Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordens punkt 63-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

13. mødedag, mandag den 15. oktober 2001.

 

Punkt 63.

Forslag til forespørgselsdebat vedrørende sikring af at sælskindsprodukter fortsat danner indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne.

(Jakob Sivertsen)

 

 

 

Jakob Sivertsen, forslagsstiller, (A):

Tak. Jeg fremsætter hermed et forslag til forespørgselsdebat i henhold til Landstingets Forretningsorden § 35. Forslag til forespørgselsdebat vedrørende sikring af at sælskindsprodukter fortsat danner indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne.

Historisk set har fangererhvervet været det bærende erhverv igennem årtusinder. Og selvom fiskeriet erhverv i dag danner det største indtjeningsgrundlag i Midt- og Nordgrønland, ved vi allesammen, at sælfangst som bierhverv ikke kan undværes.

I byer hvor fangst er det bærende erhverv, og hvor det ikke er muligt at producere forskellige fiskeprodukter i forhold til byerne i resten af landet nemlig i Qaanaaq, Ittoqqortoormiit, Tasiilak og Upernavik er fangererhvervet fasttømret i den grønlandske fangerånd, som i dag og i fremtiden vil danne erhvervs- og indtjeningsgrundlaget for mange familier. Det kan derfor ikke være retfærdigt, at sætte priserne ned på fangernes eneste indtægtskilde så kraftigt, at det ikke længere er rentabelt at drive det traditionelle erhverv.

Enhver der er i stand til at tænke kan ikke undre sig over, at skindindhandling i Grønland fra og med 1995 har været klart støt stigende til dato, således at der var tale om 53.409 skind i 1995, 76267 i 1996, 93971 i 1997 og 83750 i 1998 samt til det dobbelt 106.179 i 1999. I samme periode blev indhandlings- og produktionssteder lukket eller rettere etablering af indhandlings- og produktionssteder blev indstillet, og da fangere og fiskere ikke blot sidder med hænder på skødet, overgik de så til sælfangst når de ikke længere kunne få indtægter ved fiskeri. Ellers ved de jo, at de ikke længere har nogle indtjeningsmuligheder. Det kan derfor ikke være retfærdigt, at efter at have lukket produktions- og indhandlingssteder også reducerer indhandlingstilskuddet til skind så kraft, at det ikke længere kan betale sig at ernære sig som fanger når produktionen nu er for oppegående.

Mange års erfaring har allerede vist, at vi ikke er i stand til selv at behandle samtlige indhandlede skind i Grønland, og at vi ikke kan opnå en retfærdig pris ved videresalg. Derfor er det på tide at anmode om samarbejde med andre med mangeårig erfaring i sælskindsproduktion f.eks. Norge. Lad os erkende, at Grønlandsgarveriet alene ikke kan løfte opgaverne med sælskindsproduktion, og lad os derfor tilrettelægge den fremtidige sælskindsproduktion i samarbejde med andre.

Og lad os konkret arbejde for at finde samarbejdspartnere. Vi har allerede erfaret, at man ikke kan blive ved med at ubegrænset at indkøbe dyre sælskindsfrakker, blot fordi produktionen foregår i Grønland. Vi bør sætte os som mål, at skind bliver solgt på anden måde, f.eks. til videreforbearbejdning hos købere. Kun derigennem kan vi opnå en optimal produktion af sælskind, og ikke blot fokusere på flotte sælskindsprodukter.

Med denne fremlæggelse fremsætter jeg hermed forslag om, at spørgsmålet om forhøjelse af indhandlingstilskuddet drøftes i Landstinget, samt at vi under debatten husker på, hvor vanskelige vilkårene for fangerne er. Tak.

Så den næste der får ordet er Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Bygder, Hans Enoksen-

Hans Enoksen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Bygder:

Tak. Hr. Jakob Sivertsen stiller forslag om forespørgselsdebat med henblik på sikring af at sælskindsprodukter fortsat danner indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne.

Pr. 1. oktober 2001 er der registreret 2.768 personer med erhvervsjagtbevis. Af disse er 1.329 fra yderdistrikterne og de to mindste kommuner. Der er registreret 10.249 personer med fritidsjagtbevis i hele Grønland. Heraf stammer 1.572 fra de nævnte områder. I år 2000 var der 2.540 personer eder havde indkomst ved indhandling af skind.

778 fangere fra Qaanaaq, Ammassalik og Ittoqqortoormiit indhandlede 19.641 stk. sælskind i 2000, hvilket svarer til 19,1 % af den samlede indhandlingsmængder og forbrugte ca. 27,9 % af bevillingen. et må antages, at hovedparten af de 778 der har indhandlet kan anses som erhvervsfangere.

Der blev meldt fangst 179.005 sæler i 1999, hvoraf 21.301 var fra Qaanaaq, Ittoqqortoormiit og Ammassalik. År-2000-tallene er ved at indgå i Piniarneq-systemet, så jeg kan ikke fortælle om det eksakte tal, men der forventes tilsvarende fangstmængde som i 1999.

Af de totale sælfangster, kender vi ikke omfanget af mængder til privat og systuers forbrug, idet disse ikke registreres. Med det nuværende fangstniveau, er der således muligheder for øget indhandling, men denne vil naturligt være begrænset af Great Greenlands garvekapacitet.

 

Great Greenland har en kapacitet på 120.000 skind pr. år og kan tage alt hvad der indhandles til behandling i dag. Great Greenland forarbejdede i år 2000 skind der var på lager. Således blev der dette år forbrugt ca. 115.000 skind. Med budgetteret 90.000 skind til indhandling i 2001, er der således tale om overkapacitet.

Der er i 2000 eksporteret ca. 74.000 garvede skind og ca. 19.000 garvede skind er solgt til grønlandske systuer, men resten af produktionen er medgået til tilvirkning af 1.100 pelse i systuen i Qaqortoq og til andre produkter.

Endelig kan oplyses, at kapaciteten igennem årene er øget, ligesom der er sket et kvalitetsmæssigt løft i forarbejdningen. Resultatet er af grønlandske sælskind i dag har en høj kvalitet, samt at efterspørgslen og salget på verdensmarkedet er markant stigende. Igennem forskellige tiltag som er igangsat, dels med forbedring af skindkvaliteten, dels ved indførelse af bonusordning, og ikke mindst i håb om fortsat gode verdensmarkedspriser på sælskind, er der gode potentialer for at fangererhvervet med det nuværende niveau for indhandlingstilskud kan forbedre indtjeningen.

Til en vis grad er der samarbejde med Norge og Canada, men samtidig er disse lande Grønlands største konkurrenter i relation til sælskindsmarkedet. Det er derfor vigtigt for Grønland, at fastholde en produktion på markedet som førende indenfor branchen. der er afholdt flere konferencer og seminarer om sæler og sælfangst med deltagelse af alle arktiske lande. Senest her i Nuuk her i marts måned. via sådanne møder og kontakter udveksler Grønland sine erfaringer med andre lande, der udnytter sælressourcer.

I den relation må jeg sige, at Grønland faktisk sidder i den situation, at vi har verdens bedste skindkvaliteter uanset at mængden af indhandlede skind i kvalitet 1 skal forøges igennem de aftaler om skindindhandling, der vil blive indgået fremover.

Afslutningsvis skal jeg give udtryk for, at Landsstyret vil arbejde for, at vi også fremover skal støtte fangererhvervet. vi må dog her som inden for andre områder arbejde i retning af, at indtjeningen forøges igennem forbedringen i erhvervet, og ikke ved ukritisk at forøge tilskudsbevillingerne. Der er heldigvis indenfor de seneste måneder opnået gode priser på verdensmarkedet for skind. dette vil få en positiv effekt for Great Greenland som også kan få en positiv afsmittende virkning på fangererhvervet.

Landsstyret håber at prisudviklingen kan fastholdelse, men vi må naturligvis være forberedt på, at verdensmarkedet hurtigt kan ændre sig. Tak.

Og så går vi over til partiernes ordførere. Først Mikael Petersen, Siumut.

Mikael Petersen, (S):

Vi hilser fra Siumut Landstingsmedlem Jakob Sivertsens forslag til forespørgselsdebat velkommen, og har dertil følgende bemærkninger.

Historisk set har fangererhvervet været det bærende erhverv i mange år i det grønlandske samfund, mens i de nye år er fiskeriet blevet det bærende erhverv, ligesom det også er vores tradition, at når vi behandler fangst og fiskeri så betragter vi dem samlet, og når vi behandler udøverne inden for disse erhverv, så ser vi dem således, at de driver begge deres erhverv samlet at de kombinere fangst og fiskeri, selvom det helt nøjagtigt i mange år ikke har været tilfældet, ikke mindst hvis man i fuld omfang fokuserer på de samfundsmæssige erhvervs- og økonomiske forhold.

Også lønmodtagernes fritidserhverv indenfor fangst og fiskeri er en tradition - en del af vores kultur, som vi ikke kan gå væk fra, da den har sit udspring i det grønlandske natur og tradition.

Ændringen af vores traditionelle erhverv berører os alle, og vi kan ikke undgå at bemærke fokuseringen på fangstdyr og ændringerne der i, hvorfor det er vores opfattelse, at det i dag er tiden til, at vi fra en anden vinkel fokuserer på fangererhvervet samt udnyttelsen af vort lands levende ressourcer. Fiskerierhvervet eller beskæftigelse som lønmodtager må bruges som ligeværdige værdier i vurderingen. Vi er også enige i, at der kan skabes et fangererhverv på bestemte lokaliteter til en bæredygtigt erhverv, således at det kan benævnes og betragtes som et egentlig fangererhverv.

Siumut vil deltage i en etablering af en sådan ordning ikke mindst i arbejdet ikke mindst i arbejdet på etableringen af en ny erhvervjagtbevisordning.

Udnyttelsen af vores fangstdyr skal ske udfra et bæredygtigt princip, således at man derigennem sikre den kommende generation fortsat har fangstdyr at fange, og således at vi via den vej sikrer det fremtidige fangererhverv. Udnyttelsen af vores fangstdyr skal ske ved at man prioriterer fangererhververne og hjemmehørende fritidsjægere.

Det nuværende erhvervsjagtbevissystemet må revurderes og revideres således den tilpasses det nuværende samfunds erhvervsstruktur.

Fangererhvervet må igen blive det bærende erhverv for fangerfamilierne, ikke alene med hensyn til at sælskindspriserne bliver bedre, men også at sælkødet og sælspækken bliver en vare for hjemmemarkedet og for eksporten gennem velorganiseret ordninger også ved at indtjeningen for fangererhvervet gennem udnyttelse af andre pattedyr struktureres bedre og udvikles forsvarligt.

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumut ønske også at fremlægge følgende:

For det første vil vi sige, at vi selvfølgelig er enige med forslagsstillerens budskab om at fangererhvervet skal bestå, men i de såkaldte yderdistrikter som stadigvæk kan kaldes fangerdistrikter, skal der selvfølgelig gives mulighed for erhvervslivets udvikling - en udvikling som ikke alene bør hvile på fangererhvervet. Fangererhvervet skal også kunne drives som bierhverv smidigt i sammenhæng med samfundets udvikling og i overensstemmelse med vores politik om en bæredygtig udnyttelse og så vidt muligt er mere overvågen over for de mulige eksportprodukter.

Såfremt fangererhvervet skal blive et rentabel erhverv, er det Siumuts opfattelse, at der må nytænkning til og at der må nye produktionsformer og fangstformer til gennem struktureringer og mål om at fangsten skal bringe indtjening. Dette kan selvfølgelig lade sig gøre, at skabe nyt sammen med fangererhververne, og jeg mener, at man ikke skal være bange for at gå væk fra den gamle tradition og bruge nye metoder. Først da kan vi udvikle udnyttelsen af fangsten til at være mere indbringende.

Såfremt udnyttelsen af vores fangster og det at formå udvikle det til en handelsvare gennem forskellige tiltag skal realiseres, hvis dette skal realiseres, så må folk der ønsker at tage disse tiltag gives uafhængige muligheder, tiltag der skal kontrolleres også hvis de i samarbejde med andre lande vil udvikle så må der åbnes mulighed for det.

Vi ønsker fra Siumut at der gives mulighed for udvikle tiltag for at fangererhvervet kan blive et rigtigt rentabel erhverv, hvis det kan realiseres indenfor vores målsætning om en bæredygtig udnyttelse. Også hvis det kan medføre at Grønland sættes i fokus som del i den globale udvikling.

Vi vil udnytte nærværende lejlighed og opfordre Landsstyret til at udarbejde en samlet plan for fangererhvervets udvikling med henblik på udvikling af fangstmetoder og produktionsformer af fangstdyr, for der findes i dag allerede resultater i mange rapporter og undersøgelser som kan danne grundlag i denne planlægning.

Og det var hvad vi havde at sige her i forbindelse med nærværende forespørgselsdebat.

Så er det Godmand Jensen, Atassut.

Godmand Jensen, (A):

Landstingsmedlem Jakob Sivertsen har fremsat forslag til forespørgselsdebat vedrørende sikring af at sælskindsprodukter fortsat danner indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne, og bygderne.

Ud fra Landstingsmedlem Jakob Sivertsens forslag og ud fra Landsstyrets svarnotat er vi i Atassut af den opfattelse, at fangererhvervet og livet i bygder og yderdistrikter er i pagt med naturen, og er den sidste rest af vores kulturarv.

Vi er fra Atassut enig med forslagsstilleren i, at man i de steder, der kunne lever af, at indhandle sælskind, at dette erhverv bør beskyttes på den bedste måde fra politisk hold. Atassut mener principielt og centralt, at hvis fangererhvervet fortsat skal kunne udvikles, så kan man ikke komme uden om, at mulighederne for at producere til eksport udenfor landets grænser, at dette undersøges løbende. Begrundelsen at vi har taget dette synspunkt med er, at Landsstyremedlemmet i sit svarnotat her bemærket, at Landskassens støtte er faldet mærkbart altså tilskuddet.

Derfor mener vi i Atassut, at forslagsstillerens forslag er af stor betydning på længere sigt, når man ser på tingenes tilstand som de er i dag. Forslagsstillerens forslag går ud på at sikre, og beskytte erhvervet der er baseret på indhandling af skind.

Erhvervsfangeren og de af i erhvervet alle implicerede ved alle hvad det vil betyde, hvis indhandlingen af skind nedsættes med 25.000 skin, såvel økonomisk som, for forbrugerne. Derfor forstår vi i Atassut Jakob Sivertsens forslag fuldt ud da intentionerne er godt. Ligesom vi også forstår Landsstyrets klare svar på, hvor langt man er kommet. Men vi har svært ved at forstå, at man først siger, at opkøb af skind vil falde, og på den anden side peger på, at produktionen af sælskind formodentlig vil stige.

Med disse ord tilkendegiver vi fra Atassut vore fulde støtte til forslagsstillerens spørgsmål.

Så er det Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit.

Maliinannguaq Markussen Mølgaard, (IA):

Tak. Sælskind har i mange år været eksistensgrundlaget for fangerne, og er fortsat meget vigtigt som eksistens grundlag i mange bygder. Landstingsmedlem Jakob Sivertsen berører et interessant emne, der har til formål, at bevare sælskindsproduktionen som indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne.

Indtil nu har grundlaget for indhandling af skind været en aftale mellem KNAPK og Great Greenland. Først skal vi fra Inuit Ataqatigiits side først understrege, at vi anser aftaler mellem organisationer og de handlende om at skulle respekteres. Vi har således forstået, at den nugældende underskrevne aftale om sælskind er godkendt af alle parter. Ud fra aftalen har vi ligeledes forstået, at det er formålet, at kun erhvervsfangere fremover skal kunne have tilskud ved indhandling af sælskind dog uden at udelukke fritidsfangere at indhandle deres sælskind. Man er enedes om, at disses skal kunne indhandles, dog uden at få tilskud.

Og i den forbindelse vil vi gerne spørge Landsstyremedlemmet for Fangst, hvor længe denne aftale skal gælde.

Great Greenland ønsker at indhandle så mange skind som muligt, hvorfor Inuit Ataqatigiit mener, at det er nødvendigt med en revurdering af aftalen når den har været gældende et år. Inuit Ataqatigiit er ikke enig i, at fangerdistrikterne udelukkende skal have indhandling af sælskind som hovederhverv, og mener derfor, at der skal tages seriøse initiativer til at starte indhandling af blandt andet sælkød og spæk, som jo også er blevet drøftet i mange år, mens de skridt der er taget er meget få.

Derfor ønsker vi at opfordre til, at der i samarbejde med NUKA A/S tages seriøse skridt til igangsætning af produktion af hundefoder på baggrund af sælkød og spæk. Derudover mener vi, at det nu er på tide, at realisere en udnyttelse af sælspækket ud fra de videnskabelige undersøgelser der har været kørt igennem flere år. Vi mener, at det nu er blevet højest nødvendigt, at man ved et tæt samarbejde, at man realisere de undersøgelser der er gjort af lægevidenskaben, KNAPK, SULISA og Great Greenland.

Da der allerede er brugt mange kræfter og tid mener vi, at det er på tide, at der handles nu. Det kan ikke være rigtigt, at vi bare smider spækket væk, for det kommer til at forurene naturen, og at vi ikke udnytter det, for det er bevist, at sælspæk kan være til gavn for sundheden. Man kunne desuden derved også gøre sælfangsten mere attraktivt, hvis man kunne indhandle hele sæler. Dermed kunne man også forøge antallet af fangede sæler, da det siges at sælbestandene er blevet for store, ligesom det også siges, at sælerne er medvirkende til, at bestanden af andre havpattedyr og andre byttedyr i vand ikke mindst fisk, at disse holdes nede.

Med hensyn til skind er det godt, at efterspørgslen bliver større og større. Men på den anden side mener Inuit Ataqatigiit, at vi sal have en bedre udnyttelse af skindene ved at forarbejde dem her i landet. Der bliver jo brugt mange penge og tilskud, og vi må have det mål for øje, at vi forarbejder skindene så vidt muligt til salg i udlandet, men også her i landet i højere grad end hidtil.

Vi importerer masser af tøj, fodtøj, lædermøbler, som man i højere grad kunne producerer her i landet ved en mere omfattende forarbejdning af skindene her. Det er nødvendigt, at man med tiden erstatter importeret vintertøj med produkter her fra landet, da dette vil øje beskæftigelsen og sikre bedre den økonomiske cirkulation her i landet. Dyre importeret frakker, støvler, møbler bruges selvom vi selv kunne producere dem, ved selv at finde udveje for billigere muligheder.

Det siges endda at islændingene er begyndt at producere strikkegarn ud fra sælskind, som er meget efterspurgt i udlandet. Turisterne vil også være begejstret for at se, at befolkningen udnytter ressourcerne i endnu højere grad end hidtil er tilfældet. Derfor mener Inuit Ataqatigiit, at man ikke kan komme uden om vigtigheden af en fra Inuit Ataqatigiit foreslåede etablering af et forum for udvikling af de vedrørende produktionsinitiativer i Grønland og at dette haster. Nogle ideer kunne passende være om bedre og anden udnyttelse af sælskind.

I forslaget for Finanslov for næste år er der foreslået afsat 35 mio. kr. til indhandlingstilskud til sælskind og tilskuddene har været store i mange år, og Inuit Ataqatigiit finder det ønskeligt klart at vide, nøjagtigt hvor stor en del af disse tilskud, der kommer ned i lommen på fangerne, for det er klart, at en stor del af pengene bliver brugt til transport, bearbejdning og drift.

Med disse bemærkning har vi fremsat vores synspunkter til denne interessante debat om sælskindsprodukter, og opfordrer til, at der tages initiativ til at realisere de tiltag som vi har påpeget.

Så er det Mads Peter Grønvold, Kandidatforbundet.

Mads Peter Grønvold, (K):

Jeg skal indledningsvis beklage, at nærværende punkt som vi drøfter 63, at vi ellers skulle have drøftet det som sidste punkt, vi havde ellers forberedt os på en anden måde, men ok med det. Men vedrørende nærværende forslag om forespørgselsdebat og efter at have undersøgt punktet nøje har vi følgende bemærkninger til punktet.

Allerførst skal vi antage, at sælfangsten er steget markant i løbet af de sidste år, hvilket har været til fordel for erhvervsfangerne inden skindpriserne er blevet sat ned. I henhold til opgørelsen omkring sælfangsterne i perioden 1995-1999 er der sket en forøgelse af fangsten på over 50.000 skind, og selvom tendens går den rigtige vej er vi i Kandidatforbundet dog betænkelig ved, at sælen ikke bliver udnyttet fuldt ud, da det er blevet kutume visse steder, at kødet bare bliver smidt ud på grund af manglende afsætningsmuligheder.

Vi kræver derfor fra Kandidatforbundet, at der bliver taget initiativer til at udnyttet sælkødet mere, og jeg vil i øvrigt spørge om det vitterlig kan passe, at vi importerer hundefoder udefra, selvom sælkødet sagtens kan udnyttes som sådan.

Det kan nogle gange synes, at være for nemt, at man bare kan siges, at sælskindsprodukterne bør eksporteres til den højest mulige pris, og hvis det skal blive tilfældet, hvem skal så stå for indkøbene af sælskindene, hvem skal stå for lejeforholdene, og hvem skal betale driftsomkostningerne. Det er selvfølgelig korrekt, at vi må sikre en bedre produktion af de skind, hvilket må være målet, det er ikke nok, at vi bare siger, at vi skal lade Norge være eksportør, nej vi siger fra Kandidatforbundet, at vi i fællesskab må løfte opgaven omkring eksporten, og finde løsninger på, hvorledes vi kan opnå de bedst mulige priser til fordel for forbrugerne.

Afslutningsvis skal vi fra Kandidatforbundet udtrykke vores ønske om, at det bliver undersøgt hvilke erfaringer andre eksportører har indhøstet, så vi af denne vej også kan forbedre priserne på de sælskind som vi eksporterer.

Så er det Otto Steenholdt, løsgænger.

Otto Steenholdt, løsgænger:

Nærværende punkt som vi drøfter er noget som vi også har drøftet adskillige år - et problem som vi har drøftet og taget op adskillige gange. Jeg er selvfølgelig glad for, at man ønsker, at sælskindsprodukter fortsat skal danne indtægtsgrundlaget for fangerdistrikterne.

Når vi alene tænker på sælskind, så skal vi samarbejde med Norge og Canada. Men jeg mener, at vi ikke må satse på, da der jo er tale om konkurrenter på eksportmarkederne, ligesom jeg mener, at det er betænkeligt og tvivlsomt om de vil hjælpe os. Vi ved også at miljøorganisationer ude omkring i verden, at de har ramt vores fangererhverv, og dette er i stadigvæk ikke kommet over. Vi kan f.eks. ikke i lang tid kunne eksportere sælskind til f.eks. det amerikanske marked, vi ved hvor brugerne, vi kan ikke sælge mod vest, ligesom vi også har svært ved at afsætte produkter i Europa.

Vi må lære, at det nytter ikke noget med fine debatter her i Tunget til ingen verdens nytte, fordi det har jo ikke resulteret i noget som helst, hvorfor jeg mener, at vi bør samarbejde med Danmark på en klarere måde. Vi må bruge vores repræsentanter i Folketinget, og gøre noget ved de problemer vi har med at eksportere sælskind. f.eks. i det øvrige Europa og USA.

Det sådanne forhold, der bør tages op i andre forsamlinger, f.eks. i Folketinget, og at man fra den side drøfter, hvad der kan gøres, og at man baner vejen for, at de hindringer der er brydes ned f.eks. til EU-markederne. EU har regionale tilskud til sine medlemmer.

For så vidt angår Jakob Sivertsens bemærkninger om, at vores fanger i fangerdistrikterne, at de er sat ud økonomisk. Jeg har fornylig nævnt, at EU yder egnsudviklingstilskud f.eks. til det sydlige Fyn på 60 mio. kr. Jeg har allerede nævnt, hvor svært det er at eksportere sælskindet når vi drøfter ind på sælskind og sælspæk, så har jeg altid sagt, at sælskind ikke er egnet til at blive frosset ned, og det samme er tilfældet ved sælspækket. I det nordlige Grønland i hundeslædedistrikterne, er det altid en fordel, at man også kan skaffe hundefoder. Men jeg er enig i, at det er med at udnytte sælkød og spæk til hundefoder måske kan vi også bruge det til foder til de europæiske husdyr eller husdyrhold - f.eks. som minkfoder, og vi bør kunne tage initiativer i den retning.

Vi bør også kunne rejse sagen, f.eks. i det nordiske samarbejde. Om ganske kort tid er der møde i Nordisk Råd, gad vide om vores repræsentanter dertil er klar til at sige, at vi har et problem her med sælskind, og hvad vil I gøre for at hjælpe os. Således at dette også kan tages op i dette forum, og minde dem om, hvor alvorligt problemerne er, således at de forstår at der bør gøres noget.

Vi har også det Vestnordiske Samarbejde, som vi også bør udnytte bedre i denne sag, således at vi også derigennem sikrer, at vi får den ønskede hjælp, hvorfor jeg skal anmode de repræsentanter vi skal sende til Nordisk Råd, at give problemet videre til de nordiske lande, og ligeledes til Folketinget, som så kan bringe det videre til de rette instanser.

Viljen er godt nok til stede, men der er ikke så meget konkret. Jeg har stor forståelse for Jakob Sivertsens forslag, da det i forbindelse med at forbrugerpriserne er stigende, så burde de priser som fangerne får også stige, men dette har ikke været tilfældet. De egentlige fangerkommuner, dem har vi 3 af, og hvis vi indførte en sådan ordning, at man alene ydede tilskud på disse områder, så vil jeg ikke have noget imod det.

Som jeg tidligere har sagt, så er forholdene økonomisk blevet meget vanskelige, men på trods af det fremgår det af svarnotatet, at det ville være svært at forhøje eksporten, men at Landsstyret på langt sigt vil støtte fangererhvervet, det bør vi tage godt imod, men de sagde ikke, hvordan de vil gøre det, da vi ved, at vi er igang med at nedtrappe tilskudsordninger.

Det er også et faktum, at kvaliteten af de skind som indhandles, at det er en bedre kvalitet, og det sikrer også højere priser, hvorfor vi heller ikke kan komme udenom, at bedre kvalitet også er vejen frem, men som sagt er det ikke første gang vi drøfter sælskind, hvorfor det heller ikke vil være mærkeligt, at vi er noget til det punkt, hvor fangerkonerne skal holde op med det tunge arbejde de udfører, vi må indføre nogle andre ordninger i forbindelse med indhandlingen.

I Danmark sælges der en hel del dyrehuder, som ikke berøres af kvindehænder, ligesom det også er tilfældet med skind andre steder der eksporteres. Jeg mener, at fangererhvervets vilkår til stadighed bliver forværret, hvorfor jeg mener, at Landsstyret bør følge tæt med i udviklingen, men jeg er dog enig i, at man har svært ved at se, hvordan dette kan gøres, hvis man ser bort fra tilskuddene.

Så er det Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst, og Bygder med svar til partiernes indlæg, og herefter er det forslagsstilleren, men først Hans Enoksen.

Hans Enoksen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug:

Tak. Vi har drøftet sælskind her i salen i mange år, vi har endda hørt det da vi var børn, hvor det daværende Landsråd også har drøftet dem. Det gør vi nu igen, og det er også helt på sin plads, deraf kan i se hvor stort problemet er med hensyn til fangernes vilkår.

Fra Siumut blev der nævnt, at man skal bane vejen for at ændre om på synes på fangererhvervet, og at det er på tide, at man ændrer om på selve erhvervet. Det er netop sådanne ting, der har været drøftet i mange år efterhånden. Men det er på tide, at vi tager fat på problemet, og vi må koncentrere os om at kunne samarbejde. F.eks. priserne indenfor sælskind har været stærkt nedadgående, og sagt at det måtte være politikernes skyld, det kan godt være at det er rigtigt, men skal vi se på sandheden, så er der mange ting, der skal kulegraves for at finde ud af, hvem der er skyld i det.

Men jeg synes, at det er spændende, at finde på en omlægning, som vi bør følge op på. Vi kan ikke blive ved med at stå på det stade som vi er nået frem til, fordi sælskind alene ikke kan ernære en fanger, og det sagde alle meget klart.

Og fra Atassut siger man, hvor man sige, at man politisk går ind for dette problem, men giver et stort tilskud til skindindhandlingen og jeg mener også, at det ellers er et godt nok princip for at fastholde fangererhvervet, og såfremt det kan lade sig gøre, så skal man gøre tilskuddene mindst mulige, men gøre .. Jeg skal anmode om at Finn Karlsen ikke prøver på at få os til at grine, da det er et alvorligt møde vi er igang med.

Men selvom det er et alvorligt problem som Atassut har taget op, men jeg mener, at man ikke kan acceptere, at man prøver på at gøre grin med det hele her. Det er uacceptabelt.

Med hensyn til IA’s flere spørgsmål, hvor man blandt andet kom ind på, at den aftale vedrørende skind med fangerne og fritidsjægerne, det er et mål som endnu ikke er gældende, men det er noget som skal komme på fast ud fra nogle forhandlinger, og forhandlingerne starter igen, hvor vi bruger november og december måned.

Og der blev også spurgt til, hvor stor en udgift der er med servicering, hvor stor en del af det, der når frem til fangerne. Sidste år var det 43,4 mio. der blev brugt som tilskud, og af dem var det 38 mio. kr. der blev brugt som direkte betaling til fangerne. Resten blev brugt til transport og indhandlingsstederne, det blev de så brugt som betaling for, det vil sige, at der har været brugt mange penge til indkøb af sælskind, og jeg håber så på, at de kommende forhandlinger vil resultere i gode aftaler med fangerne.

Og Kandidatforbundet og andre partier siger også, at man skal kunne udnytte sælkødet i et større omfang, og det kan vi nok ikke komme uden om især med henblik på hundefoder, hvor vi importerer mere end 100 tons, og der er mange sæler op til 100.000 tusinder, der ser vi, at det blot bliver smidt ud rundt omkring ved havnene, og andre steder, og det kan vi ikke blive ved med, fordi omverden ser med mere og mere skrappe øjne på os.

Fangerne afliver ganske vist ikke dyrene på grund af overforbrug, men fordi de ikke har andre indtjeningsmuligheder, og også fordi sælskindene er de eneste som de kan få penge for, så må de skyde flere sæler end de kan nå at spise sælkødet af. Og jeg mener, at vi allesammen bør have vilje til at give et tilskud, således at et stor del af vores tilskud kan blive brugt til erhvervsfremme.

Det er også svært at komme udenom Otto Steenholdts bemærkninger. Jeg synes, at vi må udnytte de muligheder der er. de lande som har lukket af for sælskind, dem må man prøve på at påvirke, fordi det erhverv som v lever af, det skal man også have forståelse for udefra. Men såfremt vi skulle begynde at bruge fangstskibe, så skal vi også være forberedt på det, fordi man siger at det er traditionel fangst, men såfremt man begynder at bruger fangstbåde eller fangstskibe, så kan man udnytte det til noget andet, og det kan være et farligt skridt af tage, fordi det så vil være kommerciel brug, man så gøre ud af det.

Men det store udsmid som man nu prøver på at ændre om på, det bør vi allesammen støtte op omkring. Arbejdet er godt i gang, og det må vi lade være med at tabe på gulvet. F.eks. i 1997 så var der 666 der blev smidt ud, d.v.s. skind i 1998 var det 5407 og i 1999 var det 19000 og i 2000 var det ligeledes 19746, det vil sige, at det er mange penge det drejer sig om. Og hvis man så kunne gøre brug af dem på en anden måde, så tror jeg at det også vil få en gavnlig effekt for fangerne.

Men en af de ting, der også skal vurderes er transportforholdene og opbevaringsstederne for skindene som nogen gange ikke er hensigtsmæssige, hvorefter skindkvaliteten falder netop på grund af vejrskift. og her til kan man ikke give skylden til fangerne, men vi må prøve på, i større udstrækning at finde ud af, hvorfor der sker det fald i kvaliteten.

Og som IA også var inde på, at de videnskabelige undersøgelse vedrørende sælskind, dem må man undersøge nærmere, fordi det er alt for dyrt med en sådan koordineret frugt, fordi det som nævnt så er der flere institutioner som kører hvert deres løb, og jeg mener så også, at i stedet for, at opstarte noget nyt, så kan vi ikke længere acceptere denne tingenes tilstand. man bliver nødt til at koordinere i stedet for at vi skal finansiere 3-4 initiativer, således at man samles om og opnår resultater samlet.

Og selvom forslagsstilleren primært sigter på, at fangerne skal have en større udbytte, men fordi man leder efter en større samlet effekt. Men her er det så, at vi må erkende, at man ikke alene kan leve af fangererhvervet, hvorfor vi må finde ud af på hvilke måde, vi kan få deres forhold til at blive bedre. Og man bemærker jo også, at mange indhandlingsssteder i bygderne og i byerne, der lukker man dem, hvorfor vi må finde nogle andre muligheder, således at fangernes og mindre jolleindehaveres forhold bliver bedre.

Og man skal også være klar over, at vi i Landsstyret er villig til at samarbejde for at forbedre vilkårene, og såfremt vi skal opnå positive resultater, så må KNAPK også selv deltage aktivt i arbejdet, fordi alting kan man ikke tage hånd om politisk, og såfremt vi løfter i flok, så kan vi opnå disse bedste resultater.

Og med disse bemærkninger vil jeg gerne sige tak, og jeg regner med, at såfremt der er nogen der er flere der får ordet, så kan jeg komme med en yderligere besvarelse.

Tak. Og inden vi går videre, så vil jeg gerne lige gøre opmærksom på, at vi ikke her skal styre ud fra kropssprog med mere, og såfremt der er nogen der skal have en påpegning, så skal man rette henvendelse til Formandsskabet gerne skriftligt. Og jeg skal også lige minde om, at taletiderne, så har vi være igennem 1. ordførerrække, og ved 2. gang, så har man en taletid på 10 minutter, og andre uden om partiordførerne har 5 minutter til rådighed.

og den næste der får ordet er forslagsstilleren, Jakob Sivertsen, og derefter Mikael Petersen, men først forslagsstilleren, Jakob Sivertsen.

Jakob Sivertsen, forslagsstiller (A):

Måske er der ikke grund til at fremkomme med yderligere bemærkninger da partiernes bemærkninger allesammen har været ret klare, men Landsstyremedlemmet for så vidt angår hans svarnotat, der er jeg lidt skuffet over dette, da det er lidt uklart, for så vidt angår fremtidige målsætninger.

Der skal bemærkes, at for så vidt angår sælfangsterne i 1999, så er 106.000, det er det officielle tal, hvoraf 1/5 har været indhandlet i de såkaldte fangerkommuner. Deraf kan man se, at hvor vigtigt indhandlingen af sælskind, hvor vigtigt denne er for fangerdistrikterne, hvorfor det derfor ikke kan undre, at jeg har fremlagt et forslag som sådan.

Vi har også tidligere gange fra denne talerstol nævnt behovet for, at man har mulighed for en biindtægt, f.eks. kan man se på indhandlingsstedet i Sermiligaaq, så etablerede man et stort indhandlingssted i 1999 uden at man brugt det, det er kun til pynt nu, når man siger, at der skal være mulighed for biindtægt til fangererhverhvervet., så må man også arbejde konkret for det. Hvis det ikke opnås så vil man ikke rette op på fangererhvervets økonomi, og hvis det ikke sker, så vil man stadig drøfte problemerne omkring sælskindspriserne her i denne sal.

Hovedbaggrunden for mit forslag har været, at forholdene i dag er sådan, at globaliseringen øges, hvorfor vi fra Grønlands side bør udnytte dette bedre, og deltage mere aktivt for at også vores produkter kan sælges mer frit uden handelsrestriktioner. Hvis vi ikke gør det, så bliver vi tabt bag vognen.

Det kan vi jo se hvis vi f.eks. kikker på forholdene i Norge, hvis vi kikker på Norge som et eksempel, så da de ikke har nok sælskind at eksportere, så køber de andet skind, hvorfor skal vi være bange for at snakke med dem selvom de er konkurrenter, de har vist, at der kan opnås resultater, hvis man virkelig gør noget, måske er det også en vej vi kan gå, ved at vi også lærer af de norske erfaringer, da vi ved, at vi ikke kan opnå de bedste priser på vores skind. Det er derfor, at jeg også har taget Norge med som et eksempel.

Til Siumuts ordfører Mikael Petersen, og deres opfordring til Landsstyret om, at man skal udarbejde en samlet plan for fangerhvervets udvikling så hilser jeg dette velkommen. Fangerne i yderdistrikterne har ingen muligheder for biindtægt, der må lægges planer for, hvordan vi kan sikre dette, således at vi kan rette op på de alvorlige økonomi i fangerdistrikterne og ikke mindst indenfor fangererhvervet.

Til Inuit Ataqatigiits ordfører, så har hun fuldstændigt ret i, at vi i vores vidtstrakte kyst har mange sæler, gad vide hvor mange kilo fisk de spiser på årsplan, hvorfor dette også bør indgå i overvejelserne omkring vores sælskindsproduktion. Hvis vi ikke gør det, så kan den fremtidige situation blive skæv, således ar vi f.eks. har mindre fisk af eksportere.

Jeg er også enig med Inuit Ataqatigiits ordfører i, at vi bør udnytte sælskindet, men problemet er blot, at vi ikke kan finde ud af, hvordan vi skal udnytte det bedre, således at vi også kan udnytte de sælskind, som vi ikke udnyttet i dag.

Jeg har et spørgsmål til Landsstyreformanden. For 2 år siden udtrykte kineserne ønske om vores sælskind, og som også blev diskuteret, og sagt i pressen. Hvordan er forholdene i dag ? Jeg er meget interesseret i at få at vide om kineserne stadigvæk er interesseret i dette, da dette måske også vil kunne åbne op for et nyt marked, således at vi kan komme af med nogle flere sælskind.

Mange tak for den opbakning, der har været omkring mit forslag.

Så er det Siumuts ordfører, Mikael Petersen for 2. gang. Derefter er det Mads Peter Grønvold, men først Mikael Petersen.

Mikael Petersen, (S):

Ganske kort. En lille tilføjelse til vores bemærkning. Først er vi glade for, at forslagsstilleren har til fulde forstået vores bemærkninger, men spørgsmålet er om Landsstyremedlemmet har forstået dem, men jeg håber det, da vi overfor Landsstyret har krævet, at man tager konkrete initiativer, da der allerede i dag findes mange resultater og rapporter og undersøgelser, der kan danne grundlag for en bedre planlægning af fangererhvervets udvikling.

Men da dette er sagt vil jeg lige kommentere Otto Steenholdts bemærkninger, da en stor del af det er rigtigt, men der er også punkter, som man kan sætte spørgsmålstegn ved. For så vidt angår vores problemer med at eksportere fangstprodukter til udlandet, så er det rigtigt, at vi har problemer i forbindelse med vores transport til Europa og Usa af vores fangstdyr af sælskind og kunsthåndværk, hvorfor dette spørgsmål kan rejses i forbindelse med den Udenrigspolitiske Redegørelse, hvilket vi har gjort hver gang der har været Udenrigspolitisk Redegørelse, således at det også tages op på rette niveau.

Vi ved også at Landsstyret tilstadighed løbende forfølger dette, og vi håber at dette vil resulterer i noget positivt. F.eks. mulighederne for åbning af eksport af sælskind til. det amerikanske marked.

Derudover vedrørende Ottos bemærkninger omkring EU’s egnsudviklingsstøtte eller regionaludviklæingsstøtte, da jeg formoder at han mener EU’s Regionalfond, vedrørende dette spørgsmål har Landsstyreformanden allerede fremsat klare udmeldinger vedrørende EU spørgsmålet, så har man i forbindelse med den såkaldte OLT-ordning, så prøver man af den vej også at bane vej for, at Grønland kan nyde en del af disse midler i OLT-ordningen. Men jeg ved dog, som jeg gerne videre, og det er, at man ikke bør være medlem af EU, for at nyde godt af disse ordninger, også økonomisk.

Vi behøver ikke være medlem af EU, mens EU-landene, de såkaldte oversøiske lande og territorier ar mulighed for at indgå speciel aftale, det var blot en bemærkning, at det ikke er nødvendigt at være medlem af EU for at nyde godt af EU’s egnsudviklingsmidler.

Så er det Mads Peter Grønvold, derefter Otto Steenholdt, men først Mads Peter Grønvold.

Mads Peter Grønvold (K):

Ja vi er i Kandidatforbundet tilfredse med, at der er stor enighed vedrørende forbedring af fangernes vilkår. Og vi skal blot minde om, at man nogle steder, hvor man blot smider sælkød ud, der tænker jeg ikke på hundeslædeområderne, fordi man tilstadighed udnytter sælkød fuldt ud der, og det skal jeg blot lige minde om, således at der ikke opstår nogle misforståelser vedrørende det. Tak.

Så er det Otto Steenholdt, løsgænger for 2. gang. Derefter Maliinannguaq Markussen Mølgaard, men først Otto Steenholdt, løsgænger.

Otto Steenholdt, løsgænger:

Jeg er kommet herop primært for at stille et spørgsmål til Maliinannguaq Markussen Mølgaard, hvor der bliver sagt, at der heldigvis er større efterspørgsel på sælskind, og det vil så betyde, at der må være opstået et større markedet, og efterhånden som efterspørgslen stiger, så kan man jo sælge flere og flere til en højere pris. Men hvem er det, der er begyndt at efterspørge dem, det vil jeg gerne høre nærmere om.

Jeg har ikke rigtigt forstået Landsstyremedlemmets besvarelse, og jeg mener at han kom ind på fangstskibe, og det er slet ikke min tanke. Det kan godt være, at den er rettet til andre. Men det jeg plejer at tænke på er, at de to lande som også fører sælfangst, det gør de i stilhed, og sælger en masse skind. Jeg vil ikke lukke af for, at såfremt vi får et stort marked udefra, det har de to lande vistnok, de har et marked som de udnytter i stilhed.

Hvorfor skal vi så ikke have fangsskibe ligesom de to lande, såfremt vores eksport også skal være bedre ? Men vi må have et indhandlingssted, men vi kan ikke have indhandlingssteder med mindre indhandlingsstederne har ekspertmuligheder.

Det der vedrører kineserne, det har vi godt kendskab til, og hvor det hele kolapsede. Jeg er glad for at forslagsstilleren også tænkte på det, og det var med henblik på, at kineserne skulle til at gå med sælskindshuer, så kunne vi have brugt rigtigt mange sælskind til produktion af kineserhuer. Men jeg er glad for, at Landsstyreformanden nu får mulighed for at uddybe det lidt nærmere. Er det faldet fuldstændigt sammen eller hvad ?

Jakob Sivertsen var også inde på, at vi skal tage hen til nordmændene og lære dem ved at observere dem. De kan jo lære os, at vi behandler skindene på den måde, fordi det er der størst efterspørgsel på. Men der er et stort garveri - Rieper?, som vi har haft kontakt med i Norge. Og de har også afholdt kurser heroppe i Grønland i behandling af sælskind. Jeg ved ikke, om Landsstyremedlemmet også kan oplyse os om, man til stadighed har kontakt med dette garveri.

Og jeg er også enig med Mikael Petersen i, at vi må gøre noget mere ved vores eksportmarkeder. Vi kan ikke blive ved med at fortsætte i det samme gænge, uden at kunne udvikle os. Og når jeg så også nævner EU og Nordisk Råd og Vestnorden, de må også kunne være behjælpelige. Vi skal ikke snakke om EU, det var blot en sidebemærkning. Vi skal ikke snakke om medlemskab eller ikke medlemskab. Jeg minder bare lidt om, at de også giver tilskud til egne, som har langt bedre økonomiske kår end os. Men Siumut’s ordfører var inde på, at man også har mulighed for at få tilskud i kraft OLT-ordningen. Har de sagt noget om, hvordan de kan hjælpe os med hensyn til sælskind og produktion af disse? Eller er det bare en tanke, man har heroppe, eller hvad? Hvordan kan man udnytte sig af OLT-ordningen?

Og jeg skal blot afslutte med at sige, at det vil være dejligt med denne mulighed for hundefoder. Og det er netop fangsterne i Sydgrønland, som man kunne udnytte lidt bedre, fordi man gør lidt for meget brug af det såkaldte kin?forder. Og ser man på minkfoderet, så var det også en mulighed. Det er godt nok med IA’s bemærkning om, at vi skal lede efter nye erhverv, og jeg synes også, at de nævnte ting er støtteværdige med henblik på erhvervsudvikling, også fordi man kan udnytte sælkødet og måske også fiskeaffaldet med henblik på dyrefoder. Man kunne tage det lidt mere alvorligt op og undersøge det nærmere.

Maliinannguaq Markussen Mølgaard, Landstingsmedlem (IA):

Først skal jeg nævne, jeg er ked af, at jeg har sagt det lidt uklart, men jeg forstår det sådan, at denne aftale ville være gældende resten af året, hvorefter der så vil være en ny aftale vedrørende skind for 2002. Den er ikke helt klar endnu og den vil så blive endelig godkende i forbindelse med behandlingen og godkendelsen af finanslovsforslaget, hvorefter jeg så håber, at det kun er erhvervsfangerne, der får mulighed for at få tilskud.

Og med hensyn til Otto Steenholdts spørgsmål om, hvor jeg har fundet ud af, hvor efterspørgslen er blevet større på sælskind. Og skal jeg så også sige, at "endelig kan det oplyses, at kapaciteten gennem årene er øget, ligesom der er sket et kvalitetsmæssigt løft i forarbejdningen. Resultatet er, at grønlandske sælskind i dag har en høj kvalitet, samt at efterspørgslen og salget på verdensmarkedet er markant stigende". Og det var det, der klart blev sagt fra Landsstyremedlemmet under sin besvarelse. Og det er jo glædeligt. Og vi ved, at Great Greenland gerne vil have flest mulige skind til behandling, og at de ikke udnytter sin kapacitet fuldt ud, og vi håber jo på, at det er flest mulige skind vil blive indhandlet til garveriet. Det er rigtig nok, at vi ikke skal snakke om EU, men jeg synes også, at vi istedet for at drøfte disse, så må vi tage det videre skridt istedet for, at gramofonpladen skal blive ved med at køre i den samme rille, for som vi var inde på, så har vi også snakket om hundefoder i mange år, ligesom med sælspækket. Det er ved at være nok. Vi har brugt mange penge, også til Nuka A/S. Det er mere end 40 mio. kr. de får på årsbasis. Hvorfor kan vi ikke give et sted én opgave, en tidsbegrænset opgave, således man også kan udnytte den viden man allerede har vedrørende sælspækket. Vi må påbegynde et arbejde. Det er på tide at sige det, og jeg håber også på, at Landsstyremedlemmet for Fangst også vil fortsætte med disse initiativer og fortsætte med dem i samarbejde med andre.

Og jeg skal afslutningsvis sige, og siger tak for den besvarelse, hvor mange der direkte tilfalder fangererhvervet. Der er det så 38 ud af 43, der er tilfaldet fangerne, mens de andre 5 mio. er brugt til noget andet. Men jeg håber så også på, at størstedelen af tilskuddet tilfalder fangererhvervet. Og jeg håber, at man også er vågen over for dette tilskud. Men selvfølgelig skal man jo også bruge de penge, der er nødvendige til transport m.m., men at man ved de forskellige tilskud, ikke bare til sæler, men også til administration m.m., at vores tilskud så tilfalder det, vi giver tilskud til, der er det vigtigt, at man til stadighed holder øje med disse.

Godman Jensen, Landstingsmedlem (A):

Landstingsmedlem Jakob Sivertsens forslag vedrørende sikring af sælskindsprodukter, så er der stor tilslutning til, at problemet bør løses, hvilket vi også er enig i fra Atassut’s side. Partiernes ordførere har også lagt vægt på, at man i forbindelse med fangererhvervet, at der skal banes vej for alternative indtægtskilder udover sælskindene, og at vi til stadighed gør noget for at finde alternativer.

Indenfor fangererhvervet, ikke mindst indenfor sælskindsområdet har det i mange år været sådan, at debatter om, hvordan man bedst sikrede den nødvendige kvalitet, det har man gjort lige siden Landsrådets dage, således at man sikrede, at sælskindene fik den bedste kvalitet, hvorfor jeg vedrørende Siumut’s ordførers bemærkninger, så er jeg helt enig i, at de finder, at der for såvidt angår sælskind, at vi finder kernen i problemet og at vi tager afsæt i dette for at løse problemerne. Og det er vi fuldstændig enige i.

Jeg vil også tilføje, at det, som Landsstyremedlemmet nævnte, at der for såvidt angår den store mængde kassationer, der sker af skindindhandling til Great Greenland, at dette også bør undersøges nærmere, og det er vi meget glade for fra Atassut’s side, og håber, at dette kan resultere i noget positivt. Men vi som brugere af systemet er også bekendt med, at vurdering af skindene, når vi indhandler, at vi hidtil ikke har kommet frem til den bedste ordning, og vi mener, at hvis man til stadighed skal fastholde, at skindene skal indhandles tørret, at man ikke vil sikre den bedste kvalitet, men at vi til stadighed må udvikle produktionen således, at der gives mulighed for alle steder, at man kan indhandle skind uforarbejdet og fryse det ned, hvorfor jeg er glad for den støtte der er til at der er et behov for løsninger på problemet, og jeg er glad for den store enighed der er i Landstinget, ligesom jeg også er glad for de initiativer, som Landsstyremedlemmet har givet udtryk for, for at sikre, at vi til stadighed udvikler vores produktion, så vi får de bedste skind. Og det er vi allesammen enige i.

Simon Olsen, Landstingsmedlem (S):

Først må Landstinget erindre, at vi for et år siden drøftede de forhold og problemer, der var omkring Great Greenland, hvor man angreb Landsstyret, ikke mindst undertegnede i min periode som Landsstyremedlem for Fiskeri. Det der skete dengang, har afstedkommet, at jeg overfor Revisionsudvalget har udarbejdet en redegørelse, og jeg skal i den forbindelse sige, at for såvidt angår de skind, der bliver kasseret, er det nødvendigt, at der kommer klar besked og at vi ved, hvordan forholdene faktisk er. Jeg mener, at de rigtige tal må frem, ligesom vi også må have svaghederne op. Og jeg skal kræve, at Landsstyret også sørger for disse, at disse problemer også bliver bragt frem. Efter hvad jeg ved, har Great Greenland i de sidste par år haft et positivt resultat, at man nu har et driftoverskud på et par millioner, hvorfor det er meget vigtigt, at Landstingets medlemmer får de rigtige informationer om forholdene på Great Greenland nu.

Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand (S):

I det nærværende spørgsmål, så skal man ikke vende debatten i den forkerte retning til EU eller til Vestnorden eller til andre fora eller til kineserne. Vi må drøfte problemet i kernen. Nærværende forslag til forespørgselsdebat vedrører ikke disse forhold. Det fremgår af Landsstyrets svarnotat, at hvordan priserne bliver aftalt, at priserne bliver aftalt mellem KNAPK og Great Greenland. I denne sal har Jakob Sivertsen eller andre ikke bemyndigelse til at forhandle priser. De er ikke valgt til Landstinget for at forhandle priser og foreslå, at sælskind skal have den og den pris. Det er et forhandlingsanliggende mellem organisationerne og producenterne, og det må vi også respektere.

Vi skal også erindre, som Simon Olsen sagde det, for såvidt angår Great Greenland og for såvidt angår sælskindspriserne, at vi er blevet påpeget, at vi har brugt for meget til sælskindstilskud af Revisionsudvalget, hvor vi har haft et merforbrug end der var budgetteret med, hvor vi fik en meget stor påtale fra Revisionsudvalgets side, at sælskindstilskuddene ligesom har kørt på en taxameterordning. Oppositionen var ikke det sidste til at påpege disse forhold, hvorfor vi fra Landsstyrets side sagde, at vi må sætte et fast tal i Finansloven, som vi bør følge. Vi blev enige om 45, 35 mio. kr., og at man ikke brugte mere end disse, hvorfor der heller ikke var grundlag for at kritisere ordningen bagefter. Der er afsat 35 mio. til tilskud, som ikke skal overskrides. Jeg mener derfor, at der er behov for en præcisering af disse forhold, da de vedrører selve kernen i forslaget. Men på denne baggrund vedrørende Landsstyret, så kan vi bringe det over til de ansvarlige i forhandlingerne, og at man erindrer, at dette kan afstedkomme, at der kan etableres andre ordninger, der bedre tilfredsstiller fangererhvervets interesser.

Jeg vil gerne støtte den bemærkning der er faldet, om at vi for såvidt angår sælskindene, at der er behov for en øget kvalitet. Hvis vi kun skal indhandle sælskind i fangerdistrikterne, så vil det være svært at komme op på de 90.000 sælskind, som bliver indhandlet i dag. At der bliver indhandlet mere end 90.000 sælskind skyldes jo, at også bierhververne også kan indhandle sælskind. De skind, som Great Greenland ikke kan indhandle, så kan det komme på tale, at vi for at få sælfangst på et mere industrialiseret grundlag ved sælfangstbåde. Men det kan kun komme på tale, hvis antallet af indhandlede sælskind falder betragteligt. Jeg skal derfor afslutningsvis også sige, at vi i Landsstyret, ikke mindst os, der er opvokset i fangerfamilierne, at vi ikke er blevet tvunget til at blive fangere. Det er vi heller ikke i dag. Der er ikke nogen, der skal tvinges til at blive fangere. At fangererhvervet har problemer, det er vi bekendt med, og det har vi altid været bekendt med, at man i visse steder i Grønland ikke kan erhverve sig ved fangst alene, hvorfor vi fra Landsstyrets side, også fra Landstinget giver tilskud, at det er noget positivt og bør fortsætte, men vi må i den forbindelse også huske på, at den økonomiske side af sagen, og vi også husker, hvem det er, der skal aftale indenfor området.

Hans Enoksen, Landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Bygder (S):

Tak til Jakob Sivertsens sidste bemærkninger, om at der ikke er nogen mål i mit svarnotat til løsning af fangererhvervets problemer, så skal jeg udtale, at vi sagde, at fangererhvervet ikke alene kan sætte lid til sælskindene, hvor vi også sagde, at der for alvor må gøre noget ud af det, der er af initiativer omkring potentiale indenfor hundefoder, som også er med og som også bør støttes, ligesom at fangerne ikke kan leve af skind alene, hvorfor vi bør være åbne for alternative indtægtsmuligheder, ligesom vi også bør gøre noget ud af de problemer, der er omkring eksporten, således at vi forbedrer og arbejder for, at vores eksportmarkeder kan blive udvidet, f.eks. også til USA, ikke kun for såvidt angår sælskind men også vedrørende andre fangstprodukter.

Til Mikael Petersen, så vil jeg gerne sige, at det er rigtigt, at vi til stadighed ikke kan sige, at fangererhvervet bør hvile i sig selv uden at vi siger, hvordan det skal ske. Hvis udviklingen skal fortsætte, så må vi fastsætte fælles mål og arbejde i fællesskab for disse. Jeg kan klart sige, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har konkrete forslag til, hvordan vi kan gøre fangererhvervet rentabelt, men der bør udarbejdes en redegørelse om og samle alle idéer, således at vi på dette grundlag kan tage de nødvendige afsæt for at forbedre fangererhvervets vilkår.

Otto Steenholdt spurgte bl.a. om man samarbejder med norske skindindustrier. Der er ingen direkte samarbejde, men vi ved, at KNAPK og flere kommuner nogen gange får besøg fra Norge. Der er ingen direkte samarbejde mellem Great Greenland og Norge.

Da jeg nævnte mulighederne for industriel sælfangst, så nævnte jeg dette, så kan det selvfølgelig være et mål i sig selv, men jeg mener, at det er svært at tie stille. Der er stor debat om vores forvaltning af vores levende ressourcer, derfor må vi også være varsomme med at man vi ikke udvider vores fangst i alt for stort omfang og være varsomme her, men primært satser på, at vi udnytter vore nuværende ressourcer på det bedst mulige grundlag.

Vi kan snakke om sældkindspriser i meget lang tid. Da vi også har flere punkter efterfølgende om sælskind, så kan jeg ikke på stående fod endnu på nuværende tidspunkt ikke nævne, hvilke konkrete initiativer, der bør tages. Men hvis det skal ske, så bør vi samarbejde om det.

Jakob Sivertsen, Landstingsmedlem (A):

Tak. Det bliver ganske kort. Det var ikke meningen jeg ville komme op på talerstolen igen, men Landsstyreformandens bemærkninger til mig kan ikke accepteres, hvorfor jeg gerne lige vil reagere på dem.

I min fremlæggelse, har jeg på ingen måde prøvet på at tage ansvaret fra KNAPK. Her tænker vi på forretningsordenens §35, hvor det er en forespørgselsdebat, og såfremt størstedelen af Landstingets medlemmer har nogen henvisninger, så kan Landsstyret sætte nogen initiativer igang. Og da jeg ikke har nævnt KNAPK med ét eneste ord, hvorfor jeg er ked af, at Landsstyreformanden ikke har bemærket det. Jeg prøver på at være så retfærdig som muligt og er påpasselig med de ting, man skal være påpasselig med. Og i min fremlæggelse har jeg ikke nævnt KNAPK med ét eneste ord, hvorfor lytterne udefra skal ikke tro, at jeg er så dum, at jeg er begyndt at tage nogen opgaver fra KNAPK. Det er slet ikke tilfældet. Nærværende forslag er stilet til Landstinget til behandling, og der er mange fangere, der følger med interesse i denne debat, og derfor skal jeg understrege, at jeg ikke prøver på at tage nogen ting fra KNAPK, hvorfor jeg ikke kan acceptere Landsstyreformandens bemærkninger. Og i min fremlæggelse af mit forslag har jeg ikke nævnt KNAPK med ét eneste ord.

Jonathan Motzfeldt, Landsstyremedlem for Erhverv Landsstyreformand (S):

Jeg skal nævne, at det kan godt være, at jeg er kommet lidt for sent ind i salen, og at man har byttet om på rækkefølgen. Men i pkt. 32 står der klart, at man regner med, at man giver et indhandlingstilskud på 380,- kr., og det var det jeg kom til at reagere lidt for tidligt på.

Ole Lynge, Landstingsformand (IA):

Nu har vi fundet den rette sammenhæng, og der er ikke flere, der har bedt om at få ordet, hvorfor vi nu er færdige med behandlingen af forslag til forespørgselsdebat vedrørende sikring af, at sælskindsprodukter fortsat danner indtjeningsgrundlaget for fangerdistrikterne.