04EM/01.25.01-118 Er der igangsat fremadrettede investeringer og initiativer med henblik på at minimere ventelister på boliger og.. (Landstingsmedlem Marie Fleischer, Demokraterne)
13. august 2004 EM 2004/118
I medfør af § 36, stk. 2 i Landstingets Forretningsorden fremsætter jeg følgende spørgsmål Landsstyret.
Spørgsmål til Landsstyret: Er der igangsat fremadrettede investeringer og initiativer med henblik på at minimere ventelister på boliger og børnepasningsordninger og på andre områder af infrastrukturel karakter, før afskaffelsen af ensprissystemet uddebatteres og afgøres, således at der er et betryggende modtagerapparat, hvis der skulle komme tilstrømning af større karakter til de større byer?
(Landstingsmedlem Marie Fleischer, Demokraterne)
Begrundelse:
Som alle er bekendt med, har vi i de større byer, hvor kostprisen på el og vand reelt er lavest, desværre meget lange ventelister.
F.eks. har Nuuk i dag en venteliste for lejligheder på op til 13 år.
Ligeledes er alle også bekendt med, at der er flere års ventetid på plads i vuggestuer og børnehaver. Og så er der hele folkeskolens tilstand og kapacitet.
Der er i det hele taget mange problemstillinger, jeg ikke synes, der er blevet belyst, før man realiserer en ophævelse af ensprissystemet. F.eks.:
Hvor skal de, der vælger at flytte til de ¿billigere byer¿ bo?
Vil der være arbejde til dem, der vælger at flytte til de ¿billigere byer¿?
Kan de i så fald få passet deres børn?
Skal de få tilbudt kompetencegivende uddannelser? I så fald hvilke?
Under G-50 og G-60 var der mange familier, der flyttede til de større byer for at arbejde.
Dengang sørgede man fra central vis for alle de fornødne ting.
Tilflytterne fik bl.a. et sted at bo.
De havde mulighed for arbejde, og de havde mulighed for at få deres børn passet.
Trods disse ting kan man i historien og i kulturen se, at der var store menneskelige omkostninger forbundet med nævnte tiltag.
Selvfølgelig var der mange, der klarede de omvæltninger, de gennemgik, men fortsat var der mange, der ikke klarede disse.
Gik det mon for hurtigt?
Er det derfor, at der i samfundet i dag er mange, der ikke føler sig tilstrækkelige?
Er det derfor, at vi i samfundet har så omfattende sociale problemer som tilfældet er i dag?
I finanslovsforslaget for 2005 kan man se, at der er sat betydelige midler på til at fremme bl.a. andelsboliger og delvis medarbejderboliger.
Det i sig selv lyder rigtig godt. Men hvor mange af dem, der bor i de byer/bygder, hvor priserne vil stige med afskaffelsen af ensprissystemet, har råd til sådanne ordninger?
Vi kan nok fra central vis tilbyde dem en rejse til de såkaldte vækstbyer.
Men igen, hvor skal de så bo?
Hvor skal de arbejde?
Hvor skal de få passet deres børn? ¿ for bare at spørge om enkelte problemstillinger.
Er der fra Landsstyrets side hold og overblik og svar på sådanne spørgsmål?
Jeg må kræve helt åbne og ærlige svar på disse spørgsmål.
For hvis dette ikke er tilfældet, har vi så råd i samfundet til at lade en omvæltning af nævnte karakter ske? Jeg mener absolut ¿nej¿!.
Der er ingen tvivl om, at vi i de næste mange år vil være nødsagede til at træffe afgørende beslutninger OGSÅ nogen af upopulær, men nødvendig karakter.
Og der er ingen tvivl om, at ophævelse af ensprissystemet kan virke som en tiltrængt saltvandsindsprøjtning i et samfund, der i dag virker meget statisk, formentlig primært pga. en yderst dårlig politisk ledelse af vores samfund igennem snart mange år.
På den anden side så er jeg sikker på, at denne fremgangsform alene ikke kan skabe den ønskede dynamik i samfundet. For hvis ikke der er klarhed og overblik til at imødegå et ændret bosætningsmønster som følge af ophævelsen af ensprissystemet, så kan indførelsen af kostægte priser gå hen og blive en meget dyr affære, der vil gøre uoprettelig skade for samfundet.
Dette skal således kædes sammen med andre tiltag såsom ønsket om en skattereform - men altså også med en velgennemtænkt plan over et modtagerapparat, der på betryggende vis kan sikre, at de svagest stillede i samfundet ikke kommer til at betale en for høj pris.
Økonomibaseret tankegang kan være meget godt, men vi må aldrig glemme de menneskelige aspekter i kølvandet på disse. Det er immervæk befolkningen i samfundet samlet, der skal løfte udviklingen.
Dagsordenspunkter og behandlingsdato