstingsmedlemmer tidligere har fremsat forslag ligesom Lars Karl Jensen tidligere har fremsat forslag herom, hvor tjenestemænds koner ikke får udbetalt alderspension fordi man tager udgangspunkt i mandens eller konens indtægter og derfor begrænser en udbetaling.
Fra Siumut ønsker vi, at også indenfor denne problemstilling etableres en undersøgelse, sågar undersøge om de omhandlede kan få udbetalt takstmæssig hjælp ligeledes undersøge og vurdere, hvad det kan have af økonomiske konsekvenser for samfundet.
Forslaget indeholder to egentlige forslag, som man skal tage stilling til.
At alderspension bliver en ret for alle ældre og alders- og førtidspensionister ikke skal beregnes på grundlag af ægtefælles indkomst.
Landsstyremedlemmet bemærker, at der til personer med vidtgående handicap ydes hjælp til dækning af væsentlige merudgifter i forbindelse med handicappet, hvor der allerede eksisterer gældende regler, og derfor er der inden for denne gruppe allerede mulighed for at få særskilt hjælp.
Så vil jeg gerne have lov til at citere.
I efterårssamlingen i 1999 blev der enstemmigt truffet en beslutning om tilføjelse af stk. 3 i §29 i Landstingsforordningen om offentlig pension, hvor det blev præciseret, at indkomstsreguleringen af pensionsudbetalingen for ægtefæller eller personer, der lever i ægteskabslignende forhold, sker på grundlag af parrets skattepligtige indkomst.
Citat slut.
Det ser vi fra Siumut som en midlertidig ordning fordi vi ved at samtlige pensionister skal underkastes en grundig drøftelse og det er et omfattende arbejde, der skal løses så hensigtsmæssigt som muligt.
Vi lægger i Siumut vægt på, at der med smidighed fortsat skal ske en tilpasning af de offentlige pensioner og ved behov foretage tilpasning i lovgivningen.
Det er også rigtigt, at Socialreformkommissionen ikke har fremlagt direkte anbefalinger vedrørende alderspension.
Efter vores mening er der i dette spørgsmål i samfundet og politisk endnu stor behov for en nøjere vurdering, som også Landsstyremedlemmet selv siger det, så må dette diskuteres nøje, og vi er enig i det i Siumut.
Vi er enig med Landsstyremedlemmet i, at der er nedsat en arbedjsgruppe med henblik på en mere ensartet behandling af pensionisterne, som nøje skal vurdere kriterierne.
I Siumut er vi enig i dette fordi vores opfattelse, at et så vigtigt og ømtfindligt spørgsmål har behov for en nøje behandling.
Siumut indstiller, at socialsikringen inden for Rigsfællesskabet inklusive ældrepensionens vilkår i socialen skal harmoniseres og skal underkastes en undersøgelse.
Siumut henviser til, at det skal drøftes med de danske myndigheder.
Reformarbejdets budskab er, at der kun skal ydes hjælp til dem, der har behov for sociale ydelser.
Det er Siumuts opfattelse, at det skal realiseres med udgangspunkt i organisationers etablering af pensionskasser for deres medlemmer.
Eksempelvis kan vi nævne S.I.K.s Sisa og derfor finder vi i Siumut det ikke for passende, at vi skal vende tilbage til de forhold, som vi er på vej væk fra og som vi ophævede i 1991.
Selvfølgelig er det vores mål, at de ældres forhold skal være gode og vi skal fortsat arbejde for at vilkårerne bliver bedre end i dag.
Tiltag kan ydes gennem rådgivning ved at der etableres en højskole for dem og ved at forbedre alderdomshjemmene og udbygge værestederne for de ældre ved vedvarende tiltag, således at de bliver styrket fysisk og psykisk og bl.a. ved at varer og grønlandsk proviant bliver billigere m.v.
Med disse ord skal vi fra Siumut i princippet støtte Landsstyremedlemmets besvarelser og glæder os til Socialudvalgets fremlægning, når det har behandlet sagen.
Jakob Sivertsen, ordfører, Atassut.
Tak. til Anthon Frederiksens forslag har vi følgende bemærkninger fra Atassut.
Enhver ældre person, må selv kunne afgøre, hvornår vedkommende må træde tilbage fra sit arbejde.
Enhver ældre person, som har viljen, evner og har kræfter til at kunne arbejde, må kunne til enhver tid selv afgøre, hvornår han eller hun har lyst til at forlade sit arbejde. Det er en menneskeret at en person selv er herre over sin frihed, som alle må respektere.
Alligevel lever vi under vilkår, hvor ældre personer må træde tilbage fra deres arbejdspladser, selvom de stadig er i stand til at arbejde og har kræfter til at fortsætte arbejde og ellers godt kan forsørge sig selv ved at arbejde.
De får besked om at træde tilbage fra deres arbejdspladser under mottoet: Nu er I nået den alder, hvor I skal træde tilbage fra jeres arbejde.
Det er på høje tid at man totalt ændrer denne holdning. Arbejdslyst, sundhed samt de individuelle kræfter må være afgørende for, hvornår man selv har lyst til at træde tilbage fra sit arbejde.
Vi ved, at personer især ældre personer, der bliver tvunget til at sætte sig ned hurtigt bliver fysisk svage.
De afgørende faktorer på fortsættelse af arbejdet skal selvfølgelig være den ældre persons egensskaber, arbejdsstyrke og vurderingsgrundlag.
Man skal selvfølgelig også passe på at man ikke tvinger de ældre til at fortsætte med at arbejde.
Idag bliver ældre personer flere og flere. Dette er et bevis på, at de ældre er blevet sundere. De ældres bevaringsværdige erfaringer skal selvfølgelig fortsættes af de unge.
Det er meget beklageligt, at de grønlandske ældres erfaringer ikke bliver udnyttet i de forskellige virksomheder.
Denne udnyttelse kan udmærkes bruges inden for følgende områder: Som rådgivere for skolerne, medhjælpere i børneinstitutioner, medhjælpere indenfor oplysningskampagner, konsulent- og rådgivningsbistand for familier, rådgivning for skindsystuer og kunst og husflidsværksteder, indenfor det forebyggende arbejde, og ikke mindst i de forskellige uddannelsesteder for børn og unge, og der kan være mange andre ting.
Eksempelvis bliver de ældres erfaringer udnyttet i høj grad blandt vore stammefrænder i Alaska.
De bliver ikke mindst agtet højt i deres eget samfund. Denne høje agtelse har i høj grad udgangspunkt i deres individuelle erfaringer. Og dette har haft til følge, at deres samarbejde er eftertragtet fra alle sider af samfundet.
Vi skal derfor fra Atassut kræve, at de ældre personer i Grønland skal inddrages mere i det påtænkte infrastruktur og ændringsplaner for det grønlandske samfund. Og ikke kun snakke om de ældres økonomiske vilkår.
Ved at give disse muligheder for vores ældre, så vil vi også bane vejen for at de selv blandt andet kan være med til at kunne have bijobs.
Vi er i Atassut helt sikre på, at disse tiltag kan planlægges og organiseres ordentligt i samarbejde med ældreforeningernes landsorganisation "Utoqqaat Nipaat".
Hvis vi kan give de ældre personer disse muligheder vil vi skabe grobund for de ældres muligheder for en sameksistens med børn og unge, og på denne måde give dem mulighed for selv at lære at forstå i hvor høj grad de har brug for hinanden.
Netop den mulighed og forståelse af samtlige aldersgrupper har brug for hinanden er netop det, som vi i dag i Grønland har allermest brug for i udviklingen af det grønlandske samfund.
Det er ikke første gang, at vi her i Salen drøfter de ældres vilkår omfattende, som dog for de flestes tilfælde ikke plejer at føre til noget som helst.
Det er ikke så mærkeligt endda, for når man kommer til økonomien, så begynder undskyldninger at hagle ind istedet for konkrete forslag om, hvad man reelt kunne gøre istedet for at snakke om hvordan investeringerne skal være.
Det kan ikke blive ved med at fortsætte på den måde. Det er ikke nok med de verbale løfter. Vi må handle!
Atassut skal gøre opmærksom, at ældre førtidspensionisters månedlige ydelser ser fornuftige ud på papiret og disse er kr. 7.401 for enlige og kr. 11.101 for par.
Når man hører og ser dem, så er det meget let at sige: Jamen, det beløb er tilstrækkeligt.
Men det som man overser er, at disse ydelser skal beskattes i henhold til lovgivningen, erudover skal de ældre selv betale i lighed med alle andre samfundsborgere følgende udgifter: huslejebetalinger, el- og vandregninger, nat- og dagrenovationsregninger, telefonregninger m.v.
Når samtlige regninger er betalt plejer der at være meget få penge tilbage af ydelsen, som de ældre skal klare sig for.
Det er netop dette der i dag er det centrale problem for de ældre personer.
Omkring netop dette problem blev der i Landstinget den 6. oktober 1998 taget beslutning om, at alders- og førtidspensionen skulle have en mindstegrænse på kr. 3.000 for enlige og kr. 5.000 for par.
Dette mål blev vedtaget i Landstinget for at klagerne fra ældre og førtidspensionisterne skulle rettes op.
Hvad sker der så i dag? Landsstyret nævner ikke med et eneste ord i deres svarnotat til forslaget omkring dette emne, nemlig den beslutning, der blev taget i 1998.
Det er meget beklageligt og højst uacceptabelt.
Vi nævnte førhen, at de verbale løfter ikke er nok. Hvis man ikke følger op med konkrete handlinger.
Vi skal derfor på det kraftigste påkræve, at både Landsstyret og KANUKOKA for alvor skal realisere den vedtagne mindstegrænse for ydelsen for alderspensionister.
Atassut er fuldstændig helt sikker på, at det kan opnås for vi er klar over, at dette kan realiseres gennem forhandling mellem kommunerne og Hjemmestyret i henhold til byrde- og opgavefordelingsforordningen.
Hjemmestyret afholder udgifterne for de månedlige ydelser til alders- og førtidspensionister.
Personlige tillæg til de månedlige udgifter afholdes af kommunen. Derfor kan man ikke komme uden om KANUKOKA i forbindelse med tilfredsstillende ordning af de ældres forhold. Dvs. at man ikke kan komme uden om KANUKOKA vedrørende personlig tillæg.
Atassut mener, at Landsstyret og KANUKOKA står alt for langt væk fra hinanden til realiseringen af forskellige mål eller i det mindste står KANUKOKA alt for svagt i denne forbindelse.
Jeg skal beklage min umiddelbare vurdering. Atassut mener, at de nuværende problemer for de ældre kan løses gennem samarbejde omkring grundig oplysning om Hjemmestyrets og kommunernes forpligtelser.
For det andet: Nogle kommuner må være mere opmærksomme på deres tilbageholdenhed med hensyn til deres ydelser af de personlige tillæg til alderspensionisterne.
Vi er godt klar, at hvis lovgivningen om de personlige tillæg for alders- og førtidspensionister bliver udnyttet fuldtud vil de økonomiske vilkår for de fleste være tilfredsstillende.
Man kan ikke principielt være uenig i baggrunden for Anthon Frederiksens forslag om at man ikke længere skal beregne alders- og førtidspension på baggrund af ægtefælles ellers samlevers indtægt.
Hvis man skal lave en ordning i henhold til hans forslag, vil det kun resultere i forringelse af vilkårene for personer, der kun har deres alders- og førtidspension at klare sig for.
Dette er ikke Atassuts mål, da det er det offentlige, der har pligt til at hjælpe de svageste i samfundet tilfredsstillende.
Vi er klar over, at hvis det foroven nævnte forhold kan realiseres vil man kunne opnå den bedste løsning for det i forslaget foreslåede forslag.
På nuværende tidspunkt er de grønlandske kommuner ved at lægge den sidste hånd på færdiggørelsen af deres budgetter for år 2001.
Vi skal herved fra Atassut fremkomme med opfordring til kommunerne om, at de ikke skal glemme deres ældre borgere og være forberedte til eventuelle personlige tillæg.
Alders- og førtidspensioner er lige som alle andre mennesker skatteborgere.
Med disse bemærkninger fremkommer vi med vore forskellige synspunkter i forbindelse med forslaget og støtter Landsstyremedlemmets fremlæggelser.
Vi håber så også på, at Landsstyremedlemmet vil bruge, hvad han finder nyttigt.
Lars Sørensen, Inuit Ataqatigiit.
Vi har fra Inuit Ataqatigiit følgende bemærkninger til Anthon Frederiksens forslag. Vi skal i den forbindelse udtale, at vi tilslutter os, at Landsstyrets svar til forslagsstilleren om at forslaget ikke kan imødekommes.
Da forslaget ikke er begrundet uddybende kan det være svært at kommentere den, men vi vil dog gerne spørge forslagsstilleren om, da forslaget vil få store konsekvenser for Landskassen i sådan en grad - hvordan han har tænkt sig at udgifterne til dette skal dækkes.
Inuit Ataqatigiit mener, at alle forslag skal være velbegrundede, også med hensyn til hvilke økonomiske konsekvenser et forslag vil medføre.
Dette har Landstingets Formandskab ligeledes i flere tilfælde krævet overfor medlemmerne.
Det er Inuit Ataqatigiits opfattelse, at det er meget vigtigt, at omsorgen for vore ældre skal prioriteres meget højt, men vi ved ligeledes at hvis vi skal stille større krav til omsorgen i og med at man sikrer en god ældreomsorg, mener vi at følgende forbedringer bør prioriteres:
I forbindelse med bestræbelserne på, at forbedre hjemmehjælpsordningen bør der arbejdes på, at de ældre kan blive boende i deres eget hjem længst muligt.
Vi ved, at i nogle kommuner, er forholdene for ældreomsorgen overhovedet ikke tilfredsstillende.
Alderdomshjemmene skal være mere tidssvarende og der bør bygges nye alderdomshjem. Vedvarende oplæring af personalet i alderdomshjemmene skal ske i flere år endnu for at opnå en mere uddannelsesmæssig ballast.
Og for at det kan opnås, at de ældre bliver mere synlige i samfundet, så må de have mulighed for at følge mere med i den samfundsmæssige udvikling.
At de ældre opnår mere meningsfyldte fritidsaktiviteter, at man giver støtte til deres forenings organisationsarbejde, og at man giver tilskud til de ældres rejser.
Ovennævnte er eksempler på initiativer, som Inuit Ataqatigiit mener bør prioriteres og som skal udvikles.
Endvidere skal vi udtale, som Landstinget allerede ved, at flere landsstyreområder allerede har igangsat undersøgelser for at afdække ovennævnte forhold, og som skal danne grundlag for nye tiltag.
Eksempelvis er det et arbejde omkring sociale sikringsydelser og forholdene omkring koordineringen eller sammenhængen af disse, så har Landstinget under forårssamlingen nedsat en arbejdsgruppe, hvor arbejdet allerede er i gang, ligesom der også arbejdes på en nyordning inden for huslejeområdet.
Endvidere har Socialudvalget fået en orientering fra Landsstyremedlem for Sociale Anliggender sidste år, der vedrører ældres status, hvor undersøgelsen vil blive foretaget ud fra de ældres status. Og vi vil gerne spørge Landsstyremedlem for Sociale Anliggender om, hvorvidt disse undersøgelser er blevet igangsat. Inuit Ataqatigiit afventer svarene fra disse undersøgelser, da vi regner med at disse kan danne et godt grundlag for nye initiativer.
Vi har gode forventninger til, at de nye initiativer vil forbedre alderspensionisternes og førtidspensionisternes kår.
Med disse bemærkninger indstiller vi, at forslaget ikke skal imødekommes, og indstiller, at forslaget inden 2.-behandlingen skal overgå til behandling i Socialudvalget.
Vi har fra Kandidatforbundet følgende bemærkninger til Landstingsmedlem Anthon Frederiksens forslag:
I Kandidatforbundet finder vi det vigtigt at vore ældre får trygge vilkår, når de efter at have arbejdet når pensionsalderen, hvor det efter mange års arbejdsindsats for samfundet burde have til følge, at de får en pension uden, at man skal skele til størrelsen af ægtefællens indtægt.
Når man arbejder som socialrådgiver, så føler man sig nærmest rådvild, når de ældre opdager, at de efter mange års arbejdsindsats alene bliver berettiget til en meget lille pension. Når de så også samtidig opdager, at de ikke kan få tilskud til forskellige udgifter, så forlader mange af de ældre socialkontoret nærmest i sorg over at være blevet gammel.
Mange af de gamle modtager ligeledes meddelelse om, at de vil modtage pension beregnet ud fra de forudgående års indtægter med smerte og sorg, da pensionsberegningsreglerne for en ægtefælle af den årlige størrelse af denne er fastsat således.
Når man selv har arbejdet med sådan en beregningsregel, så giver dette en hel del papirarbejde med beregninger, men hvis man udarbejder et klart og enkelt regelsæt, så vil man komme ud over dette megen papirarbejde.
Vi vil derfor fra Kandidatforbundet give vores støtte til forslaget fra Anthon Frederiksen.
Fra Kandidatforbundet vil vi med efterfølgende bemærkninger give vores støtte til forslagsstillerens forslag, da de månedlige størrelser af ydelserne af pensionerne er meget små. Når alle de månedlige regninger er blevet betalt, er det resterende beløb meget lille til at leve for.
Landsstyremedlemmet nævner en række forhøjelser af indtægtsmulighederne udover pensionen. Til trods herfor har de ældre ofte en meget lille arbejdsevne, og dette er en skam, da vi endnu har brug for at være åbne for dygtige ældre på forskellige arbejdspladser.
Og med disse korte bemærkninger tilkendegiver vi vores støtte til forslaget. Tak.
Næste taler er løsgænger, Otto Steenholdt.
Otto
Steenholdt, løsgænger, Atassut
Til forslagsstilleren Anthon Frederiksen vil jeg gerne udtale, at jeg er helt enig med hans forslag, da forslaget er helt i overensstemmelse med de tanker, jeg har fremført før. Men uden dog at fornærme forslagsstilleren, da han beskylder mig for, at jeg ikke har passet mit arbejde som politiker i mange år. Men nu må man også tilstå, at politiske målsætninger ikke kan nås lige med det samme, ikke mindst, når man har siddet i oppositionen konstant.
Jeg har adskillige gange præciseret, at de ældres længere levealder præciserer, at vores livsførelse er blevet bedre her i Grønland. For et par dage siden udtalte jeg, at det vil være meget sørgeligt som politiker, hvis vi erfarede, at grønlænderne kun levede i 50 år. Levealderen viser et folks styrke udadtil.
Under vore finanslovsdebatter, når vi drøfter den fremtidige økonomi, så er man adskillige gange endt på, at antallet af ældre vil stige, og at dette vil blive en byrde for samfundet, hvor man siger, at ældrepensionen primært skal tilfalde de mindst bemidlede.
Ældre, uanset, hvor rige eller fattige de har været, har de arbejdet lige så meget for deres land, og derfor bør de også have samme behandling, når de bliver ældre. Man siger ikke rig og fattig, men mindre bemidlede. Jeg ved ikke, hvorfor.
Hvis der blandt de ældre er nogen, der med henblik på en alderdom har tjent mere, og derved lagt mere til side, så skal man ikke straffe dem og skære ned på deres sociale pension. Jeg synes, at det er synd over for de ældre, der har arbejdet hårdt, mens tid var for at skaffe penge til alderdommen. - Mens man på den anden side, så kan man bare sidde og se til og bagefter få fuld pension fra det offentlige.
Det arbejde, som de ældre har udført i deres yngre dage, det er som om, at dette bliver glemt, og at de gamle blot bliver stemplet som en udgift. Denne tankegang må vi væk fra, og vi må sige tak til de ældre, der har udført et stort stykke arbejde for samfundet, og således lette de ældres vilkår.
Alderspensionens grundbeløb må udbetales ens til alle. Jeg har tidligere meddelt, at man heller ikke bør betale skat af alderspensionen.
I Landsstyrets svarnotat vender man atter engang hovedet fra de mindre bemidlede ældre. Jeg mener, at de ældre er blevet så voksne, at de underholder hinanden, hvem der er mere rig eller mere fattig. Partierne, ikke mindst på venstrefløjen ved lidt for meget, at de mindre bemidlede gerne er i flertal blandt befolkningen. Det er ligesom om, at de stadigvæk har som mål, at man ikke skal forøge antallet af disse, nemlig de mindre bemidlede. Og jeg mener til stadighed, at ethvert menneske ikke ønsker at blive kaldt mindre bemidlet.
Jeg vil over for Landsstyremedlem henstille, at man må holde op med at trække i alderspensionen, da jeg mener, at de penge, man bruger til kontrol kan spares, hvis man støtter de ældres muligheder for bi-indtægter. Dette kan være første skridt i den rigtige retning således, at man giver dem mulighed for - i deres alderdom - at tjene penge ind som bi-indtægt ubegrænset.
Et ældre ægtepar, det må vi kigge på som vores medmennesker og ikke fratage deres pension, lige så snart de har en lidt høj indtægt.
Der er mange ting, der skal rettes op, men ærede Landsstyremedlem, der er noget fundamentalt galt med pensionsordningerne, og jeg mener, at du hurtigst muligt nedsætter den arbejdsgruppe, som du har lovet i svarnotatet.
Den næste, der får ordet er forslagsstilleren, og efter ham er det Landsstyremedlem for Sociale Anliggender, men værsgo Anthon Frederiksen.
Anthon Frederiksen,
Kandidatforbundet f
Vi ved godt, at dette vi har til debat, ikke er til behandling for første gang her fra talerstolen, og det har flere ordførere også været inde på. Hvorfor bliver det så taget op igen her i salen?
En af de største årsager er, at i dag er pensionister, alderspensionister, handikappede og førtidspensionister, de er endnu ikke blevet tilfredse med deres forhold. Og det er også mærkbart, at partier, Kandidatforbundet og Ottos bemærkninger, det kan ellers godt ses af samtlige medlemmer. Men viljen til at rette op på det er ikke tilfældet, og de eneste, der har lyst til at rette op på det, er Kandidatforbundet og Otto Steenholdt, og kort sagt, så kan man godt konkludere det kort på denne måde.
Vi ved godt, at man skal skabe muligheder for alderdomshjemmene, at de ældre skal have fritidsaktiviteter med meget mere. Nogle af disse tager de ældres organisationer sig af, men det offentliges arbejde eller opgave ligger i alderdomshjemmene, og en af de opgaver er, at de ældre har tilstrækkeligt med penge til rådighed, når de bliver ældre. Og det er det, mit forslag indeholder, og selv om man også siger, ikke har rigtig lyst til at kommentere det fra Inuit Ataqatigiits side, og siger, at man ikke vil kommentere det nærmere, fordi jeg måske ikke er kommet med nogen begrundelse for mit forslag.
Det
kan godt være, at Inuit Ataqatigiit ikke vil forstå, hvad det er, det drejer
sig om. Problemet er så velkendt, at det ville have været nok med en
overskrift, men efter at have sagt det, så kan jeg ikke undlade at udtrykke min
glæde over, at det er Landsstyrets hensigt at lave et arbejdsudvalg for måske
at lave et udvalg, der skal afdække de ældres forhold, men at man skal henvise
til en hjemmeside over internettet, det er jeg lidt tvetydig over for, fordi
jeg ved, at de fleste ældre nok ikke kan gøre brug af internettet. Det er meget
godt, at denne mulighed er der, men så vidt jeg kan se, og efter mit kendskab
til de ældre her i Grønland, så tror jeg, at man ikke engang bør komme ind på
internettet, men selvfølgelig på længere sigt, så kan man komme ind på det.
Det er korrekt, at denne opgave skal man jo drøfte mere indgående, men det, der nok gør mest ondt når man er en ældre person er, når man henter sin alderspension, så er der nogle gange, eller når det er uarbejdsdygtighed (?) og ser på, hvad der er kommet ind på kontoen. Det er kun 77,00 kroner.
Man siger jo, at det er det menneskelige værd, man værdsætter, men ved det menneskelige værd, så er det jo også begyndt at betyde, at der også er økonomi bag.
Inuit Ataqatigiits ordfører spørger mig, hvor jeg vil hente pengene til dækning af disse udgifter, og at jeg skal gøre nærmere rede for det.
Jeg mener ikke, at jeg vil gøre det her, jeg vil blot spørge jer, når vi tager som et eksempel, da vi drøftede forhøjelse af landstingets løn på op til 5,0 mio. kr., hvem nævnte hvor pengene skulle hentes fra, ikke en, men nu da vi snakker om de ældre, så blev det nævnt, peg nu på de steder, hvor man kan hente pengene fra. Det bør ikke være så ensidigt.
Men jeg er glad for, at man nu er indstillet på at nedsætte et udvalg vedrørende de ældre, og at det så også bliver støttet fra flere sider.
Jeg vil gerne sige tak for Ottos fulde støtte, men jeg vil ikke kommentere resten af hans bemærkninger, fordi der ikke er grund til at spilde tid på dem.
At man fastsætter en pension ud fra ægtefælles indtægt, hvor Landsstyremedlemmet og flere andre også var inde på det, at det blev gjort i efteråret 1999, hvor man blev enige om, at § 29, stk 3 blev ændret, hvor samtlige var enige om, at det skulle ske.
Dengang vi kom med vores kommentarer der, da sagde vi, at vi slet ikke var enige i det, såfremt man skulle tage udgangspunkt i husstandsindtægten. Allerede dengang var vi ikke enige om det, hvorfor det ikke er korrekt, at alle var enige om det. Og der må jeg sige, at de ældre, som har en pension beregnet ud fra ægtefælles indtægt. Det er jo begyndt at betyde, at flere ældre er begyndt at gå fra hinanden i visse kommuner, og det betyder så, at når en ældre person kommer med sin klage til Socialudvalget, så er socialkontorerne begyndt at sige til sig selv, at såfremt i går fra hinanden, så kan du få pension.
Hvordan kan man behandle de ældre sådan fra direktoratets side. Det er underligt, og det er næsten ikke til at tro, men det er de faktiske forhold, der eksisterer i dag. Og derfor mener jeg, at når det udvalg bliver nedsat bør arbejde grundigt for at få afdække alle de problemer, der er opstået netop fordi, jeg erfarer, at det er det, man gerne vil opnå, og lige netop det punkt er jeg glad for.
Og så er det Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, der kommer med en besvarelse. Jørgen Wæver Johansen.
Tak.
Jørgen Wæver
Johansen, Siumut
Indledningsvis vil jeg gerne sige tak for de faldende bemærkninger fra partier og Kandidatforbundet, og som har givet stof til eftertanke.
Indledningsvis vil jeg gerne svare de forskellige spørgsmål, der har været, og de ideer, der er blevet fremsat, ligesom jeg efterfølgende er jeg kommet med nogle eksempler på, hvad det vil koste at forhøje og udvide ordningen. Ligesom jeg også vil give oplysninger om, hvordan vi samarbejder med de ældres landsorganisation ”Utoqqaat Nipaat”.
Men først til de enkelte ordførerindlæg.
Ruth Heilmann fra Siumut udtalte, at for så vidt angår ægtefælleindkomsten, mener Siumut, at vi må undersøge dette nærmere, om at en ægtefælles pension bliver formindsket alt efter den anden ægtefælles indkomst, og at man bør undersøge, om man ikke kan lægge en bundgrænse for pensionen her.
Atassut kommer ind på netop samme emne, og henviste til den behandling, som det forrige Landsting havde, og hvad der blev aftalt dengang om mindstegrænser.
Jeg er glad for, at der er fuld tilslutning til, at man nedsætter en arbejdsgruppe. Det er også en af de ting arbejdsgruppen vil beskæftige sig med. Når arbejdsgruppen er blevet færdig med sit arbejde, vil disse blive fremlagt, i første omgang over for Sundhedsudvalget.
Siumut kom også ind på og ligesom man indstiller, at man undersøger, at socialsikringen inden for Rigsfællesskabet inklusive ældres pensionsvilkår, at disse skal harmoniseres, og at man opfordrer til at undersøge disse, og Siumut henviser til, at dette område drøftes med de danske myndigheder. Jeg er glad for forslaget, og den er også egnet til forfølgelse, hvorfor jeg gerne her på forhånd vil love, at jeg vil tage det op.Siumut udtaler afslutningsvis, at de glæder sig til arbejdsgruppens arbejde, og det resultat, der vil fremkomme der.
Arbejdsgruppen skal nedsættes straks, og efterfølgende så vil vi fremlægge en redegørelse over for Socialudvalget, og hvis der er behov for det, også over for Landstinget.
Til Atassuts ordførers indlæg vedrørende mindstebeløb på de månedlige pensioner, så udtaltes det, at Landsstyret aktivt må tage kontakt med KANUKOKA og i samarbejde hermed finde en løsning. Dette var også tilfældet efter drøftelserne i 1998. Det har man allerede snakket med KANUKOKA om, men på dette felt har det også været formålet, at kommunerne bidrog mere og fik et større ansvar, også økonomisk.
Fra KANUKOKA blev det dengang sagt, at hvis det skulle være tilfældet, så burde dette selvfølgelig også indgå i bloktilskudsforhandlingerne. Kort sagt, så har KANUKOKA udtalt, at hvis der søges en sådan ordning, så er det landskassen, der bør betale.
Og inden jeg kommer nærmere ind på det, så skal jeg udtale, at for så vidt angår Atassuts anden stjerne, det er helt rigtigt, hvor man siger, jeg vil gerne have lov til at citere: ”Nogle kommuner må være meget mere opmærksomme på deres tilbageholdenhed med hensyn til deres ydelser af de personlige tillæg til alderspensionerne. Jeg er godt klar over, at hvis lovgivningen om de personlige tillæg alders- og førtidspensionister bliver udnyttet fuldtud, så vil de økonomiske vilkår for de fleste være tilfredsstillende”, citat slut.
Det er fuldstændig rigtigt, at forholdene for de ældre, som virkelig har behov for, så giver den nuværende lovgivning allerede de muligheder, som efterlyses, og her er det ikke mindst kommunernes ansvar.
Til Inuit Ataqatigiits ordfører bemærkninger, så ønsker man også, at man anviser, hvor pengene skal hentes fra, og efterlyser tal fra forslagsstilleren. Men jeg kan godt komme ind på det nu. På baggrund af de tal, vi har, så har vores undersøgelser erfaret, at for så vidt angår de ældre over 63 år, at hvis de alle skal få tildelt en fuld pension, uanset ægtefællens indkomst, så ville dette medføre en merudgift i år for landskassen på 327.960.000 kr., men vi har afsat 230.000 kr., så der er forskel på 97 mio. kr., som derfor må skaffes ad anden vej. Dertil skal så lægges kommunernes andel af det, nemlig 10 procent. Således, at udgiften samlet bliver over 100 mio. kr.
Og hvis man også som foreslået gør det samme gældende over for førtidspensionister, så vil stigningen i år være på 12,3 mio. kr. for så vidt angår førtidspension, og dertil skal også lægges 10 procent, som er kommunernes andel. Alt i alt vil det således være, at hvis forslaget som foreslået bliver realiseret, så vil dette koste samfundet 110.250.000 kr. Tallet vil være lidt faldende, i de næste par år som følge, at vi har hævet aldersgrænsen for pension fra 60 til 63 år, men stigningen vil være på mere end 120,0 mio. kr. i de kommende år, når 63-års pensionsgrænsen slår igennem fuldt ud.
Hvis vi kigger på de 120,0 mio. kr., hvad er de værd? Det er det samme som for eksempel 24 børnehaver, en hel universitetspark. Vi kan blive ved med at sammenligne, men vi kan selvfølgelig undersøge, hvilke andre muligheder der er, og det er også derfor, at vi har nedsat en arbejdsgruppe, der kan arbejde med tiltag til, hvordan vi kan forbedre forholdene på andre måder.
Hvis man går ind for forslagsstillerens forslag, så vil det koste som jeg allerede har udtalt, nemlig mere end 120,0 mio. om året. Forslagsstilleren siger i sit andet indlæg, at jeg ikke burde have nævnt internettet, men vi har nævnt det, fordi at det jo ikke kun er de ældre, vi henviser til, men vi siger blot, at der er mulighed for at indhente de oplysninger, man har brug for via internettet, hvis man har lyst til det. Efterfølgende sagde vi også, at vejledning også kan rekvireres ved henvendelse til kommunerne, ligesom hos direktoratet.
Jeg vil også komme ind på en anden ting, sådan går økonomien, som partierne også var inde på, nemlig de ældres skattepligt. Når talen kommer på emnet, så tænker vi for det meste på normalt, at de må betale 40 procent eller mere af det, de får ind. Men når alle fradrag er fratrukket, hvis man ikke har haft en meget stor bi-indtægt ved siden af, så er de månedlige fradrag på omkring 1.300,00 kr.
Det betyder, at hvis man ikke har en stor bi-indtægt, så er de penge, man får ind pr. måned omkring 6.000,00 kr., altså i rede penge. Hvis man derimod har en meget stor bi-indtægt, så kan det selvfølgelig være sådan, at så bliver pensionsbeløbet på 77,00 kr., som forslagsstilleren var inde på. Men her er der behov for en solidaritet, selvfølgelig når vore økonomiske midler er begrænsede, så må vi primært sigte på de mindre bemidlede.
Det er ikke valggas. Det er med udgangspunkt i de faktiske realiteter, at vi primært sørger for, at det er de mindre bemidlede, der får størst fra det offentlige.
For så vidt angår mit direktorat og landsstyreområdets samarbejde med ”Utoqqaat Nipaat”, så bliver samarbejdet bedre og bedre. Aktive ældre, som kan tænke selvstændigt, det har vort land brug for, og fra Siumuts side, så blev der fra flere sider, tag et eksempel ”Eqeersaat”, nemlig de ældres sportsforening, der for et par dage siden fyldte foreningen 1 år. Jeg var til stede, og det var en glæde at være med til sådan et arrangement og møde ældre aktive mennesker.
Jeg holdt mit sidste møde med ”Utoqqaat Nipaat” den 21. september, hvor vi aftalte, at der for så vidt angår de områder i lovgivningen, der vedrører de ældre, så har ”Utoqqaat Nipaat” erfaret, at ældre ikke ved så meget om lovgivningen. Derfor er vi blevet enige om, at ”Utoqqaat Nipaat” i samarbejde med direktoratet årligt skal udarbejde en lille folder eller to - årligt, således at man sikrer, at de ældre også får kendskab til, hvilken lovgivning, der gælder for de ældre, således at de ældre også kan følge med. Når der for eksempel kommer nye forordninger, bekendtgørelser med mere.
Derudover har de ældre ønsket, at der i den eksisterende lovgivning, at man ikke bruger Bsinnaavoq/kan, at man undersøger dette for så vidt angår kommunernes brug af det, fordi der står Bsinnaavoq/kan i de fleste regler.
Vi siger tak til Landsstyremedlem Jørgen Wæver Johansen, og derefter er det Mads Peter Grønvold udenfor partiordførerrækken.
Mads Peter
Grønvold, Kandidatforbundet
Jeg tror nok, at vi i Landstinget er blevet enige om, at vi skal forbedre vilkårene for de ældre, og jeg mener også, at vi ikke bør skændes om netop dette punkt. Men jeg vil gerne her i den forbindelse med hensyn til de ældre og førtidspensionisterne, og når man så drøfter disse, og med hensyn til de penge, de får udbetalt, så ser jeg på dem som de mindre bemidlede. Det må være dem, der er de mindre bemidlede. Det er jo netop den gruppe, som er de mindre bemidlede.
Et ældre ægtepar som får udbetalt 11.000,- pr. måned, betaler de 3.000,- til husleje, 1.000,- til el, 500,- til telefon. Så er der kun 6.000, tilbage endnu før skatten er betalt. Og derfor kan jeg forstå, at vi bør rette op på deres forhold, fordi det er et meget lille beløb, de får udbetalt.
Selvfølgelig når ældre har arbejdet et liv igennem, og at de så kun får betalt et meget lille beløb. Det betyder så en stor indtægtsnedgang. Og ældres forpligtelser bliver jo ikke mindre, selv om de får alderspension, og selv om de har fået en mindre løn i forhold til dengang de selv arbejdede, så bliver deres økonomiske forpligtelser ikke mindre. Og det er jo derfor vi kommer med disse meldinger, som vi gør. Og jeg mener også, at vi bør rette op på disse forhold inden for de nærmeste år.
Vi må ikke prioritere os selv, men prioritere de mindre bemidlede, når vi nu snakker om disse i stedet for os selv. Det er ikke kun engang herfra, at nogle af landsstyremedlemmerne kommer her og ligesom nedgør oppositionen, og det bør man ikke gøre. Og Anthon Frederiksen var ikke inde på, at det ikke burde have været med. Det var han ikke inde på, og derfor bør man have alle sanserne åbne, når man bruger talerstolen her.
Inden den næste indlægshaver kommer, skal jeg lige komme ind på, at man ud fra partiernes ordførere og landsstyremedlemmernes bemærkninger, så skal jeg henvise til, at de skal henvises til behandling i et relevant udvalg, men det er så de tilstedeværende landstingsmedlemmer, der skal tage stilling til det.
Den næste, der får ordet er Jakob Sivertsen, Atassut.
Jakob
Sivertsen, Atassut
Ja, det bliver ganske kort.
Der skal jeg sige til forslagsstilleren, at vi reelt ikke vil bruge talerstolen her som en talerstol, vi bruger blot for at blive hørt, og vi sagde også klart, at såfremt det bliver vedtaget, så har vi ikke pengene klar, og sidste år, da Finansloven blev vedtaget, så var du med til at vedtage de penge, der blev afsat til de ældre, og så selv om vi er i opposition, så respekterer vi denne talerstol, men gerne vil bruge den ud fra de faktiske forhold, der eksisterer. Og derfor sagde vi også klart her, at Hjemmestyret ikke alene skal have ansvaret for hele alderspensionerne, jo grundbeløbet er Hjemmestyrets ansvar.
Vi ved ikke herfra, hvor meget de ældre i Qeqertarsuaq betaler, derfor er der nu også mulighed gennem lovgivningen at give tilskud til de ældre, hvorfor vi også reelt har sagt og henvist til kommunernes muligheder, og såfremt det blev udnyttet, så ville det, man klager over her have fået en langt mindre negativ konsekvens for de ældre.
Den næste, der får ordet er Mogens Kleist, og derefter Lars Sørensen
Mogens Kleist,
Kandidatforbundet
Ja, vi drøfter mange ting her, bekendtgørelser, hvorefter der bliver lavet nogle cirkulærer.
Når vi skal rette op på de ældres forhold, så skal jeg nævne, at de oplysningskampagner, man har været inde på, de bør udnyttes i større grad. Og andre muligheder, for eksempel for at rejse og andre muligheder, det er disse forhold, der bør være mere information om.
Jeg har arbejdet flere forskellige steder. Der er stor stor forskel med tilskuddene i kommunerne. Jeg kan måske sige, at de ældre, der bor her i Nuuk får langt større tilskud end for eksempel i Qeqertarsuaq eller dem i østgrønland. Det er denne skævhed, man skal rette op på. Man plejer at sige, at ældre i sydgrønland eller i Nuuk eller ældre i nordgrønland har meget forskellige forhold at leve under.
Det er et reelt problem, fordi de enkelte kommuner får mulighed for at hjælpe ud fra den mulighed, de har rent økonomisk. Jeg mener, at det er på tide, at man gennemgribende undersøger de ældres forhold. Der skal man så have et nært samarbejde med ældreforeningen.
Man siger, at man får cirka 6.000,- kr. udbetalt, men landsstyremedlemmet glemmer, at man har forskellige udgifter til husleje, elregninger og alle faste udgifter. Nogle ældre har kun under 3.000,- kr. at leve for om måneden.
Det er meget meget forskelligt, hvad de ældre får udbetalt, eller har til rådighed. Lad os give et tilskud ensartet over hele Grønland. Når ældre nu kan få de forskellige personlige tillæg, så lad os give dem ens forhold. Forholdene er så forskellige fra Nuuk og andre steder på kysten. Det vil sige at Nuuks ældre har langt flere midler til rådighed om måneden.
Vi må pålægge kommunerne og spørge dem, om de følger lovgivningen. Det er jo dem vi i større grad skal oplyse over for kommunerne. Og forordningen, såfremt den blev gjort gældende for samtlige kommuner, så kan vi også godt regne ud, hvilke konsekvenser det måtte få.
Vi bliver også selv ældre engang, og der er stadigvæk mange ældre som stadigvæk arbejder. Man udarbejder en masse beregninger rundt omkring i kommunerne, men såfremt der var ens retningslinier for alle, så ville det også gøre rådighedsbeløbet større for alle, men det samme gør sig gældende for andre muligheder, for eksempel med at kunne få rejsetilskud.
Derefter er det Lars Sørensen, hvorefter det er Landsstyremedlemmet for Økonomi.
Lars Sørensen,
Inuit Ataqatigiit
For en kort bemærkning, den påpegning af Anthon Frederiksens bemærkninger.
Grundlaget for vores bemærkninger er, at vi fra Landstingets Formandskab er blevet krævet, at hvis vi fremsætter forslag, der koster penge, at vi samtidig også fremsætter forslag om, hvordan disse kan finansieres. Det har vi fået besked på fra Formandskabets side, og jeg ved også, at du er jo medlem af Finansudvalget, hvorfor du også bør vide, hvad det vil koste for samfundet, da man jo ikke fremsætter sådan nogle forslag for sjov.
Jeg mener, at alderspensionen ikke er de ældres problem, hvor mange gange skal vi høre, at de ældres væsentligste problem, det er ikke de penge, det beløb, de får ved alderspensionen. Men det, de primært klager over, er, at de føler sig ensomme, og at de mangler nogen at snakke med.
Vi skal ikke splitte samfundet ved at love bestemte grupper penge, som vi ikke kan holde, for eksempel over for de ældre og de studerende. Vi splitter kun samfundet. Det ødelægger det sammenhold, der er i Grønland.
Jeg mener, at hvis jeg har en studerende, så mener jeg som forælder, at jeg også skal være med til at sørge for, at udgifterne bliver dækket, og ikke kun ty til det offentlige. Vi skal ikke splitte samfundet.
Hvis jeg har nogen ældre, for eksempel en far og mor, så ville jeg selvfølgelig også føle det som en pligt at være med til forsørgelsen af disse. Det må være det primære, at vi hjælper hinanden - i solidaritet med hinanden.
Over for de ældre, så er der behov for helt andre initiativer for eksempel således, at de ældres sammenhold kan styrkes. Det skal vi vende tilbage til, og ikke splitte de ældre, heller ikke samfundet. Det koster penge, men det koster penge, men vi har som folkevalgte også en pligt til at udvikle disse. Det skal vi ikke glemme i denne sammenhæng, hvis vi ikke skal tale for sjov, men tage vores arbejde alvorligt.
Det næste, vi skal snakke om til opfølgning af Socialreformkommissionsarbejdet er huslejepriserne, hvor man ikke kan komme udenom, at der må findes en løsning på de ældres huslejebetalinger og i samme forbindelse. Og det er også på den måde, at man kan forbedre forholdene for de ældre.
Hvis Anthon Frederiksens forslag bliver en realitet, så vil det ikke være til gavn for den mindre bemidlede del af de ældre, men derimod vil de bedre bemidlede få endnu flere midler til rådighed, og det kan Inuit Ataqatigiit selvfølgelig ikke acceptere, da den er imod vores grundlæggende politik.
Landsstyremedlemmet gjorde opmærksom på de problemer, der kan være på kommunalt niveau, fordi der i forordningen står, at kommunerne kan, vi mener også, at der bør stå skal som ønsket af de ældre. Det er et problem, som eksisterer, som de ældre også har påpeget B således, at man også kan sikre, at man gør serviceringen af de ældre mere ensformig på kommunalt niveau, hvis man erstatter kan med skal.
Jeg ønsker også meget, at det, som Jakob Sivertsen også var inde på, som man var enige om i 1998, bliver taget op i udvalget. Således, at alle får et mindstebeløb, da man også der igen kan sikre, at de ældre får mere lige vilkår.
Til Mads Peter Grønvold, der skal jeg udtale, at det er ikke de ældre, der har de største problemer i samfundet, men det er de arbejdsløse. Vi ved., at de arbejdsløse kun nogle gange får 300,- kr. til at leve for om ugen, og at de således har omkring 12-1500,- kr. om måneden til livets opretholdelse. Det må vi også finde en løsning på. Og det er endda mere påtrængende at få løst end de problemer, der nævnes omkring de ældre.
Dernæst er det Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender, Josef Motzfeldt.
Josef
Motzfeldt, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender
I Landstingets arbejde, så har vi et ansvar, fordi vi er folkevalgte, der også forvalter vores samfundspenge på bedst mulig vis.
Men inden jeg går rigtig i gang, vil jeg over for Landstingets nestor, Otto Steenholdt om hans bemærkninger fra denne talerstol, så mener jeg, at jeg må modsige ham. Han siger, at vi mener, at de ældre kun er en belastning. Der er overhovedet ikke nogen, der mener, at de ældre er en belastning. Vi har altid sagt, at det er en glæde, at vi har grund til at være glade over, at der er flere og flere ældre på grund af en højere levealder.
Otto Steenholdt nævnte også nogle bemærkninger om, at de mindre bemidlede som regel har flertallet i de stater, hvor venstreorienterede har regeringer, hvordan kan du udtale det? Jeg kan overhovedet ikke acceptere det.
Nu har Landsstyret bl.a. sat sig stærkt på at lette vilkårene for erhvervslivet, hvor vi bl.a. også vil satse på at uddanne arbejdskraften således, at flest mulige kan deltage, lokal arbejdskraft kan deltage i de store renovationsarbejder, som er ved at blive igangsat, og hvad der allerede også fremgår af vores forslag til Finansloven.
Et samfund kan kendes på, hvordan de behandler de mindre bemidlede, der er. Hvorfor man i Landstinget. (?) Så må det være hans eget ansvar. For så vidt angår finanslovsforslaget, så vil jeg komme lidt ind på dette.
Næste år i 2001 venter vi indtægter på 4,9 mia. kr. Deraf får vi lidt over 3,0 mia. kr. fra statens bloktilskud, og hvor vi har en fiskeriaftale med EU.
I de sidste par dage, også i dag, hvis vi kigger på tallene, så er det sådan, at der er nogen, der har foreslået, at alkoholafgiften bliver ophævet. Den koster omkring 214 mio. kr. Hvis vi halverer taxaafgiften, og afskaffer afgiften på parfumer mere. Det koster 5,0 mio. kr., og hvis der var flertal for disse, så ville vi allerede have mistet 250 mio. i indtægter, og hvis vi accepterede og godkendte nærværende forslag, så vil dette koste 110 mio. kr. allerede i år.
Vi kan samtidig ikke snakke om mistede indtægter, og på den anden side foreslå forøgede udgifter uden samtidig at anvise besparelser på området.
Til uddannelsesstøtte, så har vi en udgift der hedder 128 mio. kr. om året, hvis vi fordobler det, så koster det også 108 mio. kr. På den anden side, så har vi en del områder, der skal forbedres for eksempel skoleområdet, socialvæsenet m.m..
Vi må bruge talerstolen til at sige de reelle fakta med oplysning om, at vi har så og så mange penge til rådighed, og at vi ikke kan love guld og grønne skove til alle og enhver.
Som allerede udtalt, så har man fra Formandskabets side ønsket, at medlemmerne så vidt muligt, når de fremlægger forslag, der vil koste midler, at man samtidig anviste besparelsesmuligheder.
For så vidt angår vederlagsloven, så var det et forslag fra Formandskabet, ligesom vi fra Landsstyrets arbejde ikke kan blande os i Formandskabet eller Landstingets arbejde, da det er Landstinget selv, der fastsætter, hvilke udgifter de skal have til sig selv. Hvorfor jeg mener, at man over for befolkningen, ikke mindst de ældre må udtale, at vi mener, de kun er til byrde for samfundet. Det skal vi ikke.
Så er det Anthon Frederiksen.
Og jeg skal lige minde om, at vi allerede er blevet enige om, at sagen sendes videre til behandling i Socialudvalget, og når Anthon har fået ordet, så kommer vi til at stemme om det. Værsgo. Tak.
Anthon
Frederiksen, Kandidatforbundet
Jeg er meget glad for, at Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender kom med en masse oplysninger. Dem, har vi savnet, og jeg er glad for, at vi får har fået disse oplysninger. Det er jo Landsstyrets opgave at give medlemmerne information, og det er det, jeg slet ikke er imod, at man danner et udvalg, og jeg er ret overbevist om, at udvalget vil behandle emnet indgående.
Vi skal jo selvfølgelig benytte vore økonomiske midler på en fornuftig måde, og har vi ikke haft kendskab til det, så bør vi alle lære det. Vi ved jo alle sammen, at en masse landstingsmedlemmer også i år har stillet en masse forslag, som vi nu til dels allerede har været igennem, men som vi også skal igennem.
Men på den anden side, så er det ude fra nogle forslag og de mange millioner, der bliver nævnt, så kan man jo ikke lade være med at undre sig over, at de kan have så stor en værdi, og ud fra det, så må det kommende udvalg tage nogle meget nøje vurderinger, og ud fra de meget fine bemærkninger, der er kommet til mit forslag, og det vil så også blive inddraget i det videre arbejde.
At man peger på enkelte medlemmer, det vil jeg ikke kommentere. At man skal tage udgangspunkt i de faktiske forhold, det må være det centrale, fordi vi ved, hvor de forskellige problemer ligger. Og jeg mener, at uoverensstemmelser med enkelte medlemmer, det må man give udtryk for et andet sted.
Men jeg ønsker det kommende udvalg et godt arbejde.
Fra forslaget fremgår det klart, at der skal nedsættes et udvalg, og at det så bliver behandlet i udvalget inden 2.-behandlingen, og der vil jeg så henvise til vores Forretningsorden § 49. Der er vi så færdige med behandlingen af nærværende forslag.
Og jeg vil foreslå i henhold til det, der står skrevet i § 49, at mødelederen eller et medlem kan foreslå, at forhandlingerne afsluttes, og at Landstinget træffer afgørelse herom uden yderligere drøftelse.