Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
dagsordenens punkt 46-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Fredag den 28. oktober 1994 kl. 15.40.

 

Dagsordenens punkt 46.

 

Forslag om en generel debat om Personalepolitik på sundhedsområdet.

(Peter Ostermann)

 

Mødeleder: Ole Lynge.

Næste dagsordenspunkt er punkt 46. Forslag til generel debat om Landsstyrets Personalepolitik for Sundhedsvæsenet.

 

Først er det forslagsstilleren Peter Ostermann, der fremlægger. Men forinden start, så anmodes Landstingsformand Bendt Frederiksen om at sætte sig på sin plads.

 

Peter Ostermann, Atassut.

Sundhedsvæsenet har stigende problemer med specielt uddannet personale i byer og bygder. Sundhedsvæsenet er  en institution, der har stor betydning for samtlige borgere i vort land, og som bør drives så godt som muligt.

 

Vi hører gang på gang, hvor vanskeligt det er at skaffe uddannet personale i bygderne og hvor dårlige vilkår, de allerede ansatte, arbejder under.

 

Vi hører gang på gang, hvor vanskeligt det er at skaffe uddannet personale på sygehusene i byerne og hvor travlt de allerede ansatte medarbejdere har.

 

Jeg kunne ellers nævne flere årsager, men vil udfra de allerede nævnte forhold foreslå, at Landsstyrets perso­nalepolitik for Sundhedsvæsenet debateres generelt i Landstinget, og det har jeg stillet forslag om.

 

Ove Rosing Olsen, Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Landsstyret vil gerne takke hr. Landstingsmedlem Peter Osterman for at have bragt dette væsentlige emne til debat.

 

Landsstyret er enig med forslagsstilleren i, at Sund­hedsvæsenet er en institution, der har stor betydning for alle borgere i vort land, og som derfor bør drives så godt som muligt.

 

Siden Grønlands Hjemmestyre overtog ansvaret for Sund­hedsvæsenet er der derfor igangsat en række forbedrende aktiviteter på en lang række områder, også på det personalepolitiske område.

 

Allerede i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1991 tilkendegav Hjemmestyret, at der skulle ned­sættes et Personalepolitisk Udvalg inden for Sundheds­væsenet. I dette udvalg er der repræsentanter for de berørte Grønlandske organisationer for aftaleparterne. Personalepolitisk Udvalg er godt i gang med at udarbej­de retningslinier indenfor temaer af væsentlig betyd­ning for personalets trivsel og udvikling, hvilket fremgår af den vedlagte redegørelse.

 

Med etableringen af Center for Sundhedsuddannelser har Sundheds­væsenet fået sit eget uddannelsescenter. Centret forestår nu hovedparten af sundhedsvæsenets kursusvirk­somhed. Allerede i 1994 er der afholdt en række kurser, såvel centralt som regionalt eller lokalt for Sundheds­væsenets personale. Det fremgår også af  redegørelsen.

 

Udover disse uddannelsesaktiviteter er der i flere overenskomster sikret en ret til forskellige former for kurser og videreuddannelsesaktiviteter.

 

Der arbejdes endvidere sammen med de faglige organisa­tioner om at etablere relevant efter- og videreuddannelse, der er målrettet og tilpasset sundhedsarbejdet i Grønland.

 

Udover ovenfor nævnte aktiviteter, afholdes der ca. 1  gang årligt en ledelseskon­ference med deltagelse af vore ledere fra Sundheds­distrikterne og Direktoratet for Sundhed og Miljø, hvor man bl.a. drøfter muligheder for  forbedring af byg­debetjening, indgående.

 

Der er således, igangsat en lang række aktiviteter, i samarbejdet med Sundheds­væsenets personale, der gerne skulle medvirke til at skabe faste og trygge rammer i dagligdagen samt til, at Sundhedsvæsenet, som arbejds­plads, er udviklende og fremtidsorienteret.

 

Men - som hr. landstingsmedlem Peter Osterman også nævner i sit forslag - så er det visse steder vanske­ligt, at skaffe uddannet personale. Specielt i bygderne er det svært, og inden for bestemte personalegrupper også i byerne, som det også fremgår af redegørelsen.

 

Landsstyret er meget opmærksom på disse vanskeligheder og forsøger i samarbejde med de relevante faglige organisa­tioner at løse pro­blemerne. Men Landsstyret erkender også, at alle problemer ikke er løst og ikke kan løses fra centralt hold. Det vil sige, at løsningerne også må udføres lokalt.

 

Det er Landsstyrets opfattelse, at også  lokalsamfunde­ne aktivt må medvirke til at skabe trygge og gode arbejds­forhold for vores sundhedspersonale. Vores personale befinder sig ofte i "krydspressitua­tioner" fra borgernes side, der på den ene side har forvent­ninger om, at Sundhedsvæsenet står til rådighed døgnet rundt, selv for bagateller og småskader, der godt kan vente til næste dag. Og på den anden side udsættes personalet for vold og trusler, som er helt uaccepta­belt, og det giver utryghed blandt vores personale.­

 

Der gøres således en stor indsats for, at Sundheds­væsenet skal være en god arbejdsplads, men dette er i sig selv ikke tilstrækkeligt til at fastholde vores personale. Her spiller en række andre forhold ind. Forhold som Sundhedsvæsenet ikke har indflydelse på. Det drejer sig beskæftigelsessituationen for sundheds­personale, især i Danmark, gode boligforhold, børnepas­ningsmuligheder, fritidsfaciliteter og som nævnt ikke mindst borgernes forventninger til og behandling af Sundheds­væsenets personale.

 

Alt i alt må Landsstyret konkludere, at personalesitua­tionen i Sundhedsvæsenet er bedre i dag, end den var ved overtagelsen af Sundhedsvæsenet.

 

Landsstyret skal endnu engang takke hr. Landstingsmed­lem Peter Ostermann for at have stillet forslag om en debat af dette væsentlige emne, og vil supplerende henvise til den omdelte redegørelse.

 

Jonathan Motzfeldt, Ordfører for Siumut:

Ethvert menneskes lykke ligger bl.a. i, at man er sund og rask, kan rejse rundt i verden, kan klare sig selv og ikke er til byrde for sine medmennesker. Heldigvis har vi mange medborgere i dette land, der med glæde lever på denne måde og er samtidig med til glæde for deres medborgere.

 

Desuagtet kan et sundt og arbejdssomt menneske blive ramt af en sygdom og komme til at trænge til hjælp. Sådan er livet jo en gang. Når en sådan situation opstår, er sygehuset det bedste og første vi kan hen­vende os til med læger, jordemødre og deres ansatte.

 

Et sundhedsvæsen med læger og sygeplejersker samt andre, som er uddannet til forsorg for deres medmenne­sker, er et kendetegn for ethvert civiliseret samfund, som samfundet befinder sig trygt ved. Dette er også kendetegnende for vort samfund, hvor vi efter bedste evne forsøger at være beredt til at komme vore med­borgere til undsætning i sygdoms­situationer ved at anvende betydelige økonomiske midler til formålet.

 

Vi lever sammen med medborgere, som må døje med medfødte sygdomme, som ikke kan kureres. I sådanne tilfælde er det en samfundspligt at stille den nødvendige pleje til rådighed og det er netop det vi stiller henimod.

 

Vi er forpligtiget til at sørge for medborgere, som bliver ramt af en sygdom eller på en eller anden måde er kommet i en trængt situation. Man kan endog sige, at vi er forpligtiget til også at hjælpe medborgere, som selvforskyldt er kommet i en sygdomsperiode eller på en anden måde er kommet i en nødsituation.

 

Der er ingen tvivl om, at vore forfædre, som ikke havde samme faciliteter, som os i form af lægehjælp, fly, skibstransport m.v., hegede om deres liv og helbred, som de holdt så meget af, som vi gør i dag.

 

Vi er i dag nødt til at sige til nutidens generationer, at vi her har at gøre med traditioner, som man må have i baghovedet og som fortsat burde være den røde tråd, som ligger til grund for vores livsførelse.

 

Forholdene indenfor sundhedsvæsenets personaleforhold og de ansattes vilkår er nu blevet lagt på vores bord i form af en omfattende redegørelse, som vi alle har brug for i forbindelse med landstingsmedlem Peter Ostermanns forslag.

 

Redegørelsen viser klart, at arbejdet med uddannelser, efteruddannelser og jobtilbud kører klart prioriteret i sammenhæng med det ansvar vi har overtaget efter hjem­mestyrets indførelse også indenfor sundheds­væsenets område.

 

Redegørelsen fortæller os om personaleantal, deres uddannelsesgrad, deres videreuddannelser, deres samar­bejdsforhold samt de kommende lønforhandlinger. Når dette er sagt føles som en mangel i redegørelsen, at man ikke konkret får at vide, hvilke planer man opere­rer med hensyn til de fysiske rammer både i by i bygd.

M.h.t. det sidstnævnte er der markant behov for perso­nale i bygderne og vi er ikke i tvivl om, at det ikke drejer sig om lønkrav men ligeså meget manglende fysiske faciliteter i bygderne. Derfor må landsstyret gøre rede for anlægsplanerne i den kommende tid, men man må i dag bemærke sig, at rekrutteringen af læger og sygepleje­sker fortsat er problematisk. Som eksempel kan nævnes problemerne i Ittoorqottormiit, distriktlægeproblemerne i Qaqortoq, Sisimiut og Aasiaat m.v.

 

Vi skal opfordre til, at man fortsat arbejder på en mere tilfredsstillende løsning omkring de nævnte pro­blemer.

 

Selvom det fremgår klart af redegørelsen, er vi via medierne klar over de ansattes klager over løn- og ansættelsesforholdene og vi skal opfordre til, at man i de nærmeste kommende år er opmærksomme på disse pro­blemer og forsøger at finde rimelige løsninger.

 

Til slut skal vi udtale, at det at arbejde på et sygehus er et brydsomt hverv. Vi skylder en stor tak til perso­nale på sygehusene, fra læger, køkkenpersonalet, ren­gøringspersonalet, vaskeripersonale m.m., som pukler fra morgen til aften, og vi håber, at denne redegørelse kan medvirke til en fortsættelse til, at de gennem deres efteruddannelse og uddannelser som føres frem til bedre løn og ansættel­sesvilkår (?MW). Tak for jeres indsats.

 

Og jeg vil ikke undlade at sige, at der er i morgen, at Dronning Ingrids hospital har 40 års jubilæum. Dengang da vi var unge var vi til indvielsesfesten og det hospital har været til stor hjælp for vort samfund, og vi vil gerne lykønske hospitalet fra Siumut, og vi ved, at forholdene bliver bedre, at der er bedre vilkår både for ansatte og for brugerne, og vi vil gerne ønske alle en god fremtid.

 

Emilie Lennert, ordfører for Atassut:

Vi vil heller ikke undlade, at lykønske Dronning Ingrids hospital med 40 års jubilæet, og vi håber, at det fortsat vil opnå gode resultater og vil udvikle sig fortsat.

 

Landstingsmedlem Peter Ostermann har fremsat forslag om generel debat om personalepolitik for sundhedsvæsenet.

 

I svarnotatet til forslaget er der redegjort for, hvor­dan personalesituatio­nen var på overtagelsestidspunk­tet, ligesom man har redegjort for hvilke forbedringer, der er sket på området i dag.

 

Selvom vi kan se de omtalte forbedringer, især på sygeplejeområdet, mener vi, at der stadig er for mange vikarer, både af læger og af sygeplejersker, hvilket med­fører stor belastning for administrationsud­gifterne.

 

Vi kan se, at der i dag er 25 lægevikarer ud af 71 stillinger og 47 sygeplejeskevi­karer ud af 188 stil­linger. Det er jo meget beklageligt, som nævnt i rede­gørelsen, at der i Scoresbysund udskiftes læger hver 14 dage og sommetider hver 3. uge. Vi påregner, at dette forhold også findes i andre lægedistrikter. Vi ved også, at der i nogle byer sker udskiftning af læger hver måned. Disse forhold er ikke betryggende, ikke alene for borgerne, men ligeså meget for personalet på en så vigtig arbejdsplads.

 

Der er også problemer omkring sundhedsmedhjælperom­rådet. Der er således 227 ansatte ud af 288 stillinger, så der i dag mangles 61 sundhedsmedhjælpere.

Man kan som undskyldning sige, at mange har startet uddannelse efter den nye skoles start.

 

Vi ved, at man heldigvis ansætter sygeplejersker i de ubesatte sundhedsmed­hjælperstillinger af hensyn til arbejdspladsen.

 

Vi glæder os over muligheden for, at dygtiggørelse af sundheds­personalet er blevet startet ved den nye sygeplejeuddannelsen.

 

Det er vigtigt, at der fortsættes med disse kurser med mulighed for udvidelse efter behov. Det er jo nødven­digt, hvis vi skal følge med udviklingen i andre lande.

Det er højst beklageligt, at for mange sundhedsmed­hjælperstillinger i bygderne er besat med medicindepot­forvaltere. Det er også et problem, at boligerne i bygder­ne også bruges som konsultation og i mange tilfælde er der mangel på udstyr samtidig med, at boligen er gam­mel.

 

Under udvalgets fællesmøde med sygeplejeelever i dette efterår sagde eleverne således: Vi vil gerne arbejde i bygderne i fremtiden, men først må forholdene omkring boligerne og arbejdspladsen forbedres, hvis arbejdet skal være attraktivt.

 

Man kan ikke fortsat blive ved med at overhøre den slags udtalelser, og vi må kraftigt understrege vigtig­heden af, at man intensiverer igangværende forbedringer, hvis vi skal undgå gentagelser af Kullorsuaq-tilfældet i flere bygder.

 

Vi har bemærket, at der afholdes ledelseskonferencer ca. 1 gang om året, hvor under man bl. a. drøfter mulig­heder for forbedringer af bygdebetjeningen. Dette er selvfølgelig glædeligt, hvis disse drøftelser har medført mærkbare forbedringer.

 

Det glæder os at høre, at der er foregået efteruddan­nelser i løbet af 1994. Det er også det vi har kæmpet for i 1993 med det formål, at de skal resultere i mærk­bare forbedringer.

 

De igangsatte efteruddannelser må ikke løbe ud i san­det, men må fortsætte årene fremover. I den forbindelse vil vi ikke undlade at bemærke, at vi fuldtud støtter sygeplejeelevernes vurdering af vigtigheden i forkurser i forbindelse med starten af uddannelsen, og som har været til stor gavn i forløbet af selve uddannelsen. Derfor er det meget vigtigt, at man fremover sikrer bevilling også til dette formål.

 

I redegørelsen nævnes, at der arbejdes med en videreuddannelse af læger i Grønland. Vil det sige, at en ny ansat læge skal rejse til Nuuk for at blive efterud­dannet? Dette vil også betyde forøgede driftsudgifter. Ville det ikke være bedre, at en nyansat starter her i Nuuk før han ansættes i en lægedistrikt?

 

Laboranter er vigtige elementer i et sygehus i betragt­ning af, at der i dag findes mange sygdomme blandt os, er det vigtigt med et dygtigt personale. Dette er også tilfældet med hensyn til tolkene og vi må erkende, at behovet for tolke vil være til stede mange år fremover, da der desværre er lange udsigter for fuld bemanding med dobbeltsproget læger. Derfor er det vigtigt i forbindelse med sundhedsbe­tjeningen, at befolkningen(MW?) ikke går let henover tolkefunktionen, hvilket også er tilfældet m.h.t. lægesekretærer.

 

Hvis sundhedsbetjeningen i sygehusene ikke alene skal være medicinsk be­handling, kan man ikke komme uden om, at ansætte fysioterapeuter. Desværre er denne personalegruppe en mangelvare mange steder.

 

Mangel på tandteknikere er et problem mange steder, antageligt grundet lønningsmæssige forhold. I den forbindelse er det vigtigt at konstatere, at det ikke alene er denne gruppe, der har lønningsmæssige problemer.

Vi håber, at de kommende lønforhandlinger for 95 - 97 vil slutte med gode resultater.

 

Redegørelsen omtaler, at der i ledelsensregi arbejdes på forbedringer på visse områder, og vi håber, at man vil komme til gode resultater ikke mindst omkring voldelige udfald mod personalet. Den slags kan over­hovedet ikke accepteres.

 

Befolkningen må forstå, at det er vigtigt at undgå den slags episoder, hvis vi skal kunne regne med en tryg og venlig behandling.

 

Vi har vedtaget et overordnet mål omkring sundhed år 2000. Hvis dette mål skal tilnærmelsesvist nåes må landsstyret forbedre arbejdsfor­holdene.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Landstingsmedlem hr. Peter Ostermann har til denne samling stillet forslag om, at landstinget tager en generel debat omkring landsstyrets personalepolitik for sundhedsvæsenet.

 

IA er glade for, at der nu bliver lejlighed hertil, eftersom sundheds­væsenet som arbejdsplads har stor betydning for alle i samfundet, og at vi derfor skal være særligt opmærksomme på de forskellige forhold, der er på dette område.

 

Vi skal dog allerførst med glæde pointere og præcisere, at personalesitu­ationen, alt i alt, i dag er blevet bedre end den situation, der tegnede sig ved overtagelsen af det samlede sundhedsvæsen pr. 1. januar 1992, og som landsstyret også gør opmærksom på i deres svarnotat. Dette udbygges da også i den redegørelse vedr. persona­lesituationen og personaleforholdene i sundhedsvæsenet, der ligeledes er omdelt til landstingets medlemmer.

 

Når dette er sagt skal det også siges, at det dermed ikke er sagt, at der ikke længere er problemer, idet der jo immervæk altid vil være ting, der skal rettes op med tiden. Dette er vel også kun naturligt at konstatere set i betragtning af, at der nu kun er gået ca. 2 år siden, at vi overtog hele ansvaret.

 

Forholdene er dog ved at blive rettet op og det går i den rigtigt retning, hvilket IA er tilfreds med.

 

Udfra en samlet notering på 78 læger overalt på kysten er der i dag kun 7 vakante lægestillinger. I 1992 var der kun bevilling til 72 læger og ikke desto mindre havde vi, på daværende tidspunkt, en større mangel på læger end i dag og hvor det ikke var ualmindeligt, at man for kortere perioder af gangen ansatte lægevikarer. Og hvor der var stor gennemtræk.

 

På sygeplejeskeområdet var der på det tidspunkt kun behov for 171. Det er nu bevillingsmæssig dækning for ansættelse af i alt 209 sygeplejesker, og vi mangler nu kun én jordmoder på kysten.

 

Vi har dog stadig mangel på sundhedsmedhjælpere på kysten i dag, og hvor stor mangelsituation er langt mere udtalt i bygderne. Med henblik på at overkomme dette problem og for at få besat disse vakante stil­linger bliver disse af visse kystsygehuse nu omnumeret til sygeplejeskestillinger. Og det er således vort håb, at man derved i den kommende tid til dels får has på problemerne.

 

Vi kan imidlertidig ikke skjule, at vi jo til stadighed har stor mangel på især sundhedsmedhjælpere i bygderne, hvorfor landstingets indsats for at løse dette problem også bør intensiveres. Det er således med glæde, at vi kan konstatere, at sundhedsudvalget og med IAs med­virken allerede med virkning fra sidste år har gjort sin indsats gældende med henblik på at øge kursus- og efteruddannelses­aktiviterne på sygeplejesko­len, PE, særligt tilrettelagt for sundhedsvæsenets bygdepersona­le, og som fortsætter i de kommende år.

 

Derved gør vi det også mere tillokkende for folk at være med til at gøre en indsats for bygdesundheden og som vi ikke med rimelighed kan sige nej til, og som derfor bør fortsætte via finansloven og de deri øgede midler til en generel forbedring af sundhedsforholdene i bygderne. Og via det særlige bygdeboligprogram har vi således også gjort det mere tillokkende at arbejde disse steder.

 

Vi kan således konkludere med glæde fra IA, at der tages disse initiativer, der alt i alt gør det mere attraktivt at arbejde indenfor sundhedsområdet i byg­derne, og som tilsammen gør sundhedsforholdene betyde­ligt bedre end de var for nogle år siden tilbage.

 

Herudover er vi også tilfreds med, at der nu konkret er taget skridt til at planlægge en videreuddannelse af læger her i Grønland, idet en ordning af den art jo uvægerligt vil betyde en mere stabil lægestand ude på kysten uden et for stort gennemtræk.

 

Det er ligeledes også glædeligt, at vi efter etablerin­gen af sundheds­nævnene nu har fået inddraget de enkelte kommuner samt borgere i sundhedsvæsenets daglige drift og givet disse en større medindflydelse.

 

Det er også glædeligt, at vi nu kan iagttage, at der er en positiv vilje blandt alle til at løse de vanskelig­heder som sundhedsvæsenet stadigvæk står overfor.

Sammenfattende kan vi således kun sige, at det går i den rigtige retning, at personalesituationen efter at hjemmestyret overtog ansvaret for hele sundhedsom­rådet nu er bedre.

 

Inuit Ataqatigiit skal derfor benytte denne lejlighed til at takke alle ansatte indenfor sundhedsvæsenet for deres samlede fælles anstrengelser og for deres positi­ve vilje til at over­vinde de problemer, der henad vejen er dukket op.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Jeg skal indledningsvis takke landsstyret for en meget grundig redegørelse for landsstyrets personalepolitik for sundheds­væsenet.

 

Jeg finder dog, at der er to væsentlige mangler ved redegørel­sen. Der mangler dels en kobling til lands­styrekoalitionens mål for reduktion i antallet af ansatte i sundhedsvæsenet og dels en kobling til de økonomiske forhold i sundhedsvæsenet.

 

Da landsstyret overtog sundhedsvæsenet blev det ud­meldt, at der skulle ske en personalereduktion fra ca. 1400 til ca. 1200 ansatte i sundheds­væsenet. Denne udmelding er jo absolut en væsentlig personalepolitisk udmelding, men den bliver forbigået i tavshed i rede­gørelsen.

 

Udmeldingen forsøges også bevidst sløret i redegørel­sen, idet der på side 3 står og jeg citerer:"Det nor­merede antal timeløn­net personale på sygehusene er reduceret væsentligt." Citat slut. Årsagen hertil er, at stillingerne er blevet omnormeret til månedsløns­stillinger.

 

Kigger man nu i bilag 1, ses at nedgangen i timelønnet persona­le er på 71, mens stigningen i månedslønnet kun er på 13, altså en personalereduktion på 58.

 

Under gennemgangen af landskassens regnskab for 1993 konsta­teredes det, at sundhedsvæsenet havde et overfor­brug på ca. 14,5 mio. kr. og i landskassens regnskab for 1992 var der et overforbrug på 7,7 mio. kr. Hvordan forventer landsstyret, at sundhedsvæsenet i fremtiden skal overholde bevillingerne, hvis der ikke skal ske en reduktion i personalet? Og hvordan vil man tiltrække uddannede folk til bygderne og indenfor de personale­kategorier, hvor der er global mangel, f.eks. læger og sygeple­jersker, uden at tilbyde dem bedre arbejdsvil­kår, herunder højere løn, end de kan få andre steder, uden at sundhedsvæse­nets bevillinger endnu en gang overskrides?

 

I redegørelsens afsnit omkring fremtidsperspektiver står der skrevet om de kommende overens­komstforhand­linger,og der står  noget om synliggørelse af de faktiske vilkår og muligheder for de enkelte medarbejdere. Jeg er enig i, at det kan have en effekt på rekrutteringen, men ikke enig i, at det vil fremme en fast­holdelse af personalet.

 

Så vidt jeg er orienteret skyldes de mange vikaransæt­telser på sygeplejerskeom­rådet bl.a., at den årlige feriefrirejse er blevet fjernet for denne personale­gruppe. Det har bevirket, at der ikke kommer så mange fastansatte, men til gengæld mange halvårsvikarer der, som der står i redegørelsen, pendler frem og tilbage mellem Grønland og Danmark. Altså har man på dette område formået at få færre fastansatte og til gengæld give de ikke-fastansatte en halvårlig feriefrirejse. Jeg håber og formoder, at disse overvejelser må indgå i de kommende overens­komstforhandlinger, så vi kan opnå en stabil udvikling indenfor personalet i sundheds­væsenet.

 

Akulliit Partiiat konstaterer med glæde, at der i 1994 er afholdt en række kurser, såvel centralt som regio­nalt eller lokalt for sundheds­væsenets personale, ligesom der arbejdes sammen med de relevante faglige organisationer om at etablere relevant efter- og vi­dereuddannel­se, der er målrettet og tilpasset sundheds­arbejdet i Grønland.

 

Imidlertid er det visse steder vanskeligt at skaffe uddannet personale, og det får os i Akulliit Partiiat til at sætte en lup på sundhedsområdet.

 

Hvad angår jordemødre og sygemedhjælpere i bygderne, må vi klart sige, at det nok er lidt for optimistisk at tro, at man får for mange ansøgere med den løn de får og den rådighedstid de har på 24 timer i døgnet.

 

Jeg vil også tilføje fra Akulliit Partiiat, at vi lykønsker Dronning Ingrids Hospital, Sana, hele Grønlands hospi­tal, som i dag, hvor man diskuterer svag­hederne i sundhedsvæsenet og kritikpunkterne i sund­hedsvæsenet, så mener vi, at man må agte og ære sygehu­sets mangeårige virke og dets personale og der er ellers mange som må nikke genkendende til, hvis vi siger, at lægerne, sygeplejerskerne og personalet på Dronning Ingrids Hospital, man må sige stor tak til personalet, fordi de har kunnet arbejde døgnet rundt for at kunne servicere patienterne, og vi vil blot ønske dem held og lykke i deres videre arbejde i frem­tiden fra vores side.

 

Peter Ostermann, Atassut:

Som forslagsstiller er jeg selvfølgelig også glad for den omfattende og dybtgående redegørelse, som er blevet uddelt til landstingsmedlemmerne  om hvordan arbejdet går , og at man også præciserer, hvordan arbej­det foregår. Det som vi allesammen ved er, at man efter, at man har overtaget sundheds­væsenet, har man på det tekniske område og på boligerne i sundhedsvæsenet lavet en hel del forbedringer, men vi ved også, at man på personalesituationen har en hel del problemer. Derfor vil det være til hvilken ....... (MW?)...gavn vil man have, hvis man har lavet nogen hel masse forbedringer på de tekni­ske og bolig­mæssige områder, når man ikke får persona­lets vilkår til at følge med i denne udvikling.

 

Derfor da jeg tog en beslutning om en generel debat efter man har overtaget sundhedsvæsenet, så er der sket en hel del forbedringer på det materielle område, om man har fået persona­lets vilkår til at følge med, har man også kunnet følge perso­nalets vilkår i udviklingen.

 

På mine egne rejser kan jeg se, at der er en hel del mangler på dette område og jeg mener heller ikke, at man især i bygderne og personalet på sygehusene, som f.eks. via pressen fremfører omkring deres arbejds­vilkår. Jeg mener ikke det er blot for at skabe debat, det er også rigtigt og så må man også høre dem.

 

Som det står klart i redegørelsen, som også mange kom ind på, at der er alt for megen brug af vikaransættel­ser, og vi kan nok også regne med, hvordan de økono­miske konsekvenser er for dette. F.eks. hvis man ser på lægerne, som jo ikke hører til i lavindkomstgruppen, sker der skift af dem hver måned, eller hver 14. dag, så kan vi selv regne ud hvor meget det vil koste. Jeg mener at der her må ske en afvejning i landsstyret. De økonomiske konsekvenser med vikaransættelser og ved siden af de forhold de månedslønnede de har, og disse må balancere.

 

Ifølge min vurdering er det ligesom om, at man ved at have for mange vikaransat­te, at de mange penge man bruger, det vil nok være bedst til at fastansætte personale og til eleverne. Jeg mener at flere ordfører­indlæg præciserer dette.

(Dette forstår jeg ikke, mW?)

Flertallet af ordførerne, måske undtagen Inuit Ataqati­giit, sagde klart, at medarbejdernes vilkår, både aflønningsmæssigt og arbejdsmæssigt, så er der meget stort behov for at det bliver forbedret. Derfor mener jeg at jeg kan udtale, at mit forslag om en generel debat, at samtlige partier udtalte, og nogen .........­.. og hensigt, fordi de siger at dette skal op­nås....... landsstyret omkring den debat vedrørende persona­lepolitikken for sundhedsvæsenet, så er det jo placeret meget alvorligt, fordi det er den modpart på forhandlingssituationen, derfor håber jeg, at samtlige partiers udtalelser om at an­sattes vilkår på aflønning og arbejdsforhold og deres forbed­ringer, at landsstyret vil høre på dem og gennemføre det.

 

Ove Rosing Olsen, Landsstyremedlem for Sundhed og Miljø:

Jeg er glad for, at samtlige partiordførere har en meget om­fattende forståelse for problemerne og jeg har også lagt mærke til, at man i sundhedsvæsenet har  ændret en meget stor del og det er også udtalt af de partier, der er repræsenteret i Sundhedsudvalget, at de har stor viden og, at de føler, at de har medansvar, fordi da vi overtog dette ansvar, så har vi haft til hensigt fra lands­styret, at det er et fællesansvar vi skal køre under landstingets regi.

 

Med hensyn til arbejdsvilkårene i for sundhedspersonalet og hvis jeg skal kommentere dem generelt, så må jeg ud­tale, at an­sættelser af uddannet personale og, at man vil anskaffe dem udefra, det må vi have mulighed for, fordi vi har ikke nok af uddannet personale i Grønland og derfor med hensyn til arbejds­vilkår og forhold og aflønningsvilkår i Danmark og en tid, hvor der sker meget stor omvæltning i sundheds­væsenet, at det så bliver ændret, at det får meget store konsekvenser i det grønlandske sundhedsvæsen, f.eks. at den orlovsord­ning, der er gældende for sygeplejersker i Danmark, da den kom .... , så kom vi til at høre under andre for­hold, at da man indførte at amterne selv kan pege på hvilket personale de vil ansætte, så fik vi andre forhold at leve under på lægeområdet, da der laves nogen andre forhold på psykiatrisk område, så påvirker det os. Derfor det der sker ude i verden, det påvirker også vores arbejde i Grønland og derfor må vi også arbejde meget alvor­ligt, også med hensyn til de enkelte steder og yderdistrik­ter, for at kunne have et persona­le og når vi ikke kan klare det, så har vi måtte acceptere, at der skal være nogen 14 dages ansættelser, bare for at vi skal have en sikkerhed og parathed, men udviklingen skal jo være, at vi så vidt muligt skal have en attraktiv arbejdsplads for det  faste personale og vi regner også med, at dette kan opnås ved, at der sker forbedring af ud­dannelse som læge og sygeplejer­ske og sundheds­personale i Grønland og, at man der­igennem kan få formindsket behovet og tilpasningen vil også ske, at dem der har vilje og lyst til at blive fastansat, de bliver flere og mere stabile.

 

Derfor har vi også prøvet på at udbygge Dronning In­grids Hospital i snart 3 år, og nu er det ved at være parat og der har arbejdsvilkår til både læger og sy­geplejer­sker og den tilpasning, den er meget tilpasset til videreuddannelser og dermed håber vi også, at man ved at have speciallæger til Grønland, at læger, der er ansat på distriktslægeom­rådet, de har en faglig ud­dannelse og som er tilpasset, men det jeg taler om, det er noget fremadrettet i flere år og derfor netop nu må vi sige, at vi også  har erkendt, at vi ikke har løst alle samtlige problemer.

 

Med hensyn til aflønning  vil jeg ikke komme mere indgående ind på det, fordi det klares ved forhandlinger, også fordi man har nogle forhandlinger med de store organisationer i Danmark og at vi så vidt muligt får dem tilpasset til at kunne ansætte sådan noget persona­le til Grønland, men vi er jo vågne, at der er nogle forskellige problemer, også på aflønningsområdet og derfor kort sagt vil jeg blot springe aflønningspro­blematikken over.

 

Med hensyn til vilkårene i bygderne omkring arbejds­vilkår, så er det meget ringe i masser af bygder, men i flere bygder har man også i samarbejde med kommuner­ne kunnet finde billigere løsninger på arbejdsvilkårene, at når der bygges servicehuse i bygder­ne, at vi kan lave nogle konsultationer i tilknytning dertil, fordi man kan bygge sådan nogle konsultationer i tilknytning til servicehuse, men nu er vi igang med hensyn til samtlige bygder at kunne registrere sundheds­væsenets boliger og dette registreringsarbejde vil blive færdiggjort i løbet af 1995 og derfor regner vi med til den tid, at vi ud fra finanslov for 1996 kan fremlægge en samlet planlægning, der vedrører samtlige bygder. Dette arbej­de er ret alvorligt, fordi der er jo tale om ret mange bygder også, fordi der er mange forskelligeartede arbejdsvilkår.

 

Men der er også noget andet omkring faciliteterne. Jeg må jo nok udtale, at den tekniske udvikling, det vil sige den elek­troniske udvikling selv alene gør, at man kan forbedre arbejds­vilkårene og kontakterne og jeg regner med, at man i løbet af flere år, så kan samtlige sygehuse have elektroniske kontakter med hinanden og dermed have hurtig kontakt, og derfor med hensyn til rådgivning, således at specialuddanne­de kan rådgive til distriktslægerne og personalet i bygderne, selvfølgelig med hensyn til at rådgivning til personalet, det er også noget der er en styrke i sig selv og den daglige kontakt, det er også en styrke.

 

Og jeg skal også lige udtale, det der blev sagt fra Atassut, at f.eks. forskellige uddannelser, f.eks. laborant og fysiotera­peut og lægesekre­tæruddannelser, at det er man så småt i gang med at starte i Grønland. Man er i gang med uddannelses­plan­lægning for at kunne udbygge dem. Vi kan godt nok ikke se hvornår disse bliver realiseret, men det er en hensigtser­klæring fra landsstyret, at man kan fortsætte disse arbejdshen­sigter.

 

Med hensyn til Akulliit Partiiats ordførers indlæg om, at en for­mindskelse af personalet. De kom med forskellige spørg­smål, hvorfor det har været nødvendigt at kunne formindske arbejdspersonalet fra 1400 til 1200. I den forbindelse skal vi også sige, at vi i 1991, før vi overtog sundhedsvæsenet, så var staten ved at fyrer 250  af personale og dengang kom vi ind fra lands­styret og undgik dette og sagde, at dette skal ske i forbindelse med en naturlig afgang, at det vil være det bedste, og det er altså det, der er sket, og man har tilpasset forholdene, fordi det ellers var meget, meget forskelligartede vilkår man nu har gjort  ensartet, og man har i den forbindelse også kunnet udbygge, hvor meget, der kan klares af patientbehandling.

 

Jeg er glad for, at samtlige udtalelser omkring uddannelsestiltag, at det er man tilfreds med og jeg håber også, at den kommende servicering også vil være gavnligt.

 

Til aller sidst skal jeg lige udtale, at selvfølgelig med hensyn til ansættelse af vikarer, det vil sige ansættelse af personale til kortere tid, det er ikke den bedste løsning, men det er dog den bedste i forhold til at man overhovedet ikke har noget personale. Derfor prøver vi at gøre noget med hensyn til at kunne have fastansat personale og med hensyn til sygeplejer­sker, så er der noget skævt i overens­komsten og det er vi også vågne over- for.

 

Med hensyn til omkostningerne, som det blev fremført fra Akulliit Partiiat, hvordan vi kan sikre, at sund­hedsvæsenet i fremtiden skal overholde bevillingerne. Det er meget vanskeligt at overholde og komme ned til nul, for man kan jo ikke for­vente, at der ikke skal ske nogen skader eller udskift i personalet. Jeg mener, at vi i forhold til andre lande, som har tilsvarende vilkår som os, fordi historien har jo vist, at man efter, at man har overtaget området, så er omkostninger­ne blevet det dobbelte i de andre lande. Det har vi ikke oplevet her.

 

Vi har så vidt muligt kunnet få pengene til at slå til, måske nogle gange lidt for hårdt, men vores service bliver forbe­dret, vores uddannelse bliver forbedret, og vi er i gang med at få et mere balanceret omkostnings­niveau, selvom det ikke er kommet ned på 0.

 

Jeg håber også, at man får en bedre styring, fordi der sker en forbedring i administrationen, og at denne udbygning fremover vil medføre, at man kan opnå et forbrug i henhold til budgettet.

 

Med disse bemærkninger takker vi samtlige partier for, at de giver nogle gode grunde til det videre arbejde, og jeg takker også forslagsstilleren for, at man herigennem kunne fremdrage alle disse ting.

 

Mødeleder:

Således er, dagsordenenspunkt 46 forslag om en general debat om Landsstyret personalepolitik på sundhedsom­rådet, færdigbe­handlet. Forslaget var stillet af Peter Oster­mann.

 

Punktet sluttet.