Tirsdag den 7. juni 1994

 

Dagsordenens punkt 21.

Redegørelse om undersøgelse af anbringelser af børn og unge uden for hjemmet 1992.

(Landsstyremedlemmet for sociale anliggender)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Landstinget iværksatte en undersøgelse af anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i 1992  m.h.p. at opnå et overblik over anbringelsernes antal og anbringelses­mønster.

 

Resulta­terne skulle danne baggrund for en velfunderet politisk og social faglig debat forud for en samlet revision af børn og unge området.

 

Den samlede rapport er omdelt til Landstingets med­lemmer, og der henvises hertil m.h.p. en detaljeret gennemgang af de enkelte resultater.

 

Indledningsvis finder Landsstyret det positivt at kunne konsta­tere, at hovedparten af vore børn og unge oplever en barndom, hvor de er omgivet af deres egen familie og slægtninge i opvæksten.

 

Landsstyret ser imidlertid med alvor på de væsentligste punkter i rapporten, som koncentrerer sig om den gruppe af børn, som ganske tydeligt oplever dramatiske skift og utryghed i deres tilværelse, og derfor bliver an­bragt uden for deres eget hjem.

 

Problemstillinger af central interesse er følgende;

-      Årsagerne til anbringelser.

-      Anbringelser uden for hjemmet som hjælpeforan­stalt­ning.

-      Anbringelsestallet, hyppigheden af genanbrin-            

       ­gelser og anbringelsesmønsteret.

-      Sagsbehandlingen i det sociale system.

-      Frem­tidig ind­sats på børn- og ungeom­rådet.

 

Et bekymrende resultat er, at den mest udtalte årsag til de sociale anbringelser er omsorgssvigt, dvs. at de kan forklares med, at forældrene er så belastede og foku­serede på deres egne problemer, at børnenes behov tilsidesættes og ignoreres.

 

Rapporten peger på familier­nes problemer med alkohol, sam­livsproblemer, vold og materielle, økonomiske for­hold i diverse kombinationer, som væsentlige faktorer for anbringelsernes iværksættel­se.

 

Skulle årsagerne endelig kunne henføres til barnet i form af adfærdsproblemer, kriminalitet etc., viser det sig, at barnets adfærd ofte er symptomet på dybere liggen­de problemer i familien generelt.

 

Anbringelse uden for hjemmet er en hjælpeforanstalt­ning, som i praksis hovedsageligt skal føre til, at barnet friholdes for negative og skadelige påvirknin­ger, samtidig med at der gives familiens voksne mulig­hed for at bearbejde og løse deres problemer under kyndig støtte og vejledning.

 

Imidlertid viser resultaterne, at anbringelsen ofte bliver den eneste foran­staltning, og at der ikke ændres væsentlig på de forhold, som førte til anbringelsen.

 

Det medfører, at nogle børn ofte bliver hjemgivet til de oprindelige problemer. Det stiller derfor krav til såvel forældre som system, at der ydes støtte omkring bekæmpelse af problemerne, men også at forældrene selv udviser vilje til at undgå tidligere forsømmelser overfor deres barns tarv.

 

I alt var ca. 4,3 % af alle vore børn og unge anbragt uden for eget hjem i 1992. Det kan diskuteres, hvad et an­bringelsestal betyder, idet et lavt anbringelsestal i nogle tilfælde kan være udtryk for en passiv socialpo­litik, mens det i andre tilfælde kan være udtryk for en aktiv forebyggende indsats i socialpolitikken m.h.p. at undgå anbringelser.

 

Imid­lertid er det et alarmerende resultat, at antallet af an­bringel­ser på Østkysten er markant højere end andre steder, med ca. 1 barn ud af ti anbragt i løbet af et år.

 

En del børn var anbragt efter deres forældres ønske, dvs. typisk privat arrangerede an­bringelser, hvor rapporten ikke kan påvise, om det er afgørende negative forhold, som er årsagen til an­bringelsen.

 

Traditionen har været, at vore børn er blevet taget vare på i storfami­li­en, dvs. at bedsteforældre og slægtninge har været inddraget i opdragelsen.

 

Imidlertid har vores familie­mønster ændret sig. Vi bor ikke mere i det samme hus eller i den samme by, og har derfor heller ikke de samme muligheder for at være i tæt kontakt med vore børn, hvis vi overgiver deres forsørgelse og omsorg til andre.

 

Landsstyret finder derfor, at de allerede begyndte tiltag med forebyggende virksomhed, hvori forældre oplyses om deres pligter og rettigheder skal fortsæt­tes. Voksne skal ansvarliggøres for deres børn og kritisk overveje, hvorvidt de ønsker et barn, og kan tage tilfredsstillen­de vare på dette barn, før det sættes i verden.

 

Den største gruppe børn i undersøgelsen er dem, som er anbragt uden for hjemmet på foranledning af de sociale myndigheder. De bør påkalde sig særlig opmærksomhed. Det fremgår, at en del af disse børn typisk er anbragt flere gange og i længere tidsrum, og at de netop er anbragt på et tidspunkt i deres liv, hvor de psykolo­gisk og adfærdsmæssigt er meget på­virkelige, og derfor afhængige af stabile rammer.

 

Undersøgelsens interviewdel, hvor forskellige parters vurdering af det sociale systems behandling af an­brin­gelser gennemgås, understreger ligeledes behovet for nye tiltag.

 

Selvom levevilkårene generelt i de seneste år er blevet forbe­dret, må det sammenfattende konkluderes, at en gruppe af  vore børnefamilier har så omfattende pro­blemer, at varetagel­sen af deres børns velfærd kommer i anden række.

 

Det er indlysende, at ikke bare sociale person­lige problemer, men også de er­hvervs­mæssige og økonomi­ske muligheder er medbe­stemmende for, hvordan vores famili­ers forhold er. Endvidere er det klart, at børnene ofte bliver bærerne af symptomerne fra disse problemer, og bliver objektet for en behand­ling, men også de, som skal leve videre med evt. effekter af en anbringelse uden for hjemmet.

 

Problemernes omfang er så store, at vores sociale system og de ansatte heri ikke med de forhåndenværende ressourcer kan afhjælpe endsige løse problemerne.

 

Landsstyret finder derfor, at der er et væsentligt behov for at styrke den social­faglige indsats på om­rådet, dvs. såvel infor­mation til forældre, plejeforæl­dre, institu­tioner og andre om formålet og forløbet af en anbringelse.

 

Det stiller krav om en mere målrettet indsats overfor familierne som helhed, og det kræver, familierne bi­bringes en indsigt i problemernes karakter.

 

Landsstyret finder, at der er behov for opfølgning på sagerne og etablering af efterværn i disse sager, hvilket kræver, at personalet i det socialt faglige regi får tilvejebragt muligheder for og bliver stillet overfor krav om bedre uddannelse og efterud­dannelse.

 

Når der er opstået problemer, skal systemet kunne til­vejebringe støtte og vejledning, såvel menneskeligt som økonomisk. Der skal være tid til en mere dybdegående behandling af familierne som helhed og ikke blot fami­liernes enkelt­personer og deres pro­blemer.

 

Dette stiller krav om, at arbejdsmetoder udbygges, og ressour­cer tilføres det sociale arbejde.

 

Der bør foretages en ekstraordinær indsats overfor problemerne i Østgrønland i samarbejde med de berørte kommuner, idet det ikke er acceptabelt, at generelle samfundsø­konomiske forhold, såsom ledighed og økonomisk stagna­tion, bliver synliggjort, og skal løses gennem sociale tiltag alene.

 

Landsstyret prioriterer den forebyggende indsats, bl.a med at fortsætte intensiveringen af familiearbejdet, dels gennem f.eks. forbyggelsesprojekter som "foræl­dreuddannelsesmodellen og "kraftcenter-tanken" på vore døgnin­stitutioner. Fortsættelse af den forebyggende alkoholpolitiske indsats samt intentionerne bag "Inuu­neq Nakuuneq",  således at samarbejdet omkring de for­skellige instansers tilbud koordineres med, og til­passes til de givne behov.

 

Landsstyret finder det ligeledes vigtigt, at de børn, som i dag må betragtes som værende permanent anbragt uden for eget hjem, og som typisk er teenagere, får alternative tilbud til opholdet på en døgninstitution. Dette kunne f.eks være priori­tering af mulighederne for efterskoleophold.

 

Landsstyret vil fortsat prioritere børnefamiliernes levevilkår m.h.p., at vi som forældre har mulighed for at skabe os nogle følel­ses- og tids­mæssige og materi­elle rammer, som gør, at vi har overskud til at tage vare på vore børn.

 

Med henvisning til, at rapporten vil være en del af materialet ved den planlagte børn og unge konference i Qaqortoq i august, september måned i år, håber Lands­styret hermed at have åbnet for en grundig debat om børn og unges vilkår, dels her i Landstinget i dag, dels i de socialt faglige og lokalt politiske fora.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Redegørelsen set under et, har vi forsat den fornemmel­se, at der bliver passet godt på den overvejende del af børn og unge, samt at de har gode opvækstvilkår. Vi møder til dagligt friske og sunde børn, som ser pæn ud i deres påklædning, og som ikke ser ud til, at der er problemer.

 

De modtager kærlighed fra deres forældre, bedsteforæl­dre og øvrige familiemedlemmer, og dette viser de overfor deres medmennesker ved deres umiddelbare glæde.

 

Glade forældre, der går tur med deres børn hånd i hånd, med slæde eller med bæresele kan mødes på vejene, og det kan tydeligt ses, at de lever deres liv lykkeligt.

 

På trods af det, er der mange, der har problemer, - nogen har problemer, som vi ikke mærker til dagligt, - der er børn med problemer, unge med problemer, forældre og familier med pro­blemer.

 

Redegørelsen om undersøgelse af anbringelser af børn og unge uden for hjemmet afdækker forholdene meget nøje, og de forskellige problemstillinger bliver afdækket på en sådan måde, at vi herefter ikke kan være i tvivl om, hvor problemerne ligger.

 

Redegørelsen slår fast, at børn og unge anbringes uden for hjemmet med henblik på at hjælpe dem.

 

Skønt formålet med anbringelsen af børn og unge uden for hjemmet sker for at yde hjælp, skal vi fra Siumut udtale, at den hjælp der ydes er "skæv", forstået på den måde, at der kun iværksættes hjælpeforanstaltninger for barnet, og at problemets kerne i barnets hjem ikke søges løst, selvom der kan være et stort behov for at iværksætte hjælpeforanstaltninger i hjemmet.

 

Vi er klar over, at de medarbejdere, der arbejder på løsning af de sociale problemer, benytter alle deres evner i deres arbejde, men hvordan kan der opnås til­fredsstillende resultater, når der ikke er uddannede socialarbejdere nok?

 

På den anden side vil vi ikke undlade at fremføre, at den indsats der gøres, er forskellig fra sted til sted. I overvejende tilfælde er reglerne for børneforsorgs­arbejdet ikke blevet fulgt.

 

Det har være for småt med kontakten mellem forældre, pleje­forældre samt de sociale myndigheder, og forældre­ne er i fornødent omfang ikke blevet gjort bekendt med baggrunden for anbringelsen af deres barn uden for hjemmet, hvilket har afstedkommet forståelsesvanskelig­heder blandt forældre og sociale arbejdere om proble­mernes kerne, idet de opfatter problemets kerne ander­ledes.

 

Forældre, hvis børn er anbragt uden for hjemmet, har savnet den nødvendige støtte, kontakt samt forståelse fra de sociale myndigheder til løsning af deres pro­blemer.

 

Denne stive måde at løse familiernes problemerne på hidtil, er medvirkende til, at antallet af familier med problemer er stigende.

 

I redegørelsen slås det fast, at alkoholmisbrug i familierne er medvirkende årsag til omsorgssvigt af børn, og at omsorgssvigt er begrundelsen for, at børn anbringes uden for hjemmet.

 

Disse forhold tydeliggør, at arbejdet indenfor den sociale sektor børn udvides og styrkes, hvor der i indsatsen lægges vægt på oplysningskampagner, samtale­terapi med familierne, åben debat om forholdene samt styrkelse af projekt "Inuuneq Nakuuneq"´s arbejde blandt befolkningen.

 

Alle steder er der behov for socialarbejdere til løs­ning af problemerne, og der bør arbejdes på løsning af dette problem på længere sigt.

 

Der må være mange forældre, der som forældre mangler evner til at opdrage deres børn. Børn har et stort behov for kærlighed og kærlig omsorg, men desværre ser mange forældre bort fra dette elementære behov hos børnene, og varetager kun løsningen af deres egne problemer, som måske hovedsageligt har udgangspunkt i deres personlig svagheder.

 

Åndelig præg i opdragelsen har manglet. En person, der er stærk i sjælden og ånden, kan, selvom pågældende er fysisk stær, vakle og falde, uden af kunne rejse sig op igen.

 

Vi skal derfor fra Siumut side opfordre til, at der lægges vægt på i oplysningskampagne at medtage opdra­gelsen af børn i fore­byggel­ses­arbejdet.

 

Opfordringen skal ikke misforstås, idet den ikke er fremsat i en ond mening. Men den er fremsat i den allerhjerteligste mening, idet vi gerne vil være med til at hjælpe børn og forældre, der har behov for at løse deres problemer.

 

Problemerne i samfundet kan kun overvindes i tæt sam­arbejde med befolkningen, i tæt dialog med befolkningen og når befolkningen selv medvirker i løsningen af problemerne.

 

Såfremt et problem skal overvindes, er det overordent­ligt vigtig, at pågældende der har et problem, med­virker til løsningen af problemet. Såfremt den pågæl­dende ikke selv deltager, vil der blive brugt mange kræfter, uden nytte.

 

At stille krav til sig selv, er et godt redskab til vejen at stole mere på sig selv og opnå selverkendelse.

 

Såfremt man ikke stiller krav til sig selv, flygter man fra ansvaret og giver op for problemerne.

 

Vi vil ligeledes fremhæve, at såfremt familiecenter, der drives med et godt formål, hvor hele familier i rolige og behagelige omgivelser kan samle kræfter og modtage rådgivning, eksempelvis familiecenteret "Allu", benyttes af flere familier, kan mange problemer løses ad denne vej.

 

Sådanne steder er værd at bruge, idet både forældre og børn samlet kan rådgives på stedet.

 

Vi henstiller at vore bemærkninger benyttes i det videre arbejde, og med disse bemærkninger tager vi redegørelsen om undersøgelse af anbringelser af børn og unge uden for hjemmet i 1992 til efterretning.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Indledningsvis skal vi komme med følgende bemærkninger:

 

Nærværende redegørelse viser, hvor vigtigt det er for et barn fra lille af at have en fast kontakt til be­stemte personer, og hvor vigtigt og stabiliserende dette er for barnet i dets opvækst.

 

Og dette er nært tilknyttet til forældrenes mulighed for barsels­orlov ved barnets fødsel og er et meget vigtigt spørgsmål.

 

I redegørelsen er nævnt, at børn bliver anbragt uden for hjemmet inden de fylder år. Vigtigheden af tryghed for det lille barn i eget hjem, kan man også læse om i AG af i dag i tillægget Peqqinnissaq. Og det er vores mål fra Atassut´s side.

 

Ved gennemgang af nærværende redegørelsen om anbringel­se af forskellige årsager af børn og unge uden for hjemmet alene i 1992 er det forståeligt, at det fra flere sider er påpeget, at forholdene heromkring er betænkelige, og at holdningen om nødvendigheden af undersøgelsen har været begrundet.

 

Vi har haft overvejelser om denne holdning i Atassut og Issittup Partiia, da det i radioen blev oplyst, hvor mange børn der i en af kommunerne var blevet anbragt uden for hjemmet.

 

Vi har så med baggrund i dette skriftligt foreslået en igangs­ættelse af en undersøgelse over for Landstingets Socialudvalg.

 

Nærværende redegørelse om undersøgelsen er udarbejdet klart og let forståeligt. Herved har vi, som der har et stort medansvar for forholdene, givet et klart billede af, hvordan realiteterne er.

 

I 1992 var ca. 4,3% af børn og unge i landet anbragt uden for hjemmet. Som det er anført i redegørelsen "det kan diskuteres, hvad det anbringelsestal betyder", og følgelig kan dette vurderes på forskellig måde.

 

Vi mener, at der er grund til at tage tallene som alarmerende, ikke mindst fordi at følgende grunde, som er anført i redegørel­sen. Børn er i flere tilfælde og flere gange været anbragt og i læn­gere perioder uden for hjemmet, og over halvdelen af børnene har i under­søgelsesperioden været i aldersklassen 11-17 år, de fleste 11-14 år hvilket vil sige den mest følsomme periode overfor forskellige forhold i deres udvikling.

 

Ligeledes er det i redegørelsen anført, at når der ikke har været andre udveje end at anbringe børnene udenfor hjemmet, har der ikke været igangsat forebyggende arbejde nok i samarbejde med hjemmene med henblik på barnets hjemgivelse. Det er som om dette kan forstås, at nu barnet er fjernet fra hjemmet, må hjem­met klare sig selv.

 

Forældrene, og det er hjemmet, der er det centrale i barnets liv, kan først ikke mere varetage et barns tarv, når det bliver udsat for svære vanskeligheder, og når en sådan situation op­står, får hjemmet behov for at blive ydet hjælp.

 

I den forbindelse skal vi kræve, at der med hensyn til det cen­trale i hjemmets vanskeligheder bliver bestræbt på, at yde en bedre bistand fremover.

 

Det er meget vigtigt, at man i de sociale arbejde i kommunerne må forstå dette meget bedre, og vi mener derfor, at netop dette er et af de allerførste forhold, der må søges afhjulpet og ar­bejdes på, og det er i samarbejde med forældrene at søge at rette op på hjem­mets vanskeligheder, såfremt man skal kunne bane vejen for, at barnet kan vende tilbage til sit hjem.

 

Der er mange forældre der er sky og tilbageholdende med hensyn til at henvende sig til offentlige kontorer, og det er i sådanne situationer nødvendigt, at man kommer ud til forældrene i deres hjem for at tale med dem, da denne form også er vejen til et bedre samarbejde med forældrene.

 

Såfremt det er muligt, anser vi det også som meget vigtigt med en bestemt medarbejder som kontakt til hjemmet for at kunne opnå et optimalt samarbejde med hjemmet. Vi ved, at de kommunalt ansatte i dag allerede har mange arbejdsopgaver og at den kommu­nes økonomiske situation i dag sætter grænser for antallet af kommuna­le medarbejdere.

 

Vi skal give udtrykt for ønsket om, at man også tænker over dette i forbindelse med arbejdets videre forløb.

 

Det er vigtigt, at anbragte uden for hjemmet etablerer en fast kontakt til en person, en værge, og bør etable­res i alle til­fælde, ikke mindst med hensyn til børn og ganske unge.

 

Vi mener også i Atassut og Issittup Partiaa, at der med hensyn til forordningen om hjælp til børn og unge, der blev ændret med virkning fra 1. januar 1993, der dels indeholder bestemmelser om børn rettigheder, må igangs­ættes en endnu større oplysningskam­pagne. Ganske på samme måde er det meget vigtigt med oplysnings­kampagne vedrørende forældremyndigheden især med hensyn til forældreløse børn.

 

Som en af grundene til, at så mange børn og unge må blive an­bragt uden for hjemmet nævnes klart spiritu­sproblemet. Vi har nok  allerede haft anelse herom. Spiritussen har jo indtil endnu i dag givet mange smerter i fysisk og åndelig henseende.

 

Derfor skal vi fra Atassut udtale, at vi til efter­årssamlingen igen vil fremkomme med et forslag om en fortsættelse snarest af den for tiden stillestående arbejde på at få etableret et spiri­tusafvænningscenter i Grønland, herunder muligheder til den be­villings­mæssige side af sagen.

 

Undersøgelsen gælder 1992, 1993 er allerede gået, og nu er vi midt i 1994, og i undersøgelsen oplyste alar­merende forhold er allerede eksisteret på tredje år.

 

I forbindelse med dette skal vi anføre at vi ved, at i Ammassa­lik allerede er begyndt forskellige tiltag, og at vi håber at man vil udføre dette alvorlige arbejde i tæt samarbejde med denne gruppe.

 

Derfor skal vi, såfremt de i dag gældende tilstande snarest og føleligt skal forbedres på kortere og læn­gere sigt fra Atassut foreslå, at Landstinget og Lands­styret i samarbejde til efter­årssamlingen 1994 i for­bindelse med budgetbehandlingen for 1995 og overslag­sårene derefter giver muligheder for følgende:

 

- Muligheder for øget efteruddannelse af personale på de kommunale socialforvaltninger samt på børneinsti­tutio­ner og lignende,

 

- En intensivering af regionalkontorernes vejlednings­mulig­heder til kommunernes sociale personale samt mulighed for nærmere samarbejde, samt at der gives mulighed for hjælp fra personer med specialuddannel­se, f.eks. psykologer,

 

- En intensivering af uddannelse/vejledning gennem kurser for forældre, f.eks. ligesom forsøgskurset i Sisimiut, der af deltagerne blev betegnet som et meget givende, således at dette kan spredes ud over landet,

 

- Man vil gerne blive orienteret om, de igangværende sociale uddannelser er tilpasset de i dag eksiste­rende meget kræ­vende forhold,

 

Selvom det er fristende med et langt indlæg i forbin­delse med redegørelsen, vil vi med disse bemærkninger fra Atassut og Is­sittup Partiaa vil vi støtte Lands­styrets holdning i det fore­lagte i håb om, at det vi herved har fremsat, bliver taget med i det videre arbejde, således at børnenes forhold der i mange hen­seende er meget alarmerende kan blive afhjulpet snart.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Denne undersøgelse af anbringelser af børn og unge udenfor hjem­met i 1992, der på foranledning af Lands­tingets Social- og Ar­bejdsmarkedsudvalg blev iværksat og som man afsatte en særlig bevilling til, foreligger nu som en grundig bearbejdet rapport i sin endelige form, hvilket Inuit Ataqatigiit er særdeles til­freds med.

 

Vi er overordentlig tilfreds med, at den førte under­søgelser har været så grundig og velovervejet gennem­ført, og vi mener derfor, at denne lejlighed er vel­valgt fra Landstingets side, til at rettet en stor og helhjertet tak for indsatsen for den projekt­gruppe der havde Gladys som formand, der har stået for under­søgel­sen, eftersom vi er klar over, at undersøgelsen har været omfattende og svær, og dels giver et fingerpeg om hvorledes billedet på dette område nu tegner sig for Landstinget på et veldokumenteret grundlag.

 

Uden at gå nærmere ind på undersøgelsens omfattende resultater og de anbefalinger som Landsstyret på denne baggrund indstiller overfor Landstinget - da vi er enige heri, skal Inuit Ataqati­giit imidlertid fremkomme med følgende bemærkninger som vi anser for vigtige.

 

Da vi på Landstingets forårssamling i 1992 drøftede og vedtog at Grønland også skulle tiltræde FN's konvention om barnets rettig­heder sagde vi fra IA bl.a., at fjer­nelsessager af børn og unge fra hjemmet var et tungt og belastende arbejde som krævede grun­dige overvejelser førend at der kan skrides til handling.

 

På denne baggrund mente vi derfor, at der burde gives gode mu­ligheder for en grundig behandling af fjernel­sessagerne, hvilket just ikke er tilfældet idag, hvor der bl.a. ofte sker det, at sagerne istedet hober sig op på socialkontorerne og hvor social­arbejderne jo også tit har et stort arbejdspres.

 

At det rent faktisk forholder sig således idag i langt største­parten af kommunerne, bekræftes via denne under­søgelse, idet der bl.a. står skrevet, og jeg citerer: "Denne afklaring (hvad er problemet, hvad er målet, og hvad er planen - hvordan kan disse realiseres?) må nødvendigvis ske på baggrund af samtaler med sagens hovedpersoner og ikke samtaler om sagens hovedpersoner.

 

Der er mange konflikter indbygget i dette, og det stiller store krav til den enkelte sagsbehandler der skal rådgive familien. Rådgivningen skal hjælpe famili­en til selvhjælp og selvindsigt, der tager hensyn til forældrenes rettigheder og barnets tarv.

 

Denne proces stiller krav om indlevelse og forståelse, men den stiller også krav om konfrontation og åbenhed. Samtalerne peger på et stort behov for videreuddannelse og metodeudvikling inden­for familieområdet", citat slut.

 

Nævnte citerede udtalelse viser i sig selv og med en ganske klar tydelighed, hvad vi som Landstingspoliti­kere og kommunale poli­tikere er forpligtiget til at være opmærksom på med henblik på at fjernelsessager ikke bliver alt for mange og mere eller min­dre bliver en vane.

 

På denne baggrund skal derfor fra IA's side, indtræn­gende appel­lere til og udtale som meget ønskeligt, at de kommunale rådgi­vere og sagsbehandlere fremover sikres de bedste muligheder for at gå ind i dette arbejde, og ikke mindst sikre bedre muligheder for efteruddannelsen for de nuværende ansatte.

 

Vi mener fra IA at vi ikke kan komme udenom dette krav og behov, eftersom det forhold der er blevet beskrevet som eksisterende rundt omkring i kommunerne ikke kan fortsætte uantastet, hvis vi også vil yde en rimelig hjælp fremover til dem der har hjælp behov, især børne­ne.

 

Landstinget bør derfor ligeledes også være særlig opmærksom på at sikre socialrådgiveruddannelsen her i Nuuk bedre muligheder for at drive efteruddannelses­aktiviteter samtidig med at grund­uddannelsen styrkes med flere midler hertil.

 

Med disse bemærkninger til undersøgelsen og Landssty­rets ind­stillinger hertil, skal Inuit Ataqagitiit herved godkende rede­gørelsen, idet vi til slut endnu engang skal gentage hvad vi også sagde i 1992:

 

"Lad os aldrig glemme, at de ting vi sætter højest af alt og vil værne om, de mennesker vi holder af og vort særpræg skal udspringe af vore egne værdinormer og at børnene altid vil være centrum for alt dette".

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Landstingets iværksatte en undersøgelse af anbringelse af børn og unge uden for hjemmet i 1992, med henblik på at opnå et over­blik over anbringelsernes antal og anbringelsesmønster. Resulta­tet skulle danne baggrund for en velfunderet politisk og social faglig debat forud for en samlet revision af børn- og ungeom­rådet.

 

Nu har vi fået omdelt den samlede rapport. Rapporten er meget omfattende og er meget nyttig for os og giver os et billede af, hvordan det hele hænger sammen. Et social stade.

 

Bortset fra den kendsgerning, som undersøgelsen viste - nemlig at hovedparten af vore børn og unge oplever en barndom, hvor de er omgivet af deres egen familie og slægtning i opvæksten - er det efter vores mening ret deprimerende at erfare følgende:

 

1. At forældrene er så belastede og fokuserede på deres egne problemer, at børnenes behov tilsidesættes og ignoreres.

 

2. Diverse kombinationer, der er nævnt som væsentlige faktorer for anbringelsernes iværksættelse.

 

3. 4,3% af alle vore børn og unge er anbragt udenfor eget hjem i 1992.

 

4. Antallet af anbringelser på Østkysten er markant højere end andre steder med ca. 1 barn ud af 10 anbragt i løbet af 1 år.

 

Konklusionen siger, at en gruppe af vore børnefamilier har så omfattende problemer, at varetagelsen af deres børns velfærd kommer i anden række.

 

Her der det mere end andre gange for os nødvendigt at pointere det vi i forbindelse med socialområdet, børn- og ungeområdet og ikke mindst fritidssektoren og endnu vigtigere forbedring for økonomien at sige:

 

Vi har en generation af børn og unge, som vi risikerer at tabe, fordi samfundet fremmedgør dem.

 

Vi ønsker at børn og unge, som føler, at samfundet byder dem noget. Unge, der ikke behøver at gribe til flasken eller hash-piben for at have det sjovt.

 

Akulliit Partiaat mener, at det er vigtigt at have sunde fri­tidsinteresser. Vi har ikke råd til menneske­ligt ressourcespil og derfor skal samfundet i langt højere grad engageres i ung­doms- og fritidssektoren.

Det ville være en investering der ikke viser resultat i dag, men ville give bonus i sidste ende.

 

Unge skal være med til at løse problemerne. Det skal også siges, at man ikke giver de muligheden herfor.

 

Istedet for at tale om problemerne må vi gøre noget ved dem, istedet for blot at henvise til at samfundet skal løse det hele selv.

 

Sangeren har jo ret når han synger

"Vi vil ikke sidde med hænderne på skødet og tænke:

Bare det går sådan og sådan,

bare det går sådan og sådan".

 

Den planlagte børn- og ungekonference i Qaqortoq støt­ter vi kraftigt. I 80'erne holdt Nuuk kommune en børne- og ungdomskon­ference som et led i ungdomspræventivt arbejde. Det var en kæm­pesucces, de på mange områder gav mere end ventet.

 

Vi håber også, at vi er sikre på, at man også vil opnå gode resultater i Qaqortoq.

 

Vi der har socialt arbejde i det daglige, vi må huske hvordan vi skal støtte og hjælpe de der har problemer i det daglige. Mange socialrådgivere har fået uddannelse og gennemført deres uddan­nelse med godt resultat. Til trods herfor er der mangel på disse personer i kommu­nerne.

 

Vi tager redegørelsen til efterretning og støtter de ting, der er fremsat og selvom socialmedarbejdere har et tungt arbejder, da ønsker vi dem et godt arbejde fremover.

 

Der kan være små problemer som man i starten overser med resul­tat i at problemerne vokser.

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for sociale anliggender:

Partierne i Landsstyret er taknemmelig for redegørel­sens resul­tater og går ind for de midlertidige tiltag på området, og jeg kan føle, at vi er meget enige.

 

Derfor skal jeg ikke komme med de helt store bemærk­ninger.

 

Resultatet af undersøgelsen viser desværre at vores arbejde indenfor socialområdet ikke har fungeret på nogle områder med hensyn til nogle familier med pro­blemer.

 

Derfor er det vigtigt for os alle at erkende det for­hold, at vi i vores samfund skal have det rart ved at tale med hinanden og være åbne. Der er over en 10-årig periode hvor vi har fået ud­dannet social­hjælpere og socialrådgivere.

 

I de seneste år har problemerne været meget tunge som personalet i kommunerne skal være med til at løse og rette op.

 

Jeg mener, at det ikke kun er Landstinget og ikke kun sociale medarbejdere, det er hele samfundet der skal forstå at dette problem, at vi er får dårlige til at tale sammen i det grønlandske samfund.

 

Resultatet viser at der er mange problemer i familien, og lige­som at man går rundt om problemet i stedet for at angribe probl­emet direkte.

 

Vi mener, at vi må lære noget af under­søgelsens resul­tater i landsstyret og landstinget og gøre os mere dygtige til at løse problemer.

 

Det er meget vigtigt, at der med hensyn til familiers problemer, at socialarbejderne kommer direkte ind i problemerne og taler med familierne. Det giver os behov for, at vi skal have en bedre uddannelse, hvilket jo flere partier var inde på.

 

Det er ikke kommunens medarbejdere og sociale arbejdere vi skal sætte lid til. I og med at der er så mange anbringelser udenfor hjemmene, må vi tage det som et problem, der er gældende for samfundet og vi personligt også være med til at løse dette pro­blem. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi overfor unge kommende forældre kommer med en bedre oplysning, og viser dem, at de får ansvar, når de får børn, når de bliver for­ældre.

 

Flere landstingsmedlemmer kom ind på rådgivning i forhold til familien, at vi skal gøre os dygtigere, og at vi er gået i gang med denne dygtiggørelse, men det er ligesom kun planer vi har snakket om, selv om vi er i gang med arbejdet. Vi er ikke færdi­ge med dette arbejde. Vi ved hvordan vi burde kunne gøre, men vi er altså ikke gået i gang med at gøre de ting, fordi der er mangel på medarbejdere. Hvis vi skal uddanne på en bedre måde har vi også behov for lærere, for det må være dem, der skal dygtiggøre os og ikke sådan, at vi skal vente på, at der kommer nogen udefra for at hjælpe os med dette problem. Dette tiltag i Sisimiut har vi gennemført med arbejdskraft udefra. For at kunne komme over disse problemer må vi selv inde fra samfundet starte med arbejdet. Derfor er vi glade for, at vi i forbindelse med familieåret kan lave en konference på børne- og ungeområdet i Qaqortoq i løbet af efteråret.

 

Jeg håber, at undersøgelsen og drøftelsen i landstinget med­fører, at man åbner op for en langt større debat end det har været hidtil. Det vil være et vigtigt skridt, at man kunne tale med mennesker med problemer, i stedet for at tale om disse fami­lier, der har problemer.

 

Jeg skal lige vende tilbage til partiernes bemærknin­ger. Blandt andet kom Siumut ind på at vi har meget få uddannede medarbej­dere indenfor det sociale område og vi har brug for uddannede sociale rådgivere. Selvom vi har det antal der skal til, er de så bebyrdede af andre opgaver, at vi ikke kan få nytte af deres arbejde. Vi må efterlyse og finde frem til dem og give dem til­bud for dygtiggørelse og videreuddannelse, for at opnå, at de er med til at løse familiernes problemer.

 

Fra Atassut kom der anmodning om hvilke tiltag, der skal igang­sættes, og jeg bemærker, at landstinget er enig i, at landstin­get har viljen til at løse disse problemer. Vi bør ikke isolere diskussionen og hand­lingerne omkring samfundets udvikling til at foregå mellem pædagogerne og sagsbehandlere, for vore rettig­heder som ... følger der også pligter, som vi skal indfri.

 

I dette FN's familieår må vi i vores land påbegynde en etisk og filosofisk diskussion om selverkendelse med baggrund i vores identitet og vores samvittighed. På den måde kan vi forebygge forhold, som splitter be­folkningen, og selv være med til at løse problemerne iblandt os. Der bliver brugt mange kræfter i vores samfund i dag på at skabe mere tryghed. Vi bør ved­varende revur­dere dette arbejde ved at måle værdien af arbejdet før og nu. Derfor er det vigtigt for os alle, at erkende, at vi skal for­bedre vores sociale arbejde.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for kultur, uddannel­se og forskning:

Det man fra Atassut ønsker om socialrådgiveruddannelsen er til­passet til dagens krav. Der er mange mennesker, som både famili­emæssigt og socialt, lever trygt, men vilkårene har været ændret så meget og ændres meget og at man hos de enkelte og hos famili­erne har man så alvorlige problemer, at uddannelsen må tilpas­ses, således at de uddannede så vidt muligt er parat til det meget alvorlige arbejde. Dette arbejde pågår og dette arbejde har vi til hensigt, at vi i 1995, det vil sige til næste års skolestart, at man er færdig med en ny ordning af uddannelsen og at denne nyordning vil blive forelagt for landstinget, det vil sige vi regner med, at arbejdet vil fortsætte til næste år.

 

Med hensyn til Johan Lund Olsen fra Inuit Ataqatigiit, at der er behov for efteruddannelse af allerede ud­dannede personer, om hvor vigtigt det er og hans på­pegninger samt at man allerede også skal styrke dette med flere midler samt at man skal være mere opmærksom på det. Disse opfordringer vil jeg blot støtte hel­hjertet.

 

På baggrund af udviklingen i Grønland af allerede uddannede og her er det socialrådgiverne og pædagoger­ne, men også af andre uddannede og for at kunne følge med i forholdene, så er der et meget stort behov for efteruddannelse i disse år.

 

Mødeleder::

Ja, og således er vi færdig med dagsordenspunkt 21, redegørelse om undersøgelse af anbringelse af børn og unge udenfor hjemmet i 1992. Af partiordførernes indlæg står det klart, at undersøgel­sen fortsætter og at man også husker bevillingerne dertil i det videre arbejde end stadet i dag, at man med henblik på en bedre løs­ning end det er tilfældet i dag.

 

Landstingsgruppernes formand har ønsket til formand­skabet, at man stopper mødet for i dag og at punkt 31 medtages til dags­ordenen i morgen. Kan dette godkendes? Ja.

 

I morgen bliver vores dagsorden sådan, at vi lægger dagsordens­punkt 31 som det første og punkt 4 som det sidste dagsordens­punkt til dagsordenen i morgen. Er det godkendt?

 

Det vil sige, at man ønsker gerne dagsordenspunkt 31 udsat til i morgen og at den bliver sat som det første dagsordenspunkt og punkt 4 som det allersidste.

 

Og dagsordenen for i morgen bliver således:

 

Punkt 31, betænkning afgivet af fiskeriudvalget.

 

Punkt 12, fremlæggelse af landskassens regnskab for 1993.

 

Punkt 27, betænkning afgivet af handels- og industriud­valget.

 

Punkt 18, forslag til landstingslov om naturinstitut. Det er 3.  behandling.

 

Punkt 19, redegørelse om det indenskærs-fiskeri.

 

Punkt 4, valg af medlemmer til udvalg og repræsentatio­ner. Det er et lukket møde og således er vores møde slut for i dag.

 

Punktet sluttet.