Grønlands Landsting

Tilbage ] Op ] Næste ]

dagsordenens punkt 43-1

1. behandling 2. behandling 3. behandling

Tirsdag den 18. oktober 1994, kl. 15.35.

 

Dagsordenens punkt 43.

 

Redegørelse om Amutsiviit

(Landsstyremedlemmet for Offentlige Arbejder og Trafik)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

Vi går over til næste dagsordenspunkt. Det er punkt 43. Værfts­redegørelsen. Landsstyremed­lemmet for offentlige arbejder og trafik forelægger.

 

Kuupik Kleist, landsstyremedlem for offentlige arbejder og tra­fik:

Jeg skal på landsstyrets vegne fremlægge en redegørelse om Amut­siviits aktuelle situation og fremtidige ud­vikling. Redegørelsen fremlægges bl.a. på baggrund af ønske fra Fiskeriudvalget frem­sat i tilknytning til behandlingen af forholdene for det inden­skærs fiskeri under den anden forårssamling i år.

 

De senere års strukturændringer i fiskeriet har haft stor be­tydning for aktivitets­niveauet på værfterne, og det er lands­styrets vurdering, at udviklingstendenserne i især det inden­skærs fiskeri begrunder en yderligere kapacitetstilpasning hos værfterne, såfremt der skal opretholdes en driftsøkonomisk sund balance i virksom­heden.

 

De ændringer i forretningsgrundlaget, der udgår fra omlægningen i fiskeriet begrunder ligeledes en omstil­lingsproces i aktivi­teten, som vil forskydes fra de mindre træbåde til en større andel stålarbejde på større fartøjer, øget industripro­duktion og glasfiber­arbejde.

 

Omstillingprocessen har været i gang i de seneste år, og er bag­grunden for at virksomheden i et marked præget af bortfald af de traditionelle kunder har kunnet opretholde en relativ stabil omsætning og beskæftigel­se, og fortsat har kunnet fungere som et af landets største håndværksmæssige uddannelsessteder.

 

Under redegørelsens tilblivelse har jeg haft lejlighed til at drøfte synspunkter og vurderinger af fremtiden med repræsentan­ter fra SIK, APK, KNAPK og virksomhedens ledelse, der alle har ydet en værdifuld inspiration.

 

Ses der på udviklingen i Amutsiviits omverden, er specielt tre sektorer af interesse:

 

For det første fiskerisektoren, som traditionelt har udgjort Amutsiviits største kundegruppe.

 

For det andet handelsflåden og institutionsfartøjer, f.eks KNI og politiet.

 

For det tredje udviklingen i kundegrundlaget omkring industriop­gaver, som er et område, der fremover for­ventes at få større indflydelse for Amutsiviits om­sætning og indtjening.

 

Udviklingen i fiskeriet blev indgående drøftet i for­bindelse med  fremlæggelsen af den fiskeripolitiske redegørelse på den seneste forårssamling, der rummer en række centrale problemstillinger for Amutsiviits frem­tidige udvikling.

 

Der forventes i det fremtidige fiskeri ikke den store ændring i antallet af søkogere og 79`ere, mens den fartøjsøkonomiske løn­somhed synes at begrunde en øget indsats af fartøjer af 74`er-typen i rejefiskeriet. Det må forventes at tilgangen af 74`ere vil blive gennem­ført med nybyggede stålfartøjer, der naturligt udgør en interessant opgave for værftet i Nuuk, ligesom værfter­ne forventer yderligere at forøge mængden af stålop­gaver over vandlinien på den havgående flåde.

 

Fartøjerne i det kystnære rejefiskeri andrager ca. 140 fartøjer af forskellig størrelse. Den langt overvejende del forventes ikke på sigt at udvise driftsøkonomiske resultater, der inde­bærer, at de med nogen betydelig vægt vil indgå i Amutsiviits forretningsgrundlag, i lighed med de fartøjer, der ikke efter torskefiskeriet stort set er ophørt, er i stand til at drive et økono­misk tilfredsstillende fiskeri. Selv om hellefiskefi­skeriet vil kunne sikre beskæftigelse til et øget antal fartøjer for­ventes dette ingenlunde at kunne kompensere for bortfaldet af kundegrundlag indenfor det indenskærs reje- og torskefiskeri.

 

Såfremt det imidlertid bliver aktuelt at modernisere enkelte ældre fartøjer, vil dette udgøre en naturlig opgave for værfter­ne i Sisimiut og Aasiaat.

 

Der skønnes grundlag for en mindre tilgang af små glasfiberfar­tøjer, både som erstatning for større joller og som nye delta­gere i hellefiske­fiskeriet. Denne tilgang forventes i stor ud­strækning at kunne leveres fra værftet i Qaqortoq.

 

For så vidt angår omsætningen knyttet til det inden­skærs fiskeri vil fremtiden i høj grad afhænge af tempoet i strukturomlægnin­gen og den afledte udlånspo­litik gennem ESU-ordningen. Jeg skal tilføje, at værf­ternes forventninger til fremtiden er afpasset efter de ændringer til landstingsforordningen om støtte til fiskeri, fangst og landbrug, som landsstyret fremlægger til tingets behandling på denne samling. 

 

For handelsflåden og institutionsfartøjer gælder det på kortere sigt, at der ikke forventes de helt store ændringer i sammen­sætningen af denne flåde. Dog vil der formentlig blive gennem­ført en reduktion af antallet af politikuttere, og måske en udskiftning til et antal mindre nye stålfartøjer.

 

På industriområdet ligger der en række serviceopgaver, som Amut­siviit vil være naturlig leverandør til. Såle­des er virksomheden nu engageret i containerreparatio­ner. Generelt kan der indenfor området forventes til­tagende aktivitet, hvilket primært forven­tes at komme værfterne i Nuuk og Sisimiut til gode, fordi der her allerede eksisterer forholdsvis store smede- og maskin­af­delinger.

 

Udover serviceopgaver kan der indenfor industriområdet også forventes en egentlig produktion. Således har man allerede idag en produktion af tanke, affaldscontai­nere, affaldsbrændere og generator­systemer.

 

For Amutsiviits resultatudvikling gælder det, hvis der ses bort fra de eks­traordinære lagerreguleringer i 1993, at virksomheden er inde i en periode præget af konstante effektivitetsforbed­ringer og fremgang i den primære drift.

 

Amutsiviit har traditionelt været en af Grønlands store uddan­nelses­pladser indenfor specielt de håndværksmæssi­ge fag. I de senere år er indsatsen specielt styrket på efteruddannelsesom­rådet.

 

Der forventes ikke væsentlig nedgang i antallet af lærlinge, dog må det forventes at størsteparten af lærlingepladser vil være ved værfterne i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og delvis Aasiaat.

 

Den hidtidige reorganisering af værfterne er sket under den over­ordnede målsætning, at "Amutsiviits primære arbejdsområde er den grønlandske flåde, og alle tiltag der rentabelt fremmer flådens indtjeningsmuligheder har 1. prioritet".

 

Som det fremgår af redegørelsen, kan der være grund til at over­veje om denne målsætning fortsat er tilstrække­lig, til at danne rammerne for Amutsviit for virksom­hedens fortsatte udvikling.

 

Virksomheden er i dag langt bedre rustet til målrettet -på et kommer­cielt og teknisk professionelt grundlag - at engagere sig i det økono­misk interessante potentiale i stålopgaver, som ikke er direkte relateret til det maritime område. Opgaver, hvor værfternes faglige specialer indenfor stålarbejdet kan udnyttes og ud­vides, og som sikrer en sæsonudjævning af beskæftigel­sen.

 

Meget taler derfor for at den oprindelige målsætning bør udvi­des, således at den f.eks får følgende ordlyd:

 

"Amutsiviits primære arbejdsområder er den grønlandske flåde, containerservi­cering, produktion af olie- og vandtanke, samt in­dustriopgaver og produkter der er rentable og vedvarende".

 

For at Amutsiviit kan drives som kommerciel virksomhed, skal driften i den fremtidige struktur opdeles i tre kategorier, nemlig følgende:

 

Egentlig værftsdrift, som vil omfatte værfterne i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Aasiaat.

 

Værftet i Aasiaat er medtaget i denne kategori under den forud­sætning, at det lykkes at tilføre værftet tilstrækkelig med vinteropgaver samt industriopgaver og produktioner, til at værftet kan yde et positivt vær­ftsbidrag der som minimum kan dække værftets andel af fællesom­kostningerne.

 

Den egentlige værftsdrift vil være en del af virksom­heden, der kan drives på kommercielle vilkår, og på sigt opnå et 0 - resul­tat, efter forrentning og af­skrivning.

 

Ophalerbeddinger, som vil omfatte værfterne i Paamiut og Maniit­soq. Der vil fra værfterne foregå lagersalg og fra værftet i Manitsoq vil der være tale om mindre skibsreparationer.

 

Kunden betaler for land- og søsætning, hvorefter loka­lområdets håndværksmestre kan arbejde for kunden.

 

Ophalerbeddinger kan ikke drives rentabelt, hvorfor de må drives som samfundspå­lagte opgaver, på hvilke der indgås servicekon­trakter med Grønlands Hjemmestyre.

 

Skibsværksteder, er mindre enheder uden væsentlige landsætnings­muligheder. Værkstederne drives af en eller ganske få medarbej­dere.

 

Amutsiviit har indtil nu kun et skibsværksted, som ligger i Ammassalik. Værkstedet drives allerede som samfundspålagt op­gave.

 

Der kan tænkes værksteder etableret i Upernavik og Uummannaq, der er behandlet i særskilte bilag til redegørelsen. Eventuel tilgang af værksteder vil være som samfundspålagt opgave med servicekontrakt med hjemmestyret.

 

Som det allerede er antydet forventes der i fremtiden gennemført en  kapacitetstil­pasning og skærpet arbejds­deling mellem de enkelte værfter.

 

Værftet i Qaqortoq vil være et reparationsværft sup­pleret med produktion af nybyggede glasfiberfartøjer.

 

I Paamiut vil Lokalområdets behov for service søges dækket gen­nem drift af værftet som ophalerbedding og lagersalg.

 

Værftet i Nuuk vil fungere som virksomhedens "modersel­skab" hvor den daglige ledelse er lig med virksomhedens overordnede ledel­se. Værftet vil agere som "krumtap" for virksom­hedens øvrige afde­linger, og vil hovedsaglig være beskæftiget med servicering af de større fartøjer, ligesom der vil være mulighed for nybyg­ning af mindre og mellemstore stålfartøjer, det vil sige 74'ere.

 

Værftet i Maniitsoq vil være et mindre reparations­værft, der vil blive dre­vet som en mellemting mellem en ophalerbedding og et skibsværk­sted.

 

Værftet i Sisimiut vil være et reparationsværft sup­pleret med in­dustripro­duktion, herunder tanke og af­faldsbrændere.

 

Endvidere vil værftet være beskæftiget med industriop­gaver, herunder containerser­vicering. Værftet vil være aktuel ved mo­dernisering af mindre ældre fartøjer.

 

Værftet i Aasiaat er et af de værfter der har mærket mest til tilba­gegan­gen i opgaverne overfor den kystnære fiskeflåde.

 

Værftet vil formentlig fortsat være et reparationsværft supple­ret med industriop­gaver og -produktion, herunder servicering og fremstilling af generatorsystemer.

 

Hvorvidt værftet fortsat vil være et reparationsværft, og ikke en kombination af ophalerbed­ding og skibsværk­sted, afhænger af mulighederne for opnåelse af vin­teropgaver. Værftet kan være aktuel ved modernisering af ældre/mindre fartøjer.

 

I Ammassalik er der tale om et skibsværksted, med speciale in­denfor træ. Værkstedet kan tænkes udvidet med en medarbejder indenfor smede-/maskin­arbejde. Værkstedet drives som en sam­fundspålagt opgave.

 

De senere års udvikling i især det indenskærs fiskeri har stil­let store krav om tilpasning af værfterne. Der har ikke alene været tale om en tilpasning af aktivi­tetsniveauet, men også om en strukturtilpasning til ændret opgavesammensætning og overgang til en større grad af kommerciel orientering i driftstilrette­læggel­sen.

 

Tilpasningen har været en vanskelig proces, der ikke mindst har haft følger for værfternes medarbejdere. Der har været tale om en nedgang i beskæftigelsen, ligesom en nedgang i mængden af vinteropgaver, som har gjort sæsonudsvingene større. En stor del af med­arbejdergrup­pen har derfor i perioder måttet gå på arbejdsforde­ling. Medarbejderne har udvist stor forståel­se for situationen, og tilpasningen af virksom­heden har kun kunnet gennemføres fordi, værfterne råder over en stor gruppe af enga­gerede og dygtige med­arbejdere.

 

Tilpasningen har ligeledes kunnet mærkes af værfternes kunder. Kravene til indtjeningen indebærer således, at det har været nødven­digt at stille krav om 100% sikker­hed for kundens betaling af opgaver. Effektiviseringen har imidlertid også betydet en mærkbar reduktion i opgaveprisen.

 

For 1994 har værfterne samlet haft en beskæftigelses­fremgang på 15%, og en væsentlig indtjeningsfremgang sammenlignet med 1993. I forhold til kulminationen på den negative resultatudvikling i 1991, hvor underskud­det udgjorde ca. 50 mio. kr., er udviklingen bragt under kontrol, og der budgetteres for 1994 med et resultat på ca. minus 7 mio. kr.

 

Underskuddet afspejler væsentligst omkostningen på de samfunds­pålagte opgaver, knyttet til driften af op­halerbeddinger og skibs­værksteder. Jeg skal henlede opmærksomheden på, at rede­gørelsen indeholder en selv­stændig analyse af omkostningerne ved etablering af skibs­værksteder i Upernavik og Uummannaq, der i dag ikke indgår i de samfundspålagte opgaver, der udføres af Amutsiviit.

 

Med disse ord skal jeg overlade redegørelsen til tin­gets behand­ling, idet jeg især imødeser partiernes vurderinger af den fore­slåede forstærkede kapacitets­tilpasning og skærpede arbejdsde­ling mellem de enkelte værfter.

 

Kaj Egede, ordfører for Siumut:

Vi skal fra Siumut give udtryk for vores tilfredshed med, at der forelægges en værfts­redegørelse til Lands­tinget, idet dette opfylder vores ønske om en rede­gørelse, som vi fremsatte under debatten om det kyst­nære fiskeri.

 

Nødvendigheden af, at der skulle forelægges en rede­gørelse om værfternes situation skyldes også, at vi for ganske får år siden har truffet stærke krav om økonomi­ske mål for værfterne, og vi har endda fremsat så stærke økonomiske krav, at det er på tide at vurdere om disse krav stadigvæk skal være gældende.

 

I den forbindelse finder vi det naturligt, at vurderin­gen af værfternes opgaver foretages under hensyntagen til strukturændringen i fiskerier­hvervet. Siumut går ind for, at værfterne, udover at varetage arbejds­op­gaver inden for det maritime fiskerierhverv, også i fremtiden varetager bl.a. reparationsopgaver af contai­nere o.lign..

 

Vi har i Siumut med tilfredshed konstateret, at ledel­sen og med­arbejderne på værfterne alle har medvirket til at og gjort anstrengel­ser for at opfylde de op­stillede krav og at der i den forbindelse er opnået betragtelige forbedringer.

 

Siumut går ind for det mål, der er sat for, hvordan de eksisterende værfter skal benyttes i fremtiden. Vi er ligeledes tilfredse med, at der foretages en principiel opdeling af hvilke værfter, der skal drives på kommer­ciel basis samt hvilke værfter, der skal varetage samfundspå­lagte opgaver. Vi mener i Siumut, at det, i visse regioner, er nødven­digt at sikre, at der er værfter, som varetager samfundspå­lagte opgaver, for at sikre den nødvendige servicering af kutterne langs vores enorme langstrakte kyst.

 

Redegørelsen efterlyser vores standpunkt med hensyn til værftforhold i det nordlige Grønland, nemlig i Uumman­naq og Upernavik. Vi mener i Siumut, at der i disse regioner sker en enorm positiv udvikling i fiskerier­hvervet med gode resultater, og i den anledning skal vi fra Siumut henstille at der snarest muligt etableres værfter i Uummannaq og Upernavik, og at der i finans­loven for 1995 afsættes de nødvendige midler.

 

Vi håber at en forbedret værftsbetjening i Uummannaq- og Upernavik-regionen vil medføre en større udnyttel­sesgrad af fiskeriflåden i disse områder, og vi håber også i det samme forbindelse, at der vil ske en norma­lisering af Skibstil­synets hovedsyn af fiskeriflåden.

 

Med disse bemærkninger og henstillinger tager vi med tilfredshed værfts­redegørelsen til efterretning.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut

Redegørelsen må karakteriseres som grundig og omfatten­de. Nytænk­ning er nødvendig, hvad angår Amutsiviits økonomiske situation, som vi har oplevet den i de seneste år. Om­strukturering af værfternes drift er nødvendig, selvom kun fiskeriets kollaps i de seneste år  tages i betragtning. De fleste af vores forældede fiskeri­fartøjer er bygget af træ, og må erstattes snarest, dette kræver brug af andre mere moderne ma­terialer. Landstinget er enige i, at vi fremover skal bruge fartøjer af stål og glasfiber. For at kunne klare opgaverne betyder dette en ny vurdering af reparations­faciliteterne i de eksisterende værfter.

 

De i redegørelsen foreslåede nye ideer, mener Atassut er grund­læggende, ideelle og relevante.

 

De eksisterende værftsfaciliteter skal ikke kasseres eller lukkes, men reetableres med hidtil uvante op­gaver. Nye løsningsmuligheder som er nødvendige må prioriteres og etableres og må betragtes som samfund­spålagte opgaver. Det er blevet for dyrt for samfundet, at fragte træfartøjer til reparation fra f.eks. Øst­kysten til Qaqortoq.

 

Derfor støtter Atassut ideen om, at reparere fartøjer de steder, hvor de hører hjemme.

 

Beskæftigelsesfremmende initiativer, der søger andre projekter for værfterne udover fartøjer, er nødvendige og uundværlige. For et par år siden prøvede værfterne fremstilling af vinduer til husbyggeri. Bestræbelser for at finde alternative opgaver må fortsætte og Atas­sut vil opfordre til at Amutsiviit involveres i plan­lægningen af de nye landingsbaner, så værfterne sikres opgaver i fremtiden.

 

Nogle af de eksisterende værfter har specielle opgaver, som de er meget dygtige til og i sådanne situationer, bør værfterne honoreres, i form af fremstilling af deres specialiteter.

 

Renovering af gamle træfartøjer er også beskæftigelses­fremmende og bør fortsætte på nogle af  værfterne. Atassut kan ikke støtte ideen om, at kassere de gamle fartøjer som ubrugelige.

 

På mottoet "giv de private chancen", vil Atassut opfor­dre Landsstyret til at undersøge mulighederne for, hvorvidt de priva­te kan overtage et eller to værfter på kysten. Endvidere ønsker vi, at der skabes mulighed for, at de offentlige og private sammen kan drive værfterne. Nogle af værf­terne er velegnede til det formål.

 

Atassut vil anmode om at fiskefartøjer i islagsområder­ne, landsættes ved hjælp af kraner i stedet for at anlægge ophalerbeddinger under vandet. Flere kommuner har allerede erfaringer inden for denne løsning og vi mener derfor at sådanne muligheder ikke bør overses i den fremtidige planlægning af mulige værfter.

 

Formålet er bedre drift af værfterne. I de seneste år, også under den nedgangs­periode for værfterne, har vi med held etableret konsulent­virksomhed. Erfarin­gerne fortæller os, at en konsulentvirksomhed på værfterne er uundværligt. Uundværlig ikke alene for drift af værf­tet, men også, ikke mindst, for kunderne.

 

I dag møder vi tilfredse kunder af ordningen og derfor må ordningen videre udvikles og gøres mere effektiv. Mulighederne for at få bedre kontorfaciliteter må snarest realiseres, da vi har erfaret at kontoret går i stå, når konsulenten er under sine lange distrikts­rejser, da der ikke er nogen til at passe kontoret, Atassut ønsker derfor en  løsning af dette problem snarest.

 

Vedrørende egentlig værftsdrift i byerne Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut og Aasiaat kan Atassut støtte planerne herom.

 

Ligeledes finder Atassut planerne om drift af ophaler­bedding i Paamiut og Maniitsoq støtteværdig og tager den til efterretning.

 

Ligeledes er tanken om skibsværksteder  interessant  nytænkning i forhold til at løse opgaverne på dette område.

 

Atassut går ind for grundtanken om, at Amutsiviit drives på kommer­ciel basis og støtter ideen om, at dele opgaverne mellem værfterne således som det er foreslået i forelæggelsesnotatet.

 

Det er med en stor opmærksomhed Atassut har fulgt den reorgani­sering, som har fundet sted i de seneste år. En reorganisering som i perioder er mødt med følelses­ladede reaktioner fra værftsarbejderne. Vi er glade for arbejdernes store forståelse for nye ideer. Disse ideer er grundlaget for den nytænkning,  redegørelsen i dag præsenterer for tinget. Man kan heller ikke undgå at bemærke, at værftet råder over en stor gruppe engagere­de og dygtige medarbejdere. I dag ser vi resultatet af denne store forståelse og engagement hos arbejderne i den reorgani­sering som fremlægges. Endvidere mener vi, at ned­bringelsen af et stort underskud for et par år siden til det nuværende niveau på minus 7 mill. kr. er et flot tegn på en rosværdig vilje og forståelse for, at gøre den gamle arbejdsplads skal omdannes til en helt moderne arbejdsplads.

 

Atassut går helt ind for, at værfterne betragtes som en værdig uddannelsesplads inden for erhvervsuddannelsen. Vi vil anbefale, at der arbejdes ihærdigt for, at værfterne gøres til ud­dannelsesplads inden for efterud­dannelsesområdet Ligeledes kan man ikke komme uden om værfterne, når der skal findes praktikpladser til elever, der har interesse inden for specielle hånd­værks­mæssige fag.

 

Med disse bemærkninger tager vi nærværende redegørel­ses indhold til efterretning.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit

Inuit Ataqatigiit er glade for, at det under denne samling har været muligt at fremlægge en redegørelse om Amutsiviit, en redegørelse, som efter vores opfattelse sagtens kan bruges som et værktøj til at sikre og belyse Amutsiviit's videre eksistensmuligheder.

 

Set i lyset af de økonomiske rammebetingelser Amutsi­viit står under, kan det næppe undre nogen, at udvik­lingen har gået i retning af faldende indtægtsmulig­heder, faldende be­skæftigelse og faldende kundegrund­lag. Derudover kan man ikke komme udenom Amutsiviit's konkurrenceevne, hvor en stor del af fiskeriflåden repareres i DK og i udlandet, blandt andet som følge af Amutsiviits højere om­kostninger i.f.m. persontransport, 10-15% højere fragtomkost­ninger og fire (4) gange højere elektricitets udgifter.

 

Sådanne forhold kan enhver regne ud vil smitte af på Amutsiviit's image udadtil, hvor der er en række svære betingelser at slås med.

 

Dog er det Inuit Ataqatigiit's opfattelse, at der heldigvis er nogle lyspunkter forude, som vi mener Landstinget kan bakke op om og være med til at videre­udvikle. Men inden vi kommer ind på disse spørgsmål, skal vi først udtale os om følgende:

 

For det første, at der er stærkt behov for at styrke Amutsiviit's konkurrenceevne blandt andet gennem en undersøgelse af hvorvidt meromkostningerne i.f.m. fragt og eltakster kan kompenseres ved en værftsstøtte til specielt fiskeriflåden, for derved at kunne ligestille Amutsiviit's konkurren­ceevne i forhold til udenlandske værfter.

 

Inuit Ataqatigiit skal på denne baggrund anmode Lands­styret om, at der så hurtigt som muligt iværksættes en tilbundsgående undersøgelse af denne mulighed og komme med et forslag inden 2. behandlingen af finanslovsfor­slaget for 1995.  Vi skal 2. behandle finans­lovsfor­slaget den 27. oktober.

 

For det andet er det nødvendigt at videreudvikle ud­dannelsesmulig­hederne for værft­arbejderne, dels for at styrke arbejdernes fundamen­tale kvalifikationer samt udnytte de nuværende erhvervsud­viklings­muligheder der ligger i Amutsiviit. Inuit Ataqatigiit skal i den forbindelse anmode overfor Landsstyret, at der udarbej­des en seriøs plan for uddannelses- og efterud­dannel­sesområdet, da det, som nævnt i redegørelsen, har stor betydning for den fremtidige udvikling indenfor in­dustriproduktion m.m.

 

Inuit Ataqatigiit er enig i de målsætninger der lægges til grund for Amutsiviit's fremtidige arbejdsområder.

 

For at kunne føre de målsætninger ud i livet, kræves der en aktivt indsats, så virksomheden kan udvikle sig til en dynamisk, solid og selvstændig organisation der kan leve op til de krav markedskræfterne stiller, og derudover kunne påtage sig de samfundspålagte opgaver. Vi er enig i konklusionen om, at de samfundspå­lagte opgaver bør have en særskilt økonomi og at man såvidt muligt undgår projekter, der alene tager udgangspunkt i be­skæftigelsesfremmende foran­staltninger, men tager udgangspunkt i de fremtidsmuligheder Amutsiviit kan drage nytte af.

 

Hidtil har Landstinget naturligt påtaget sig de sam­fundspålagte opgaver, bl.a. at sørge for garanti for beskæftigelsen i.f.m. virksom­hedsomstruktureringer. Om disse tiltag i det lange løb vil have en positiv virk­ning for virksomhederne og samfundet kan tiden kun vise. Men det er i sidste ende Landstinget, der skal sætte grænser for, hvor meget markedskræfternes frie spil kan udvikle sig, og hvorvidt denne udvikling er til gavn for det grønlandske samfund som helhed.

 

Det er Inuit Ataqatigiit's helt klare holdning, at såfremt man skal opretholde en konkurren­cedygtig kapa­citet indenfor den grønlandske flåde, specielt i fi­skeriflå­den, er det nødvendigt at tage højde for de afsmittende virkninger en kapacitets tilpasning kan medføre. Her tænkes specielt på en risiko for, at der på et tidspunkt kan opstå mangel på arbejdskraft, mandskab, fiskerikapacitet m.m. såfremt der opstår en positiv udvikling indenfor fiskeriet. D.v.s. hvis der kommer masser af fisk. Derfor er det for IA vig­tigt, at være opmærksom på de tiltag man gennem er­hvervsstøtte­ordningen arbejder med på nuværen­de tids­punkt. Vi må endnu engang konstatere at langt det fleste fiskefartø­jer trænger til effektivisering, forbedring af kvalitet og rentabilitet, og at denne udvikling uden tvivl kan påvirke beskæftigel­sen i negativ retning (ihvertfald på kort sigt), såfremt størsteparten af kutterflåden erstattes med større og mere effektive fartøjer.

 

Derfor mener vi i Inuit Ataqatigiit, at Landsstyret i den forbindelse bør tage højde for de indstillinger vi hermed har fremlagt om en "værfts­støtte"-ordning, da dette måske vil kræve en ændring af den gældende er­hvervsstøtteordning, som skal 2. behandles i de kommen­de dage.

 

Inuit Ataqatigiit tager redegørelsen om de enkelte værfters fremtidige arbejdsom­råder til efterretning, og er enig i de indstillinger, som er forbundet hermed.

 

Det er, som foreslået, hensigten at Amutsiviit over­tager driften at det kommunale glas­fiberværksted i Uummannaq samt at der opføres værkstedshal i Upernavik. Vi skal fra Inuit Ataqatigiit uden yderligere bemærk­ninger til­slutte os det forslag, der er fremlagt, og skal blot opfordre til, at man arbejder videre med planerne.

 

For at kunne fremme indtjeningsmulighederne for Amutsi­viit, er det nødvendigt at arbejde videre med eksport­mulighederne af grønlandsk producerede glasfiberbå­de specielt til Canada. Da man imidlertid ikke kan eks­portere færdigproducerede fartøjer skal vi opfordre Landsstyret til, evt. i samarbejde med ICC Inuit Cir­cumpolar Conference, at afklare problema­tikken.

 

Inuit Ataqatigiit skal til slut udtale, at vi er til­fredse med det resultater Amutsiviit har opnået i den korte tid.

 

Med disse bemærkninger tager vi redegørelsen til efter­retning.

 

Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat

Det er en meget grundig og til tider noget selvgen­tagende rapport om situationen og fremtidsperspektiver­ne for Amutsiviit, Landstinget har fået forelagt.

 

Hovedindholdet er naturligt nok et forsøg på at kigge ind i fremtiden og pejle sig frem til en fornuftig værftsstruktur, efter at konjunkturerne gennem lang tid har været imod den hidtil gældende værftsstruktur.

 

Mens Qaqortoq, Nuuk og Sisimiut foreslås fortsat i nogenlunde samme omfang som hidtil, peger landsstyre­medlemmet for løsninger, som for Paamiut's, Maniitsoq's og måske også Aasiaat's vedkommende betyder, at disse værfter kommer til at køre på langt lavere blus end hidtil.

 

Et spørgsmål, der i denne sammenhæng trænger sig på, er naturligt nok be­skæftigelses­situationen indenfor den fremtidige værftsstruktur. Redegørelsen omtaler, at hidtidige forhold har gjort, at medarbejderne måtte acceptere arbejdsdeling. Den er imidlertid bemærkelses­værdig tavs omkring, hvor mange medarbejdere, der i kraft af de foreslåede rationaliseringer vil blive sendt ud i arbejdsløshed.

 

Dette spørgsmål bør landsstyremedlemmet give et så velfunderet svar på som muligt, idet netop dette for­hold ikke kan undgå at spille ind over for Lands­tingets holdning til om­struktureringen.

 

Af redegørelsen fremgår det klart, at værfterne i deres nuværende struktur ikke har givet dem mulighed for at fungere forretningsmæssigt tilfredsstillende. Store lagre, høje priser på el og vand samt andre nødvendige hjælpemidler er ligesom priserne på rejse og opholdsom­kostninger og udgifter til kommunikation med til be­grænse udsigten til konkurrencedygtighed.

 

På samme tid må værfterne imidlertidig siges at være strengt nødvendige, da en stor del af vores flåde simpelthen består af enheder der er så små, at de ikke er i stand til at betjene sig af værftsservice i Euro­pa.

 

Rent bortset fra de nu aktualiserede spørgsmål om en strukturtilpas­ning af værfterne, har spørgsmålet altid været følgende: De store grønlandske fartøjer udgør et endog meget stort indtjeningspotentiale for Amutsiviit, men kends­gerningerne er, af mange grunde, at disse fartø­jers ejere i vid udstrækning har valgt at lade deres fartøjer servicere i Europa. Skal værfterne i denne situation helt tilpasse sig de små fartøjers behov og ikke interessere sig for de store, eller skal man på værfterne i det mindste bibeholde en vis form for beredskab - også overfor store fartøjer?

 

Dette spørgsmål er ikke blevet nemmere at besvare med tiden. Det er imidlertidig nok givet, at Amutsiviit kunne hente kunder også blandt de store fartøjer, såfremt tidsforbrug, kvalitet og pris befandt sig i et konkurrencedygtigt leje.

 

Jeg vil i denne sammenhæng godt pege på to forhold der muligvis kunne medvirke til, at Amutsiviit fik større bevågenhed blandt de store fartøjers ejere.

 

Dels ville det være nyttigt med en højere grad af samarbejde med private entreprenører, ikke mindst her i Nuuk, hvor stålskibsværftet jo i realiteten er det eneste der kan servicere fartøjer over en vis størrel­se. AP så gerne en situation, hvor stålskibsværftet og de private virksom­heder, som maskinværksteder, elektro­mekanikere, køleteknik, maler- og dykkervirk­somhed gik sammen og over for fiskeriet i højere grad optrådte som et firma.

 

Rygtet vil vide, at der engang var bestilt en flydedok, men at den forsvandt under bugsering over Atlanten, og at den aldrig siden er dukket op. Om forlydendet er rigtigt, ved jeg ikke, men det er ihvertfald en skam, at vi ikke lokalt råder over en sådan indretning. Der er tale om et praktisk serviceapparat, der fungerer noget mere enkelt end ophalerbeddingen. Så udover at forøge kapaciteten på Stålskibs­værftet i Nuuk ville en flydedok være et væsentligt servicetil­bud til ejerne af større fartøjer. Derfor bør en rentabilitetsberegning på anskaffelsen af en sådan flydedok, måske fra et konkursramt europæisk værft, indgå i overvejelserne for Amutsiviits fremtid.

 

Der skal nu lyde en advarsel omkring en af ideerne i redegørelsen om Amutsiviit: Der tales om muligheden for, at Stålskibsværftet i Nuuk i et vist omfang skal stå for nybygning af de nye såkaldte 74'ere.

 

Fra APs side så vi naturligvis gerne en sådan lokal skibsproduktion, hvis vi ellers troede på ideen. Vi ved, at der tidligere er bygget mindre fiskeskibe af stål på skibsværftet i Nuuk. Det blev, så vidt oplys­ningerne fortæller, en meget dyr historie, hvilket man også kan sige sig selv.

 

Skibsbygning kræver store udviklingsomkostninger, og det forholdsvist beskedne antal 74'ere der vil være brug for, kan næppe bære disse omkostninger. Derfor er det meget væsentligt, at man til bunds analyserer forløbet af de tidligere nybygningsforsøg, inden man i det hele taget begynder at overveje et nyt nybygnings­program.

 

Endeligt skal der udtrykkes glæde over den stigende industriproduktion på værfterne. Vi tror på, at dette er et produktionskoncept, der er holdbart og som måske endog kan udbygges.

 

Til sidst vil AP udtrykke sin tilfredshed med den fyldige redegørelse, ganske vist skriver landsstyremed­lemmet i sin forelæggelse, at han allerede har været i kontakt med brugergrup­perne, men vi vil alligevel godt fremkomme med et konkret forslag, inden der udfra redegørelsen træffes bindende beslutninger.  Nemlig at der nedsæt­tes en mødegrup­pe med repræsentation fra samtlige landstingets partier samt de grupper der typisk be­nytter sig af Amutsiviits service og lade denne gruppe bruge en week-end på at tage stilling til hele rede­gørelsen. Når vi har disse brugerinteressers menings­tilkendegivelser med - evt. som et appendiks til rede­gørelsen - vil landstinget med endnu større vægt kunne forholde sig kvalificeret til værftets fremtid.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Værfterne her i Grønland er institutioner, der er vigtige for samfundet og derfor er det også vigtigt, at deres fremtid bliver planlagt på en hensigtsmæssig måde.

 

Ved gennemgang af redegørelsen kan man se forskellige tanker vedr. de forskellige værfter, og redegørelsens budskab er, at de nu ek­sisterende værfter endnu frem­over fortsat skal søges opretholdt.

 

Hvilke vanskeligheder værfterne har i dag, har vi sik­kert alle nogen kendskab til, bl.a. følgende: Efter fiskeriets tilbagegang og dermed decimering af fiske­fartøjernes antal kan vi regne med fortsat fald i værfternes opgaver, men jeg mener dette til trods, at man ved opsøgning af andre og nye arbejdsopgaver vil kunne finde frem til nye arbejdsområder for værf­terne og dette er også fremført i redegørelsen.

 

For værftet i Qaqortoq er det allerede lykkedes at holde beskæftigelsen i gang ved bygning af glasfiber­fartøjer. Endvidere bliver det også, efter hvad vi ved, muligt at kunne anskaffe sig mindre hurtiggående fiske­fartøjer gennem ESU. Jeg mener, at vi i stedet for fortsat at importere sådanne fartøjer udefra, ved an­skaffelse af støbeforme vil kunne opnå bygning af disse fartøjer her i landet. Til eksempel kan man tage den islandsk byggede Sumi. Her skal man nøje huske på vigtigheden af, at man skal kunne konkurrere pris­mæs­sigt såfremt, man går ind i det.

 

Man har på værftet i Nuuk allerede prøvet at bygge en 74'er, og det er næsten den eneste bådtype her i Grøn­land, der kan siges at være rentabel. Grunden til at den ses at være rentabel skyldes først og fremmest, at fartøjerne er bygget så de er driftssikre og prisbilli­ge. Derfor må man i fiskefartøjsfornyelserne fremover søge at benytte erfaringerne vedr. dette fartøjs stør­relse, idet 74erens positive sider allerede er vist.

 

Man kan godt forstå, at der er en hvis tvivl om de andre kystværfters beskæftigel­ses­muligheder og jeg mener, at da disse arbejdspladser har en vigtig be­tydning, må der søges udveje for at finde arbejds- og beskæftigelsesmuligheder for dem. I Paamiut og bl.a. Sisimiut og i Aasiaat har man allerede prøvet at ren­overe en ældre fiskekutter og dermed kan vi se, at der er muligheder for værfternes fortsatte drift. Endvidere er værfterne ikke blot arbejdspladser der alene be­skæftiger allerede fuldtuddannet arbejdskraft. Af redegørelsen fremgår det rigtigt og klart, at værfterne også er vigtige uddannelsesarbejdspladser.

 

Når man undersøger værfternes arbejdsbyrde og anvendel­se fremgår det, at værfterne i Paamiut og Maniitsoq kun har mindre opgaver.

 

I de senere år har erfaringerne også vist, at samarbej­det mellem de forskellige værfter ligesom mangler noget fordi vi har set, at arbejds­opgaverne på visse værfter kan lade vente på sig i op til langt over et år  mens andre værfter melder, at de ikke har noget at lave.

 

Jeg mener, at da disse værfter har én ejer, burde det ikke være nogen vanskelighed at gennemføre, at såfremt et værft ikke har mulighed for at tage en opgave grun­det tidsnød, burde en anden kunne tage denne opgave straks. Såfremt en sådan ordning kunne blive organi­seret, er der ingen tvivl om, at en del af vor økonomi­ske stagnation vil kunne blive afhjulpet dermed.

 

Når man debatterer om værfterne plejer et af mine udtalelser at være, at såfremt der er interesse for det fra de privates side, kunne f. eks. 2 af værfterne overtages af disse. Jeg har stadigvæk denne holdning. Mon ikke fiskernes tilbageholdenhed med hensyn til at overlade deres ellers nødvendige opgaver til værfterne på grund af deres for omfattende krav kunne blive afhjulpet derved. Private arbejdspladser plejer jo ikke at være så bundne på hænder og fødder og det plejer dermed at være lettere for at kunne træffe en ordning og aftale med dem.

 

Mulighederne for fiskeri i Østgrønland, blev påvist ved forsøgs­fiskerierne her i sommer, og der er ingen tvivl om, at der vil blive anskaffet nye, ganske vist måske mindre fiskefartøjer i Østgrønland, udover hvad der allerede ejes derovre.

 

Hvad vi ikke kan undvære på de forskellige steder er reparations­værksteder med mulighed for fartøjsophaling. Derfor vil man heller ikke kunne undvære anlæggelse af et ophalingsværksted i Ammasalik kommune. Om denne skal være en ophalerbedding eller en ophaler­kran, må plan­læggerne af denne facilitet afgøre på grundlag af det behov, der vil vise sig i den pågældende kommune.

 

Med disse bemærkninger har jeg givet udtryk for mine holdninger med hensyn til værftrede­gørelsen og jeg håber, at mine bemærkninger her også vil blive skelet til fra de ansvarliges side.

 

Kuupik Kleist, landsstyremedlem for offentlige arbejder og trafik:

Først vil jeg gerne udtrykke min glæde over, at rede­gørelsen er mødt med interesse og jeg skal takke for, at de indstillinger der er  i redegørelsen har mødt en velvilje blandt alle partier og det næste afgørende må så blive, at vi i samarbejde med interessegrupper indenfor fiskeriet og ikke mindst arbejderne på værf­terne så  realiserer planerne og jeg skal sige om APs anmodning om et møde, at det er jeg enig i og efter at man har udmøntet mere konkrete forslag, så vil det være på sin plads med sådan en form for mødeaktivitet med brugerne.

 

Jeg har lagt mærke til, at landstinget generelt bakker op omkring, at visse værfter skal drives som samfund­spålagte opgaver, nemlig  de der ikke kan drives kom­mercielt. Mht. de nye forslag - bilag 1 og 2  i rede­gørelsen, kan man regne med, at der vil komme forslag i forbindelse med 2. behandlingen af finanslovforslaget hvad angår værftforholdene i Ummanaaq og Upernavik.

 

Siumuts ordfører understregede bl.a., at for de værfter der har risikeret at skulle lukke før hen  har man fundet grundlag for, at de kan eksistere videre og, at man har fundet frem til andre opgaveom­råder således, at man sikrer værfternes fremtid.

 

Fra Atassut blev det nævnt, med hensyn til kapacitet i Amutsiviit, at Amutsiviit evt. kan indgå i forbindel­se med planlægning af landings­banerne og jeg kan dertil oplyse, at indtil videre, såfremt der skal laves en bro i Sisimiut, så er man allerede gået i gang med at inddrage  Amutsiviits i dette anlæg, og selvfølgelig skal vi være vågne for, at virksom­heden kan deltage, også af hensyn til, at man skal inddrage så meget grønlandsk arbejdskraft som muligt i forbindelse med anlæggelse af landingsbanerne.

 

Til forslaget om evt. deltagelse i Amutsiviits drift fra de privates side vil jeg klart sige, at vi fra vores side slet ikke har lukket af for muligheden for at samarbejde med private i forbindelse med værfter­nes drift og, at  sådanne tiltag allerede har været forsøgt startet  i Nuuk .

 

Mht. de firmaer der servicerer bådejerne har man igang­sat under­søgelse af muligheder  især omkring kontorfa­cilite­terne, men desværre må man sige, selvom tanken er god, så har der været nogle for­hindringer for at rea­lisere dette, fordi så mange private virksomheder ikke er vant til at arbejde sammen, men jeg vil understrege, at vi er åbne overfor den tanke og regner med, at denne tanke dukker op igen fordi Amutsiviit har den holdning, at andre firmaer der har mulighed for servicering bør man samarbejde med,  men der har været problemer om­kring samarbejdet, og vi håber, at det vil lykkes bedre næste gang man forsøger en sådan ordning.

 

IA anmoder, at man undersøger hvordan man kan afhjælpe Amutsiviits økonomi især omkring elpriserne. Jeg for­står det således, at de ordninger der er set for visse store virksomheder,   f. eks. fiske­fabrikker, også skulle overvejes taget i brug for Amutsiviit, og det vil vi også få undersøgt i for­bindelse med be­handlingen af finanslovfor­slaget.

 

Jeg kan sige, at Amutsiviit kan få en besparelse på 2-3 mil. kr, hvis de havde en ordning der ligner fiskefa­brikkernes ordning.

 

Fra AP blev der spurgt om hvor stor en reduktion på arbejdskraften der vil være tale om i forbindelse med omstrukturreringen?

 

Dertil skal jeg sige, at det i de seneste år har været sådan at antallet af med­arbejderne på værfterne af­hænger af, hvordan det går med fiskeriet, for sålænge medarbejderne ikke har opgaver på værftet, så har det en negativ indflydelse på driften af væftet, og der er jo ingen mening i, at man ansætter en arbejdskraft, der ikke har noget at beskæftige sig med.

 

Der er så indgået en arbejdsfordeling og dermed har man løst problemet og jeg kan oplyse, at det er svært at nedsætte arbejdsstyrken yderligere på de nævnte værfter og der er således ikke mulighed for reducering af arbejds­kraften selvom opgavemængden bliver mindre.

Hvis arbejdsstyrken reduceres, så vil det simpelthen resultere i lukning af værfter. Alle er enige om, at Amutsiviit laver en planlægning således, at de får nye opgaveområder og mine intentioner er at en nytænkning vil resultere i,  at Amutsiviit får flere opgaveområder og, at Amutsiviit i de kommende år kan producere mere og, at der vil være interesse omkring disse produkter.

 

Muligheden for anskaffelse af en flydedok -  at der iøvrigt skulle være forsvundet en sådan i Atlanten kan jeg ikke bekræfte -  er en inter­essant tanke, og jeg skal love at undersøge om der er mulighed for at an­skaffe en flydedok.

 

Til slut vil jeg endnu engang sige tak til den opbak­ning, der har været fra landstinget omkring nytænk­ningen og jeg vil også sige tak for den ros, der blev udtrykt for medarbejderne på værfterne, selvom jeg nok ikke er den rette til at gøre det.

 

Jeg vil også på landstingets vegne sige tak til disse medarbejdere.

 

Konrad Steenholdt, ordfører for Atassut:

Denne redegørelse har nogen interessante aspekter, men i mit første indlæg burde det ellers være klart hvad vi er ude efter. Det er nemlig, at man i Ummannaq får nogle ophalere til mindre fartøjer og, at man i Uperna­vik får oprettet en sådan  tilsvaren­de - eller man overtage den i Ummannaq og få den til­svarende oprettet i Upernavik, men tallene viser, at det nok ikke kan drives rentabelt. Men med den omstruk­turering der sker her, finder vi det helt nød­vendigt, at man som fisker på disse områder er kan komme til at gøre bedre brug af de mindre fartøjer uanset om samfundet skal komme til at dække tabene der. Så vi vil gerne have at under­søgelserne fortsætter fordi det nok vil være billigst for samfundet, at man får repareret de små fartøjer, der hvor de er an­skaffet.

 

Det vil jeg gerne udtale helt klart, men selvfølgelig vil vi fra partiet Atassut tage hensyn til de midler der skal afsættes til en sådan opgave.

 

Jeg er iøvrigt vidende om, at rådgivning er under KIS, men i mit indlæg sagde jeg helt klart, at på baggrund af de gode erfaringer der er gjort med konsulenter og vejledere er det også oplagt at be­handle dem. Derfor vil jeg gerne høre hvordan man vurderer dette område fra landsstyrets side fordi man i redegørelsen mangler lige netop dette område, og fordi vi ønsker, at man klart må udtale sig omkring dette område, fordi i dag er der så stort behov for det - i hvertfald for den rådgiver, der er placeret i Sydgrønland, for hvis vedkommende rejser til Østgrønland, så må opgaverne vente indtil ved­kommende er tilbage.

 

Vi er godtnok vidende om, at vores land er meget lang­strakt, men der sker en meget stor forhaling af op­gaverne, og selvom man ellers kommer let udenom dette, så vil jeg gerne høre hvad man har af planer på det område fra landsstyrets side. Om vi kan får nogen besvarelse på det område.

 

Og et af de punkter vi er tilfredse med, er at man her klart nævnte omkring ophalerkraner - eller ophaler­beddinger - at skal man bruge de forskellige private virksomheder i byerne hvilket betyder at man  kun betaler for ophaling og land- og søsætninger, der­efter så skal ved­kommende som får sin båd ophalet selv sørge for, at få skind­arbejdere, tømrer, malere og lign.

 

Jeg mener, at netop dette område i forhold til den hidtidige drift, der har fungeret på Amutsiviit,  er et skridt fremad, og det er et skridt som vi mener er  tilfredsstil­lende  og vi vil gerne blot ønske held og lykke.

 

Kaj Egede, ordfører for Siumut:

Fra Siumut, i forbindelse med vores første ordførerind­læg der indstillede, at der etableres små skibsværft­sværksteder i Upernavik og Ummannaq, og anmodede om, at man undersøger mulighederne for indarbejdelse af dette i finanslovforslaget i 1995, er jeg glad for at lands­styremedlemmet kom med et positivt svar hertil.

 

Vi ved, at etableringsudgifterne er på 7-8 mil. kr. og derudover er der ca. 1,5-2 mil kr. i fremtidige drift­stilskud.

 

Fra Siumut mener vi imidlertidig, at den erhvervsud­vikling, ved Ummannaq og Upernavik, der sker med hensyn til den betydelige samfundsin­vestering i fiskefabrikker og nye fiskefartøjer, får mulighed for at fortsætte, og vi vil gerne have nogle løsninger på det område. Derfor må der også ske en udbygning af værftområdet. Glas­fiberbåde fra 23 til 36 fods bliver flere og flere deroppe og derudover er der i det seneste år kommet mindre fiskefartøjer derop. Hvis disse fiskefartø­jer skal kunne fiske maksimalt, så er det nødvendigt, at der er værfts­faciliteter på i området, hvor der fiskes.

 

Til allersidst skal vi komme ind på IAs ordførers forslag omkring en nedsættelse af elpriser for værfter­ne og Amutsiviit, idet vi vil  knytte nogle bemærk­ninger hertil.

 

Jeg mener, at det formål, som Siumut også har været inde på før, harmonerer godt med de tanker Siumut har, nemlig  at der skabes mulighed for nedsættelse af elpriserne for Amutsiviit hvilket bør indgå i over­vejelserne .

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Redegørelsen indeholder mange interessante punkter og jeg ved ikke om man skal komme ind på detailjer, for hvis man skulle detailbehand­le dem, så ville det tage alt for lang tid. Derfor vil jeg blot udtale, at vi også siger tak for, at man vil medtage de punkter vi gerne vil have undersøgt. Her er det især med hensyn til elpriserne.

 

Og derudover så vil jeg blot nævne spørgsmålet omkring uddannelse, hvor der, efter hvad jeg har forstået, er enkelte landstingsmedlemmer, der mener at der skal tages hensyn til dette i finansloven for 1995, således at denne også indeholder noget vedrørerende udbygning af ud­dannelses­om­rådet indenfor Amutsiviit.

 

Selvfølgelig vil jeg blot henvise til dette fordi det ikke blev besvaret fra landsstyremed­lemmets side, og fordi det er en af mulighederne, som bør undersøges.

 

Af redegørelsen kan man se, at Amutsiviit i fremtiden har muligheder vedrørende industriop­gaverne, ligesom  man stadig har muligheder  især med hensyn til ophaler­beddinger og kraner.  Man gerne skal følge med tiden, og vi har set at man i de magre år har været lidt tilba­geholdende med vedlige­holdelsen og, at der især er udgifter med hensyn til ophaling. Man kan have nogen både der er kommet op også er flyttet til side. Det er inter­essant at kunne følge med . Det er blot nogle ting jeg ser som  interessante, der kan blive undersøgt.

 

Hans Iversen, landsstyremedlem for fiskeri, fangst og landbrug:

Jeg er også meget glad for den klare redegørelse om Amutsiviit som koordinerer det fremtidige arbejde og i forbindelse med omstruk­turering af erhvervsstøtteord­ningen, så er den meget tilpasset med bestræbelserne på, at få rentable fiskefartø­jer.

 

Grunden til at jeg kommer her på talerstolen, er Atas­suts ordfører spørgsmål: Hvordan man bedre kan udnytte konsulenterne - herunder KIS? Der blev spurgt, hvordan man vil benytte disse konsu­lenter fremover?

 

Vi ved, at fiskekuttere især bygget i 60'erne er meget forfaldne. Fiskernes behov for konsulentvirksomhed i forbindelse med anskaffelse af nye fartøjer er stort og vi har så omstruktureret KIS, også for at imødekomme dette behov. KIS har været spredt i forskellige regio­ner, nu vil det blive samlet i to regioner i Qaqorrtoq og hovedkontoret bliver så placeret i Illulisat.

 

Således som Atassut sagde, når konsulenterne skal ud på rejser, så standser deres andre opgaver men ved at man laver den nuværende ordning vil man løse disse pro­blemer.

 

Derfor håber vi, at for de der har behov for rådgiv­ning, at den nye ordning vil være en forbedring såle­des, at rådgivningen sker mens fiskefar­tøjerne stadig kan bruges og ikke i det øjeblik de skal afskrives. Og derved også kan opnå, at de kan bruges i længere tid og det ikke bliver en byrde for ejerne og vi vil gerne opnå en bedre rådgivning og service. Og vi håber, at der vil ske en yderligere forbedring i for­hold til i dag.

 

De kan jo ikke rigtig klare det administrative arbejde samtidig med, at de skal ud og rejse som konsulenter, og vi har haft svært ved at følge med i disse ting, så derfor mener jeg, at det vil være bedre at samle dem centralt med det resultat, at deres service bliver bedre.

 

Kuupik Kleist, landsstyremedlem for offentlige arbejder og trafik:

Afsluttende og ganske kort med hensyn til de sidst faldne bemærk­ninger.

 

Det er korrekt, at vores overvejelser med hensyn til Ummannaq og Upernavik, selvfølgelig  også hænger sammen med samfundsøkonomi­en og ikke mindst, at fiskere som har så kort tid til at fiske,  skal meget langt for at reparere deres fiskefartøjer. Selv­følgelig vil vi gerne give den mulighed, at de kan gøre det lokalt.

 

Sidste år og starten af i år, har man bl.a. solgt 11 fiskefartøjer, der er bygget i Qaqortoq og selvfølge­lig er de også enteresseret i at kunne reparere deres egne fiskefartøjer - dem der har bygget dem i Qaqor­toq.

 

Med hensyn til elpriserne, så hvis man ser finansloven under et hvordan den kan komme til at se ud afslut­ningsvist, så er det sprøgs­mål om man ved sådan nogle virksomheders muligheder for at betale billigere el, så er det jo afgørende, at denne besparelse også udmøntes overfor brugerne.

 

Vi plejer også at billiggøre noget som ikke tilgodeser forbrugerne, men som blot formindsker tilskuddet, så derfor er det afgørende, at sådan en billiggørelse også udmøntes overfor brugerne.

 

Til slut omkring det der blev fremsat omkring uddannel­sen, da skal jeg kommen­tere det, at man selvfølgelig en omstrukturering og forbedring af konkurren­ceevnen, så er det jo helt nødvendigt, at man får videre uddannet medarbejderne.

 

Og ved overgangen af nye opgaver ved f.eks. svejsetek­nik, så er det jo nødvendigt med uddannelse og ligesom det blev udtalt i redegørelsen, så kan man ved videre uddannelse gennemføre flere opgaver til Amutsiviit, og derfor skal vi selvfølgelig også arbejde for en rea­lisering af dette. Tak.

 

Mødeleder:

Ja, og således er debatten af redegørelsen om Amutsi­viit færdig.

 

Og afslutning omkring hvad man har af planer til Amut­siviit i fremtiden og med de faldende bemærkninger og de økonomiske konsekvenser, at det bliver realiseret, så har landsstyremed­lemmet lovet for det.

 

AP ønske om et seminar ved et af week-end'erne, så har jeg forstået lands­styremedlemmets svar derhenaf, at det kan klares ved mere konkret forslag.

 

Jeg vil blot indstille til landstinget, at der var kun 3 dagsordens­punkter til på torsdag, at vi får flyttet sidste dagsordenspunkt til på torsdag.

 

Og således er vi igennem med vores dagsorden for i dag, og på torsdag så skal vi først starte med den vi ud­satte i dag. Ja, - og således er mødet slut for i dag.

 

Punktet sluttet.