Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenspunkt 35-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

12. mødedag, tirsdag den 10. oktober 2000.

 

Punkt 35

Forslag til Landstingsbeslutning om, at Landstinget pålægger Landsstyret at fremsætte et forslag, hvor Landstinget ændrer visse formuleringer i §3, stk.4 i Hjemmestyrets bekendtgørelse af nr. 34 af 29. december 1998 om erhvervsjagtbeviser.

(Lars Karl Jensen, Siumut.)

(1.behandling).

 

 

Lars Karl Jensen, Forslagsstiller, Siumut.

Baggrunden for mit forslag fremgår af bekendtgørelsen §3, hvem der kan få tildelt erhvervsjagtbeviser. I stk. 4 i samme paragraf står der, at der kan udstedes beviser "til personer, der har en bruttoindkomst fra fangst, jagt og fiskeri på mindst 50% af pågældendes samlede bruttoindkomst". I de snart to år bekendtgørelsen har virket, har den allerede haft uheldige konsekvenser for brugerne, hvilket de ikke kan acceptere.

 


Mine begrundelser for at denne formulering skal drøftes af Landstinget, hvorefter Landsstyret pålægges at arbejde for en ændring, er følgende:

 

Nogle af indbyggerne i bygderne og yderdistrikterne, - der før har ernæret sig ved fangst, jagt og fiskeri - har på grund af mangel på fast beskæftigelse fået ansættelse forskellige steder, såsom elværker og lignende, hvor de året rundt har halvdags arbejde.

 

Efter ikrafttrædelsen af denne bekendtgørelse, der blev til som følge af lov nr.15 af den 6. november 1997 om fangst og jagt, har det vist sig at kravet om bruttoindkomst fra fangst, jagt og fiskeri på mindst 50% betyder, at de førnævnte personer udelukkes fra at beholde deres erhvervsjagtbevis.

 

Selvom personer, der måske kun har haft beskæftigelse en del af året, udelukkende fordi de ikke vil "overskride grænsen om bruttoindkomst på mindst 50%", gennem denne bekendtgørelse ikke udelukkes fra at erhverve sig erhvervsjagtbevis; mener jeg, at vi bør drøfte en ordning, der er mere hensigtsmæssig og retfærdig for befolkningen.

 

Jeg er af den overbevisning, at det ikke er retfærdigt, at personer, der arbejder på halvdagsbasis i bygder og yderdistrikterne, hvor det ikke er muligt at opretholde heldagsbeskæftigelse, men hvor der er behov for ansatte, skal følge en bekendtgørelse med risiko for at miste deres erhvervsjagtbevis.

 

Borgerne i bygderne og yderdistrikterne har som andre borgere pligt til at afholde deres udgifter, hvorfor de ikke kan undvære deres biindtægt ved salg af fangster ved siden af deres halvdagsbeskæftigelse.

 


Jeg foreslår ligeledes en drøftelse af en smidiggørelse af administrationen i forbindelse med de i §8 i denne bekendtgørelse nævnte overgange fra erhvervsjagtbevis til fritidsjagtbevis i de tilfælde, hvor en erhvervsjagtbevisindehaver overgår til fast lønnet ansættelse, eller hvor det af forskellige årsager ikke længere er muligt at bibeholde erhvervsjagtbevis, da det er tydeligt, at de administrative forretningsgange i de lokale fisker- og fangerforeninger ikke er tilfredsstillende.

 

På den baggrund foreslås det, at Landstinget pålægger Landsstyret at fremsætte et forslag om, at Landsstyret ændrer visse formuleringer i §3, stk. 4 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 34 af 29. december 1998 om erhvervsjagtbeviser.

 

God debat.

 

 

 

Simon Olsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv.

 

Svarnotat.

 

Indledningsvis og for god ordens skyld skal jeg meddele, at henvisningen til bekendtgørelsen om erhvervsjagtbeviser i Hr. Lars Karl Jensens forslag skal være nr. 4 af 1. januar 2000, som har erstattet nr. 34 af 29. december 1998, der var brugt som reference i forslaget. I den nye bekendtgørelse er der dog ikke sket ændringer med substansen af teksten.

 

Udover andre betingelser udstedes erhvervsjagtbevis til personer, der har en bruttoindkomst fra fangst, jagt og fiskeri på mindst 50% af den pågældendes samlede bruttoindkomst. Denne regel blev ændret i 1996, efter at det blev klart at kommunerne havde for store administrative byrder omkring kravet om 125-dages kriteriet, som var gældende før 50%-reglen blev indført. Ændringen skete også fordi der var ønske om, at det ikke skulle være så nemt at blive erhvervsfanger, og der var ønske om en stramning af reglerne, hvilket er blevet opnået blandt andet med 50%-reglen.

 


I grunden mener jeg, at det igen er et spørgsmål om, hvem der er erhvervsfanger og hvem der ikke er. Dette er et tilbagevendende spørgsmål, der senest var oppe i forbindelse med seminaret om levende ressourcer i 1998. Det er også et emne, der ofte tages op i forbindelse med fordelingen af kvoterede arter. Landsstyret er af den opfattelse, at der skal være klare afgrænsninger mellem hvem, der er erhvervsfanger og hvem, der er fritidsfanger. Der er nemlig en tendens til at folk, der bliver arbejdsløse alt for nemt går over til at være erhvervsfangere, selvom mange af dem ikke har det fornødne udstyr og erfaringer.

 

Folk bliver altså ikke helt udelukket fra at beholde deres erhvervsjagtbevis med henvisning til dispensationsmuligheden i omtalte bekendtgørelse. Der er nemlig mulighed for at give dispensation til udstedelse af erhvervsjagtbevis når en ansøger opfylder øvrige betingelser samt fremover agter at opfylde kravet om 50%-reglen.

 

Denne regel er blevet indført på baggrund af at det er et kendt fænomen, at folk skifter fra erhvervsjagt- og fiskeri til et fast lønnet arbejde i vinterens løb, når is- og vejrmæssige forhold ikke muliggør fiskeri og fangst. Landsstyret mener, at det er et fair tilbud, selvom det er administrativt ressourcekrævende at skulle behandle dispensationsansøgninger.

 

Direktoratet for Erhverv har i 2000 udstedt 2.232 gyldige og dermed betalte erhvervsjagtbeviser og 7.114 fritidsjagtbeviser. For 1999 er tallene henholdsvis 2.704 for erhvervsjægere og 8.317 for fritidsjægere og i 1998 var 2.573 for erhvervsjægere og 7.642 for fritidsjægere.

 

I henhold til §4 i den relevante bekendtgørelse skal alle personer, der afvises med henvisning til 50%-reglen, meddeles til Landsstyreområdet, hvorfor de opgivne oplysninger stammer direkte fra henvendelse fra kommunerne derom.

 

I 1998 modtog Direktoratet i alt 86 skrivelser fra kommunerne omkring personer, der har fået afslag på erhvervsjagtbevis med henvisning til, at disse ikke opfyldte 50%-reglen. Det er 3,3% af alle betalte erhvervsjagtbeviser. 54 af afvisningerne kom fra Nuuk Kommune, heraf 4 fra bygder, 11 fra Aasiaat, heraf 2 fra bygder samt 21 fra Qeqertarsuaq by.

 


I 1999 modtog Direktoratet i alt 18 henvendelser fra kommunerne omkring personer, der har fået afslag til erhvervsjagtbevis med henvisning til, at disse ikke opfyldte 50%-reglen. Det er 0,7% af alle betalte erhvervsjagtbeviser. Henvendelserne kom hovedsageligt fra Qeqertarsuaq og Aasiaat. 4 af henvendelserne kom fra bygder.

 

I 2000 er der modtaget i alt 75 skrivelser fra kommunerne omkring personer, der har fået afslag til erhvervsjagtbevis med henvisning til, at disse ikke opfyldte 50%-reglen. Det er 3,4% af alle betalte erhvervsjagtbeviser. 27 af disse kom fra bygder. Henvendelserne kommer hovedsageligt fra Maniitsoq med 33 stk., heraf 16 fra bygder, 25 fra Sisimiut, heraf 5 fra bygder samt 17 fra Aasiaat, heraf 6 fra bygder.

 

Kommunernes skrivelser omkring personer, der har fået afslag på erhvervsjagtbevis med henvisning til, at disse ikke opfyldte 50%-reglen kommer ikke som ellers antaget i beslutningsforslaget, fra yderdistrikter og bygder, men hovedsageligt fra større byer.

 

Landsstyret antager, at stigningen fra 18 til 75 afvisninger i 2000 i forhold til 1999 skyldes, at kommunerne og de lokale fisker- og fangerforeninger har været mere opmærksomme på 50%-reglen på grund af de strengere krav til fordeling af rensdyr- og moskusoksekvoter, der blev indført i år. Der var nemlig en klar tendens til "oprydning" i erhvervsjagtbeviser hos flere kommuner i forbindelse med fordelingen af rensdyr- og moskusoksekvoter her i forårets og sommerens løb.

 

Det er i sig selv en meget uheldig udvikling, idet kommunerne hellere skulle koncentrere sig om klare kategoriseringer i forbindelse med den årlige udskiftning af jagtbeviser og ikke først i forbindelse med fordeling af rensdyr- og moskusoksekvoter.

 


Før 50%-reglen blev indført i 1996 var der også personer, der blev berørt af betingelserne i forhold til 125-dages reglen. Det er dog min opfattelse, at der altid vil være personer, der kommer i klemme lige meget om vi beholder reglerne som de er i dag eller ændrer dem. Det grønlandske samfund har en meget sæsonvarieret erhvervsstruktur, hvor det ikke er nemt at indrette reglerne så alle kan blive tilfreds med forholdene, heller ikke når det gælder erhvervsjagtbeviser.

 

På baggrund af ovennævnte skitsering af situationen, er Landsstyret ikke indstillet på at ændre gældende bestemmelser om betingelserne for erhvervelse af erhvervsjagtbevis herunder 50%-reglen.

 

Hvad angår forslaget om drøftelse af en smidiggørelse af administrationen i forbindelse med de i §8 nævnte overgange fra erhvervsjagtbevis til fritidsjagtbevis, så kan jeg kun være enig i forslaget.

 

I forvejen er det hensigten at ændre på formuleringen af netop denne paragraf, idet det viser sig, at høringsprocessen i forhold til den lokale fisker- og fangerforening kan være forsinkende i behandlingen af en ansøgning. Flere kommuner har da også rettet henvendelse om problemet. I visse tilfælde forsinkes sagen, når den lokale fisker- og fangerforening ikke ønsker at udtale sig om personer, der ikke er medlem af KNAPK, eller fordi der svares for sent eller slet ikke.

 

Den pågældende paragraf vil blive ændret ved næste ændring af bekendtgørelsen således, at det bliver smidigere og afgørelsen alene kan ske i den kommunale administration.

 

Hans Enoksen, ordfører, Siumut.

 

Landstingsmedlem Lars Karl Jensen fremsætter et forslag om, at ændre visse formuleringer i loven om erhvervsjagtbeviser, og ud fra forslaget har vi følgende bemærkninger:

 

I de senere år har indehavere af erhvervsjagtbeviser i bygder og yderdistrikter på grund af deres indtægter fra deres arbejde på land blevet frataget deres beviser og da dette er sket i henhold til lovens bestemmelser, er det i sig selv ikke underligt.

 


Men vi kan fra Siumut ikke acceptere at folk bliver frataget deres bevis fordi de ønsker at forsørge sig.

 

Det er Siumuts opfattelse, at folk må kunne forsørge sig selv gennem et arbejde og på baggrund af det skal vi indstille, at der foretages en tilpasning af erhvervsjagtbeviserne i samarbejde med fiskernes og fangernes organisation, KNAPK.

 

Men vi vil dog respektere, at man fratager jagtbeviser i henhold til bestemmelserne fordi vi ikke kan komme uden om, at der som en konsekvens af kvoteringen af arter, foretages en strammere opfølgning af reglerne.

 

For i tider med kvoterede arter må vi efterfølgende have en hensigtsmæssig beskyttelse af fanger, der alene har fangst som erhverv.

 

Siumut er enig i Landsstyrets svarnotat om, at der desværre er alt for mange, der benytter sig af at blive erhvervsfanger, og at vi i fremtiden må være mere årvågne over for disse for desværre kan man nogle gange alt for let anskaffe sig et erhvervsjagtbevis selvom de kvoterede arter i forvejen ikke er nok til fangernes udnyttelse.

 

I det senere år er vi alle blevet mere interesseret i en bedre forvaltning af fangstdyrene, hvor man mere og mere benytter sig af kvotering, hvorfor det ikke er så underligt, at de fratagne tager det meget tungt og på grund af dette, er det nødvendigt med udfærdigelse af en klar regelsæt for når de årelange vante forhold bliver ændret, især for fangerne, opstår der harme når de ikke længere kan fange kvoterede arter.

 

Endelig skal vi fra Siumut udtale, at vi er enig i forslagsstillerens forslag i en administrativ smidiggørelse for vi er sikker på, at når administrationen fremover sker lokalt, så vil alt det andet ske mere hensigtsmæssigt, men helst vil vi dog gerne henstille til at klageinstansen placeres under Hjemmestyret for at sikre, at folk bliver behandlet ens.

 


Med disse korte bemærkninger, er Siumut enig i Landsstyrets svarnotat.

 

 

Sivert K. Heilmann, ordfører, Atassut.

 

Vi har fra Atassut følgende bemærkninger til Landstingsmedlem Lars Karl Jensens forslag til landstingsbeslutning om, at Landstinget pålægger Landsstyret at fremsætte et forslag, hvor Landstinget ændrer visse formuleringer i §3 stk.4 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 34 af 29. december 1998 om erhvervsjagtbeviser.

 

Indledningsvist skal Atassut nævne, at vi forstår forslagsstilleren ganske udmærket og er enig med ham i forslaget.

 

Forståelsen drejer sig om, at selvom ændringen af bekendtgørelsen for erhvervsjagtbevis er sket for ganske kort tid tiden, især betingelsen om indkomst og indhandling af fangst på mindst 50% af den samlede indkomst har været meget svært at acceptere for brugerne.

 

Atassut udtalte allerede under Efterårssamlingen da sagen blev drøftet som punkt nr. 20, at en tilfredsstillende løsning gennem landstingslovforslaget om fangst og fiskeri ville være meget vanskeligt især når fangstkvotedeling har været mest mærkbart med hensyn til kvoterede arter.

 

Landsstyremedlemmet for Erhverv har ret i, at de tidligere regelsæt har været meget løst, hvorfor det har været nødvendigt med en stramning af det. Bl.a. har kravet om 125-dagesfristen betydet alt for meget pres på de kommunale administrationer, og derfor har det resulteret i, at loven er blevet strammet op.

 

Atassut kan også godt forstå forslagsstillerens udtalelse om, at nogle beboerne i bygderne og i yderdistrikterne, som ellers har levet af fangst og fiskeri, har fået beskæftigelse forskellige steder og at nogle af dem kun har haft halvdags arbejde.

 


Atassut er ikke uvidende om, at det som forslagsstilleren påpeger også er et problem i nogle af byerne. Alligevel bliver ansatte i hjemkommunen vurderet i forbindelse med ansøgning om jagtbeviser i samarbejde med de lokale KNAPK-afdelinger.

 

Landsstyremedlemmet fremlæggelse om, at kommunerne meddeler om de personlige oplysninger i forbindelse med at betingelserne for personer, der har over 50%-indkomst fangst af den samlede indkomst tager vi disse til efterretning fra Atassut.

 

Atassut er ligeledes også enig med Landsstyremedlemmet i at lovgivningen om de personer, der får tildelt jagtbeviser som hovederhverv inklusive kravet om 50%-indkomst fra jagt foreløbig ikke skal ændres.

 

Fra Atassut skal jeg erindre om, at Atassut under sidste Efterårssamling opfordrede de andre partier om at henstille til Landsstyret om, at man i forbindelse med rensdyrjagten i sommer skulle undersøge muligheden for en ubegrænset fangst.

 

Vi brugte bl.a. den begrundelse, at den nuværende bestand er så stor, at de landområder, hvor de forcerer, er blevet meget indskrænket.

 

Vi nævnte endvidere, at lovgivningen om fangst af kvoterede arter ikke kan håndhæves til alles tilfredshed. 

 

Biologerne skyndte sig også at indstille om tildeling af mange flere rensdyr og moskusokser til fangst end man tidligere har gjort.

 

Denne indstilling blev heldigvis også fuldt af Landsstyret. Der skal ikke herske tvivl om, at den tildelte fangstkvote ikke blev opfanget især blandt fangerne - ikke mindst på grund af afsætningsproblemer.

 


Det virker som om, at den forøgede kvotetildeling er blevet positivt modtaget. Alligevel er en nyvurdering af forøgelsen ventet især hvor man nok genvurderer fangernes antal samt deres familieforhold.

 

Især må partierne omvurdere indstillingen til Landsstyret om en ubegrænset fangst på rensdyr i 3 eller 5 år.

 

Atassut er parat til omvurdering og er villig til at fremsætte nye forslag.

 

 

Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

 

Landstingsmedlem Lars Karl Jensen foreslår en ændring af Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 1. februar 2000 §3, således at kravet om, at der udover andre betingelser udstedes erhvervsjagtbevis til personer, der har en bruttoindkomst fra fangst, jagt og fiskeri på mindst 50% af den pågældendes samlede bruttoindkomst ændres.

 

Dette problem rammer især befolkningen i bygder og i yderdistrikter.

 

Inuit Ataqatigiit forstår forslagsstilleren idet det har været bemærket, at kravet om mindst 50% af den pågældende samlede indtægt har haft dårlige følger for enkelte brugere.

 

Dette er bl.a. gået ud over bygdebestyrelsesmedlemmer, kommunalbestyrelsesmedlemmer og andre tillidsvalgte, fagforeningsvalgte m.m.

 

Siden jagtbevissystemet blev indført har det været meget debatteret om, hvem der skal tildeles erhvervsjagtbevis samt hvordan reglerne skulle være.

 

Det er glædeligt, at kravet om 125 dage før 1996 og som har været kommunerne til stor administrativ byrde nu heldigvis er blevet afskaffet.


Ændringen, som nu har været gældende siden 1996, er mundet ud i kravet om strengere regler fordi man mente dengang, at det har været alt for let at erhverve sig erhvervsjagtbeviser.

 

Dette er blevet realiseret ved kravet om en mindsteindkomst på 50%, således som også KNAPK har fundet det ønskeligt.

 

Inuit Ataqatigiit er enig med Landsstyremedlemmet i hans udsagn om, at Lars Karl Jensen ved sit forslag på ny sætter spørgsmålstegn om, hvem der er erhvervsjæger og hvem der er fritidsjæger.

 

Dette spørgsmål er jævnligt blevet bragt frem - ikke mindst med hensyn til fordelingen af kvoterede arter.

 

F.eks. er disse spørgsmål blevet fremlagt i forbindelse med fordelingen af kvoter til vågehvalfangsten og rensdyrjagten i sommer.

 

F.eks. er det på sin plads, at aldersrentemodtagere eller førtidspensionister tildeles erhvervsjagtbeviser eller hvorledes kan man forholde sig, når personer med erhvervsjagtbevis har fået beskæftigelse på land i denne forbindelse, også med hensyn til de, der tager på videreuddannelse. 

 

Der er klare regler for disse fremlagte spørgsmål idet reglerne forudsætter et krav om de 50% også i fremtiden for, at der uddeles tilladelser efter dispensation.

 

Inuit Ataqatigiit bemærker, at Direktoratet for Erhverv har oplyst, at personerne, som ikke har opfyldt kravet om 50% for at få tildelt erhvervsjagtbeviser hovedsageligt stammer fra større byer og ikke fra yderdistrikter eller bygder.

 

Inuit Ataqatigiit mener, at den gældende regel om kravet om de 50% er til for at beskytte erhvervsfiskerne og erhvervsfangernes interesser.

 


Hvis Lars Karl Jensens forslag skal medføre ændringer er det vigtigt, at fangstrådet høres.

 

Med disse bemærkninger takker vi for Landsstyremedlemmets redegørelse og støtter indstillede afslag over for forslaget.

 

 

Mads Peter Grønvold, ordfører, Kandidatforbundet.

 

Efter at have gennemgået Landstingsmedlem Lars Karl Jensens forslag skal vi komme med følgende bemærkninger til forslaget.

 

I Kandidatforbundet forstår vi udmærket forslagsstilleren i det han siger om beboerne i bygder og yderdistrikter, at mange der ernærer sig ved fangst og fiskeri for manges vedkommende kun arbejder den halve dag året rundt på grund af mangel på arbejdskraft.

 

Forslagsstilleren siger videre, at man bør tilkende denne persongruppe beviser for at kunne drive jagt, fangst og fiskeri som erhverv under hensyn til at gruppen indtil da må siges kun at være beskæftiget det halve af den tid, som de har til rådighed.

 

Fra Kandidatforbundet må vi gentage, hvad vi har givet udtrykt for tidligere, når vi siger, at fiskeriet er det vigtigste erhverv her i landet.

 

Vi finder det derfor vigtigt, at fiskeriet bliver drevet og organiseret på en tryg og sikker måde under hensyntagen til ønsker og meninger hos dem, der driver dette erhverv samt ikke mindst under hensyntagen til fiskebestandens ydeevne.

 

Derfor har vi fra Kandidatforbundet svært ved at acceptere, at fiskeriet holdes åbent for alle, der har mulighed og midler til at deltage i dette under hensyntagen til at bestandene i vore farvande efterhånden bliver mindre. Her har fiskerne selvfølgelig fortrinsret.  

 


 Hvad angår erhvervet med hellefiskefiskeri har vi fra Kandidatforbundet gentagne gange givet udtryk for, at når mulighederne for at drive erhvervet bliver vanskeliggjort, f.eks. især i islægsområderne om vinteren, hvor der normalt fiskes efter hellefisk og rejer, lukkes fabrikkerne om vinteren og fabriksarbejderne begynder at mangle beskæftigelse.

 

Vi mener, at man ikke bør udelukke disse fra at kunne deltage i langlinefiskeri efter hellefiskeri til indhandling i denne periode for derved kan man også søge at medvirke til at udgifterne til socialvæsenet holdes nede på et minimum.

 

I de år hvor overgangen fra fangererhvervet til industrisamfundet pågår, er samarbejdet mellem fiskerne, fangerne og arbejderne imellem upåklageligt, men i det senere år, hvor pengenes magt er blevet mere mærkbart, dukker spørgsmålet om, hvem der skal være fiskere, være arbejdere eller være noget helt tredie op oftere og oftere.

 

Men i Kandidatforbundet mener vi, at man under mangel på beskæftigelse bør kunne give tilladelse til fiskeri uden begrænsninger.

 

Med disse bemærkninger og henvisende til tidligere og aktuelle udtalelser under igangværende møde, skal vi fra Kandidatforbundet tilkendegive vores tilslutning til forslaget.

 

Otto Steenholdt, løsgænger.

 

Det at være fanger - ikke at være fanger, det at være arbejder og det ikke at være arbejder er noget som man vurderer folk på og det er jo noget, som er afstedkommet ved at man giver en masse regler.

 

I svarnotatet giver man udtryk for det jeg gentagne gange har givet udtryk for.

 


Når man så skal kontrollere folk, som man tror er fangere, giver det en masse udgifter, som blot er stigende. Når man så giver en lovgivning, vil man så måske komme med en lovgivning som ingen kan komme uden om.

 

Ethvert menneske er født med - det giver til udtryk for at man gennem en god registrering så kan man mærke, hvem der for 50%'s vedkommende er fanger eller arbejder.

 

Ud fra det kan man også mærke, at det man hele tiden har kunnet mærke gennem livet ved man hvad det er man ernærer sig ved.

 

Så ved ethvert menneske til hver en tid gennem sin egen samvittighed, hvor stor en del af sit erhverv der er hovederhvervet og det har rensdyrjagten givet et godt bevis på.

 

Vi har jo også mærket det gennem rensdyrkvoterne fordi det netop er blevet bevist at denne gode samvittighed bliver tilsidesæt ved at man gerne vil have nogle kvoter selvom man måske ikke har rettighed til det.

 

Man ved jo godt, at man til stadighed ikke altid følger reglerne. Enhver grønlænder bliver jo stødt over - når man er blevet vurderet som fanger og dermed har fået et fangstbevis bliver man så frataget sit bevis året efter.

 

Jeg er overbevist om, at det at udstede et jagtbevis til et menneske må have den effekt, at det så vil betyde at man resten af livet kan beholde jagtbeviset.

 

Det er glædeligt, at fisker- og fangerforeningerne er vågne over for 50%-reglen, men at man har lyst til at remse op i henhold til 50%-reglen er jeg ikke meget for. Man må jo regne med konsekvenserne af dette.

 

Man må jo regne med, at de fangere man før har betragtet som fangere vil betyde, at en del af disse ikke længere bliver betragtet som fangere.


Landsstyrets uvilje til at ændre på reglerne er jeg enig i og jeg stiller til stadighed spørgsmålstegn ved, om samfundets ressourcer blot bliver givet til en forening - om man så ikke kan sætte spørgsmålstegn ved det.

 

Jeg forstår udmærket godt, at KNAPK ikke er glad for at komme med nogle afgørelser, når det drejer som ikke-medlemmer.

 

Jeg vil anse det som en ansvarsforflygtigelse, når de ikke vil tage sådanne vurderinger og hvad KNAPK giver som kvoter, så må man så kunne fordele disse til resten af befolkningen uden at man bruger lodtrækninger.

 

Der er jo mange tanker, som kommer op, når man debatterer sådanne nogle ting.

 

 

Lars Karl Jensen, Forslagsstiller, Siumut.

 

Vedrørende mit forslag vedrørende jagtbeviser er jeg glad for de bemærkninger, der er kommet fra både partierne, Kandidatforbundet og løsgængeren. 

 

Vedrørende de enkeltes bemærkninger skal jeg ikke tage udgangspunkt i disse, men vil blot bemærke, at man udmærket godt forstår vedrørende 50%-reglen.

 

Men når Landsstyret siger, at man ikke vil gøre noget ved sagen er jeg ikke særlig glad for det fordi det centrale i det vi drøfter vedrørende fangstbeviserne, hvor man primært går ud fra 50%-reglen er jo netop det, der er problemet.

 


Ser vi på udstedelsen af fangstbeviserne og problemerne omkring dette, kan vi f.eks. se på en bygdebeboer eller en beboer fra yderdistrikterne, hvor vedkommende f.eks. har en indtægt på 140.000 kroner og tjener ca. 65.000 kroner gennem sit arbejde betyder det, at vedkommende har tjent lidt mindre igennem sin fangst. Det betyder så, at vedkommende skal have frataget sit fangstbevis.

 

Det betyder så igen, at vedkommende må ty til sin indtægt gennem sit arbejde på 75.000 kr. og så må vedkommende leve af socialhjælp. Det er det folk ikke kan lide.

 

Hvorfor skal vedkommende person blive straffet for at have en halvdags job selvom vedkommende hele sit liv har levet gennem sit fangst.

 

Det er ærgerligt, at Landsstyret ikke vil ændre omkring 50%-reglerne.

 

Jeg er helt enig i de bemærkninger, som er kommet fra Landsstyret og fra partierne fordi de der klager skal jo have et konkret sted, hvor de kan indgive deres klager til.

 

Jeg regner med, at de bemærkninger, man er kommet med, hvilke byer klagerne er kommet fra og som I.A. siger, så er problemet ikke fra bygderne og derudover så ved jeg heller ikke om, Landsstyret har været imødekommende over for nogle klager - især når klagerne kommer fra mindre bygder.

 

De fleste bygdebeboere har jo også deres fangstbeviser selvom de måske har et erhverv af mindre omfang, men jeg respekterer de forskellige retningslinier, der er givet udtryk for og at man også følger disse.

 

 

Simon Olsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv.

 

Jeg forstår, at samtlige partier er glade for Landsstyrets svarnotat. Fra Kandidatforbundet er man enig med forslagsstilleren med forskellige begrundelser. Ligesom løsgængeren fremlægger interessante betragtninger.

 


Til Siumuts bemærkninger omkring den stadigt stigende stramning omkring kvoterede arter og at vi må være interesserede i, at man indfører kvotering.

 

Jeg er derfor glad for Siumuts bemærkninger. Siumut præciserer også, at det ikke er underligt, at dem, der ikke får tildelt kvoter fremkommer med markante klager.

 

Siumut lægger også vægt på, at klageinstansen placeres under Grønlands Hjemmestyre for at sikre, at folk bliver behandlet ens.

 

Atassut er også enig i Landsstyrets svarnotat og dets indstillinger. I forbindelse med deres tilslutning til forslaget nævner Atassut bl.a. ønsket om stadige tilpasninger ligesom man også varsler, som de allerede har foreslået, for så vidt angår rensdyrene, at der - jeg håber ikke at jeg har misforstået det, at man fra næste år vil foreslå, at man indfører ubegrænset jagt på rensdyr.

 

Bemærkningerne fra Inuit Ataqatigiit viser også, at man har fulgt godt med også historisk, hvor man bl.a. i deres bemærkninger nævner og stiller spørgsmålstegn ved, om hvem der er erhvervsjægere og hvem der er fritidsjægere.

 

Disse spørgsmål er blevet fremlagt i forbindelse med fordelingen af kvoter til f.eks. jagten af vågehval og rensdyr, hvor man til stadighed møder på knaster i systemet.

 

F.eks. bliver spørgsmålet omkring aldersrentemodtagere eller førtidspensionister, der får erhvervsjagtbeviser rejst - om dette er på sin plads.

 

Til de forskellige ting, som man kommer ind på fremgår det også klart, at I.A. finder det vigtigt, at fangstrådet høres i denne forbindelse ligesom I.A. støtter Landsstyrets indstilling om at forslaget afvises. Det er Landsstyret glad for.

 


Fra Kandidatforbundet fremgår det klart, at man er enig med forslagsstilleren, men kommer ind på forskellige synspunkter, f.eks. i rejebyerne, hvor man også må tage hensyn til forholdene der og ønsker, at for så vidt angår disse steder reguleres på en anden måde.

 

Til løsgængerens bemærkninger har jeg bemærket, at han sagde, at man bør være enig i Landsstyrets indstilling selvom han kom ind på væsentlige ting i sit indlæg om hvem der f.eks. skal have ansvaret i forbindelse med kvotetildelinger.

 

Derfor er vi fra Landsstyret glade for, at den nugældende status, nemlig om at forslagsstilleren fremlæggelse af forslag om ændring ikke skal godkendes nu.

 

 

Otto Steenholdt, løsgænger. 

 

 Jeg vil gerne sige tak til Landsstyremedlemmet for dennes bemærkninger vedrørende mine bemærkninger, men selvom jeg har sagt det, er det sådan, at forslagsstillerens forslag har påpeget helt klare områder, som bør løses.

 

Det fremgår af svarnotatet, at han har gået lidt forbi det egentlige i forslagets kerne, nemlig om... - men jeg har manglet et klart svar på et klart spørgsmål. Det var blot det jeg gerne ville påpege.

 

For så vidt angår kvoteringer og kvotetildelinger vil jeg gerne påpege i denne forbindelse. Hvis man som fritidsjæger - det kan også være, at det er deres egen skyld - nu da det er så mange, at de endnu ikke har etableret en forening.

 

Jeg har f.eks. læst med hensyn til kvotetildelingerne, at f.eks. folk fra Sisimiut har fået tildelt en licens, hvor de skal fange rensdyr i Paamiut Kommune. Det er sådanne ting, som er uhensigtsmæssige.

 


Moskusoksejægerne bliver henvist til at fange deres moskusokser tæt ved indlandsisen og de er fritidsjægere.

 

Disse viser blot, at det er vigtigt at beskytte erhvervsfangernes interesser. Men det er lidt latterligt, at fritidsjægerne skal fange deres dyr helt andre steder, som de ikke kender.

 

Sådanne ting viser hvordan man ser på fritidsjægerne, som til stadighed klager over, at de føler sig forbigået f.eks. ved lodtrækninger m.m.

 

Jeg ved ikke om det er sådanne ting deres skyldes... - jeg synes det er et hån over for fritidsjægerne, som jeg også mener, bør løses.

 

Vedrørende kvotetildelingerne bør vi vide, hvilken indflydelse vi har herfra Landstinget om f.eks. at vi får at vide, hvor stor kvoten er. Men vi har ikke nogen indflydelse på hvordan kvoten fordeles og hvor fritidsjægerne skal fange deres dyr. Det ved vi heller ikke noget om.

 

Jeg vil meget gerne stille det spørgsmål om Landstingets stilling og placeringer her og om, hvorvidt man inddrager Landstingets fiskeri, fangst- og landbrugsudvalg i denne forbindelse.

 

Det er primært Landsstyret, der fordeler kvoterne og jeg vil gerne vide, hvor meget Landstinget er inddraget, og jeg mener også, at vi bør have større indflydelse.

 

Hvis der er noget galt, er det os, det går ud over fordi det er os, der har ansvaret. Derfor bør vi inddrages mere i kvoteringer m.m.

 

Jeg er heller ikke glad for en passage, som jeg har set i svarnotatet, hvor man nævner, at arbejdsløse alt for nemt kan komme til at være erhvervsfangere.

 

Det synes at være tilfældet. Vi må være glade for at de bliver erhvervsfangere og ikke overgår til det sociale system. Jeg synes faktisk at vi burde være glad for dette.


Jeg synes, at man bør ære de folk, der ikke henvender sig til det sociale system, men går over til at være erhvervsfangere.

 

Det er sådanne ting, som man burde påpege. Men som jeg sagde i min indledning, når vi går ind på disse drøftelser plejer vi normalt at komme ind på en hel masse andre ting, og det er derfor jeg har fremsat mine bemærkninger her.

 

Ole Lynge, Formand for Landstinget.

 

Inden næste taler vil jeg lige præcisere, at der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved Landsstyrets svarnotat, da Landsstyret har ansvaret for deres egne sager uanset om svarnotatet er udarbejdet af deres embedsmænd. Det er Landsstyrets ansvar.

 

Dette er blot en præcisering over for Otto Steenholdt. Hvis man mener, at der er noget i vejen med lovgivningen, er man meget velkommen til at fremkomme med et ændringsforslag.

 

 

Lars Sørensen, ordfører, Inuit Ataqatigiit.

 

Til forslagsstilleren skal jeg lige nævne, at vi udmærket godt forstår forslaget, men forslagsstilleren har nok glemt, at nævne, hvordan man kan løse problemet fordi Lars Karl Jensen ikke direkte stiller et forslag om hvordan ændringsforslaget skal se ud.

 

Fra Inuit Ataqatigiit siger vi også, at man skal støtte erhvervet som fisker og fanger, hvor vi også siger, at man ikke bær ændre på bestemmelserne omkring 50%-reglen.

 

Det at være erhvervsfanger og det at være fritidsjæger er den skelnen, der er lige nu. Man kan ikke komme uden om det rådgivende udvalg vedrørende fangst, såfremt man skal lave en ændring på de nuværende regler, hvorfor vi også har givet udtryk for at man også tager disse med på råd.

 


Såfremt forslagsstilleren havde givet et konkret tilbud på hvordan ændringen skulle være kunne vi have taget et mere konkret synspunkt på forslaget.

 

 

Sivert K. Heilmann, ordfører, Atassut.

 

Jeg håber, at man ikke kommer til at fordreje debatten her, men som ordfører for Atassut vil jeg takke Landsstyret for vores enighed med Landsstyret.

 

Vedrørende punkt 7 under debatten sidste år om rensdyrkvoterne, nævnte vi bl.a. vedrørende tilstanden af rensdyrene stillede vi dengang - i forståelse med fangerne og de erfaringer, der er blevet indhøstet - et forslag om, at man kom væk fra kvoterne, således at fangsten blev helt åbent.

 

Vi har jo set hvor store kvoterne har været her i år, hvor erhvervsfangerne ikke har fanget nær så mange i forhold til dengang de var ukvoterede.

 

Vi ved godt hvorfor borgerne herfra fik en større kvote i forhold til andre med op til 28 dyr, og når det så er en stor familie var det en kvote på op til 100 dyr inden for en familie.

 

Det er ud fra disse ting, at uanset man ikke bruger kvoter, vil det måske være mere retfærdigt, at fritidsjægerne som også gerne vil have en større kvote, er dem vi skal komme med en nærmere vurdering om for eventuelt at give dem en større kvote.

 

Det er det vi fra Atassut gerne vil samarbejde om. Man skal heller ikke glemme, at der er problemer omkring salg af de fangede rensdyr. Det er jo også et stort problem.

 

Det er korrekt at vi skal vurdere hele problematikken nærmere og vi vil være vågne over for et eventuelt forslag omkring dette.

 


Med hensyn til Otto Steenholdts bemærkninger om problemerne omkring kvotetildelinger er jo gammelkendt. Vi som landstingsmedlemmer er jo blevet påpeget omkring dette fra fangernes side, hvor fangerne siger, at det jo er os, der tildeler kvoterne i samarbejde med de pågældende direktorater.

 

Jeg håber på, at det relevante udvalg - især fredningsudvalget har jo også debatteret og drøftet disse problemstillinger indgående - og Landstinget har jo også givet mulighed for at fangstrådet og KNAPK og fangerne skal man så i samarbejde med disse, stille med konkrete forslag.

 

Jeg synes, at Otto Steenholdt overdriver lidt ved at sige, at moskusokserne kun kan skydes ved indlandsisen. Det er jo ikke sådanne nogle konkrete ting, som Landsstyret stiller krav om.

 

Jeg håber, at Otto har forståelse for at man ikke skal op til iskanten eller kanten af indlandsisen for at fange moskusokserne.

 

Med hensyn til de administrative lettelser - og når man så ikke har fået tilsagn om at få et erhervsfangstbevis og at man kan anke over det, mener jeg fra Atassuts side, at man bør vurdere forslaget nærmere om at det ligger hos Landsstyret.

 

Jeg mener, at det er på sin plads, at man overdrager ansvaret nærmere over til kommunerne og efter vores mening bliver det mere og mere synligt, at man bør vurdere det nærmere om denne overdragelse til kommunerne også bør indebære klarere regler, hvorfor vi mener, at vi bør samarbejde nærmere omkring denne problematik.

 

 

Lars Karl Jensen, Forslagsstiller, Siumut.

 

Tak. Jeg har forståelse for, at man fastholder 50%-reglen, men jeg regner ikke med at den så kommer til at eksistere i tid og evighed. Den bliver nok ændret på et eller andet tidspunkt.

 


Med hensyn til det videre arbejde omkring dette, sætter jeg vægt på de ting, som man bør lægge vægt på, hvor man ser på udgangspunktet med indtægtsgrænsen. Da må man se på, at det er et godt udgangspunkt.

 

Når jeg så med eksemplet om indtægtsgrænserne, hvor der så er en ændring eller en forskel på kr. 5.000,- bør man nok vurdere det nærmere.

 

I.A.'s eksempel sætter jeg også vægt på, hvor måske det vil være mere hensigtsmæssigt at tage halvdelen af erhvervsarbejdet med i vurderingen.

 

Vi har jo et miljø, hvor der er organisationer som f.eks. KNAPK, hvor der så også er en organisation for fritidsjægerne. Da respekterer jeg, at man også hører disse ligesom fangstrådet også skal vurdere alle disse høringer og derefter komme med en indstilling over for Landsstyret.

 

Med hensyn til fangstrådet og fritidsjægernes organisation blev selve regelsættet jo lavet før disse organisationer blev dannet.

 

Jeg håber på, at disse organisationer bliver hørt fordi jeg ikke regner med, at den nugældende regelsæt kommer til at eksistere i tid og evighed uden at blive ændret.

 

Så er der et par ting, jeg gerne vil nævne i forbindelse med Landsstyremedlemmets besvarelse.

 

Jeg ved godt, at vi alle sammen lægger vægt på f.eks. bæredygtig udnyttelse af ressourcerne og det er jo også disse ting, som man skal se på når vi skal danne reglerne, hvorfor det også er vigtigt, at man også er vågen over for at man hører de relevante instanser.

 

Jeg er også glad for, at Landsstyret i deres besvarelse også siger, at det grønlandske samfund er jo indrettet således, at man jo også skal kunne benytte de levende ressourcer.

 

Jeg håber også på, at man tager disse med som udgangspunkt i det videre arbejde.


 

Simon Olsen, Landsstyremedlemmet for Erhverv.

 

Først vil jeg gerne udtale for så vidt angår fangstrådet er disse blevet hørt i forbindelse hermed. De havde ingen bemærkninger.

 

Frititdsjægerforeningen - TPAK er blevet hørt i samme forbindelse, idet de ligeledes ikke fremsatte nogle bemærkninger. KNAPK har besvaret høringen og har ikke anbefalet, at den nugældende ordning bliver ændret.

 

Det er lidt om høringsrunden omkring nærværende forslag.

 

 

I forbindelse med vores bemærkninger omkring kvotetildelinger, så kom flere ind på dette, så kan det ikke skjules, at der er en hel del ting, som er sammenfiltret i hinanden. Forholdene kan ganske kort beskrives sådan, at vi ved, at f.eks. man tildeles kvoter til nogle folk, som hverken har fartøjer eller de nødvendige redskaber til rensdyrjagten, og de fanger heller ikke de rensdyr, som de har fået tildelt.

 

Det er altid surt at have lavet fejltagelser, men man har lettere ved at acceptere fejltagelser, hvis man har lavet et stort og sobert stykke arbejde.

 

For såvidt angår administrative lettelse, så er det Landsstyrets målsætning, ligesom det også er vores målsætning, at de instanser der ved mest indgående om forholdene, at de også ved deres ansvar, og det er dem der har ansvaret. Jeg må dertil sige, at så er det sådan, at det er lovgiverens opgave, at lovgive, så er det administrationens opgave, at føre lovgivningen ud i livet.

 


For såvidt angår vores beslutning om, at fastholde 50 % reglen, det skyldes flere ting. 50 % reglen hvis vi ændrer den med ganske få procent, så vil det være nødvendigt med en ændring af den bagvedliggende lovgivning, hvorved vi kommer tilbage til en ordning, der er meget svært ved at administrere, hvor vi nærmer os de forhold, der var gældende dengang, da der var 3 forskellige jagtbeviser, og hvor vi måske bliver nødt til at ændre vores systemer.

 

Det er rigtigt som forslagsstilleren var inde på, at de nødvendige justeringer, så kan vi ikke komme uden om, at vi tilstadighed må justere vores lovgivning.

 

Og jeg er ligeledes glad for, at forslagsstilleren ligger vægt på, at vi skal smidiggøre og lette administrationen.

 

Og med disse bemærkninger vil jeg genre til Atassut og IA=s ordfører og til den enlige, også sige tak for de faldne bemærkninger, og de gode bemærkninger, der er faldet her i den forbindelse. Mange tak.

 

Ole Lynge, Landstingsformand.

Der er ikke flere der har bedt om ordet, hvorfor 1. behandlingen af nærværende forslag er tilendebragt. Vi skal foreslå, at forslaget 2. behandles uden forangående behandling i udvalg, og hvis der ikke er nogen der er imod, så anser jeg det som vedtaget. Det er vedtaget.