Ekspropriations- kommissionen for Grønland


Ekspropriationskommissionen for Grønland er nedsat af ministeren for Grønland i henhold til lov nr. 182 af 26. maj 1972 om ekspropriation.

 

Når almenvellet kræver det, kan ministeren for Grønland (Trafikministeren) iværksætte eller tillade, at der iværksættes ekspropriation af ejendom i Grønland på sagområder, der ikke er hjemtaget af Hjemmestyret.

 

Ekspropriationskommission for Grønland består af 5 medlemmer. Formand er en af Kommissarierne ved statens ekspropriationer. Ministeren for Grønland (Trafikministeren) beskikker for en 6-årig periode to øvrige medlemmer, hvoraf mindst det ene skal have kendskab til byggevirksomhed eller bebyggelsesforhold i Grønland.

 

Ekspropriationskommissionen kan tilkalde særligt sagkyndig bistand.

 

Efter vedtagelsen af Landstingslov nr. 25 af 30. oktober 1992 om ekspropriation, der gælder for ekspropriation af privat ejendom på sagsområder, som er hjemtaget af Grønlands Hjemmestyre, har ekspropriation efter lov nr. 182 af 26. maj 1972 fået mindre praktisk betydning. Dette forhold har konkret medført, at Trafikministeren først gennemfører en beskikkelse, såfremt der måtte være konkret anledning dertil.  

 

Inatsisartut gennemfører imidlertid ved den konstituerende samling efter hvert valg til Inatsisartut en udpegning af to medlemmer og 2 suppleanter til Ekspropriationskommissionen for Grønland. Dette for at imødekomme, at ekspropriationskommissionen måtte blive aktiveret i forbindelse med konkret sagsbehandling.

 

Udpegningsperiode:

Inatsisartuts udpegningsperiode følger Inatsisartuts valgperiode. Ved hver konstituerende samling af Inatsisartut efter nyvalg udpeger Inatsisartut 2 medlemmer og 2 suppleanter.

 

Henvendelse:

Ekspropriationskommissionen for Vestgrønland ved Kommissarius for statens ekspropriationer i Jylland, Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg, og Transport- og Bygningsministeriet Tlf.: 41 71 27 00 samt Bureauet for Inatsisartut.