Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 27-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Mandag den 10. maj

 

Dagsordenens punkt 27.

 

 

Principdrøftelse vedrørende forsorg for vidtgående handicappede.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Ar­bejds­marked).

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

 

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

På baggrund af at det gældende regelsæt vedrørende for­sorgen for vidtgående handicappede efterhånden er 10 år gammelt, og på en del punkter ikke læn­gere er tids­svaren­de, har Landsstyret ønsket at få en principiel drøftel­se af ind­holdet af den måde, hvorpå den nuværen­de forsorg admini­streres.

 

En arbejdsgruppe, bestående af medarbejdere fra direk­toratet centralt og fra regionalkontorerne, har gennem et stykke tid arbejdet med overvejelser om behovene for justeringer og ændringer. Arbejds­gruppen har på denne bag­grund ud­arbejdet det skriftlige oplæg, som er omdelt til Lands­tingets med­lemmer i for­bindelse med dette punkts behandling.

 

Inden jeg går over til forslagene i det skriftlige oplæg, vil jeg redegøre for Lands­styrets over­ordnede målsæt­ninger på handicapom­rådet.

 

 

 

Den overordnede politik, der har været udgangspunktet siden ansvaret for handicapforsorgen i 1980 overgik til Hjemmestyret, går ud på, at handicap­pede i videst muligt omfang skal blive boende i Grønland, og dette ønsker Lands­styret fortsat fast­holdt.

 

Dette princip betyder for det første, at ned­sendelser til permanent ophold i Danmark skal søges undgået og for det andet, at de i Danmark boende han­di­cap­pede skal søges givet tilbud om at vende tilbage til Grønland.

 

Et andet vigtigt princip for handicapforsorgen er, at den enkelte handicap­pede skal kunne forblive boende på sit hjemsted, enten i eget hjem, i bo­kol­lektiv eller om nødven­digt på institu­tion på hjemstedet eller så tæt på hjemstedet som muligt.

 

Landsstyrets målsætninger iøvrigt for forsorgen for vidtgående handicappede svarer til gældende lovgivning.

Det vil sige, at målet fortsat skal være at sørge for til­vejebringelse af hjælpeforanstalt­ninger til perso­ner, som har et særligt behov for omsorg og støtte­foranstalt­ninger på grund af et vidt­gående fysisk og/eller psykisk handicap, med det formål for øje, at den handicappede kan få en tilværelse så nær det norma­le som muligt - under hensyntagen til handicap­pets art og omfang.

 

Handicapområdet er gennem årene blevet administreret efter disse målsætnin­ger. Og selv om de forskellige målsæt­ninger endnu ikke kan opfyldes 100%, så er det Landsstyrets opfattelse, at vi er på rette spor. Men samtidig er det også Landsstyrets opfattelse, at tiden

 

er inde til at få hele handicap­for­sorgen gennem­gået grundigt med henblik på en vurdering af, hvor vi be­finder os i dag, og hvordan vi kommer videre herfra.

 

Der er siden 1980, hvor Hjemmestyret overtog ansvaret for handicappede fra den danske stat, sket en stor og positiv udvikling.

 

Som et par af de vig­tigste milepæle vil jeg her nævne de mange bokollektiver, der efter­hånden er blevet oprettet rundt om på kysten efter en intensiv indsats fra regio­nal­kontorernes side, og den første samlede hjemslusning fra Danmark af en større gruppe handicap­pede til institutionen "Elisibann­guaq" i Maniitsoq for et par år siden. Endvidere kan nævnes, at institutionen "Ivaaraq" i Qaqortoq sidste år er blevet ombygget og ændret fra almindeligt børnehjem til specia­lin­stitution for handicappede børn.

 

Den ændring i landstingsforordningen om institutioner med særlige formål for voksne, der behandles ved denne landstingssamling, åbner iøvrigt nye muligheder. Æn­dringsforordningen vil f. eks. give hjemmel til op­rettelse af "mini-institu­tioner" til dækning af særlige behov for enkelte institu­tions­pladser i et lokalsam­fund.

 

Her i 1993 markerer vi som bekendt "FNs år for op­rinde­lige folkeslag", hvorfor Landsstyret også har fundet det vigtigt, at vi i dette år får en debat om for­holde­ne for vore handicappede medborgere.

 

Handicappede personer er jo selv uden skyld i, at de har behov for særlig omsorg og støtte, og de har tid­ligere i stor ud­strækning måttet acceptere at blive

 

sendt væk fra deres hjemsted - til andre egne i Grøn­land eller til Danmark - uden at de selv eller deres på­rørende har haft nogen særlig ind­flydelse herpå.

 

Det er Landsstyrets håb, at vi med denne drøftel­se i landstings­salen får sat gang i en debat, der kan brede sig ud over landet, så vi får mange syn­spunkter frem til gavn for de handicappede og det revisionsarbejde, vi står over for.

 

Det er Landsstyrets ønske, at den forestående lovrevi­sion endvidere skal sikre, at vi i Grønland kan til­træde fore­liggende inter­nationale konventio­ner og aftaler på handicapom­rådet.

 

Grønland har aldrig sær­skilt tiltrådt konventioner eller aftaler på dette område, hvilket dog ikke behøver at være ensbetydende med, at vores nuværende handicap­for­sorg ikke opfylder de eksisterende deklara­tioner.

 

Jeg vil ikke bruge tiden her til at gennemgå det om­delte oplæg fra arbejds­gruppen i detaljer, men jeg vil trække nogle hoved­punkter frem.

 

Handicapforsorgen administreres af Hjemmestyrets direk­torat for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked, dog at den daglige administration siden 1988 har været udlagt til direk­toratets regionalkon­torer.

 

Spørgsmålet om udlæg­ning til kommunerne af den fulde kompetence på området har været drøftet gennem årene, og i oplægget henvises blandt andet til de overvejel­ser, der i 1981 blev fremsat herom i Social­reformkom­mis­sionens be­tænk­ning.

 

 

 

Socialreformkommissionen anbefalede i sin tid en fort­sat central admini­stration, men henstillede samtidig, at en udlægning til kommunerne skulle overvejes på længere sigt ud fra det prin­cipielle synspunkt, at flest muli­ge opgaver bør henlægges til de lokale myn­digheder.

 

Samtidig pegede kommis­sionen på, at det var nødvendige be­tingelser for en udlægning, at der for det første blev etableret et tværfagligt samarbejde på lokalt plan, og at der for det andet blev etableret en speci­alkonsulent­tjeneste i Grønland.

 

Som arbejdsgruppen anfører, har det tværfag­lige samar­bejde på lokalt plan eksisteret siden 1983, samtidig med at det konklu­deres, at en egentlig spe­cialkonsu­lent­tjeneste - bortset fra døveområdet - endnu ikke kan siges at være tilstrækkeligt udbygget i Grønland.

 

Arbejdsgruppen peger endvidere på, at det gældende regelsæt gennem årene har givet fortolkningspro­blemer med deraf afledte afgrænsningspro­blemer. Det drejer sig om såvel afgrænsninger mellem social-, sundheds- og skole­sektorerne, som om afgræns­ninger mellem handicap­reglerne og øvrige sociale regel­sæt.

 

Der foregår et løbende samar­bejde på centralt plan de in­volvere­de instanser imellem om de forskellige pro­blem­kredse, men der mangler fortsat en opfølg­ning i form af en egentlig regelsa­nering. Det skal iøvrigt anføres, at der løbende er et tæt samarbejde socialvæ­senet og sund­heds­væsenet imellem ved­rørende specielt de psykisk syge. For tiden arbejder Direktoratet for Sund­hed og Miljø på at forbedre forholdene for de psykisk syge.

 

Med hensyn til spørgsmålet om udlægning af den fulde kompetence til kommu­nerne på området er det arbejds­gruppens konklusion, at tiden ikke er inde hertil, primært på grund af vanskelighederne med at beregne refusion fra Landskassen til kommu­nerne til løsning af op­gaverne.

 

Den kommunevise for­deling af antallet af vidtgående handi­cappede og udgifterne til disse i det omdelte oplæg viser klart, at der ikke kan opstilles objekti­ve kriterier for udmåling af et bloktilskud.

 

Det er på denne baggrund Landsstyrets holdning om, at en udlægning ikke kan anbe­fales på nuværen­de tids­punkt, skal ses.

 

Med hensyn til den fortsatte opbyggelse af et korps af special­konsu­lenter i Grønland foreslår arbejdsgruppen, at de eksi­sterende regional­kon­torer vi­dereudvikles til specialcentre.

 

Dette forslag er dels begrundet i de gode erfaringer fra døvecentret i Sisimiut, der er lands­dækkende på sit særlige område, dels i et ønske om at få et mere speci­aliseret konsu­lentkorps.

 

Ar­bejds­gruppen anfører til støtte herfor tillige, at ønsket om special­centre støttes fra samar­bejds­partnerne i Pædago­gisk-Psykolo­gisk Rådgivning og i Sundheds­væse­net.

 

Landsstyret finder ideen om specialcentre spændende og at den må bearbejdes grundigt i forbindelse med den gennemgang af handica­pom­rådet, som arbejds­gruppen foreslår.

 

 

Idet jeg iøvrigt henviser til det omdelte oplæg skal jeg på Landsstyrets vegne afsluttende indstille til Lands­tinget, at handicapfor­sorgsområdet ikke for tiden udlægges til kommunerne, men at området undergives en grun­dig gennem­gang i en arbejds­gruppe, hvori indgår repræsentanter for samtlige relevante instanser, og at revisionsarbejdet tager sit udgangs­punkt i Land­sstyrets målsætninger på området og de hovedpunkter, der er anført i ind­stillingen sidst i det omdelte skriftlige oplæg, d.v.s.

 

      1.     nærmere definitioner med henblik på en klarere afgrænsning af personk­redsen,

      2.     nærmere definitioner af hjælpens art og omfang, herunder afgrænsning af bestemmelserne på handi­capområdet i forhold til øvrige sociale re­gelsæt,

      3.     nærmere definition og afgrænsning af opgave- og byrdeforde­lingen, her­under en omlægning af den administrative struktur til nogle special­centre.

 

Idet det tillige indstilles, at brugerne og den øvrige be­folkning, herunder ikke mindst handicapforeninger og forældrefor­eninger skal søges inddraget i revisions­arbejdet gennem en offentlig debat, overlader jeg hermed sagen til Lands­tingets velvillige behandling.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Indledningsvis skal vi fra Siumut gøre opmærksom på, at vi tidligere under drøftelse af overførsel af hårde kriminelle fra Danmark til Grønland, klart tilkendegav, at dersom der skal ske overflytninger fra Danmark til Grønland skal man prioritere, således at de handicappe­de kommer i første række, og at denne er Siumuts grund­læggende politik på området.

 

De skriftlige oplæg, vedrørende principdrøftelse af handicapfor­sorgen er efter ønske efter tidligere drøf­telser, en klar redegørelse som er lavet på baggrund af regionalkontorernes erfaringer.

 

Redegørelsen viser, at dersom der skal køres en til­fredsstillende forsorg inden for handicapområdet, er det nødvendigt at flere forskellige instanser samarbej­der med hinanden. Her tænker man specielt på socialsek­toren, sundhedssektoren og undervisnings­sektoren.

 

Redegørelsen konkluderer, at der ikke eksisterer speci­al­konsulen­ter indenfor området i vort land. Dette er også grunden til, at vi idag har de fleste af vores han­dicap­pede placeret og behandlet udenfor Grønland.

 

I forbindelse med udformningen af handicapforsorgen i Grønland, skal vi fra Siumut pointere, at forudsæt­ningen må være, at vi i første omgang skal give de handicappede mulighed for at vende tilbage til Grøn­land.

 

Til dette skal vi også nævne, at de af arbejdsgruppens påpegede punkter ikke uden videre kan tilsidesæt­tes.

 

Arbejdsgruppen indstiller herefter, at udfra de frem­lag­te erfaringer er tiden ikke moden til at overføre han­dicapforsorgen 100 procent til kommunerne.

 

Arbejdsgruppen indstiller, at det er nødvendigt med en ændring af forvaltningen af hele handicapforsorgen.

 

Arbejdsgruppen foreslår endvidere, at arbejdet skal

for­tsætte med henblik på, at der dannes en central for­valt­ning, som forvalter alle grene indenfor handicap­for­sor­gen.

 

Vi er også enig i følgende punkter, som er noteret i slutningen af oplægget:

      1)     Nærmere definitioner med henblik på en klarere afgrænsning af personkredsen.

      2)     Nærmere definitioner af hjælpens art og omfang, herunder afgrænsning af bestemmelserne på handi­capom­rådet i forhold til øvrige sociale regel­sæt m.v.

      3)     Nærmere definition og afgrænsning af opgave og byrdeforde­lingen, herunder en omlægning af den admini­strative struktur til nogle specialcentre, hvor Hjem­mes­tyret og kommunerne repræsenteres.

 

Vi finder det også vigtigt, at der skabes debat om em­net, hvor ikke mindst forældrene til handicappede er med.

 

Når man læser betænkningen, er det trist at bemærke, at der til trods for at forsorgen er blevet overtaget siden 1980 og til trods for at offentlig samarbejde indenfor området allerede er indledt i 1983, mangler man stadig retningslinier for at fortsætte arbejdet.

 

Dette kan være en af årsagerne til, at man stadigvæk mangler specialkonsulenter indenfor handicapforsorgen.

 

Vi har forlængst overtaget undervisningen indenfor so­cialområdet, og vi har haft mulighed for at kunne ud­dan­ne specialister indenfor det aktuelle område.

 

Specielt vil vi lige nævne nødvendigheden af en tæt kon­takt mellem de handicappede i Danmark og for­ældrene i Grønland.

 

Vi er i Landstingets socialudvalg blevet orienteret om, at de handicappede børn får mest ud af at rejse hjem på besøg, hvor vi til gengæld også fik at vide, at flere forældrer, der besøger deres børn i Danmark, får for- lidt kontakt med børnene.

 

Vi skal fra Siumut opfordre kommunerne til, at de

for­tsat skal lade muligheden for at besøge deres handi­cap­pede børn i Danmark stå åben, og at de så vidt muligt undgår, at denne mulighed ikke rammes af spare­hensyn.

 

At barnet er handicappet født, er allerede en for stor belastning for forældrene, og forældre til handicappede behøver derfor ikke at blive belastet yderligere.

 

Denne tanker er også rettet til forældrene af de handi­cappede her i landet.

 

Til slut skal vi fra Siumut komme med vores tilfredshed i forbindelse med, at der nu eksisterer to handicapin­stitutioner her i landet. Vi håber, at man ved hjælp af de muligheder der nu findes, kan overflytte flere og flere handicappede fra Danmark til Grønland.

 

Agnethe Nielsen, ordfører for Atassut:

Til principdrøftelsen vedrørende vidtgående handicappe­de vil vi indlede med at udtale, at vi i arbejdsgrup­pens oplæg mangler klar fornemmelse af, hvor nært samarbejde der har været med de berørte, forældre- og handicapfor­eninger.

 

Vi ved jo, at der har været ret omfattende debat igang om emnet.

 

Under hensyntagende til at der kan være så meget for­skel fra sted til sted, hvad angår forhold, muligheder m.m., kan det tænkes, at det blandt andet er den slags, der kan have været med til at sætte en debat igang, hvor man på den måde vil sige noget til de rette ved­kommende.

 

Derfor mener vi, at det er meget vigtigt, at der etab­ler­es nærmere samarbejde med de nævnte i fortsættelse af dette arbej­de.

 

Atassut og IP er enige i de i forelæggelsen fremsatte overordnede målsætninger på handicapområdet. Vi mener, at det er meget vigtigt at:

      1)     De handicappede i videst mulig omfang skal blive   boende i Grønland.

      2)     Nedsendelser til permanent ophold i Danmark skal   sø­ges undgået.

      3)     De i Danmark boende skal søges givet tilbud om at  vende tilbage til Grønland.

      4)     Målsætningen må være, at den enkelte skal kunne­    forblive boende på sit hjemsted, at man i nødven­dige til­fælde hvor de må andet sted hen, søger at finde pla­cering så tæt på hjemste­det som muligt.

 

Der vil således også være bedre mulighed for fortsat     kontakt til familien.

 

Vi vil herunder nævne, det forordningsforslag der blev behandlet under dette møde, hvor der blandt andet er forslag om muligheden for etablering af "mini-insti­tutio­ner" også vil kunne medvirke til målsætningen om en forbli­ven på hjemstedet eller dennes nærhed samt i for­bindel­se med bestræbelserne på at få de handicappede hjem fra Danmark.

 

Vi vil heller ikke undlade at nævne, en af de positive tiltag der i de seneste år er sket indenfor handicap­for­sorgen nemlig, hjemflytningen af en gruppe fra Dan­mark til "Elisibannguaq" i Maniitsoq og handicappede børn har nu fået et hjem i "Ivaaraq" i Qaqortoq. Dette er et stort skridt, som vi alle må glæde os over.

 

Det er rigtigt, at tiden er inde til at få hele handi­cap­forsorgen gennemgået grundigt med henblik på en vur­dering af, hvor vi befinder os idag, og hvordan vi skal komme videre.

 

Atassut og IP håber, velvidende at revisionsarbejdet er meget omfattende, at unødvendig forsinkelse såvidt mu­ligt undgås, således at vi også i Grønland kan sikre os tiltrædelse af internationale konventioner og af­taler på handicapområdet.

 

I arbejdsgruppens oplæg fremgår det, at der stadig er meget arbejde at gøre, og at man ønsker grundig gennem­gang i samarbejde med samtlige relevante instanser.

 

Det­te forstår vi godt og er enige i indstillingen om, at ar­bejdsgruppens fortsætter.

 

Tanken om at eksisterende regionalkontorers videreud­vik­ling til specialcentre er interessant og anbefalel­ses­vær­dig.

 

Med hensyn til konsulentspørgsmålet skal vi her udtale, at vi betragter dette som et vigtigt led i fremtidig arbejde og skal herved anbefale, at der arbejdes med henblik på at få et mere specialiseret konsulentkorps, som arbejdsgruppen også har fremsat, som et ønske.

 

Vi tror, at specialuddannede konsulenter også kan med­virke til, at borgerne får bedre forståelse for de han­di­cappedes problemer og forhold.

 

Vi er enige i Landsstyrets indstillinger, også om at handicapfor­sorgen på nuværende tidspunkt ikke udlægges til kommunerne, at revisonsarbejdet tager udgangspunkt i Landsstyrets målsætninger på områder, og de hoved­punk­ter der er anført i indstillingen sidst i det omdelte oplæg fra arbejdsgruppen.

 

Med disse udtalelser håber Atassut og IP, at handicap- og forældreforeninger gives gode muligheder for at være med til at bidrage i det videre arbejde.

 

Johan Lund Olsen, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

IA er i princippet enige i de synspunkter, som lands­styremedlemmet for sociale anliggender og arbejdsmarked her har fremlagt m.h.t. en principdrøftelse vedrørende forsorg for vidtgående handicappede, idet vi samtidig finder disse inter­essante.

 

IA fastholder fortsat, at handicappede i videst muligt omfang, og når dette er muligt skal blive boende i

Grø­nland i fuld overensstemmelse med den overordnede mål­sætning, man er blevet enige om siden, at ansvaret for handicapforsorgen i 1980 overgik til Hjemmestyret.

 

Det er også derfor med tilfredshed, at IA kan konsta­tere, at der siden overtagelsen er sket en stor og posi­tiv udvikling på dette område, ved at det bl.a. har været muligt at hjemsluse en større gruppe handicappe­de til institutionen "Elisibannguaq" i Maniitsoq fra Dan­mark.

 

Herudover kan også nævnes institutionen "Ivaaraq" i Qa­qortoq, der efter en ombygning nu er ændret til en spe­cialinstitution for handicappede børn.

 

IA er som nævnt glade for denne udvikling, men skal sam­tidig i samme åndedrag udtale, at vi ikke bør stoppe her, men tværtimod støtte et fortsat udviklingsarbejde indenfor området, m.h.p. at endnu flere handicappede kan forblive i Grønland.

 

IA lægger her vægt på, at såvel mange herboende som den brede befolkning deltager i disse bestræbelser og at ikke mindst kommunerne samt andre med oprigtig inter­esse heri deltager i denne proces.

 

Vi er enige med landsstyremedlemmet i, at det nu må være tiden til, at man igangsætter en lovrevision, hvad angår de mange bestemmelser vi har på området idag med forord­ninger, cirkulærer m.v. således, at det bl.a. også sik­res, at vi i Grønland kan tiltræde foreliggende inter­nationale konventioner og aftaler på handicapom­rådet.

 

Når dette er sagt - så mener vi heller ikke, at tiden er inde til, at forsorgen for vores handicappede skal ud­lægges til kommunernes ansvar og kompetance.

 

Dette anbefales således heller ikke fra den arbejds­gruppe, der har behandlet dette spørgsmål, idet der pri­mært fortsat er en del vanskeligheder med at beregne refusionen fra Landskassen til kommunerne til løsning af disse opgaver.

 

IA finder ligeledes arbejdsgruppens forslag om, at vi­dere udvikle de eksisterende regionalkontorerer til

ege­ntlige specialcentre som støtteværdigt, eftersom er­faringerne fra døvecentret i Sisimiut, der jo er særde­les gode - tilsiger et ønske herom, og da et udvik­lings­arbejde i den retning jo klart herefter fordrer, at vi bedre kan sørge for vores handicappede.

 

Med disse bemærkninger skal IA derfor, som før omtalt, henstille at kompetancen og ansvaret for handicap­for­sor­gen endnu ikke skal udlægges til kommunerne, men skal finde det ønskeligt, såfremt dette undergives en grundig behandling i arbejdsgruppen, samt at man i dette arbejde samtidig inddrager handicapforeningerne, for­æl­drefor­eni­nger samt andre pårørende.

 

IA skal ligeledes henstille til arbejdsgruppen, også at være opmærksomme på og vurdere, at mange kørestols­bru­gere rundt på kysten har problemer med, at komme ind i offentlig tilgængelige institutioner, såsom butikker, forretninger, kommunekontorer og deslige.

 

Vi mener fra IA, at vi her har en vidtgående forplig­tel­se til at sikre dette fra samfundets side, m.h.p. at lette dagligdagen for vores handicappede og disses på­rørende.

 

Disse mennesker er jo ikke selv skyld i deres handicap - de har tværtimod store kvaler med deres handicaps i for­vejen.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

AP er helt med på Landsstyrets overordnede målsætninger på handicapområdet, nemlig med det udgangspunkt at han­dicappede i videst muligt omfang skal blive boende i Grønland.

 

Dette princip betyder:

      1)     Nedsendelser til permanent ophold i Danmark skal   søges undgået.

      2)     At de i Danmark boende handicappede skal søges givet tilbud om at vende tilbage til Grøn­land.

 

Et andet vigtigt princip for handicapforsorgen er, at enkelte handicappede skal kunne forblive boende på sit hjemsted enten i:

      1)     Eget hjem.

      2)     I kollektivt.

      3)     På institution på hjemstedet - eller så tæt på   h­jemstedet som muligt.

 

For at tilvejebringe de hjælpeforanstaltninger til per-

soner, som har særligt behov for omsorg og støtteforan­staltninger på grund af vidtgående fysisk og/eller psy­kisk handicap og med det formål for øje, at den handi­cap­pede kan få en tilværelse så nært det normale som mu­ligt, det vil vi betragte som en af de første skridt til et rimeligt forhold for handicappede.

 

AP påskønner den indsats fra regionalkontorernes side, der gjorde det muligt at oprette bokollektiver rundt på kysten.

 

Den forestående lovrevison skal sikre, at vi i Grønland kan tiltræde foreliggende internationale konventioner og aftaler på handicapområdet.

 

Vi bemærker, under forelæggelsesnotatet et par ting, nemlig:

      1)     At en egentlig socialkonsulenttjeneste - bortset fra døveområdet - endnu ikke kan siges at være tilstrække­ligt udbygget i Grønland.

      2)     Udlægning af den fulde kompetance til kommunerne på området er det arbejdsgruppens konklusion, at tiden ikke er inde hertil, primært på grund af vanskeligheder med at beregne refusion fra Lands­kassen.

 

AP finder, ligesom Landsstyret, ideen om specialcenter­ne spændende og indstiller at det må bearbejdees grun­digt i for­bindelse med gennemgang af handicapområdet.

 

AP støtter landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender med de 3 nævnte nærmere definitioner - samt inddragelse af handicap­foreninger og forældreforeninger i revi­sions­arbejdet.

 

Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender og Arbejds­marked:

Set under et kan jeg forstå, at alle partierne støtter de grundliggende ideer i oplægget og går indfor at ar­bejdet går videre.

 

Dog finder jeg det nødvendigt, at jeg skal komme med nær­mere redegørelse omkring partiernes bemærkninger.

 

Atassuts bemærkninger om at man først og fremmest satser på at hjemsluse handicappede i Danmark.

 

Udfra de vur­deringer, som vi har foretaget, er det såle­des, at vi har hjem­taget de handicappede, der er istand til at vende hjem, og det er f.s.v. klienter der er over 18 år og altså myndige.

 

Der er der nogle punkter på dette område, som vi skal re­spek­tere, det er ikke kun os, der tager beslutnin­ger, klienterne skal også være med til at tage en be­slutning om at vende hjem til Grønland.

 

Til Siumuts ordfører om at vi mangler specialkonsulen­ter. Vi gør, hvad vi kan for at uddanne disse konsulen­ter, vi har store behov for konsulenter ikke alene indenfor han­dica­pområdet men generelt indenfor socia­lområ­det.

 

Selvfølgelig håber vi også, at vores uddannelse vil bære frugt.

 

Siumut er blevet skuffet ved at læse redegørelsen, selv­om vi har overtaget handicapområdet i 80`erne, da har man ikke fuldt op med revision af de eksisterende reg­ler.

 

I den omfattende redegørelse har man peget på, at det er påtide, at vi tager en samlet revision, og der skal for­nyelse til indenfor det snart forældede regelsæt inden­for handicapområdet.

 

Derfor fremkommer jeg med et forsigt bud på, hvordan det kan gøres.

 

Med hensyn til Atassuts ordførers bemærkninger om at man ikke har taget handicappede i samråd, dertil kan jeg sige, at vi har fundet det vigtigt, at vi først ville høre Landstingets mening, før vi tager det næste skridt i arbejdet.

 

Til Atassut vil jeg sige, at socialdirektøren og jeg har besøgt de forældrer, der har haft vanskeligheder for derved at komme problemerne til livs.

 

Vi har også haft kontakt med vores Danmarkskontor, der har direkte tilknytning til de handicappede i Danmark.

 

Det er vores helt klare hensigt efter debatten her, at vi tager kontakt til de handicappedes foreninger og for­ældrene og etablerer et tæt samarbejde med dem.

 

Vi er også glade for, at vi har en specialkonsulent in­den­for handi­capområdet i Socialdirektoratet.

 

 

Atassuts bemærkninger om miniinstitutioner, hvor disse blev benævnt special­centre. Der er tale om mini dag- og døgninsti­tutioner. Det er det, jeg tænker på, når der siges miniinstitu­tioner.

 

Alle partier ønsker, at handicappede så vidt muligt bør forblive i Grønland. dette er vores hensigt, når det er muligt. Men somme tider må vi vurdere, hvordan man kan hjælpe en handicappet bedst muligt.

 

Det er sådanne ting, der indgår i vurderingerne af, hvorvidt en handicappet vil få det bedre ved en hjem­sendelse, eller ved en forbliven i Danmark.

 

Inuit Ataqatigiits ordfører kom ind på, at det i Grøn­land skal sikres, at vi kan tiltræde internationale konventioner og aftaler på handicapområdet.

 

Vi er ikke en egentlig stat, men en tilpasning af vore love og regler, må være det første skridt i denne ret­ning. Vi vil gerne følge med, for at handicappede kan få det bedst muligt.

 

Inuit Ataqatigiit har helt ret i, at det er meget svært at bo i Grønland, når man er handi­cappet, især når man bruger rullestol. Derfor finder vi det nød­vendigt, at nye anlæg gøres så handicap­venlige som muligt.

 

Vi siger tak til den ros, der kom fra Akuliit Partiia til regionalkontorerne. Vi har velud­dannet og kvali­fi­ceret arbejds­kraft, og den ros skal videregives til medarbej­derne i regional­kontorerne.

 

Alle medlemmerne taler om at støtte os i, at kompeten­cen ikke udlægges til kommunerne på nuværende tids­punkt. Vi må fortsat styre administrationen fra cen­tralt hold, da vi ikke ved, hvordan det vil gå, såfremt vi udlægger kompe­tencen til kommunerne.

 

Alle partierne hilser velkomment, at vi skal have bedre uddannet personale der, hvor handicappede opholder sig. Vi takker for denne opfordring, og vil tage den med i vores videre arbejde.

 

Vi har altid følt, at når debatten drejede sig om han­dicappede, så var det en meget følelsesladet debat. Vi skal hele tiden støtte både de handicappede og deres forældre i Grønland. Samfundet skal også opdrages til at vise forståelse for de forhold, som de handicappede lever under.

 

Mødeleder:

Således er principdrøftelse om forsorg for vidtgående handicappede færdig, og det videre arbejde kan gå vi­dere med bemærkningerne under debatten. Således går vi over til næste dagsordenspunktnummer 51: Betænkning afgivet af For­fatningsudvalget.

 

Punktet sluttet.