Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 26-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Torsdag den 26. oktober 1995 kl. 13.03.

 

Dagsordenens punkt 26.

 

Betænkning afgivet af Fiskeriudvalget.

(Forslagsstillere Jakob Sivertsen, Lars Karl Jensen, Ruth Heilmann, Hans Enoksen og Anthon Frederiksen).

 

 

 

 

Mødeleder: Knud Sørensen.

 

Mødet er åbnet. Men forinden vi går over til vores dagsorden for i dag har jeg en medde­lelse, den skal jeg hermed meddele jer.

 

I henhold til ' 38, i forretningsordenen og jeg citerer:

 

ALandstinget kan under ganske særlige omstændigheder fravige de i '' 9, 33, 34, 35 og 36 angivne tidsfrister.@

 

Det vil sige, at man kan fravige tidsfristerne. I henhold til dette, skal jeg anmode Landstin­get om at man fraviger ' 33, stk. 1 med hensyn til dagsorden og formkrav. Jeg tænker her på Finans­udvalgets Betænkning med hensyn til 3. behandlingen af Finansloven og det materiale, der skal bruges. Det vil sige Betænkningen, den kan først blive uddelt i dag og den vil også først blive uddelt på et sent tidspunkt i dag. Kan dette godkendes? Ja det er godkendt.

 

Nu går vi så over til vores dagsorden for i dag, og det er som følgende:

 

Punkt 26, Betænkning afgivet af Fiskeriudvalget. Punkt 29, Betænkning afgivet af Social- og Arbejdsmarkedsudvalget. Punkt 35, Betænkning afgivet af Frednings- og Miljøudvalget. Punkt 22, Redegørelse om udbygningsperspektiverne for Apusuit Skicenter A/S. Punkt 18, Årlig redegørelse vedrørende integration i Folkeskolen m.v. Punkt 4, som skal behandles på et lukket møde, det er Valg af medlemmer til udvalg og repræsentationer.

 

Jeg skal også sige, at i henhold til vores beslutninger, forinden man læser betænkningen, så kan forslagsstillerne fremsætte deres forslag. Dem der ikke vil fremsætte forslaget, er heller ikke tvunget til det. Dem der også vil forkorte betænkningerne og svarnotaterne kan også gøre det. Jeg vil også præcisere, at man i debatten, så vidt muligt fremfører indhol­det i Betænkningen.

 

Således kan vi gå i gang med punkt 26, Betænkning afgivet af Fiskeriudvalget. I henhold til forslagsstillernes rækkefølge, så skal de fremsætte deres forslag, først Jakob Sivertsen, Atassut.

 

Jakob Siversen, Forslagstiller fra Atassut:

 

Jeg har til Landstingets efterårssamling fremsendt 2 forslag, der vedrører fangerne. Og de er medtaget til behandling. I henhold til rækkefølgen skal jeg komme med nogle præci­seringer.

 

Forslag om oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikterne for så vidt angår. Det vil sige i Qaanaaq,  Tasiilaq, Upernavik og Ittoqqortoormiit.

 

Vi ved alle, hvor hårdt livet er i Fangerdistrikterne, især for folk, der har fangst, som deres eneste erhverv. Ganske vist kan erhvervet som fanger gøres lettere, såfremt bearbejdning af skind gøres lettere, ved at man tager tekniske hjælpemidler i anvendelse.

 

Fangerne kan således tjene langt bedre, især i perioder, hvor sælerne befinder sig på kysterne i større tal. Men det kan de ikke, fordi kravene til fangerkonerne, der i dag tilbereder skindene er så strenge i dag, at der skal bruges en masse tid, før skindet er klart til indhandling.

 

Mange gange har vi brugt Landstingets talerstol og så brugt en masse ord i drøftelserne i spørgsmålet om, hvordan og hvorledes man kan gøre fangerkonernes, med salg for øje, bearbejdning af skind lettere. Endda havde vi i sin tid opnået det resultat, at der blev indført en ordning, hvorefter fællede skind og andet saltet skind kunne indhandles. Ordningen havde ellers været medvirkende til en stor forbedring af fangerkonernes kår og ikke mindst til forbedring af fangernes indtjeningsmuligheder. Men desværre er ordningen blevet ophævet.

 

Ikke underligt, er produktion af skind i dag blevet mindre og mindre i omfang. En af grundene hertil er, de store krav der stilles til fangerkonerne og såfremt der ikke snarest træffes afgørelser om at ændre forholdene i de fangerdistrikter, hvor salg af skind er størst, vil dette forhold uundgåeligt få en ubehagelig konsekvens for vort lands garveri=s produktion af skind.

 

For at undgå dette, kommer jeg hermed med mit forslag om, at der for 1996 bevilges midler til oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikterne for derved at opnå, at skind kan behandles godt, mens de er nye, idet dette ikke mindst også vil betyde, at forbedring af fangernes indtjeningsmuligheder og en stor lettelse af fangerkonernes arbejde samt sikring af, at folk kan blive beskæftiget.

 

Og så mit andet forslag. Forslag om debattering i Landstinget af mulighederne for indførel­se af en ordning, hvorefter al slags sælskind kan indhandles i fremtiden.

 

På baggrund af det meget hårde liv i fangerdistrikterne har Landstinget for nogle år siden ladet iværksat en undersøgelse af levevilkårene i fangerdistrikterne.

 

Undersøgelsen har vist, at forholdene i disse yderdistrikter er så uholdbare, at det er nødvendigt at gøre noget for at afhjælpe de uholdbare forhold.

Undersøgelsen har nemlig vist, at familierne nogle steder har en årsindtægt gennemsnitlig på under 40.000 kr.

 

På trods heraf kan skindene af nogle af de sæler, der fanges i rigelige mængder på disse steder, f.eks. klapmyds, fuldvoksne sortsider og remmesæler ikke indhandles. Det vil ellers have en stor økonomisk betydning for fangerne, hvis disse skind kunne indhandles.

 

I Norge indhandles og bearbejdes netop disse skind, som ikke kan indhandles her i landet og udføres til andre lande, som industriskind til gode priser.

 

Norge indkøber endda 10.000 skind om året blandt andet fra Canada. Jeg mener, at vi i samarbejde med de norske forhandlere, der har over 100 års erfaring i produktion af skind, må tage initiativ til, at etablere virksomheder, hvortil al slags skind, som fangerne kan undvære, kan indhandles.

 

Endvidere er det nødvendigt at undersøge mulighederne for slag af afspækkede, tørrede sælskind grundigt, som ikke kan indhandles her, til videre behandling i fabrikkerne.

 

Jeg skal præcisere, at produktion her i landet blev dengang drevet af Staten og såfremt vi efter Hjemmestyrets indførelse og efter etablering af vore egne garverier ikke kan behand­le enhver art af skind incl. såleskind, der indhandles i eksportøjemed, så må det, der i garverierne, der har med eksporthandel at gøre anses for at være uduelige til deres arbejde. Så skift dem ud med andre folk med større indsigt og viden om handel, hvis de ikke er i stand til at rette nævnte forhold op.

 

Det er godt nok hårde ord her, der blev nævnt. Som f.eks. hvor Royal Greenland nu også udfører den slags opgaver i dag.

 

Lars Karl Jensen, Forslagstiller fra Siumut:

 

Jeg har fremsendt 2 forslag der vedrører fiskerne. Det andet har kun været behandlet i Fiskeriudvalget, derfor vil jeg gerne fremsætte det andet....

Og det er forslag vedrørende åbning af indhandlingsmuligheder af rejer til Royal Green­land A/S=s Fiskefabrik i Paamiut.

 

Hermed skal jeg fremsætte et forslag om at fiskefabrikken i Paamiut genåbnes for ind­handling af rejer for hele året.

 

Landstingsmedlemmerne fra Sydgrønland er bekendt med, at der har været indhandlings­stop i år samt i de forgående år og rent ud sagt næsten hver sommer for Sydgrønlandske rejefartøjer, at der ikke landes rejer til rejefabrikkerne i lange perioder.

 

Netop dette problem dukker op, ligesom vi ved, har vi også gået en skriftlig henvendelse fra blandt andet en af fiskerne i Qaqortoq vedrørende det nævnte forhold

 

Netop dette problem dukker op om vinteren ved islægsperioden i Nordgrønland, når nordgrønlandske fiskere tager syd på for at forsættte fiskeriet, idet der i de fleste tilfælde bliver indført indhandlingsbegræsninger.

 

Når rejefartøjerne fisker ved eller syd for Paamiut og når de er begrænsninger i indhand­lingen i Sydgrønland eller begrænsninger på grund af vejrliget, bliver det nærmeste indhandlingssted fiskefabrikken i Nuuk og når der er begrænsninger i indhandlingen I Nuuk, bliver fiskefabrikken i Maniitsoq den eneste mulighed.

 

Hvis man genåbner for muligheden for indhandling i fiskefabrikken i Paamiut vil dette forkorte sejltiden frem og tilbage til indhandlingsstedet og som vurderes til at være 2 døgn og dertil skal der tillægges et stort brændstof forbrug, tidsforbrug samt mistede aktive fiskedage og hvis de kommer ud for uvejr under turen til et indhandlingssted, vil råvarekva­liteten også falde.

 

Hvis vi ikke giver bedre indhandlingsmuligheder for det sydgrønlandske kystnære fiskeri samt utvivlsomt andre fiskere på kysten vil vi fortsat begrænse et rentabelt drift for fiskefar­tøjerne samt ejernes og mandskabets hyre og ligeledes også deres mulighed for at kunne svare deres økonomiske forpligtelser.

 

Eftersom jeg har et nært kendskab til de sydgrønlandske fiskeres problemer, skal jeg hermed indstille, at man begynder at arbejde for genåbning af Royal Greenland A/S=s fiskefabrik i Paamiut for indhandling af ferske rejer.

 

I denne forbindelse skal jeg indstille, at man snarest finder en ordning med en omdannelse af fiskefabrikken i Paamiut med en rejelinie, idet den nuværende produktionskapacitet og arbejdskapacitet giver mulighed til bedre udnyttelse af fabrikken.

 

Eksempelvis kan man producere kogte rejer som blokfrosne eller som færdigvarer. Blokproduktion kører allerede i fabrikkerne, Narsaq og i andre byer og denne ordning kører uden at påvirke andre produktionsformer i negativ retning og på den anden side giver man fiskerne bedre muligheder med flere arbejdspladser til følge.

 

Til sidst skal jeg bemærke, at det er et af vores væsenligste opgaver som folkevalget, at bane vejen for  lettelse af fiskernes vilkår med hensyn til landing og fangst, ved at give dem mulighed til indhandling nærmere deres fiskepladser og dermed give flere arbejds­pladser, idet Hjemmestyret har mulighed for at påvirke Royal Greenland A/S igennem deres aktieposter.

 

Derfor fremsætter jeg forslag om genåbning af rejeindhandlingen til fiskefabrikken i Paamiut samt produktion af landede rejer i den pågældende fabrik.

 

Ruth Heilmann, Forslagsstiller fra Siumut:

Jeg har stillet forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling samt revudering af jagtbevissystemet.

 

Personligt har jeg altid være i mod rensdyrjagt mod betaling og i det hele taget brugerbeta­ling i relation til udnyttelse af vore levende ressourcer. Det er ganske sandsynligt at varene af frisk grønlandsk proviant vil blive endnu dyrere, hvis man indfører brugerbeta­ling og det kan ikke være i forbrugernes interesser.

 

Beslutningen blev truffet over hals og hoved og uden forudgående høring hos befolknin­gen. Forinden vi tager en beslutning, er det nødvendigt at tænke sig godt om og forhøre sig hos medborgere med gode erfaringer på området.

 

Som oftest tages uhensigtsmæssige beslutninger, når man tager forhastede beslutninger, som alene bygger på eksperters bedømmelser. Beslutninger om fangst og jagt er noget af det mest følsomme, der findes og derfor må vi vænne os til grundig omtanke, hvis vi skal tage beslutninger, der er til gavn for de fleste.

 

Når der har fundet en ansøgningsrunde, vedrørende rensdyr og moskusoksejagt, er resultatet forskellige fra kommune til kommune. Kommunernes administrering af fordeling af de begrænsede fangstmængder er meget belastende. Ikke alene kræver denne opgave betydelige administrative kræfter, men får også ufred blandt lokalbefolkningen til følge. De kommunale embedsmænd og de lokale folkevalgte bliver skydeskiver, uden at der er grund til det.

 

Torskefiskeri og laksefiskeri som alle var så optagede af om sommeren i tidligere år, er i dag en saga blot. Heldigvis, vi der erhvervede i dag på hellefisk i Nordgrønland og rejer på resten af kysten. Disse ressourcer må vi behandle med forsigtighed, hvis vi skal opnå optimal beskæftigelsesgrad med udgangspunkt i disse ressourcer. Vi ved jo, at alle mennesker ikke kan være fiskere og fangere.

 

Jeg er ofte bekymrede over, om vi forvalter vore ressourcer godt nok, så længe arbejds­løsheden vokser og vokser og så længe det er så nemt at få et fangerbevis.

 

Sælspæk er ikke til at opdrive i butikkerne og kun en lille del af sælskindet udnyttes. Mange indhanlede fisk rådner op og smides væk igen. Frisk grønlandsk proviant er meget dyrt at købe. Vi køber importeret tørfisk, fordi vi i Grønland endnu ikke har organiseret hjemmeproduktionen godt nok.

 

Der er ingen af os, der ønsker at udrydde vore levende ressourcer. Vi har endog ønske om at bane vejen for, at det bliver flere med tiden.

 

Efter min mening medfører vores måde at indføre begrænsninger på, at interessen for at fange de begrænsningsramte dyr bliver mere og mere interessant.

 

Man hører mange, som gerne vil omgå bestemmelserne. Mennesker som aldrig før har ansøgt om jagt, er begyndt at dukke op i ansøgningslisterne. Jagtbetjentenes opgaver bliver tungere og tungere.

 

Hvordan kan vi gøre det bedre og hvad med vores fremtid?? Vi siger alle sammen, at vi må gøre et eller andet for at skaffe føde til os selv. Vi er nødt til at gøre et eller andet for at moskusokser og rensdyr kan blive flere end i dag.

 

Landet består af mere end Kangerlussuaq-området. Der er andre lokaliteter, som ikke bare bliver udnyttet bedre.

 

Selvom jeg bevæger mig lidt rundt om overskriften, håber jeg, at dette oplæg kan give anledning til drøftelse af bedre løsningsmuligheder.

 

Hans Enoksen, Forslagstiller fra Siumut:

 

Jeg har også fremsat 2 forslag der har været behandlet i Fiskeriudvalget. Dem vil jeg hermed fremlægge.

 

Vi er velvidende om at KIS=s opgaver er blevet centraliseret i Ilulissat, hvorfra de bliver administreret centralt. Ved centraliseringen er forbrugerne begyndt at blive serviceret fjernt, hvilket er uvant for fiskerne.

 

Brugerne har fået brug for rådgivning fra tættere hold og dette har fisker og fangerorgani­sationen ellers stræbt efter, uden større opbakning.

 

Man kan ikke servicere de folk, som driver Grønlands vigtigste erhverv så dårligt og overhøre deres ønsker. Derfor foreslår jeg, at Landstinget drøfter muligheden for, at decentralisere KIS på kysten for at opnå en servicering af brugerne på tæt hold.

 

Som det andet, det er ret langt, og jeg vil derfor gerne forkorte det lidt. Det er forslag om bedre udnyttelse af de grønlandske produkter.

 

Det er i disse år blevet mærkbart, at udenlandske produkter i stigende grad konkur­rerer med de grønlandske. I forretningerne sælges bl.a. fiskeprodukter fra den anden side af jordkloden med Royal Greenlands A/S's varermærkater, som om de var produceret i Grønland. På den anden side har man strammet de krav, der stilles til de grønlandske fiskere samtidig med, at fiskerne tilbydes en alt for lav pris til trods for, at de samme produkter fra Royal Greenland A/S indhandles fra udlandet med en højere kilopris.

 

Derfor ønsker jeg, at landstinget drøfter følgende, og jeg skal samtidig gøre opmærksom på, at man her tænker på fisk og andre fangstdyr, der kan indhandles i Grønland og kan opkøbes i andre lande. Jeg stopper her. Tak.

 

Anthon Frederiksen, kandidatforbundet:

Jeg har også fremsat to dagsordensforslag.

 

Det første er rensning af fiskepladserne i Ilulissat kommune. Jeg har i mit forslag skrevet, at landsstyremedlemmet for fiskeri, i forbindelse med sit møde med fiskerne i Ilulissat, har erfaret, og som jeg skal nu fremlægge her til landstinget i skriftlig form, og det er bl.a., at Ilulissatfjorden, som det meste af året er dækket af is og er besværlig at rense for mistede fiskeredskaber, og muligheden for at hjemmestyret kan være medfinansierende til rens­ningsaktiviteterne i fjorden.

 

Som bekendt er det især garn, der mistes i fjorden, ligger på havbunden og fisker videre sålænge de ligger på havbunden, og det er sådan, at de fisk, der bliver fanget i disse garn, forurener fiskestederne og dermed er med til at nedbringe antallet af fiskebestanden.

 

Som det andet har jeg foreslået iværksættelse af forsøgsfiskeri i Dis­kobugten. Jeg har foreslået, at dette forslag blev indarbejdet i finans­lovsforslaget for 1996. Som bekendt er der fra omkring 1990'erne nedbragt antallet af fiskekutterne i Diskobugten, hvor et betrag­teligt antal blev afskaffet, bl.a. rejekuttere, der er i god stand, blev afskaffet i den omgang og mange af dem har desværre ikke mulighed for at fiske videre. Af den grund er de så gået over til hellefiskefiskeri til gene for andre fiskere.

I forbindelse med kondemneringsrunden, også med hensyn til det kystnære rejefiskeri, så vil de rejetrawlere og med henblik på at de fortsat skal have mulighed for at fiske videre, der har jeg stillet forslag om, at etablere et forsøgsfiskeri efter andre fiskearter i Diskobug­ten. Tak.

 

Siverth K. Heilmann, Atassut, formand for Fiskeriudvalget:

Og så er det punkt 26, betænkning afgivet af Fiskeriudvalget. Og jeg skal først anmode om landstingets præsidiums tilladelse til at foretage en mindre justering af omdelte tekst. Det er godkendt. Tak.

 

Landstingets Fiskeriudvalg består af følgende medlemmer:

 

Siverth K. Heilmann, formand, Atassut.

Finn Karlsen på vegne af Otto Steenholdt, Atassut.

Lars Karl Jensen, Siumut.

Hans Enoksen, Siumut.

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit.

 

Landstingets Fiskeriudvalg har igennem en lang møderække i september og oktober behandlet sager vedrørende fiskeri og fangst, herunder ikke mindst landsstyremedlemmet for fiskeri's diskussionsoplæg om det kystnære rejefi­skeri, kapacitetstilpasning og regu­lering.

 

Udvalget har følgende betænkning:

 

Først spørgsmål der vedrører fangst:

 

Forslag fra Jakob Sivertsen: Forslag om oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikterne, det vil sige i Tasiilaq, Qaanaaq, Upernavik og Ittoq­qortoormiit.

 

Udvalget støtte Jakob Sivertsens forslag om udvikling af mindre garverier i yderdistrikterne og anbefaler, at der afsættes midler med henblik på undersøgelse af etablering af disse. Udvalget mener ligeledes, at anvendel­sen af mandetimer kan gøres mere effektiv og mere målrettet, således at der kan oprettes arbejdspladser, der supplerer den allerede eksi­sterende skindindhandling. Udvalget skal i den forbindelse påpege, at man finder det beklageligt, at der til trods for tidligere beslutninger i lands­tinget, ikke er sket nogen udvikling af skindindhandlingen og anbefaler derfor at planerne realiseres.

 

Forslag fra Jakob Sivertsen: Forslag om debattering i landstinget af mulighederne for indførsel af en ordning, hvorefter al slags skind kan indhandles i fremtiden.

 

Udvalget støtter i princippet tanken om indhandling af skind fra alle slags sæler, men kan i lyset af den nuværende situation på skindmarkederne ikke tage stilling til indhandling af skind fra alle slags sæler.

 

Forslag fra Ruth Heilmann: Forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling samt revurdering af jagtbevissystemet.

 

Landstingets Fiskeriudvalg skal på baggrund af de punkter, som er henvist til behandling i forbindelse med udvalgets betænkning af landstingets formandskab fremkomme med følgende bemærkninger:

 

Fra landstingsmedlem Ruth Heilmanns forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling samt revurdering af jagtbevissystemet.

 

Udvalget konstaterer, at betaling for at gå på rensdyrjagt i 1995 ikke automatisk vil fortsætte i 1996 eller fremover. Ordningen måtte gennemføres ved at skabe den fornødne hjemmel gennem en tekstanmærkning på landstings­tillægsbevillingsloven i foråret. Derfor vil muligheden for at fortsætte med at opkræve betaling i forbindelse med rensdyrjagt automatisk bortfalde i 1996 og således kun gælde for indeværende år. Hvis et flertal i lands­tinget fortsat ønsker opkrævet betaling for rensdyrjagt, vil det aktivt skulle beslutte sig for at forlænge dette gennem vedtagelse af en ny lovhjemmel.

 

Udvalget mener dog ikke, at man bør fortsætte med at opkræve betaling for jagt på rensdyr. Man anbefaler derfor, at landstinget lader ordningen i 1995 være den første og den sidste. Der har vist sig en række ulemper ved denne ordning, idet man specielt i kommunerne har oplevet administrationen som værende arbejdskrævende og belastende i forhold til brugerne, ligesom der har vist sig megen modstand mod denne.

 

I den sammenhæng skal udvalget opfordre til, at man færdiggør den påbe­gyndte evalu­ering af 1995-rensdyrjagten i samarbejde mellem kommunerne, KNAPK og hjemmestyret, så man fremtidigt opnår en så hensigtsmæssig for­valtning som muligt. Det er udvalgets indstilling, at spørgsmålet om at kræve betaling fra jagtbevisindehavere for at nedlægge enkelte dyrearter er af principiel karakter, og derfor så vidt muligt bør ses i sammenhæng med den samlede forvaltning, herunder jagtbevissystemet.

 

Udstedelse af jagtbeviser blev drøftet med udgangspunkt i de problemstil­linger omkring jagtbevissystemet, der er blevet rejst i medlemsforslaget fra Ruth Heilmann, Siumut. Der er enighed i Fiskeriudvalget om, at der er behov for en stramning af mulighederne for erhvervelse af jagtbeviser. Udvalget indstillede, at revisionen med bekendtgørelserne om jagtbeviser, som er påbegyndt i samarbejde med KNAPK og KANUKOKA fortsættes således, at den færdige revision foreligger senest ved forårssamling II, 1996.

 

Forslag fra Hans Enoksen: Forslag om bedre udnyttelse af grønlandske produkter.

 

Udvalget er enig i Hans Enoksens forslag om en bedre udnyttelse af grøn­landske produk­ter. Udvalget vil derfor opfordre de forskellige producenter i Grønland til at mærke grøn­landske produkter tydeligt, således at for­brugeren nemmere vil kunne adskille grønlands­ke fra udenlandske produkter. Udvalget skal i denne forbindelse understrege, at der i Grønland findes regler om produktmærkning, som skal følges af producenterne. Udvalget mener, at man i videst muligt omfang må opfordre forbrugerne til at købe grønlandske produkter.

 

Derudover vil udvalget indstille, at man i vid udstrækning bør søge at støtte den grøn­landske produktion af fødevarer. Udvalget skal dog gøre opmærksom på de regler Grøn­land er bundet af i forbindelse med WTO/GATT, hvor de enkelte lande gradvist skal nedbringe direkte tilskud til pro­duktion af enkeltprodukter. I den forbindelse vil udvalget opfordre til, at man i stedet støtter produktionen generelt med bedre rådgivning, f.eks. i form af konsulentbistand og lignende.

 

Orientering fra Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug om arbejdet med udnyttelse af havpattedyr.

 

Udvalget tog direktoratets status til efterretning med en opfordring om, at man i forbindelse med de kommende undersøgelser af mulighederne for ud­viklingen af udnyttelsen af havpattedyr, som landstinget allerede beslutte­de på forårssamlingen, også målrettet arbejder for udnyttelsen af spæk til brændsel.

 

Orientering om rapport angående tur i Naturreservatet i Melvillebugten, 1995.

 

Fiskeriudvalget tog orientering angående rapporten fra turen i Naturreser­vatet i Melville­bugten, som blev etableret i 1980, til efterretning, dog med en anbefaling om, at de eksisterende fangstregler revideres, således at de passer til forholdene i dag. Fiskeriud­valgets baggrund for denne anbe­faling er, at trafik- og fangstbetingelserne har ændret sig drastisk siden etablerin­gen af Naturreservatet.

 

Nu kommer jeg til forhold vedrørende fiskeri.

 

Forslag fra Lars Karl Jensen om åbning for indhandlingsmulighed for rejer i Royal Green­land A/S' fiskefabrik i Paamiut, støttes af udvalget. Udvalget støtte forslaget på baggrund af bl.a. fiskernes ønske om en større spred­ning af det kystnære rejefiskeri. Man finder, at indhandlingsfaciliteterne er for koncentrede, især noterer man sig, at der er tre rejeindhandlings­steder i Diskobugten, mens der på den vidtstrakte strækning mellem Nuuk og Narsaq ikke er indhandlingssteder, trods at man ved, at der i visse dele af denne kyststrækning eksisterer rejebestande.

 

Flere rejefiskere med mellemstore fartøjer tager ikke på rejefiskeri udenfor Paamiut på grund af manglende indhandlingsmuligheder.

 

Udvalget forestiller sig, at der kan etableres indhandlingsmulighed i Paamiut ved at overføre noget af rejeforarbejdningsoverkapiciteten fra Diskobugten.

 

Såfremt en eventuel overførsel af overkapicitet gennemføres, finder ud­valget, at det er vigtigt, at der først sikres indhandlingsmulighed af alternative arter i de byer i Diskobugten, hvor antallet af rejepillemaski­ner bliver reduceret.

 

Fiskernes egne ønsker om større spredning af rejefiskeritrykket in mente samt i lyset af rejeindhandlingsmulighedernes uhensigtsmæssige koncentra­tion i visse regioner ikke synes at være kerneproblemet i denne sammenhæng mener udvalget, at det overordnede problem i denne sammenhæng skyldes manglende udnyttelse af havets samlede ressour­cer.

 

Vedrørende forslaget fra landstingsmedlem Hans Enoksen, nemlig en drøftelse af KIS i landstinget, skal udvalget henlede opmærksomheden på landstingets fulde støtte til Hans Enoksens forslag ved forårssamlingen 1995. Ved landstingets forårssamling støtte udvalget forslaget på baggrund af følgen­de:

 

Udvalget bemærkede dengang, at KIS først blev reorganiseret året før. Reorganiseringen, som blev afsluttet i november 1994 resulterede i, at afdelingerne i Nuuk, Sisimiut og Aasiaat blev lukket og at der i stedet for er blevet oprettet et centralt kontor i Ilulissat.

 

I forbindelse med reorganiseringen blev regionsafdelingen i Qaqortoq som den eneste bibeholdt.

 

Udvalget har bemærket, at optimal udnyttelse af medarbejderstaben og de økonomiske midler forud for reorganiseringen har været begrænset som følge af opgavemængdernes omfang fra regionsafdeling til regionsafdeling.

 

Ved udvalgets daværende drøftelse af KIS tog man ikke udgangspunkt i en stillingtagen til en generel tilbagevenden til den decentrale organisation, som før var gældende. Dog mener udvalget, at der foreligger et behov for en afdeling af KIS i Sisimiut, da, udover de mange fartøjer, som er hjemme­hørende i Sisimiut, overvintrer der mange fartøjer fra Nord- og Sydgrønland i Sisimiut. Dette medfører stor koncentration af fartøjer i Sisimiut om vinteren.

 

Udvalget forestiller sig, at etablering af en afdeling i Sisimiut kan realiseres ved overførsel af en af de eksisterende stillinger i KIS' centrale kontor i Ilulissat til Sisimiut.

 

Til tingets orientering skal det meddeles, at Sisimiut kommune har ansat en fiskerikonsu­lent med henblik på at udvikle fiskerierhvervet.

 

Med henblik på optimal udnyttelse af de eksisterende muligheder, stillede udvalget et forslag om, at der rettes henvendelse til Sisimiut kommune med opfordring om tæt samar­bejde. Ved forslaget om tæt samarbejde efterlyste man mulighederne for at tilvejebringe et tæt samarbejde mellem fiskerikon­sulenten i Sisimiut kommune og KIS-medarbejderen, der foreslås overført til Sisimiut.

 

Et enigt udvalg indstillede, at KIS' service udvides til at omfatte alle, der driver deres erhverv på havet. I den forbindelse skal man ikke dif­ferentiere på baggrund af hvilken finansieringskilde, der ligger til grund for erhvervet.

Med henblik på en nyvurdering af KIS indstillede Landstingets Fiskeriudvalg ved sidste samling, at der til denne samling redegøres for konsekvenserne af KIS' centralisering i Ilulissat i 1994.

 

I forbindelse med herværende efterårssamling skal Landstingets Fiskeriud­valg endnu engang gøre opmærksom på følgende:

 

KIS bliver drevet for samfundets midler, hvorfor der ikke bør være for­skelsbehandling med hensyn til serviceydelserne.

 

At KIS' service skal omfatte alle erhvervsfartøjer. I den forbindelse skal man ikke differenti­ere på baggrund af hvilken finansieringskilde, der ligger til grund for erhvervet.

 

Det er velkendt, at der har været meget kritik af KIS fra det havbaserede erhverv, især fra fiskerne. I den forbindelse er sprogbarrierer blot et af problemerne.

 

Udvalget mener, at en realistisk service forudsætter, at KIS er placeret tæt ved de daglige brugere.

 

Med henblik på landstingets nyvurdering af KIS i denne samling, lovede landsstyremed­lemmet ved forårssamlingen at redegøre for konsekvenserne af KIS' centralisering i Ilulissat i 1994. Landsstyremedlemmet anmodes hermed om at gøre rede for den mang­lende opfyldelse af landstingets beslutning herom.

 

Forslaget fra landstingsmedlem Anthon Frederiksen om afsættelse af økonomi­ske midler til forsøgsfiskeri i Diskobugten i 1996, er ligeledes blevet drøftet i udvalget.

 

Ved udvalgets drøftelse af forslaget tog man udgangspunkt i den nuværende arbejdsmeto­de, der anvendes ved gennemførelsen af forsøgsfiskerier. Før 1994 havde man en praksis med at kommunerne fik mulighed for at indsende ansøgninger om økonomisk dækning af forsøgsprojekter. Forud for fordeling af næste års midler til forsøgsfiskeri, skulle ansøgnin­gerne fra de enkelte kommuner være Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug ihænde inden udgangen af det foregående år.

 

De fleste kommunale forsøgsfiskeriprojekter, som er gennemført indtil 1994, har været vurderet som mislykkede. Det skyldes, at de bevilgende myndig­heder, fiskerne, biologerne og ikke mindst råvaremodtagerne ikke har været inddraget i projekteringerne og gennem­førelse af projekterne.

 

Med opbakning af Landstingets Fiskeriudvalg indførtes der en reorganisering af projek­teringen og gennemførelserne af forsøgsfiskerierne i efteråret 1993 ud fra følgende forudsætninger:

 

Der blev nedsat en arbejdsgruppe under Direktoratet for Fiskeri, Fangst og landbrug med deltagelse fra fiskeriafdelingen, som repræsenterer bevil­lingsmyndigheden, Grønlands Naturinstitut for ressourcevurdering, KNAPk på vegne af fiskerierhvervet samt Royal Greenland A/S på vegne af råvaremodta­gerne, som i daglig tale kendes under forkortel­sen "AMIS".

 

Arbejdsgruppen vedrørende forsøgs- og udviklingsfiskeri (AMIS) har til opgave at gennem­føre gennembearbejdede forsøgsfiskeriprojekter og herefter arbejde videre med etablering af egentlige nye erhvervsfiskerier.

 

Ved etableringen af forsøgs- og udviklingsfiskeriudvalget var et af de vigtige mål, at belyse hvilke fiskearter, der forefindes, og disses omfang igennem forsøgsfiskerier og herefter realisering af egentlige fiskerier­hverv i yderdistrikterne og i bosteder, hvor der til dato er intet eller begrænset fiskeri.

 

Ved et tæt samarbejde blandt bevillingsmyndighederne, biologerne, fiskerne og råvare­modtagerne blev der påbegyndt en gennemorganiseret forsøgsfiskeri i 1994 i Ammassalik kommune og kyststrækningen fra Ammassalik til Kap Farvel samt i Avanersuup kommunia.

 

Målsætningen i AMIS er etablering af egentlige fiskerierhverv.

 

Således blev udvalget orienteret om, at det forgangne års forsøgsfiskeri er efterfulgt af en egentlig organisering af opstart af fiskerierhverv i områderne.

 

Tilsvarende projekter og disses frugter ses nu i år i Vestgrønland. For så vidt angår det ekspanderende, dog endnu ikke færdig­udviklede krabbefiskeri. Dette nye erhverv er opstået på foranledning af landstingets bevillinger til formålet og ved samarbejde med industrien.

 

Så længe der er begrænsede økonomiske midler til rådighed vil et vellykket forsøgsprojekt forudsætte, at de bevilgende myndigheder, biologerne, fiskerne og råvareforarbejdsnings­industrien inddrages i organiseringen og gives definerede ansvarsområder til løsningen af opgaven.

 

Et vellykket forsøgsfiskeri omfatter ikke kun afklaring af, hvilke fiskear­ter og i hvilket omfang de forefindes. Det omfatter også udvikling af nye produktionsmetoder og ikke mindst dyrkning af nye markeder samt tilpasning af produkterne til aftagernes krav. Sagt på en anden måde.

 

Samtlige faktorer, som er relevante fra fisken lokaliseres til produktet købes af forbru­geren, skal afklares. De involverede parters arbejde i forsøgsprojekterne er ikke tilende­bragt før tiltaget har medført etablering af nye og selvbærende erhverv.

 

Erfaringerne fra de enkelte forsøgsprojekter i afgrænsede lokaliteter, vil danne grundlag for kopiering af metoden i andre områder.

 

Kriterierne for, hvorvidt et forsøgsfiskeri skal anses for at være vel­lykket er, at forsøgsfi­skeriet giver afkast i form af nye fiskerier og nye arbejdspladser.

 

Udvalget mener, at AMIS-udvalgets mål om etablering af egentlige nye fiskerierhverv, bør udbygges og udvides, da vi ikke kan forestille os at vi i fremtiden kan basere vores fiskerierhverv på udelukkende rejer og helle­fisk.

 

Til trods for at udvalget har stor forståelse for forslagsstillerens hensigt, mener udvalget, at de begrænsede midler til formålet forudsætter, at der foretages en prioritering af mere presserende behov i andre regio­ner.

 

Det er velkendt, at der i området omkring Ilulissat i forhold til andre regioner i Grønland, i forvejen eksisterer et omfattende fiskeri efter hellefisk. Derfor er det udvalgets opfattelse, at regioner og bosteder, som til dato er underprioriteret med hensyn til udvikling af fiskeri­erhverv, må have fortrinsret ved fordeling af midlerne.

 

Forslaget fra landstingsmedlem Anthon Frederiksen, nemlig om rensning af fi­­­­­­­­skepladserne i Ilulissat kommune, er også blevet behandlet af udvalget.

 

Anthon Frederiksen henviser til ønsker fra fiskerne i Ilulissat om op­rensning af Ilulissatfjor­den, som er blevet rettet til landsstyremedlemmet i foråret 1995.

 

Til dato har næsten samtlige kommuner ansøgt fiskeridirektoratet om midler til oprensning af tabte fiskeredskaber.

 

Med henblik på realisering af oprensning af tabte fiskeredskaber er der blevet etableret et udvalg, sammensat af repræsentanter for Grønlands Hjemmesætyre, Kommunernes Landsforening samt K­NAPK.

 

Udvalgets videre arbejde er hindret af spørgsmålet om, hvor det økonomiske ansvr for en landsdækkende oprensning skal placeres. Er det hos brugerne, kommunerne, landsstyre­området for miljø eller hos landsstyreområdet for fiskeri?

 

I 1994 blev der gennemført forsøgsoprensninger i området omkring Ilulissat. Valget af området var baseret på, at der foregår et intensivt fiskeri efter hellefisk, der andrager omkring 6.000 tons årligt, ved brug af synkegarn og langliner. Forsøgsoprensningerne foregik i et relativt lille område og blev gennemført i løbet af få dage. Forsøget indebar udgifter på over 120.000 kr.

 

På trods af projektets begrænsede omfang samt i lyset af påstande om tabte redskabers uheldige indvirkning på fiskebestanden og miljøet, indiceredes det fra projektdeltagerne, at tabte redskaber har en begrænset påvirkning af fiskebestanden og miljøet.

 

Dog må det som støtte til forslagsstilleren konstateres, at tabte fiskered­skaber, især synkegarn, medfører efterfølgende tab af mange langliner. Således er de synkegarn, som er taget op ved oprensningen, vedhæftet flere langliner.

 

Et af sidste års vigtige mål ved forsøgsoprensningerne var at få en in­dikation af omkost­ningerne ved en landsdækkende oprensning samt en in­dikation for, hvorledes der skal prioriteres.

 

Når man tager omkostningerne ved den relativt begrænsede forsøgsoprensning i 1994 i betragtning, og de heraf forventede store omkostninger ved en landsdækkende oprens­ning, mener udvalget, at der forud for fremtidige oprensninger bør gennemføres foranstalt­ninger, der skal minimere tab af redskaber.

 

Udvalget er orienteret om, at direktoratet på nuværende tidspunkt arbejder med at udfær­dige regler i form af bekendtgørelse, som indeholder krav om ejeridentifikation af redska­ber, krav om melding af tabspositioner samt mindstekrav til redskabers kvalitet og brud­styrke.

 

Arbejdet herom gennemføres i samarbejde med brugerne og det forventes at kravene sættes i kraft i 1996. Det vil sige i det nye år.

 

Da arbejdet med at formulere mindstekravene fortsat kører, er der således på nuværende tidspunkt ikke gældende foranstaltninger, som har til hensigt at minimere tab af redskaber. Således anser udvalget ikke tiden for moden til at efterkomme forslagsstillerens, det vil sige Anthon Frederik­sens ønske.

 

Udvalget er dog bevidst om, at tabte synkegarn også forårsager tab af langliner. Således mener udvalget, at der i fremtiden bør foretages en landsdækkende oprensning af fi­skeredskaber, efterfulgt af et forbud mod fremtidig anvendelse af synkegarn i de oprense­de områder.

 

Diskussionsoplægget fremsat af landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Paaviaaraq Heilmann, om kystnært rejefiskeri, kapacitetstil­pasning og regulering, er også blevet drøftet i udvalget.

 

På baggrund af fiskerierhvervets anbefaling af, at arbejdet med kapacitets­tilpasning og ændring af reguleringsmetoderne skal videreføres, skal udvalget hermed give sin opbak­ning til det videre arbejde.

 

Det forudsættes dog fra udvalget som fundamentalt, at gennemførelsen af tilpasningen ikke sker ved brug af pression. Modsat skal overgangen ske ved at den enkelte fisker gives attraktive og alternative tilbud.

 

Hvis landsstyrets målsætning om tilpasning af kutterfiskeriet efter rejer skal realiseres, kan det ikke undgås, at en del af kutterfiskerne må stoppe rejefiskeriet. Tilpasningen må dog ikke ske ved blot at lade dem, der stopper fiskeriet, gå i land. I den forbindelse peges der på, at give mulighed for at tilbyde de kondemnerede fartøjsejere muligheder for at benytte deres fartøjer til andre erhvervsformål på havet.

Det samlede udvalg mener, at de fiskere, der går ud af det kystnære rejefi­skeri, gives fortrinsret til de stillinger, der løbende kommer til at opstå i det udenskærs rejefiskeri.

 

I den anledning til det samlede udvalg til landsstyremedlemmet henstille opmærksomhe­den på, at den efterhånden årelange debat om bemanding af ikke-fastboende samt kravet om analyse af, hvorvidt hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 35 af 28. oktober 1993 overhol­des af rederierne. Udover den generelle manglende overholdelse af bemandingsreglerne i hele trawlerflåden. Ind­stillingen beror på, at udvalget er bekendt med, at mange besætningsmed­lemmer finder det uacceptabelt, at en del trawlere ikke benytter i Grøn­lands hjemmehørende besætningsmedlemmer. Ligeledes er det velkendt, at mange benytter selve fartøjet eller en postbox som hjemadresse til grund for deres hyre på fartøjerne.

 

For udvalget er det vigtigt at respektere, at reduktion af kutterflåden ikke sker ved tvang.

 

I den forbindelse bør én af mulighederne, som tidligere er blevet efter­lyst, også indgå i overvejelserne. Det drejer sig om færdigvareproduktion, både til hjemmemarked og til eksport. Dette vil også hjælpe på beskæftigel­sen. Man forestiller sig, at færdigvareproduk­tion bl.a. kan omfatte følgen­de: Stenbider, ikke kun rogn, men også filetter, krabber, søpindsvin, tang samt det vi i dag betragter som fiskeaffald, som i dag bliver smidt ud til gene for miljøet, trods det kan produceres til mangeartede og økonomisk værdifulde produkter i Royal Greenlands fiskefabrikker. Med andre ord bør vi sigte på, at sikre muligheden for produktion og forædling af samtlige arter, som kan indhandles.

 

I farvandet mellem øen Jan Meyen, Island og Østgrønland fanges der årligt omkring 1 mio. tons ammassat uden fare for bestanden. Udvalget mener, at der bør afsættes midler til undersøgelse af ammassatbestanden ved Vestgrøn­land. Det skal danne grundlag for etablering af bæredygtig fangst og indhandling og produktion af ammassat.

 

Udvalget skal henstille, at der sikres muligheder for finansiering af eventuel overgang til nye og bæredygtige fiskerier efter alternative arter.

 

Det er velkendt, at flere kutterfiskere har økonomiske problemer under den nugældende regulering igennem ejerpoint. Kapacitetstilpasningen må gennem­føres med udgangspunkt i, at de der ønsker at gå ud af rejefiskeriet får tilbudt ordninger, som er økonomisk tiltræk­kende, og som ikke medfører økonomisk tab.

I den forbindelse skal udvalget henlede opmærksomheden på, at kapacitets­tilpasningen i det havgående fiskeri er foregået således, at de enkelte personer, der kom ud af fiskeriet ikke blev påført vidtrækkende personlige økonomiske byrder. Problemet er undgået primært ved det faktum, at det havgående fiskeri baserer sig på, at det økonomiske ansvar påhviler selve selskabet og ikke den enkelte indskyder af den ansvarlige grundkapital. Det er velkendt, at såfremt det økonomiske fundament forsvinder i det enkelte selskab, sker der en likvidation af selskabet ved konkurs.

 

I modsætning til det havgående fiskeri er kutterfiskeriet tilrettelagt således, at så godt som alle kuttere er enkeltmandsejet. Således vil en kutterfisker, der ønsker at gå ud af fiskeriet og her igennem modtage kondemneringsstøtte, ofte blive pålagt at betale skat af aftrædelsesstøt­ten. Da udvalget finder det vigtigt, at udtrædelsesstøtten ikke indebærer overførsel af gæld til andre, herunder skatterestance, er det takket være udvalgets indsats foranstaltet således, at dette forhold afklares igennem skattedirektoratets fornyede vurdering af gældende lovgivning indenfor området. Dette er noteret med tilfredshed af udvalget. Dog anmodes for­valtningen om at holde udvalget løbende orienteret om sagens udvikling.

 

Et forhold, som absolut skal sikres i tilknytning til kapacitetstilpas­ningen er, at kutterflåden også i fremtiden sikres en bestand af rejer i de kystnære områder, herunder også igennem bevarelsen af de eksisterende rejekasser. Udvalget f­oreslår ligeledes e­tablering af en rejekasse uden for Paamiut i forbindelse med det foreslåede etablering af rejeindhandlings­mulighed i Paamiut.

 

Ligeledes må det som tidligere sagt generelt sikres, at der gennem forsøgs­fiskeri, produk­tudvikling og sikring af vedvarende indhandlingsmuligheder, skabes alternative fiskerier­hvervsmuligheder til de personer, der gå ud af rejefiskeriet.

 

Udvalget finder, at Royal Greenland A/S' hidtidige arbejde med produktion og eksport af rejer drives tilfredsstillende.

 

I den forbindelse kan man dog ikke komme udenom, at indhandlingsanlæg på land, som er samfundsejede, også har et stort medansvar for, hvorvidt kapacitetstilpasningen gennemføres tilfredsstillende.

 

Således må Royal Greenland A/S være bevidst om sit medansvar i forbindelse med de kommende tiltag.

 

Fiskernes egne ønsker om større spredning af fiskeritrykket in mente samt i lyset af rejeindhandlingsmulighedernes uhensigtsmæssige koncentration i visse regioner, ikke synes at være kerneproblemet i denne sammenhæng, mener udvalget, at det overordnede problem i denne sammenhæng skyldes manglende udnyttelse af havets samlede ressour­cer.

 

Udvalget mener, såfremt koncernen ikke magter at løse hele produktudvik­lingen og eksporten af hidtil ikke udnyttede arter, bør man være åben for at tilbyde andre til løsnin­gen af opgaven. En af mulighederne synes at ligge i den manglende udnyttelse af kapaci­teten langs kysten, sammenholdt med de personer eller selskaber, som er parate til øget brug af hidtil ikke udnyttede ressourcer, som Grønland besidder.

 

Sagt på en anden måde, man må være åben for muligheden for at give plads til andre indhandlere. Det kan give mulighed for at fiskerne kan vælge den indhandlingsmulighed, der giver de bedste priser, i modsætning til den nuværende situation, hvor fiskerne er tvunget til at indhandle udelukkende til Royal Greenland A/S.

 

Et enigt udvalg mener, at problemerne indenfor det kystnære og havgående rejefiskeri er opstået ved manglende og alt for usmidigt og for begrænset indsats ved udnyttelsen af Grønlands samlede og mangfoldige ressourcer. Til dato har vi fiskere, organisationer, fiskeindustrien, eksportørerne, iværksættere og ikke mindst vi, de politisk ansvarlige, fokuseret vores opmærksomhed og kræfter på rejeressourcen. Det har medført, at vi ofte glemmer problemets kerne, nemlig den manglende optimale udnyttelse af havets samlede levende ressourser.

 

Udgangspunktet for opstart af enhver produktion bør ikke altid baseres på, at aftageren kræver mindst 20.000 tons af en given art. Alt bør starte i det små. Såfremt man opstarter på højde med skyerne, overser man ofte mange mangler og fejl.

 

Vi kan ikke forestille os, at vi i fremtiden udelukkende kan basere vores produktion på rejer og hellefisk, da udvalget har bemærket, at det samlede landsting finder det vigtigt at tilpasning af kutterflåden ikke skal medføre, at de rejefiskere, som bliver frigjort af rejefi­skeriet blot skal sættes i land. Findes det naturligt, at der skal være propersionalitet mellem de midler, der afsættes til kombinering og opdyrkning af alternative erhvervsmulig­heder på havet. ... af rejer, som vurderes til ikke at være produktionsegnede, som især foregår blandt udenskærsrejefiskerne, har været genstand for løbende debat i det følgen­de år, med henblik på, at undgå dette, skal udvalget  foreslå, at Grønlands Fiskerilicen­skontrols bemanding øges. Forslaget støttes af en del af dem, der er kommet ud af det kystnære rejefiskeri. Da målsætningen er, at tilpasningen af kutterflåden ikke skal med­føre, at rejefiskere, som er blevet frigjort af rejefiskeriet blot skal sættes i land, mener udvalget, at ... udvalgets mål om etablering af egentlige nye fiskerierhverv udbygges og udvides.

På baggrund af landstingets indstilling herom, anmodes landsstyret om, at sikre prioriterin­gen af opgaven. Ligeledes skal landsstyreområdet anmodes om, at udfærdige en hand­lingsplan, som skal tilkendegive prioriteringen af opgaven, herunder udarbejde en økono­misk behovsanalyse.

I forbindelse med landsstyret fremlægges, at tilpasningsplanen for det kystnære rejefi­skere blev det tilkendegivet, at arbejdet påbegyndes pr. 1. januar 1996 samt midlerne til den del, der omfatter 1996, skal tages af de eksisterende bevillinger, som i forvejen forefindes bl.a. i ESU-ordningen.

Denne løsning støttes af det samlede fiskeriudvalg. Dog skal det fra landstingets fiskeriud­valget anføres, som vigtigt, at landsstyret bør være opmærksom på, at bevillingerne til 1996 måske kan være utilstrækkelige. For at undgå denne situation, anmodes landsstyret sammen med organisationerne at være bevidst om dette faktum.

Fiskeriudvalget skal med henblik på at undgå en sådan situation indstille, at landsstyret sikrer en åben mulighed,  yderligere bevillinger igennem tillægsbevillingsloven for 1996.

Udvalget skal anmode landstinget og landsstyret om støtte til sikring af overholdelsen og stop for overtrædelserne i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 35 af 28. oktober 1993 om bemanding af grønlandske fiskefartøjer.

Udvalget skal foreslå følgende ændringer i bekendtgørelsen om bemanding af grønlands­ke fiskefartøjer; i ' 2 fremgår det følgende, jeg citerer, A mindst 60% af officererne og samtlige øvrige besætningsmedlemmer ombord på et fartøj, skal være personer, der har folkeregisteradresse i Grønland og har haft folkeregisteradresse i Grønland i hele det forudgående to kalernderår. Og bestemmelsen foreslåes ændret af udvalget til følgende; d.v.s. ' 2, mindst 75% af officererne og samtlige øvrige besætningsmedlemmer ombord på et fartøj, skal være personer, der har folkeregisteradresse i Grønland og har haft folkeregisteradresse i Grønland i hele de forudgående 5 kalenderår. Gyldig folkeregi­steradresse omfatter ikke registreringen en postboks samt registrering i selve fartøjet og endelig i ejendom eller beboelse, der stilles til rådighed af rederiet til flere besætnings­medlemmer.

Ligeledes foreslår udvalget, at ' 2 stk. 1 nr. 2 ændret fra 2 til 5 år. Ligeledes mener udvalget, at teksten i ' 2 stk. 1, landsstyret kan under særlige omstændigheder til sikring af forsyningen af landanlæg fjernes. Forslaget om at fjerne teksten begrundes med, at sikringen af forsyningen af landanlæg ikke har relevans for bemandingsreglerne. De overordnede mål, må være at give fartøjer og personer med tilknytning til Grønland fortrinsret.

Udvalgets hensigt med de fremlagte ændringsforslag er, at fortsat sikre fiskere med tilknytning til Grønland fortrinsret til ethvert fartøj, som er indregistreret i Grønland. På den baggrund skal udvalget høfligst indstille om, at de nævnte ændringer gennemføres, således at de kan træde i kraft pr. 1. januar 1996.

Udvalget skal til de kommende samlinger anmode landsstyret om, at holde landstinget løbende orienteret om prioriteringen og forløbet af tilvejebringelse af alternative fiskerimu­ligheder. Under herværende debat drøfter vi i enkeltressourcen: rejen, som vurderes overbeskattet.

Vi må alle uanset om vi er fiskere, organisationer, industrieksportører, iværksættere, ikke mindst vi, der er politisk ansvarlige arbejde tilsammen for at udnytte de samlede grøn­landske ressourcer, således at vi ikke udelukkende fokucere på rejen, som et problem, men begynder at betragte den som blot et af vore værdigfulde ressourcer. Med disse ord og med håbet om held med arbejdet hos de til formålet etableret koordineringsnævn og kvotefordelingsnævn, leveres betænkningen til debat i landstinget. Tak.

 

Paviaaraq Heilmann, landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug:

Først vil jeg også anmode landstingets formand om at forkorte mit svarnotat. Dette svarnotat er omdelt til landstingets medlemmer og er på adskillelige sider, hvorfor jeg har forkortet det.

 

Det er bevilget.

 

På landsstyrets vegne skal jeg takke for fiskeriudvalgets betænkning. Det er landsstyrets opfattelse, at udvalget har udarbejdet grundigt med de forslag, der er blevet henvist til behandling i udvalget samt drøftelsen af redegørelsen om kystnært rejefiskeri.

Jeg vil følge samme emneopdeling, som fiskeriudvalget.

Angående forslag fra Jakob Sivertsen om oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikter­ne Tasiilaq, Qaanaaq, Upernavik og Ittorqqortoormiit, så har udvalget fået notat om, at Great Greenland arbejder med planerne omkring skindcentre og at disse endnu ikke er færdigbehandlet fra Great Greenlands side.

Jeg har som ansvarlig for området, anmodet Great Greenland om en redegørelse omkring skindproblematikken og en uddybet redegørelse forventes modtaget i den kommende tid. Der kan altså på nuværende tidspunkt ikke tages stilling til, om der skal oprettes mindre garverier i yderdistrikterne, som Jakob Sivertsen foreslår, eller om der skal etableres skindcentre.

Landsstyret mener, at disse spørgsmål må tages ud fra en helhedsvurdering i Great Greenlands egen bestyrelse, som arbejder med omstrukturering af virksomheden.

Landsstyrets holdning til Jakob Sivertsens forslag om indførelse af en ordning, hvorefter alt slags skind kan indhandles i fremtiden, er, at spørgsmålet må vurderes af Great Greenlands bestyrelse, set i forhold til den samlede omstrukturering, som er igangsat i virksomheden.

I lyset af den seneste tids spørsmål omkring skindleverancer fra Great Greenlands side, vil landsstyret foreslå, at landstinget til efterårssamlingen behandler en samlet redegørel­se om status for sælskindsindhandling i hele Grønland, herunder Great Greenland og dens omstrukturering samt omfanget af sælskindsforbrug og behov hos det lokale skind­systuer.

Sådan en redegørelse vil besvare mange af spørgsmålene, som har været rejst i den senere tid og peget på forskellige løsningsmodeller.

Men landsstyret er grundlæggende enig med Jakob Sivertsen om, at der ikke udsmides brugbare skind ud.

Landsstyret er meget tilfreds med fiskeriudvalgets grundige behandling af landstingsmed­lem Ruth Heilmanns forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling samt revurdering af jagtbevissystemet. Som bekendt vedtog landstinget ligeledes, at afsætte midler i 1996 til gennemførelse af ekstraordinære undersøgelser af rensdyrbestanden. Således er det bl.a. planen, at gennemføre en tælling af dyrene i foråret. Først når vi har resultatet af disse tællinger, vil landsstyret kunne tage endelig stilling til, om der i 1996 atter skal åbnes op for jagten. Landsstyret vil på baggrund af partiernes anbefaling tage skridt til en kritisk gennemgang af de nuværende jagtbevissystem i samarbejde med de berørte instanser, herunder KANUKOKA og KNAPK. Fiskeriudvalget indstiller på baggrund af sin behandling af landstingsmedlem Hans Eniksens forslag om bedre udnyttelse af grønlandske produk­ter, at man i vid udstrækning søger at støtte den hjemlige fødevareproduktion. Fra lands­styrets side, er vi helt enige i dette synspunkt, ligesom vi tilslutter os, at der må ses nuanceret på dette, da man f.eks. i forhold til WTO-aftalerne ikke ukritisk kan yde direkte produktstøtte Til dato har vi fiskere, organisationer, fiskeindustrien, eksportørerne, iværksættere og ikke mindst vi, de politiske ansvarlige fokuseret vores opmærksomhed og kræfter på rejeressourcen. Landsstyret har viljen til at arbejde hårdt for iværksættelse af fremtidige udviklingsinitiativer. Det er derfor hensigten, at iværksætte initiativer vedrøren­de produktudvikling, forsøgsfiskeri og eksport.

 

Da vi fra Landsstyret fremsatte diskussionsoplægget om kystnært rejefiskeri, kapacitetstil­pasning og regulering, sagde vi, at denne ordning skal være gældende fra 1. januar 1996, og at der allerede er afsat midler hertil i 1996 f.eks., ved at bruge mulighederne indenfor ESU bevillingerne og andre, derfor er Landsstyret rede til at afsætte midler fra ESU bevillingen i 1996.

 

Afslutningsvis skal jeg på vegne af Landsstyret takke Udvalget for det store arbejde, som det har udført med denne klare betænkning. Ligesom Udvalget skal jeg sammen med Landsstyret ønske arbejdsgruppen for kapacitetstilpasning og Kondemneringsnævnet en god arbejdslyst.

 

Jeg har således forkortet det omdelte betænkning.

 

Hans Enoksen, ordfører for Siumut:

Vi skal knytte følgende bemærkninger til Udvalgets betænkning som også behandler forslag fra en række landstingsmedlemmer samt en debatoplægget fra Landsstyremedlem­met for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Paaviaaraq Heilmann.

 

Vi skal udtale vores principielle støtte til Jakob Sivertsen=s forslag om oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikterne Tasiilaq, Qaanaaq, Upernavik og Ittoqqortoomiit. Vi er jo alle interesserede i, at sælskindene udnyttes optimalt i fangerdistrikterne og vi skal opfordre til at der arbejdes me sagen med henblik på at finde hensigtsmæssige løsninger.

 

Selv om vi i princippet støtter forslaget, ønsker vi, at man afventer resultatet af Great Greenland=s nye initiativer idet vi mener, at de igangsatte initiativer også vil åbne bedre muligheder, og det er vores håb at initiativernes resultater vil være til gavn for fangerfamili­erne. Vi støtter Jakob Sivertsen=s forslag om, at al slags skind skal kunne indhandles i fremtiden, idet porblemet i dag er, manglende muligheder for indhandling af skind af store sæler. Det er imidlertid vores håb, at al slags skind vil kunne indhandles med forøgelsen af eksport med sælskind.

 

 

Til Ruth Heilmann=s forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling, samt vurdering af jagtbevissystemet, skal vi fra Siumut knytte følgende bemærkninger.

 

Som bekendt fandt rensdyrjagt mod betaling sted i sommer og det var et stort flertal i landstinget som har taget beslutningen herom med den begrundelse, at jagt mod betaling er nødvendig set i lyset af bestandens begrænsede størrelse. På nuværende tidspunkt, ved vi endnu ikke hvorvidt der vil findes rensdyrjagt også til næste år, og vi vil tage Udvalgets konklusioner til efterretning. Vi kan heller ikke i dag sige hvorvidt der vil blive afkrævet betaling såfremt der skulle finde rensdyrjagt sted i 1996, men vi regner med at der vil blive nærmere beslutning ved sagens behandling til foråret. Vi må imidlertid erkende, at bestandens bæreevne overfor et jagttryk er meget begrænset i forhold til tidligere, således, at man ikke kan komme udenom forsigtig og begrænset jagt, såfremt ansvarsbevidst forøgelse af bestanden skulle kunne opnås.

 

Vi skal også overfor vore medborgere understrege, at man må respektere fremtidige beslutninger vedrørende rensdyr og øvrige fangsdyr. Restriktioner indføres jo ikke blot for restriktioners skyld, men bunder i ønsket om ansvarsbevidst udnyttelse af vore levende ressourcer samt helhjertet bestræbelser på beskyttelse af dyrebestandene.

 

Vedrørende forslaget om revurdering af jagtbevissystemet, tager vi til efterretning, at der er ved at blive taget initiativer på området samt, at et enigt Udvalg udtaler ønsket om løsning på forholdene omkring jagtbevissystemet. Og det er vores håb, at den planlagte arbejdsgruppe vil udføre et godt arbejde og nå frem til et resultat som er klart og gennem­skuelig for brugerne.

 

Vi ønsker også en strammere administration af jagtbeviserne idet, den nuværende meget nemme adgang til anskaffelse af et jagtbevis ikke kan accepteres. Der må finde ændringer sted i fremtiden med strammere administration som målsætning.

 

Endelig skal vi henstille, at den kommende arbejdsgruppe vedrørende jagtbevissystemet også tager stilling til spørgsmålet om og definere hvem der er fanger, fisker eller lønmod­tager, idet afklaring af dette spørgsmål er blevet meget påtrængende. Baggrunden for vores henstilling skal ses i lyset af de konstaterede problemer i forbindelse med dette års rensdyrjagt, idet jagttilladelse er blevet uddelt dels til de arbejdsledige og dels til kvinder over 70 år, som har fået tildelt jagttilladelse på lige fod med erhvervsjægere.

Til Hans Enoksen=s forslag om bedre udnyttelse af grønlandske produkter, skal vi knytte følgende bemærkninger. Vi tager Udvalgets konklusioner til efterretning, nemlig, at der overfor såvel producenter som forbrugere gøres en indsatsen for at fremme udnyttelsen af grønlandske produkter, og at grønlandske produkter skal forsyndes med en klar mærkning således, at forbrugerne umiddelsbart kan se at det drejer sig om et grønlandsk produkt. Vi ønsker også bedst mulig konsulentbistand til personer og virksomheder som agter at opstarte produktion af grønlandske produkter således, at vi i dag i stigende grad kan blive istand til at begrænse mængden af importvarer og erstatte disse med varer baseret på vore egne ressourcer, og forøge arbejdspladserne derved.

 

Vedrørende Lars Karl Jensen=s forslag om åbning for indhandling af rejer til Royal Green­land A/S=s fiskefabrik i Paamiut, tilslutter vi os Udvalgets konklusion, idet, det er en kendsgerning at rejefiskere i farvandet omkring Paamiut ikke har andre indhandlingsmulig­heder end Narsaq eller Nuuk. Og vi skal opfordre til, at der arbejdes på at finde en løsning på problemet i tæt samarbejde med Royal Greenland A/S.

 

Vi ønsker også mest mulig spredning af indhandlingsstederne for at opnå en mere spredt udnyttelse af fiskepladserne idet, et alt for koncentreret fiskeri på et bestemt område altid resulterer i hurtig opfiskning af rejebestanden på området, og dette er noget vi skal undgå i fremtiden.

 

Vedrørende Hans Enoksen=s forslag om drøftelse af KIS i landstinget, tager vi Udvalgets konklusion til efterretning. Idet det er velkendt at fiskerne er meget utilfredse med at KIS=s virksomhed alene er koncentreret i Ilulissat. Vi ønsker at Landsstyreområdet for fiskeri og fangst snarest muligst finder en for forbrugerne tilfredsstillende løsning, idet, betjeningen af fiskere i byer med skibsværft er meget mærkbart forringet i de seneste år, og der må findes en løsning på dette problem.

 

Endvidere skal vi henstille, at revurderinge af serviceringen fra KIS=s side, indledes fra Landsstyreområdet med henblik på at opnå en ensartet betjening af alle erhversudøverne til søs.

 

Vedrørende Anthon Frederiksen=s forslag om forsøgsfiskeri i Diskobugten, tilslutter vi os Udvalgets konklusion, idet centralstyring af forskellige former for forsøgsfiskeri er nødven­dige i lyset af de begrænsede økonomiske midler vi har til rådighed i disse år. Grundig vurdering er ganske nødvendig. Det er almindelig kendt, at fiskeriet i Diskobugten må betegnes som et godt fiskeri, og derfor må forsøgsfiskeri gennemføres i områder med begrænsede fiskeriaktivitetet i lyset af de begrænsede økonomiske ressourcer der er til rådighed.

 

Til Anthon Frederiksen=s forslag om rensnings af fiskepladserne, skal vi knytte følgende bemærkninger. Det er en kendsgerning, at mistede fiskeredskaber nogle steder forvolder betydelig skade på fiskepladserne, og man må arbejde på at løse dette problem i samar­bejde med fiskerne og andre brugere. Det er også nødvendigt, at vi er mere påpasselige i udøvelse af fiskeri fremover. I forbindelse med rensning af mistede garn og langliner, kan man ikke komme udenom at kræve, at de pågældene garnpladser lukkes for yderligere anvendelse, idet en udført rensning vil være nytteløst såfremt, lokaliteterne tages i brug igen. For at opnå beskyttelse af fiskepladserne ønsker vi, at Landsstyreområdet for Fiskeri og Fangst følger nøje med løsningen af dette problem.

 

Til debatoplægget fra Landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug om kystnært rejefiskeri, skal vi knytte følgende bemærkninger.

 

Vedrørende Landsstyrets erklærede målsætning om gradvis reduktion af rejekutterflåden, er vi fra Siumut enige i og tilslutter os Udvalgets konklusioner. Vi er jo i disse år kommet i en situation, hvor det er uomgængelig nødvendigt med en stærk beskyttelse af reje­bestanden som følge af bestandens nedadgående tendens, hvorfor det er uomgængeligt, at en del af rejeflåden tages ud af rejefiskeriet. Til trod herfor, har vi gode forhåbninger til, at der ydes gode vilkår til rejefartøjer der tages ud af rejefiskeriet, idet man må bestræbe sig på at opnå optimal udnyttelse af muligheder som ikke udnyttes optimalt i dag. Men man kommer ikke udenom at nogle fartøjer tages helt ud af fiskeriet som sådan. Man må arbejde på en god udnyttelse af disse fartøjer, eksempelvis i forsøgsfiskeriet, transport at turister, persontransport mellem bygderne, ved råvaretransporten mellem bygderne, ved vareforsyning af bygderne samt ved rensning af fiskepladserne.

 

Endelig ønsker vi en undersøgelse af bestanden af Ammasat i Vestgrønland for at sikre en bevaringsvenlig udnyttelse af bestanden.

 

Produktudvikling gennem forsøg må intensiveres i forhold til i dag for at sikre, at så mange fiskere som muligt kan videreføre deres erhverv, og her skal vi opfordre til et tæt samarbej­de med koncernen Royal Greenland.

 

Vi skal også henstille, at Royal Greenland A/S arbejder godt med i forbindelse med justeringen af rejefiskeriet, idet koncerne har betydelig forpligtelse på disse områder gennem sikring af fabrikkernes fortsatte drift og dermed sikring af arbejdspladserne til arbejderne. Og såfremt der skal opnås resultater til alles tilfresshed, er det nødvendigt med en tæt samarbejde med lønmodtagerorganisationen.

 

Vi opfordrer til, at man udviser en meget åben holdning til at træde til med økonomiske midler til de rejefiskere som tages ud af rejefiskeriet i forbindelse med disses overgang til anden form for udnyttelse af fartøjerne, idet det er nødvendigt med at kunne tilbyde dem gode vilkår i denne forbindelse.

 

Til slut skal vi tilslutte os Fiskeriudvalgets ønske om undersøgelse af forholdene omkring bemanding af trawlere og vi skal anmode Landsstyret om, at iværksætte undersøgelse af bemandingsforholdene med henblik på optimal udnyttelse af uddannede grønlandske fiskere.

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

Da vi under landstingets drøftelser af redegørelse om kystnært rejefiskeri den 17. oktober allerede har fremkommet med vore bemærkninger, vil vi herved fra Atassut fremkomme med bemærkninger til de af fiskeriudvalget fremkomne forslag.

 

Angående forslag fra Jakob Sivertsen om oprettelse af mindre garverier i fangerdistrikter­ne Tasiilaq, Qaanaaq, Upernavik og Ittoqqortoormiit er vi i Atassut fuldt ud tilfreds med, at fiskeriudvalget med forståelse støtter forslaget og endvidere indstiller, at der ydes økono­misk støtte. Vi håver, at det ikke kun bliver ved tanken, det er ikke nok at bruge munden alene, der må også arbejdes med hænderne.

 

Jakob Sivertsen har stillet forslag om, at der i landstinget tages drøftelse om indførelse af en ordning, hvorefter al slags skind kan indhandles i fremtiden. I forbindelse med forsla­get, som fiskeriudvalget ikke har taget stilling til, vil vi ikke stoppe ved, men vil fra Atassut kræve, at der til det længe omtalte problem tages stilling til fra partierne, da formålet med forslaget er, at der sker drøftelse omkring dette her i salen.

 

Vi vil fra Atassut fremkomme med vore meninger med grundlag i forslagsstillerens frem­sættelse. Da vi i 1993 drøftede fangernes forhold, besluttede et samlet landsting, at de økonomiske forhold i fangerdistrikterne skal undersøges, hvilket ikke er sket.

 

Formålet med undersøgelsen skulle være en lettelse af forholdene i fangerdistrikterne, hvor man med baggrund i fremførte tal blev enige om lettelserne. Ved undersøgelsen af de færdige resultatopgørelser, er det meget nedslående at erfare fangerfamiliernes årsindtægter, da vi kan se, at fangerne har store problemer med deres indtægter, der gennemsnitlig udgør under 40.000 kr. årligt. Det er virkelig forbløffende at se, hvor godt de er istand til at overleve.  Selv om oplysningerne er fremkommet, er der til dags dato endnu ikke sket noget, selvom landstinget allerede har besluttet, at der efter fremskaffelse af oplysninger skal ske en drøftelse i landstinget.

 

Jeg vil gerne komme med oplysninger omkring vanskelighederne for fangererhvervet. Fangerne bruger en masse kræfter til fangst af sæler og fangerkonerne bruger en masse kræfter til behandling af skindene, men uagtet dette, får de besked om, at de færdigbe­handlede skind ikke kan sælges. Vi kan se, at sådan en besked må være meget hårdt for en fanger med forsørgelsespligt at få. Desværre er forholdene for fangererhvervet stadig det samme i dag , det er med henblik på en drøftelse af netop disse problemer vi har fremkommet med forslaget.

 

Med henvisning til ovennævnte, vil vi fra Atassut henstille overfor Landsstyret, at de til landstingets 1. forårssamling fremkommer med forbedringsforslag til fangernes forhold, da fangerne har stort behov for bare en lille forbedring af deres forhold. Fangererhvervet samt livet i bygderne har dybe rødder i vor kultur samt med stor tilknytning til den hårde natur, som fremover hele tiden må tilpasses vor dagligdag.

Da udvalgets andre forslag er blevet drøfte indgående, skal vi ikke komme nærmere ind på disse, og har her fremkommet med vore bemærkninger til udvalgets fyldige redegørel­se.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Allerførst skal vi fra IA udtalte, at vi er ganske godt tilfredse med det resultatet vi igennem vores medlemskab af Fiskeriudvalget er nået frem til og som er udtrykt her i betænknin­gen, idet vi ligeledes med tilfredshed kan konstatere, at størsteparten af vores bemærknin­ger under fremlæggelsen af det kystnære rejefiskeri netop er blevet indarbejdet i selve betænkningen og disse også er blevet vel modtaget af de andre partier i Udvalget. Ligeledes er det glædeligt for IA, at kunne konstatere, at også Landsstyret er imødekom­mende overfor en del af vores forslag i det videre arbejde, der herefter skal forestå.

 

Eftersom Inuit Ataqatigiit er enige i stort set de ting der er nævnt i betænkningen, skal vi derfor her under fremlæggelsen blot hæfte os ved følgende, som vi anser for væsentlige og vigtige, og da vi kan se, at vi netop i disse ikke er helt på linie med Landsstyret.

 

Med hensyn stil Jakob Sivertsens forslag omkring oprettelse af mindre skindindhandlings­steder og garverier i fangerdistrikterne, skal IA i forhold til Landsstyrets holdning i denne sag kraftigt opfordre til,  at man virkelig gør mere ved sagen og forfølger bestræbelserne på, at udmønte forslagets hensigter. Og idet vi ligeledes blot skal henvise til vores mange bemærkning omkring de mange debatter her har haft gennem årene omkring sælskind, skal Inuit Ataqatigiit endnu engang kraftigt henstille til, at landsstyret iværksætter de tiltag i forhold til Great Greenland, der vil gøre det muligt at sætte denne virksomhed på rette kurs igen og at de gerne må se sagen som hastende.

Netop i disse år er vilkårene for fangererhvervet overalt, ikke det bedste, hvorfor de som nævnt haster med konkrete tiltag, for at forbedre forholdene.

Vi er i Inuit Ataqatigiit glade for at erfare, at partierne Siumut og Atassut nu har revideret deres opfattelse og nu går ind for, at der for fremtiden ikke skal betales for rensdyrjagten.

Man anbefaler ligeledes fra udvalgets side, at enhver form for afgiftsbelægning af fan­gererhvervet ikke er anbefalelsesværdigt, når der sættes is på landsstyrets rolle i denne sag.

For at understrege Inuit Ataqatigiits politik på området, skal vi hermed endnu engang gøre gældende, at Inuit Ataqatigiit på intet tidspunkt vil være med til afgiftsbelægning på de primære erhvervs udøvere, nemlig fangerne og fiskerne.

Det vil jo i virkeligheden være således, at embedsværket og os politikkere skulle betale en form for afgift hver gang, vi går ind i Hjemmestyrets lokaler.

Inuit Ataqatigiit betragter sådanne tiltag for at være i strid med almene humanitære rettigheder og vil i al fremtid vurdere dem som sådan. Det undrer os derfor ikke spor, at KNAPK har indgivet klage over landsstyrets fejlagtige handlemåde overfor landstingets ombudsmand.

Det er utilstedeligt, at landsstyret end ikke har svaret på KNAPK=s skrivelse af den 19. september i år.

Hvor mange gange har vi efterhånden ikke hørt, at den og hin tildragelse er blevet indkla­get for landstingets ombudsmand på grund af fejladministration fra landsstyrets side.

Vi skal derfor indtrængende anmode landsstyret om, at lægge øre til borgernes og andre klagepunkters røst og ikke som hidtil, blot lytte med det halve øre.

Da man imidlertid i det svar til udvalget, som landsstyret er kommet med, kan fornemme, at man fra landsstyrets side, idet ikke helt kan udelukke muligheden for at afkræve betaling for en udnyttelse af den fangst, som også især fanges af erhvervene, skal vi på det kraftigste endnu engang fra Inuit Ataqatigiit advare landsstyret, hvis de har hensigter i den retning.

M.h.t. det genfremsatte forslag fra landstingsmedlem Hans Enoksen omkring en revur­dering af KIS med henblik på, at denne igen kommer tæt på sin målgruppe og de lokalite­ter, hvor fiskerne rent faktisk befinder sig, skal Inuit Ataqatigiit igen gentage, at vi støtter forslaget fuldt ud.

Vi bemærker ligeledes, at landsstyret nu i dette spørgsmål er mere eftergivende end hidtil set, hvilket vi kun kan være glade for.

For så vidt angår det kystnære rejefiskeri, vil vi samtidigt med at vi henviser til vore bemærkninger tidligere under denne samling, ligeledes henvise til denne betænkning, vi nu behandler og som overvejende er udtryk for en imødekommelse af vores synspunkter. Når dette er sagt, så kan Inuit Ataqatigiit ikke undlade, at lade fald disse for os væsentlige bemærkninger, som landsstyret også har ytret sig om.

Vi skal kraftigt henstille til, at landsstyret tager den enighed i udvalget, der er opnået omkring bemanding af trawlerne med alvor.

Netop denne er fuld overensstemmelse med de bestræbelser, vi før har bragt for tinget, nemlig muligheden for at oprette en tilsynsmyndighed overfor virksomheder og lignende med henblik på et bedre tilsyn og regulering af arbejdskraftstilgangen i Grønland. Med dette forslag har vi bl.a. sigtet til, at tilsynet burde skærpes i forhold til, om trawlere samt andre skibe, der besejler grønlandske farvande, overholder de bemandingsmæssige krav, vi nu engang har.

Ved landsstyrets svar til betænkningen skinner det igennem, at landsstyret er tilbagehol­dende til indstillingen fra udvalget om, at man og jeg citerer; Aat man må være åben for muligheden for at give plads til andre indhandlere, for derved at opnå større priser for fiskerne i modsætning til den nuværende situation, hvor fiskerne er tvunget til at indhandle udelukkende til Royal Greenland. Hvilket udvalget også er enige i.

Vi er i Inuit Ataqatigiit af den opfattelse, at landsstyret, som ejer af Royal Greenland for fremtiden bør være meget fleksible og være mere åbne for at andre, som gerne vil igangs­ætte produktioner, som Royal Greenland ikke interessere sig for, kan komme til.

Det lader til at være ganske vanskeligt, at animere fiskerne til at fiske andre arter, så længe Royal Greenland har så at sige indflydelse på indhandlingsområdet. Fiskerne har hele tiden påpeget, at de vil kunne få bedre priser, hvis Royal Greenland ikke havde monopolstilling i forarbejdsfasen.

Vi er i kopiform blevet bekendt med et brev til landsstyret, landsstyremedlemmet for Fiskeri fra en i Nuuk boende arbejdsplads, som tilbyder at være operatør for bygdeanlæggene, specielt her i midtregionen, idet de tilbyder at stå for forarbejdning af produktion af forskel­lige havprodukter.

Vi skal fra Inuit Ataqatigiit anmode landsstyret om, at tage henvendelsen alvorligt, idet man jo tilbyder, at kunne højne fiskernes indtægter.

M.h.t. tilpasningsplanen for det kystnære rejefiskeri, gentager landsstyret, at man rent faktisk har midler til denne del af operationen. Vi er den eksisterende 1996 bevilling, som det fremgår af finanslovsforslag 1996.

Inuit Ataqatigiit er ikke tilfredse med dette svar, hvorfor vi skal henvise til udvalgets opfordring om, at man i forbindelse med behandlingen af tillægsbevillingsloven for 1996 afsætter de nødvendige midler, da den afsatte bevilling i finansloven for 1996, for så vidt angår ESU samt andre konti overhovedet slet ikke rækker.

Med disse bemærkninger, skal Inuit Ataqatigiit således udtale sin fulde støtte og opbak­ning bag fiskeriudvalgets betænkning.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Akulliit Partiiat har med interesse gennemgået fiskeriudvalgets betænkning. I forbindelse med hr. Jakob Sivertsens forslag, så må vi fra Akulliit Partiiat gentage; det er tvingende nødvendigt, at landstingets beslutninger opfølges administrativt, ellers kan vi jo ikke være sikre på, at beslutningerne taget i landstinget effektueres. Derfor må vi her bemærke, at tidligere beslutninger i landstinget om skindindhandling snarest må effektueres og vi støtter udvalgets opfattelse m.h.t. at ikke alle sælskind bør indhandles.

Vi støtter fuldt ud fru Ruth Heilmanns forslag om ophævelse af rensdyrjagt mod betaling, samt revurdering af jagtbevissystemet.

Vi har ved 1. behandling af forslaget om betaling givet udtryk for, at vi er imod en sådan ordning. For det første fordi, det for os, synes skævt at skulle betale for vildtjagt og for det andet, fordi det ikke passer ind i vore traditioner og ej heller er i overensstemmelse med vores tankegang. Derfor betragter vi det som en sejr for vor kultur, da udvalget mener, at man ikke bør fortsætte med at opkræve betaling for jagt.

Ordningen i 1995 vil være den første og sidste, og det er ønskeligt, at beslutninger af den art ikke træffes.

Hr. Hans Enoksens forslag om bedre udnyttelse af grønlandske produkter, er der vel ingen, der kan være imod, da der i forvejen findes regler om produktmærkning, synes vi, at det bør udnyttes noget mere.

Orienteringerne om arbejdet med udnyttelse af havpattedyr samt rapport angående tur i Naturreservatet i Melvillebugten i 1995, tager vi til efterretning.

Vedrørende forslaget fra hr. Lars Karl Jensen om indhandling af rejer i Paamiut, så tager vi udvalgets enighed om støtte til orientering.

Men en sikring af indhandlingsmuligheder af alternative arter, må realiseres i de byer i Diskobugt-området, der måtte blive ramt på grundlag heraf.

Vedrørende hr. Hans Enoksens forslag om drøftelse af KIS i landstinget, så mener vi, at det må være rimeligt at kræve, at KIS=s service udvides til alle, der driver deres erhverv på havet.

KIS er jo tidligere stærkt blevet kritiseret fra søfolkenes side, og derfor vil vi her give vores tilslutning om, at for det første, at KIS ikke bør forskelsbehandle i sine serviceydelser og for det andet, at KIS=s service skal omfatte alle erhvervsfartøjer, og tilsidst, at KIS skal være placeret tæt ved de daglige forbrugere.

M.h.t. hr. Anthon Frederiksens forslag om økonomiske midler til forsøgsfiskeri i Diskobug­ten i 1995, så må vi bemærke, at vi i 1993 støttede af landstingets fiskeriudvalg har reorganiseret projekteringen og arbejdsgruppen Amis=s arbejdsområde. Og dennes forudsætninger har landsstyremedlemmet opremset i sin forelæggelse.

Og en ting, vi ikke vil undlade at nævne, nemlig en rensning af mistede garn, det er nok noget, man har behov for at gøre over hele kysten, så er det sikkert en nødvendighed, at man gør det på landsplan. Det er dog ikke nok med en bemærkning herom, vi må sætte spørgsmålstegn ved, om beslutninger og nye tiltag og muligheder går ud i form af orien­tering i tilstrækkelig grad, og i den forbindelse vil jeg gerne her rette en forespørgsel om, hvordan orienteringen omkrig Amis er ført ud til fiskerierhvervet.

Jeg har forstået, at ønsket ved forslaget er nedprioriteret på grund af manglende midler og på grung af bedre muligheder i Diskobugten i forhold til andre steder.

Vedrørende, den i udvalget drøftede kystnært rejefiskeri, kapacitetstilpasning og regu­lering, så stiller vi os enig i omkring det halvlange oplæg, som vi korter ned til følgende konklusion; for det første, vi bør sigte på at sikre muligheden for produktion og forældning af samtlige arter, som kan indhandles.

For det andet, der må sikres muligheder for finansiering af eventuel overgang til nye og bæredygtige fiskerier eller alternative arter.

For det tredje, der må i fremtiden sikres bestand af rejer i de kystnære områder og Grøn­lands Fiskerilicenskontrols bemanding må øges.

Tilpasningen må dog ikke føres under tvang, hvad der også er bemærket i forelæggelsen.

Med disse korte bemærkninger, har vi blot kommenteret betænkningen.

 

Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

Kandidatforbundet har med interesse gennemgået fiskeriudvalgets betænkning.

For det første, vil jeg komme med en bemærkning om udvalgets udtalelser om forslaget fra landstingsmedlem Jakob Sivertsen nemlig, at selvom udviklingen af mindre garverier støtteværdig, så har Hans Enoksen ved forårssamlingen fremsat et forslag om, oprettelse af et garveri i midtkredsen i Grønland og KNAPK har også på et tidligere tidspunkt ytret et ønske om, at man opretter et garveri i Nordgrønland. Det er yderst interessant. Og det landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug omtalte i sit svar, netop nu er i gang med en omfattende omstrukturering i Grønlands Garveriet, samtidigt synes jeg i forbindel­se med nedlæggelse af Royal Greenlands fabrik i Ilulissat og at dette skal ske efter planerne i 1997, så foreslår jeg, at man arbejder på, at oprette en garverifilial i Ilulissat med henblik på en bedre udnyttelse af det eksisterende. Ilulissat er trafikknudepunkt for Nordgrønland og på den måde, så vil man kunne udnytte de mange skind, der ellers bare rådner op.

M.h.t. landstingsmedlem Jakob Sivertsens andet forslag nemlig, hvis man realiserer og opnår indhandling af alle slags skind, så vil man ødelægge betydningen af ordet Aforret­ningsmæssig drift@ og derfor tilslutter jeg mig, at landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrugs opfordring om at forslaget skal vurderes af garveriets bestyrelse.

Jeg er helt enig i landstingsmedlem Ruth Heilmanns forslag om, og da man skal erkende, at ordningen og tilrettelæggelsen af rensdyrjagtordningen er meget dårlig planlagt.

Som bekendt har jeg stemt imod forslaget, da man under forårsmødet vedtog, at opkræve jagtgebyr. Og derfor støtter jeg KNAPK, der ønsker, at man tilbagebetaler jagtgebyret.

I forbindelse med rensdyrjagten, så kræver jeg, at man i fiskeriudvalget taler om, hvem, der må gå på jagt efter rensdyr. Idet man ikke kan acceptere, at fastboende grønlændere ikke har ret til at jage rensdyr. Og i sommers havde nye ankomne fra andre lande fået mulighed for at nedlægge dyr. Selvfølgelig havde tildelingen foregået ved lodtrækningen, men man bør nu diskutere dette og tage en endelig beslutning om, hvem man bør priori­tere ved tildelingerne af jagtbeviser, nu hvor jagten er begrænset.

I forbindelse med optælling af rensdyrbestanden i 1996 kræver jeg, at man foretager optælling af alle områder i Grønland, hvor rensdyrene holder til.

Det andet forslag fra landstingsmedlemmet Ruth Heilmann, er, om at revurdere jagtbevi­sordningen, jeg tilslutter mig til landstingets fiskeriudvalgets bemærkninger om, at inddra­ge relevante interesseorganisationer KNAPK, KANUKOKA til ændring af bekendtgørelsen.

Forslaget fra landstingsmedlem Hans Enoksen, at man arbejder på at udnytte grønlandske produkter bedre, det er jeg fuldstændig enig i og derfor ønsker jeg snarest muligt, at man i bygderne udbygger produktionen af grønlandsk mad til hjemmemarkedet. Og dette kan opnås ved tilpasning af produktionsformer samtidigt med renovering af produktionsanlæg i bygderne.

I mange år har man snakket om spæk, og forskellige undersøgelser har været pågået i årenes løb.

Jern- og Metalskolen har endog lavet en tranpresser, men man har ikke hørt, hvilke resultater, man har opnået ved dette forsøg. Derfor er det interessant og ønskeligt, at man bliver orienteret om dette forsøg.

I stedet for at man kun snakker om spæk, så bør man arbejde på, at realisere udnyttelsen af den og det vil have været på sin plads, at resultaterne af de forskellige undersøgelser blev taget med i denne her sal.

M.h.t. landstingsmedlem Lars Karl Jensens forslag, så tilslutter jeg mig det, der er nævnt i svarnotatet fra landsstyremedlem for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Som bekendt har Royal Greenland på et tidligere tidspunkt forelagt planerne om lukning af rejefabrikken i Qasigiannguit for kommunalbestyrelsen. Det har overrasket og vakt bekymring hos fiskerne og arbejderne i fabrikken, og såfremt det bliver tilfældet, vil det få alvorlige konsekvenser for beboerne og i Qasigiannguit, ikke mindst fordi man fra Royal Green­lands side, ikke har fremsat klare alternative muligheder. Men det er nu glædeligt, at landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i sit svar sagde, at man i landsstyret ikke har drøftet lukning af rejefabrikker i Diskobugten og at man indtil dato ikke har taget politisk stilling til dette. Og medens man taler om Qasigiannguit, så bør man huske på, at Qasigiannguit, som det første sted i Grønland har bearbejdet rejer og beboerne er godt vant til bearbejdning af rejerne. Det er ikke kun beboerne i Qasigiannguit, der har haft glæde af arbejdspladsen, mange fra kysten, endog også fra Østgrønland er kommet til for at arbejde i rejefabrikken og derfor kan jeg ikke acceptere lukningen af rejefabrikken i Qasigiannguit.

M.h.t. landstingsmedlem Hans Enoksens forslag, at det er nødvendigt med et nært samarbejde med KNAPK. Som bekendt har man i denne samling drøftet kapacitetstilpas­ning, at det kystnære rejefiskeri og som allerede bekendt, så stiler man efter restriktioner af hellefiskefiskeriet. Og efter, at man i 1991 begyndte med komdemneringen, er rejeflå­den i Diskobugten reduceret kraftigt og dette har resulteret i, at nogle af rejekutterne nu bliver brugt til hellefiskefiskeri. Det har selvfølgelig resulteret i, at fiskeriet af hellefisk er øget, og derfor mener jeg, at nogle af de komdenerede rejekuttere og de, der er egnede til formålet, bliver brugt til forsøgsfiskeri med henblik på, at sikre udnyttelse af dem og ikke mindst for at de kan finde andre fiskearter, som kan udnyttes. Jeg vil foreslå, at man i Diskobugten starter et forsøgsfiskeri, da jeg mener, at man allerede nu skal koncentrere sig om dette, for at finde andre fiskearter. Da man ikke kun skal sætte sin lid til hellefiske­ne omkring Ilulissat og hvis man vil forsvare hellefiskebestanden, så bør man bruge de nævnte rejekuttere til andet fiskeri. Jeg glæder mig over, at landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug svarede, at man for fremtiden ikke kan komme udenom mit forslag omkring forsøgsfiskeriet i Diskobugten.

Jeg har med beklagelse erfaret, at mit forslag om rensning af fiskepladser  af tabte fiskeredskaber, ikke har fået tilslutning. Og jeg har taget oplysningerne fra udvalget og fra landsstyret til efterretning.

Og m.h.t. fremtidige rensning af fiskepladser, så har jeg forstået, at man vil begynde på dette, når finansiering og metode er blevet klarlagt.

Kapacitetstilpasningen af fiskeriflåden i det kystnære rejefiskeri og ændringen af bekendt­gørelsen, så har jeg bemærket, at man fra udvalgets side finder det vigtigt, at bemandin­gen af trawlerne sker i henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse og på den måde priori­terer og sikrer flere grønlandske fiskere beskæftigelse.

Udvalgets betænkning har min fulde tilslutning.

I forbindelse med økonomisk støtte ved komdemneringen og for at undgå skattemæssige efterspil, så har man fra skattedirektoratet fremkommet med revurderinger. Og da det skal ses som kommende forbedringer, så bør man også være glad for dette.

Jeg er glad for, at landsstyret finder det vigtigt, at fiskerne går over til at fiske andre arter og at de finder det støtteværdigt og derfor har jeg svært ved at forstå, at mit forslag om forsøgsfiskeri i Diskobugten ikke har fået tilslutning.

Til slut finder jeg det beklageligt, at man ikke har diskuteret hellefiskefiskeriet i betænknin­gen. Den nye ordning træder i kraft, som planlagt 1. januar 1996 og hvis man ikke ændrer på ordningen, så vil det have konsekvenser for kommuner og for befolkningen, og derfor kræver jeg, at man tager en høring hos KNAPK, SIK og KANUKOKA med henblik på hellefiskefiskeriet. Og med disse ord, tager jeg betænkningen til efterretning.

 

Paviaaraq Heilmann, landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug:

Først vil jeg til alle ordførerindlægene, især når man tænker på kapacitetstilpasning af det kystnære rejefiskeri og kutterne, at de allesammen er enige i, som jeg har forstået det.

Vi har her i salen tidligere haft debat omkring disse emner og der har også været udtalt, at man har haft omfattende og ... meninger, og derfor er det glædeligt, som landsstyre­medlemmet for Fiskeri og på vegne af landsstyret, at man har kunnet opnå et så bred enighed m.h.t. det kystnære fiskeri, som landsstyret har foreslået.

Nu går jeg så over til de enkelte partiordføreres indlæg. Selvfølgelig, uden at kommentere samtlige bemærkninger, men jeg vil kommentere dem, som jeg finder som de vigtigste. Og som jeg allerede har sagt, er der stor enighed her, derfor vil mine besvarelser også være begrænsede.

Jeg skal også udtale til Siumuts ordfører, som nævnte, at der m.h.t. rensdyrjagt har fået flere uddybende oplysninger til forårssamlingen og at man får disse revurderet i lands­styret. Det er den hensigt, landsstyret har.

Der er også udtalt, at man ønsker en strammere ordning m.h.t. jagtsystemet og flertallet af partier eller samtlige partier er enig i dette. Landsstyret lover også, som jeg nævnt det i mit svarnotat, at vi også vil behandle dette emne.

M.h.t. opremsning af de mistede fiskeriredskaber er medtaget og det pågår planlagt. Men problemet i dag, det er finansieringen af denne opremsning.

De forsøgsopremsninger, der er genemført ved Ilulissat, hvor Hjemmestyret har bekostet dette, men i fremtiden og i det videre arbejde og den løsning, der skal tages, det er hvordan fordelingsnøglen kan være m.h.t. finansieringen mellem Hjemmestyret og kommu­nerne. Og derefter det næstfølgende arbejde vil så være, at man på sigt m.h.t. oprems­ning, hvilken løsning, vi vil tage og her vil man også få indvolveret fiskerne selv.

Flertallet af partierne er også enig i, m.h.t. dem, der går i land efter de er stoppet med rejefiskeriet, at de har en god ordning, der kan forsvares også rent økonomisk, til dette kan jeg sige, at man får oprettet et udvalg, der skal have til opgave at se på alternative fiskeri­muligheder.

Man ønsker også ammassatbestanden undersøgt, selvom jeg ikke har direkte resortområ­der, fordi forsøgsfiskeriet gennemføres i andre landsstyreområder, derfor vil jeg også huske på, at dette landsstyreområde også er vågen m.h.t. dette spørgsmål. Men jeg ved, at man allerede har gennemført undersøgelsen, men hvor omfattende denne undersøgel­se har været, kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt.

M.h.t. undersøgelser af trawlerbesætningen, vil vi gerne have igangsat, ligesom vi har givet udtryk for i vores svarnotat.  Vi kan ikke gøre noget ved det, før vi ved, hvad det er vi skal gøre, derfor skal vi have undersøgt om der er ændring for ... ændring.

M.h.t. Atassuts ordførerindlæg, skal jeg blot udtale, at omkring oprettelse af mindre garverier, er vi ikke tilbageholdende med fra landsstyrets side, men tilrettelæggelsen af denne sag, at dette sker i samarbejde med skindgarveriet. Og vi har til hensigt, at man husker dette, nemlig omkring opgaver og hvor stort behovet er for skind.

M.h.t. bedre styring af garveriet og større ..., det er vi fuldt ud enige i fra landsstyrets side og her skal vi orientere om, at da garveriet har fået en ny direktør til foråret og det, der er aftalt i landsstyret, er at man får grønlandsk garveriet omdannet til aktieselskab, alt dette skal jo pågå, men de ting, der skal rettes op på snarest, må tilsidesættes og m.h.t. fremti­den, skal man også have det udformet.

M.h.t. Inuit Ataqatigiits ordførerindlæg fra Johan Lund Olsen, har jeg følgende bemærknin­ger; han nævnte i sit indlæg, at de ting man fra Inuit Ataqatigiit har fremført, at der er opnået stor enighed med dem, der skal jeg blot udtale, at det er partiernes meninger og det har også kostet noget. Her m.h.t. planerne omkring tilpasning af det kystnære rejefi­skeri, det er selvfølgelig ikke kun alene Inuit Ataqatigiits mening her, der er tale om, men man har også medtaget de andre partiers meninger i dette arbejde.

M.h.t. de små garverier, der vil jeg blot henvise til mit svar til Atassuts ordførerindlæg, at vi vil forfølge sagerne, om hvordan vi kan få spredt de mindre garverier langs kysten og for at oprette disse, men vil blot endnu engang sige, hvilke opgaver de vil få, det skal vi først have afklaret.

M.h.t. næste år, at man på baggrund af rensdyrjagt mod betaling i år og m.h.t. næste år, der kan jeg forstå, at man er enig i det.  Jeg skal sige, at vi i landsstyret m.h.t., hvad der skal ske, mangler vi nogle grundlag om hvordan og hvorledes rensdyrjagten skal foregå til næste år, derfor ønsker jeg, at debatten om dette emne først tages op, når vi har modtaget fyldstgørende oplysninger, for vi kan ikke allerede nu diskutere, om der skal opkræves betaling for rensdyrjagt til næste år eller ej. Men ligesom Ruth Heilmann fra Siumut har foreslået og nævnt i sit forslag, at jagtbevissystemet skal revurderes, det har hun ønsket, den hilser vi også velkommen fra landsstyrets side og vil også påtage opga­ven.

Inuit Ataqatigiits ordfører nævnte også KNAPK=s skrivelse af den 29. september omkring rensdyrjagt mod betaling og i den forbinelse skal jeg blot udtale, at landsstyrets sekretari­at, på vegne af landsstyret har skrevet en 7 siders skrivelse den 17. oktober omkring de juridiske hjemmels spørgsmål og det brev er allerede sendt til KNAPK.

M.h.t. betaling for rensdyrjagt, at man i fremtiden opkræver betaling for jagt, hvor det kan lyde som om, at landsstyret har planer om det, som Inuit Ataqatigiit udtrykte det, dertil skal jeg sige, at vi i landsstyret omkring særbetaling af fangst, det har man ikke diskuteret. Og i finanslovforslaget for 1996 fremgår der heller ikke om indtægter fra jagt mod betaling.

M.h.t. KIS har vi siden foråret også lovet, at fremkomme med en løsning. Jeg har i mit svarnotat sagt, at landsstyret agter, at landsstyrets mål af KIS skal være placeret i byerne; Ilulissat, Sisimiut, Qaqortoq og med hovedsæde i Nuuk. Denne sag er allerede startet.

Inuit Ataqatigiits ordfører var også inde på bemanding af trawlere, dertil skal vi sige, at vi først skal se på forholdene. Når vi har set på forholdene, og hvis det er nødvendigt, skal vi vende tilbage til at få ændret lovene.

M.h.t. at Royal Greenland har fået monopolstilling og den lyd, der er fremkommet fra Inuit Ataqatigiit, dertil skal jeg blot udtale, at landsstyret ikke har nok at lave for andre indhand­lingsmuligheder. M.h.t. dem, der har ansøgt om at få overtaget indhandling, må vurderes og behandles enkeltvis. Vi er vidende om her, at der er en arbejdsplads her, som er interesseret i, at stå for forarbejdninger, produktion af forskellige havprodukter i bygderne. Blot til denne udtale, at vi også er vidende om denne sag, derfor at denne og m.h.t. bygderne, så har vi tidligere overfor bygderne nævnt, at Royal Greenlands drift i bygderne må revurderes eller vurderes, hvor vi bl.a. fra landsstyret har orienteret Royal Greenlands hovedledelse, at det eventuelt kan være, at man i fremtiden får ændret aftalerne omkring bygderne. Men denne sag må nøje behandles. Det vigtigste for landsstyret er, at fiskerne ikke mister indhandlingsmuligheder, derfor er det også vigtigt, at dem, der har ønske om at få indhandling og såfremt de skal få en godkendelse, at de også har en god baggrund. Det skal ikke blot være sådan, at når de har kørt 2 eller 1 år, at de så bliver nødsaget til at lukke og det vil så have den konsekvens, at fiskerne ikke længere har indhandlingsmu­lighed. Dette forhold må man så vidt muligt undgå i forbindelse med godkendelsen. Det vigtigste, det er, at man så vidt muligt bibeholder muligheden for, at fiskerne kan indhand­le.

M.h.t. oplægget om det kystnære rejefiskeri, kapacitetstilpasninger og regulering, der nævnte Inuit Ataqatigiit, at der ikke er afsat midler i 1996 og de siger, at ESU og andre konti overhovedet ikke rækker. Og man kan bane vejen for yderligere midler i 1996, ekstraordinære midler, der skal jeg blot udtale, at m.h.t. finanslovsforslag for 1996, har landsstyret i overslagsårene 1997, 1998, 1999 afsat 10 mill. kr. for hvert år. M.h.t. 1996, at man bruger ESUs muligheder og det er dem, der skal have med den opgave, at denne arbejdsgruppe, som også har medlemmer fra KNAPK, der regner jeg heller ikke med, at den vil blive færdig med sit arbejde inden jul, men at den bliver færdig med sit arbejde i løbet af 1996, eller at den stadig væk vil fortsætte sit arbejde, så kan man ikke på nu­værende tidspunkt sige, om man til tillægsbevillingsloven skal være parate med yderligere midler, hvis vi har sagt, at der er allerede midler indenfor ESU bevillingen, om at tage en del af de midler, fordi først i 1996, så skal man først påbegynde kapacitetstilpasninger for at formindske rejerne, derfor regner jeg heller ikke med, at der vil opstå behov pr. l. ajnuar 1996.

 

Det kan være, at der opstår behov og ansøgninger i løbet af året fra dem der ønsker at komme ud af rejefiskeriet, og dermed også har behov for midler. Jeg regner heller ikke med, at der vil være for mange i første halvdel af 1996, men det der blev nævnt, og som Fiskeriudvalget også har nævnt, at man får vurderet mulighederne af egen fri vilje, og får  ophørt rejefiskeriet, om de vil tage dette skridt, det er helt på frivillig basis.

 

Med hensyn til Akulliit Partiiat, så har jeg ikke nogen yderligere omfattende bemærkninger, men med hensyn til GFLK, dvs. Grønlands Fiskeri Licens Kontrol, at man kan få forøget bemandingen dertil, der skal jeg udtale, at selvfølgelig koster det også noget og i 1996 i vores finanslovsforslag, eller i Landstingets forslag for Finanslov om øget bemanding, der har man ikke afsat yderligere midler, fordi man regner med at de omkring 150 personer vil fortsætte deres arbejde.

 

Akulliit Partiiat efterlyser også oplysninger, dvs. det er måske korrekt, at man kan få opprioriteret flere oplysninger ifm. forsøgsfiskeri, men jeg vil blot yúdtale, at fiskernes repræsentanter, fiskeriorganisationerne er også med i AMIS-arbejdsgruppen, og således er vi også sikre på, at de også følger med i arbejdet på den.

 

Kandidatforbundet har lavet noget forbavset. De har lavet en 4-siders indlæg med næsten allesammen enigheder, men uanset vedkommende person ikke er her i salen, så skal jeg udtale, at jeg findet det lidt vanskeligt at forstå det der står på sidste side: "Jeg er glad for at Landstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug i sit svar, at fiskerne, at det er vigtigt går over til at fiske andre arter, at de finder det støtteværdigt, og derfor er det svært, at mit forslag i Diskobugten ikke har fået tilslutning." Det er lidt vanskeligt at forstå, hvad han har ment med dette.

 

Således har jeg kommenteret indlæggene. Der er bred enighed omkring det kystnære rejefiskeri, kapacitets-tilpasningen. Jeg er også glad for den fra landsstyrets side, og som sagt, så har det tidligere været svært at opnå en så bred tilslutning tidligere, og derfor er det glædeligt, at når sker nogen omfattende og nødvendige, og nogen gange lidt smerte­fulde tiltag, men at det er nødvendigt med en bred opbakning.

 

 

Knud Sørensen, mødeleder:

 

De næste talere vil jeg gerne opfordre til at komme med korte bemærkninger.

Der er ingen der er uenige her i salen, omkring betænkningen. Alle partierne er enige med betænkningen, og derfor ønsker jeg, at I kommer med korte bemærkninger.

 

 

Ruth Heilmann, Siumut:

 

Fiskeriudvalget og Landsstyremedlemmet har med hensyn til mit forslag, taget godt imod dette, og det er jeg glad for, nemlig afskaffelsen af betalingen for rensydrjagt, og en re-vurdering af jagtbevisordningen.

 

Siumuts ordfører var inde på, at man til foråret endnu ikke ved, hvorvidt der skal være rensdyrjagt, og derfor endnu ikke kan tage en beslutning, men jeg har bemærket, at tanken om afskaffelse af betalingsjagt, det er der ingen der er uenige i, og det vil jeg gerne takke for.

 

 

Lars Karl Jensen, Siumut:

 

Vi er så glade for rensdyr, vil jeg indlede med, med dette område.

Med det der bliver fremlagt i betænkningen, er vi principielt enige i alle grupperne. Det jeg savner her, og som jeg gerne vil give som stof til eftertanke, det er, at der er fritidsjæger­foreninger, der efterhånden er udbredt, og jeg vil gerne anmode Landsstyremedlemmet, at man husker disse foreninger i forbindelse med vurderingen af jagtrestriktionerne.

 

Muligheden for genåbning af indhandling til Paamiut fiskeindustri og åbningen af nogle af rejekasserne ud for Paamiut, her er jeg tilfreds med Udvalgets behandling af denne sag, og takker for, at man ifm..... og jeg glæder mig til at følge med i det videre arbejde.

 

 

 Siverth K Heilmann, Atassut:

 

Først vil jeg som formand for Fiskeriudvalget takke for de klare og den støtte partierne har givet. Ligesom jeg også takker for de bemærkninger Landsstyremedlemmer for Fiskeri har fremkommet med.

 

Jeg mener, at sådan en åben debat og samarbejde indebærer enighed partierne imellem, og det har jeg bemærket gælder omkring Fiskeriudvalgets betænkning. Måske skulle vi sige: "Tak, det var nok for denne gang", men jeg skal sige, hvad angår de arbejdsområdet, som Fiskeriudvalget har, og de ting som Tinget har bedt om at forfølge og arbejde ofr, de ting vil vi være meget åbne over for, og derfor vil jeg sige tak til samtlige partier, og derfor bør vi også være glade for den behandling sagen har fået.

 

Arbejdet har været stort og indholdsrigt, idet det også indeholder den faldende reje­bestand, og derfor rammer en masse fiskere, og selv om det også gør det, så har det været en åben debat, som har afstedkommet en enighed omkring Udvalgets betænkning, og det gælder samtlige forslag, der er indgivet af landstingsmedlemmerne. Jeg siger tak til de mennesker jeg har arbejdet sammen med i Fiskeriudvalget. Det har været et godt samarbejde i Fiskeriudvalget.

 

Johan Lund Olsen, Inuit Ataqatigiit:

 

Jeg ved ikke,om det er fuld enighed, der er tale om her i salen, fordi vi har lagt mærke til, at der er uenighed omkring betalingen ifm. rensdyrjagt. Der er tre partier i Fiskeriudvalget, der er fuldt fuldt enige om, at betaling ifm. rensdyrjagt, det har vi bedt om, at der bliver taget stilling til i Landstinget, og at det er 1995, der særskilt blev laget ordning herom, og derefter skal den afskaffes totalt, men hvad sker der så.

 

Når vi kom herind i salen, så begyndte Siumut at snakke om noget helt andet. Siumut siger, at lad os afvente forårssamlingen 1996, så vi kan tage stilling til, om betaling ifm. rensdyrjagt skal afskaffet eller je i 1996. Jeg syntes, at det er mærkværdigt. Alligevel er det glædeligt.

 

Et absolut flertal, Inuit Ataqatigiit, Atassut og Akulliit Partiiat og Kandidatforbundet ved Anthon Frederiksen tilslutter sig et enigt Udvalgs indstilling. Hvorfor skal Landsstyret og Siumut stille sig på bagbenene i dette her spørgsmål? Det kan vi altså ikke forstå.

 

Jeg mener, at vi også bør huske, at vi fra IA principielt har taget stilling til følgende:

Vi kan ikke sige til erhvervsjægerne: "Her har du en alk, men du skal lige betale den, før du skyder den". Vi må her i Landstinget tage en pricipielt beslutning om vi kan behandle erhvervsjægerne således.

 

Vi er jo også lønned politikkere. Skal  vi så også opkræves entre, når vi skal komme ind på vores arbejdsplads? Det gør vi ikke.

 

Tiden er inde til, at vi tager en principiel beslutning, og det har Inuit Ataqatigiit  taget en klar principielt beslutning og vi efterlyser blot, hvad andre partier mener om denne sag.

 

En af de mærkelige ting er, at vi i forbindelse med forårssamlingen i år, at der var nogen der stemte imod, og en af de der stemte imod, er flyttet til et andet parti og overtaget dette parti's holdninger. Jeg syntes, det er en af de ting der er lidt mærkelig i den sag.

 

Landsstyremedlemmet for Fiskeri har ret i, at, og jeg blev orienteret om det for kort tid siden, at KNAPK, har fået det svar fra sin skrivelse af 29. september, og at organisationen har fået dette svar, men Landsstyremedlemmet oplyste ikke, hvad dette brev indeholdt. Brevets indhold går ud på, at KNAPK ikke har ret.

Landsstyret er stædig i denne sag, og siger: "Skal I jagt, skal I først betale for det". Denne sag har vi fra Inuit Ataqatigiits side taget en principbeslutning om, og er uenige i den holdning.

 

Vi har også lagt mærke til, at samtlige partier her i Salen, d.v.s. Inuit Ataqatigiit, Siumut,  Atassut, Akulliit Partiiat og undtagen Anthon Frederiksen, er enige i at, Udvalgets indstil­ling om, at Paamiuts fiskeindustri skal genåbnes for indhandling af rejer.

 

Jeg syntes, det er vigtigt og at man hurtigst må lave en løsningsmodel for genåbningen af Paamiuts fiskeindustri for indhandling af rejer.

 

Vi har i Udvalget stillet klart krav om, at man først skal have sikret, såfremt man skal have flyttet nogle rejepillemaskiner fra Diskobugten, så skal vi først sikre, at man skal åbne for alternative indhandlingsmuligheder for andre fiskearter i Diskobugten.

 

Inuit Ataqatiits repræsentant har skrevet et brev til Landsstyret om genåbningen af rejeindhandlingen i Paamiut.

 

 

Jakob Sivertsen, ordfører for Atassut:

 

Jeg har allerede omtalt baggrunden for mine forslag, hvorfor jeg ikke vil gentage dem, men jeg har et par spørgsmål til Landsstyremedlemmet.

 

Først vil vi fra Atassut høre, idet vi anmoder Landsstyret om, at vi ifm. det første forårsmø­de, fremlægger, således at man finder en ordning for fangerne, fordi det har fangerne behov for.

 

Når vi siger dette, så er det for da vi tilsluttede os fangererhvervet og i 1987, så havde man et stort møde om det, hvor fangernes forskellige problemstillinger blev afdækket, men i 1995,  herunder debatten i 1993, så blev et enigt ting, enige om, at fangernes økonomi­ske vilkår blev undersøgt, og det arbejde er sket, men flere gange har vi oplevet, at vi skal finde muligheder for fangerne. Der er ikke sket noget noget konkret, og derfor har vi så stillet et krav til Landsstyret, således at vi ikke hele tiden vender tilbage til sagen.

 

For det andet, med hensyn til de små garverier, og debatten omkring dette, så har jeg forstået, at de fleste partier går ind for forslaget, men i Landsstyrets svar, der har jeg bemærket, at i det han siger, om hvorvidt der skal etableres garverier, ligesom Jakob Sivertsens forslag, eller om der skal være en central garveri og det skal vurderes og taget ud fra en helhedsvurdering i Great Greenlands egen bestyrelse. Jeg mener, at Lands­styrets beslutning kan ikke bare kastes ud til Great Greenlands bestyrelse, fordi, hvis vi tager en beslutning, så må vi også sørge for, at der bliver stillet midler til rådighed. Det er derfor, at jeg efterlyser et klarere svar på det.

 

 

Hans Enoksen, ordfører for Siumut:

 

Tak - først er jeg glad for, at mit forslag omkring KIS, at det er lovet klar melding, at man skal placeres KIS, således at de kommer til arbejde tættere på fiskerne. Jeg takker på fiskernes vegne.

 

Jeg er også glad for, at mit andet forslag blev hilst velkommen, således at vi femover kan udnytte vore egne resuourser på en bedre måde. vi importerer jo mange forskellige ting, so vi selv eller selv kunne have klaret, f.eks. tørfisk, der bliver importeret, koster 300 kr. kiloet, selv om vi har rieligt af disse resourser.

 

På denne baggrund takker jeg for Jeres opbakning.

 

Med hensyn til Johan Lund Olsen omkring rensdyrjagten. Det kan ikke undre Johan Lund Olsen, at vi har en sådan stillingtagen i Udvalget omkring rensdyrjagten. Vi skal ikke tage nogen beslutning herom her i Salen. Vi ved end ikke, om der skal være rensdyrjagt næste år, og jeg syntes man skal være påpasselig med at tale på den måde, som han gjorde.

 

Skal der jages rensdyr til næste år, så skal de der er imod betaling af rensdyr, melde klar til den tid, og det må Johan Lund Olsen respektere.

 

 

 Anthon Frederiksen, ordfører for Kandidatforbundet:

 

For at Landsstyremedlemmet for Fangst, Fiskeri og landbrug ikke skal udnytte, at jeg lige har været ude af salen.

 

Hvis Landsstyremedlemmet ikke kan forså, hvad er står i sit eget brev. Det er ikke så mærkeligt, det jeg har skrevet, idet Landsstyremedlemmet i sit svarnotat siger, og jeg citerer: "..og efter at jeg har sagt det, så skal jeg til slut udtale, at Anthon Frederiksens forslag om.. og det har Paaviaaraq Heilmann selv været inde på, og derfor må Paaviaaraq Heilmann sige, at mit brev har jeg selv skrevet.

 

Fiskeriudvalget har også værer inde på, at rensningen af fiskestederne, det har kostet omkring 120.000 kr, men for at der ikke skal være tvivl om det, så kan vi sige, at Ilullissat kommune har været med til at finansiere det, og Hjemmestyret har betalt 70.000 kr.  og Ilulissat kommune har betalt omkring 51.000 kr.

 

Landsstyremedlemmet siger, at jeg har gjort noget mærkeligt. Det synes jeg ikke selv jeg har. Dem der har gjort noget mærkeligt, det er Siumut og Atassut, som koalition med hensyn til rensdyrjagten. Noget af det mærkelige er, at ligesom det som Johan Lund Olsen har været inde på, nemlig at der ikke har været en reaktion på KNAPK's henvendelse. Fra min side skal jeg give udtryk for, at jeg støtter KNAPK's ønske om tilbagebetaling. Derfor må jeg kaste bolden tilbage til koali-tionen.

 

Man kan jo ikke tage en kovending omkring et punkt i løbet af så kort tid. Og såfremt der skal være betaling på rensdyrjagt i fremtiden, så håber jeg, at de bør være enige. Jeg håber at man forstår fiskernes og fangernes problemer, idet de flesle af dem, især jollefi­skerne, de tjener jo ikke op til en halv million om året.

 

Med disse korte bemærkninger, så mener jeg, at jeg klart har givet udtryk for de ting jeg har fremlagt, og at landsstyremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug og de bemærk­ninger han er kommet med.

 

Jeg vil også gerne sige, at jeg i forbindelse med Paamiut har sagt, at jeg er enig i lands­styremedlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrugs udtalelser.

 

Hvis der er nogen der synes, at der er noget mærkeligt, så er jeg enig i størstedelen af betænkningen, og har givet et 4 siders svar. Vi er jo blevet enige om, at vi skal være enige

om den. Det er ikke kun for at være på tværs, at jeg er her.

Men jeg er enig i de ting, som er de bedste for samfundet som helhed.

 

Ingen landsstyremedlem bør synes, at det er mærkeligt, hvis jeg er enig i givet udvalg eller Landsstyret. Derfor vil jeg blot gentage, at jeg ikke er her for at være på tværs. Jeg vil gerne samarbejde og jeg er indstillet på at skulle samarbejde med hvem som helst.

 

Karl Lyberth, Siumut:

 

Jeg har ellers ønsket, at jeg ikke kom op på talerstolen resten af denne samling, fordi jeg ville stramme mig op til forårssam-lingen; men nu har Johan Lund Olsen, uden at have hørt min stillingtagen, der føler jeg, at jeg vil fremkomme med korte bemærkninger.

Det er ikke sådan, at i og med jeg flytter til et parti, der støtter bygderne, at mine holdnin­ger også bliver ændret.

 

Med hensyn til - jeg er imod betaling i forbindelse med rensdyrjagt og det har jeg altid været. Og der er nogen af Siumutterne, der har den samme holdning. Jeg mener, at det ikke er nødvendigt at tage stilling til dette spøgsmål nu, men fordi

vi skal kunne tage stilling til dette til forårssamlingen.

Jeg synes at det er ukorrekt, at Johan Lund Olsen blot gættede på min holdning.  

 

Paaviaaraq Heilmann, Landsstyremedlem, Siumut:

 

Det kan godt være, at det vil være bedst hvis jeg starter fra

det sidste. Hr. Anthon Frederiksen, jeg har ikke villet udnytte at du var ude af salen, fordi jeg kan ikke styre hvornår du skal ud herfra eller ikke.

 

Men når jeg har sagt det, at der er sket noget mærkeligt her.

Og såfremt det er et problem, så kan jeg kaste det tilbage.

Idet jeg blot er glad for, at jeg har bemærket, at Anthon Frederiksen i høj grad også er enig i de synspunkter.

Det har jeg givet udtryk for med glæde.

 

Med hensyn til manglende svar til KNAPK, så har jeg svaret på det i mit svar til Johan Lund Olsen; men 17. oktober har KNAPK fået et svar. Og jeg har forstået, at svaret allerede er ankommet til KNAPK.

 

Til Atassuts ordfører Jakob Sivertsen. Der anmoder han, at vi til foråret kommer med en redegørelse om fangerne og skindene.

Men jeg må undskylde og sige, at hvad angår Great Greenland og det ansvar Great Greenland har, så har vi i foråret kommet med en ordning, der siger, at det der før var landsstyreområde for fiskeri, industri og handel, der har været en rokering omkring dette og det vil gøre det lidt sværere for os at komme med et svar. Derfor håber jeg, at vi til efterårssamlingen kan komme med en dybere redegørelse omkring dette.

 

Med hensyn til de mindre garverier rundt omkring på kysten, så skal jeg sige til Atassuts ordfører Jakob Sivertsen, at vi fra Landsstyrets side ikke er lukket omkring dette; men spørgsmålet om hvilke arbejdsopgaver disse små garverier skal have, det skal vi have ordnet med Great Greenlands bestyrelse.

 

Og Johan Lund Olsen og til de bemærkninger han sagde. Det har Siumuts ordfører allerede svaret på med hensyn til betalt rensdyrjagt.

 

Så det er ikke Landsstyrets beslutning, om der skal være rens-dyrjagt i efteråret. Det er Landstinget gennem en lov og gennem en tillægsbevilling, givet grundlag for, at der skal være betalt rensdyrjagt. Derfor synes jeg heller ikke, at det er på sin plads blot at give Landsstyret skylden for dette. Idet Landsstyret ikke uden videre kan sige, at der skal være rensdyrjagt mod betaling. Såfremt der skal være betaling og såfremt der ikke skal være betaling. Hvis der skal være betalt for det, så har vi ikke juridisk grundlag for det; men det kan først ske når Landstinget har taget en beslutning om det.

Så kan Landsstyret handle derefter.

Det samme gælder såfremt der skal være rensdyrjagt i 1996.

 

Med hensyn til Paamiut og muligheden for rejeindhandling der, så var Johan Lund Olsen i sit andet indlæg inde på det. Til det skal jeg bemærke, at Landsstyret er fuldstændig enig i, at ressourcen rejer, det skal kunne udnyttes på så stort et areal som muligt; men det er jo Royal Greenland, der varetager denne opgave. Og det er med dialog med Royal Greenland, at vi skal finde den ordning omkring dette.

 

Ligesom Anthon Frederiksen var inde på det, så har vi alt for stor kapacitet og det er først efter tilpasning af dette, at man kan tage stilling til Paamiut.

 

Landsstyret stiller sig ikke på bagbenene med hensyn til Paamiut; men vi skal finde en løsning til det i samarbejde med Royal Greenland.

 

Således er pkt. 26 betænkning afgivet af fiskeriudvalget fær-digbehandlet her. De der har bedt om ordet to gange har fået ordet to gange og der er ikke sket ændringer omkring resul-tatet af dette arbejde.