Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

Dagsordenens punkt 18-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 1. oktober 1996 kl. 17.54

 

Dagsordens punkt 18

 

Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgifter.

(Landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender og boliger)

 

1. Behandling

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen, Landstingets formand.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:

 

På Landsstyrets vegne skal jeg hermed fremlægge forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgifter. Det foreslås, at der foretages en mindre omlægning af de afgiftsgrupper, hvorunder vin typisk henhører. Baggrunden for forslaget er, at der har været et udtalt ønske blandt vinhandlende om, at de nuværende afgiftsgrupperinger i højere grad bliver tilpasset til alkoholindholdet i de mest almindelige typer bordvin. Som eksempel kan det nævnes, at alkoholindholdet i 2 flasker rødvin af samme mærke og årgang kan varierer med en halv procent afhængig af transport- og temparaturforhold med videre, hvilket i dag medfører en afgiftsforskel på cirka 20 kr. pr. liter.

 


Med den foreslåede ændrede opdeling af afgiftsgrupperne, vil vinforhandlerne endvidere have en bedre chance for på forhånd at frembyde faste priser, som forbrugerne kan stole på, uden at skulle lide økonomiske tab i det tilfælde, at vine af samme mærke og årgang svinger fra parti til parti. Udover at tage hensyn til en mere hensigtsmæssig opdeling af afgiftsgrupperne, har vi i Landsstyret lagt afgørende vægt på, at videreføre Landsstyrets hidtidige alkohol- og finanspolitik.

 

Med nærværende forslag er progressiviteten i alkoholafgiften derfor bevaret og det samlede forbrug af alkohol forventes ikke at ville ændres i hverken op- eller nedadgående retning på grund af mindre omlægninger af afgiftsgrupperne. Da der ikke forventes at ville ske forskydninger i det hidtidige forbrug, som følge af den foreslåede ændring af afgiftssatserne og da afgiftssatserne er beregnet på baggrund af de hidtidige provenu fra indførelsesafgiften på alkohol, forventes forslaget ikke at påvirke det samlede provenu i indeværende finansår eller budgetoverslagsårene 1997 og 1998. Det er en lang sætning.

 

Med disse bemærkninger skal jeg på Landsstyrets vegne overlade forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgifter til Landstingets behandling og efter behandling i Skatteudvalget, dets overgang til anden behandling.

 

 

Mikael Petersen, ordfører for Siumut:

 

Siumut støtter forslaget om ændring af landstingslov om indførselsafgifter, idet vi samtidig konstaterer, at forslaget om at ændre indførselsafgiftssatsen på alkohol alene sker for at opnå en mere hensigtsmæssig afgiftsgruppering for vin således, at vin af samme type, mærke og årgang afgiftsbelægges ens. Da det høje afgiftsniveau for alkohol og afgiftens progressive element fortsat bevares, finder vi i Siumut heller ikke, at alkoholforbruget vil stige som følge af satsændringen. Da Siumuts restriktive alkoholpolitik fortsat bliver tilgodeset, og da de handlende har udtrykt ønske om, at den foreslåede satsændring gennemføres, vil Siumut stemme for forslaget.

 

 

Aggoraq Lynge, ordfører for Atassut:

 

Atassut går ind for forslaget om ændring af landstingsloven. Det er vor opfattelse i Atassut, at forslaget indebærer fordele for private næringsdrivende og dette harmonerer med Atassuts politik, hvad det private erhvervsliv angår. Med disse bemærkninger skal Atassut anbefale, at forslaget bliver henvist til behandling i Skatteudvalget, inden anden behandlingen i Landstinget.

 

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

 


Jeg skal udtale vedrørende ændringsforslaget, at Inuit Ataqatigiit kan støtte nærværende ændringsforslag, som Landsstyret fremsætter. Ændringsforslaget vil som man også har præciseret have en minimal virkning på landskassen, så provenuet ikke ændres radikalt, hverken den ene  eller den anden vej. Inuit Ataqatigiit støtter forslaget. Forslaget baseres også på, at vi ikke forventer, at det hidtidige vinforbrugsmønster vil ændres i nævneværdig grad.

 

Fra Landsstyrets side har man allerede klart udtrykt, at de heller ikke forventer noget som helst i den retning. Vi vil jo slet ikke have støttet forslaget, hvis det omvendte forventedes at ville ske, da det jo tillige ville være helt i strid med den her i salen netop erklæret krig imod alkoholen. Da dette ikke er tilfældet, skal jeg gentage, at vi støtter forslaget og udtrykker ønsket om, at sagen bliver sendt til Skatteudvalget inden punktets anden behandling.

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

 

Akulliit Partiiat går ind for forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgifter, da ændringsforslaget er en følge af ønsket fra vinforhandlerne om, at 1) de nuværende afgiftsgrupperinger i højere grad bliver tilpasset alkoholindholdet i de mest almindelige typer bordvin. 2) At vinforhandlerne endvidere vil have en bedre chance for på forhånd at frembyde faste prislister, som forbrugerne kan stole på, da der er økonomiske tab i det tilfælde, at vin af samme mærke og årgang svinger fra parti til parti.

 

Vi konstaterer, at det samlede forbrug af alkohol ikke forventes at blive ændret i hverken op- eller nedadgående retning på grund af den mindre omlægning af afgiftsgrupperne. Med disse bemærkninger skal vi henvise forslaget til det relevante udvalg inden anden behandlingen.

 

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

 

Fra Kandidatforbundet er jeg glad for, at landstingslovforslaget inden sin fremlæggelse har været til høring hos Landsorganisationen for Serviceerhvervene i Grønland, Foreningen af Næringsdriven­de i Grønland, Centralforeningen af Hoteller og Restauranter i Grønland, KNI Pisiffik A/S, KNI Pilersuisoq A/S og De grønlandske Brugser. Med denne korte bemærkning skal jeg indstille, at lovforslaget inden anden behandlingen, går til drøftelse i Skatteudvalget.

 

 

Daniel Skifte, Landsstyremedlem for Økonomiske Anliggender og Boliger:

 


Siumuts, Atassuts, Inuit Ataqatigiits og Kandidatforbundets bemærkninger, dem siger jeg tak til og jeg kan forstå, at samtlige går ind for forslaget. Uden at gøre det længere, skal jeg sige, at det ikke kun er de private handlende, der vil drage fordel af det, idet både KNI og de handlende på islægsområderne også vil drage fordel af det, og tak for støtten til forslaget.

 

 

Mødeleder:

 

Og således er punkt 18; forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om indførselsafgif­ter færdigbehandlet, eller det vil sige, at første behandlingen er færdig og forinden anden behandlingen vil den blive drøftet i Skatteudvalget.

 

 

Og vi har følgende punkter på torsdag; punkt 6; betænkning fra kommissionen til revision af Landstingets arbejdsform, og så har vi en første behandling af punkt 20; miljøbevarelse, en første behandling af punkt 29; forbrugerudvalg i et arbejde og prismærkninger, og det er en første behandling, og så er der punkt 21; sundhedsvæsnets ydelser, ligeledes en førstebehandling.  Så skal jeg kun henvise til udvalgsmøderne, som kan ses på opslagstavlen, og således er mødet afsluttet for i dag. Tak.  

 

Punktet sluttet, Mødet slut.