dagsordenens punkt 22-1 |
||
1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Mødeleder: Emilie Lennert
Emil Abelsen, landsstyremedlemmet for økonomiske anliggender:
På landsstyrets vegne skal jeg hermed fremlægge
forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om ind- og udførsel af
varer. Landsstyret foreslår for det første, at landsstyret bemyndiges til at udstede
en bekendtgørelse som tillader butikker og kiosker i lufthavnene, at sælge
afgiftsfrie varer til personer som ankommer fra udlandet. Forslaget sigter
mod at flytte en del af det indkøb, som rejsende i dag foretager i tax-free
butikker i udlandet og i fly til butikker og kiosker i de grønlandske
lufthavne.
Det er landsstyrets håb, at reglerne vil medføre
en øget omsætning i de nævnte butikker og kiosker, og derved forhåbentlig øge
indtjeningen i disse. Ordningen minder om den, vi kender fra Island. Det har
forud for fremsættelsen af forslaget været undersøgt om ordningen vil være i
strid med internationale luftfartsaftaler. Undersøgelsen har klarlagt, at det
ikke vil være tilfældet. I sammenhæng med dette forslag foreslås
"kiosker" i landstingslovens paragraf 11, erstattet af "forretninger",
så en eventuel sondring mellem butikker og kiosker bliver uden betydning for,
om der kan udstedes bevilling til afgiftsfri indførsel og afgiftsfrit salg,
ligesom der foreslås visse konsekvensændringer.
For det andet foreslår landsstyret, at der også
åbnes adgang til at meddele fritagelse for indførselsafgift på varer, som undergives
en bearbejdningsproces i Grønland. Efter forslaget kan landsstyret fremover
meddele hel eller delvis fritagelse for afgift i det omfang en fritagelse er
nødvendig for at sikre en prisneutral konkurrencesituation i detailhandlen.
Med disse bemærkninger skal jeg på landsstyrets
vegne overlade forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om ind-
og udførsel af varer til landstingets behandling, og efter behandling i
skatteudvalget, overgang til anden behandling. Det vil sige, at det man har
ment her er, at afgiftsfri varer også skal kunne købes i Kangerlussuaq, og at
man kan medtage disse varer ud og ind af landet. Ligesom f.eks. lammeprodukter
og deres indførsel at disse afgifter derigennem vil ophæves således at man
også kan mene, at det vil få en lille indflydelse på fåreavlen.
Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:
Vi har fra Siumuts side her i salen, påpeget at
rejsende med fly til Grønland som kommer fra andre lande kan få mulighed for
at købe tax-free varer ved ankomsten, idet vi mener, at dette vil medfører
større cirkulation af penge og højere omsætning her i landet. Det er således,
at rejsende med Grønland som destination har mulighed for at foretage tax-free
indkøb i andre landes lufthavne, forretninger samt ombord i flyene, og
benytter en betragtelig sum penge til sådanne indkøb. Vi kan bane vejen for at
disse penge kan blive brugt her i vort land.
I Siumut tilslutter vi os at ordet
"kiosker" i landstingslov om ind- og udførsel af varer, paragraf 11,
bliver erstattet med "forretninger".
Ligeledes går vi i Siumut ind for, at landsstyret
bemyndiges til at fastsætte regler med henblik på, at der også åbnes adgang
til at meddele fritagelse for indførselsafgift på varer som undergives en
bearbejdningsproces i Grønland. Det er formålet, at der på denne måde sikres
en prisneutral konkurrencesituation mellem de varer, der er produceret her i
landet og i udlandet. Vi skal henstille, at herværende forslag til ændring af
landstingslov om ind- og udførsel af varer behandles i skatteudvalget forinden
andenbehandlingen.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Vi har længe været lidt misundelige på
islændingene, at de kunne købe afgiftsfri varer ved ankomsten og derved undgå
at skulle rejse over Atlanten med flasker og lignende. Derfor tiltræder Atassut
lovforslaget som en god ide.
Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Landsstyrets herværende forslag hilser Inuit
Ataqatigiit med glæde. Forslaget om at flypassagerer ved indrejse til
Grønland skal kunne købe toldfri varer i vores lufthavne er ikke af ny dato.
Allerede under forhandlingerne om den resterende del af KGH's overtagelse pr.
1 januar 86' forsøgte Hjemmestyret at overtage tax-free butikken i
Kangerlussuaq netop med sigte på en ændring til den praksis som nu foreligger i
ændringsforslaget. En vedtagelse af ændringsforslaget kan naturligvis forventes
at have en positiv effekt på lufthavnsvæsenets indtjening.
Ændringsforslagets anden del er mere fleksibel,
end de forslag der tidligere har været fremme om spørgsmålet, ligesom den
stiller alle indhandlende lige. Inuit Ataqatigiit indstiller derfor forslagets
vedtagelse. En vedtagelse, der bemyndiger landsstyret, vil overflødiggøre
drøftelser af enkelte varegruppers fritagelse for afgift fra samling til
samling. Det er naturligvis en forudsætning, at landsstyret på den ene side
tager vare på landets og således samfundets interesser på bedste måde og på den
anden side tager hensyn til Grønlands internationale forpligtelser.
Forekommer der eventuelt tilsidesættelse af
disse forudsætninger, er landstinget der altid som en vagthund. Med disse bemærkninger
går vi ind for forslagets behandling i skatteudvalget inden det går over til
andenbehandling her i salen.
Hans Pavia Egede, ordfører for Akulliit Partiiat:
Vi støtter forslaget til landstingslov om ændring
af landstingslov om ind- og udførsel af varer fuldt ud, og mener at yderligere
uddybende kommentarer ikke er nødvendige. Dog vil vi udtrykke vor tilfredshed
med dette tiltag, da det givetvis vil skabe nye arbejdspladser og en øget
omsætning og pengestrøm internt i Grønland. Når den nye ordning træder i kraft,
vil det være naturligt og hensigtsmæssigt, at denne form for forretning
overdrages og drives af de private handlende.
Med disse bemærkninger støtter vi lovforslaget og
at forslaget behandles i skatteudvalget inden overgangen til andenbehandling.
Lars Chemnitz, ordfører for Atassut:
Jeg undskylder, men vi havde glemt at vores
ordførerindlæg er sammen med Issittup Partiia.
Mødeleder:
Udover Siumut har Kaj Egede bedt om ordet.
Kaj Egede, Siumut:
I forbindelse med forårssamlingen har jeg fremsat
et forslag om, at der ved indførsel af varer til Grønland og udførsel af varer
fra Grønland skete en ændring af loven om ind- og udførsel af varer med henblik
på, at man udnytter slagteriet bedre og således, at de grydeklare produkter
udefra kan overtages af slagteriet til gavn for økonomien.
Mit forslag blev behandlet i skatteudvalget og
skatteudvalgets betænkning meddelte, at mit forslag ville have en gavnlig
virkning på beskæftigelsessituationen, og det ville også have en gavnlig virkning
for fåreavlererhvervet. Men til trods herfor har skatteudvalget dengang meddelt
i samme betænkning, at tiden ikke er inde til at fremkomme med sådan et
forslag.
Dengang har jeg klaget over udvalgets resultat, og
det er glædeligt, at landsstyret har taget sagen op igen og fremsætter et
forslag om, at landsstyret bemyndiges til at fastsætte nogle regler omkring
ordningen. Jeg håber, at man åbner disse muligheder, og jeg håber, at landsstyret
vil benytte sig af denne mulighed, ligeså snart loven træder ikraft, således at
man begrænser vor import og det så bliver til gavn for beskæftigelsessituationen
her i landet.
Josef Motzfeldt, ordfører Inuit Ataqatigiit:
Med hensyn til sidste ordfører så skal jeg
udtale, at hvis man skal udtale kort omkring det historiske forløb, ligesom man
i dagsordenens punkter har sagt fra IA, at man ved dette forslag giver ens
vilkår til samtlige handlende. Kaj Egede forslog i sit forårssamlingsforslag,
at det er Neqi A/S, der bliver fritaget for afgiftsbehandling ved import af
varer, og dette har vi ikke syntes er på sin plads i skatteudvalget, fordi
sådan en dispensation bør ske på samme vilkår til alle handlende, og det er på
baggrund af dette, at skatteudvalget har givet afslag på forslaget dengang.
Kaj Egede, Siumut:
Jeg skal ikke gentage, men ved ændring af loven
så giver man landsstyret bemyndigelse til at fastsætte regler vedrørende
ændring til import, og at udstedelsen af bekendtgørelsen hører under landsstyrets regi. Men jeg håber, at
denne mulighed vil blive brugt således, at man derigennem kan skabe arbejdspladser.
Det er det mit forslag er sigtet på.
Mødeleder:
Og således kan vi gå bort fra dagsordenspunktet,
da den bliver støtte af alle, og at den forinden andenbehandlingen bliver
genstand for behandlingen i skatteudvalget. Vi går over til dagsordens punkt
23, forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om havneafgift.
Punktet sluttet.