|
Dagsordenspunkt 14-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mandag den 13. Oktober 1997
Mødeleder: Anders Andreassen, Landstingets Formand.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger:
På landsstyrets vegne fremsætter jeg hermed forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordningen om andelsboliger.
Ændringen betyder, at der åbnes mulighed for, at en privat bygherre forestår opførelsen af et antal boliger, og finansierer byggeriet i opførelsesfasen. Efter færdiggørelsen sørger bygherren for, at boligerne overdrages til en stiftet andelsboligforeningen. Ligeledes sørger bygherren for, at hjemmestyrets og kommunens lån til andelsboligforeningen på tilsammen 2/3 bringes endeligt på plads.
Formålet med ændringen er at smidiggøre den gældende ordning, og fremme processen omkring etablering af andelsboligforeninger og opførelse af andelsboliger.
Efter den gældende ordning er det de enkelte medlemmer af en andelsboligforordning, der forestår hele processen omkring etablering af foreningen, afklaring af hvilke boliger der skal opføres, indhentning af de forskellige tilladelser omkring byggeriet, tilvejebringelse af andelsboligforeningens egen finansiering, indhentning af tilsagn om lån fra hjemmestyret og kommunen, og bygherrefunktionen under hele opførelsen af byggeriet.
Denne proces har erfaringsmæssigt været både tidskrævende og ressourcekrævende for en andelsboligforenings medlemmer. Typisk kan en byggesag forløbe over et par år, og det er en stor og kompliceret opgave for en uerfaren bygherre. Ligeledes er det en omfattende proces at få finansieringen af boligerne tilvejebragt, herunder så tilsagn til byggeriet fra de offentlige långivere.
Der har fra finansielle institutioner påny vist sig interesse for at medvirke ved finansiering andelsboligforeningerne egen finansieringsandel. Samtidig har der fra GrønlandsBANKEN været interesse for at etablere en boligfond, der som bygherre opfører og finansierer boliger, og efterfølgende afhænder disse til en andelsboligforening.
Det er tanken, at en sådan boligfond får samlet den kreds af interesserede, der vil stifte en andelsboligforening. Desuden er det fondens opgave at få de finansielle forhold afklaret i forhold til de offentlige myndigheder, at få tilvejebragt andelsboligforeningens egen finansiering og varetage den komplicerede byggesagsproces.
Det er derudover meningen, at de øvrige betingelser for opnåelse af offentlig støtte til andelsboliger er uændrede. Der vil fortsat fra de offentlige långiveres side skulle ske en vurdering af projektet, for så vidt angår standarder og økonomi.
Muligheden for at en privat bygherre, f.eks. en boligfond, kan opføre boliger og overdrage dem til en stiftet andelsboligforening, forudsættes at være et alternativ til de såkaldte selvgroede foreninger. Det vil altså fortsat at være muligt for en andelsboligforenings medlemmer selv at varetage hele processen omkring etablering af foreningen, afklaring af de finansielle forhold og opførelse af boligerne.
Der vil dog være den fordel ved andelsboliger opført af en boligfond, at der vil ske en videnopsamling, og opbygges ekspertise i en sådan fond, der vil komme boligfondens efterfølgende andelsboligprojekter til gavn. I dag, hvor det er de enkelte foreninger, der hver især isoleret set oparbejder en viden, kommer de enkelte foreningers viden ikke andre foreninger til gavn.
Selv om der fra forskellige finansielle institutioners side har været interesse i påny at medvirke til finansiering af andelsboliger, må man dog se i øjnene, at det ikke er en mulighed der er til stede i alle byer i Grønland.
Det må forventes, at muligheden kun vil være til stede i de største byer, hvor der er et rimeligt højt økonomisk aktivitetsniveau, og dermed også grundlag for helt eller delvist privatfinansieret boligbyggeri, herunder handel med boliger.
Andelsboligforordningen har eksisteret siden 1990. Ideen med ordningen var til del at tiltrække privat deltagelse i finansiering af boligbyggeriet, og dels at ansvarliggøre beboerne for driften af deres egne boliger. Oprindelig var ordningen møntet på nyopførte boliger, men i 1991 blev der i forordningen tillige åbnet mulighed for at omdanne de eksisterende udlejningsboliger til andelsboliger.
I de forløbne år er der etableret 18 andelsboligforeninger, med tilsammen 177 boliger. Der er etableret 16 foreninger i Nuuk, med tilsammen 159 boliger, 1 forening i Maniitsoq med 12 boliger, og 1 forening i Sisimiut med 6 boliger.
Efter et par års stilstand, hvor det ikke har været muligt at skaffe en forening egen finansieringsandel gennem realkreditlån eller banklån, påbegyndes der igen andelsboligbyggeri.
Der er således på forslag til finansloven 1998, med budgetoverslagsår, søgt om bevilling til 5 andelsboligforeninger med i alt 52 boliger, fordelt på 1 forening i Sisimiut med 6 boliger, og 4 foreninger i Nuuk med 36 boliger.
Derudover er der kendskab til flere andre foreninger, der endnu ikke er komme så langt i processen omkring indhentning af de offentlige lånetilsagn. Desuden er der for tiden i Nuuk vanskeligheder omkring arealer til opførelse af andelsboliger.
Det er karakteristisk, at der har været tale om nyopførte boliger. Der er 2 foreninger i Nuuk, der har overtaget deres boliger fra hjemmestyret, men det var nye boliger, der blev opført med henblik på salg til andelsboligforeninger, altså ikke udlejningsboliger der blev omdannet.
Det har også været karakteristisk, at der har været tale om tæt, lav bebyggelse, altså ikke etagebyggeri, men derimod række-, kæde- eller dobbelthuse. Langt de fleste boliger er af samme størrelse, nemlig de maksimalt godkendte 105 kvadratmeter, og de færreste andelsboligforeninger har opført fælleshus, som ordningen ellers åbner mulighed for.
Landsstyret kan derfor konkludere, at der har været, og fortsat er interesse for at opføre nye andelsboliger. Med de andelsboligforeninger der allerede etableret, og de andelsboligforeninger der er forslag til finanslov 1998, med budgetoverslagsår, er der tale om en boligtilgang på ca. 230 enheder. Dette antal vil forventelig kunne forøges i de kommende år.
Som nævnt blev der i 1991 åbnet mulighed for at omdannelse af de eksisterende udlejningsboliger til andelsboliger, men sandt at sige, har der ikke været stor interesse herfor.
Der har for nylig været en henvendelse om omdannelse af en eksisterende bebyggelse på 6 boliger, bestående af række- og kædehuse. Altså samme boligtype, som er karakteristisk for nyopførte andelsboliger.
Landsstyret mener, at det må være muligt at udnytte det ekstra potentiale, der ligger i hele andelsboligordningen, og herunder i omdannelsen af de eksisterende boliger. Landsstyret vil derfor tage initiativ til analysere, hvorfor der ikke er interesse for at omdanne de eksisterende boliger.
Det kan tænkes, at mange af de eksisterende boligblokke har en størrelse, der lægger hindringer i vejen for omdannelse. Det kan være, at beboersammensætningen i de enkelte boligblokke ikke er tilstrækkelig homogen i økonomisk sammenhæng.
Det er dog landsstyrets opfattelse, at der i en stor del af det nye boligbyggeri, der er opført i mindre blokenheder, skulle være potentiale til at omdanne dem til andelsboliger.
Ser man på størrelsen af de allerede eksisterende andelsboligforeninger, er der tale om foreninger, der spænder fra 6 boliger til 18 boliger. Den gennemsnitlige størrelse er på 10 boliger. Den byggefacon, der gennem de seneste år har været den foretrukne i de offentlige udlejningsboliger, skulle ikke være til hinder for, at der kan findes blokenheder af denne størrelsesorden, der er egnet til omdannelse.
Landsstyret finder det derfor som nævnt påkrævet at få nærmere analyseret, om der er forhold i andelsboligforordningen, der blokerer for omdannelse af de eksisterende udlejningsboliger, så der kan tages skridt til at smidiggøre ordningen, også på dette område.
Landsstyret ønsker, at nærværende forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordningen om andelsboliger kan medvirke til at udnytte potentialet i andelsboligordningen, og håber på landstingets velvillige behandling af forslaget.
Landsstyret foreslår, at forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om andelsboliger overgår til behandling i Boligudvalget, forinden 2. behandlingen.
Ruth Heilmann, ordfører for Siumut:
Idet vi fra Siumut tilsiger vores støtte til det af landsstyret fremsatte forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om andelsboliger, skal vi knytte følgende kommentarer.
Siumut vil altid prioritere bekæmpelsen af boligmanglen, ligesom vi vil sætte boligstandarden i højsæde, og ønsker at tage beboere med indflydelse.
En tilfredsstillende bolig, og et godt miljø, er af afgørende betydning for menneskers helbred, og dermed også familiens tryghed.
Vi bor i et land, der ligger i Arktis, hvorfor det altid må være et krav fra os, at de boliger som vi bebor er sikret mod kulde, og er af en god standard. Og derfor må det altid sikres, at der er et godt og sikkert tilsyn.
Landsstyremedlemmet konstaterede i sin forelæggelse, at andelsboligbyggeriet som startede i 1990, har været medvirkende til bekæmpelsen af bolignøden i Grønland. Flere familier har fået tilfredsstillende og trygge boliger, ved at bygge deres egne boliger. Dette må man glæde sig over, og Siumut vil medvirke til at ordningen bliver til gavn for endnu flere, og bliver udbygget.
Med de dårlige erfaringer med det tidligere BSU-byggeri, og byggeri af alt for store boliger i tankerne, hvor vi heldigvis har lært af fejlene, må vi på sigt fortsætte vore bestræbelser på at opnå et bedre og mere menneskeligt boligbyggeri.
Siumut finder det på sin plads, at der i forbindelse med andelsboligbyggeri stilles økonomiske krav til både boligejer, kommune og hjemmestyre. Set ud fra betragtningen om, at der sker en mere retfærdig fordeling er det forudsat, at boligejeren selv skal være med til at finansiere. Derfor er der en yderligere begunstigelse i forbindelse med opsparing, som landsstyret vedtog for nylig, i stærkt tråd med indholdet af dette dagsordenspunkt.
Forhåbentlig vil unge, i højere grad end i dag, være opmærksomme på at udnytte disse muligheder. Og Siumut anser det som en opgave at opfordre til dette.
I det nuværende landstingsfinanslovsforslag er der afsat midler ud fra antallet af ansøgere til andelsboliger. Vi vil benytte denne lejlighed til at opfordre kommuner og medborgere om at være opmærksomme på disse muligheder for anlægsinvesteringer, og udnytte dem.
I stedet for blot at afvente byggeri, gives der nu mulighed for at selv andelsforeninger, som allerede har etableret boliger, kan få bygget boliger som de kan leje ud. Dette betragter Siumut som et fremskridt, og det absolut tilfredsstillende at det bliver muligt at drage nytte af deres erfaringer.
Vi er overbevist om, at man på den måde opnår en endnu bedre standard af de opførte huse og lejligheder og samtidig er vi overbeviste om, at ordningen vil være med til at sænke byggepriserne. Derfor går Siumut stærkt ind for landsstyrets overvejelser om etablering af en boligfond, der har til formål at få bygget boliger på andelsbasis, idet mange af de hidtidige positive erfaring og muligheder har vist, at der er grundlag for optimisme, og da der åbnes endnu flere muligheder for de personer og foreninger, der har mulighederne i forvejen og har interessen herfor.
Herved bliver der åbnet op for smidigere muligheder for de, der har interesse for at få bygget boliger, som der er et stort behov for. Og således får personer, der har interessen, mulighed for at eje boliger på privat basis. Dette betragter Siumut som et vigtigt skridt.
Med disse bemærkninger tilslutter Siumut sig forslaget ved 1. behandlingen, og takker samtidig landsstyret for forelæggelsen af forslaget, og vi skal indstille at forslaget bliver behandlet i boligudvalget, inden 2. behandlingen.
Anders Nilsson, ordfører for Atassut:
Atassut kan støtte det her fremlagte forslag, der åbner mulighed for en mere professionel håndtering af andelboligbyggeriet. Det er velkendt, at der ligger et stort arbejde i at etablere en andelsbolig og gennemføre byggeriet. Det er ligeledes velkendt, at det indtil nu først og fremmest har kunnet lade sig gøre, fordi der i kredsen af medlemmer i de enkelte foreninger har været folk med både økonomisk og byggefaglig baggrund. Denne ekspertise kan man sikre for alle fremtidige andelsboligforeninger ved det fremlagte ændringsforslag.
Ligeledes vil vi ved at professionalisere andelsboligbyggeriet opnå en erfaringsopsamling, der vil gavne efterfølgende byggerier. Hvis andelsboligbyggeriet også skal være for de unge familier og ikke bare for de unge familier med velhavende bedsteforældre så vil vi fra Atassut foreslå, at vi forbindelse med denne revision af forordningen, gør det muligt at anvende en privat boligopsparing som indskud i andelsboligforeningen.
Bankerne har et tilbud om at låne to tredjedele, hvis et ungt menneske sparer en tredjedel op til boligformål. Efter den gældende forordning må andelen i boligforeningen ikke stilles som sikkerhed for boliglånet i banken. Det betyder, at kun unge mennesker, der har forældre eller andre til at kautionere for banklånet, kan få glæde af boligopsparingen til en andelsbolig.
Vi mener i Atassut, at dette skel mellem unge mennesker af rige og fattige familier bør fjernes. Det fremlagte forslag er en passende anledning til at filosofere lidt over vores boligpolitik.
Samfundsøkonomien er indrettet på at en stor del af boligudgiften betales over skatten og ikke via huslejen. Det er en ordning vi ikke uden videre kan lave om på. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det har været med til at skrue boligudgifterne i vejret før var det ham staten der betalte, og nu er det ham landskassen eller kommunekassen, der betaler.
For at komme denne indstilling til livs og billiggøre byggeriet, er det nødvendigt at flytte ansvaret for boligbyggeriet ud af de offentlige kasser. Indførelsen af andelsboliger er et lille skridt på vejen. Her bidrager det offentlige kun med 2/3 af udgiften til byggeriet og den efterfølgende vedligeholdelse er andelshavernes eget ansvar. Næste skridt på vejen mod mere privat boligbyggeri kunne være en udvidelse af den nuværende 60/40 ordning, hvor landskassen betaler 60% af udgifterne og kommunen 40% af udgifterne til udlejningsbyggeri. Hvad ville det betyde, hvis landskassen betalte 60% og den private boligejer 40% af udgifterne til en ejerbolig, det ville være endnu et forsigtigt skridt på vejen ud af de offentlige kasser.
Vi slæber i disse år rundt på et betydeligt moralsk problem, når en stor del af boligudgiften betales over skatten, så er det vel i orden for alle os, der har en bolig med store offentlige tilskud? Men hvad med alle de andre, særligt den store gruppe af unge voksne mennesker, der venter i årevis på at få deres egen bolig? I alle disse venteår, betaler de over skatten, for at vi andre ikke alene har et sted at bo, men også kan bo billigt, takket være deres månedlige kontante tilskud. Et radikalt forslag ville være at kanalisere den del af de boligsøgendes skat der ellers går til os andres billige boliger over i en personlig boligopsparing øremærket til den enkelte boligsøgende.
Afsluttende skal vi fra Atassut henlede opmærksomheden på fænomenet udbud og efterspørgsel. Dette fænomen regerer også indenfor boligområdet, og det får groteske virkninger, når man ikke erkender den økonomiske virkning af udbud og efterspørgsel. Vi har rundt omkring i landet stående et antal relativt velholdte boligstøttehuse tomme, mens folk bor i nabolaget i betydeligt ringere huse. Man vil ellers gerne flytte ind i de bedre, tomme boligstøttehuse men prisen er for høj. Hvilken pris? Det offentlige har fastsat en pris der er helt ude af trit med husets markedsværdi. Derfor står husene tomme år efter år og forfalder. Et hus i Grønland er kun det værd, som folk på stedet er indstillet på at betale for det. Tomme beboelseshuse der ejes af det offentlige skal uden forsinkelser sættes til salg for højeste bud. Alt andet er meningsløst bureaukrati og en hån mod de boligsøgende og de mange der bor i ringere saneringsmodne boliger. Også dette problem skal vi fra Atassut bede Boligudvalget undersøge nærmere og fremkomme med et konkret gennemarbejdet forslag til løsning. Med disse bemærkninger skal vi overgive ændringsforslaget til behandling i boligudvalget forud for 2. Behandlingen her i salen.
Maliinannguaq Marcussen Mølgaard , ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Tak, siden man etablerede andelsboligforordningen, er der påvist interesse for udnyttelse, især i Nuuk idet der igennem er opført 159 boliger som er blevet etableret af 16 andelsboligforeninger. Derudover har der været etableret 2 andelsboligforeninger i Sisimiut og 1 i Maniitsoq.
Vi vil sætte spørgsmålstegn ved om man har ført en tilstrækkelig oplysningskampagne om denne gode mulighed for andelsboligbyggeri, idet der i dag findes mange borgere, som ikke har kendskab til denne ordning, og idet andelsboligejerne ofte er veletablerede ansatte, der udnytter denne ordning. Vi mener fra Inuit Ataqatigiit, at man åbner større muligheder for at bygge andelsboliger også for andre en veletablerede i samfundet, når man vil forebygge boligmanglen. Landsstyremedlemmet har under sin redegørelse nævnt, at andelsboligbyggeri ofte er en stor og kompliceret opgave for en uerfaren bygherre, idet andelsboligindehaverne er henvist til selv at sørge for indretning af boligerne, indhentning af byggetilladelse og finansiering, det vil sige kontakt til de offentlige, kommunerne og Grønlands Hjemmestyre.Vi mener ikke i Inuit Ataqatigiit at der er til hinder for at afhjælpe de kommende andelsboligforeninger. Det blev også i dette forslag til ændring nævnt, at man vil smidiggøre den gældende ordning blandt andet gennem etablering af boligfond. Men der er betænkligheder ved denne mulighed for private at bygge boliger, idet det selvom fremgår i loven, at man inden opførelse af andelsboliger skal sikre et tilstrækkeligt antal medlemmer i andelsboligforeninger, er der også mulighed for at spørge kommunen og hjemmestyret om, de vil være medlemmer, såfremt man ikke får et tilstrækkeligt antal medlemmer, og hvis dette ikke er tilfældet, er den private pligtig til at blive andelshaver. I den forbindelse finder vi det betænkeligt i Inuit Ataqatigiit, at såfremt der er boligmangel og såfremt man ikke kan finde et tilstrækkeligt antal medlemmer, så har den private alligevel mulighed for at opføre boliger, som denne efter sit eget hoved kan fastsætte et hvilket som helst høj lejepris. Der findes jo borgere, som ikke har råd til at blive medlemmer i en andelsboligforening, men alligevel har råd gennem en månedsløn. Hvordan kan man sikre i denne lov at denne gruppe borgere misbruges ubegrænset på grund af boligmanglen?
Vi vurdere fra Inuit Ataqatigiit , at denne ordning omkring opførelse af andelsboliger i sig selv er en god ting, således borgerne får mulighed for at få deres egen bolig, kan fordrejes til helt andre formål. I den førnævnte lov, har man åbnet mulighed for den private at bygge boliger i stort omfang, og dermed også mulighed for at fastsætte selv høje udlejningspriser, som ikke kan kontrolleres. Når en andelsboligindehaver ikke længere ejer sin andelsbolig, og såfremt bygherren eller den der bygger boligen får den største del af andelen, hvem skal så kontrollere resten? En sådan boligbyggeri, som de offentlige er medfinansieret i, bør drives forsvarligt og uden mulighed for misbrug. Vi skal fra Inuit Ataqatigiit præsicere, at vi ikke er imod at bygge flere boliger i den boligmanglelplagede Grønland, og vil gerne sikre, at boligmanglende borgere ikke skal misbruges. I den sammenhæng skal vi også bemærke der er en ændringsforslag, at man hører at andelsboligforeningerne de vil gerne opfordre til med disse ord vil vi anbefale, at forslag til ændring af landstingsforordningen behandles i landstingets boligudvalg inden overgang til 2. behandling i landstinget.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Patiiat:
Indledningsvis skal jeg her give udtryk for, at Akulliit Partiiat støtter forslaget til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om andelsboliger.
Det gør jeg ud fra den kendsgerning, at modsat den nuværende ordning, der erfaringsmæssigt er både tidskrævende og ressourcekrævende for andelsforeningsmedlemmer, åbnes der mulighed for, at en privat bygherre forestår opførelsen af et antal boliger og finansierer byggeriet i opførelsesfasen. Foruden den nævnte kendsgerning vil ændringsforslaget som nævnt i forelæggelsesnotatet smidiggøre den gældende ordning.
Den fra finansielle institutioner på ny viste interesse for at medvirke ved finansiering af andelsboligforeningernes egen finacieringsmodel er ud fra mit synspunkt overordentligt vigtigt, der vil være fordele for begge parter, også ud fra den kendsgerning, at de øvrige betingelser for opnåelse af offentlig støtte til andelsboliger bliver uændrede.
Jeg er også glad for at konstatere beskyttelse af kunden ved, at det fortsat vil være muligt for andelsboligforeningsmedlemmer selv at varetage hele processen omkring etablering af foreningen, afklaring af de finansielle forhold og opførelse af boligerne.
Disse muligheder vil dog efter det oplyste ikke være gældende alle steder, derfor vil jeg opfordre Landsstyret / Landstinget gøre sit til, at der hvor der ikke er mulighed for at de nævnte fordele gør sig gældende findes evt. andre lettelser på det område. Det skaber jo tiltrækkelse af privat deltagelse i finansiering af boligbyggeriet samt ansvarlighed hos beboerne til driften af deres egne boliger.
Jeg er dog ked af at erfare, at åbning af mulighederne for omdannelse af de eksisterende udlejningsboliger til andelsboliger ikke er blevet vist den store interesse. Når vi nu etablere så mange undersøgelser og arbejdsgrupper, er dette område ikke egnet til at danne en arbejdsgruppe til udfindelse af muligheder eller evt. Lettelser på det område.
Med disse korte bemærkninger går jeg ind for at ændringsforslaget i landstingsforordningen behandles i landstingets boligudvalg inden overgang til 2. behandlingen i Landstinget.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet.
Jeg vil på vegne af kandidatforbundet og har med interesse gennemgået forslaget om ændring af landstingsforordningen nr. 1 af 3. oktober 1991. Ved den foreslåede ændring af forslaget hvor efter bygherren forestår byggeriet og finansiere det samt at der bliver dannet en boligfond er gode intentioner der vil åbne gode muligheder. Ikke mindst da det vil lette andelsboligforeningerne med det tidskrævende finansiering, godkendelser m.v. Og endvidere er der forslag der medfører opsamling af erfaringer er forslaget tillokkende og bør støttes. Men en sådan åbning af muligheder er der følgende områder, man politisk bør være vågen overfor og tage med. For det første, at boligerne ikke bliver for dyre for lejerne, og for det andet at boligmarkedet ikke udvikler sig til at blive et profitmarked. Ved ændringer af forordningen bør det være muligt at smidiggøre ordningen og fremme opførelse af boliger. Et af de vigtigste mål er jo at nedbringe boligmanglen og derfor må man som et af de vigtigste sikre sig, at de boligsøgende ikke bliver udnyttet økonomisk. I dag hører vi jo ikke så sjældent, at små kamre ind imellem udlejes til flere tusind kroner pr. måned. Udover det førnævnte muligheder vil der blive åbnet er det vigtigt at landstinget også har forståelse for folk der vil bygge elementhuse eller selvbyggerhuse og tilvejebringe bedre muligheder for disse. Og ikke mindst være det økonomiske angår, ved at søge at skaffe dem rentebillige lånemuligheder. At skaffe sig egen bolig er jo ikke en så ligetil sag og der bør være bedre muligheder for at skaffe sig støtte hos de offentlige og vanskelighederne bør landstinget have forståelse for. Hvad angår selvbyggerhuse i bygderne som i dag dels er i stærk forfald bør der søges muligheder for istandsættelse af disse, da der i dag ikke eksisterer muligheder for istandsættelse af selvbyggerhuse eller det er alt for vanskeligt at kunne gennemføre en istandsættelse af disse. Det blev anført at de ved forordningsændringen åbner muligheder kun er mulige at udnytte i de større byer med bedre økonomiske muligheder. Derfor bør man også have bolig og istandsættelsesproblematikken i bygderne i erindring.
Det er desværre ikke noget særsyn at mange af boligerne bliver ringe vedligeholdt af lejerne og det er bekendt at enhver ikke vedligeholder det han ikke ejer ringer end det han selv ejer. I tilknytning til Andelsboligbyggeriet bør der være mulighed for opførelse af enkelte lejligheder eller kædehuse eller måske enkelthuse, der af Hjemmestyret eller Kommunerne kan overdrages til Andelsboligforeningen eller til enkeltfamilier. En sådan mulighed bør fremmes snart selvom man i forelæggelsen anfører at der ikke er vist nogen større interesse for sådan en mulighed. Jeg er af den mening at sådant et tilbud om det har være fremsat har været fremme på en alt for l........... måde.
Ved åbning af et sådan mulighed vil de fremtidige ejere have et incitament til bedre at selv at istandsætte og vedligeholde det og have ansvaret for boligen. Der er ingen god grund til at tro at økonomien i sådanne lejligheder eller enkelthuse der ejes af hjemmestyret og som er finansieret under byggeriet ved overdragelsen til andelsboligforening eller ved at enkelthuse eller boliger bliver overdraget enkelte familier eller at de enkelte lejligheder bliver købt som ejerlejligheder, ikke vil medføre merudgift for køber eller det offentlige, hvis der ikke pludselig dukker uventede fordyrende elementer op. Som det allerede er blevet anført er udlejningslejligheder og enkelthuse allerede betalt af hjemmestyret og kommunerne og de ældste er foræret af den danske stat. Derfor behøver det ikke at betyde merudgifter for hjemmestyret eller kommunerne. Man må kunne regulere husleje og boligudgifterne på den anden side ved for eksempel ved at man efter et vis åremål med huslejebetaling må kunne blive betragtet som ejer af den lejlighed man bebor. Jeg mener at man derved kan give folk et positivt ansvar og at man også derved får et positivt incitament til at betale huslejen da lejligheden med tiden bliver ens ejendom. Huslejerestancerne kan falde derved og på den anden side kan det offentliges udgifter til vedligeholdelse også falde og de økonomiske midler der skulle være anvendt til dette formål kan sidehen blive anvendt til andre nødvendige formål. Derfor er landsstyret mål dels støtteværdig at en del af det nyere byggeri indeholder ikke alt for mange boligenheder bliver renoveret så det kan anvendes til andelsboligforeninger. Selvfølgelig kan man ikke drøne hvad som helst uden for tjeneste, men vi har allerede i dag set hvor profitsøgende arbejdet pågår i byggeriet og det er ikke vove vanskeligheder i Landstinget at kvadratmeterprisen i byggeriet alt for højt. Ved at åbne større muligheder for at få fortjeneste ved byggeri må man forvente at kvardratmeter prisen i byggeriet stiger igen og det vil først og fremmest få uheldige følger for brugerne, derfor sagde jeg allerede ved indledningen at man inden den endelige åbning af mulighederne politisk bør sikre sig de forholdsregler der er nødvendige.
Et enkelt bevis er grønlandsbanken interesseret i at være med, det er udmærket. De der har midlerne kan være med. Men med hensyn til kommende boligudgifter, må vi også se på dem som ikke er så økonomiske velstillede. Eksempelvis vil udgifter for folk der vil låne penge nok ikke mere overkommelig især for de mindrebemidlede såfremt grønlandsbanken ikke nedsætter sin udlånsrente. Derfor må man håbe at grønlandsbanken ved dannelse af en boligfond vil nedsætte udlånsrenten, der her i tinget er fuld enighed i debatten om en vis skattemæssig begunstigelse af bankopsparing. Det vil være sådanne tiltag som den foreliggende sag der giver mulighed for en rente billigere lånemulighed, men selvfølgelig behøver det ikke at være landskassen alene der skal afholde udgifterne herved. De selvstændige næringsdrivende og de enkelte familier har et stærkt behov for rentebillige lån. Boligmanglen er et stort problem i samfundet selv om man ikke politisk kan blande sig i foreningers og organisationers anliggender har foreninger og organisationer eksempelvis Kommunernes Landsforening, KNAPK, SIK med videre mange røde pengemidler uanset at en del af deres medlemmer har boligproblemer. Derfor må man spørge kan man ikke prikke til disse foreninger og organisationer om de ikke kan være med i bestræbelserne for løse boligproblemerne for deres medlemmer. I bestræbelserne for at få indført hjemmestyret blev der allerede krævet af os alle om at bære byrderne, hvor er de midler som de grønlandske tjenestemænd og andre pensionsberettigedes opsparingsmidler som i lange tider blev opsamlet i Danmark, hvornår bliver disse midler overført her til landet. Der bør også være sådanne midler som kan anvendes her i landet. Med disse bemærkninger går jeg ind for at forordningsforslaget inden 2. behandlingen går til drøftelse i landstingets boligudvalg.
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender og boliger.
Jeg siger tak og jeg siger også tak til partiernes ordførere og jeg kan mærke at forslaget bliver støttet af samtlige, hvorfor jeg ikke skal lave et langt indlæg. Til Siumuts ordfører skal jeg sige at det fremgår klart at Siumut støtter forslaget og jeg takker for den støtte. Vi er også enige i den melding at vi skal sikre at der er et godt og sikker tilsyn og det er også det vi stiler efter fra Landsstyrets side. Og det er også inde på at ungdommen bør være vågen over for den mulighed der bliver åbnet op for dem og i den forbindelse kan jeg nævne at det kan gå på den måde. For nogle uger siden tog Landstinget stilling til at man i forbindelse med en boligopsparing for eksempel med en ydre grænse så skal hjemmestyret altid give et rentetilskud på 4% om året således at man minimiere til at også ungdommen får lyst til at foretage en boligopsparing. Jeg siger også tak til Atassuts ordfører og idet de også tilslutter sig forslaget vil det også korrekt idet Atassuts siger at de forskellige foreninger som nu er cirka 18. De får en masse paratviden og de afholder en masse møder. De forhandler også og alt det har jo også en økonomisk værdi og det resulterer så også i at når arbejdet er færdigt så bliver den indhøstning af faren ikke den bliver ikke genbrugt idet den dog bliver lagt i skuffen og såfremt man opnår den mulighed for at danne en fond så kan dette også være et videnscenter for det videre arbejde indenfor området. En anden ting som Atassut var inde på var boligopsparingen også skal kunne bruges til andelsboliger og til dels skal det siges at dette fremsættende lovforslag også stiler efter denne mulighed. Det betyder at såfremt de unge har en boligopsparing, så kan de også bruge opsparingen som en startkapital til anskaffelse af en andelsbolig. Jeg skal ikke komme med ydereligere kommentarer til de forskellige spørgsmål som Atassut kommer frem med idet jeg regner med at de først bliver drøftet i boligudvalget idet der er forskellige ting der skal undersøges og man skal jo også undersøge de forskellige ting nærmere blandt andet de forskellige statitiske materialer man skal finde frem til. Det samme gælder så også de bemærkninger omkring boligstøtten i det der korrekte står en masse boligstøttehuse som blot står ubenyttet hen og en del af dem er jo så forfalden at det ikke kan betale sig at bruge dem og det er sådan nogen ting man også skal finde frem til i det videre arbejde og det vil man også komme yderligere ind på når redegørelsen om boligstøtten. Jeg siger også tak til Inuit Ataqatigiits ordfører og en af de ting som de var inde på med udgangspunktet i nuværende forhold hvor dem der har andelsboliger næsten altid er personer med gode vellønnede jobs, men det er ikke tilfældet. Ordningen der blev indført i 1990 er åben for alle. Spørgsmålet er bare at man udfra de landstingsforordninger som Landstinget har åbent mulighed for så er det åbent for alle og enhver at melde sig ind i en forening at arbejde videre med det. Med hensyn til andelsboliger så skal jeg ikke lægge skjul på at jeg personligt har stor kendskab til området hvorfor man nu inde for nuværende ordning og derved også har en andelsbolig så gælder det også en stor ventetid og det vil stadigvæk være tilfældet. Såfremt for eksempel en beboer i en andelsbolig flytter til enten en anden by eller til et andet land, så er ansvaret for betalingen af lejen det er ikke kommunen det er heller ikke hjemmestyret, men det er medlemmerne af andelsboligforeningen. Og det er det loven foreskriver. Og det samme gælder også ansvaret for vedligeholdelse af andelsboligerne og det bliver som regel finansieret ved at man hver måned afsætter et bestemt beløb til vedligehold af boligen, hvorfor man sikrer sig at man ikke får mulighed for at misbruge ordningen. Og jeg skal igen understrege at den der sikrer sig ordningen ikke bliver misbrugt der er det hjemmestyret og kommunerne som sikrer dette, det er disse 2 instanser som endelig godkender ved at de giver midler til boligen og når først disse 2 instanser har givet midler til foreningen, så kan man opfører det hvorved man forhindrer at misbruget finder sted. Og til slut så skal jeg nævne at de forskellige andelsboligforeninger de 18 foreninger de har ikke kun én gang men op til flere gange forsøgt at danne en organisation. Man må sige at det har haltet med at få etableret denne organisation og efter hvad jeg erfarer har denne organisation ikke nogen større indflydelse.
Og til Akuliit Partiaat og det skal jeg kommenterer ganske kort. Tak for din gode forståelse og dine meldinger er meget klare og det samme må jeg også sige til kandidatforbundet, og såfremt jeg skal kommentere dem lidt længere så skal jeg bemærke huslejen for eksempel til et lille værelse og såfremt huslejen er for stor til det, men til det har vi nogen retningslinier for hvordan man fastsætter værelseslejen for Hjemmestyre og kommunalt ejede lejligheder, men på den anden side er der enkelte privatejede værelser som vi har svært ved at kommentere, men forslaget her ved indeværende forslag der har kommunerne og hjemmestyret mulighed for at have medindflydelse også med hensyn til størrelsen af boligerne og at der er ingen intentioner om at ændre den nuværende lovgivning, men det man gerne vil opnå er at man gerne vil have rentebillige lån og jeg skal i den forbindelse sige at man allerede i 1953 indførte kapitel 2 og senere hen kapitel 4 så har hjemmestyret og før den tid staten givet meget rentebillige lån og i løbet af tiden så er renten ganske vist steget lidt, men til trods for det så er det korrekt at man i dag ikke kan bygge et hus 100% selvfinansieret på grund af den høje rente hvorfor man altid må optage et lån og den mulighed der nu bliver skabt her, der tror jeg at boligudvalget også vil tage den del med op ligesom alle de andre spørgsmål der er blevet stillet. At der har været for lidt oplysning omkring dette der skal jeg blot sige at loven har været gældende fra 1991 og med den interesse er vist så har vi allerede vist at antallet af de opførte boliger, det kan godt være at interessen bliver større nu da vi nu drøfter det om igen og f.eks. i Niels Hammekensvej så har der været en henvendelse om, at købe rækkehusene dernede, men der er endnu ikke taget endelig stilling det.
Og jeg skal blot henvise til, at de forskellige spørgsmål der er blevet stillet bliver drøftet i Boligudvalget, og til allersidst skal jeg nævnte, at jeg glæder mig over, at Grønlandsbanken på den måde, således har henvendt sig, og denne henvendelse er også åben overfor andre organisationer, som f.eks. SIK, hvorfor dette er åben ud fra den gældende lovgivning.
Og hvorvidt vi skal prikke til de forskellige organisationer, det kan jeg godt sætte et spørgsmålstegn ved, idet vi ikke skal prioritere nogen, men at nogen er åben for alle.
Hans Enoksen , Siumut:
.
Der blev nævnt, at de selvbyggerhuse der bliver opført i bygderne at de forfalder, og at der ikke er mulighed for vedligeholdelse og renovering. Det er der åbnet mulighed for, og heldigvis er der en del der har benyttet sig af denne mulighed.
Men en ting er svært at komme uden om, at det er lidt for besværligt, at gå i gang med istandsættelsen, der er flere forskellige ting der skal sættes på plads, f.eks. INI A/S der er langsommelig i sagsbehandlingen m.h.t. renovering af eksisterende selvbyggerhuse.
Og m.h.t. Inuit Ataqatigiit bemærkninger om, at man ikke har oplyst omkring mulighederne for andelsboligbyggeri, jeg mener ikke, at der er nogen hold på denne påstand. Mange mennesker har kendskab til disse muligheder både i byerne og bygderne.
Her er den største forhindring, at økonomisk vanskeligt stillede kommuner har slet ikke mulighed for at gå ind med nogle tilskud, og så på den måde måtte de der ønskede at opføre andelsboligbyggeri trække sig tilbage.
Vi kan mærke det tydeligt her, at det største boligbyggeriaktivitet foregår her i Nuuk, fordi vi ved jo, at kommunen er betydelig bedre stillet økonomisk i forhold til alle andre kommuner, og kommunerne i Midtgrønland deltager også til en vis grad.
Landsstyremedlemmet Daniel har ret i, at mulighederne er åbne for alle, og det er der vist noget vi skal skændes om, men vi kan ikke komme udenom, at brugerne, de der er økonomisk velstillede, at det er kun dem der har mulighed for at benytte sig af den lejlighed.
Folk med SIK-lønninger har slet ikke den mulighed for at deltage i et sådan boligbyggeri, såfremt de ikke har sparet igennem mange år.
Og de unge der eller ønsker at bygge et sådan boligbyggeri eller en sådan bolig og som bor uden for Nuuk har betydelige være muligheder i forhold til dem der bor inde her i Nuuk, og således er størstedelen af udgifterne til et sådan boligbyggeri i de velstillede kommuner, og det er sådan set placeret automatisk der.
Derfor må Landsstyret overveje nøje, såfremt loven skal gælde lige for alle, så bør man kunne lave en ordning uden al for meget skelen til kommunens økonomiske formåen, det er min egne private overvejelser. Tak.
Otto Steenholdt, Atassut:
Da vi begyndte, at drøfte andelsboligtanken, så var vi også inde på, så kom jeg til at tænke på, hvorfor vi nu fil lyst til at bruge denne. Det er fordi en del medborgere som havde penge, henvendte sig til os og sagde: Giv os muligheden for selv at bygge vores boligbyggeri, og når vi så har bygget vores eget boligbyggeri, så vil de andre boliger vi forlader gives til de personer der har mindre mulighed for det.
Såfremt vi ikke indførte ordningen så var boligsituationen endnu være end dengang, hvorfor vi gav mulighed for dem der havde midlerne til det, netop for at afhjælpe boligsituationen. Og den form for boligbyggeri går ligesom til dem der har midlerne selvom ordet Ade bedre bemidlede@ måske kan være lidt usmageligt, men til trods for det, så har ordningen været gavnligt for boligsituationen som helhed.
Men det at man er mindre bemidlet det gælder i alle samfund, og selvom man så har ønsket om at flytte til en bedre bolig bliver man bremset at sin dårlige økonomi, men sådan en situation gælder alle steder henne, hvorfor jeg godt forstår de bemærkninger der er komme om Ade mindre bemidlede@.
Men de såkaldte bolighajer i Danmark, det er dem man har svært med at følge med i loven i sin baghånd, og disse bolighajer køber som regel gamle forfaldne boligblokke, hvorefter de overfladisk renoverer dem, og lejer dem ud. Og de bolighajer siger jo som regel, at de bruger en masse midler til at renoverer ejendommen, hvorefter de med det som trumfkort forhøjer huslejerne uanstændigt, og m.h.t. har man jo ikke rigtig lovhjemmel til at forfølge disse.
Men det der nu er gældende er hvor huslejen bliver fastsat ud fra den opførelsessum der er m.h.t. en blok, det er jo en god ordning, hvorfor vi også må være parate til, at undgå misbrug af ordningen, således det ikke giver mulighed for at få en større indtjening på det.
Men man vender også tilbage til de personer der har anskaffet en sådan bolig igennem boligstøtteordningen. Men flere gange har man været inde på, at når man har renoveret et hus, og at renoveringen har været så bekosteligt, at de gamle beboere end ikke har mulighed for at blive boende idet.
Men man må igennem ordningen finde mulighed for at beboerne selv får mulighed for at renovere huset på privatbasis. Vi ved jo, at håndværkerudgifterne jo er meget høje. Og såfremt man gav mulighed for, at beboerne selv fik lov til at renovere disse huse, så ville man få mulighed for, at hjælpe den lille familie, nemlig ved at man undlod at forhøje prisen for meget p.g.a. håndværkerudgifterne.
Maliinannguaq Marcussen Mølgaard, Inuit Ataqatigiit :
Tak. Landsstyremedlemmet for Boliger kom ind på helt klart, at man i forbindelse med opførelsen af andelsboliger, at Hjemmestyret og kommunalbestyrelserne er dem der giver tilladelsen hertil. Ja og det fremgår jo også i forordningsforslaget.
Det vi er betænkelig ved her i den sammenhæng som jeg vil understrege her er: Kan det være en andelsbolig bliver opført, og i det øjeblik beboerne trækker sig tilbage efter opførelsen, så er det bygherren, det kan være en privat eller det kan være, så er vedkommende pligtig til at være ejer af disse boliger. Og i og med at vedkommende bliver ejer af disse boliger, så er der jo en fare for at vedkommende kan sætte huslejerne meget høje, og det er den fare, vi må prøve at gøre opmærksom på, således at vi er imod, at man vedtager forslaget uden videre.
Selvfølgelig går vi ind for, at ordningen gøres smidigere, og at man indsamler erfaringer, så man også kan samarbejde på dette område fremover.
Således at de indhøstede erfaringer kan stilles til rådighed for dem der vil bygge senere hen. Vi finder ikke der kan være noget i vejen for det.
Og m.h.t. det at optage, så kom man ind på muligheden for rentebillige lån, det er udmærket i sig selv, men for få år siden har man jo optaget lån via realkreditforeningerne, vi havde store forventninger, men nu har vi set hvilke byrde det har givet for dem der har optaget lån der, og det skal vi være opmærksomme på.
Otto har ret i at sige og understrege, at de der har midlerne til det eller det er dem der har mulighederne for at gå igang med et andelsboligbyggeri, og det vil jeg gerne sige tak til Otto fordi han understregede det. På den anden side blev det ellers sagt, at mulighederne er for alle, hvilket ikke er tilfældet.
Og Hans Enoksen kom ind på, vi fra Inuit Ataqatigiit har sagt at der er for lidt kendskab til mulighederne for andelsboligbyggeri. Det kan være, at man har godt kendskab til det her i Nuuk og Sisimiut, men resten af landet har man behov for yderligere oplysninger omkring denne gode mulighed, og bør udnyttes endnu bedre end det er tilfældet idag
Vi ved, at Landsstyret har indgået med SIK om at holde huslejepriserne i ro, og jeg mener, at man ikke længere har mulighed for at blande sig politisk ind, man har indgået aftale med SIK, at INI A/S, vi ved at der er indgået aftale om af holde huslejepriserne i ro, men hvis private, der mener jeg at det vil blive meget svært at gribe politisk ind i forhold til private.
For få år siden hørte vi, at man kan blive ejer af den lejlighed man beboer efter man har boet der en årrække, men den har ikke fået den fornødne interesse hidtil. Mange af os bor i en bloklejlighed i måske op til 30 år, og betaler høj husleje årligt. Det kan være, at lejerne har betalt den pris det kostede at opføre boligen.
Derfor med den tanke har vi sagt, at man skal lave en endnu tydeligere oplysning omkring sådanne muligheder, det er det Inuit Ataqatigiit gerne vil opfordre til.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er meget enig med Otto, fordi når man tænker på boligstøttehusene og renoveringen af disse, så siger han, at såfremt beboerne af disse huse skulle renovere huset, så stiger husprisen, det er fuldstændigt korrekt, idet husene som bliver renoveret, og efter de så er blevet overtaget af en anden familie efter renoveringen, så bliver de vurderet til en meget høj pris og uacceptabel høj pris, og det resulterer så i, at familierne der flytter til ældre renoverede huse, det er også en ting de klager over, idet huse der er op til 30 år gamle, så efter renoveringen af disse blive de vurderet næsten lige så højt som nyopførte huse. Jeg mener også, at den ting er med til at øge inflationen og en ting man bør rette op på.
Landsstyremedlemmet for Bolig kommer ikke nærmere ind på selvbyggerhuse i bygderne, hvorfor jeg er glad for, at Bygdeudviklingsrådet formand Hans Enoksen kom ind på det, fordi desværre er der flere huse der er ved at forfalde i disse bygder, og såfremt type 1 husene ikke skal blive ligesom type 2 og 3 husene, ligesom dem vi har set i Kullorsuaq for et par år siden, og netop med denne baggrund blev det udviklet en epidemi som man ikke videre var begejstret for.
Og såfremt vi ikke skal opleve det igen, så bør vi have mulighed for at renovere disse huse eller man bør finde en bedre måde til at finansiere sådanne huse, idet den nuværende ordning er alt for stiv.
Daniel Skifte, Landsstyremedlem for økonomiske anliggender og boliger:
Jeg skal lige knytte nogle bemærkninger. Først til Maliinannguaq Marcussen Mølgaard=s bemærkninger på vegne af Inuit Ataqatigiit.
Med hensyn til om der skal lave større oplysningskampagner om andelsboligbyggeri til resten af landet. Det er en god idé og det skal vi nok gøre, men vi må pege en bestemt person allerede nu, og det er f.eks. at Hjemmestyret opfører et rækkehus til 12 mio. kr., og kommunen betaler ca. 4 mio. kr., og derudover er det sådan, at Grønlandsbanken er interesseret i, at udlåne en del af resten af beløbet til dem der gerne vil deltage der.
Og jeg vil understrege, i det øjeblik vi går ind i et større oplysningsarbejde, så vil vi også være skyld i at en del kommuner får falske forhåbninger, og måske vil resulterer i udgifter for kommunen, det vil vi ikke være med til. Vi vil ikke handle henover hovedet på kommunen.
Kommunen må selv bestemme, hvilke tiltag der skal igangsættes, og Hjemmestyret skal selv tage beslutning om hvilke tiltag der skal laves. Man regner med, at man i de næstkommende år vil stige interessen for det, men som sagt så er det for at åbne større muligheder at man vil gøre det.
Det er en del af det problem som jeg påpeget her, at man efter en større oplysningskampagne, at man så ikke kan realisere de planer der er, fordi Hjemmestyret og kommunen skal jo indgå om finansieringen.
Grunden til at jeg ikke kom ret meget ind på bygderne gjorde jeg ud fra den overskrift vi behandler nu. Selvfølgelig er det fristende at knytte nogle kommentarer dertil, men jeg har undladt det fordi det er mit ansvar at forslaget til landstingsforordning retter sig mod alle borgere.
De der kom ind på det der vedrører ESU, så har jeg flere gange sagt, at vi kommer til at behandle dette område senere under punkt 18 her i Landstinget. Derfor har jeg ikke kommenteret det spørgsmål selvom jeg er meget interesseret i det, men vi skal jo til sin tid behandle dette punkt, men har hellere villet komme med min kommentar ud fra den overskrift vi har.
Manasse Berthelsen, Inuit Ataqatigiit.
Landsstyremedlemmet og såfremt jeg har misforstået dig, så må du rette mig. Dine bemærkninger for lidt siden kunne måske forstås sådan, at andelsboligforeningen den skal man ikke oplyse for meget om, fordi vi skal være påpasselige med kommunernes økonomi.
Hvorvidt kommunerne har råd til det, vi tager jo også udgangspunkt i, hvor meget de har råd til det, og vi har en byggeordning der siger 60-40, det vil sige 40 % skal betales af kommunerne, men når vi snakker om andelsboligforeningerne, der er det kun 1/3 kommunerne skal betale. Det betyder så, at kommunerne med de samme midler kan få flere boliger.
Selvfølgelig kan man sætte spørgsmålstegn ved om kommunerne på denne måde er med i ordningen i højere grad idet en privatperson der gerne vil opføre et hus, og såfremt vedkommende ikke kan få garantistillelse enten fra kommunen eller Hjemmestyret, så henvender det sig til andre steder. Og dermed må vi sætte spørgsmålstegn ved den balance der er eller ikke er.
Daniel Skifte, Landsstyremedlemmet for Økonomiske Anliggender og Boliger:
Tak. Og til den sidste ordfører Manasse Berthelsen vil jeg gerne sige tak.
Jeg kan godt forstå din melding og jeg skal lige understrege følgende. Da vi i 1991 etablerede andelsboligforeningsordningen, og som Otto Steenholdt også lige før var inde på, så skabte vi en mulighed for at komme over nogle problemer netop for at udnytte midlerne på en bedre måde.
Nu er der gået en del år, og det ser ud til, at denne boligopførelsesform er der stadigvæk stor interesse om. Da interessen var på sin højeste var der 3 realkreditforeninger i Danmark som blandede sig og også engagerede sig stærk ind i enkelte opførelse, og konsekvenserne skal jeg ikke komme højere ind på.
F.eks. de høje kvadratmeterpriser og de høje renter, det har så betydet store udgifter for enkelte familier, og derfor er det vigtigt, at forordningen omkring andelsboliger skal gøres klart, således af kommunernes og Hjemmestyres ansvar balancerer med hinanden.
Forskellen her er blot som også blev afdækket under min forelæggelse. Det er forskellige størrelse boliger der bliver opført. Nogle af dem er på 60 kvadratmeter andre er på 80 mens andre igen er på 90 kvadratmeter. Og efter den andelsforeningens maximumgrænse for boliger er på 105 kvadratmeter, og ud fra det, så skal jeg ikke her komme ind på størrelsen her.
Men det jeg gerne vil kommentere er, at jeg ikke modsiger at der skal foretages en oplysningskampagne om det, men på den anden side også siger, at vi opfylder Inuit Ataqatigiit=s ønske om, at man foretager denne oplysningskampagne, eller jeg ved også godt, at man før har foretaget en oplysningskampagne før.
Men når man kommer med disse ting og ved en oplysningskampagne fortier nogle andre ting som kan skabe problemer, det er det ulempen er. Det er derfor jeg har forsøgt at allerede nu på nuværende tidspunkt forsøgt at oplyse om hvilke ulemper der måtte være.
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand.
Der er stor interesse om debatten omkring boligssituationen, og jeg har været formand for Landstingets Boligudvalg gennem flere år, og det har været tillokkende for mig, at kommentere dette, og det er jo rart at denne debat er igangsat her i Landstinget.
De politiske ting bliver behandlet i Boligudvalget. M.h.t. Boligstøtteudvalget som Anders Nilsson har været omfattende inde på, der synes jeg at vi skal have det sat på plads. Vi har brugt talerstolen her igennem flere år omkring disse huse der blot står tomme hen. Vi må have placeret ansvaret omkring disse huse, og det må vi så i Landstinget tage beslutning om.
Der er 7843 udlejningsboliger som Hjemmestyret ejer og kommunerne ejer ca. 4000 og her kom man også ind på andelsboligforeninger, og det er et forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om andelsboliger vi drøfter.
Vi ved, at den ordning vi har gjort omkring andelsboliger har været en vellykket skridt, og især i de byer med stor boligmangel vil den også kunne afhjælpe boligmanglen.
Vi må også bede bygdebefolkningen for forståelse for, at der er stor boligmangel i visse byer i meget større omfang end det er tilfældet i bygderne. Der er stor venteliste i byerne og her i hovedstaden i Nuuk er der også kæmpemæssig boligmangel, hvilket også er tilfældet i andre byer.
Vi må engang imellem også minde bygdebefolkningen om, at deres boligproblemer er meget mindre i forhold til bybefolkningen. Men det vi skal gå ind på er at man gør deres boliger bedre.
Andelstanken er jo opstået for at afhjælpe boligmanglen, den store boligmangel i byerne. Jeg mener også at man kommer til forståelse i byerne. Hovedstaden Nuuk mangler mange boliger, flere af byerne mangler også mange boliger. Hvis vi kan afhjælpe problemer omkring dette, ved at benytte andelsboligtanken, så mener jeg, at vi skal gå ind for det.
Jeg har lagt mærke til en ting som er rigtigt. Der blev der sagt, at der skal afsættes midler til byggeri, og man må opfordre borgerne i kommunerne, at man er vågen overfor sådanne muligheder, og benytte dem bedre. Derfor har Inuit Ataqatigiit også efterlyst bedre oplysningsinitiativer. Det synes jeg vi skal gøre, således at de kan benyttes bedre i byerne også.
Anthon Frederiksen, Kandidatforbundet:
Bygdebefolkningen bedes om at have forståelse for den bemærkning som Landsstyreformanden brugte.
Bygdebefolkningen må forstå, at der er stor boligmangel i byer som Nuuk. Hvorfor er det et problem. Det er et problem p.g.a. den politiske ordning der er. Man har affolket bygderne fordi mulighederne i byerne er bedre end i forholdet til bygderne.
Det er netop sådan problemet er opstået. Og når man så ligger vægt på bygdeudviklingen, så må man også kunne sige til byerne: Tage det nu lige lidt med ro indtil vi har udviklet bygderne. Og det skal heller ikke være tilfældet fordi vi skal udvikle hele landet som en helhed, således at det balancere med hinanden, og især indenfor boligordningen,
Jonathan Motzfeldt, Landsstyreformand:
Når vi snakker om boligsituationen her, så håber jeg ikke at Kandidatforbundet er kommet med nogle vildledende bemærkninger.
Vi ved godt at de forskellige initiativer der foretages omkring bygderne, de sker jo i forståelse med hinanden, men vi ønsker også at der kommer en forståelse for byernes problemer, og det er ikke sådan at vi overser de forskellige problemer.
Vi der har siddet i salen i mange år vi ved udmærket godt, at der har været stor tilflytning. Nussuaq satellitbyen her i byen den er blevet etableret i løbet af de sidste 18 år. Ganske vist en satellitby der er større end Ilulissat by, men til trods for det, så er boligmanglen stadigvæk stor.
Det står enhver borger frit til at flytte hvorhen han vil, og vi er jo også et samfund i vækst, hvorfor vi også ud fra vores interesse flytter til et sted, hvor vi gerne vil bo, og såfremt vi skal opfylde de forskellige problemer der er rundt omkring i samfundet, så må vi også se på boligproblemerne i byen.
Hans Enoksen, Siumut.
Vi har på ingen måde ønsket at konkurrere med boligerne i byerne. Vi skal løse problemerne ensartet i hele landet, uanset om det er i Nuuk eller i bygderne. Jeg kan slet ikke acceptere, at man blot på grund af hovedstaden skal bygge større, hvorved der opstår et efterslæb i resten af samfundet.
Det er ikke kun i bygderne, det er også i andre byer uden for Nuuk der eksisterer en stor boligmangel. Derfor er vi bygdebeboerne med til at få rettet op på forholdene. Ikke fordi vi ønsker en særbehandling i forhold til byerne, vi vil være med til at bære byrderne, det er der ingen der kan modsige os i, men vi må tænke på de helt specielle forhold, og det er jo svært at komme udenom at mange af boligerne i bygderne er meget dårligere som måske egner sig til boliger.
Mødeleder:
Således er punkt 14 forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om andelsboliger færdig. Og inden den går over til 2. behandlingen bliver den så drøftet i Udvalget for Boliger.