Grønlands Landsting

[ Tilbage ] [ Op ] [ Næste ]
Dagsordenens punkt 18-1
1. behandling	2. behandling	3. behandling

Tirsdag den 24. marts 1992

Dagsordenens punkt 18.

 

Redegørelse om Inuuneq Nakuuneq herunder Landsstyrets alkoholpolitik.

(Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender, Nikolaj Heinrich og Josef Motzfeldt)

 

 

 

Mødeleder: Landstingsformand Bendt Frederiksen.

 

Nikolaj Heinrich, forslagsstiller, Issittup Partiia:

Et af Grønlands største problemer, alkoholen, er gjort til genstand i mange debatter her i salen, dog uden resultat, fordi de ansvarlige politikere ikke har magtet at klare opgaven.

 

Jeg vil ikke komme ind på de afledte problemer af alkoho­len her i mit forslag, idet vi alle kender dem til hudløshed, men for at sige det kort og godt, de afledte problemer er så omfattende, at Landstinget allerede for længe siden burde have indledt frugtbare initiativer i bekæmpelsen af alkoholmisbruget. Men da vi ikke har magtet at løse opgaven, foreslår jeg herved, at en radikal omlægning af brugen af alkohol gøres til genstand for en folkeafstemning.

 

Jeg er klar over, at folkeafstemninger koster penge. Vi har dog ikke flere muligheder for at høre folkets mening herom. Resultatet af afstemningen bør danne grundlaget for Landstinget fremtidige alkoholpolitik. Dette er yderst vigtigt af hensyn til alle vore utallige resultatløse drøftelser her i forbindelse med hver eneste samling i Tinget. Så lad os derfor høre vælgernes mening om sagen og arbejde ud fra det, hvad enten det drejer sig om rationering eller ubegrænset salg og servering som hidtil.

 

Josef Motzfeldt, forslagsstiller, Inuit Ataqatigiit:

Mit forslag i forbindelse med Landstingets forårssamling 1992 er følgende:

 

I hvor stor udstrækning bliver ufødte børn skadet på grund af forældrenes tobaksrygning og brug af alkoholi­ske drikke? Hvad er Landsstyrets planer om forebyggelse af dette forhold i forbindelse med Sundhedsvæsenets over­tagelse?

 

Tidligere er der kun foretaget én undersøgelse i en enkelt by i hele Grønland ca. i midten af 80'erne på dette område. Det blev påvist dengang, at spædbørn, der blev født i den pågældende by og som er skadet på grund af tobaksrygning og brug af alkoholiske drikke, er 6 gange flere end i Sverige.

 

Det er vores børn vi sætter vores lid til i vores fortsat­te eksistens som sundt og stærkt samfund.

 

Børnene fødes skadet rent sundhedsmæssigt, læreevne og udviklingsmæssigt på grund af tobaksrygning og brug af alkoholiske drikke under graviditeten. Disse må der sørges for fra samfundets side under opvæksten for så vidt angår sundhedsmæssige og andre forhold.

 

Undersøgelsen bør gentages. Resultatet heraf bør være et af grundlagene for aktiviteter i sundhedsmæssig henseende.

Forinden undersøgelsen bliver igangsat bør oplysningsvirk­somhed starte med forebyggelse for øje. Det bør slås fast, at når man er besluttet på at få et barn, må enhver ind­stille sig på at leve sundt.

Henriette Rasmussen, landsstyremedlem for Sociale An­liggender:

Denne redegørelse har til formål at orientere Lands­tinget og befolkningen om den udvikling, der har fundet sted i Hjemmestyrets tid i forbruget af rusmidlet alkohol, i udviklingen af de foranstalt­ninger, sam­fundet har grebet til, og den måde disse indgreb har virket på. Det vil sige om de alkoholpo­litiske målsæt­ninger, og om hvordan de er slået igennem. Det vil vi sammenholde med målene i lands­styrets plan for forebyg­gelse, sundheds­fremme og en kulturel og social indsats, INUUNEQ NAKUUNEQ.

 

Hjemmestyrets første skridt var som bekendt - på baggrund af en Landsrådsbeslutning på EM 1978 - at iværksætte en generel rationeringsordning med henblik på en dæmpelse af alkoholforbruget. Det enkle mål var at nedbringe og holde den voksne be­folknings alko­holfor­brug på 72 genstande pr. måned. Ratio­neringsord­ningen med 72 alkoholpoints pr. måned trådte i kraft den 1. august 1979. Den omfattede samtlige kommuner bortset fra Avanersuaq, hvor den hidtil gældende rationerings­ordning med 50 alkohol­points pr. måned blev opretholdt.

 

Målt i liter ren alkohol pr. person på 15 år og derover faldt forbruget fra 18,5 liter i 1978 til 14,8 liter i 1979 og 13,59 liter i 1980.

 

Blandt de påpegede negative sider ved rationerings­ord­ningen skal nævnes den indirekte opfordring til et forbrug på størrelse med rationen, økonomisk ud­nyttelse af mis­brugernes afhængighed, øget forbrug af hash, vanskelig­heder med håndhævelsen af ordningen med mange omgåelser og direkte kriminalitet til følge og endelig det formynderiske i selve ordningen. I sommeren 1981 lukkede samtlige tilholdssteder for unge grønlændere i København, og der gik uniformerede døgnvagter ved Grønlænderhjemmet. Byen oplevede en sand invasion af unge, der for et solgt rationerings­ark købte enkelt­billet til Danmark, men som iøvrigt optrådte som subsistensløse.

 

I august 1981 afgav en arbejdsgruppe nedsat af Lands­styret en betænkning, hvori rationeringen blev foreslået afskaffet og erstattet af en lovgivning med andre reguleringsmuligheder. På denne baggrund besluttede Landstinget at ophæve den generelle rationeringsordning med virkning fra 1. april 1982, mens Avanersuaq og Ittoqqortoormiit kommuner bevarede deres rationerings­ordninger. I forbindelse med ophævelsen iværksattes en omfattende oplysningskampagne, samti­dig med at der skete væsentlige afgiftsforhøjelser.

 

Tusarliviiks kampagne mod alkohol førtes under mottoet "Vi vil selv og vi kan selv". Kampagnen bestod bl.a. i en række meget smukke plakater, der viste vor vidunder­lige, rene natur. Mange fandt dog, at kampag­nemateria­lerne skæmme­des noget af en lille fuld mand, der altid lå nede i et hjørne. Tusarliiviks kampagne var et af de første skridt på forebyggelsens svære vej, men den var ikke ledsaget af et proklameret mål for ned­bringelse af konsumet.

 

De målsætninger, der lå i alkoholloven afspejlede viljen til at lægge initiativerne i de lokale samfund - hos kommunalbestyrelserne. Dog skete der i 1985 en ændring, sådan at egentlige rationerings­ordninger eller be­slut­ninger om lukning for udhand­ling kun kan træffes af landsstyret. Ifølge 1985-loven oprettedes også Alkohol­rådet - et tværfagligt sammensat råd, hvis formål det var at bistå Landstinget og Lands­styret med at forebygge og behandle misbrug af alkohol og euforiserende stoffer.

Rådet fik mulighed for at yde økonomisk støtte til forskellige alkohol­frie aktiviteter og miljøprojek­ter.

På rådets foranledning iværksattes nye oplys­nings­initiati­ver, og rådet indledte et samarbejde med forebyggelses­rådet PAARISA. Endelig gik rådet på forsøgsbasis i gang med at yde tilskud til enkelt­personers behandling mod alkoholmis­brug.

 

På Landstingets forårssamling 1988 blev det besluttet at fastsætte et konkret mål for nedbringelse af alkohol­konsumet, nemlig en halvering i løbet af de næste 4 år. Det blev besluttet at nedsætte et ad hoc landstingsud­valg til, sammen med Alkohol­rådet, at gennemgå alkohol­loven med henblik på forslag om ændringer, der kunne føre til målet. 

 

Ad hoc udvalgets betænkning dannede grundlag for den nugældende alkohollov, der trådte i kraft den 1. april 1990. Et af hoved­målene med den nye lov har været at få nedtrappet forbruget af stærke drikke generelt og at få ændret på uheldige drikkemønstre. Loven gav således kommunalbestyrelserne afgørende indflydelse på de lokale forhold for så vidt angår placeringen, antallet og karakteren af udhandlings- og serveringssteder. Videre giver loven såvel kommu­nalbestyrelsen som politiet flere og bedre muligheder for at gribe ind i tilfælde af utilfredsstil­len­de for­hold i og omkring butikker og restaurationsvirk­somheder.

 

Samtidig med den nye lovs ikrafttræden blev Alkohol­rådet nedlagt, og der etableredes i stedet for et stående landstingsudvalg, Alkoholpolitisk udvalg, der har som opgave at følge udviklingen inden for om­råderne misbrug af alkohol, narkotika og lignende stoffer. Ansvaret for de oplysende, forebyggende, behandlende og koordi­nerende

opgaver, som Alkohol­rådet havde varetaget, blev henlagt til Social­direk­toratet, der også havde forestået sekre­tariatsop­gaverne for Rådet.

Et vigtigt træk i oplysnings- og forebyggelsesarbej­det er uddannelsen af forebyggelseskonsulenterne, der blev tilendebragt i 1991.

 

Målet - en halvering af alkoholkonsumet fra 1988 til 1992 - er ikke nået. Men de tørre tal viser, at det går i den rigtige retning. Fra et konsum i 1988 på 16,68 liter ren alkohol pr. år pr. person på 15 år og derover nåede vi i 1991 til 14,93 liter.

 

Vi begynder da også at spore en ændret adfærd i forhold til alkohol, f.eks. hos mange unge. Og opmærk­somheden i offentligheden om den vold og de overgreb, der finder sted under alkoholens indflydel­se, er skærpet. Desværre kan vi ikke konstatere, at forbruget flytter sig fra de stærkere til de svagere alkoholiske drikke. Tværtimod.

 

Der er imidlertid meget, ­der tyder på, at det især er priserne, afgiftspolitikken og den økonomiske af­matning, der har bidraget til den samlede nedgang i konsumet. Under et bredt anlagt alkoholseminar i 1985 hørte vi da også ekspertudsagn om, at den sikreste regulator af et givet alkoholkon­sum er priserne. Det hidtil største fald i konsumet opnåede vi netop i 1988, da priserne blev sat i vejret. Da gik vi fra et konsum på 21,99 liter pr. person over 15 år til de ovenfor nævnte 16,68 liter.

 

Eksperterne har også fortalt os, at store og hyppige skift i alkoholpolitik­kens virkemidler er hæmmende for befolk­ningens forståelse af mål og midler og giver voldsom­me udslag på forbruget.

 

Dette må vi udnytte - dels ved en mere målrettet af­giftspolitik, dels ved at vi fortsætter med en påvirkning i retning af lokal og personlig ansvarlig­hed, fremfor ordninger der umyndiggør lokalsamfundene og den enkelte.

Landsstyret kan derfor på ingen måde følge forslaget fra Nikolaj Heinrich om at bruge tid, kræfter og penge på at iværksætte en folkeafstemning om spiri­tusproblemet. Alene at skulle afgøre afstemning­stemaet ville være en vanskelig affære, al den stund der hersker megen forvirring om, hvad der fortjener navn af restriktion, og hvad en rationering er. Det viste sig ved folkeaf­stemningen i 1978, og det viser sig hver gang emnet diskuteres.

 

Vi kom aldrig til at kende en langtidsvirkning af alkohol­rationeringen. Men vi kan slå fast, at alko­holforbruget idag ligger på et lavere niveau end i årene umiddelbart før rationeringens indførelse.

 

Landsstyret mener desuden, at vi kender befolkningens ønsker: man ønsker at stoppe volden og misbruget. Men hvordan kan vi stoppe det på anden måde end ved at vågne op og tage ansvaret for vores egne handlinger og for vores børns velfærd? Ved at erkende at vi trænger til hjælp, hvis det er så galt fat med os, og søge denne hjælp.

 

Lad os slå fast, at den gældende alkohollov inde­holder ikke så få re­striktioner. Nogle bør sikkert lempes for at sikre det mindst mulige formynderi i forhold til den voksne befolkning. Andre vil vi ønske opretholdt for at beskytte børnene og de ganske unge, og vi vil kræve og påse disse restriktioner over­holdt.

 

Det er i det lys, forebyggelsesplanen INUUNEQ NAKUU­NEQ skal ses.

 

INUUNEQ NAKUUNEQ's hovedmålsætning er, at livskvali­te­ten i Grønland forbedres mærkbart, altså at borger­ne bliver mere tilfredse med tilværelsen, at de får et sundere og mere aktivt liv samt endelig, at der skabes større sammenhold i samfundet og mellem generationerne.

Det er hensigten, at dette blandt andet skal give sig udslag i, at alkohol- og tobaksforbruget nedbringes mærkbart, at snifning og hashbrug ophører, samt at det nuværende lave forbrug af beroligende medicin ikke øges, snarere yderligere reduceres.

 

Landsstyrets alkoholpolitik er altså et led i en over­ordnet, helhedsorienteret politik, der skal medvirke til at forbedre livskvaliteten i landet. Forebyggelse og sundhedsfremme er begreber, som vi vil arbejde for, at befolkningen tager til sig, således at de indgår i bevidstheden i snæver sammen­hæng med kul­turel aktivitet og social trivsel.

 

Jeg skal nævne nogle eksempler på, hvordan vi tager fat:

 

Den nye forordning om fritidsvirksomhed kan blive et fint instrument i den lokale folkeoplysning om misbrug og forebyggel­se. Men i spørgsmålet om livskvalitet indgår også arbejdslivet. Jeg vil derfor også nævne de initiati­ver, som bliver taget i Direktoratet for Kultur, Under­visning og Arbejdsmarked for at styrke indsatsen for netop de grupper af unge, som kan have vanskeligt ved at gå fra skole til arbejdsmarkedet.

 

I flere kommuner er der de seneste år oprettet kommunale ungdomstjenester, som tilbyder de unge beskæftigelse og oplæring. Disse initiativer styrkes fra i år, blandt andet ved at det bliver muligt, at få tilskud til at ansætte en projektleder, som kan vejlede og fastholde de unge på det ansvar de har overfor sig selv og sit arbejde. Endvidere er det muligt, at udvide ungdomstjenesten med kursustilbud for deltagerne. Herved vil flere kommuner kunne oprette ungdomstjenester og de eksisterende kan udvides til et længerevarende forløb med sigte på en overgang til det egentlige arbejdsmarked.

Gennem kursustilbud til projektlederne vil de kunne styrkes i netop den pædagogiske rolle, hvor de skal aktivere og ansvarliggøre de unge. Der bliver også lagt vægt på de samme områder, i de kurser som afholdes for ledige, såvel faglærte som ufaglærte.

 

Socialvæsenet planlægger sin kursus­virksomhed mål­rettet imod støtte til familier i krise, og sammen med sund­hedsvæsenet planlægger vi en be­handlings­institu­tion her i Nuuk. Med sine skolelom­mebøger sigter Sundhedsvæsenet direkte på de unge: sidste år var det alkohol, i år er det snif­ningen, der oplyses om.

 

Sundhedsvæsenet planlægger i samarbejde med Atuak­kiorfik udgivelsen af en grøn­landsk sundhedshåndbog. Den forventes at udkomme i 1993. Sundhedsvæsenet udgiver derudover - i samar­bejde med de to lands­dækkende aviser - to blade med stof om sundhed og miljø, hvor mulig­hederne for oplæg til debat om livsstilsproblemer og egenomsorg er store.

 

Dernæst har Sundhedsvæsenet - i samarbejde med Social, Kultur- og Uddannelsesområdet - planlagt en storsti­let sundheds- og sygelighedsundersøgelse, hvor det for første gang bliver muligt at få et godt kendskab til befolknin­gens sundhedstilstand og levekår, - en nødven­dig forudsæt-ning for blandt andet formulering af politiske målsæt­ninger og planlægning af det fore­byggende arbejde.

 

Socialdirektoratet vil indkalde forebyggelseskonsu­len­terne til et opfølgningskursus til efter­året, og den politiske styregruppe og vore direktorater arbejder med an­vendelsen af de elektroni­ske medier i oplys­ningens tjeneste.

 

En tværdirektoral konsulentgruppe arbejder med at omsætte det politiske oplæg til det konkrete hand­leplan, herunder koordinering af initiativer, - altså med henblik på både centrale og lokale tiltag.

 

Endelig står vi i begreb med at oprette en INUUNEQ NAKUUNEQ pulje. Ved at lægge midler sammen fra vore eksisterende konti ønsker den politiske styregruppe at uddele midler til lokale, aktivitetsskabende tiltag. Disse tiltag skal - for at opnå støtte fra puljen - samtidig modsvare INNUNEQ NAKUUNEQ's målsæt­ning om livsstilsforbed­ringer og sundhedsfremme.

 

Vi vil også nøje følge alkoholkonsumet. Vi vil indrette os med statistikker, der følger udsvinget året igennem, men som - og det er meget vigtigt - viser de lokale udsving. Vi må jo ikke glemme, at de konsumtal, der har alles store opmærksomhed, er landsgennemsnit, der dækker over meget store lokale forskelle.

 

Et vigtigt område inden for forebyggelsen af misbrug er kvindens adfærd under graviditet. Det er en kendt sag, at tobaksrygning og alkoholforbrug under gravi­ditet kan medføre uheldbredelige skader på fostret. En tidligere undersøgelse foretaget i een bestemt by her i Grønland har da også mere end antydet, at dette forhold også gør sig gældende for Grønlands ved­kommende.

 

Til Josef Motzfeldts spørgsmål herom skal jeg derfor oplyse, at emnet misbrug og gravide har høj prioritet i forbindelse med planlægning af forebyggelsen i Grønland. Det bør nævnes, at en undersøgelse over risikofaktorer for lav fødselsvægt og spædbørns­dødelig­hed er under udarbej­delse for de fire sund­hedsdistrikter i Diskobugt-området. Under­søgelsen forventes at starte medio 1992 og strække sig over 2 år.

 

 

INUUNEQ NAKUUNEQ er et langt og sejt arbejde, - med at skaffe dokumentation, med at dygtiggøre personale indenfor Kultur- og Undervisningsvæsenet, Social- og Sundhedsvæ­senet til en koordineret indsats for påvirkning af og støtte til befolkningen, - med at gøre vore medier til medarbejdere i denne indsats. Men først og sidst drejer det sig om, at befolkningen selv arbejder med.

 

Den årligt tilbagevendende, landsomfattende, samtidi­ge og frivillige spiritusfri periode har premiere i år. Vi har valgt uge 18 som kampagneperiode. 18 er lig med myndig­hedsåret, hvor forældrepåvirkningen er fuldført og foræl­dremyndigheden er ophørt, det år hvor man står på egne ben. I den uge skal vi markere de værdier, som INUUNEQ NAKUUNEQ står for, og selvom det er noget nyt vi skal prøve, håber vi på befolk­ningens glade og aktive medvir­ken.

 

Ane Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

INUUNEQ NAKUUNEQ er et meget indholdsrigt motto, som får folk til at tænke sig om og motiverer folk til at ville leve livet på en bedre måde. Et velklingende motto, som berører vore følelser. Det er ikke alkoholproblematik­ken, der indeholdes i disse ord, men også et rigt og aktivt liv, stærke følelser, vilje til at leve sundt samt vilje til at kæmpe for løsningen af opgaverne. Men desværre også et næsten uopnåeligt livsmål, såfremt man ikke har den stærke vilje til det.

 

 

Efter spiritussens indførelse i Grønland er den gamle fredelige og trygge tilværelse - en tilværelse hvor man hjalp hinanden og stolede på hinanden - blevet mere og mere usynlig. Det er ligesom om, nogen har lukket en dør op for en verden, vi ikke har kendskab til. Det er ligesom om, at vi har skyndt os hen til denne dør for ligesom at komme først derhen. De, der sakkede agterud og de, der faldt undervejs, har vi end ikke villet hjælpe, "de må klare sig selv", sagde man, og vi skal jo leve et civili­seret liv blandt andre verdensborgere.

 

Dengang blev der ikke lavet oplysnings- og informations­kampagner, da vi manglede grønlandsksprogede medarbej­dere dertil. De, der sakkede agterud og de, der faldt undervejs blev flere og flere, og grønlændernes fredeli­ge og trygge tilværelse blev mere og mere usynlig. Det var som om ingen hørte myndighedernes bestræbelser på at modvirke denne udvikling. Hjertet blev såret og man var ude af stand til at finde den rette medicin for det sårede hjerte. De prøvede sig frem med allehånde helbredelsesmid­ler, men alt var forgæves.

 

I sit dagsordensforslag siger Issittup Partiia, at myndig­hederne ikke magter at løse dette problem og foreslår en folkeafstemning, for at ændre alkoholmis­bruget, da vi ikke kan løse problemet her i salen.

 

I en tid, hvor vi har økonomisk afmatning i Grønland, kan det ikke anses for passende, at vi bruger vore penge til ingenting. Er det da ikke mere passende at anvende pengene til deres rette formål i stedet for blot at smide dem ud af vinduet? Deres rette formål er at bruge dem til konkrete oplysningskampagner. For hvilket formål har en folkeafstemning? Den er jo en af de afprøvede måder.

 

Nu må legen slutte og nu må vi hjælpe hinanden for at komme ud af alkoholens svøbe.

 

Nu må vi holde op med at skyde skylden på myndighederne alene. Myndighederne har jo forsøgt med allehånde helbred­elsesmidler, som de mente kunne nytte, men alt var jo forgæves. Derfor kan helbredelsesmedicinen kun findes i befolkningens midte. Vi, d.v.s. befolkningen, kan komme over vore problemer, såfremt vi hjælper hinanden og samarbejder.

 

Ethvert problem kan jo ikke løses, såfremt man tager udgangspunkt i problematikkens igangværende symptomer. Det ville først kunne løses, såfremt man tager problemet ved dets rod. Mottoet "INNUNEQ NAKUUNEQ" har dette formål.

 

Kampagnen "INNUNEQ NAKUUNEQ" kan ikke udelukkende køres via politiske budskaber, men kampagnen kan kun lykkes, såfremt man også blander følelserne med i dette.

 

Derfor mener vi i Siumut, at dette arbejde ikke kun skal have udgangspunkt i problemet alkohol, men at arbejdet skal berøre alle aspekter i livet.

 

Kampagnen skal ikke køres udelukkende via TV, radio, plakater og pjecer, men skal også køres via konkrete

aktiviteter og arrangementer. Alle tiltag, aktiviteter og arrangementer må udspringe fra menneskelivets værd.

 

Vi må som et folk allesammen forstå, at vi er født i denne verden, så at vi i mindre eller større grad allesammen har forskellige opgaver at udføre. Her tænkes der ikke kun på, at vi skal udfylde de forskellige jobs vi har, meningen med tilværelsen omfatter jo også at optræde eksemplarisk og have indflydelse på vore medmennesker ved en god, åben og venlig levemåde.

 

Rådgivere, der skal arbejde med intentionerne omkring INUUNEQ NAKUUNEQ bør trænes op til at kunne kende sig selv. Folk, der ikke har denne erkendelse og bevidst­heden om sig selv, kan have begrænsede ressourcer til at videre­give budskab til befolkningen.

 

Såfremt vi skal skabe et selvstændigt og viljestærkt samfund, bør der ansættes rådgivere i alle byer, idet vi mener, at ansættelse af disse vil betale sig i den sidste ende og at denne form vil være en mere for­målstjenst­lig brug af ressourcer og midler - den grønlandske befolknings begrænsede antal og landets vidtstrakte størrelse taget i betragtning.

 

En af fordelene ved ansættelse af lokale rådgivere vil også være deltagelse og tæt samarbejde med sundheds­væsenet, skolen, politiet og kommuner samt ikke mindst lokalbefolkningens kendskab til rådgivernes rolle i samfundet. Den største forudsætning for at opnå gode resultater i forebyggelsesarbejdet vil være, at man kender lokalsamfundet og de enkeltes delagtiggørelse i formålet med INUUNEQ NAKUUNEQ, hvorved målet lettere kan realise­res.

 

Det er vores opfattelse, at alkoholfrie uger, hvor det er planen, at den første uge skal være i slutningen af april måned, vil kunne afholdes uden de store økonomiske midler. Vi skal herved opfordre til, at en sådan uge ikke kun skal være én gang om året, men flere gange, hvor man tilrette­lægger alkoholfrie uger.

 

Alkoholen er i blandt den grønlandske befolkning tæt for­bundet med vort daglige liv. Til de fleste højtider, såsom dåb, konfirmation, bryllup eller andre højtider, figurerer alkoholen som en bestanddel. Til sådanne begivenheder er alkoholen med til at give glæde og velværd. Men der findes folk, der bruger alkoholen som trøst i svære tider og hvor folk bruger den til at åbne op for problemerne. For det meste bruger de den som en slags medicin for at glemme og fortrænge disse pro­blemer.

 

 

På den anden side skal vi heller ikke glemme, at alkoholen kan være årsag til tragiske hændelser, hvor store sår bliver til, og hvor vi mister vore kære. Disse hændelser kan skabe en vilje til at kæmpe imod pro­blemerne og forstærke vore ønsker om at gøre en indsats for at hjælpe andre mennesker.

 

Udover alkoholmisbruget har vi fået et nyt misbrugspro­blem, nemlig euforiserende stoffer og derunder salg og brug af disse rusmidler.

 

Disse stoffer er gennem lovgivningen forbudt, men i intentionerne med INUUNEQ NAKUUNEQ bør disse stoffer også med i forebyggelsesarbejdet. Euforiserende stoffer kan være årsag til nedbrydning af menneskets krop.

 

Vi skal dog ikke glemme, at der i dag tilrettelægges alkoholfrie aftenforsamlinger i flere byer. Siumut vil ikke undlade at rette en stor tak for deres prisværdige og frivillige arbejde. Vi skal heller ikke glemme, at der i blandt vore børn og unge er en meget stor viden om skadevirkningerne ved brug af alkohol, euforiserende stoffer og tobak. Denne viden gør, at deres forbrug er mindre, hvilket er et flot bevis overfor samfundet.

 

Derfor: Lad os alle samarbejde som én stor familie for at bekæmpe et problem, der er ved at ødelægge vor kulturarv. Kun gennem samarbejde kan vi komme ud over dette problem.

 

Otte Steenholdt, ordfører for Atassut:

Narkohandlerne verden over er ligeglade med menneskeliv. De er kun interesserede i penge. Og såfremt vi ikke mere sælger spiritus, vil vort land gå fallit. Vi må fortsæt­te der ud af, sådan som vi har gjort hidtil.

 

 

Vi har i Atassut gennem mange år kendt til Landsstyrets spirituspolitik, som kort kan siges at være følgende: Vi er vidende om det store spiritusproblem i vort land, men det må fortsætte sådan, når folk bliver mere oplyste, begynder de at drikke mindre.

 

Notatet, der forelægges i dag, skal ikke forstås derhen, at den har til formål at skabe debat om spiritus. Men derfor vil vi alligevel fremkomme med omfattende bemærk­ninger herom.

 

Men redegørelsen omhandler en pakke, benævnt "et nyt liv". Inde i pakken finder man budskaber om sundhed, kultur og social indsats, og såfremt disse efterhånden skal opnås tilfredsstillende skal spiritus­forbruget nedsættes, og at dette skal opnås de mange konsulenters målrettede indsats.

 

Notatet beskriver spiritussens historie fra slutningen af 70'erne, og med hensyn til dette vil man i notatet ellers gerne stærkt fremhæve de for personer gennemsnit­lige små formindskelser i spiritusforbruget. Der er dog forhind­ringer. Det er ikke lykkedes at halvere spiritus­forbruget, selvom man har anført "lad os vise verden, at vi selv kan" som et velklingende slogan for dem, der har behov for det. De små nedgange i spiritusforbruget synes ikke at have baggrund i højnet kulturel oplysning, men den virkelige baggrund tillægges den dårlige politiske styring med følgende arbejdsløshed og deraf affødt pengemangel.

 

Det er ligesom de prøver at sige: Når de kommer til penge, begynder de at drikke for alvor, og man vedkender sig endvidere, at prisfor­højelsen af spiritus i 1988 var medvirkende til for­mindsket spiritusforbrug. Her er man ikke kommet ind på, at man er ved at lære at omgås spiritus. De mindre­bemidlede er re­tireret og er blevet tilskuere i restau­rationer og lignende.

Selvom det gennemsnitlige spiritusforbrug pr. person i 1991 er kommet ned på 15 liter, er det samfundsmæssigt stadig foruroligende. Vold og slagsmål, og endda seksuelt misbrug af mindreårige, der alle skyldes spiritus, giver utryghed hos befolkningen. Politiet, der kender spiritus­problemet på nært hold her i landet, ønsker lukning af spiritus, efterhånden som de ikke har kræfter til at overkomme at ordne husspektakler, vold og splittede familier. Samtidig hører man til stadighed Sundhedsvæse­nets stemme, der lyder således: Indlagte på grund af sygdomstilfælde er stadig i mindretal i forhold til tilfælde, der skyldes spiritus. En tredjedel af ulykker til havs og ulykker på vinteri­sen i vinterkul­den, oplyste landslægen i går via radioen, skyldes spiritus.

 

I notatet er anført, at Landsstyret er vidende om befolk­ningens ønske, der går ud på, at de ønsker ophør af vold og misbrug. Se, de er altså vidende om det, men man vil ikke røre den egentlige grund til sådanne forhold.

 

Når talen falder på nødvendigheden af spiritusratio­neringer, begynder Landsstyret at tale om berøvelse af den personlige frihed. Men når fulde folk forøver vold mod andre personer med langvarige hospitalsophold til følge eller varige legemlige skader til følge, endda med døden til følge, tænker man overhovedet ikke på at bruge vend­ingen "berøvelse af den personlige frihed".

 

Man har beskrevet formålet med INUUNEQ NAKUUNEQ på en flatterende måde, som om der blandt partierne findes nogen, der til stadighed støtter sig til slogans. INUUNEQ NAKUUNEQ beskrives som en bedre livskvalitet, tilfredshed med tilværelsen, et sundere og mere aktivt liv, sammenhold i samfundet, det er på grønlandsk inuit ataqatigiissut, det er ikke en stavefejl, men det står virkelig skrevet. Men for at opnå disse hurtigt, er der ingen planer om, hvad man vil gøre ved spiritus, hash og andre euforiseren­de stoffer, der til stadighed skaber utryg­hed.

 

Men der står blandt andet: Snifning og hashbrug må ophøre. Og denne særskilte sætning blev ikke fulgt op af andre ting fra forelæggernes side og vi erindrer, at landsstyre­medlemmet nærmest var mundlam under sidste års debat om det store hashbrug i vort land her i salen, og det vil sandsynligvis også være tilfældet i dag. Og såfremt Landsstyreformanden igen skal komme til und­sætning, må han ikke nøjes med at gentage sine ud­talelser fra sidste år da han sagde: "Hash er forbudt i Grønland".

 

Det er kommet for dagen, at man i år er begyndt at ind­smugle hash i hidtil usete mængder, og de store pengebe­løb, vi omtalte sidste år bliver brugt til hash, bliver nok ikke færre i de kommende år. I husker nok, at vi nævnte beløb på 50 mio. sidste år. Vi har allerede allesammen erkendt problemet med hash og andre euforise­rende stoffer og Landsstyret må se at gøre noget ved dette og ikke bare nøjes med at blive bremset af, at det kan blive nødvendigt med personlig frihedsbe­røvelse. Det er vist nok landsstyremedlemmet for Kultur, der udtalte følgende: "En del af et sundt liv er at have arbejde", for her er det tre landsstyremedlemmer, der samarbejder omkring INUUNEQ NAKUUNEQ og jeg mener, at det er landssty­remedlemmet for Kultur, der har været inde på de unges initiativer og arbejde, hvor hun kom ind på det, og det er jeg meget enig i. Hvor mange mon der bliver bortvist fra deres arbejde på grund af spiritus? Jeg finder det stærkt, at landsstyremedlemmet kan komme med en sådan udtalelse uden at blinke, efter at mange private arbejds­pladser er blevet lukket som følge af politiske beslut­ninger og efter for eksempel at have sat værftsarbejdere på porten, det synes jeg er meget stærkt.

 

Lægen vil være arbejdsløs, hvis folk ikke bliver syge. Hvis folk ikke vil drikke spiritus mere, vil bryggerier­ne ikke have noget at lave. Såfremt spiritusrationerin­gen bliver indført, kan den planlagte spiritusafvæn­ningsinstitution risikere ikke at have noget at lave. Man har vedtaget opførelse af denne, da spiritus er et problem i vort land og at der efterhånden er for mange personer, der er ødelagt af spiritus. Gid spiritusrationeringen bliver indført, når institu­tionen er blevet færdiggjort, så får vi da endnu en gang en stor arbejdsplads, som ikke har noget at lave. Landsstyret er jo vist nok glad for at få arbejds­pladser, der ikke har noget at lave.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed agter at udgive en bog, vist nok ved at have begrebet tømmermænd i tankerne i forbindelse med sundhed og hyppige sygdomstilfælde. Han vil lave en stor undersøgelse vedrørende disse, han vil følge med i omfanget af spiritusforbruget, han vil følge med i spiritusforbrugsmønstrene i de forskellige beboede steder. Han siges at have meget at lave. Han kan da bare slutte sig til dem, der ønsker rationering indført, så kan han bruge sine kræfter indenfor sygehusvæsenet, der har stærkt behov for dem.

 

Landsstyret er vidende om det stærkt stigende antal af kvinder, der på grund af brug af spiritus og euforiserende stoffer under graviditeten føder handicappede børn, og vi

er taknemmelige for, at der fremkom et spørgsmål herom fra et medlem fra et af landsstyrepartierne.

 

Spiritussen giver utryghed i befolkningen, da sygdommen AIDS, der ikke kan helbredes, allerede har vundet indpas i samfundet. Men landsstyremedlemmet for Sundhed har ikke nævnt dette, da han er vidende om, at såfremt man skal bekæmpe AIDS effektivt, må man samtidig effektivt bekæmpe spiritusmisbruget eller bare det almindelige forbrug allerede nu ved rationering. Såfremt vi skal bekæmpe den allerede startede udbredelse af denne sygdom, har vi ikke andre udveje end en skrap spiritus­rationering eller en total lukning. Men denne tanke kan end ikke tænkes af dem, der er imod spiritus­rationering.

 

Nikolaj Heinrichs forslag om folkeafstemning, går Atassut ind for. Det jeg i omfattende vendinger har anført, må

befolkningen svare ved deres medbestemmelsesret. Ved at sige sådan, lover vi at efterfølge befolkningens mening, uanset hvad den bliver, selv om befolkningen udmærket ved, hvilken hold­ning vi har.

 

Disse bemærkninger er lig med dem vi kom med, da vi sidste år debatterede "INUUNEQ NAKUUNEQ". Vi støtter initiativer­ne, for hvis man ikke kan få den man elsker, må man nærme sig den næste derefter. Vi håber, at ini­tiativerne bliver vellykkede.

 

Til sidst vil vi understrege, at medens vi endnu dis­ku­terer spiritusproblemet, uden at være nået frem til løsnin­ger, er der en sygdom, der ikke kan helbredes, som er kom­met til vores land. En sygdom, der i ly af spi­ritus­forbruget spreder sig.

 

Vi skal anmode Landsstyret om til Landstinget at komme med en forelæg­gelse om AIDS og problemerne med eufori­serende stoffer, således at Landstin­get kan få et grundlag til debat om disse ting. Det kan ske til en­hver tid, og det vil jeg være taknemlig for.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Inuit Ataqatigiit vil hermed meddele sin opbakning til Landsstyrets klare redegørelse om "INUUNEQ NAKUUNEQ".

 

 

Vi er enige med Landsstyret i, at vi må lære af de fejl der hyppigt er sket, i forbindelse med ændringerne af alkoholpolitikken i de foregående år.

 

På baggrund af den nuværende situation vil vi medvirke til en mere mål­rettet afgiftspolitik på alkoholområdet, til fort­sæt­telsen af en påvirkning i retning af lokal og per­sonlig ansvarlighed, fremfor ordninger, der umyndiggør lokalsamfundene og den enkelte i samfundet. Disse ini­tiativer vil Inuit Ataqati­giit være med til at realise­re.

 

Landsstyrets overordnede mål med "INUUNEQ NAKUUNEQ" er, som sagt en helhedsorienteret politik, der skal medvir­ke til at forbedre livskvaliteten her i landet, så be­folk­ningen bliver mere bevidste om deres sundhed, og således indgår mere i kulturelle aktiviteter, og dermed også social trivsel. På denne baggrund vil Inuit Ataqa­tigiit opfordre de lokale myndigheder og de enkelte per­soner til at støtte dette forebyggelsesarbejde, og selv være igangsættere. Det betyder så også, at vi ikke skal sætte vores lid til flasken og de euforiserende stoffer.

 

Hvad angår initiativer omkring forebyggelsesarbejdet, så vil vi også opfordre kommunalbestyrelserne til at deltage i det videre arbejde i "INUUNEQ NAKUUNEQ", udover at enkeltpersoner­ også er med i arbejdet.

 

Redegørelsen om "INUUNEQ NAKUUNEQ" blev for første gang i lørdags drøftet af Landstingets fire udvalg, hvor de tre største partier havde deltagere i dette udvalgsar­bejde og der har vi mærket, at samtlige deltagere støtte­de det overordnede mål. I lyset af det ser vi frem til, at oplysningskampagnen i videst muligt omfang bli­ver ud­bredt, således at vi, samfundet som helhed, kan gøre oplysnings­kampagnen mere resultatorienteret.

Vi har i dag, i de fleste kommuner, forebyggelseskonsu­lenter i funktion. Som før nævnt er det ikke alle kom­muner, der har sådan én ansat, men vi skal hen­stille til, at forebyggelseskonsulenternes arbejdsvilkår for­bedres. Det kan være, at vi kan få mulighed for at komme med yderligere oplysninger omkring dette punkt.

 

Vi finder det også passende, at Landsstyret har planer om at sammenlægge de midler, der i dag anvendes til for­skellige forebyggelsesarbejder. Disse planer anser vi fra Inuit Ataqatigiit som værende passende, i stedet for at man har en masse små bevillinger hist og her.

 

Landsstyret har endvidere planer om, at der afholdes frivillige, spiritusfri perioder. Disse arrangementer sker med udgangspunkt i den frivillige deltagelse. Til det vil vi gerne opfordre restaurations- og hotel­bran­chen i Grøn­land til at medvirke i form af for eksempel spiri­tusfri arrangementer. Endvidere vil vi opfordre både kommunalbe­styrelser og bygderåd til at medvirke i form af kulturelle aktiviteter, arrangeret gennem fri­tids­virksom­heden.

 

Uden at gøre mit indlæg længere, vil vi til slut atter tilkendegive vores fulde opbakning til det sam­lede Landsstyres målsætninger med "INUUNEQ NAKUUNEQ", og vi vil selv medvirke til at realisere dette.

 

Bjarne Kreutzmann, ordfører for Akulliit Partiiat:

I forelæggelsesnotatet kan vi læse, at eksperterne for­tæller os, at store og hyppige skift i alkoholpoli­tik­kens virkemidler er hæmmende for befolkningens for­stå­else af mål og midler, og giver voldsomme udslag på forbruget.

 

Det tilrådes at dette mål udnyttes, dels ved en mere målrettet afgiftspolitik, dels ved at man fortsætter med en påvirkning af lokal og personlig ansvarlighed. Det er nogle ting vi er meget enige i.

 

I Akulliit Partiiat er vi for længst holdt op med at snakke om lukning, ikke-lukning, restriktioner eller ikke-restriktioner vedrørende spiritus. Vi har i stedet forsøgt, og det bliver vi ved med, at lade de politisk ansvarlige for­stå, hvor nødven­digt det er for unge opdragelsesmæssigt at have sunde fritidsbeskæftigelser eller -interesser.

 

Sund fritidsbeskæftigelse giver de unge rod og chance for at besidde sikkerhed og balance, såvel moralsk som dici­plinært, i overgangsalderen. I stedet for at bruge masser tid og kræfter samt tårer på diskussioner uden handling, har vi gang på gang sagt følgende: "Flere penge til fritidssektoren, det vil være et godt alter­nativ til spiritusmisbrug".

 

Vi vil arbejde på at få et samfund, der ikke nøjes med at lappe på skader der allerede er sket, men som effek­tivt søger at hindre skaderne, allerede inden de sker.

 

Vore midler er begrænsede. Frem for løfter, der allige­vel ikke kan indfris, bør politikerne tænke i præventi­ve baner. Det er både bedre og billigere at forebygge frem for at helbrede.

 

Når vi gennemgår forelæggelsesnotatet i Akulliit Par­tiiat, synes vi at være be­kendt med følgede: diffus og vag holdning til problema­tikken. Det er ligesom om der mangler noget, fordi der er mange ord og ingen hand­ling. Jo, handlingen i det tilfælde må være, at man som i så mange andre tilfælde skubber ansvaret til kommu­ner­ne, også det økonomiske ansvar. Og så må de have det så godt.

 

"Mange ord uden handling" brugte vi, fordi der til over­ladel­se til kommunerne på mange områder ikke hører økonomisk rygdækning, og i vore øjne må planerne være afstemt med økonomien.

 

Retfærdigvis skal det siges, at der er tilskudsmulighe­der indenfor det præventive arbejde, projekter og lig­nende. Men i og med flere og flere opgaver overføres til kommu­nerne, samt disses økonomiske vanskeligheder taget i betragtning, vanskeligheder, der ikke alle kun skyl­des den økonomiske afmatning, medfører at mange kom­muner, for ikke at ramme selve undervisningen og fri­tidssektoren, og her er det det præventive ar­bejde samt børn og unge, der bliver tabere.

 

Derfor vil vi i Akulliit Partiiat til budgetmødet over­veje even­tuelle forslag om øremærkede bloktilskud til fritids­sektoren i kommunerne.

 

Med disse bemærkninger godkender vi fra Akulliit Par­tiiat notatet, men tilføjer følgende: Planer­ne må føl­ges af tilskud.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Til redegørelsen om "INUUNEQ NAKUUNEQ", herunder be­mærk­ningerne til forslaget, har jeg følgende bemærknin­ger:

Med udgangspunkt i vores mangfoldige bestræbelser i lø­bet af årene for at bekæmpe spiritusmisbrug og mis­brug af euforiserende stoffer, bestræbelser, der endnu ikke har kunnet afføde nogle former for løsnin­ger, så er vo­res Landsstyre ligesom ved at skabe for­nyelse i be­stræ­belser­ne, fremkommet med budskabet "INUUNEQ NAKUUNEQ".

 

Selv om befolkningen i vort samfund bor meget spredt, ligesom vores stammefrænder både i Alaska, Canada og Sibirien, så er ensartetheden i vores vanskeligheder i forbin­delse med spiritus og euforiserende stoffer meget stor. For­holdet må have en bestemt grund, som vi ikke kan komme over, uden store vanskeligheder. Dette har vi klart er­faret i løbet af de 39 år, der er gået siden spiritus­sen her i Grønland blev frigivet.

 

I den nævnte periode har spiritussen været stærkt de­bat­teret af politikerne, ligesom jeg har nævnt det i mit forslag. Debatten har til dato ikke affødt nogen til­fredsstillende løsning.

 

Da man fremkom med forslaget om at videreføre bekæmpel­sen under devisen "INUUNEQ NAKUUNEQ" udtalte jeg, at jeg under hensyn til mit stærkt udtalte ønske, om at vi må stile efter bedre livsforhold, så vil jeg deltage i arbejdet, og jeg vil støtte alle former for tiltag.

 

Dog må vi erkende, at vore forskelligartede bestræbel­ser i løbet mange år, for at kunne formindske vort for­brug af spiritus, ikke i væsentlig grad har haft de til­sigtede virkninger. Der er blevet brugt mange kræf­ter, og det har også betydet forbrug af en masse økono­miske midler. I disse bestræbelser var der kun én ord­ning, der begyndte at vise tegn på virkning, det var spi­ritusrationerings­ordningen fra 1979 til 1982. Jeg bek­lager, at denne ordning i denne forelæggelse en­sidigt bliver omtalt som en ordning til skade.

 

Nogle af begrænsningsordningerne i de omtalte år har selvfølgelig haft negative sider, men ved forskellige vurderinger har det vist sig, at vi ellers var på vej ind på rette spor. Jeg glemmer ikke Nuuk kommunes davæ­rende socialborgme­sters følgende udtalelser. Nemlig det, at man kunne mærke, at børnene begyndte at gå bedre klædt, og at de begyndte at passe deres skole­gang bedre. At folk be­gyndte at passe deres arbejde bedre, og endda flere begyndte at svare deres forplig­telser overfor det of­fentlige bedre. Der var også andre forhold, hvor man kunne mærke en vending til det glæde­lige. Endvidere be­gyndte vi som arbejdsgivere, på davæ­rende tidspunkt, at mærke de store forbedringer i arbejdsforhol­dene.

 

Landstingsmedlem Josef Motzfeldt omtalte i sit forslag, at de som følge af spiritusmisbruget, i dag skabte pro­blemer er meget belastende problemer. Vi har nu over­taget Sundhedsområdet, derfor er jeg helt enig med Tuusi i hans udtalelse og ønske om, at undersøgelserne vedrørende børn, der fødes med handicaps, bør gentages. Dette er helt nød­vendigt, hvis vi i samfundet virkelig skal stile efter en bedre livskvalitet.

 

Til denne samling har jeg stillet forslag om afholdelse af folkeafstemning om vores spiritusforbrug eller -mis­brug. Dette anser jeg for at være meget vigtigt, ikke mindst hvis vi skal leve videre under devisen "INUUNEQ NAKUUNEQ". Men så vidt jeg kan se, er forsla­get ikke blevet budt særlig velkommen af Landsstyret. Det er endda blevet nævnt, at såfremt forslaget blev ved­taget vil det blot være tidsspilde, og endnu en brug af kræf­terne til ingen nytte.

 

Jeg har tidligere udtalt, at de mange års diskussioner og debat bare var tidsspilde, og det er brug af kræf­terne til ingen nytte. Derfor er det helt nødvendigt at spørge med­borgerne, da svaret bør være politikernes grundlæggende holdning. Dette har vi stærkt brug for, for at kunne spare de mange udtalelser vi til ingen nytte bruger.

 

Vi er midt i et meget stort problem, og vi vil da græm­mes i høj grad, såfremt vi kunne lægge de af vores spi­ritus­misbrug skabte forhold, spredt udenfor vinduet.

 

For få dage siden drøftede vi ønsket om en godkendelse af en nationalsang for samfundet. Under dagsordenen blev det udtalt, at vi i dag har to nationalsange. San­ge, der er vores rigdom, nationale ejendom, til vor glæde, skattede og ærede. Om disse to blev det ud­talt, at vi bør lave en folkeafstemning om, hvilken af dem vi vil krone. Der blev foreslået med en folkeafstemning, da man ønsker at høre folkets mening. Forslaget er smukt i sig selv, og vi vil også gerne gøre ligeså ved­rørende vores store problem. Hvorfor skal man så udta­le, at det ikke er nødvendigt med en folkeafstem­ning om vort store problem, da det bare vil være tids­spilde og misbrug af kræfterne?

 

Som samfund må vi respektere hinanden, og dette må vi altid gøre brug af i vigtige spørgsmål. Derfor stiller jeg herved forslag om afstemning om mit forslags grund­syns­punkt. Det er mit ønske at høre vælgernes mening om spiritussen. Det er ganske påkrævet, for det er ved fo­relæggelsen allerede erkendt at Landstingets mål fra 1988, om at man bør halvere spiritusforbruget i løbet af de fire næstkommende år, og dette mål er endnu ikke blevet nået.

 

Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit:

Jeg fremsendte mit forslag her til Landstinget, vedrø­rende skader under graviditet, og jeg er glad for de bemærk­ninger, der er kommet her, især da Landsstyret er kommet med konkrete tiltag omkring forebyggelse af ska­der omkring graviditeten.

 

Men det jeg har savnet fra partiernes ordførere er, når man påbegynder et initiativ under devisen "INUUNEQ NA­KUUNEQ", så har man påpeget en masse forskellige udve­je. Men jeg mangler én ting, nemlig at man tager dette punkt med i debatten på de forskellige arbejds­pladser, uden at være bange for punktet. Det er jo ikke kun det offentlige, der skal varetage forebyggelsesar­bejdet. Derfor er det også nødvendigt at man i diverse pauser, eller andre ting på vores arbejdspladser, kan begynde at snakke om disse ting. Jeg har fået gode erfaringer med hensyn til dette på min egen arbejds­plads i snart 4 år.

 

Vedrørende for eksempel oplysningspjecer omkring AIDS, har vi ført nogle diskussioner ud fra disse. På vores arbejds­plads har vi også taget diskussionerne op sammen med vores gravide kolleger. Jeg mener også, at man som lands­tingsmedlem, når man er ude og rejse, og dermed også kommer i snak med vælgerne, så bør alle vi landstings­medlemmer være med i dette arbejde.

 

Jeg mener også, at vi nu har fået redskaber til at vi­dereføre "INUUNEQ NAKUUNEQ" ude i befolkningen. Jeg tror også, at befolkningen glæder sig til de videre initiativer omkring dette.

 

Befolkningen har lyst til at arbejde med det. Det er ikke kun forhåbninger befolkningen skal have. Det hjæl­per ikke blot at dele befolkningen i to grupper, nemlig dem, der drikker og dem, der ikke drikker. Vi har selv ansvaret for at vi ikke misbruger spiritussen.

 

Vi bør ikke fokusere på selve problemerne, men vi må kunne sætte vores egen situation i fokus, således at vi også kan yde de ufødte børn velkommen i en bedre ver­den.

 

Jeg mener ikke, at udtrykket om, at når man ikke kan få den man elsker, så tager man blot den næste er rig­tigt. Man skal vælge den man elsker, og det man elsker hø­jest, det er selve livet.

 

Ove Rosing Olsen, landsstyremedlem for Sundhed og Mil­jø:

Først og fremmest er jeg glad for oplægget fra Josef Motzfeldt. Jeg vil i den anledning udtale, at det er selvfølgelig det primære formål at børn fødes sunde, og det arbejde skal udføres på alle områder i landet.

 

Selv om den planlagte undersøgelse ikke er igangsat, så er det vores pligt at forbedre forholdene. Jeg kan i forbindelse med Sundhedsvæsenets omlægning sige, at Landstinget har krævet, at der skal være en ensartet be­handling fra sted til sted. Derfor har disse ting også indgået i forbindelse med forhandlinger med jor­demødre­ne, specielt omkring bedre rådgivning og vejled­ning for de gravide.

 

Jeg vil love, at arbejdet igangsættes, uden at vente på resultaterne af undersøgelserne, og at man vil ar­bejde på at nedbringe børnedødeligheden til halvdelen i løbet af de næste fire år. Jeg håber, at vi kan nærme os den målsætning.

 

Jeg vil også lige komme med mine bemærkninger til "INUUNEQ AKUUNEQ". Jeg har fulgt debatterne omkring spiritus udenfor denne sal, og at der somme tider kræves be-

­lutninger om rationalisering.

 

Vores nuværende udgangspunkt er et reelt udgangpunkt, der vil være med til at bane vejen for en bedre livs­kvalitet i Grønland. Det er ikke myndighederne der ska­ber et liv. Det er den enkelte der selv udformer sit liv. Vi kan allerhøjest være med til at gøre, at livet bliver bedre. Til dem, der går ind for ratione­ring vil jeg sige følgen­de:

 

Vi har hørt jeres snak om det i mange år. Det er lige­som en grammofonplade, der har sat sig fast i en rille. Det er ligesom om, I ikke længere kan være med til at ar­bejde ud fra faktiske forhold. Vis jeres vilje til at arbejde for den grønlandske befolk­ning, lad være med at snakke om umyndiggørelse og alt det der. Vi vil ikke vende tilbage til forholdene i 1979. Jeg vil ihvertfald ikke ønske, at mine børn i 1998 skal opleve forholdene som i 1983. Ingen kan være tjent med det.

 

Vi må leve ud fra de positive sider her i tilværelsen.

Jeg vil ligeledes også råde jer til at tage den I el­sker, i stedet for at tage det næstbedste. Og her mener jeg, at I må ændre holdning til tingene.

 

Jeg håber, at hele samfundet i fremtiden vil samarbejde om at opnå en bedre livskvalitet.

 

Marianne Jensen, landsstyremedlem for Kultur, Uddan­nelse og Arbejdsmarked:

For ikke så forfærdelig mange år siden blev der set ned på os grønlændere, med hensyn til at udføre vores ar­bej­de. Vi har også været meget tilbageholdende, og ikke følt os stærke nok til at udføre arbejdet. Især efter Hjem­me­styrets indførelse har det været tiltagende, at vi har kunnet vise, at vi virkelig kunne.

 

Hvis man har mistillid til et samfund, så opfører man sig begrænsende for forskellige udfaldelsesmuligheder. Denne fremgangs­måde mener vi ikke i Landsstyret er udvejen for et folk, der skal være i frem­gang. Det vil være mest basalt, at vi overfor samfundet viser at vi stoler på dem, og at vi viser det ansigt ud mod samfundet.

 

Initiativer omkring "INUUNEQ AKUUNEQ" er ikke helt nye. Vi kan for eksempel nævne samarbejdsgruppen "Ikioqati­giit" og andre. I Landsstyret mener vi, at det er på tide at vi vi­ser, at vi virkelig vil være med til at bane vejen for at nå det mål vi har sat os, og at målet bliver kendt vidt omkring.

 

Vi ved godt, at der er forskellige problemer, som gør folk svage, det er ikke noget vi uden videre kan komme uden om. Det er en storslået og barsk natur vi lever i. Selv ikke alene nordboerne gik til grunde i Grønland.

 

Vi har problemer at slås med i Grønland, og vi oplever tragiske ting i vores liv, tragiske oplevelser, som vi nogen gange ikke rigtig føler, vi har kræfter til at overkomme. Derfor er det helt nødvendigt at vi, som enkeltpersoner, også har styrke til at komme videre i livet, således at omgivelserne også er stærke, og såle­des at vi også kan bede om hjælp hos dem i vores svage øjeblikke. Vi tror virkelig, at tillid og agtelse er vejen for styrkelse af enkeltpersoner og samfundet. Når vi føler, at der er nogen, der har tillid til os, handler vi ikke for at skuffe dem.

 

Jeg har heller aldrig lagt skjul på, at jeg nogen gang har følt at rationeringen er den eneste mulighed. En af de væ­sent­ligste grunde til det har været, at vi ikke har haft tilbud til de mennesker, der er faldet i spiritus­sens svøbe. Men vi har fundet muligheder for det. Vi mærker mere og mere en opvågnende stolthed blandt børn og unge her.

 

Med hensyn til arbejdstagerne ved vi udmærket godt, at arbejdsgiverne har jubilæum lige her i denne perio­de, og lige netop den gruppe har også kunnet mærke, at arbejds­tagerne her i de senere år er blevet mere og mere stabile. Det betyder så også, at det viser at der er nye tider på vej. Det er heller ikke helt fremmed her, at når man har spiritusmisbrugere har kunnet styre deres forbrug, så er de stærke nok til at ændre deres liv radikalt. Disse stærke men­nesker bør roses, også fordi de er foregangs­mænd.

 

Ja, det er rigtigt at vi har en masse problemer, men til gengæld har vi også en masse ting vi kan glæde os over, idet de også viser at vi har mange muligheder for at kunne leve stærkere. Dette gør ligesom tydelige­re, når vi kan sammenligne os med andre lande.

 

Men én ting der er meget vigtigt, det er at vi bør kunne snakke om problemerne åbent, uden at skjule noget for hinanden. Det er forhold som er blevet mere almin­delige her.

 

I lørdags var der en debat omkring "INUUNEQ AKUUNEQ", med deltagelse fra samtlige partier, en debat som vi alle sammen var meget glade for. Derfor undrer det mig, at Atassuts ordfører endnu en gang giver udtryk for, at de ikke tror på deres medmennesker. Det støder mig, og det gør ondt at høre disse udtalelser.

 

Uden at pege på initiativer udover en ratio­ne­ring, så kommer de blot ind på at grønlænderne ikke selv kan, og tror ikke på, at de har samarbejdsvilje for den gode sags tjeneste.

 

Arbejdet bliver ikke færdig­gjort i morgen, og vi vil komme til at føle smerte. Men vi tror på, af hensyn til vore og kommende efterkommere, at vi vil have udbytte ved at arbejde sammen om det.

 

Det er jo før blevet nævnt, at der en masse medborgere, der er parate til at være med i det arbejde, som nu skal i gang.

 

Blot man kommer med devisen med "INNUUNEQ NAKUUNNEQ, så er der allerede kommet en masse initia­ti­ver i gang i de forskellige lokalsamfund, og det er vi glade for, og håber at viljen til udføre et stykke arbejde vil fortsætte.

Lars Emil Johansen, Landsstyreformand:

Siden 1954 er det blevet en tradition, at vi drøfter spi­ritus i lange baner. Det var dengang man beslut­tede at åbne for spiritussen. Nye idéer er begrænsede.

 

Grunden til at jeg bad om ordet var bemærkningerne fra Otto Steenholdt på Atas­suts veg­ne. Jeg må sige at de mennesker, der ikke har prøvet at dri­k­ke, bør ikke kommme med sådanne udtalelser. Otto Steen­holdt får det til at se ud som om, at det ikke passer, at misbruget er faldende.

 

Det blev endda sagt, at det er pengeknaphed på grund af den dårlige politiske sty­ring om arbejdspladser og dermed dårlig økonomi, der er skyld i at forbruget falder.

 

Fakta er, at forbruget er fal­dende, fordi folk bliver mere og mere klar over at spiritussen skaber problemer. Vi bliver flere og flere, vi burde vi også være flere, der der ned­sætter vores for­brug. Vi kan ikke blive med at disku­tere, uden selv ak­tivt at være med i arbej­det.

 

I 1983 hvor forbruget toppede, nåede vi op på 22 li­ter ren spiritus pr. person, og her i 1991 er vi nået ned omkring 14,5 liter.

 

Det er da ikke noget at råbe hurra for, men vi må da være tilfredse og sige "Se vi går i den rigtige ret­ning. Lad os støtte hinanden for at opnå endnu bedre resulta­ter".

Vi må ikke gøre sådan positive ting til ne­gative ting ved at påstå, at det er den dårlige politiske styring, der er skyld i det.

 

Vi må sige det således, at dé der er stolte af at være grønlændere, bør/må selv kunne - som person - bekæmpe spi­ritusmisbruget.

 

Mange af vore unge har sikret, at de ikke får det pro­blem. Dem må vi være stolte over og op­muntre dem. Vi må opmuntre dem, fordi de har vist viljen til ikke at falde i spiri­tus­misbrug, tobak og andre euforiserende stoffer.

 

I stedet for at sige, at når de kommer til penge, så skal de nok komme til at drikke igen. Vi må ikke se ned på folk, vi må rose på de ste­der, hvor der er behov for det.

 

Og jeg vil give min ros til den grønlandske befolkning, for de har viljen til at nedsætte forbruget, sandsynligvis mest mærkbart i den vestlige verden.

 

Det er rigtigt, at der er problemer omkring de eufori­serende stoffer, det må vi gøre noget mere ved. Otto Steenholdts bemærkninger på dette område lyder som om han gør nar af det, som han plejer, Landsstyreformanden kommer nok til undsætning. Landsstyreformanden har lov til at fremkomme med sine udtalelser, uden først at skulle spørge Otto Steenholdt herom.

 

Jeg sagde sidste år, at hash er forbudt i Grønland, og her mener jeg, at den er ulovlig i lovmæssig henseende, og ligesom alle ulo­v­ligheder må den behandles i politiets regi.

 

Hvis politi­et ikke kan magte det, så ved jeg, at politi­et hører ind under Statens regi, d.v.s såfremt politiet ikke kan klare de­res opgaver, så må Staten gøre sit til at gøre politiet endnu mere effektivt.

 

Jeg me­ner det er en oplagt opgave at fr­emsæt­te i Fol­ketin­get, idet politiet hører ind under Staten. Vi vil her­fra rette henvendelse til Regeringen i Dan­mark, at man skærper bekæmpelsen af euforiserende stof­fer her i Grøn­

land, idet et åbent salg i gaderne foregår, selv om det er forbudt. Det er ikke ligefrem udtryk for lovlydighed.

 

Det er grunden til at jeg sagde hash og andre eufori­ser­ende stoffer er ulovlige, og de må behandles som sådan. Lad for en gang skyld sam­ar­bejde om problemet i stedet for at gå i par­tier.

 

Afslutningsvis vil jeg sige, at Landsstyret plejer at fremlægge punkter på alkoholområdet. De landsstyremed­lemmer der har arbejdet omkring alkohol, landsstyremed­lemmet for Sociale Anliggender, landsstyremedlemmet for Sundhed og landsstyremedlemmet for Kultur, mener vi fra Landsstyrets side, har været meget betryggende, fordi de varetager deres opgaver på bedste vis, og viser deres resultater selvom det går langsomt, så går det støt fremad.

 

Otto var inde på, at Landsstyret tilsyneladende er meget gla­de for, at folk står uden arbejde. Dertil må jeg sige, at det ikke kan være bekendt at sige en sådan påstand, hvis man virkelig er engageret i arbejdet, og ikke blot ønsker at svine til, ikke blot ønsker at finde ondskabs­fulde ting frem. Det er ikke til at undre sig over, at Otto Steenholdt siger det, da vi ved, at han en gang imellem siger som han selv vil.

 

Otto Ste­en­holdt siger på sit partis vegne, han påstår, at Land­s­styret er glade for at se folk uden beskæftigel­se. Med hvilken grund siger han det?

 

Da talen kom ind på fremskaffelse af råvarer til fa­brikkerne, så er Otte Steenholdt én af dem, der kriti­serede.

 

 

Vi snakker ikke frem­tiden for et bryg­geri, det er ikke det primære. Det pri­mære er, at vi erkender, at proble­met eller misbruget er faldende, og det burde vi være stolte af, til viderebringelse til befolkningen som en opmun­tring.

 

Og jeg vil til slut endnu en gang fremkomme med en ros til befolknin­gen. At befolkningen har vist viljen til at kunne ned­sætte forbruget og at opfordre og rose dem til at ned­sætte deres forbrug. De unges vilje til at leve et sundere liv er helt klar. Det har de vist meget klart og ansvars­fuldt.

 

Ole Lynge, ordfører for Inuit Ataqatigiit:

Jeg kom ikke ind på under min ordførertale, nemlig det faktum, at der blandt befolkningen på kysten er kom­met flere initiativer omkring menneskets eget værd. Det er mærkbart i enkelte byer, vel nok også fordi det er noget nyt.

 

Det mærker man i højere grad de lokale steder, så­le­des både ungdommen og den ældre generation er med i selve arbejdet omkring INUUNEQ NAKUUNEQ, og det er en ting vi bør have store forhåbninger til.

 

I den forbindelse kan man også mærke, at der er alt for mange kommunalbestyrelser, som ikke udnytter muligheder­ne for disse ini­tia­tiver ved hjælp af forordningen omkring fri­tidsvirksom­hed. Det vil jeg gerne klart si­ge, idet de enkelte byer li­ge­som mangler initia­tiver omkring dette, således man ikke benytter oplysnings­virksomhed ikke bare i byerne, men også i byg­derne. Der­for vil vi gerne opfordre til, at de 3 landsstyreområder og enkelte kommunalbe­styrelser tager denne problematik op til drøftelse med henblik på opnåelse af samme holdning.

 

I de senere år, måske tilbage til fyrrene eller halv-

­tre­dserne og indtil nu, og specielt til de menne­sker der er født i hal­vtredserne, tresserne og halvfjerser­ne, er der en mas­se pro­blem­stillinger man kommer ud for, især for­di den opdra­gelsesmetode man har været ude for, jo sætter sine spor gen­nem resten af livet.

 

Nogen siger at det menneske, der ikke vil arbejde, får ikke noget at spise. Mens andre siger, at det er op til én selv. Man kan måske komme med andre eksempler. Man kan fornem­me, at uanset hvilken devise man bruger, sætter det spor i den enkel­te borger og ligesom bliver en vane, som må­ske kan skabe misforståelser blandt folk, og man mær­ker også tydeligt, også her i salen, når vi snakker for ek­sempel Finans­lov og nævner vores egne po­litiske mål, så har vi nogen gange også lidt svært ved at se kon­sekven­serne af vores bestemmelser.

 

Landsstyret er fremkommet med en meget klar forelæg­gelse her, og det er der ingen grund til at være fornær­met over, idet vores fejl har vist, at dem gentager man ik­ke, og det sidste nævner jeg med bagtanke i, at der er nogen der har foreslået genindførelse af restrik­tioner, selv om det har været en fejlslagen politik.

 

Der er stadigvæk en række restriktioner, som vi i Inuit Ataqatigiit har lagt mærke til, og som vi bør være forbe­redt på, at der foretages lempelser og at komme videre.

 

Kommunerne har mulighed for ind­føre re­striktioner inden for deres egne kommuner. Oplysningerne fra Socialdirek­toratet, direktoratet for Sundhed og Miljø og direktoratet for Kultur vil nok på et senere tidspunkt vise, hvilken ordning, der er bedst. Jeg tror også, at denne forsøges ordnet med enkelte kommuner for at have samme holdning.

 

Det vil også betyde, at vi på længere sigt kan komme med en politik for hele landet. Vel sag­tens når vi skal finde ud af, hvordan vi skal ned­sætte hele spiri­tus­forbruget for hele landet.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Flere partier var inde på mit forslag med forskellige bemærkninger, men til trods herfor føler jeg umiddelbart, at en folkeafstemning ikke ønskes her i Tinget. Denne holdning havde jeg regnet med.

 

Siumut har nok været det parti, der i de sidste år på forhånd er imod mine forslag, uanset om de forslag kan være ret så cen­trale i Siumuts politik. Denne holdning mener jeg er bekræftet i Bjarnes forslag forleden dag.

 

De fremsatte bemærkninger fra Atassut, som Landsstyrefor­manden blandt andet også har svaret på, mener jeg, er ting, der afdækker de faktiske forhold. Det er de fakti­ske forhold, der nødvendig­gjorde hårde politiske bemærk­ninger. Derfor er det ikke helt rigtigt at kaste ordene tilbage til partiet. I flere partier arbejdes der hårdt for at forbedre at forbedre forhol­dene og derfor må vi somme tider fremkomme med skar­pe udtalelser.

 

Siumuts ordførertale var meget ind­holdsrig og jeg er i det hele taget meget enig i det. Til trods herfor mener jeg, at hun fokuserer for meget på de positive ting. Lad mig som eksempel nævne at hun kom ind på, at spi­ritus­sen kan danne grundlag for festlige stem­ninger, men hun kom ikke ind på, at især i slutnin­gen af fest­lighe­derne kan opstå problemer på grund af spiritus.

 

Akulliit Par­tiiat sagde, at lukning eller ikke lukning, de var holdt op med at tale om det. Det er netop der­for,

jeg foreslog en folkeafstemning. Vi har drøftet spir­itus under næsten alle samlinger uden at komme til et resultat. Derfor syntes jeg, det var på tide at spørge om vælgernes me­ning, da det ville kunne give et resultat, vi kunne gå ud fra i vores vi­dere ar­bej­de.

 

Landsstyremedlemmet for Sundhed sammenlig­nede ratio­neringstanken som en grammo­fonplade, der har sat sig fast i en rille, men mennesker der har alkoholproblemer, vil jeg hellere sammenligne en sådan plade. Det er på grund af disse mange mennesker jeg har fundet anledning til at fremkomme med mit for­slag. Der blev sagt, at pen­gene bliver givet bedre ud, hvis vi bru­ger dem til oplysning. Siden vores barn­dom har vi ople­vet mange spiritusoplys­ningsinitiativer, og det for­sæt­ter indtil nu. Gad vide hvor mange penge vi har brugt til det formål, uden at vi har lært noget af det. Penge der bliver smidt ud af vin­duet.

 

I forbindelse med det omtalte møde forleden, hvor par­tierne deltog, blev det sagt, at rationeringer ikke bør ind­føres uden forudgående oplysning herom. Jeg tror ikke, at der alene skal føres oplysningvirksomhed i områder med rationering. Jeg mener, at vi her i Vestgrønland, har så

stort behov for oplysning, at vi først og fremmest må gå ind med en ra­tionering, for at kunne vi  følge med i oplysnings­kampanger­ne.

 

Det er rart at se at forbruget er dalende, men som det blev nævnt før, så var en af hovedfaktorerne heri den økonomiske afmatning i samfundet. Det skal vi nok få vished om. Når vi på et eller andet tidspunkte får for­bedret vor økonomi skal vi ikke være i tvivl om, at for­bru­get begynder at sti­ge igen.

 

Jeg er glad for, at Lars Emil kom ind på, at der er mange unge i dag der ved, hvilke problemer spiritus kan medføre. De skal støttes, og man skal også samarbejde med disse unge. Jeg vil også være med til det videre arbejde.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

Jeg har med interesse bemærket mig Siumut ordførers indlæg, og jeg vil ud fra det sige, at vi ikke er helt enige. Som hun siger, er den fredelige og trygge til­værelse blevet mere og mere usynlig efter spiritussens indførelse i Grønland.

 

Men hun viser også os, hvad det er, vi skal gøre. De, der sakkede agterud og de, der faldt undervejs, "må klare sig selv". Det er disse, vi er blevet trætte af. Der er for mange, der er faldet undervejs. Det er med disse i tank­erne, når vi fra Atassut spørger, hvilken vej vi skal gå.

 

Der er flere forhindringer. Grønlændernes fredelige hygge og tilværelse blev mere og mere usynlig. Siumuts ordfører siger disse sande ord meget rigtigt. Og med hensyn til eventuel folkeaf­stemning siger vedkommende, at det ikke er på sin plads, at vi smider pengene ud i en tid, hvor der er mærkbare økonomiske problermer i vort samfund.

Samtlige landsstyremedlemmer har for kort tid siden sagt, at vi skal have gensidig respekt og gensidig tillid overfor grønlænder­ne. Marianne sagde: Tillid til grønlæn­dere og Lars Emil sagde også, at han vil takke sine medborgere for gensidig tillid. De­refter blev der sagt, at det ikke kun er myndighederne, der skal have skylden. De har forsøgt at løse problemet med for­skellig medicin, men det har ikke hjulpet meget.

 

Det rigtige ord fra Siumut springer man for meget over. Hvorfor skal en politiker, der har tillid til sine vælgere, ikke give dem mulighed til at sige til dem: "vi er allerede kommet så langt, lad jer vise vejen for os",

som jeg var inde på i min fremlæggelse på vegne af Atassut. 

 

Jeg er fuldstæn­dig enig i, at man ud fra menneskeværd skal igangsætte for­skellige initiativer.

 

I politiets årsrapport står der, hvilke der har brugt skydere, og hvilke forhold der har været i for­bindelse med spiritusforbrug. Vi kan læse hvad der sker med enkelte personer. 

 

Det er med disse begrundelser, vi bør afdække forholdene. Ikke på grund af at jeg, som Lars Emil sagde, gør nar af befolkningen.

 

Jeg har kendt Lars Emil Johansen igennem 15 år, mødt ham til debatter blandt andet i salen her, så det kommer ikke bag på mig, at han her i dag har brugt sådanne udtryk, som jeg skal undlade at gentage her. Det er heller ikke nød­vendigt. Vi ved jo, at når han kommer i strid modvind, så kommer disse udtryk ud af hans mund. For mig at se, er hans ord som en fuld mands ord.

 

Det bør ikke være sådan, at man bliver beskyldt for at være nedladende, selv om der er visse forhold, der kan tolkes derhen. Landstings­formanden kan jo også stoppe os, når den slags udtalelser fremsættes.

 

I forbindelse med et indlæg om rusmidlet hash skal jeg henvise til det, jeg allerede har nævnt. Lad os blive enige om at oplyse om disse forhold.

 

Lad os ikke fortælle, at brug af denne ikke er til skade. Der er allerede små børn, der kan fortælle, at denne er mindre skadelig end tobak eller spiritus. Jeg er glad for,

at materialer herom omdeles, det støtter jeg. Men lad os standse disse forlydender i samarbejde. 

 

Jeg er glad for ordene fra Siumuts ordfører, da hun siger, at vi er født i denne verden, så at vi i mindre eller større grad allesammen har forskellige opgaver at udføre. For nogen lykkes det det i mindre eller større grad at sætte lus i skindpelsen eller at bære sig uanstændig ad, selvom også andre måske kan rose dem noget mere.

 

Da vi er født på denne jord og skal samarbejde, hvorfor skal vi så lade de, som ikke kan følge med passe sig selv? Det er det vi kræver fra Atassut. Det Henriette sagde klart for nogen tid siden er jeg nu enig i: Lad os få et pusterum således, at vi giver chance for de personer, der er faldet ned. Vi kender disse holdninger, så vi behøver ikke gentage dem.

 

Jeg vil også med hensyn til Siumuts ordførers indlæg nævne, at der er folk, som har ind­taget spiritus, og som synes, at det er godt, for så kommer alt det man har inde i sig ud. Det påstås, at dette er en form for medicin. Men historien gentager sig jo. Vi har derfor sagt, at man bør stoppe lidt, da det er for meget af det gode.

 

Der sker mange sørgelige ting på grund af spiri­tus, mange sårede hjerter og mange andre, som blev nævnt er rigtige  og det er netop derfor, vi i Issittup Partiia og Atassut siger, at vi må gøre noget ved problemet.

 

Da man ikke vil høre på, at hvis man ikke kan få den man elsker oo så videre så bruger man den helt omvendt. Atassut foretrækker, at disse mennesker får en chance ved indfø­relse af rationering. Da vi ikke opnår, hvad vi ønsker, så vælger vi at gå ind for alterna­tivet. Det behøver man ikke at angribe os for.

Men Landsstyreformanden skal ikke udlægge vores kritik til initiativet, som om vi bestræber os på at irritere, nedlade vore fæller eller skælde ud.

 

Tak, da vi nu ved, at vores ønske om folkeafstemning ikke ønskes godkendt. Så må alternativet være, at vi må forsøge at tale os frem til andre måder at løse problemet på.

 

Jeg kan nok ikke glemme oplysningerne om AIDS. Vi allesam­men, der er her, bør være enige om det er en farlig situation, hvor folk under spirituspåvirkning kan smitte, da vi ved at undlade at indføre rationering giver mulighed for spredning. Det bør vi drøfte, da det i stor udstræk­ning har relation til spiritus eller bryggerier, der ikke ønskes berørt. Så længe der er et bryggeri, øl og noget at drikke, kan vi ikke komme til resultater.

 

Mødeleder:

Jeg skal inden den næste taler sige, at Formandskabet ikke skal skældes ud. Ethvert medlem og landsstyremedlem har selv ansvaret for, hvad de siger, og må derfor selv regne med, at de bliver besvaret ud fra den tone, hvori de er holdt. Dette med hensyn til Otto Steenholdts udtalelser vedrørende Formandskabet.

 

Ane-Sofie Hammeken, ordfører for Siumut:

Først vil jeg lige knytte nogle bemærkninger til den sidste taler, idet Otto tilsyneladende er meget glad for, hvad jeg har sagt. Han begyndte jo at citere mine udtalel­ser. Jeg mener at have skrevet noget som Otto ikke kan nå.

De mennesker, der er faldet i, er jo netop stakler, dem, der har behov for hjælp, og dem vil jeg gerne hjælpe. Otto kom her kort ind på menneskelivets værd. Da jeg kom ind på det begreb, tænkte jeg ikke på politiets årsrapport. Men da jeg skrev mit ordførerindlæg, tænkte jeg på, at man i forbindelse med INUUNEQ NAKUUNEQ kunne opfordre til, at man tager initiati­verne udfra menneskelivets værd.

 

Da Issittup Partiias bemærkninger om mit ord om, at alkoholen ved særlige begivenheder er med til at give glæde og kan være årsag til tragiske hændelser, lyder bebrejden­de, vil jeg sige, at jeg mener at have forklaret grundigt, hvorfor jeg siger det. Hvorfor jeg mener, at mennesker, der har tænkeevnerne i behold, vil kunne fatte det, jeg har sagt.

 

I forbindelse med denne drøftelse af INUUNEQ NAKUUNEQ  har jeg - hvis Formanden tillader det - lyst til at oplæse et digt, som jeg skrev for tre år siden.

 

Jeg har skrevet det, fordi jeg mener, det falder i god tråd med INUUNEQ NAKUUNEQ, og fordi jeg håber, at blot et par mennesker kan få noget at tænke over, når de hører det.

 

Digtet lyder:

                     "Da Gud havde skabt universet, Jorden, havet og alle levende skabninger, skabte han mennesket til sidst.

                     Han sagde så, at mennesket er det vigtigste af alle  hans skabninger. Og du menneske, hvor er så dit mere

   værd? Hvor er din magt? Hvor er dit liv? Skal du ikke     lede efter dit eget liv og finde det?

 

   Du kommer ikke på arbejde om morgenen, for din herre     er søvnen. Når du er tørstig, underkaster du dig         spiritus­sens krav. Du lader vreden sejre. Hvor er din     magt? Hvor er dit liv? Er det blevet sådan, at de        negative kræfter, søvnen, vreden og spiritussen er       blevet dine herre? Hvor er din magt? Hvor er dit liv?     Hvorledes går det til, at du, menneske, det vigtigste     af alle skabninger, underkaster dig unaturli­ge skab-­   ninger! Det er jo dig menneske, der behersker dit eget     værk".

 

Hans Iversen, Siumut:

Vi har siden vores barndom oplevet spiritusdebatter, som nu er tiltagende. I 1979 blev der så besluttet en ratione­rings­ordning. Den havde en positiv virkning indtil den pr. 1. april 1982 blev ophævet. Da jeg kom ind i det politiske liv i 1983, har jeg gang på gang fremsat nogen skarpe be­mærkninger, idet problemet efter ratio­neringens ophævel­se kom tilbage i endnu større styrke.

 

Da vi ophævede rationeringen havde vi ikke lavet nogen alternati­ve muligheder. Den holdning har jeg haft indtil for nylig, hvor jeg endda kørte mit eget løb i forbindelse med debatten omkring spiritus.

 

I 1978 umiddelbart før rationeringens indførelse var det gennemsnitlige forbrug på 18 liter pr. person, men ved indførelsen af ratio­neringen i 79 faldt den ned til 14 liter. Efter ophævelsen i 83 kom forbruget helt op på 22 liter.

 

Det var meget alarmerende, fordi det kostede mange menneskers liv. Mange familier blev opløst. Jeg tænkte tilbage på den tid, og spurgte mig selv, hvorfor mon dog vi er gået væk fra rationeringen.

 

Her står jeg på talersto­len med glæde over, at Landsstyret nu kan påvise, at for­bruget i 1990 er faldet til 14 liter, der er samme kvantum som i rationeringstidens 1979. Det synes jeg, er en meget positiv oplevelse at høre sådan et budskab. Dette fald må de tre landsstyreområder fortsætte, for at opnå endnu større og bedre resultater til gavn for samfundet.

 

Derfor kan jeg nu på nu­værende tidspunkt sige, at min holdning til rationeringen er ændret på grund af for­holdende, der hersker i dag. Lad os dog arbejde videre med det gode resultat og lad os komme ned på et forbrug på for eksempel 10 liter pr. person eller mindre.

 

Jeg mener at vi må gå imod Nikolaj Hein­richs forslag om folkeaf­stem­ning og i stedet for støtte det positive tiltag. Jeg ønsker endvidere at sige, at kompetencen til kommunerne, der nu er realiseret, ikke vil føre til noget godt, ved siden af det for hele landet gældende bestemmel­ser.

 

Vi må satse på Landsstyrets landsdækkende plan, og det synes jeg, at vi bør fortsætte indtil videre, da den går godt.

   

Landsstyremedlemmet for sociale anliggender:

Som vi havde regnet med i Landsstyret, så skaber det en omfattende debat, selvom det ikke direkte vedrører spi­rituslovgivning. Men for at vende tilbage til bemærk­ningerne om forebyggelsesinitiativet "INUUNEQ NAKUUNEQ" og partiernes bemærkninger om Landsstyrets plan til

løsning af menneskets problemer, som jeg har været inde på i min forelæggelse, vil jeg sige følgende:

 

Det blev fra Siumuts ordfører sagt, at formålet med

"INNUUNEQ NANUUNEQ" er en langsigtet plan, som ikke kan  nåes i morgen, det er jeg kun enig i, for de ting vi fremlægger her er en lang­sigtet plan, der ikke kan løses sådan her og nu.

 

Helt håndgribeligt er det jo, at forebyggelses­konsu­len­terne skal kunne ansæt­tes alle steder. Dertil vil jeg sige, at det er en u­middel­bar tillokkende tanke, og at der inden­for det sociale område i løbet af de sidste år har vi tilbudt kommu­ner­ne, at de kan dygtiggøre en af deres medarbej­dere som en forebyggelseskonsulent.

 

Vi ved, at der kun i nogle kommuner er ansat en fore­byggelseskon­su­lent. De ting de mennesker er uddannet til, bruges maksimalt, og jeg vil fra Landsstyreom­rådet og Landsstyret satse, at man be­nytter sig mere af disse forebyggelseskonsulen­ter. Jeg ved de har forskellige for­mer for ansættelse i kom­munen, men jeg vil opfordre, at man be­nytter sig mere af disse konsu­lenter.

 

Jeg vil gøre Siumuts ordfører opmærksom på, at vores formål med "INUUNEQ NAKUUNEQ" ikke alene kan bæres af konsulenten, det vil også komme til at dreje for­målet i en anden retning, hvis han alene står for det. Vores mål er, at befolkningen skal være med.

 

Hvordan vi skal udnytte mulig­heder­ne, vil jeg love, at vi endnu en gang vil igang­sætter un­der­søgelser omkring bedre udnyttelse af mulighederne. Centralt placerede konsulenter kan måske have bredere virkeområder.

 

Det forslag om en alkohofri uge i uge 18 betrag­ter vi som en be­given­hed, der skal ske i lokal­sam­fundene. Men vi har ikke forebyggelseskonsulenter alle steder, men vi har folk ansat inden­for Kultur, Sundhed og socia­le om­råder, og vi vil så prøve at finde udveje til fælles virke om planen.

 

De pro­ble­mer, der er fremsat her fra Atassut, er Lands­styret vidende om, også ude på kysten. Jeg vil sige det på den måde, at talersto­len her ikke må bruges til at frem­hæve negative ting, det er et for­um hvor man frem­lægger politiske formål. Det er småt med med Atassuts politiske mål, som jeg kan tage stilling til.

 

 

Inuit Ataqatigiit opfordrede hotel- og restaurations- ejerne til at samarbejde omkring begivenhederne i uge 18, det vil vi også gerne. Vi vil rette henven­delse til dem.

 

Akulliit Partiia støttede vores arbejde omkring "INUUNEQ NAKUUNEQ" i Landsstyret og det er jeg glad for, for jeg kan for­stå bemærkningen om, at det virker ret ukonkret.

Det er en meget tungt spørgsmål vi skal arbejde med gen­nem en årrække.

 

Akulliit Partiiat kom ind på, at man laver planer uden at give flere tilskud til kommunerne til gennem­førel­se af planerne. Dette skal ikke ses fra det lys. Jeg har været ind på i min forelæggelse, at der er mu­lighed for an­søgning om tilskud til initiativer, der har til hensigt at støtte "INUUNEQ NAKUUNEQ".

 

Vi har ikke afsat særskilte bevillinger til "INUUNEQ NAKUUNEQ", men vi har indenfor bevillingerne i Kultur,

Sund­hed og det Sociale område oprettet en fæl­les pulje med hensyn det præventive arbejde.

 

Nikolaj Heinrich lovede at samarbejde med hensyn til opnåelse af vores mål, det takker jeg for. Men jeg sav­ner alternative forslag udover folkeafstemningen, derfor er jeg glad for, at han er gået bort fra sit forslag om afstemning, fordi man skal jo oplyse, hvad det er der skal stemmes om, da afstemning uden formål og hvad resultatet skal bruges til, bør afklares først, inden beslutning herom.

 

Josef Motzfeldt kom ind på i sin tale, at man også kan inddrage arbejdspladser i forbindelse med oplysning, og

det vil jeg meget gerne støtte og tage med i vores vi­dere arbejde.

 

Til slut kan jeg oplyse, at Landsstyret tror på, at det grønlandske folk er et stærkt åndeligt folk og det har vist os, at der er et godt stof man kan arbejde med. Derfor er det vigtigt at arbejde videre med det formål at opnå en bedre livskvalitet.

 

Jeg mener derfor at drøftelser, der ikke vedrører det politiske arbejde lige­frem fremmer vores bestræbelser, tværtimod.

 

Og til slut har vi sat uge 18 som en nyt initiativ i hele Grøn­land, det skal være ud fra frivillighedsprin­cip­pet, for hvis vi lukker spiritussen under denne be­given­hed, vil vi komme til at bruge kræfter på overtrædelser og lovløs­hed, der normalt er en følge af en spirituslukning. Vi vil hellere opnå at give folk mulighed for selv at bestemme. Jeg vil orientere Landstinget om, at vi vil rette hen­vendelse til kommunerne og samtlige fritidsnævn og fri­tidsinspek­tører om at være aktive med i begivenhederne.

 

Jeg vil her til slut opfordre kommunerne og de kommunalt valg­te samt landstingsmedlemmer at støt­te dette initiativ, også ud fra det der er sagt her og støtte fra partierne til det fremlagte.

 

Emil Abelsen,landsstyremedlem for Økønomiske Anliggen­der:

Det vi drøfter har jo ikke relationer til kun rationering og derfor vil jeg komme med et indlæg om en af situatio­nerne i livet.

 

Hvornår kommer far mon hjem? Klokken seks, klok­ken otte, klokken ti, klokken tolv, eller kom­mer han overho­vedet hjem?

 

 

De øvrige familiemedlemmer ved det ikke. Det er me­get nemt at narre sig selv. Et menneske kan sige til sig selv, at at holde møde i et par timer. Når kollegaer eller mine overordnede spørger mig om, jeg ikke burde nedsætte mit alkoholforbrug, gør jeg det modsatte.

 

Jeg plejer at være irriteret og for­næg­ter, at jeg har alkoholproblemer. Plejer jeg ikke at betale min husleje o.s.v. til tiden? Plejer jeg at spø­rge irriteret, om der var noget galt og jeg fik ikke noget svar mange gange, men forhol­dene ble­v værre og værre.

 

Man får pro­blemer med arbejds­pladsen, med bør­nene, med hjem­met i det hele taget, hvor man tror på deres stø­tte. Troet på, at deres kærlighed aldrig vil ændres, men mennesket føler lige pludselig, at deres tålmodighed er ved at være brugt op, at de ikke længere kan tåle den tilværelse og må red­de sig selv.

 

Det er også blevet vigtigere for dem at tænke på de­res liv, deres fremtid og beskytte den. De vil prøve at til­rette­lægge deres egen tilværelse og fremtid­ og du selv er sakket bagud i dette spil og får tårer i øjne­ne. Konsta­tere de mennesker, du elsker allerhøjest, forladt dig. Sådan har det været for mig. Hvad gjorde jeg så? Fortryder jeg? Nej.

 

I dag kan jeg se, hvor store sorger jeg gav dem, hvorfor de reagerede som de gjorde var, at de følte deres menne­ske­værd og burde fortsætte deres liv.

 

Det værste du kan gøre for de du elsker højest, er at lade dem se, hvor slemt du le­ver.

 

 

 

Mødeleder:

Til de næste talere, skal jeg hen­vise til Forretnings­ordenens ? 48 pkt. 2, hvor ethvert medlem af Tinget kan kræve af­stemning. Derfor skal der afstemning om Nikolaj Heinrichs, Issittup Partiia, forslag.

 

Pavia Nielsen, Siumut:

Jeg kommer herop på talerstolen for kort at sige, selvom Siumut har tilkendegivet klare synspunkter, at de til­tag man er i gang med omkring de alko­hol­frie dage, bør støt­tes og spredes af samt­lige poli­tikere og de an­svar­lige på de steder, hvor der af­holdes sådan no­get, for de an­svarlige i for­sam­lings­hu­senes be­styrel­ser, at dette bli­ver hilst velkom­men, samt der lejes værel­ser ud gra­tis.

 

Jeg vil stæ­rkt tilstræ­be alle disse ting og støtte de alko­holfrie tiltag fra land­sstyremedlemmet for Socia­le An­lig­gender. Jeg finder søgen efter midlerne for de for­skellige muligheder ros­værdige.

 

Vi må også tænke på, at vi til efteråret i forbin­delse med Finans­loven for 1993 må afsætte midler til store ini­ti­ati­ver som dette, der bør styrkes og støttes, da det er dejlige oplevelser man får, når man er med i alkoholfrie sammenkomster.

 

Nikolaj Heinrich, Issittup Partiia:

Det vigtigste jeg vil sige nu, er sagt af Landstingets formand. Dette du Henriette fortæller, hvorfor jeg har trukket mit forslag.

 

Lad mig gøre op­m­ærksom på, at ønsket om afstemning er fremkommet i for­bin­delse med væl­germøder, hvor der er blevet udtrykt, at man i fremtiden bør have en fast alkoholpolitik og det er på den bag­grund, jeg har sendt

mit forslag, såle­des at sam­fundet kan være med til en beslutning der­i.

 

Fra de forskellige blev der nævnt undertrykkelse og begrænsninger af befolkningens rettigheder, men jeg mener, hvis man ikke godkender be­folk­ningens ønske, så er det man sætter begrænsninger for befolkningens rettigheder.

 

Det jeg ikke nævnte ligefør var opfordringen om den alko­hol­frie uge 18, jeg er også er meget spæ­ndt på at se, om befolkningen kan vise deres støtte til Landsstyrets opfordring herom. Jeg tror tilslutningen vil spille en rolle for intentionerne i "INUUNEQ NAKUUNEQ". "INUUNEQ NAKUUNEQ", som den blev præsenteret for befolkningen, rummer mange ting. Befolkningens modtagelseaf budskabet vil danne grundlag for dens videre skæbne i fremtiden. Jeg ser med spænding, hvordan det vil gå med den uge.

 

Otto Steenholdt, ordfører for Atassut:

En alkoholfri uge, da jeg ikke nævnte dette før, vil jeg her gøre opmærksom på, at vi fra Atassut ikke har noget imod dette. Men ved fremlæggelse af den sidste år har man luftet tanken om, at der kan afholdes flere alkoholfrie uger om året.

 

Jeg spurgte selv sidste år, hvor hurtigt sådan no­get kunne ske, men er man gået bort fra det, behøver det ikke svar.

 

Forskellen mellem jeg og andre ligger nok i, som også blev udtalt fra Henriette og andre, at jeg her ­fra taler­stolen bruger ret stærke ord, måske eve­ntu­elt nogle ord, som kan skabe vrede.

 

Jeg har talt fra mange taler­stole, ikke blot her i landet, også i udlandet, jeg har også fået erfaring i, hvordan man bruger ord fra talersto­le, det kan være, at jeg lige har glemt sådan nogle faste fremgangsmåder. Men det er meget beskæmmende for en politi­ker, at man ikke har udtrykt de ord man gerne vil sige. Men når man så har sagt alle ord, man gerne vil sige, så føler man glæ­de, selvom man måske vil få skæld­ud.

 

Jeg er meget glad for det Emil Abe­lsens ord. Det er sådan no­gle ting vi mangler, der bør være flere af den slag­s.

 

Mødeleder:

Vi skal have en afstemning nu, det er Issittup Par­tiias landstingsmedlem, der ønsker, at de grønlandske samfund skal have en folkeafstemning.

 

De der er for forslaget bedes rejse sig.

 

9.

 

De der er imod forslaget bedes rejse sig.

 

17.

 

Der er ikke nogen der undlod at stemme, et medlem er fraværende på grund af sygdom.

 

Således er dagsordenens punkt 18, den lange behandling fuldendt og vi går videre til de næste punkter, og det er punkt 24 og 25.

 

Punktet sluttet.