Torsdag den 19. marts 1992

Dagsordenens punkt 21.

 

Forslag til landstingsforordning om fritidsvirksomhed.

(Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Arbejds­marked)

(1. behandling)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Undervis­ning og Arbejdsmarked:

Det nye forslag til landstingsforordning om fri­tidsvirk­somhed afløser landstingsforordning nr. 7 af 16. oktober 1979 om fritidsvirksomhed, som blev ændret ved lands­tingsfor­ordning nr. 9 af 21. september 1988 samt lands­tingsforord­ning nr. 3 af 15. oktober 1979 om kultur- og folkeoplys­ningsvirksomhed.

 

Styrelsesbestemmelser, herunder kompetencefordeling inden for fritidsvirksomhed, er som hidtil fastlagt i lands­tingsforordning nr. 8 af 17. maj 1988 om styrelsen af Kultur- og Undervisningsvirksomhed.

 

Dette forslag bygger på Landstingets debat den 10. oktober 1990, punkt 40, der havde overskriften "Generel drøftelse af fritids­virksomhed".

 

Landstinget fandt det i den forbindelse ønskeligt, at den nye landstings­forordning om fritidsvirksomhed blev udfor­met så den opfylder nutidens krav, men også kan dække frem­tidens behov. Dette ønske må ses i sam­menhæng med den udvik­ling, der sker i et moderne samfund som vort.

 

 

I udarbejdelsen af forslaget er der lagt vægt på at for­enkle det bestående system, og lave en smidigere opbygning af alle planer, til gavn og glæde for borger­ne.

 

Der er således i forslaget i højere grad end tidligere mu­lighed for, at alle aldersgrupper kan have et menings­fyldt samvær gennem fælles aktiviteter.

 

Der er i forslaget lagt vægt på borgernes muligheder for at benytte de fritidstilbud, der etableres i de enkelte kommuner. Det moderne samfund skal tilbyde den enkelte borger et meningsfyldt fritidsliv, med de forpligtelser dette indebærer, for den enkelte og for det offentlige.

 

Omkring fritidsklubber er der foreslået en smidiggørelse af reglerne, således at der kan tilrettelægges aktivite­ter for specielt afgrænsede aldersgrupper, f.eks. mindre sko­lesøgende elever, juniorgruppen 11-14-årige og senior­grup­pen over 25 år.

 

Forslaget lægger op til, at borgerne gives mulighed for selv at udfylde deres fritid, samtidig med at de sikres deres rettigheder til at igangsætte aktiviteter ud fra de faktiske forhold.

 

Ved at lægge kultur- og folkeoplysnings­virksomhed og fri­tidsvirksomhed i én forordning er det intentionen, at man på denne måde kan udnytte ressourcerne bedre.

 

Ved at bruge ressourcerne på en mere målrettet måde, kan de lokale forhold også tages i betragtning, samtidig med at de enkelte borgere føler, at de forskellige over­ordnede tilbud også angår dem.

 

Forslaget har været sendt høring i en række organisatio­ner og institutioner. På det grundlag er en del af de indkomne udtalelser indarbejdet i forordningen eller er medtaget i bemærkningerne til forordningen.

 

Høringssvarene har især vedrørt følgende forhold:

 a)     Betaling for deltagelse i fritidsundervisning.

 b)     Betaling for benyttelse af kommunale fritidsklubber.

 c)     Forhøjelse af deltagerantallet i praktisk undervis­ning.

 

Hvad angår betaling for deltagelse i fritidsundervisning og betaling for benyttelse af kommunale fritidsklubber, skal jeg henvise til bemærkningerne til forordningsfor­slaget.

 

Jeg hører dog gerne Landstingets bemærkninger herom.

 

Den nuværende fritidsforordnings interessegruppevirksom­hed afløses af dette forslags bestemmelser om praktisk under­visning. Da interessegruppevirksomheden imidlertid ikke er en lovbunden aktivitet, medens praktisk under­visning er en lovbunden foranstaltning, er det nødven­digt at for­høje deltagerantallet for at opnå en udgifts­neutral ord­ning.

 

Såfremt man generelt ønsker at nedsætte deltagerantallet i praktisk undervisning, skal der tilføres området ekstra økonomiske midler.

 

I forslaget lægges op til, at borgerne gives bedre mulig­heder for at udnytte lokalblade, lokalradio og lokal-TV, samt teater- og musikvirksomhed. Ligeledes gives de enkel­te kunstnere bedre mulighed for at udøve deres arbejde.

 

Jeg finder det ligeledes vigtigt, at børne- og ungdoms­arbejde ikke forringes i fremtiden. Som baggrundsmateri­ale har jeg i den forbindelse vedlagt en rapport om forslag til en hel­hedsorienteret, ungdomspolitisk hand­lingsplan i perioden 1991 til 1995 som baggrundsmateria­le, hvor de unge har fremlagt deres visioner om, hvordan de enkelte sektorer inden for fritidsområdet kan forbe­dres, og ikke mindst finansieres.

 

I forvejen afsættes der årligt betydelige beløb, der kom­mer eller kan komme især de unge til gode, inden ­for de enkelte sektorer i fritidsområdet.

 

Mange gange er det et spørgsmål om prioritering og koor­dinering af midlerne, samt at få skabt et samlet overblik over disse, der er afgørende. Det er også vigtigt at skabe et større engagement blandt de unge om at udnytte de til­bud der findes.

 

Da det fremlagte forslag bygger på Landstingets tidlige­re drøftelse, og da forordningsforslaget indeholder fyldige bemærkninger, skal jeg hermed fremlægge det med håb om en velvillig behandling i Landstinget og i Lands­tingets kul­tur- og undervisningsudvalg, forinden 2. behandling her i salen.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Forinden vi kommenterer det af Landsstyret forelagte for­slag om fritidsforordning, vil vi fra Siumut fremkomme med nogle overordnede synspunkter om fritid, og vil til sidst kommentere nogle enkelte områder i forslaget.

 

Vi har bemærket, at forslaget indebærer sammenlægning af 2 gældende forordninger for henholdsvis fritidsvirksom­hed og kultur- og folkeoplysningsvirksomhed.

 

Ved fornyelse af lovgivningen omkring fritidsvirksomhed sker der en tydeliggørelse, smidiggørelse og synlig­

gørelse af loven, således at det er nemmere at overholde reglerne.

 

Vi fra Siumuts side anser det som meget vigtigt, at sam­fundet tilbydes så gode muligheder som overhovedet muligt omkring fritiden. For enhver har behov for at koble lidt fra i det tiltagende ræs her i vores tilvæ­relse.

 

Men én ting synes jeg skal kraftigt understreges, og det er, at kommunerne i egenskab af deres større selvstyre bør gå ind og øge bevillignerne til fritidsområdet, selvfølge­lig ud fra deres økonomiske situation, uanset hvor meget bloktilskuddet end er barberet.

 

Med hensyn til fritids- og voksenundervisningen lægger Siumut vægt på, at der gives tilbud på undervisning af almennyttige uddannelser, og ikke alene tilbud der går ud på egentlig fritidsbeskæftigelse. Derfor går vi ikke ind for brugerbetaling i forbindelse med fritids- og voksen­undervisningen, uanset om det er eksamensfor­beredende un­dervisning på folkeskoleniveau, eller det drejer sig om fag, der kan undervises i GU, de gym­nasiale uddannel­ser.

 

Sagt på en anden måde: Siumut går ikke ind for brugerbe­taling omkring fritids- og voksenundervisningen i de fag, hvor kun lærerlønningen er en udgift.

 

Men på den anden side er det sådan, at der i visse fag kræves udgifter til materiale. I sådanne fag, hvor delta­gere skal være fyldt 20 år og opefter kan vi gå ind for, at der indføres brugerbetaling. Det er jo allerede tilfæl­det på flere områder i dag.

 

Forordningsforslagets ? 14, stk. 3, hvor der kræves mindst 12 elever for at oprette et hold, synes vi er for stram,

og vil anse det som ønskeligt, at tallet bringes ned til 8, især af hensyn til mindre byer og bygderne.

 

At der er foreslået en smidigere ordning omkring fritids­klubberne er vi fra Siumuts side glade for. Dette forhold har vi tidligere påpeget og foreslået ændret.

 

Vi var forberedt på forslaget om opkrævning af entré, idet det forholder sig således i dag, at der i flere kommuner allerede opkræves entré, selv om reglerne herfor siger at fritidsklubberne er gratis.

 

I den forbindelse kan det undre, at der i visse børne- og ungdomsklubber opkræves en entré på kr. 20,- for unge i alderen 13 og opefter i forbindelse med weekend-dansemik i klubben. Og så koster det oven i købet kr. 10,- for gar­deroben. Det er faktisk dyrere i forhold til res­tauratio­nerne. Har du ikke råd til det den weekend, må du bare stå pænt udenfor og høre dine kammerater have det dejligt. Det vil være svært at acceptere for unge i alderen 13-14 år.

 

Derfor skal vi i forbindelse med drøftelse omkring entré i fritidsklubber fra Siumuts side understrege, at der ved denne form for opkrævning, som Lands­styret kan udfor­me nærmere regler for, også i de over­ordnede regler allerede bestemmes maximums- og minimumsbe­taling, for også på denne måde at opnå ensartet praksis fra kommune til kommune, og for at undgå spekulation i entrebetalin­gen.

 

Forslaget indeholder også, at befolkningen gives mulighed for brugen af de lokale aviser, radio og TV med hensyn til teater og musik. Dette er allerede praksis i dag, kun be­grænset af kommunernes økonomiske formåen. Og hvis det postuleres, at befolkningen får større mulighed ved hervæ­rende forslag vil vi kræve, at man revurderer bloktilskud­

dene til kommunerne, for at se om disse bevillinger virke­lig benyttes til deres rette formål.

 

Siumut er meget tilfreds med, at idrætten er gjort til genstand for en særskilt bestemmelse. Idrætten henvender sig til alle familier, hvor alle ud fra frivillighedsprin­cip­pet kan deltage. Idrætten er, ud over fritidsbe­skæfti­gel­se, også med til at gøre mennesket mere bevidst omkring sin sundhed. Og vi skal alle sammen være med til at give mu­lighed herfor.

Med disse bemærkninger skal vi fra Siumuts side udtryk­ke ønsket om, at vore bemærkninger tages med i forbin­delse med udvalgsbehandlingen af forslaget, før det går videre til 2. behandling.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Atassut og Issittup Partiia har ved gennemgang af forord­ningsforslaget ikke kunnet undgå at bemærke, at fritids­virksomhederne bliver ændret på væsentlige områder, og bliver mere tilsvarende til vore dages forhold. Dette er efterhånden blevet helt nødvendigt, da det som anført, kræ­ves af vort samfunds meget hastige udvikling.

 

Vi har gode forhåbninger om, at en smidigere og mere for­enklet form vil være til større gavn for samfundsbor­gerne.

 

Udvidelsen af forskellige fælles fritidsaktivitetsmulighe­der for børn, unge og ældre vil bevirke, at man i højere grad opsøger mulighederne.

 

Ved smidiggørelse af reglerne inden for fritidsklub­berne, giver det større muligheder for det store behov i dag, samtidig med bedre udnyttelse af eksisterende mulighe­der i dag. Her tænkes på de større muligheder for de min­dre skoleelever, samt de ældre på 11-12-13-14 år, blandt andet har sin baggrund i, at man har forhørt sig hos ar­bejds­grupper og institutioner, og dette anser vi for at være helt rigtig i denne sag.

 

Vedrørende brugerbetaling i fritidsklubberne skal vi udtale, at vi fra Atassut og Issittup Partiia er imod bestemmelsens optagelse i forordningen da vi mener, at dette som i dag, bør ordnes internt i selve klubberne gennem deres bestyrelser.

 

I den forbindelse vil vi nævne, når der er tale om unge mennesker, især når der er søskende, så kan det jo blive dyrt. Derfor mener vi, at den ikke bør indføres, og at klubberne bør være åbne for alle.

 

Vi har gode forhåbninger til de nu særskilte bestemmel­ser vedrørende idrætsaktiviteterne, og det er helt på sin plads at gøre sådan.

 

Muligheden for at kunne opnå støtte til højskoleophold udenfor Grønland er helt på sin plads i dag. Vi støtter indstillingen om, at man her primært tænker på dem, der ikke har nogen egentlig uddannelse. Vi mener dog, at der er fordele ved at lade den stå åben for folk med en uddan­nelse. Eksempelvis til at kunne sætte sig grundige­re ind i fremmede sprog eller andre folkeslags levevis og kultur. Selv om vi ved, at der er sådanne muligheder, så ved vi, at unge holder sabbatår, og så kan de bruge denne mulighed for at indhøste flere erfaringer. Og med henvis­ning til kap. 2, ? 6 skal vi spørge om, hvorvidt man inden for bestemmelsen kan medtage de såkaldte rejsende højsko­ler.

 

Med disse bemærkninger til de enkelte områder er Atassut og Issittup Partiia efter grundig gennemgang af forslaget

enige i forslaget som helhed og tiltræder, at det tilgår Kultur- og undervisningsudvalget inden 2. behandlingen.

 

Til allersidst vil vi udtale, at forslaget fra arbejds­gruppen vedr. ungdomspolitik er et meget rosværdigt og godt arbejde, og at man ikke uden videre kan forbigå det, og at man ikke bør debattere det bare som bilag til nærværen­de forslag. Derfor vil vi foreslå, at vi til efterårssam­lingen optager det til debat som et særskilt dagsor­denspunkt.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Dette forslag til landstingsforordning, som skal erstatte 2 gældende forordninger fra 1979, og som er en tilpasning til nutidens krav, byder vi fra Inuit Ataqatigiit med glæde vel­komment.

 

Det er på sin plads, at vi til stadighed vurderer de love, forordninger m.m., som vi i dag føler i vort daglige liv. Og denne forordning berører os alle. Vi bør i størst muligt omfang bruge det liv vi fører, uden for den almindelige arbejdstid, til at hente styrke på en fornuf­tig måde.

 

Dette forslag er et udgangspunkt for, hvad myndighederne kan føre i forbindelse med vore bestræbelser som enkelte individer samt i fællesskab for at have et meningsfyldt fritidsliv.

 

Dermed ikke sagt, at vi som brugere blot skal sidde med hænderne i skødet og vente på, at myndighederne skal gøre noget for os. Vi er dem, der er udgangspunkt for, hvad vores egen fritid skal indeholde. Forordningsforslaget er blot et sted, hvor nogle af vores rettigheder står skrevet.

 

Før vi fremkommer med generelle overvejelser, vil vi først påpege følgende konkrete punkter og ?? i forordningsfor­slaget, som vi mener, vi bør udtale os om.

 

For det første: Til kravet om at der skal være 4 deltagere til musikundervisning i henhold til ? 5, stk. 3, foreslog vi, at dette også skal gælde for de, der ønsker undervis­ning inden for teatervirksomhed.

 

På baggrund af erfaringer ved vi i Inuit Ataqatigiit, at der i byer og bygder findes enkelte eller nogle stykker, som er interesserede i teatervirksomhed. Her tænker vi på dem, der ønsker undervisning i drama eller teater.

 

På den baggrund mener vi, at selvom der kun er 4 interes­serede, bør disse have denne mulighed. Vi er godt klar over, at kommunal­bestyrelserne kan give særlige tilladel­ser i forbindelse med deltagerantal.

 

I de tilfælde, hvor man er nødt til at spare, må man regne med, at disse er de første, som bliver ramt. Hvis dette forslag bliver støttet, skal punkterne 4 og 5 rettes til i henhold hertil.

 

Hvad angår ? 14, stk. 3, kræves det, at der skal være mindst 12 deltagere, og det mener vi ikke er realistisk, deltagerantallet bør være på mindst 8, idet de klasse­lokaler, man bruger til praktisk undervisning, ofte ikke er særligt store.

 

Hvis antallet af deltagere skal være 12, som det er blevet foreslået, vil det i nogle bygder og byer være yderst svært at undervise i skindsy­ning, perlesyning samt kajak­bygning.

 

 

I ? 16 kræves der betaling for deltagelse i fritidsunder­vis­ning. Da dette vil medføre et øget tilsyn samt større administrativt arbejde, går vi ikke ind for dette. Det offentlige er bange for, at deltagerantallet vil falde drastisk.

 

Generelt er vi kritiske med hensyn til hele kapitel 2, idet vi ikke mener, at man giver de svagest stillede børn og unge muligheder nok.

 

De meget omfattende bestemmelser omkring fritidsundervis­ning i kapitel 3 kan vi ikke undgå at sammenligne med bestemmelserne vedr. fritidsklubber. Deltagerantal, formål med aktiviteterne, krav om mødepligt m.m. er beskrevet meget nøje.

 

Derimod ser det ud som om, at bestemmelserne i kapitlet om fritidsklubber ikke indeholder klare krav med hensyn til indhold og formål. Derfor ønsker vi, at man snarest sørger for ud­arbejdelse af bekendt­gørelser og cirkulærer, som fritids­klubberne kan arbejde efter.

 

Dette arbejde bør udføres sammen med de personer, der til daglig arbejder i fritidsklubberne samt deres organisati­oner. Vi ønsker at en 3. person, som Kultur- og undervis­ningsudvalget skal udpege til fritidsklubbens bestyrelse skal være fra fritidsudvalget.

 

Selvom vi kan forstå, at formålet med betaling for benyt­telse af fritidsklub i henhold til ? 19 er at fremme ansvarsfølelsen, er vi bange for, at man på den måde vil adskille de, som kan betale, og de, der ikke har råd. Derfor bør dette spørgsmål vurderes i Kultur- og undervis­ningsudvalget.

 

 

I forbindelse med ? 25 mener vi, at ordet "kan" bør udskiftes med "skal". Begrundelsen herfor er, at vi ved, at børn, der er i den bedste alder, og som virkelig har lyst til at spille teater og musik, samt som virkelig har brug for at blive lært op og instrueret, ofte enten slet ikke starter, eller må stoppe undervejs.

 

Bl.a. har børn sidste år i Nuuk startet børneteatret "Ippiarsuit" sammen med Silamiut og Saaffik, som er et sted børn og unge kan henvende sig hos.

 

Men da man ikke kræver, at kommunen skal yde tilskud, måtte børneteatret, som mange var glade for, stoppe.

Som det andet eksempel kan vi nævne musikgruppen "Nuussuaq Band", som vi kender gennem TV. De nåede endda helt til Norge, men det var en af de første, som blev ramt af sparekniven. Der findes helt sikkert andre eksempler fra kysten.

 

Kap. 5 har overskriften: Idræt.

Vi foreslår, at kapitlet får følgende overskrift: Idræt og musik. Musik bliver ligesom idræt udøvet i hele Grøn­land.

 

I dag bliver de mange musikgrupper benyttet, når Grønland viser sit ansigt udadtil. Ligesom mange idrætsudøvere bliver benyttet.

 

Til trods herfor er det med hensyn til bestemmelser og økonomi vidt forskellige forhold, de 2 grene lever under. Dette kan skyldes, at de mange musikgrupper flittigt bliver benyttet og har dannet foreninger, men de har stadig ikke en organisation.

 

Lands­styremedlemmet nævnte i sin forelæggelse, at Lands­tinget under debatten i 1990 vedr. nødvendigheden af ændring af landstingsfor­ordninger om fritidsvirksomhed havde krævet, at man på forhånd burde være forberedt på de ting, som fremtiden medførte.

 

Hvis man har lyttet til radioudsendelsen "Katuaq", vil man vide, at musikforeningerne til sommer vil mødes i Sisimiut for at danne en organisation.

 

Da formålet med den kommende forordning sigter på frem­tiden, bør vi være forberedt på det, som skal ske til sommer. Vi skal give vore musikere samme muligheder for at træffe andre musikere fra andre dele af landet samt fra verden udenfor, som det er tilfældet for vore sportsfolk.

 

Netop hvad angår musikudgivelser sammenholdt med be­folknings­tallet, har vi noget, der ligner verdensrekord, og det må vi være stolte af. Alene vores førende pladesel­skab "Ulo", har det stået for 10 forskellige udgivelser alene i 1991. Alene disse ud­givelser er solgt i et antal på knapt 28.000 som kasetter og CD.

 

Forordningsforslagets ?? 5, 32 og 34, som bl.a. omhandler drama og teater, skal naturligvis forstås som fritidstil­bud på amatørbasis. Dette skal ikke få os til at tro, at arbejdet så hermed er gjort for det spirende, professio­nelle teaterliv.

 

Vi skal således anmode Landsstyremedlemmet for Kultur i den nærmeste fremtid, at tage initiativ til udarbejdelse af en teater­lov.

 

I dette arbejde mener vi, at teatergruppen Silamiut bør ind­drages. Netop Silamiut har i en årrække gjort et pris­værdigt arbejde med deres fremførelse af teaterstykker såvel herhjemme som i verden udenfor. Vi har således allerede ud­dannede, dygtige skuespillere.

Med disse bemærkninger går vi ind for, at forordningsfor­slaget overlades Kultur- og undervisningsudvalget til videre behandling, inden forslaget går til 2. behandling.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Til det nye forslag til Landstingsforordning om fritids­virksom­hed, som er en afløser til Landstingsforordning nr. 7 af 16. oktober 1979, vil Akulliit Partiat byde hjertelig velkommen.

 

Ved kommunernes overtagelse af skolevæsenet pr. 1. januar 1980, som fritidsvirksomheden jo hører under, har daværen­de formænd for Kultur- og undervisningsudvalg og ledende skoleinspektører hvert år mødtes på konferencer, dels for at blive for­trolige med den nye forordning, dels for at drøfte, hvor forordningen kunne forbedres allerede på

daværende tidspunkt samt påpege, hvor der skulle smidig­gøres.

 

Derfor er vi i Akulliit Partiat overordentligt glade for det nye forslag.

 

Det nye forslag vil opfylde nutidens krav, men kan også dække fremtidens behov. Derfor støtter Akulliit Partiat forslaget, men også af følgende grunde:

 

I forslaget er der lagt vægt på at forenkle det bestående system og udarbejde en smidigere opbygning på alle niveauer til gavn og glæde for borgerne.

 

For det andet: I forslaget er der i højere grad end tidligere en mulighed for, at alle aldersgrupper kan få et meningsfyldt samvær gennem fælles aktiviteter.

 

 

 

For det tredje er der i forslaget lagt vægt på borger­nes muligheder for at benytte de fritidstilbud, der etableres i de enkelte kommuner.

 

Det moderne samfund skal tilbyde den enkelte borger et menings­fyldt fritidsliv, der kan være et alternativ til spiritusmis­bruget.

 

For det fjerde: Smidiggørelsen af reglerne giver mulighed for tilrettelæggelse af aktiviteter for specielt afgrænse­de alders­grupper f.eks. mindre, skolesøgende elever, juniorgruppen 11-14 årige, og seniorgruppen over 25 år.

 

Med hensyn til Landsstyremedlemmets spørgsmål om evt. betaling vil jeg på vegne af Akulliit Partiat udtale, at vi er skeptiske over for dette, i det vi på den måde kan udelukke mindre bemid­lede, der netop mere end andre har behov for klublivet.

 

Det er meget vigtigt at skabe støtte engagement blandt de unge om at udnytte de tilbud, der findes.

 

Med hensyn til fritidsvirksomhed har vi fra Akulliit Partiat udtalt, hvor vigtigt det er med fritidsvirksom­heden, og at det er meget vigtigt at yde de fornødne midler hertil.

 

Det vil vi gerne gentage her i dag med den begrundelse, at i en tid, hvor der er sparebestræbelser også i skolevæ­senet, så mener vi, at det har været tilfældet, for ikke at spare inden for skolevæsenet, at man har måttet spare inden for fritidsvirksom­heden. Det vil vi undgå.

 

Med disse bemærkninger går vi ind for forslaget.

 

 

Landsstyremedlemmet for Kultur, Uddannelse og Arbejds­marked:

Først vil jeg gerne takke samtlige partier, idet forord­ningsfor­slaget er udarbejdet ud fra en tidligere ført debat her i salen, og jeg siger også tak til samtlige instanser, der har været med som idegrundlag til det arbejde, der har været ført.Ca. 50 instanser har været hørt, og ca. halvdelen har givet tilbagemeldning.

 

Hvad angår punktet om ungdommen, så siger vi også tak til de ideer, som er givet til os. Der er langt flere punkter, som har været noteret, og fra Landsstyrets side anser vi det for meget vigtigt, at de også har givet deres ideer og således har givet et fingerpeg om, hvor de står i samfundet.

 

Jeg er taknemmelig for de ideer, vi har fået, i det de hele tiden har givet os påmindelse om deres egen ek­sistens, selv om vi måske også har glemt dem i forbifar­ten.

 

Siumuts ordfører var inde på, at man i de mindre byer og bygder er betænkelig ved, at man måske lukker af for mulighederne for disse grupper eller disse steder, da man har lagt et minimumsantal på at kunne påbegynde et hold, men jeg skal henvise til, at der bliver mulighed for at starte hold med mindre deltagerantal efter dispensation.

Hvad angår brugerbetaling kan jeg nævne, at Siumuts ordfører har ret i, når han siger, at der i den nuværende forordning står, at det forbudt at tage betaling for fritidsvirksomhed, men der er en hel del kommuner, som praktiserer det anderledes, ved at opkræve betaling

således, at ungdommen selv samler penge ind til de forskel­lige interesseområder, som de gerne vil være med i.

Det kan godt ses som en omgåelse af reglerne, og for at imødegå denne form, er det på sin plads, at Lands­styret fastsætter nærmere bestemmel­ser herom.

 

Hvad angår mak­simumbetaling for brugerbetaling, så vil udvalget også tage ordførerens indlæg med i betragtning i deres videre arbejde.

 

Hvad angår bloktilskud, som bør revurderes, så må vi også sikre os, at pengene bliver brugt til de formål, de er givet til.

 

Det står i for­ordningen, at kommunernes planer omkring fritids­virksomhed skal indsen­des til centraladmi­nistratio­nen.

 

Spørgsmålet har ikke været stillet før, og er således et nyt punkt i forordnings­forslaget, formålet med det er, at vi fra centralt hold nærmere kan følge med i, hvilke fremgangsmåder, der bliver brugt i kom­munerne.

 

Til det konkrete spørgsmål fra Atassut kan vi sige, at de rejsende højskoler er medtaget i forordningsforslag­et.

 

Samtlige partier har påpeget, hvad angår delta­geran­tal i de praktiske fag, og at minimumsantallet skal være 12, hvor det var 8 deltager før.

 

Her vil jeg blot under­strege, at grunden til vi i for­slaget har nævnt 12 er, at det kan komme til at koste et større beløb, og det er derfor, vi har fastsat delta­gerantallet til 12.

 

Atassut var også inde på, at man var mod brugerbeta­ling, men dertil skal vi nævne, at der under den generelle debat i 1990, var en bemærkning fra Atassuts side om, at der er alt for mange, der blot melder sig for sjov skyld og melder sig ud igen.

 

Så det er hensigten, at vi skal have et mere stabilt fremmøde fra de tilmeldte, så derfor har vi været inde på brugerbetaling, men retnings­linierne herfor bør kunne uddybes nærmere af Landsstyret

 

Ved bruger­betaling kan man også være lidt mere nøjsom med at melde sig til de forskellige ting, men selvfølgelig skal spørgsmålet da vendes i udvalget, før det endelig bliver fastsat.

 

Til slut vil jeg gerne komme ind på, hvad angår drama. Inuit Ataqatigiit var inde på dette punkt, og jeg siger tak for de ideer, jeg har fået derfra.

 

Jeg skal i den for­bindelse nævne, at i bemærkninger­ne til forslaget, så arbejder vi henimod, hvis og såfremt der forordnings­forslaget bliver vedtaget, at drama bliver medtaget.

 

Vi vil også medtage teater- og musikvirksomhed og andre lignende grupper. Det er også vores hensigt, at komme ind på de professionelle skuespillere. Jeg siger tak for den velvillige behandling, som forslaget har fået her i salen, og jeg og siger tak for de positive forslag, der er frem­kommet her under debatten.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg er ikke landsstyre­medlem, men vil som forældre frem­sætte dette spørgsmål,  hvornår I vil give os forældre tid til også at være sammen med vores børn.

 

Alle de initiati­ver som nævnes er jo utrolig mange, og det vil være til gavn for alle vores børn og deres opvækst. Men lad os lige tænke på, at lige så snart et barn bliver født, så går forældrene til børneinstitution med det, og hvis og såfremt de er heldige at have råd til det, så vil barnet blive ved med at gå på institution, indtil skolen overtaget barnet.

 

Lige så snart skolen har overtaget barnet, så står fritidsklubberne parate til at overtage barnet. Derudover er der så andre gøremål, som de skal have gjort, nemlig deres lektier til næste dags skoledag.

 

Når de blevet lidt større, så tænker de på diskoteker. Så kan det være, at vi kun har morgenmaden til fælles, mens vi stadigvæk snakker om forældrenes op­dragelse af børn,

 

Der falder også nogen gange bemærkninger om den voksende generations­kløft. Mon ikke det er alle de initiativer, som er med til at skabe den generationskløft.

 

Jeg har ikke noget imod, at man lovfæster alle sådanne ting, men på den anden side må jeg også bemærke som forældre, giv os tid til at være sammen med vores børn.

 

Derfor vil jeg også gerne sige tak. Jeg er blot kommet med disse bemærk­ninger, fordi der sker så mange ting, at forældrene næsten ikke har tid til at være sammen med deres børn, også til glæde for begge generationer.

 

Josef Motzfeldt, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Først til partiordførernes indlæg, hvor Siumuts ordfører var inde på en maksimumbetaling for deltagelse, vi kan  godt være enige i, at spørgsmålet bliver vendt i udvalget.

Atassuts ordfører var inde på, at man ikke bør tage medlemskontingent i klubberne, det bør ikke være med i forordningen, men i klubbernes egne forordninger.

Det er rigtigt nok, at ifølge forordningen er det forbudt at indkræve medlemskontingent fra klubberne, men det er ikke forbudt at indsamle penge indenfor klubbens eget regi, og jeg mener, at det er mere attraktivt at prakti­sere denne form, i stedet for at man skal betale medlems­kontingent.

 

Jeg mener det vil være mere attraktivt, at man give klubberne mulighed for på eget initiativ at samle penge ind.

 

Men hvis man i den alder bliver opkrævet et medlems­kontingent, så vil det måske ikke være så attraktivt at komme til klubberne, men at man selv på eget initiativ er med til at samle penge ind, det må være at foretrække.

 

Vi vil godt lige prøve på at finde ud af, hvilke konse­kvenser brugerbetaling har. Det vil vi gerne lige have vendt.

 

Hvad angår begrænsning af deltagerantal­let fra 8 til 12, må vi jo også kunne beregne konsekven­serne herfor og hvilken betydning har det ført til.

 

Vi har i udvalget haft svært ved at vurdere dette, idet vi ikke har haft nogle tilgængelige konsek­vensbe­regninger.

Hvad angår tilmelding til fritids­virksom­hed og betaling herfor, så kan det godt være, at hensigten med det har været, at man skal have et mere stabilt fremmøde til det. Det kunne jo godt være, at man melder sig til 5 hold, og at det vil medføre ekstra administra­tion.

 

Til Otto Steenholdt skal jeg nævne, at han har talt som forældre, men jeg regner overhovedet ikke med, at stør­

steparten af forældrene kan stå bagved Otto Steenholdts bemærkninger.

 

De får tilbud om fritids­klubspladser efter skoletid. Der er utrolig mange børn, hvis hjem er tomme, når de har fri fra skolen, fordi forældrene har ude­arbejde.

 

Fritidsklubber er et sted, de kan komme til. Det er et tilbud, men hvis børnene fore­trækker at komme hjem, så er der ikke noget til hinder for at de gør det, men der er rigtig mange forældre, som har behov for, at der er fritidshjem og fritidsklubber.

 

Hvornår forældre og børn kan være sammen er et spørgsmål om, hvornår foræl­drene har kræfter til det, men når forældrene ikke har tid til børnene, så er fritidsklubber langt mere at foretræk­ke, fremfor at børnene går frysende rundt på gaderne.

 

Agnete Nielsen, ordfører for Atassut:

Først vil jeg gerne sige tak for det meget konkrete svar, jeg har fået fra landsstyremedlemmet, nemlig at de rejsende højskoler også indgår i forordningsforslaget.

 

Jeg ønsker også, at det står klart i selve forordningsfor­slaget eller i bemærkningerne  hertil, således man giver befolknin­gen på kysten mulighed for bedre at finde ud det.

Vi er jo kede af de alt for dårlige muligheder herfor, og hvis og såfremt de står i forordningsforslaget, vil det skabe større mulighed herfor.

 

Hvad angår betaling til klubberne, så indstiller vi, at det bliver vendt i udvalget, og vi er glade for, at Inuit Ataqatigiit også har nævnt det.

 

I den forbindelse er der nogle mindre heldige formulering­er i de almindelige bemærkninger, men hvis man gør det lidt mere klart, så vil det også være nemmere at forstå.

 

Til sidst vil jeg gerne efterlyse de sidste af vores bemærkninger om forslaget fra arbejdsgruppen vedrøren­de ungdomspolitik. Vi vil gerne have en lidt større oplysning herom, i det jeg synes, at det er udmærket arbejde der er udført, som også bør komme den samlede befolkning til gode.

 

Peter Grønvold Samuelsen, ordfører for Siumut:

Fra Siumut tager vi blot Otto Stenholdts bemærkninger til efterretning og skal understrege at, hvad angår fritids­mulighederne, er det ikke et diktat, men en mulig­hed for befolkningen, og disse muligheder også er tilbud, som henvender til hele familien i weekenderne, og er således mulighed for hele familien og ikke blot enkelt­personer.

 

Ved udarbejdelsen af forordningsforslaget her,  vil man jo gerne drøfte forholdene meget nøje, men der er jo rammer for det videre arbejde, og efterfølgende skal man jo lave cirkulærer, som omhandler disse.

 

Vi vil gerne ind­stille, at brugerne af forordningen f.eks. idræts­foreninger, Sorlaq, Suhosaq, musikforeninger og dramagrup­per, tages med i det videre arbejde omkring cirkulærerne til denne forord­ning.

 

Selv om vi laver en udemærket forordning, sætter økono­mien grænser. Det skal vi også være opmærksom på.

 

Selv om vi nævner en masse muligheder,  ved vi, at vi har begrænsede økonomiske muligheder, og hvis vi ikke afsætter penge hertil, så sætter de nogle naturlige begrænsninger.

 

Kommunerne har ikke råd til at overtage yderligere  udgiftskrævende aktiviteter. Vi skal være parate til at kunne give yderligere tilskud fra central side.

 

Da Inuuneq Nakuuneq blev igang­sat for et par år siden, blev der ikke nævnt klare retnings­liner for, hvilke beløb man havde til rådighed til dette projekt. Man havde blot opfordret til, at befolkningen også skulle være med i dette initiativ. Men fra det offentliges side bør man også være opmærksom på de økonomiske konse­kvenser. Det har vi også været inde på i forbindelse med behandlingen af TB I.

 

Når vi nu skal til at udarbejde finanslov til efteråret, bør vi også kunne tage disse punkter med i betragt­ningen. Det bør Landsstyret være opmærksom på.

 

Vi er glade for, at kommunerne pålægges at indsende deres planer omkring fritidsaktiviteter til den centrale admini­stration. Så kan vi måske sikre os, at bloktil­skud­det bliver brugt til det formål, det er blevet afsat til. Et mindre kontingent til klubberne er vi ikke imod.

 

F. eks. har idrætsforeningerne det største medlemsan­tal.

Men til trods herfor  koster medlemsskab i idrætsfor­eningerne nogle gange en hel del penge, og derfor bør man ikke være bange for, at man indfører kontingent i fritids­klubberne.

 

Nogle af idræt­for­eningernes medlemmer har også medlemmer som ikke har mulighed for at betale kontingent, men det bliver administreret meget forstående fra idrætfor­eningernes side, og derfor bydes også disse medlemmer vel­kommen, til trods for at de ikke betaler kontingent.

 

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

Fritidsvirksomhed er meget vigtigt i det kriminalpræven­tive arbejde. Derfor bør man tænke på fritidsklubberne. Jeg tror, at formålet vil være forpasset, såfremt man skal til at kræve kontingent for at komme ind i fritids­klubberne.

 

Når man tænker på Inuuneq Nakuuneq så lad os se det som en investering, når vi giver fri adgang til fritids­kluben, således at fritidsklubberne bliver åben for alle.

Børnene har jo også forskelligartede inter­esser, og hvis foreningerne skal bestå, så bør det være sådan, at så godt som samtlige medlemmer skal være betalende, men lad os gøre det nemmere for fritidsklubberne ved at fritage dem helt for medlemskontingent. Jeg mener, at det vil være en god investering, også taget Inuuneq Nakuuneq med i be­tragtning.

 

Otto Steenholdt, Atassut:

Jeg har med mit lille indlæg ikke villet starte en større debat. Jeg forstår udemærket at Josef Motzfeldt ikke er enig med mig. Det vil jeg ikke stoppe ved, men jeg har altid tænkt på, at i dagens Grønland, er der alt for mange  tilfælde, hvor børn og forældre ikke har mulighed for at være sammen. Der mangler noget i hjemmet.

 

De behøver ikke være enige, men de skal blot sidde hjemme og hygge sig, snakke sammen. Landsstyret giver dem for mange muligheder. Jeg mener, det en af de med­virkende årsager til, at børnene er ved at miste for­bindel­sen til forældrene. Det er udemærket med alle de tilbud, og vi ved allesammen godt, at det ikke er tvang, men på den anden side, så oplever man jo mange gange, at selv om farmand tilbyder sin søn at komme med på en fisketur, så foretræk­

ker man at gå til dans om aftenen og dermed siger nej tak til fisketuren.

 

Men vi skal også kunne lære børnene forståelse for deres medan­svarlighed over for hjemmet selv om far og mor ikke er hjemme, således at de kan opholde sig i hjemmet, og være med til at udføre det daglige husarbej­de.

 

Det er også en måde at gøre barnet ansvarlig i hjemmet på, og det er heller ikke nogen tvang. Og det er med disse tanker, jeg er kommet på talerstolen nu.

 

Der jo ingen diskoteker i de små hjem, og de har heller ikke diskoteker i de små bygder, og det er med disse ting i baghovedet, jeg har taget ordet her. Det kan ikke være på sin plads, at børnene blot løber ude på gaden, når de har et hjem.

 

Landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse og arbejds­marked:

Da jeg var oppe for anden gang, så var der en ting jeg glemte at få med. Noget som IA også var inde på med hensyn til fritidsklubber. Og det er ønsket om klarere ret­ningslinier for, hvordan fritidsklubberne skal admini­streres. Det er jeg selvfølgelig åben over for, og vi vil også være vågen over for ikke at forhale sagen.

 

Og jeg vil også gerne uddybe, at hvad angår børnefamili­er, så kan vi jo ikke lovgive omkring børne­familier. Det vi drøfter her er et tilbud, og ikke en tvang. Men vi håber, at vi hermed får tag i mange børn, mange unge og mange voksne og ældre.

 

Kort sagt ønsker vi, at tilbuddet vil blive taget imod af flest mulige i befolkningen.

 

Det er først nu, der ved en forordning gives åbne mulig­heder for at forældre og børn  kan dyrke inter­essefæl­les­skaber sammen. Og det er det, forordningen giver mulig­hed for. Den mulighed har ikke eksisteret før, og jeg håber at familierne vil benytte sig af muligheden.

 

Jeg siger tak for de faldne bemærkninger, og jeg glæder mig til de be­mærkninger, der vil falde under anden behandling.

 

Punktet sluttet.