|
Dagsordenens punkt 24-1 |
||
| 1. behandling | 2. behandling | 3. behandling |
Torsdag den 7. oktober 1993
Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Jeg har til Landstingets efterårssamling 1993 fremsat følgende forslag:
Til forårssamlingen 1993 stillede jeg forslag om, at personer der ellers ikke har nået pensionsalderen, men som har måttet opgive deres erhverv efter påbud fra læge samt personer der ellers allerede har opnået pensionsalderen - men på grund af rigelig indtægt i familien - helt eller delvist bliver frakendt retten til den sociale pension, også skal kunne få deres pension udbetalt.
Da jeg ikke har været tilfreds med den skriftlige besvarelse i forslaget, har jeg fremsat denne i en ny udformning, da nødvendigheden i forslaget - som jeg allerede har udtalt - ikke kan skjules.
Vi ved allesammen, hvordan den økonomiske nedgangsperiode har været. Levetiden for de ældre er samtidig heldig- og lykkeligvis blevet længere og længere. Alle disse forhold taget i betragtning kan vi se, at forslaget vil medføre ikke en ubetydelig udgift men til trods herfor, må vi uanset hvilken samfund vi end måtte befinde os i, sørge for at de, der ikke længere kan varetage arbejde, samt dem der har nået pensionsalderen også må have økonomisk trygge forhold.
Efter den nugældende forordningsbestemmelse, mistes retten til udbetaling af pension, såfremt ægtefællens indtægt er rigelig. Denne bestemmelse er meget utidssvarende, da vi alle sammen, uanset hvem vi er, nu i vore dage gerne vil have lidt penge, der er vor egne. Og hvem vil kunne føre en lykkelig og tilfreds tilværelse, såfremt vedkommende kun vil kunne forlade sig på familiens forsørgelse af en.
I dag, hvor den sociale pension og førtidspension ikke længere udbetales på lige vilkår til alle, er der blevet mange mennesker - uanset hvor meget de har måttet arbejde tidligere - som ikke kan få en eneste krone udbetalt i deres alderdom. Sådanne forhold vil sikkert virke beskæmmende i andre samfund.
Derfor må vi ændre vores nuværende ordning således, at mennesker der ikke længere kan udføre arbejde og derved ikke kan skaffe sig indtægter, det må samfundets kasse sørge for. Dette må sikres gennem de årlige finanslove.
Jeg vil til sidst understrege, at jeg ikke i mit nærværende forslag tager sigte på personer, der allerede har en anden pensionsindtægt. Men jeg tænker på de personer der ikke har ret til pension efter deres tidligere erhverv, og som derfor kun kan sætte deres lid til den sociale pension eller førtidspension fra samfundet.
Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender:
Jeg skal hermed på Landsstyrets vegne fremlægge forslag til ændring af landstingsforordningen om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v., idet jeg skal oplyse om at forslaget har været sendt til høring hos Kanukoka, Økonomidirektoratet samt Personaledirektoratet.
Derudover skal jeg kommentere hr. Nikolaj Heinrichs forslag om ændring af tildelingsreglerne for pension.
Der forelægges dels regelændringer i forbindelse med tiltrædelsen af Nordisk Konvention om Social Sikring, dels omkring finansieringsbestemmelserne m.h.p. at afhjælpe de uheldige likviditetsvirkninger, som den hidtidige efterreguleringsprocedure for bloktilskuddet til pensioner har medført.
Indledningsvis nødvendiggør tiltrædelsen af den Nordiske Konvention om Social Sikring, at dens fire hovedprincipper tydeliggøres eller indarbejdes i pensionsforordningen.
Det drejer sig for det første om "ligebehandling-på-stedet-princippet", som Grønland hele tiden har fulgt.
For det andet "pro-rata-temporis princippet", hvor personer er sikret på grundlag af et forsikringsprincip, der bygger på det antal år, man har haft bopæl i landet.
For det tredje et sammenlægningsprincip, hvor den pension, man har optjent i de enkelte lande, sammensættes af andele fra disse.
For det fjerde et eksport-princip, hvor ydelserne til den enkelte berettigede pensionist skal eksporteres til det land, hvor vedkommende har bopæl.
Principperne er indarbejdet i de første 8 punkter af forordningens ' 1.
Forordningens punkt 9 i ' 1 omhandler ændringen omkring finansieringen af pensioner. Denne ændring skal først og fremmest tjene til en smidigere afregning af bloktilskuddet mellem kommuner og landskasse, således at de indtil nu meget omtalte, og meget omfattende efterreguleringer af bloktilskuddet, som har haft negative likviditetsvirkninger for såvel landskasse som kommuner, fremover undgås.
Endvidere skal en præcisering af reglerne omkring afregning give Hjemmestyret et bedre indblik i, hvorledes udgifterne til vore ældre medborgere faktisk fordeler sig. En sådan viden er en nødvendighed ved en fastlæggelse af en fremtidig ældrepolitik, idet netop denne gruppe af borgere i vort samfund er hastigt tiltagende og stiller nye krav til vores planlægning.
Endvidere skal jeg på Landsstyrets vegne knytte nogle bemærkninger til det af hr. Nikolaj Heinrich fremsatte forslag om ændring af tildelingsreglerne for pension.
Forslaget medfører en udvidelse af kredsen af pensionsberettigede, idet det ønskes at alderspensionister, der efter de nuværende regler ikke kan få pension udbetalt grundet ægtefællens indtægt, fremtidigt skal kunne modtage fuld pension, svarende til grundbeløbet for en enlig på kr. 82.812.
Endvidere fremfører hr. Nikolaj Heinrich, at "personer, der ellers ikke har nået pensionsalderen, men som har måttet opgive deres hverv efter påbud fra lægen", skal have ret til pension.
Hr. Nikolaj Heinrich henviser i sit forslag til, at tiderne har ændret sig, og at alle i vore dage gerne vil have en selvstændig indkomst at disponere over.
Forslagsstilleren nævner endvidere, at pensionen ikke udbetales på lige vilkår til alle, og sigter specielt på personer, som ikke har ret til pension efter deres tidligere erhverv.
Vores pensionssystem er indrettet m.h.p. at sikre vore ældre et eksistensgrundlag. Samtidig er systemet indrettet således, at der er mulighed for at tage højde for individuelle forhold, og at pensionen kan tilpasses den enkeltes behov.
Det er i den forbindelse bestemt at der fastsættes en regulering af grundbeløbene med udgangspunkt i den indkomst, den enkelte måtte tjene ved siden af sin pension. Endvidere er der fastsat retningslinier for, at kommunerne kan udbetale personlige tillæg som supplement til pensionen netop for at sikre, at alle sikres et rimeligt eksistensniveau.
Specielt omkring ægtefællers forhold viderefører pensionslovgivningen blot ægteskabslovgivningens principper om, at ægtefæller har forsørgelsespligt overfor hinanden, og derfor betragtes ægtefæller og samlevende som en enhed i økonomisk forstand, ligesom man iøvrigt også gør i skattelovgivningen omkring indtjening af anden A-indkomst. Dette er baggrunden for, at grundbeløbet for ægtepar er fastsat til kr. 124.218.
Den anden gruppe forslagstilleren specielt sigter på, formoder jeg er førtidspensionisterne, idet disse jo netop er tilkendt ret til pension, som følge af erhvervsudygtighed.
Disse pensionister er under alle omstændigheder berettigede til 20% af grundbeløbet, jvf. ' 8, stk. 3 i forordningen om sociale pensioner.
Landstingsforordningen om sociale pensioner sikrer netop denne persongruppe ret til, som minimum, 16.512,- kr. årligt for enlige, samt 24.864,- kr. for par, men også her kan der tages højde for individuelle forhold, og udbetales personlige tillæg.
Forslagstilleren forventer ganske korrekt, at en gennemførelse af forslaget vil medføre væsentlige merudgifter; nærmere betegnet en merudgift i størrelsesordenen 143 mio. kr., såfremt alle pensionister skal have udbetalt det nuværende fulde grundbeløb for enlige på 82.812 kr., uanset deres eventuelle status som værende gift eller førtidspensionist.
Dette forslag er ikke praktisk gennemførligt i den nuværende økonomiske situation, hvor Landsstyret netop de senere år har måttet gennemføre væsentlige tillægsbevillinger til pensionsområdet, og hvor man ved, at udgifterne fortsat vil være stigende ved uændret sikringsniveau, idet antallet af pensionister forventes at stige med 50 % frem til år 2000.
Landsstyret har pligt til at sikre sig, at vore lovgivningsinititativer er i overensstemmelse med de økonomiske realiteter. Det betyder, at vi må prioritere vores knappe økonomiske ressourcer på en sådan måde, at vi ikke med vores nuværende beslutninger påfører kommende generationer uløselige økonomiske problemer. En beslutning om en væsentlig udvidelse i udgiftsniveauet på pensionsområdet i nuværende situation vil være i strid med den forsvarlige økonomiske opretningspolitik, som dette Landsstyre har søgt gennemført.
Med disse ord håber jeg at have besvaret Hr. Nikolaj Heinrichs forespørgsel og vil overlade forslaget om forordningsændring til Landstingets behandling.
Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:
Siumut skal herved tilkendegive, at vi i princippet går ind for forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner.
Ændringer i den eksisterende landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner er nødvendiggjort af, efter at vi er gået ind for Nordisk konvention om social sikring, hvis intentioner går på at skabe lige vilkår landene imellem.
Ligeledes er vi i Siumut enige i den foreslåede ændring om finansiering af ordningen, således at den nugældende ordning, hvor tilskuddene ydes bagud, i henhold til forslaget erstattes med en bedre ordning.
Til Nikolaj Heinrichs forslag har vi den bemærkning, at den nuværende landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner, indeholder ordninger der tager sigte på ens vilkår for de ældre, idet ældre der ikke oppebærer andre former for pensioner og som ikke har andre indtægtsmuligheder, er blevet godt tilgodeset i den nuværende ordning, således at skævhederne i deres vilkår er udjævnet, og vi mener på den baggrund, at vi
kan mærke, at en overvejende del af de ældre, der ikke har fået udbetalt anden form for pension, er veltilfredse med den nugældende ordning.
Med disse bemærkninger går vi ind for forslaget til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner, og henstiller, at forslaget før anden behandling, overgår til behandling i Landstingets Sociale udvalg.
Emilie Lennert, ordfører for Atassut:
Atassut finder det naturligt, at landstingsforordning om pensioner og ældreinstitutioner m.v. foreslås ændret i forbindelse med Landstingets vedtagelse af tiltræden af Nordisk Konvention om Social Sikring.
Atassut støtter de nødvendige ændringer og rettelser i forordningen, som er foreslået.
I forordningens punkt 9 i pgr. 1 foreslås ændringer omkring finansiering af pensioner. Det omhandler Hjemmestyrets efterreguleringer til kommunerne. Praksis i dag giver problemer for kommunerne, der til daglig administrerer forordningen, når der opstår uventede skævheder ved nye tiltag. Derfor er forslaget tilfredsstillende og støtteværdig, fordi det vil være til gavn for begge parter.
Nikolaj Heinrichs forslag om ændring af tildelingsreglerne for pension er i princippet værd at støtte, men på grund af de økonomiske konsekvenser har Atassut svært ved at gå ind for forslaget.
De af Nikolaj Heinrich påpegede forhold i sit forslag, jeg citerer: "Efter den nugældende forordnings bestemmelser mister en ægtefælle retten til udbetaling af pension, såfremt ægtefællens indtægt er rigelig. Denne bestemmelse er meget utidssvarende, da vi allesammen uanset hvem vi er, nu i vore dage gerne vil have lidt penge, der er vore egne, og hvem vil kunne føre en lykkelig og tilfreds tilværelse, såfremt vedkommende kun vil kunne forlade sig på familiens forsørgelse af den?", støtter Atassut fuld ud.
Atassut støtter Nikolaj Heinrich i hans påstand om, at det piner de gamle mennesker meget, at når de pensioneres i 60 års alderen ikke får en rød øre udbetalt fra de offentlige, grundet ægtefællens indtægt, bortset fra tilskud til rejser og børnetillæg.
Der er mange, som altid har bidraget til forsørgelsen, især i disse arbejdsløshedstider og efter det fyldte 60. år, skubbes ud af deres arbejde, og får mindreværdskomplekser overfor andre.
Hvorfor skal vi ikke kunne yde disse personer en pension, f.eks. på 20 % af grundbeløbet? Vi kan således give dem chancen for selv at kunne disponere over et beløb, de selv kan bruge, således at de ikke føler sig så meget ringere og tilbageholdende overfor andre.
Atassut ønsker at dette spørgsmål bliver drøftet nærmere i Socialudvalget.
I denne forbindelse ønsker Atassut, at beskatning af pensionen også nærmere drøftes i Socialudvalget. Det er jo ikke fremmed for os at høre pensionisternes utilfredshed med dette spørgsmål, som mange siger "giver med den ene hånd og tager en stor del med den anden hånd".
Atassut har i forbindelse med åbningsdebatten fremført, at vi stadigvæk mener, at vi må give pensionisterne en pension, de kan leve af, uden de skal gå tiggergang efter personlige tillæg.
Det er kedeligt nok, at der i dag er stor forskel på ydelsernes størrelse fra kommune til kommune. Når man tænker på forholdene i dag, hvad angår den store nedgang i skatteindtægterne rundt omkring i landet, arbejdsløshedshed, tilbagegang i fiskeriet, er der sket mærkbare forøgelser af sociale ydelser.
Alle disse ting er jo medvirkende til, at forskellen på pensionsydelserne er stor fra kommune til kommune, til trods for een forordning gældende for hele landet.
I denne forbindelse ønsker vi vores forslag til ændring af sociale pensioner m.v. af 2. august 1991 nærmere vurderet for belysning af, hvilke økonomiske konsekvenser, dette forslag kan medføre.
Med disse ord går Atassut ind for det fremsatte ændringsforslag og ønsker, at de af os fremsatte forslag bliver drøftet i Socialudvalget.
Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:
Det er blandt andet ud fra den forleden drøftede Nordisk Konvention om Social Sikring, at det er blevet nødvendigt af ændre landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner.
Således er ændringerne gældende først og fremmest for borgere i andre lande, når de har haft bopæl her i landet. Ændringerne har således ikke berøring med vor egne pensionister.
Selvfølgelig er de samme regler gældende for vore borgere i Grønland, når de opholder sig i andre lande, som er omfattet af den samme Konvention.
Disse ændringer i vores lovgivning er nødvendige for at føre de hensigter om ligebehandling for borgerne, som bliver omfattet af den nævnte Konvention ud i livet.
Det andet ændringsforslag støtter Inuit Ataqatigiit ligeledes fuldt ud. Det er indførelsen af en refusionsordning af de midler, kommunerne bruger til pensioner og børnetilskud.
Der har i de senere år været store efterberegninger på disse midler, og derudover har der været problemer med likvide midler i kommunerne på grund af den gamle ordning. Disse problemer vil vi nu kunne undgå, da kommunerne vil få refunderet deres forbrug med det samme.
Angående landstingsmedlem Nikolaj Heinrichs forslag vil IA udtrykke følgende. Naturligvis finder vi i Inuit Ataqatigiit det vigtigt at borgerne, også de ældre pensionister får de bedst mulige økonomiske betingelser at leve under.
Hertil er det absolut en nødvendighed, at vi går ud fra de givne muligheder og midler, som vi råder over idag. At fordele midlerne til dem, der har behov, er vores pligt her i Landstinget.
At et pensionistpar, hver skal have ret til fuld pension, vil kræve en eksta udgift på 143 mio. kr. for Landskassen på nuværende tidspunkt.
Især med henblik på, at vi skal have råd til de kommende sociale udgifter, er dette forslag helt ude af trit med virkeligheden.
Vi ved, at der bliver stillet store krav til den ældre generation, og vi ved alle sammen, at vi mister indtægter i det øjeblik, vi holder op på arbejdsmarkedet.
Men vi skal heller ikke være blinde for, at en god livskvalitet i de ældre år ikke er afhængig af penge alene, og at den ældre generation har vist, at de har viljen, som vi især har oplevet med de mange, der arbejder i de ældres organisationer rundt på kysten.
Med disse ord går vi ind for ændringerne af forordningen om pensioner m.v.
Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:
Indledningvis skal jeg sige, at Akulliit Partiiat er enige i ændringsforslaget til landstingsforordningen med følgende bemærkninger:
I Akulliit Partiiat bemærker vi og er enige i, at forslaget om ændring indeholder regelændringer i forbindelse med Landstingets tiltræden af Nordisk Konvention om social sikring.
Ændringer af finansieringsbestemmelserne m.h.p. at afhjælpe de uheldige likviditetsvirkninger, som den hidtidige efterreguleringsprocedure for bloktilskuddet til pensioner har medført.
I Akulliit Partiiat konstater vi og er enig i ændringsforslaget, da tiltrædelse af den Nordiske Konvention om social sikring nødvendiggør, at dens fire hovedprincipper tydeliggøres eller indarbejdes i pensionsforordningen.
De følgende fire hovedprincipper - som vi iøvrigt har taget stilling til under pkt. 22, Nordisk Konvention om Social Sikring er følgende:
1. "Ligebehandling-på stedet-princippet", som Grønland hele tiden har fulgt.
2. "Pro-rata-temporis princippet", hvor personer er sikret på grundlag af et forsikringsprincip, der bygger på det antal år, man har haft bopæl i
landet.
3. Sammenlægningsprincippet, hvor den pension, man har optjent i de enkelte lande, sammensættes af andele fra disse.
4. Eksportprincippet, hvor ydelserne til den enkelte
berettigede pensionist skal eksporteres til det land, hvor vedkommende har bopæl.
Endvidere konstaterer vi, at punkt 9 i ' 1 tjener til en smidigere afregning af bloktilskuddet mellem kommunerne og Landskassen, således at de indtil nu meget omtalte, og meget omfattende efterreguleringer af bloktilskuddet, som har haft negative likviditetsvirkninger for såvel Landskasse som kommuner, fremover undgås.
Vedrørende Nikolaj Heinrichs forslag, så kan vi også af forslaget se de økonomiske konsekvenser, hvis forslaget realiseres.
Men vi vil dertil udtale, at det er rigtigt, at vi må kulegrave de ældres forhold nøjere og søge at løse problemerne, der ligger deri.
Med disse korte bemærkninger, går vi ind for det foreslåede ændringsforslag.
Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:
Et af de forhold, der tales om i dag, i forbindelse med ønsket om at få indført bedre koordinerede politiske ordninger på forskellige områder er de forhold, vore ældre og handicappede nu lever under.
Vores forfædres syn på og de forhold de har givet deres ældre, har efter gamle overleveringer været meget forskelligartede, nogle levede under meget trygge forhold, mens andre levede under helt andre forhold.
Men når man ser på realiteterne i dag, hvor der tales om ønsket om at ville give alle lige vilkår, er der også tale om forskelle fra sted til sted på vor langstrakte kyst. Her afhænger forholdene mest af kommunernes arbejdsform og økonomiske formåen.
På baggrund af vort lands tiltagende afhængighed af forholdene i andre lande, begynder vore ældres forhold også at være afhængige af disse. Dette er tilfredsstillende, når man hører til dem, der mener, at vore ældres forhold bør være mere tilfredsstillende.
Vi er nemlig vidende om, at der findes andre lande, der giver deres ældre langt tryggere vilkår end de vilkår, vi giver vore ældre her i landet.
Der er ingen tvivl om, at landsstyreformandens optimistiske åbningstale ved dette mødes åbning, er blevet modtaget godt blandt befolkningen. Der er sikkert mange, der derved har tænkt på, at deres forhold ville kunne blive forbedret.
Vi må søge at få dette realiseret på den bedst mulige måde og ikke her glemme vores ældre og andre, der helt eller delvis har mistet deres selvhjulpenhed.
Det herved fremsatte forslag om ændring af Landstingsforordningen har sin baggrund i det vi behandlede i forgårs, nemlig Hjemmestyrets udtalelse til ny Nordisk Konvention om Social Sikring, som alle landstingspartierne gik ind for med deres støtte.
Ved denne Konvention opnår man sikkerhed for koordinering af mulighederne i de social sikringsydelser i de nordiske lande.
Jeg har fremsat et forslag, der har nøje sammenhæng, med det vi debatterer her, et forslag, der er fremsat ud fra realiteterne, men som samtidig også indebærer udgifter. Jeg mener derfor, at den manglende støtte til forslaget først og fremmest har sin baggrund i vores nuværende økonomiske situation.
Dette havde jeg allerede regnet med på forhånd, da svaret var det samme for 2 år siden, da jeg på daværende tidspunkt fremsatte et forslag med næsten samme indhold.
Besvarelsen af mit forslag lyder på, at såfremt der gennemføres en ordning som mit forslag, ville det medføre en merudgift på 143 mio. kr. Det er mange penge, det er værdien af, hvad vi sparer årligt, hvad vore ældre angår.
Lad mig understrege, at jeg i mit forslag ikke har haft til hensigt at få gennemført udbetaling af det fulde pensionsgrundbeløb månedligt eller årlig til enlige eller ægtepar.
Men jeg har i mit forslag haft baggrund i forholdene for personer, der ikke længere må udføre arbejde samt personer, der elles har opnået pensionsalderen, men som på grund af deres ægtefælles indkomstforhold får tilkendt 0 kr. i årlig pension.
Disse mennesker er i deres vilkår, og i menneskeværd placeret meget langt nede i samfundet, selvom de til dels i mange år også har været med til at arbejde for samfundet.
Derfor vil jeg på baggrund af besvarelsen af mit forslag, sige, som man kan kalde en klar tilbagevisning, anmode Socialudvalget om at foretage en mere tilbundsgående undersøgelse, herunder bl.a. at søge at få klarlagt, hvor mange personer i hele landet der ellers behøver at få tilkendt pension, men som ikke kan opnå pension på grund af forholdene.
Når man har fået klarlagt disse forhold, vil man kunne vende tilbage til mit forslag. Som jeg allerede har givet udtryk for, mener jeg ikke, at mit forslag vil medføre så store udgifter som anført.
Med disse bemærkninger vil jeg ønske Socialudvalget en god arbejsindsats.
Jeg vil spørge Formandskabet, om jeg kan kommentere partiernes forskellige udtalelser, og jeg har forstået, at partiernes ordførere selvom de i de fleste tilfælde
støtter princippet er tilbageholdende med at støtte forslaget på grund af det økonomiske forhold, hvorfor de ikke kan gå indfor forslaget.
Siumut nævnte bl.a. i sit afslag og begrundelse, at man er vældig tilfreds med den nuværende ordning.
Dertil skal jeg udtale, at selvom ordningen er god for visse, så er den det ikke for alle ældre som helhed, og det er bl.a. på den baggrund, at jeg har stillet forslag om ændring af den gældende forordning, således at den bliver bedre for alle.
Jeg er glad for Atassuts principielle støtte til mit forslag, og deres forslag om at de ældre kan få 20 % af grundbeløbet, og jeg er enig i, at dette forslag henvises til behandling i Socialudvalget.
Selvom, at jeg også ønsker, at de ældre får det bedre, kan man tydeligt høre, at det er økonomien, der sætter grænser for forslagets modtagelse.
Men de sagde også, at der ikke var noget grundlag for at fremsætte forslaget, men jeg tænker ikke på penge, det er personer, jeg tænker på, hvorfor jeg må sige noget imod IAs ordførers indlæg.
Der er visse grupper af ældre, der har behov for en anden ordning, som er bedre en den nuværende, det er rigtigt, at der er mange ældre i dag, der har viljen til at arbejde, selvom de har opnået alderspension.
Der er sådan i den nuværende pensionsordning, at pensionsalderen sat til 60 år, og hvis man har en anden indtægt ved siden af, så bliver pensionen nedsat med
det samme beløb, som man har fået i lønindtægt, således at det for den ældre føles som en straf, at man har arbejdet af egen fri vilje.
Det er også sådan nogle forhold, der bør rettes op i fremtiden.
Med disse bemærkninger, takker jeg for partiernes besvarelser at mit forslag således at de også har fået mulighed for at fremføre deres holdninger.
Men til Atassut håber jeg, at spørgsmålet vil blive taget op påny i Socialudvalget, således at vi også i fremtiden kan se, hvad det er, vi kan gøre for at forbedre forholdene for den gruppe, som jeg omtalte.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:
Jeg takker partiernes ordfører for deres bemærkninger til vores forslag.
For det første så er man ikke uenige i Landstinget og måske også på baggrund af, at det blot er en viderefølelse af det, vi allerede har godkendt i forbindelse med tiltrædelse af Nordisk Konvention.
Med hensyn til ændring af vores bevilling er samtlige Landstingspartier enige, og som vi allerede har kunnet regne med, så var der forskellig stillingtagen til Nikolaj Heinrichs forslag her i Landstinget.
Siumut kan ikke støtte hr. Nikolaj Heinrichs forslag, mens Atassut er åben for, at man kan ændre på bevillingerne og ændre loven, og ønsker at dette bliver behandlet i udvalget.
D.v.s. at udvalget på nuværende tidspunkt vil få til opgave at udarbejde en betænkning. Fra Inuit Ataqatigiits side kom man ind på, at på denne baggrund ville vores forberedelse til næste års finanslov, i forbindelse med hr. Nikolaj Heinrichs forslag medføre, at man skulle ændre meget radikalt på vores love.
Heller ikke Akulliit Partiiat støtter hr. Nikolaj Heinrichs forslag, men det lyder meget som om, at der er behov for en yderligere undersøgelse af de ældres vilkår.
I Nikolaj Heinrichs indlæg på vegne af Issittup Partiia kom han ind på, at baggrunden for at man eventuelt ikke har støttet ham nok hænger sammen med den økonomiske situation, vi er inde i nu.
Jeg må udtale, at uanset hvor stor kærlighed vi har overfor vore ældre, og uanset hvor gerne vi vil have, at de har penge nok, må man tænke på landets økonomiske formåen nu, og sige, at uanset om vi kan finde midlerne vi eftersøger eller ej, så vil vi på den anden side, fratage midler som eventuelt, kan blive brugt til børn og handicappede.
Og på den baggrund så vil vores bevillinger i de kommende år også vokse, og Finansloven som vi udarbejder på nuværende tidspunkt, den vil ikke kunne hænge sammen, og vores Finanslov, som er for flere år ad gangen, vil ikke kunne hænge sammen.
Jeg ved også, at hvis vi skal finde nogle andre goder til ældre pensionister, så ved jeg, at man i socialdirektoratet vil kræve, at vi må lave besparelser på andre områder.
Derfor har jeg det meget svært ved at realisere dette forslag.
Til slut vil jeg lige udtale, vedr. loven om pensionister, at skatteloven med hensyn til ægtepar, og ægteskabsloven regulerer hvordan man fra samfundets side ønsker at ægtepars vilkår skal se ud.
Så bestemmer man hvilken pensionsforhold ægtepar skal leve under, men jeg har forstået det således, at en del af landstingsmedlemmerne og flere partierne ønsker at vende tilbage til dette spørgsmål i Socialudvalget.
For så vidt angår en anderledes fordeling af midlerne, så mener jeg, at det forordningsforslag som er til 1. behandling og især Nikolaj Heinrichs forslag, skal tages op igen i Socialudvalget.
Derfor regner jeg med, at vi bliver nødsaget til at gøre som foreslået af Siumut, at man behandler den i udvalget, som det også blev nævnt fra Atassut og Issittup Partiia.
Emilie Lennert, ordfører for Atassut:
Vi vil blot præcisere, at vi finder det ønskeligt, at forslaget bliver behandlet og undersøgt i social udvalget, og ligesom Akulliit Partiiat udtale, at der er behov for undersøgelse af ældres vilkår idag.
På forårssamlingen 1992 fik vi fra Grønlands Statistiske Undersøgelser forelagt en undersøgelse, der er foretaget i 1983 omkring husstandene, og fortalt at man viderefører dette arbejde, og det blev også den gang udtalt, at Personaledirektoratet har nedsat en arbejdsgruppe, hvor både arbejdsgivere og fiskerne og arbejdstagerne er med.
Her er der tale om, at f.eks. lønmodtagerne kan få en pension, jeg mener, med hensyn til Akulliit Partiiats ønsker, at jeg får lyst til at spørge; alle de ting, man dengang drøftede, kan man komme med en redegørelseom, hvor langt sagerne er nået, fordi jeg også mener, at dette bør være grundlaget i det videre arbejde og medtages i overvejelserne.
Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender:
Det er korrekt, at når vi tidligere drøftede især personers vilkår, har vi savnet nogle grundlæggende oplysninger om de ældres vilkår.
Vi har drøftet behovet for sådan en undersøgelse, det er vores hensigt i Landsstyret, og arbejdet er allerede gået igang. Man har besat en stilling i Grønlands Statistiks kontor, derfor mener jeg, at det som man undersøger nu, klart vil vise hvordan levevilkårene er i Grønland.
Vi ved at statistik internt i Grønland, har været udført meget lidt indtil videre, men at man fra Landsstyrets og Landstingets side ønsker, at der foretages sådan en undersøgelse.
M.h.t. til ældre og pensionsmodtagere, der her er tale om, der vil jeg lige gøre opmærksom på, at hvad angår enkelte pensionisters og familiers vilkår, det er det de kommunale sociale udvalg, der skal følge dette op.
Det står også i loven, at man skal nøje undersøge de ældres vilkår og følge deres vilkår. Det er et krav, man har stillet.
Og til slut, så vil jeg også lige erindre f.eks. omkring pensionister, at det kræves for at sammenligne, at man har ens forhold, f.eks. at en bestemt aldersgruppe har de samme vilkår og forhold. Hvis man laver en særskilt undersøgelse for de ældre, så mener jeg, at der er et men der.
Den undersøgelse, som Emilie nævnte, den vedrører levevilkår for alle samfundsborgere.
Punktet sluttet.