dagsordenens punkt 36-2 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Tirsdag den 25. oktober
1994 kl. 16.30.
Mødeleder: Knud Sørensen
Og her skal
socialudvalgets formand fremlægge en betænkning.
Bendt Frederiksen, formand for
socialudvalget:
Forslag til
landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov og dagpenge
ved graviditet, barsel og adoption.
Landstingets Social- og
Arbejdsmarkedsudvalg har drøftet det af Landsstyret fremsatte forslag til
landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov og dagpenge
ved graviditet, barsel og adoption forud for Landstingets 2. behandling af
forslaget.
Under 1. behandlingen
af forslaget blev der fra alle partier udtrykt støtte for forslaget som helhed.
På baggrund af de af SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening afgivne høringssvar
blev det i Landsstyremedlemmets forelæggelsesnotat og i ordførerindlægget fra
Siumut henstillet til udvalget, at der under udvalgsbehandlingen ville blive
foretaget en nærmere drøftelse af spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal
have været beskæftigelse i beregningsperioden som forudsætning for retten til
barselsdagpenge.
Inuit Ataqatigiit
anførte i sit ordførerindlæg endvidere, at udvalget skulle undersøge, om der
er realistiske muligheder for en eventuel forlængelse af barselsorlovsperioden.
Under udvalgets møde
har KANUKOKA, SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening haft mulighed for at
fremlægge sine bemærkninger til forslaget direkte overfor udvalget.
KANUKOKA henholdte sig
til sit skriftlige høringssvar, hvori der alene var knyttet redaktionelle
bemærkninger til forslaget.
SIK og Grønlands arbejdsgiverforening
henholdt sig også til indholdet af de afgivne skriftlige høringssvar, og
fastholdt således, at den foreslåede præcisering af mindst 1 times beskæftigelse
i beregningsperioden forud for barslen synes at være i strid med forordningens
oprindelige intentioner.
SIK anførte, at der
efter organisationens opfattelse vil være lige så stor arbejdsmarkedstilknytning
for en arbejdsløs, der har været tilmeldt arbejdsmarkedskontoret som ledig i
hele beregningsperioden uden at have været beskæftiget på noget tidspunkt i
perioden, som for medhjælpende hustruer og fangerhustruer.
Grønlands
Arbejdsgiverforening mente, at der med forslaget i forhold til den gældende
forordning er tale om en forringelse af de arbejdsløses vilkår i forbindelse med
barsel.
Udvalget har taget
organisationernes bemærkninger samt de afgivne henstillinger under 1.
behandlingen til efterretning, og har således drøftet de spørgsmål, som disse
bemærkninger og henstillinger giver anledning til.
Udvalget har bemærket
sig, at KANUKOKA ikke har fremført indvendinger mod forslaget. Udvalget er
iøvrigt af den opfattelse, at forslaget ikke indebærer en forringelse af de
arbejdsløses vilkår, idet der alene er tale om en nødvendig præcisering i forordningen
af den praksis, der hidtil har været gældende. Det har således også hidtil
efter administrativ praksis været en betingelse for de arbejdsløses ret til
dagpenge efter forordningen, at den pågældende i beregningsperioden forud for
barslen har været beskæftiget i mindst 1 time. Udvalget skal i den forbindelse
også henlede opmærksomheden på, at der i det under denne samling fremlagte
forslag til ændring af landstingsforordningen om hjælp fra det offentlige,
punkt 35, er foreslået en ændring, der sikrer arbejdsløse offentlig hjælp
modtagere ret til at nægte at påtage sig anvist arbejde i en periode, der
svarer til orlovsperioden efter landstingsforordningen om orlov og dagpenge
ved graviditet, barsel og adoption.
Udvalget skal til SIK's
bemærkninger anføre, at medhjælpende hustruer, selvstændige og fisker- og
fangerhustruer er berettiget til minimumsydelsen efter forordningen, fordi
de udfører et arbejde, der kan sidestilles med et lønarbejde, og derigennem
også har en arbejdsmarkedstilknytning. Disse grupper vil i forbindelse med
barslen have et indtægtstab, enten direkte eller indirekte ved, at deres
arbejde i forbindelse med barslen må udføres af en anden. Dette gør sig ikke
gældende for arbejdsløse, der overhovedet ikke har været beskæftiget i perioden
forud for barslen.
Idet udvalget iøvrigt
henviser til de i bemærkningerne til forslaget anførte begrundelser for
præciseringen af kravet om mindst 1 times beskæftigelse som forudsætning for
arbejdsløses ret til dagpenge, skal udvalget udtale sin støtte for den
foreslåede præcisering.
Med hensyn til
spørgsmålet om, hvorvidt der er realistiske muligheder for en forlængelse af
barselsorlovsperioden, blev der under udvalgets møde af Direktoratet for
Sociale Anliggender og Arbejdsmarked givet udvalget en orientering om de
økonomiske konsekvenser af en forlængelse af orloven.
Det blev overfor
udvalget oplyst, at en udvidelse af orlovsperioden fra nuværende ialt 20 uger
til eksempelvis 24 uger vil betyde en estimeret merudgift på ialt ca. 3,9 mio.
kroner på årsbasis, heraf ca. 3,5 mio. for Landskassen og ca. 400.000 for
kommunerne. Det kan således konkluderes, at det koster samfundet knapt 1 mio.
kr. om året for hver uge, orlovsperioden forlænges.
Det blev i samme
forbindelse oplyst udvalget, at den udvidelse af den berettigede personkreds,
som et eventuelt bortfald af kravet om beskæftigelse i beregningsperioden
ville indebære, vil medføre en estimeret merudgift for samfundet på årsbasis
på ca. 7,1 mio. kr.
Udvalget tog
orienteringen til efterretning og konkluderede, at der ikke indenfor de
bevillingsmæssige rammer i finansloven for 1995 er realistiske muligheder for
forlængelse af orlovsperioden på nuværende tidspunkt.
Idet udvalget iøvrigt
kan tilslutte sig de foreslåede bestemmelser i forslaget, skal udvalget i
enighed indstille til Landstinget, at forslaget overgår til 3. behandlingen i
den foreliggende form.
Landstingets Social- og
Arbejdsmarkedsudvalgs medlemmer vil jeg nok vende tilbage til.
Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for
Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
Ja, da samtlige
landstingsmedlemmer i enighed har foreslået, at forslaget overgår til 3.
behandling i sin foreliggende form, er Landsstyret tilfreds hermed, og
Landsstyret kan uden bemærkninger blot tilslutte sig denne indstilling.
Mødeleder:
Og vi går så over til
partiernes ordførere.
Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:
Vi skal fra Siumut
tilkendegive vor tilslutning til betænkningen afgivet af social- og arbejdsmarkedsudvalget:
Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning orlov og
dagpenge ved graviditet, barsel og adoption, der er blevet seriøst drøftet i
udvalget.
Og i den forbindelse
har KANUKOKA, SIK samt arbejdsgiverforeningen haft mulighed for foretræde for
udvalget. Således er forordningsforslaget blevet behandlet meget seriøst.
Nærværende
forordningsforslag åbner en mulighed for alle, og vi skal derfor uden flere
kommentarer fra Siumuts side henstille, at forslaget overgår til 3. behandling
i den foreliggende form.
Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:
Idet vi støtter
betænkningen fra Social- og Arbejdsmarkedsudvalg i helhed, skal vi fra Atassut
og IP udtale, at en forlængelse af barselsorlovsperioden ellers er ønskelig,
men vi forstår, at det ikke er muligt på nuværende tidspunkt. Vi skal foreslå,
at der arbejdes videre med dette samtidig med arbejdet vedr. forældreorlovsordningen.
Med disse bemærkninger
går vi ind for, at ændringsforslaget går videre til 3. behandling i den
foreliggende form.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit
Ataqatigiit:
Eftersom et enigt
social- og arbejdsmarkedsudvalg tilslutter sig dette forslag, skal Inuit
Ataqatigiit blot med disse korte bemærkninger ligeledes indstille, at forslaget
overgår til tredje behandling i den foreliggende form, også selvom vi finder
det ærgerligt, at der indenfor de bevillingsmæssige rammer ikke er muligheder
for en eventuel forlængelse af orlovsperioden på nuværende tidspunkt.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit
Partiiat:
Fra Akulliit partiaat
vil vi blot henvise til vore bemærkninger under første behandling af denne sag,
og da forslaget giver muligheder til alle, vil vi stemme for, at det overgår
til tredje behandling.
Henriette Rasmussen, Landsstyremedlem for
Sociale Anliggender og Arbejdsmarked:
Det vil nok være på sin
plads at præcisere med hensyn til barselsorloven, at det i henhold til
forordningen er sådan, at dem, der har ret til orlov, det er dem, der ellers
kommer til at miste sine indtægter. Alle andre vil få hjælp fra det offentlige
i henhold til forordningen herom. ........Og indtil nu og ud fra den debat i
landstinget og ligesom vi under første behandlingen på vegne af landsstyret
udtalte at man skal have undersøgt om forordningen i henhold til forordningen
om barselsorloven kan blive forlænget....Det vil vi gerne undersøge, og
ligeledes med hensyn til Atassuts forslag om forældreorlovsperiode, skal vi
også undersøge dette.
Mødeleder: Knud
Sørensen:
Ja, således er punkt
36, forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om
orlov og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption andenbehandlet. Og det er
så et enigt udvalgs medlemmer, som er blevet enige om forordningsforslaget, og
hermed skal jeg bede dem, der er for en overgang til tredje behandling i den
foreliggende form, om at rejse sig. 27.
Punktet sluttet.